Hvad er Meditation

Meditationsteknikker

Meditationsmusik

Videnskabelige Links

Åndelige Inspiratorer

 
BEVIDSTHED & OPMÆRKSOMHED

I. Bevidsthed & evolution

II. Hvad er opmærksomhed
III. Hvad er bevidsthed
IV. Usamtidige styresystemer
V. Tankeoperativsystemet
  
DEN INDRE OG DEN YDRE PERSON

Den indre og den ydre person
Den indre krigers hellige sår
 

SJÆLENS SOMMERFUGL
Supervågenhed - den Hellige Gral
Det supervågne flow
Frigørelsen fra eller af jeg'et
Meditativ spatialisering

Meditativ pixellering
Frigørelsen af det større jeg
Sjælens Sommerfugl
  

 
HISTORIE, FILOSOFI & VIDENSKAB

Meditation, religion, videnskab og filosofi
Meditation og sekterisme
Jeg'et og dets udviklingshistorie
Meditation og metabevidsthed

Meditation & symboler
Jesus i Buddhas fodspor

 

SPØRGSMÅL TIL MEDITATION

Er meditation en mirakelkur?
Er det narcissistisk at meditere?
 
MEDITATIVE VISIONER

Den mirakuløse fraktale bevidsthed
Gud ønsker at blive Menneske

Singularitet, Meditation og Entheogener
Meditation og Kærlighed
Meditation og Sandhed
Om mig selv
 






Under
udarbejdelse

 
JEG'ET OG DETS UDVIKLINGSHISTORIE         UNDER UDARBEJDELSE

Alle væsener indeholder én grundlæggende antagelse:
det ene væsens benægtelse af at være ’den anden’ .
Den højeste engel nægter at han er den laveste.
Gud er alle benægtelsers benægtelse.
Meister Eckhart

Det menneskelige sinds vågne mareridt
I Meditation er det muligt at gennemskue et af menneskesindets største illusionsnumre. Dette svindelnummer er ’Jeg’ og alle jeg’s punktummer.
 
Jeg er ikke dig
Når en stærk følelse melder sig i kroppen, vil jeget identificere sig med den og smelte sammen med den. Identitet betyder lig med: Vi bliver identiske med følelsen. Denne ’identitetiske’ mekanisme ligger dybt forankret i vores stenalderhjernes kredsløb. Her skabes de følelsesdramaer der får os til at danse rundt som teaterdukker i et absurd teater. På denne scene går vi vågne rundt som søvngængere og accepterer roller som: Jeg er kristen, jeg er muslim, jeg er dansker, jeg er Hr. Petersen, jeg er en kvinde, jeg er en mand, Jeg er hetero-homo-osv seksuel, jeg er den eller den og jeg tilhører den eller den gruppe.
For at ’jeg’ kan være den eller den, må jeg afgrænse sig over for det som jeg ikke er. Derfor er sætningen: Jeg bryder mig ikke om, afgørende for at vi kan opretholde vore stenalderlige stammefælleskaber og identiteter.

At vende sig om i sig selv
Men hvis du midt i jeg er ikke-sætningen vender dig om i dig selv, er det eneste du vil se en mørk ubehagelig energi i dine tarmslyngler du ikke kan rumme. Når du ser ud i verden frem for ind i dig selv, vil disse energier bag din ryg indgå i symbiose med tanker der efterfølgende vil trække dig, teaterdukken, gennem livets imaginære dramaer. Det er i denne sammenhæng de gamle Indiske vise sagde: Verden er et skyggespil. Verden er en drøm. Meditation handler i forlængelse heraf at vågne op fra den dagdrømmende tilstand vi normalt betegner som den vågne tilstand.

Den store filosofkejser Marcus Aurelius skrev at han, hver morgen før han gik ud for at dømme mulige forbrydere til døden eller livet, tog en kort pause hvor han mindede sig selv om at alt liv er en ubrydelig enhed og han derfor var ét med selv den værste forbryder. Kun få magthavere har i verdenshistoriens forløb vendt sig om i sig selv og handlet ud fra altings fundamentale enhed. De fleste politiske dramaer skyldes teaterdukkemenneskets ivrige, ekstroverte opslugthed af sine egne drømmeidentiteter, hvor der i en tilsyneladende vågen tilstand sættes imaginære grænser op der adskiller liv fra liv. Den eneste forskel på os og Pinocchio er at vores næse ikke vokser når vi lyver. Hvis ikke denne vågne drøm havde så alvorlige konsekvenser, kunne man se det som en vittighed. Indtil videre må vi nøjes med at le, når vi vender os om i os selv og således står ansigt til ansigt med dukkeføreren.
 
Meditation.dk opfordrer ikke til Jihad mod teaterdukke-jeg´et. Meditation inviterer i stedet til en fænomenologisk undersøgelse af den skildpadde som ’Jeg’ og alle jegs virkelighedssyn står på.

Det er her, i denne kritiske undersøgelse af indre skildpadder, at du kropsligt kan erfare altings enhed. Med denne erfaring som primus motor, vil det være naturligt for intellektet at spørge: Hvorledes ser denne enhed ud? Hvordan ytrer den sig? Intellektet er nemlig en vidunderlig gave i samme øjeblik det indser at Intellektuel forståelse altid er lastet på vognen og ikke på hesten.


