JEG'ET OG DETS
UDVIKLINGSHISTORIE
UNDER UDARBEJDELSE
Alle væsener indeholder én grundlæggende antagelse: det ene væsens benægtelse af at være ’den anden’ . Den højeste engel nægter at han er den laveste. Gud er alle benægtelsers benægtelse.
Meister Eckhart
Det menneskelige sinds vågne mareridt I Meditation er det muligt at gennemskue et af menneskesindets største illusionsnumre. Dette svindelnummer er ’Jeg’ og alle jeg’s punktummer.
Jeg er ikke dig Når en stærk følelse melder sig i kroppen, vil jeget identificere sig med den og smelte sammen med den. Identitet betyder lig med: Vi bliver identiske med følelsen. Denne ’identitetiske’ mekanisme ligger dybt forankret i vores stenalderhjernes kredsløb. Her skabes de følelsesdramaer der får os til at danse rundt som teaterdukker i et absurd teater. På denne scene går vi vågne rundt som søvngængere og accepterer roller som: Jeg er kristen, jeg er muslim, jeg er dansker, jeg er Hr. Petersen, jeg er en kvinde, jeg er en mand, Jeg er hetero-homo-osv seksuel, jeg er den eller den og jeg tilhører den eller den gruppe. For at ’jeg’ kan være den eller den, må jeg afgrænse sig over for det som jeg ikke er. Derfor er sætningen: Jeg bryder mig ikke om, afgørende for at vi kan opretholde vore stenalderlige stammefælleskaber og identiteter.
At vende sig om i sig selv Men hvis du midt i jeg er ikke-sætningen vender dig om i dig selv, er det eneste du vil se en mørk ubehagelig energi i dine tarmslyngler du ikke kan rumme. Når du ser ud i verden frem for ind i dig selv, vil disse energier bag din ryg indgå i symbiose med tanker der efterfølgende vil trække dig, teaterdukken, gennem livets imaginære dramaer. Det er i denne sammenhæng de gamle Indiske vise sagde: Verden er et skyggespil. Verden er en drøm. Meditation handler i forlængelse heraf at vågne op fra den dagdrømmende tilstand vi normalt betegner som den vågne tilstand.
Den store filosofkejser Marcus Aurelius skrev at han, hver morgen før han gik ud for at dømme mulige forbrydere til døden eller livet, tog en kort pause hvor han mindede sig selv om at alt liv er en ubrydelig enhed og han derfor var ét med selv den værste forbryder. Kun få magthavere har i verdenshistoriens forløb vendt sig om i sig selv og handlet ud fra altings fundamentale enhed. De fleste politiske dramaer skyldes teaterdukkemenneskets ivrige, ekstroverte opslugthed af sine egne drømmeidentiteter, hvor der i en tilsyneladende vågen tilstand sættes imaginære grænser op der adskiller liv fra liv. Den eneste forskel på os og Pinocchio er at vores næse ikke vokser når vi lyver. Hvis ikke denne vågne drøm havde så alvorlige konsekvenser, kunne man se det som en vittighed. Indtil videre må vi nøjes med at le, når vi vender os om i os selv og således står ansigt til ansigt med dukkeføreren.
Meditation.dk opfordrer ikke til Jihad mod teaterdukke-jeg´et. Meditation inviterer i stedet til en fænomenologisk undersøgelse af den skildpadde som ’Jeg’ og alle jegs virkelighedssyn står på.
Det er her, i denne kritiske undersøgelse af indre skildpadder, at du kropsligt kan erfare altings enhed. Med denne erfaring som primus motor, vil det være naturligt for intellektet at spørge: Hvorledes ser denne enhed ud? Hvordan ytrer den sig? Intellektet er nemlig en vidunderlig gave i samme øjeblik det indser at Intellektuel forståelse altid er lastet på vognen og ikke på hesten.
Hvad er et 'jeg' Opkomsten af et 'Jeg' forstået som en organisering af den menneskelige bevidsthed der optimerer vores overlevelseschancer som art går tilbage til den første humanoide der var i stand til at spejle sig i en vandoverflade og her svagt genkende det reflekterede billede som 'mig'.
I Det Gamle Testamente er denne selvbevidsthed identisk med syndefaldet. Da Adam og Eva opdager deres egen nøgenhed, forsvinder paradisnuets ubekymrede og ubegrænsede adgang til mad til fordel for et et scenarie hvor vi nu spiser vort brød badet i anstrengelsen sved.
