Hvad er Meditation

Meditationsteknikker

Meditationsmusik

Videnskabelige Links

Åndelige Inspiratorer

 
Meditation og Bevidsthed

I. Bevidsthed & evolution

II. Hvad er opmærksomhed
III. Kroppens indre landskaber
IV. Hvad er bevidsthed
V. Tankeoperativsystemet
VI. Usamtidige styresystemer

VII. Bevidsthedens frigørelse
 
Den indre og den ydre person
Det sensitive nervesystem

Den indre og den ydre person
Den ydre person og kontrolsamfundet
Kun den indre person kan meditere

   
Sjælens Sommerfugl
Det hellige sår
Det supervågne flow
Sjælens Sommerfugl
  

 
Meditation - historie, filosofi & videnskab
Meditation og religion
Meditation, videnskab og filosofi
Sekter på samfundets rand
Jeg'ets udviklingshistorie
Meditation og metabevidsthed
Hvor kommer Meditation fra?
Jesus i Buddhas fodspor

Spørgsmål til Meditation

Er meditation en mirakelkur?
Er det narcissistisk at meditere?

Meditative visioner

Den mirakuløse fraktale bevidsthed
Gud ønsker at blive Menneske

Singularitet, Meditation og Entheogener
På vej mod en ny Ånd
 




 
JEG'ETS UDVIKLINGSHISTORIE                       
Under udarbejdelse


 

Det menneskelige sinds vågne mareridt

Alle væsener indeholder én grundlæggende antagelse:
det ene væsens benægtelse af at være ’den anden’ .
Den højeste engel nægter at han er den laveste.
Gud er alle benægtelsers benægtelse.
Meister Eckhart

I Meditation er det muligt at gennemskue et af menneskesindets største illusionsnumre. Dette svindelnummer er ’Jeg’ og alle jeg’s punktummer.

Jeg er ikke dig
Når en stærk følelse melder sig i kroppen, vil jeget identificere sig med den og smelte sammen med den. Identitet betyder lig med: Vi bliver identiske med følelsen. Denne ’identitetiske’ mekanisme ligger dybt forankret i vores stenalderhjernes kredsløb. Her skabes de følelsesdramaer der får os til at danse rundt som teaterdukker i et absurd teater. På denne scene går vi vågne rundt som søvngængere og accepterer roller som: Jeg er kristen, jeg er muslim, jeg er dansker, jeg er Hr. Petersen, jeg er en kvinde, jeg er en mand, Jeg er hetero-homo-osv seksuel, jeg er den eller den og jeg tilhører den eller den gruppe.
For at ’jeg’ kan være den eller den, må jeg afgrænse sig over for det som jeg ikke er. Derfor er sætningen: Jeg bryder mig ikke om, afgørende for at vi kan opretholde vore stenalderlige stammefælleskaber og identiteter.

At vende sig om i sig selv
Men hvis du midt i jeg er ikke-sætningen vender dig om i dig selv, er det eneste du vil se en mørk ubehagelig energi i dine tarmslyngler du ikke kan rumme. Når du ser ud i verden frem for ind i dig selv, vil disse energier bag din ryg indgå i symbiose med tanker der efterfølgende vil trække dig, teaterdukken, gennem livets imaginære dramaer. Det er i denne sammenhæng de gamle Indiske vise sagde: Verden er et skyggespil. Verden er en drøm. Meditation handler i forlængelse heraf at vågne op fra den dagdrømmende tilstand vi normalt betegner som den vågne tilstand.

Den store filosofkejser Marcus Aurelius skrev at han, hver morgen før han gik ud for at dømme mulige forbrydere til døden eller livet, tog en kort pause hvor han mindede sig selv om at alt liv er en ubrydelig enhed og han derfor var ét med selv den værste forbryder. Kun få magthavere har i verdenshistoriens forløb vendt sig om i sig selv og handlet ud fra altings fundamentale enhed. De fleste politiske dramaer skyldes teaterdukkemenneskets ivrige, ekstroverte opslugthed af sine egne drømmeidentiteter, hvor der i en tilsyneladende vågen tilstand sættes imaginære grænser op der adskiller liv fra liv. Den eneste forskel på os og Pinocchio er at vores næse ikke vokser når vi lyver. Hvis ikke denne vågne drøm havde så alvorlige konsekvenser, kunne man se det som en vittighed. Indtil videre må vi nøjes med at le, når vi vender os om i os selv og således står ansigt til ansigt med dukkeføreren.
 