Hvad er et 'jeg'

Opkomsten af et 'Jeg' forstået som en organisering af den menneskelige bevidsthed der optimerer vores overlevelseschancer som art går tilbage til den første humanoide der var i stand til at spejle sig i en vandoverflade og her svagt genkende det reflekterede billede som 'mig'.
 
I Det Gamle Testamente er denne selvbevidsthed identisk med syndefaldet. Da Adam og Eva opdager deres egen nøgenhed, forsvinder paradisnuets ubekymrede og ubegrænsede adgang til mad til fordel for et et scenarie hvor vi nu spiser vort brød badet i anstrengelsen sved.
 
Således forestiller jeg mig fødslen af det 'jeg' der nu måske om 'dig' er på overarbejde for rettidigt at betale terminerne til huslejen.
  
Tanker i bevidsthed i det første jeg
Artshistorisk er det meste af vores liv foregået på den østafrikanske savanne. Vi har derfor fra denne periode arvet en del forældet software, også kaldet gener, der gør os i stand til at overleve netop under de betingelser der var gældende her. Måske var det her en fælles tip gange tusind oldefar så 'mig' i vandoverfladens spejl. Hans 'jeg' var begyndelsen på dit og mit 'jeg'. På samme måde som 'jeg' så 'mig' i vandoverfladens spejl, så ser 'jeg' 'mig' i bevidsthedens spejl.

I dette scenarie skabes hvad Descartes senere formulerede som cognito, ergo sum, jeg tænker, altså er jeg. Tankerne er intimt forbundet med 'jeg' og deres publikum er bevidsthed. 
  
Dette 'jeg' begyndte nu ved hjælp af tanker at opsplitte verden, at polarisere den i godt og ondt, i et paradis over for et syndeforfaldent ikke-paradis. Tankeprocesser er skåret ind til benet overlevelsesstrategier. Forskellen mellem godt og ondt skabes ud fra det basale behov for at overleve. Alt hvad der får 'mig' til at overleve er godt. Alt hvad der truer min overlevelse er 'ondt'. 'Jeg' er den som lægger planer og i forlængelse heraf forstiller mig forskellige handlinger der kan gavne min fremtidige overlevelse.
  
Disse mulige handlinger opføres på en indre tankescene der narrativt forudsætter en fortid, et nu og en mulig fremtid. Her er 'jeg' konstant optaget af at opføre strategier der forhåbentlig får 'jeg' til at leve lykkeligt til sine dages ende. Des mere truede vi føler os i vor hverdag, des flere tanker producerer vi. Og hver gang vi producerer en tanke bliver vi forført fra tidløst nu ind i et imaginært tidsteater. Derfor er vi uden tid når vi er uden tanker. Men uden tid, ingen mad.
 
Hulemalerierne gengiver de første narrativer der logisk nok handler om at nedlægge bytte. Det gør vore dages narrativer såmænd også, dog med den forskel at det er blevet en langt mere kompleks affære at 'nedlægge bytte' og derfor har 'jeget' også måttet udvikle sig tilsvarende. 

FRA STAMMENS 'JEG' TIL MIT 'JEG'
Filosoffen Karl Marx hævdede at vores neolitiske fortid var urkommunistisk. I denne urkommunistiske tilstand var alle lige i den forstand at der ikke fandtes en stærk leder eller et klasseopdelt samfund.

Med udgangspunkt i Marx kan man tale om at stammen ikke blot skabte og delte alle ressourcer i fællesskab. En stamme delte også et fælles 'jeg'.

Dette større, delte fællesjegs i dag genetisk forældede software ses tydeligt udfolde sig hos publikum i fodboldkampe. Holigans er i denne sammenhæng blot ekstra genetisk disponerede til at udspille 20.000 år gamle slag mellem stammer på den tidligere nævnte Østafrikanske savanne. Fællesjeget udtænker her de strategier der skal få det ene kollektive stammejeg til at vinde over det andet.
  
Klanlederens 'jeg'
Historiens første eksempel på selvbevidst beherskelse ses med Odysseus der lader sig binde til masten af sit skib for at høre sirenernes sang. Det første 'jeg' der kun bor i én person fødes litterært set med Odysseus.
 
Den gennem selvbevidsthed mulige selvkontrol gør det muligt at erstatte instinktets her og nu behovstilfredsstillelse med planlægning og kontrol gennem tankeprocesser. Psykologen Sigmund Freud beskrev denne udvikling som en opsplitning af psyken i et id, et ego og et super-ego.  

Således begynder vi i historisk tid at se hvorledes de enkelte stammer socialt set former en spydspids med en leder i fronten. 

Ud over stammens kollektive 'jeg' får vi således en ny form for 'jeg' der mere specifikt er forbundet til et enkelt individ, nemlig lederen, høvdingen, herskeren. Høvdinge-jeget er en forløber for det 'jeg' du og jeg har i dag. Dette 'jeg' er mere selvbevidst end stamme-jeget.
Det er i stand til at tøjle de indre limbiske følestorme i stammens kollektive 'jeg'  og lægge tankestrategier der kan forudse og planlægge begivenheder i fremtiden.
 