Således forestiller jeg mig fødslen af det 'jeg' der nu måske om 'dig' er på overarbejde for rettidigt at betale terminerne til huslejen.
Tanker i bevidsthed i det første jeg Artshistorisk er det meste af vores liv foregået på den østafrikanske savanne. Vi har derfor fra denne periode arvet en del forældet software, også kaldet gener, der gør os i stand til at overleve netop under de betingelser der var gældende her. Måske var det her en fælles tip gange tusind oldefar så 'mig' i vandoverfladens spejl. Hans 'jeg' var begyndelsen på dit og mit 'jeg'. På samme måde som 'jeg' så 'mig' i vandoverfladens spejl, så ser 'jeg' 'mig' i bevidsthedens spejl.
I dette scenarie skabes hvad Descartes senere formulerede som cognito, ergo sum, jeg tænker, altså er jeg. Tankerne er intimt forbundet med 'jeg' og deres publikum er bevidsthed.
Dette 'jeg' begyndte nu ved hjælp af tanker at opsplitte verden, at polarisere den i godt og ondt, i et paradis over for et syndeforfaldent ikke-paradis. Tankeprocesser er skåret ind til benet overlevelsesstrategier. Forskellen mellem godt og ondt skabes ud fra det basale behov for at overleve. Alt hvad der får 'mig' til at overleve er godt. Alt hvad der truer min overlevelse er 'ondt'. 'Jeg' er den som lægger planer og i forlængelse heraf forstiller mig forskellige handlinger der kan gavne min fremtidige overlevelse.
Disse mulige handlinger opføres på en indre tankescene der narrativt forudsætter en fortid, et nu og en mulig fremtid. Her er 'jeg' konstant optaget af at opføre strategier der forhåbentlig får 'jeg' til at leve lykkeligt til sine dages ende. Des mere truede vi føler os i vor hverdag, des flere tanker producerer vi. Og hver gang vi producerer en tanke bliver vi forført fra tidløst nu ind i et imaginært tidsteater. Derfor er vi uden tid når vi er uden tanker. Men uden tid, ingen mad.
Hulemalerierne gengiver de første narrativer der logisk nok handler om at nedlægge bytte. Det gør vore dages narrativer såmænd også, dog med den forskel at det er blevet en langt mere kompleks affære at 'nedlægge bytte' og derfor har 'jeget' også måttet udvikle sig tilsvarende.
FRA STAMMENS 'JEG' TIL MIT 'JEG' Filosoffen Karl Marx hævdede at vores neolitiske fortid var urkommunistisk. I denne urkommunistiske tilstand var alle lige i den forstand at der ikke fandtes en stærk leder eller et klasseopdelt samfund.
Med udgangspunkt i Marx kan man tale om at stammen ikke blot skabte og delte alle ressourcer i fællesskab. En stamme delte også et fælles 'jeg'.
Dette større, delte fællesjegs i dag genetisk forældede software ses tydeligt udfolde sig hos publikum i fodboldkampe. Holigans er i denne sammenhæng blot ekstra genetisk disponerede til at udspille 20.000 år gamle slag mellem stammer på den tidligere nævnte Østafrikanske savanne. Fællesjeget udtænker her de strategier der skal få det ene kollektive stammejeg til at vinde over det andet.
Klanlederens 'jeg' Historiens første eksempel på selvbevidst beherskelse ses med Odysseus der lader sig binde til masten af sit skib for at høre sirenernes sang. Det første 'jeg' der kun bor i én person fødes litterært set med Odysseus.
Den gennem selvbevidsthed mulige selvkontrol gør det muligt at erstatte instinktets her og nu behovstilfredsstillelse med planlægning og kontrol gennem tankeprocesser. Psykologen Sigmund Freud beskrev denne udvikling som en opsplitning af psyken i et id, et ego og et super-ego.
Således begynder vi i historisk tid at se hvorledes de enkelte stammer socialt set former en spydspids med en leder i fronten.
Ud over stammens kollektive 'jeg' får vi således en ny form for 'jeg' der mere specifikt er forbundet til et enkelt individ, nemlig lederen, høvdingen, herskeren. Høvdinge-jeget er en forløber for det 'jeg' du og jeg har i dag. Dette 'jeg' er mere selvbevidst end stamme-jeget. Det er i stand til at tøjle de indre limbiske følestorme i stammens kollektive 'jeg' og lægge tankestrategier der kan forudse og planlægge begivenheder i fremtiden.