Meditation.dk opfordrer ikke til Jihad mod teaterdukke-jeg´et. Meditation inviterer i stedet til en fænomenologisk undersøgelse af den skildpadde som ’Jeg’ og alle jegs virkelighedssyn står på.

Det er her, i denne kritiske undersøgelse af indre skildpadder, at du kropsligt kan erfare altings enhed. Med denne erfaring som primus motor, vil det være naturligt for intellektet at spørge: Hvorledes ser denne enhed ud? Hvordan ytrer den sig? Intellektet er nemlig en vidunderlig gave i samme øjeblik det indser at Intellektuel forståelse altid er lastet på vognen og ikke på hesten.


Hvad er et 'jeg'

Opkomsten af et 'Jeg' forstået som en organisering af den menneskelige bevidsthed der optimerer vores overlevelseschancer som art går tilbage til den første humanoide der var i stand til at spejle sig i en vandoverflade og her svagt genkende det reflekterede billede som 'mig'.
 
I Det Gamle Testamente er denne selvbevidsthed identisk med syndefaldet. Da Adam og Eva opdager deres egen nøgenhed, forsvinder paradisnuets ubekymrede og ubegrænsede adgang til mad til fordel for et et scenarie hvor vi nu spiser vort brød badet i anstrengelsen sved.
 
Således forestiller jeg mig fødslen af det 'jeg' der nu måske om 'dig' er på overarbejde for rettidigt at betale terminerne til huslejen.
  
Tanker i bevidsthed i det første jeg
Artshistorisk er det meste af vores liv foregået på den østafrikanske savanne. Vi har derfor fra denne periode arvet en del forældet software, også kaldet gener, der gør os i stand til at overleve netop under de betingelser der var gældende her. Måske var det her en fælles tip gange tusind oldefar så 'mig' i vandoverfladens spejl. Hans 'jeg' var begyndelsen på dit og mit 'jeg'. På samme måde som 'jeg' så 'mig' i vandoverfladens spejl, så ser 'jeg' 'mig' i bevidsthedens spejl.

I dette scenarie skabes hvad Descartes senere formulerede som cognito, ergo sum, jeg tænker, altså er jeg. Tankerne er intimt forbundet med 'jeg' og deres publikum er bevidsthed. 
  
Dette 'jeg' begyndte nu ved hjælp af tanker at opsplitte verden, at polarisere den i godt og ondt, i et paradis over for et syndeforfaldent ikke-paradis. Tankeprocesser er skåret ind til benet overlevelsesstrategier. Forskellen mellem godt og ondt skabes ud fra det basale behov for at overleve. Alt hvad der får 'mig' til at overleve er godt. Alt hvad der truer min overlevelse er 'ondt'. 'Jeg' er den som lægger planer og i forlængelse heraf forstiller mig forskellige handlinger der kan gavne min fremtidige overlevelse.
  
Disse mulige handlinger opføres på en indre tankescene der narrativt forudsætter en fortid, et nu og en mulig fremtid. Her er 'jeg' konstant optaget af at opføre strategier der forhåbentlig får 'jeg' til at leve lykkeligt til sine dages ende. Des mere truede vi føler os i vor hverdag, des flere tanker producerer vi. Og hver gang vi producerer en tanke bliver vi forført fra tidløst nu ind i et imaginært tidsteater. Derfor er vi uden tid når vi er uden tanker. Men uden tid, ingen mad.
 