Dette 'jeg' er dog stadig en luksusvare kun forbeholdt de sjældne få.
 
En stamme af aristokrater

Senere med opkomsten af middelalderens adelssamfund bliver det samfundsmæssige overskud så stort at en hel klasse af aristokrater kommer i besiddelse af noget man kunne kalde en jeg-identitet. Især i begyndelsen af middelalderen er grænserne mellem de enkelte jeg-identiteter i denne nye adelsstamme stadig flydende. Hvorledes 'jeg'-individualitet langsomt blomster frem i denne klasse kan man danne sig et fint indtryk af ved at besøge en dansk domkirke og her iagttage hvorledes gravmælerne op gennem tiden langsomt udstyres med flere og flere individuelle kendetegn.
  
Med renæssancen og senere oplysningstiden og den efterfølgende opkomst af det handlende, pengebaserede samfund 'opdages' og skabes grundmodellen til det 'jeg' vi i opdaterede varianter har haft indtil vor tid. Særlig kendetegnende for dette 'jeg' er at det som Beethoven er lidt af en dramaqueen, forstået som at dette 'jeg' har et i ensom originalitet følelsesforankret omdrejningspunkt. Dette jeg er intimt og 'privat'.
 
Industrisamfundets produktion af Jeg-overskud
Forudsætningerne for at vi i vor vestlige tid alle kan have vort eget 'jeg' er et samfund der er i stand til at producere et stort overskud af energi. Med energi menes det abstrakte arbejde der skal til for at sikre mad, kultur, infrastruktur og tid til børneopdragelse a la Rosseau. Et individuelt 'jeg' som vi kender det i dag kommer ikke ned fra himlen af sig selv. Det forudsætter at den energi der tilføres det enkelte menneske vokser til det point of no return der skal til for at skabe en tilstandsændring.
 
I 1800-tallet er dette energetiske overskud takket være industrialiseringen så stort at en hel klasse af borgere nu har råd til at anskaffe sig et individuelt 'jeg'.
Proletariatet er må stadig nøjes med at dele et arkaisk stammepræget 'jeg'.
 
'Jeg' udbredes til alle klasser
Fra midten af det 20 århundrede når vi i den vestlige verden et punkt hvor man, ligesom man i 30erne kunne producere Fordbiler på samlebånd, nu har overskud til masseproducere jeg-identiteter til næsten alle samfundets borgere. Arbejderklassen bliver til middelklasse og får ved samme lejlighed tildelt et 'jeg'.

Det individuelle 'jeg's' sejr udstiller dets mangler
I samme øjeblik det individuelle 'jeg' har penetreret hele samfundsorganismen og dermed er blevet til samfundet nye omdrejningspunkt for definition af hvad virkelighed er, begynder en ny virkelighed at manifestere sig. Denne nye virkelighed er et produkt af de mange jegers interaktion, men kommer på sigt til at blotlægge mangler i det nyligt etablerede individuelle jegs funktionsmåde. 
 
Hvad kunstavantgarden allerede har opdaget i midten af 1800-tallet, bliver nu i stigende grad synligt for alle. Den følgesygdom som det giver at have et veludviklet 'jeg' er ensomhed, fremmedgørelse og angst. Et 'jeg' kan nemlig kun forstås som antitesen til et 'ikke-jeg'. Et jeg kræver en mur, en membran der adskiller det i forhold til 'den anden'. Det er som Sartre siger det: Helvede, det er den anden'.
 
På vej mod det Universelle 'jeg'
På en lang række punkter begynder det nyligt vundne individuelle således 'jeg' at gå i opløsning.
Denne opløsning af 'jegs' mure åbner op for udviklingen af et nyt 'jeg': Det Universelle 'jeg'.
 
'Jeg' i et informationssamfund
Informationssamfundet er på mange måder ikke tilhænger af det gamle 'jeg'.  Det behov for informationsdeling som et samfund der kommunikerer via mobiltelefoner og world wide web skaber kommer til at kollidere med de mure som 'jeg' lige har fået opført. Det gamle individuelle 'jeg' lærer f.eks. i skolen at holde sin viden som spillekort tæt ind til livet. Det har lært at det er tyveri hvis sidemanden stjæler information ved at skrive af til en eksamen. 
Heroverfor står informationssamfundets krav om at vi skal dele vores viden i et samarbejde med andre jeger. Samtidig gør digital kopiering at der ikke længere er forskel på en original og en kopi. Selv originalen er nu digital.
Dermed forsvinder det individuelle 'jeg's styrke i ensom originalitet.
Jeg forvandles fra en beboer i et elfenbenstårn til en hub, et krydsfelt hvor informationsveje mødes. Det gamle jegs kollision med informationssamfundet skader imidlertid ikke det originale forstået som det kreative.
Langt nærmere bliver det originale sat fri i et kreativt flow, hvor det eneste der tabes er det enkelte persons ejerskab over dette flow. Det frie informationsflow og privatejendom trives ikke godt sammen. Wikinomics tid er begyndt.