Dette 'jeg' er dog stadig en luksusvare kun forbeholdt de sjældne få. En stamme af aristokrater Senere med opkomsten af middelalderens adelssamfund bliver det samfundsmæssige overskud så stort at en hel klasse af aristokrater kommer i besiddelse af noget man kunne kalde en jeg-identitet. Især i begyndelsen af middelalderen er grænserne mellem de enkelte jeg-identiteter i denne nye adelsstamme stadig flydende. Hvorledes 'jeg'-individualitet langsomt blomster frem i denne klasse kan man danne sig et fint indtryk af ved at besøge en dansk domkirke og her iagttage hvorledes gravmælerne op gennem tiden langsomt udstyres med flere og flere individuelle kendetegn.
Med renæssancen og senere oplysningstiden og den efterfølgende opkomst af det handlende, pengebaserede samfund 'opdages' og skabes grundmodellen til det 'jeg' vi i opdaterede varianter har haft indtil vor tid. Særlig kendetegnende for dette 'jeg' er at det som Beethoven er lidt af en dramaqueen, forstået som at dette 'jeg' har et i ensom originalitet følelsesforankret omdrejningspunkt. Dette jeg er intimt og 'privat'.
Industrisamfundets produktion af Jeg-overskud Forudsætningerne for at vi i vor vestlige tid alle kan have vort eget 'jeg' er et samfund der er i stand til at producere et stort overskud af energi. Med energi menes det abstrakte arbejde der skal til for at sikre mad, kultur, infrastruktur og tid til børneopdragelse a la Rosseau. Et individuelt 'jeg' som vi kender det i dag kommer ikke ned fra himlen af sig selv. Det forudsætter at den energi der tilføres det enkelte menneske vokser til det point of no return der skal til for at skabe en tilstandsændring.
I 1800-tallet er dette energetiske overskud takket være industrialiseringen så stort at en hel klasse af borgere nu har råd til at anskaffe sig et individuelt 'jeg'. Proletariatet er må stadig nøjes med at dele et arkaisk stammepræget 'jeg'.
'Jeg' udbredes til alle klasser Fra midten af det 20 århundrede når vi i den vestlige verden et punkt hvor man, ligesom man i 30erne kunne producere Fordbiler på samlebånd, nu har overskud til masseproducere jeg-identiteter til næsten alle samfundets borgere. Arbejderklassen bliver til middelklasse og får ved samme lejlighed tildelt et 'jeg'.
Det individuelle 'jeg's' sejr udstiller dets mangler I samme øjeblik det individuelle 'jeg' har penetreret hele samfundsorganismen og dermed er blevet til samfundet nye omdrejningspunkt for definition af hvad virkelighed er, begynder en ny virkelighed at manifestere sig. Denne nye virkelighed er et produkt af de mange jegers interaktion, men kommer på sigt til at blotlægge mangler i det nyligt etablerede individuelle jegs funktionsmåde.
Hvad kunstavantgarden allerede har opdaget i midten af 1800-tallet, bliver nu i stigende grad synligt for alle. Den følgesygdom som det giver at have et veludviklet 'jeg' er ensomhed,
fremmedgørelse og angst. Et 'jeg' kan nemlig kun forstås som antitesen til et 'ikke-jeg'. Et jeg kræver en mur, en membran der adskiller det i forhold til 'den anden'. Det er som Sartre siger det: Helvede, det er den anden'.