Hulemalerierne gengiver de første narrativer der logisk nok handler om at nedlægge bytte. Det gør vore dages narrativer såmænd også, dog med den forskel at det er blevet en langt mere kompleks affære at 'nedlægge bytte' og derfor har 'jeget' også måttet udvikle sig tilsvarende. 

FRA STAMMENS 'JEG' TIL MIT 'JEG'
Filosoffen Karl Marx hævdede at vores neolitiske fortid var urkommunistisk. I denne urkommunistiske tilstand var alle lige i den forstand at der ikke fandtes en stærk leder eller et klasseopdelt samfund.

Med udgangspunkt i Marx kan man tale om at stammen ikke blot skabte og delte alle ressourcer i fællesskab. En stamme delte også et fælles 'jeg'.

Dette større, delte fællesjegs i dag genetisk forældede software ses tydeligt udfolde sig hos publikum i fodboldkampe. Holigans er i denne sammenhæng blot ekstra genetisk disponerede til at udspille 20.000 år gamle slag mellem stammer på den tidligere nævnte Østafrikanske savanne. Fællesjeget udtænker her de strategier der skal få det ene kollektive stammejeg til at vinde over det andet.
  
Klanlederens 'jeg'
Historiens første eksempel på selvbevidst beherskelse ses med Odysseus der lader sig binde til masten af sit skib for at høre sirenernes sang. Det første 'jeg' der kun bor i én person fødes litterært set med Odysseus.
 
Den gennem selvbevidsthed mulige selvkontrol gør det muligt at erstatte instinktets her og nu behovstilfredsstillelse med planlægning og kontrol gennem tankeprocesser. Psykologen Sigmund Freud beskrev denne udvikling som en opsplitning af psyken i et id, et ego og et super-ego.  

Således begynder vi i historisk tid at se hvorledes de enkelte stammer socialt set former en spydspids med en leder i fronten. 

Ud over stammens kollektive 'jeg' får vi således en ny form for 'jeg' der mere specifikt er forbundet til et enkelt individ, nemlig lederen, høvdingen, herskeren. Høvdinge-jeget er en forløber for det 'jeg' du og jeg har i dag. Dette 'jeg' er mere selvbevidst end stamme-jeget.
Det er i stand til at tøjle de indre limbiske følestorme i stammens kollektive 'jeg'  og lægge tankestrategier der kan forudse og planlægge begivenheder i fremtiden.
 
Dette 'jeg' er dog stadig en luksusvare kun forbeholdt de sjældne få.
 
En stamme af aristokrater

Senere med opkomsten af middelalderens adelssamfund bliver det samfundsmæssige overskud så stort at en hel klasse af aristokrater kommer i besiddelse af noget man kunne kalde en jeg-identitet. Især i begyndelsen af middelalderen er grænserne mellem de enkelte jeg-identiteter i denne nye adelsstamme stadig flydende. Hvorledes 'jeg'-individualitet langsomt blomster frem i denne klasse kan man danne sig et fint indtryk af ved at besøge en dansk domkirke og her iagttage hvorledes gravmælerne op gennem tiden langsomt udstyres med flere og flere individuelle kendetegn.
  
Med renæssancen og senere oplysningstiden og den efterfølgende opkomst af det handlende, pengebaserede samfund 'opdages' og skabes grundmodellen til det 'jeg' vi i opdaterede varianter har haft indtil vor tid. Særlig kendetegnende for dette 'jeg' er at det som Beethoven er lidt af en dramaqueen, forstået som at dette 'jeg' har et i ensom originalitet følelsesforankret omdrejningspunkt. Dette jeg er intimt og 'privat'.
 
Industrisamfundets produktion af Jeg-overskud
Forudsætningerne for at vi i vor vestlige tid alle kan have vort eget 'jeg' er et samfund der er i stand til at producere et stort overskud af energi. Med energi menes det abstrakte arbejde der skal til for at sikre mad, kultur, infrastruktur og tid til børneopdragelse a la Rosseau. Et individuelt 'jeg' som vi kender det i dag kommer ikke ned fra himlen af sig selv. Det forudsætter at den energi der tilføres det enkelte menneske vokser til det point of no return der skal til for at skabe en tilstandsændring.
 