Det Universelle jeg er en HUB
Især efter årtusindskiftet er der udgivet en sværm af bøger om netværksteorier som f.eks:
Duncan Watts, Malcolm Gladwell, Albert-László Barabási, og Mark Buchanan.
Denne forskning peger på en forbavsende parallelitet mellem den måde  internettet opfører sig på og naturens egne netværk som f.eks. nerveceller , molekyler, menneskers sociale omgangskredse, transportsystemer osv. Alle disse vidt forskellige egenskaber kan tilsyneladende samles i en enhedsteori også kaldet hub-teorien.
 
I ethvert netværk er der punkter hvor de enkelte tråde mødes. Nogle af disse mødepunkter samles i større træfpunkter. De relativt største af disse træfpunkter kaldes for HUB´s. Hvad enten det drejer sig om celler i mavesækken, søgemaskiner på nettet eller menneskers sociale netværk så er the name of the game kun ét: at blive til en HUB, et samlingssted for flest mulige forbindelseslinier. Det succesfulde menneske defineres i denne sammenhæng som det menneske der har samlet de fleste sociale tråde, eller endnu bedre, sociale HUBs i sin hånd.  
 
For det Universelle 'jeg' er succes - også i magtøkonomisk henseende - ensbetydende med at sidde på en konjunktion hvor de største strømme af information og/eller sociale kontakter finder sted.

Menneskenetværket
Den menneskelige krop, især hjernen, er på samme måde en HUB der som en gigantisk banegård for informationstransport får den menneskelige cellekoloni til at fungere. Neuronernes netværk i hjernen er i stand til at skabe flere forbindelsesmuligheder end der er partikler i hele universet!


HUB’s – Uendelighedens konjunktioner
Ny forskning peger på en forbavsende parallelitet mellem den måde computere, internettet, almindelige transportsystemer, menneskers sociale adfærd og naturens egne netværk som f.eks. nerveceller og molekyler opfører sig på. Alle disse vidt forskellige egenskaber kan tilsyneladende samles i en enhedsteori kaldet HUB teorien.
I ethvert netværker der punkter hvor de enkelte informationstråde mødes. Nogle af disse mødepunkter samles i større træfpunkter. De relativt største af disse træfpunkter kaldes for HUB´s. Hvad enten det drejer sig om celler i mavesækken, søgemaskiner på nettet eller menneskers sociale interaktioner, så er the name of the game kun ét: at blive til en HUB, et samlingssted for flest mulige forbindelseslinier.

Netværksmennesket og det gammeldags ego
Det succesfulde menneske kan i denne sammenhæng defineres som det menneske der har samlet flest sociale tråde, eller endnu bedre, sociale HUBs i sin hånd.  
For netværksmennesket er vinderpositionen - også i magtøkonomisk henseende - ensbetydende med at sidde på en konjunktion hvor de største strømme af information og sociale kontakter finder sted.
Det gammeldags stive og fortificerede ego kommer under stærkt pres i dette netværk med dets free flow of information. Dette ego har gennem hele sin opvækst lært at holde paraderne oppe. Det gamle ego lider derfor af stress i disse dage. Dette ego har i skolesystemet lært netop ikke at dele sin viden med andre. Det gælder derimod om at holde lærdommens skyklapper så højt oppe at ingen i eksamenssituationen kan kigge over i egoræserens kalvebås. Det kaldes for eksamenssnyderi at dele information. Det gamle ego lever af og i følgende sætning: Jeg ved noget du ikke ved. Det nye netværksmenneske lever heroverfor af og i informationsdeling.

 

KAP III
Det forældede ego-operativsystem

The tendency is ever towards self-repetition, towards the preservation of the species:
it is every man' s intention that his work should be himself.
Meister Eckhart

Lad os nu fra ovenstående sommerfugleperspektiv kigge lidt ned på vort gode gamle ego.
 
Egoer havde i min barndom en form for selvsikkerhed, der virkede overbevisende. Forældre, lærere og sort-hvide TVautoriteter holdt verden sammen ved hjælp myndig, ensartet og formel teaterstemmeføring. Hertil kom opbyggelige børne- og ungdomsbøger, der hjalp med til at installere et blot 50 år tidligere kristent, men nu sekulariseret moralsk kompas, hvormed man med spejderånd kunne følge de anviste veje.

 
Kritik af den nye TV-Avis - 10. november 1965
Folketingsmedlem fra Venstre, Poul Thisted Knudsen med nej-hatten på

Erfaringsegoet
Egoer klarede sig godt i denne enkle verden, der på grund af sin relativt lave forandringshastighed gjorde livserfaring til samfundets omphalos. I en virkelighed, der kun forandrer sig langsomt, er en kulturs fortid, akkumuleret i form af erfaring værdifuld. Erfaring vokser med alderen og derfor voksede respekten for et ego ligefrem porportionalt med dets alder. I min ungdom var ældre erfaringsstærke egoer respekterede.
 
Ingen kan imidlertid designe en Iphone ud fra erfaring.
 