På vej mod det Universelle 'jeg' På en lang række punkter begynder det nyligt vundne individuelle således 'jeg' at gå i opløsning. Denne opløsning af 'jegs' mure åbner op for udviklingen af et nyt 'jeg': Det Universelle 'jeg'. 'Jeg' i et informationssamfund Informationssamfundet er på mange måder ikke tilhænger af det gamle 'jeg'. Det behov for informationsdeling som et samfund der kommunikerer via mobiltelefoner og world wide web skaber kommer til at kollidere med de mure som 'jeg' lige har fået opført. Det gamle individuelle 'jeg' lærer f.eks. i skolen at holde sin viden som spillekort tæt ind til livet. Det har lært at det er tyveri hvis sidemanden stjæler information ved at skrive af til en eksamen. Heroverfor står informationssamfundets krav om at vi skal dele vores viden i et samarbejde med andre jeger. Samtidig gør digital kopiering at der ikke længere er forskel på en original og en kopi. Selv originalen er nu digital. Dermed forsvinder det individuelle 'jeg's styrke i ensom originalitet. Jeg forvandles fra en beboer i et elfenbenstårn til en hub, et krydsfelt hvor informationsveje mødes. Det gamle jegs kollision med informationssamfundet skader imidlertid ikke det originale forstået som det kreative. Langt nærmere bliver det originale sat fri i et kreativt flow, hvor det eneste der tabes er det enkelte persons ejerskab over dette flow. Det frie informationsflow og privatejendom trives ikke godt sammen. Wikinomics tid er begyndt.
Det Universelle jeg er en HUB Isærefter årtusindskiftet er der udgivet en sværm af bøger om netværksteorier som f.eks: Duncan Watts, Malcolm Gladwell, Albert-László Barabási, og Mark Buchanan. Denne forskning peger på en forbavsende parallelitet mellem den måde internettet opfører sig på og naturens egne netværk som f.eks. nerveceller , molekyler, menneskers sociale omgangskredse, transportsystemer osv. Alle disse vidt forskellige egenskaber kan tilsyneladende samles i en enhedsteori også kaldet hub-teorien. I ethvert netværker der punkter hvor de enkelte tråde mødes. Nogle af disse mødepunkter samles i større træfpunkter. De relativt største af disse træfpunkter kaldes for HUB´s. Hvad enten det drejer sig om celler i mavesækken, søgemaskiner på nettet eller menneskers sociale netværk så er the name of the game kun ét: at blive til en HUB, et samlingssted for flest mulige forbindelseslinier. Det succesfulde menneske defineres i denne sammenhæng som det menneske der har samlet de fleste sociale tråde, eller endnu bedre, sociale HUBs i sin hånd.
For det Universelle 'jeg' er succes - også i magtøkonomisk henseende - ensbetydende med at sidde på en konjunktion hvor de største strømme af information og/eller sociale kontakter finder sted.
Menneskenetværket Den menneskelige krop, især hjernen, er på samme måde en HUB der som en gigantisk banegård for informationstransport får den menneskelige cellekoloni til at fungere. Neuronernes netværk i hjernen er i stand til at skabe flere forbindelsesmuligheder end der er partikler i hele universet!
HUB’s – Uendelighedens konjunktioner Ny forskning peger på en forbavsende parallelitet mellem den måde computere, internettet, almindelige transportsystemer, menneskers sociale adfærd og naturens egne netværk som f.eks. nerveceller og molekyler opfører sig på. Alle disse vidt forskellige egenskaber kan tilsyneladende samles i en enhedsteori kaldet HUB teorien. I ethvert netværker der punkter hvor de enkelte informationstråde mødes. Nogle af disse mødepunkter samles i større træfpunkter. De relativt største af disse træfpunkter kaldes for HUB´s. Hvad enten det drejer sig om celler i mavesækken, søgemaskiner på nettet eller menneskers sociale interaktioner, så er the name of the game kun ét: at blive til en HUB, et samlingssted for flest mulige forbindelseslinier.
Netværksmennesket og det gammeldags ego Det succesfulde menneske kan i denne sammenhæng defineres som det menneske der har samlet flest sociale tråde, eller endnu bedre, sociale HUBs i sin hånd. For netværksmennesket er vinderpositionen - også i magtøkonomisk henseende - ensbetydende med at sidde på en konjunktion hvor de største strømme af information og sociale kontakter finder sted. Det gammeldags stive og fortificerede ego kommer under stærkt pres i dette netværk med dets free flow of information. Dette ego har gennem hele sin opvækst lært at holde paraderne oppe. Det gamle ego lider derfor af stress i disse dage. Dette ego har i skolesystemet lært netop ikke at dele sin viden med andre. Det gælder derimod om at holde lærdommens skyklapper så højt oppe at ingen i eksamenssituationen kan kigge over i egoræserens kalvebås. Det kaldes for eksamenssnyderi at dele information. Det gamle ego lever af og i følgende sætning: Jeg ved noget du ikke ved. Det nye netværksmenneske lever heroverfor af og i informationsdeling.