I 1800-tallet er dette energetiske overskud takket være industrialiseringen så stort at en hel klasse af borgere nu har råd til at anskaffe sig et individuelt 'jeg'.
Proletariatet er må stadig nøjes med at dele et arkaisk stammepræget 'jeg'.
 
'Jeg' udbredes til alle klasser
Fra midten af det 20 århundrede når vi i den vestlige verden et punkt hvor man, ligesom man i 30erne kunne producere Fordbiler på samlebånd, nu har overskud til masseproducere jeg-identiteter til næsten alle samfundets borgere. Arbejderklassen bliver til middelklasse og får ved samme lejlighed tildelt et 'jeg'.

Det individuelle 'jeg's' sejr udstiller dets mangler
I samme øjeblik det individuelle 'jeg' har penetreret hele samfundsorganismen og dermed er blevet til samfundet nye omdrejningspunkt for definition af hvad virkelighed er, begynder en ny virkelighed at manifestere sig. Denne nye virkelighed er et produkt af de mange jegers interaktion, men kommer på sigt til at blotlægge mangler i det nyligt etablerede individuelle jegs funktionsmåde. 
 
Hvad kunstavantgarden allerede har opdaget i midten af 1800-tallet, bliver nu i stigende grad synligt for alle. Den følgesygdom som det giver at have et veludviklet 'jeg' er ensomhed, fremmedgørelse og angst. Et 'jeg' kan nemlig kun forstås som antitesen til et 'ikke-jeg'. Et jeg kræver en mur, en membran der adskiller det i forhold til 'den anden'. Det er som Sartre siger det: Helvede, det er den anden'.
 
På vej mod det Universelle 'jeg'
På en lang række punkter begynder det nyligt vundne individuelle således 'jeg' at gå i opløsning.
Denne opløsning af 'jegs' mure åbner op for udviklingen af et nyt 'jeg': Det Universelle 'jeg'.
 
'Jeg' i et informationssamfund
Informationssamfundet er på mange måder ikke tilhænger af det gamle 'jeg'.  Det behov for informationsdeling som et samfund der kommunikerer via mobiltelefoner og world wide web skaber kommer til at kollidere med de mure som 'jeg' lige har fået opført. Det gamle individuelle 'jeg' lærer f.eks. i skolen at holde sin viden som spillekort tæt ind til livet. Det har lært at det er tyveri hvis sidemanden stjæler information ved at skrive af til en eksamen. 
Heroverfor står informationssamfundets krav om at vi skal dele vores viden i et samarbejde med andre jeger. Samtidig gør digital kopiering at der ikke længere er forskel på en original og en kopi. Selv originalen er nu digital.
Dermed forsvinder det individuelle 'jeg's styrke i ensom originalitet.
Jeg forvandles fra en beboer i et elfenbenstårn til en hub, et krydsfelt hvor informationsveje mødes. Det gamle jegs kollision med informationssamfundet skader imidlertid ikke det originale forstået som det kreative.
Langt nærmere bliver det originale sat fri i et kreativt flow, hvor det eneste der tabes er det enkelte persons ejerskab over dette flow. Det frie informationsflow og privatejendom trives ikke godt sammen. Wikinomics tid er begyndt.

Det Universelle jeg er en HUB
Især efter årtusindskiftet er der udgivet en sværm af bøger om netværksteorier som f.eks:
Duncan Watts, Malcolm Gladwell, Albert-László Barabási, og Mark Buchanan.
Denne forskning peger på en forbavsende parallelitet mellem den måde  internettet opfører sig på og naturens egne netværk som f.eks. nerveceller , molekyler, menneskers sociale omgangskredse, transportsystemer osv. Alle disse vidt forskellige egenskaber kan tilsyneladende samles i en enhedsteori også kaldet hub-teorien.
 