Denne tingenes stilstand skiftede i 60erne for alvor gear. Undomsoprøret var ouverturen til et skæbnesymfonisk mesterværk, hvis hovedtema vi nu for alvor kan høre hvad enten vi vil eller ej. Vesten er på vej på en vej uden skilleveje i et stadigt accellererende tempo. Denne vej er i skrivende stund på tærkslen til at forsvinde opad i en eksponentielt stigende teknologsk og samfundsmæssig forandringseksplosion.
 
Erfaringsegoerne blev i 60erne som antikke statuer styrtet ned fra soklerne. Ikke blot egoets i tiden akkumulerede erfaringer, men også dets stive immobile psykiske fæstningsværk blev i stigende grad en hemsko for den sociale mobilitet, der førte fra klodsede fastnettelefoner til mobiltelefoner.
 
Egoet blev nødt til at sadle om. Det blev tvunget til i højere grad at inddrage analyse og tankebaserede strategier frem for erfaring. I denne omstilling tabte det ældre erfaringsbaserede stift selvhøjtidelige ego terrain til det unge ego, der nu vægtede selvstændig autoritetsfri tankebaseret analyse som overlevelsesstrategi. Sammen med ungdommeliggørelsen skete en kvindeliggørelse af egoets oprindeligt hovedsageligt stift maskuline konfiguration.
 
Selv det ungdommeligt barnlige og feminiserede ego har imidlertid svært ved at svømme, når alt ting for alvor begynder at flyde. Egoets problem er, at de nok så mange smarte opdateringer er overbygninger skabt på et forældet fundament. Der er simpelthen for meget abekat og øglehjerne indlagret i egoets grundliggende psykiske genetik. Det er nu på tide, at de evolutionært unge og supervågne frontallapper overtager styringen af den menneskelighe celekoloni.
 
Egoets grundproblem
Ego har som overlevelsesstrategisk konfigurering vanskeligheder, der stiger, des tættere det kommer på forandringscivilisationen. Ego har her som Agent Smith i filmen Matrix vanskeligt ved at give slip på dets vante funktioner. Der er ikke længere behov for fortid som forståelsesramme for fremtid. Des mere der ikke er behov for gårsdagens vante rutiner, des mere trækker egoet sig uforsonligt sammen i forsvar og/eller angreb. De samme mekanismer gælder for civilisationsprocesser. Den Islamiske kultur var i Vikingetiden den europæiske langt overlegen. I dag trækker den sig sammen som en dødsstjerne i takt med forandringseksplosionens 'udflydelse' af holdepunkter.
  
Her i skrivende stund overflødiggøres arbejdsfunktioner i et rasende tempo inden for stort set alle samfundssektorer. Gamle jobfunktioner forsvinder mens nye helt uforudsigelige arbejdsområder dukker op. Ca. 20% af den Amerikanske befolkning arbejder i transportsektoren. Hvad vil der inden for de næste fem år ske med deres arbejde, når førerløs bilteknologi overtager rattet?
  
Mennesker og kulturer med nej-hat på
Agent Smith har professor Brinkmanns nej-hat på. Under denne hat gemmer der sig en hjerne fyldt af forældet kultursoftware, der nægter forandring, men som Meister Eckhart siger, kun ønsker sin egen selvrepetion.
 
Agent Smith's imponerende stædighed kan observeres i mennesker, som siger lodret nej til singulær forandring. Dette 'nej' kan aflæses i et menneskes ansigtstræk.


Agent Smith

Historien om Egoansigtet
Den uden sammenligning bedste spirituelle og i øvrigt humoristiske vejleder jeg nogen sinde har haft var Papaji fra Lucknow. I 1994 var jeg vidne til en vidunderlig epiode, hvor en ung engelsk musiker med en halvkriminel fortid stillede et surt nej-hat spørgsmål til Papaji. Papaji udfordrede ham: Rejs dig op og vis dit ansigt til alle!!! Lad dem se, hvorledes et ægte egoansigt ser ud! Se dig selv i deres blik! Englænderen rejste sig op og skulede ondt rundt på forsamlingen, der responderede med kaskader af latter. Til sidst begyndte Englænderen selv at le. Han så lige pludselig sin egen film. Disse ti minutter ændrede hans liv totalt.
 
Jeg ville ønske for mennesker som professor Sven Brinkmann, at de for en stund kunne komme ud fra deres universitære bogtårne med mure bygget af ord og for et øjeblik kunne lade sig ydmyge af Østens visdom i form af en åndelig gigant som Papaji.


Papaji kunne vælte
elfenbenstårne med
pegefingeren

Personligheder som Papaji har jeg aldrig set i vesten, men ved gud, hvor vi dog her trænger til deres fremmede og dog kærligt overbærende blik på os.


Professor Brinkmann og Matrixfiguren Agent Smith. Læg mærke til at nej-hatten altid sidder
på seriøse ansigter uden humor og selvironi. Jeg var fristet til også at vise et billede af
Sørine Gotfredsen, men intuerer at der i hendes stive ansigt gemmer sig varme og liv.
Hun er dermed diskvalificeret til optagelse i min Hall of Fame.