The tendency is ever towards self-repetition, towards the preservation of
the species:
it is every man' s intention that his work should be himself. Meister Eckhart
Lad os nu fra ovenstående
sommerfugleperspektiv kigge lidt ned på vort gode gamle ego.
Egoer havde i min barndom en form for selvsikkerhed, der virkede
overbevisende. Forældre, lærere og sort-hvide TVautoriteter
holdt verden sammen ved hjælp myndig, ensartet og formel
teaterstemmeføring. Hertil kom opbyggelige
børne- og ungdomsbøger, der hjalp med til at installere et
blot 50 år tidligere kristent, men nu sekulariseret moralsk kompas,
hvormed man
med spejderånd kunne følge de anviste veje.
Kritik af den nye TV-Avis - 10. november 1965
Folketingsmedlem fra Venstre, Poul Thisted Knudsen med
nej-hatten på
Erfaringsegoet
Egoer klarede sig godt i denne enkle verden, der på grund af sin
relativt lave forandringshastighed gjorde livserfaring til
samfundets
omphalos. I en
virkelighed, der kun forandrer sig langsomt, er en kulturs
fortid, akkumuleret i form af erfaring værdifuld. Erfaring
vokser
med alderen og derfor voksede respekten for et ego ligefrem
porportionalt med dets alder. I min ungdom var ældre
erfaringsstærke egoer respekterede.
Ingen kan imidlertid designe en Iphone ud fra erfaring.
Denne tingenes stilstand skiftede i 60erne for alvor gear.
Undomsoprøret var ouverturen til et skæbnesymfonisk mesterværk,
hvis hovedtema vi nu for alvor kan høre hvad enten vi vil eller
ej. Vesten er på vej på en vej uden skilleveje i et stadigt
accellererende tempo. Denne vej er i skrivende stund på tærkslen
til at forsvinde opad i en eksponentielt stigende teknologsk og
samfundsmæssig forandringseksplosion.
Erfaringsegoerne blev i 60erne som antikke statuer styrtet ned fra
soklerne. Ikke blot egoets i tiden akkumulerede erfaringer, men
også dets stive immobile psykiske fæstningsværk blev i
stigende grad en hemsko for
den sociale mobilitet, der førte fra klodsede fastnettelefoner til
mobiltelefoner.
Egoet blev nødt til at sadle om. Det
blev tvunget til i højere grad at inddrage analyse og tankebaserede
strategier frem for erfaring.
I denne omstilling tabte det ældre erfaringsbaserede stift
selvhøjtidelige ego terrain til det unge ego,
der nu vægtede selvstændig autoritetsfri tankebaseret analyse
som overlevelsesstrategi. Sammen med ungdommeliggørelsen skete
en kvindeliggørelse af egoets oprindeligt hovedsageligt stift
maskuline konfiguration.
Selv det ungdommeligt barnlige og feminiserede ego har imidlertid svært
ved at svømme, når alt ting for alvor begynder at
flyde. Egoets problem er, at de nok så mange smarte opdateringer
er overbygninger skabt på et forældet fundament. Der er
simpelthen for meget abekat og øglehjerne indlagret i egoets
grundliggende psykiske genetik. Det er nu på tide, at de
evolutionært unge og supervågne frontallapper overtager
styringen af den menneskelighe celekoloni.
Egoets grundproblem Ego har som overlevelsesstrategisk konfigurering
vanskeligheder, der stiger, des tættere det kommer på
forandringscivilisationen. Ego har her som Agent Smith i filmen Matrix
vanskeligt ved at give slip på dets vante funktioner. Der er
ikke længere behov for fortid som forståelsesramme for fremtid.
Des mere der ikke er behov for gårsdagens vante rutiner, des mere trækker egoet sig uforsonligt sammen i forsvar og/eller angreb.
De samme mekanismer gælder for civilisationsprocesser. Den Islamiske
kultur var i Vikingetiden
den europæiske langt overlegen. I dag trækker den sig
sammen som en dødsstjerne i takt med forandringseksplosionens
'udflydelse' af holdepunkter.
Her i skrivende stund overflødiggøres arbejdsfunktioner i et
rasende tempo inden for stort set alle samfundssektorer. Gamle
jobfunktioner forsvinder mens nye helt uforudsigelige
arbejdsområder dukker op. Ca. 20% af den Amerikanske befolkning
arbejder i transportsektoren. Hvad vil der inden for de næste
fem år ske med deres arbejde, når førerløs bilteknologi
overtager rattet?