I ethvert netværk er der punkter hvor de enkelte tråde mødes. Nogle af disse mødepunkter samles i større træfpunkter. De relativt største af disse træfpunkter kaldes for HUB´s. Hvad enten det drejer sig om celler i mavesækken, søgemaskiner på nettet eller menneskers sociale netværk så er the name of the game kun ét: at blive til en HUB, et samlingssted for flest mulige forbindelseslinier. Det succesfulde menneske defineres i denne sammenhæng som det menneske der har samlet de fleste sociale tråde, eller endnu bedre, sociale HUBs i sin hånd.  
 
For det Universelle 'jeg' er succes - også i magtøkonomisk henseende - ensbetydende med at sidde på en konjunktion hvor de største strømme af information og/eller sociale kontakter finder sted.

Menneskenetværket
Den menneskelige krop, især hjernen, er på samme måde en HUB der som en gigantisk banegård for informationstransport får den menneskelige cellekoloni til at fungere. Neuronernes netværk i hjernen er i stand til at skabe flere forbindelsesmuligheder end der er partikler i hele universet!


HUB’s – Uendelighedens konjunktioner
Ny forskning peger på en forbavsende parallelitet mellem den måde computere, internettet, almindelige transportsystemer, menneskers sociale adfærd og naturens egne netværk som f.eks. nerveceller og molekyler opfører sig på. Alle disse vidt forskellige egenskaber kan tilsyneladende samles i en enhedsteori kaldet HUB teorien.
I ethvert netværker der punkter hvor de enkelte informationstråde mødes. Nogle af disse mødepunkter samles i større træfpunkter. De relativt største af disse træfpunkter kaldes for HUB´s. Hvad enten det drejer sig om celler i mavesækken, søgemaskiner på nettet eller menneskers sociale interaktioner, så er the name of the game kun ét: at blive til en HUB, et samlingssted for flest mulige forbindelseslinier.

Netværksmennesket og det gammeldags ego
Det succesfulde menneske kan i denne sammenhæng defineres som det menneske der har samlet flest sociale tråde, eller endnu bedre, sociale HUBs i sin hånd.  
For netværksmennesket er vinderpositionen - også i magtøkonomisk henseende - ensbetydende med at sidde på en konjunktion hvor de største strømme af information og sociale kontakter finder sted.
Det gammeldags stive og fortificerede ego kommer under stærkt pres i dette netværk med dets free flow of information. Dette ego har gennem hele sin opvækst lært at holde paraderne oppe. Det gamle ego lider derfor af stress i disse dage. Dette ego har i skolesystemet lært netop ikke at dele sin viden med andre. Det gælder derimod om at holde lærdommens skyklapper så højt oppe at ingen i eksamenssituationen kan kigge over i egoræserens kalvebås. Det kaldes for eksamenssnyderi at dele information. Det gamle ego lever af og i følgende sætning: Jeg ved noget du ikke ved. Det nye netværksmenneske lever heroverfor af og i informationsdeling.


DET UNIVERSELLE JEG ER I LEVENDE KONTAKT MED HELHEDEN
Det Universelle jeg deltager stadig i nationale fællesskaber og andre fællesskaber der forudsætter et 'os' over for 'dem'. Det Universelle jeg har imidlertid etableret flere tilhørsforhold på tværs af landegrænser, sprog, familier, religioner og racer og er derfor overordnet en verdensborger, a citizen of planet earth.
  
Det Universelle 'jeg' er forbundet med andre jeger på samme måde som nerveceller i hjernen via neuroner har forbundet sig med hinanden. 

 
Statiske samfund kontra samfund i dynamisk flow
En anden faktor som på sigt heller ikke trives med det gamle industri-jeg er den eksponentielt tiltagende forandringshastighed vor efterkrigstidskultur er inde i.
Dette tvinger 'Jeg' ind i en forandringsproces der springer grænserne for hvad 'jeg' er.
 
I statiske samfund vil de ældre generationers erfaringer være de bedst anvendelige og derfor toneangivende. Anderledes ser det ud for et samfund i forandring. Der vil erfaring ofte være en hæmsko, idet erfaring er en opsamling af fortidens overlevelsesstrategier.
 