Nej-hat-attituden, som her klart fremgår af både professor Brinkmanns og agent Smith's arketypisk ufleksible ansigtsmimik, har kun sjældent historisk og evolutionært trukket det længste strå. Survival of the fittest gælder også for os i dag på vej mod big datas globalt strukturelle fremtidchock. Jeg sætter mine penge på de livsorgansmer, som er i stand til at tilpasse sig. Dinosaurer har det med at uddø. Professor Brinkmann mener, at vi skal holde op med at mærke ind i os selv. I samme åndedræt forudsætter han tilsyneladende, at denne mærken ind automatisk gør, at vi egoistisk og impultsivt handler på disse føleleser. Intet kunne være mere fjernt fra sandheden for den der seriøst beskæftiger sig med Meditation. Meditation er kunsten både at holde disse i bevidsthed opmærkede følelser i tømme og samtidig at kunne give dem frit løb - ikke i en Donald Trumpsk bevidstløs nærmest dyrisk impulsivitet, men surfende dem i meditativ supervågenhed.
 
Med nej-hatten trukket godt ned over øjne og ører vil man i min optik ikke være den oplagte kandidat til at surfe fremtidens forandringstzunami. Brinkmann og hans disciple burde, hvis de var konsekvente, smide deres smartphones og computere i skraldespanden og skabe en verdslig udgave af Amishkulturen. For moderne teknologi er ikke skabt af af hjerner forenede under nej-hatte. Det er på godt og ondt skabt af rastløse mennesker som Steve Jobs.
Uden den af Brinkmann kritiserede og af mig velkomne accelleration havde vi heller ikke haft noget CERN og derfor ingen Higgspartikler.
  
Dog må jeg komme nej-hat attituden lidt i møde. Med mindre man har kultiveret sin vågenhed, sin bevidsthed og opmærksomhed, kan det at undertrykke sig sig selv og ikke lytte til og handle på sine følelser i visse situationer være den bedste løsning.

Donald Trump udgør den samlede sum af Amerikanske redneck nej-hattemænd. De har ikke lyst til at deltage i den globale forandringseksplosion. Trump er en person, der er er farlig, fordi han er impulsstyret og uden egentlig vågenhed. Selv om han er impulsstyret tilhører han bestemt ikke den type, der sensitivt mærker ind i sig selv. Men den, der ikke mærker sig selv, kender ikke sit indre dyr og risikerer defor at blive besat af sig selv i det dyriskes dæmoniske tilbagevenden. For uden indre fortrolighed kender man ikke sig selv og dermed heller ikke sine egne reaktionsmønstre. Lad mig give et yderlige eksempel på hvor en smule selvkonstans kunne have gavnet:


Bjarne Corydons kødfulde ansigt er i min optik intelligent, men uvågent.
Jeg kan ikke lade være med at associere til følgende påstand fremsat her.

Jeg kunne fortabe mig i talrige ekstrapoleringer ud fra dette ansigt, men foretrækker at lade det tale for sig selv, som det uvægerligt gør placeret i denne sammenhæng.
 
Uden supervågenhed har Brinkmann et ståsted
Kun et supervågent menneske kan handle spontant i frihed fra selvundertrykkelse uden, at det vil gå ud over helhedens interesser. Supervågenhedens nonverbale primærerkendelse er, at alt er ét.
 
Et supervågent menneskes ansvarlighedsradius rækker ud over det enkelte menneskes egocentriske behov alene af den grund, at man i denne tilstand er 'den anden'. Supervågenhed har intet med intellektuel intelligens at gøre. Mit gæt er, at disse to operativsystemer varetages af totalt forskellige anatomiske dele i hjernen. Jeg har mødt højt intelligente mennesker i høje akademiske poster, der ikke var egentlig vågne i bevidstheden. Omvendt findes der også mennesker uden synderlige akademiske evner, der er supervågne. Hvordan kan jeg nu vide det? Mit svar vil være: kultivér selv din bevidsthed og se, hvor let det er at se, hvad du selv er, i andre.
 
Derfor må jeg til en vis grad trods alt give Professor Brinkmann ret, men på en underlig omvendt måde. Ingen universiteter aner, selv i deres egenskab som koncentrationspunkter for vor civilisations akumulerede viden baseret på erfaring, en bjælde om supervågenhed. Man kan derfor i dag let blive professor uden lysvågne frontallapper. Uden denne vågenhed giver mange af Brinkmanns synspunkter mening og forandringverdenen er fuld af skræmte nej-hatte, der vil strømme til med bifaldende klap-hatte. I det omfang man som Brinkmann ikke er vågen i bevidstheden, er det måske bedre ikke at mærke sig selv alt for meget og stedet styre sin lyst til at komme først til truget.
 
Fremtidens abstrakt supervågne hjerne kan imidlertid navigere os uden denne beskyttende ego-hat trukket godt ned over ører og øjne. Kun ved hjælp af vågenhedens lysende beskyttelse kan vi blive i stand til at surfe livsbølgerne i vort indre hav uden, at det sker på bekostning af livet omkring os.

Mennesker med forskellige egoaldre

You have to die a few times before you can really live.
Charles Bukowski

Livet har historisk og evolutionært set ind imellem taget nejhatten på for at overleve. Krokodiller og hajer er gode eksempler. Heroverfor er fugles evolution det bedste eksempel på fleksibel tilpasning. Fugle var oprindeligt dinosaurer.