Mennesker og kulturer med
nej-hat på Agent Smith har
professor
Brinkmanns nej-hat på. Under denne hat gemmer der sig en
hjerne fyldt af
forældet kultursoftware, der nægter forandring, men
som Meister Eckhart siger, kun ønsker sin egen selvrepetion.
Agent Smith's imponerende stædighed kan observeres i mennesker,
som siger lodret nej til singulær forandring. Dette 'nej' kan aflæses i et
menneskes ansigtstræk.
Agent Smith
Historien om Egoansigtet
Den uden sammenligning bedste spirituelle og i øvrigt
humoristiske vejleder jeg nogen
sinde har haft var Papaji
fra Lucknow. I 1994 var jeg vidne til en vidunderlig epiode,
hvor en
ung engelsk musiker med en halvkriminel fortid stillede et
surt nej-hat spørgsmål til Papaji. Papaji udfordrede ham: Rejs dig op og vis dit ansigt til alle!!! Lad dem se,
hvorledes et ægte egoansigt ser ud! Se dig selv i deres blik!
Englænderen rejste sig op og skulede ondt rundt på forsamlingen,
der responderede med kaskader af latter. Til sidst begyndte
Englænderen selv at le. Han så lige pludselig sin egen
film. Disse ti minutter
ændrede hans liv totalt.
Jeg ville ønske for mennesker som professor Sven Brinkmann, at
de for en stund kunne komme ud fra deres universitære bogtårne
med mure bygget af ord og for et øjeblik kunne
lade sig ydmyge af Østens visdom i form af en åndelig gigant som
Papaji.
Papaji kunne vælte
elfenbenstårne med
pegefingeren
Personligheder som Papaji har jeg aldrig set i
vesten, men ved gud, hvor vi dog her trænger til deres fremmede og
dog kærligt overbærende blik på os.
Professor Brinkmann og
Matrixfiguren Agent Smith. Læg mærke til at nej-hatten altid
sidder
på seriøse ansigter uden humor og selvironi. Jeg var fristet til også at vise et
billede af
Sørine Gotfredsen, men intuerer at der i hendes stive
ansigt gemmer sig varme og liv.
Hun er dermed diskvalificeret til optagelse i min Hall of Fame.
Nej-hat-attituden, som her klart fremgår af både professor
Brinkmanns og agent Smith's arketypisk ufleksible ansigtsmimik,
har kun sjældent historisk og evolutionært trukket det
længste strå. Survival of the fittest gælder også for os i dag på vej
mod big datas
globalt strukturelle fremtidchock.
Jeg sætter mine penge på de livsorgansmer, som er i stand til at
tilpasse sig. Dinosaurer har det med at uddø. Professor Brinkmann mener, at vi skal
holde op med at mærke ind i os selv. I samme åndedræt
forudsætter han tilsyneladende, at denne mærken ind automatisk gør, at vi
egoistisk og impultsivt handler på disse føleleser. Intet kunne
være mere fjernt fra sandheden for den der seriøst beskæftiger
sig med Meditation. Meditation er kunsten både at holde disse i
bevidsthed opmærkede følelser i tømme og samtidig at kunne give
dem frit løb - ikke i en Donald Trumpsk bevidstløs nærmest
dyrisk impulsivitet, men surfende dem i meditativ supervågenhed.
Med nej-hatten trukket godt ned over øjne og ører vil man i min
optik ikke være den oplagte kandidat til at surfe fremtidens
forandringstzunami. Brinkmann og hans disciple burde, hvis de var
konsekvente, smide deres smartphones og computere i skraldespanden og
skabe en verdslig udgave af Amishkulturen. For moderne
teknologi er ikke skabt af af hjerner forenede under nej-hatte.
Det er på godt og ondt skabt af rastløse mennesker som Steve
Jobs.
Uden den af Brinkmann kritiserede og af mig velkomne
accelleration havde vi heller ikke haft noget CERN og derfor
ingen Higgspartikler.
Dog må jeg komme nej-hat attituden lidt i møde. Med mindre man
har kultiveret sin vågenhed, sin bevidsthed og
opmærksomhed, kan
det at undertrykke sig sig selv og ikke lytte til og handle på sine følelser
i visse situationer være den bedste løsning.