Behovet for stigende vækst har ligget som en latent lov i industrisamfundet siden dets begyndelse; men efter 2.Verdenskrig og især fra og med 60erne begynder de samfundsmæssige forandringer imidlertid at accelerere i et sådant tempo, at det ikke er muligt i samme grad at lære af overleverede erfaringer. Omstillingsevne, fleksibilitet og kreativitet i nuet bliver derfor de højst prioriterede kultur og virksomheds bærende egenskaber. Hele uddannelsessystemet skifter følgelig fra indlæring til læring. Lad os kort opsummere hvad det betyder for det enkelte individs forståelse af 'jeg'.

I begyndelsen af jegets relativt korte livshistorie er dets identitet fra fødsel til død fastlagt på forhånd: En gang skomager, altid skomager.
 
Med opkomsten af det handelsøkonomiske samfund bliver det nødvendigt med muligheden for i det mindste ét identitetsskifte, nemlig identitetsskiftet fra fattig til rig. Det bliver nu muligt at vokse op i en andegård og alligevel ende som en svane eller som avissælgerdreng at slutte sit liv i en pengetank.
 
Fra og med ungdomsoprøret i 50-60erne går identitetsdannelsen ind i en ny fase hvor det at skifte identitet bliver lige så almindeligt som at skifte jakkesæt.

Denne evne til at forvandle sit 'jeg' bliver fra begyndelsen af 80erne og op til i dag en nødvendig overlevelsesstrategi for mennesket.

Det postmoderne samfund er et samfund i konstant forandring - et samfund i flux.


Hvorledes dette udfordrer det gamle 'jeg' og i denne udfordring omskaber hvad 'jeg' er vil vi se nærmere på i det følgende.
 
Hvem er 'jeg' i det postmoderne forandringssamfund
Det moderne menneske lever for alvor i en tid hvor alle livssituationer skifter med den hastighed en mobiltelefon udskiftes med i hånden på en teenager. I forandringssamfundet er sidste salgsdag for færdigretten overskredet før den er serveret. Hvor vi som børn voksede op med frikadeller og brun sovs og for 10 år siden lærte at spise shawarma, spiser vi vi i dag sushi.

 
Adfærd, arbejdsformer og forbrugsmønstre ændres og udskiftes i et tempo der ville sætte vores forfædre skatmat i ét træk.
 
Det middelalderlige ordsprog, Skomager! Bliv ved din læst,  gælder ikke længere.
Uddannelse bliver i stedet til en livslang læringsproces.  Jegets selvbillede kommer på en hård prøve. I en tid hvor alt er i hastig forandring spørger indbyggerne i en voksende etnisk blandet global landsby sig selv: Hvem er jeg? Hvor hører jeg til? 
 
Når jeg'et bliver udfordret til at omformulere sig selv i en uafbrudt proces fra vugge til grav, rykker spørgsmålet om identitet frem i forreste række.
 
Filosoffen Manuel Castel forudsagde i 90erne at alle store konflikter efter 2000 ville komme til at handle om identitet.
 

Det er utænkeligt at vi mennesker, med kroppe genetisk programmeret til et liv i stenalderen og celler med den samme saltbalance som i urhavet kan følge med ind i forandringssingulariteten uden identitetsskriser.
 
 
'Jeg' står således over for en kardinal udfordring: hvorledes kan 'jeg' leve og orientere mig i et komplekst, dynamisk og teknologisk samfund i permanent forandring?
 
For at følge med forandringerne bliver vi nødt til at om- og genfortælle os selv i forhold til vore omgivelser i en livslang proces. Vi bliver nødt til hele tiden at lære nye ting. Vi kan ikke længere som for 50 år siden nøjes med skinnelægge vores liv efter den uddannelse vi fik i ungdommen.
 
Kun ved at 'jeg' ændrer 'mig' selv i samme tempo som det samfund 'jeg' har skabt, kan denne udfordring løses.

Og hvem er 'jeg', hvis jeg hele tiden forandres?