Des lettere et ego har ved at give slip på sin form, des mere er det på vej ud af sit pubbestadie. Mennesker med samme fysiske alder, har oftest egoer med vidt forskellige aldre. Nogle har et ego, der ikke vil give slip og måske ikke har gjort det i 10 eller 20 år. Nogle har givet slip i sidste uge. Man kan sagtens opleve et ungt menneske med et gammelt ego og et ældre menneske med et ungt ego. Her er det ikke et spørgsmål om, hvor mange liv du har levet før dette eller efter dette liv.
 
Her er spørgsmålet, hvor mange liv du har levet netop i denne krop, du bor i nu.
  
I denne sammenhæng er et ungt ego bestemt at foretrække. Et ungt og frisk ego er opdateret til den verden, der omgiver det. Et gammelt ego bruger de kulturelle overlevelsesstrategier, der var i brug for 10 eller 20 år siden.
   
Des lettere et ego har ved at give slip, des mere er det larven, der bliver til Sjælens Sommerfugl. Den er mit billede på en ny unik individuel identitetsdannelse.

Sjælens Sommerfugl er en naturlig overlevelseskonsekvens, skabt af tiden, kultiverbar i Meditation og det næste stadie i den identitetsforandring der skal til, for at vi kan overleve i det fremmedgørende samfundsmaskineri, vi selv har skabt.

Ego- og statsdannelser
Et ego kan sammenlignes med en diktatorisk regeringsleder. Ego'et har som leder af den menneskelige cellekoloni med milliarder af indbyggere svært ved at afgive magten.
 
Som en diktator i en bananrepublik hellere vil destruere sit eget land, så vil egoet hellere destruere sin værtsorganisme end at give slip på magten og lade friske kræfter komme til.
  
Politisk demokrati indebærer, at man lytter til folket og hyppigt skifter ledere på baggrund af deres vilje. Kropsligt demokrati betyder, at man ofte udskifter sit ego ved at lytte til sine følelser. Intet er værre end et ego eller en politisk leder, der har siddet for længe på magten. Demokrati er derfor billedlig talt den bedste styreform for den menneskelige cellekoloni.
 
For at kunne forandre sig må egoet være i stand til at give slip. Denne given slip er på en måde en dødsproces i den forstand, at det gamle 'jeg' må dø for at give plads til et nyt.
Diktatorer frygter altid, at deres afgang er ensbetydende med deres undergang.
Som Nordkoreas ledere vil det stædige nej-hat ego i ekstreme tilfælde hellere destruere sig selv og den cellekoloni det hersker over, end at give slip på den herskende identitet.


I ubalance og uopmærksomhed skaber operativkonflikterne i det indre menneske stilstand på samme måde som politiske partier, der bekæmper hinanden, kan lamme et samfund.
 
Den politiske forvaltning af et samfund er en reflektorisk genskabelse af de menneskelige cellekoloniers indre forvaltning. Julius Bomholdt sagde engang: Graden af demokrati kan måles i det hensyn man tager til mindretalsgrupperne. Meditation er tilsvarende at give opmærksomhed og lydhørhed til de små minoritetsfølelser i kroppens indre univers.

Ego og ære
I den tid egoet har været undervejs som psykisk operativsystem, har det været i udvikling på vej mod større fleksibilitet og blødhed. Det er vanskeligt at forestille sig, men helt op til 1700-tallet var dueller på grund af æreskrænkelser udbredte. Ære var i egoets barndom dets askilleshæl. I vikingetiden var det betydeligt mere farligt at fornærme et ego end det er i dag. Omdrejningspunktet i de fleste Islandske sagaer er æreskrænkelser. 30-årskrigen varede så lang tid, fordi de enkelte landes ære kontinuert blev truet af muligheden for nederlag. Denne krig blev sluttet, da ego fandt en vej ud ved hjælp af traktater, der sikrede våbenhvile, der igen muliggjorde, at de enkelte lande kunne trække sig ud af krigen med æren i behold.
 
I den nutidige islamiske verden er egos psykiske operativsystem på samfundsplan på mange punkter sammenligneligt med vikingetidens. En æreskrænkelse kan nedbryde det psykiske operativsystem og det reagerer med alle tænkelige midler imod det.

At æreskrænkelser i vor kulturkreds ikke længere i samme grad kan true vores identitet viser at ego er på vej mod sin egen opløsning som operativsystem. Dog findes ego-ære stadig ofte til stede i vor måde at diskutere på. Som Holberg gjorde opmærksom på, så er diskussioner en art fægtekamp. Egoets stive mure cementeres med markante 'meninger', som gerne forsvares i opposition til andre meninger. At give andre ret i en diskussion er set ud fra egoet en dødstrussel.

Et blødgjort 'jeg' er ikke truet af krænkelser. Det giver plads til at livet hele tiden kan forstyrre det og dermed påvirke det. Et plastiske jeg kan lade andre komme til orde og tvivler altid på sig selv. Denne ydmyge tvivl er ikke et udtryk for svaghed. Det ydmyge og altid tvivlende jeg har sin faste identitetsbase hinsides sig selv. Denne base giver styrken til at være svag.



DET UNIVERSELLE JEG ER I LEVENDE KONTAKT MED HELHEDEN
Det Universelle jeg deltager stadig i nationale fællesskaber og andre fællesskaber der forudsætter et 'os' over for 'dem'. Det Universelle jeg har imidlertid etableret flere tilhørsforhold på tværs af landegrænser, sprog, familier, religioner og racer og er derfor overordnet en verdensborger, a citizen of planet earth.
  
Det Universelle 'jeg' er forbundet med andre jeger på samme måde som nerveceller i hjernen via neuroner har forbundet sig med hinanden. 

 
Statiske samfund kontra samfund i dynamisk flow
En anden faktor som på sigt heller ikke trives med det gamle industri-jeg er den eksponentielt tiltagende forandringshastighed vor efterkrigstidskultur er inde i.
Dette tvinger 'Jeg' ind i en forandringsproces der springer grænserne for hvad 'jeg' er.
 
I statiske samfund vil de ældre generationers erfaringer være de bedst anvendelige og derfor toneangivende. Anderledes ser det ud for et samfund i forandring. Der vil erfaring ofte være en hæmsko, idet erfaring er en opsamling af fortidens overlevelsesstrategier.
 
Behovet for stigende vækst har ligget som en latent lov i industrisamfundet siden dets begyndelse; men efter 2.Verdenskrig og især fra og med 60erne begynder de samfundsmæssige forandringer imidlertid at accelerere i et sådant tempo, at det ikke er muligt i samme grad at lære af overleverede erfaringer. Omstillingsevne, fleksibilitet og kreativitet i nuet bliver derfor de højst prioriterede kultur og virksomheds bærende egenskaber. Hele uddannelsessystemet skifter følgelig fra indlæring til læring. Lad os kort opsummere hvad det betyder for det enkelte individs forståelse af 'jeg'.

I begyndelsen af jegets relativt korte livshistorie er dets identitet fra fødsel til død fastlagt på forhånd: En gang skomager, altid skomager.
 
Med opkomsten af det handelsøkonomiske samfund bliver det nødvendigt med muligheden for i det mindste ét identitetsskifte, nemlig identitetsskiftet fra fattig til rig. Det bliver nu muligt at vokse op i en andegård og alligevel ende som en svane eller som avissælgerdreng at slutte sit liv i en pengetank.
 
Fra og med ungdomsoprøret i 50-60erne går identitetsdannelsen ind i en ny fase hvor det at skifte identitet bliver lige så almindeligt som at skifte jakkesæt.

Denne evne til at forvandle sit 'jeg' bliver fra begyndelsen af 80erne og op til i dag en nødvendig overlevelsesstrategi for mennesket.

Det postmoderne samfund er et samfund i konstant forandring - et samfund i flux.


Hvorledes dette udfordrer det gamle 'jeg' og i denne udfordring omskaber hvad 'jeg' er vil vi se nærmere på i det følgende.
 
Hvem er 'jeg' i det postmoderne forandringssamfund
Det moderne menneske lever for alvor i en tid hvor alle livssituationer skifter med den hastighed en mobiltelefon udskiftes med i hånden på en teenager. I forandringssamfundet er sidste salgsdag for færdigretten overskredet før den er serveret. Hvor vi som børn voksede op med frikadeller og brun sovs og for 10 år siden lærte at spise shawarma, spiser vi vi i dag sushi.

 
Adfærd, arbejdsformer og forbrugsmønstre ændres og udskiftes i et tempo der ville sætte vores forfædre skatmat i ét træk.
 
Det middelalderlige ordsprog, Skomager! Bliv ved din læst,  gælder ikke længere.
Uddannelse bliver i stedet til en livslang læringsproces.  Jegets selvbillede kommer på en hård prøve. I en tid hvor alt er i hastig forandring spørger indbyggerne i en voksende etnisk blandet global landsby sig selv: Hvem er jeg? Hvor hører jeg til? 
 
Når jeg'et bliver udfordret til at omformulere sig selv i en uafbrudt proces fra vugge til grav, rykker spørgsmålet om identitet frem i forreste række.
 
Filosoffen Manuel Castel forudsagde i 90erne at alle store konflikter efter 2000 ville komme til at handle om identitet.
 

Det er utænkeligt at vi mennesker, med kroppe genetisk programmeret til et liv i stenalderen og celler med den samme saltbalance som i urhavet kan følge med ind i forandringssingulariteten uden identitetsskriser.
 
 
'Jeg' står således over for en kardinal udfordring: hvorledes kan 'jeg' leve og orientere mig i et komplekst, dynamisk og teknologisk samfund i permanent forandring?
 
For at følge med forandringerne bliver vi nødt til at om- og genfortælle os selv i forhold til vore omgivelser i en livslang proces. Vi bliver nødt til hele tiden at lære nye ting. Vi kan ikke længere som for 50 år siden nøjes med skinnelægge vores liv efter den uddannelse vi fik i ungdommen.
 
Kun ved at 'jeg' ændrer 'mig' selv i samme tempo som det samfund 'jeg' har skabt, kan denne udfordring løses.

Og hvem er 'jeg', hvis jeg hele tiden forandres?