Donald Trump udgør den samlede sum af Amerikanske
redneck nej-hattemænd. De har ikke lyst til at
deltage i den globale forandringseksplosion. Trump er en person,
der er er farlig, fordi han er impulsstyret og uden egentlig
vågenhed. Selv om han er impulsstyret tilhører han bestemt
ikke den type, der sensitivt mærker ind i sig selv. Men
den, der
ikke mærker sig selv, kender ikke sit indre dyr og risikerer
defor at blive besat af sig selv i det dyriskes dæmoniske
tilbagevenden. For uden indre fortrolighed kender man ikke sig
selv og dermed heller ikke sine egne reaktionsmønstre. Lad mig
give et yderlige eksempel på hvor en smule
selvkonstans kunne have gavnet:
Bjarne Corydons kødfulde ansigt er i
min optik intelligent, men uvågent.
Jeg kan ikke lade være med at associere til
følgende påstand fremsat her.
Jeg kunne fortabe mig i talrige ekstrapoleringer ud fra dette
ansigt, men foretrækker at lade det tale for sig selv, som det
uvægerligt gør placeret i denne sammenhæng.
Uden supervågenhed har Brinkmann et ståsted Kun et supervågent menneske kan handle spontant i frihed fra
selvundertrykkelse uden, at det vil gå
ud over helhedens
interesser. Supervågenhedens nonverbale primærerkendelse er,
at alt er ét.
Et supervågent menneskes ansvarlighedsradius
rækker ud over det enkelte menneskes egocentriske behov alene
af den grund, at man i denne tilstand er 'den anden'.
Supervågenhed har intet med intellektuel intelligens at gøre.
Mit gæt er, at disse to operativsystemer varetages af totalt
forskellige anatomiske dele i hjernen. Jeg har mødt højt
intelligente mennesker i høje akademiske poster, der ikke var
egentlig vågne i bevidstheden.
Omvendt findes der også mennesker uden synderlige akademiske
evner, der er supervågne. Hvordan kan jeg nu vide det? Mit svar
vil være: kultivér selv din bevidsthed og se, hvor let det er at
se, hvad du selv er, i andre.
Derfor må jeg til en vis grad trods alt give Professor Brinkmann
ret, men på en underlig omvendt måde. Ingen universiteter aner,
selv i deres egenskab som koncentrationspunkter for vor
civilisations akumulerede viden baseret på erfaring, en bjælde
om supervågenhed. Man kan derfor i dag let blive professor uden
lysvågne frontallapper. Uden denne vågenhed giver mange
af Brinkmanns synspunkter mening og forandringverdenen er fuld af
skræmte nej-hatte, der vil strømme til med bifaldende
klap-hatte.I det omfang man som Brinkmann ikke er
vågen i bevidstheden, er det måske bedre ikke at mærke sig selv alt for meget og stedet styre
sin lyst til at komme først til truget.
Fremtidens abstrakt
supervågne hjerne kan imidlertid navigere os uden denne beskyttende
ego-hat
trukket godt ned over ører og øjne.
Kun ved hjælp af vågenhedens lysende beskyttelse kan vi blive i
stand til at surfe livsbølgerne i vort indre hav uden, at det
sker på bekostning af livet omkring os.
Mennesker med forskellige egoaldre
You have to die a few times before you can really live. Charles Bukowski
Livet har historisk og evolutionært set ind imellem taget nejhatten på for at
overleve. Krokodiller og hajer er gode eksempler. Heroverfor er
fugles evolution det bedste eksempel på fleksibel tilpasning.
Fugle var oprindeligt dinosaurer.
Des lettere et ego har ved at give slip på sin
form, des mere er det på vej ud af sit pubbestadie. Mennesker med samme fysiske alder, har oftest
egoer med vidt forskellige aldre. Nogle har et ego, der ikke vil
give slip og måske ikke har gjort det i 10 eller 20 år. Nogle
har givet slip i sidste uge. Man kan sagtens opleve et ungt menneske med et gammelt ego og et ældre menneske med et ungt ego. Her er det ikke et spørgsmål om, hvor mange liv du har levet før dette eller efter dette liv.
Her er spørgsmålet, hvor mange liv du har levet netop i denne krop, du bor i nu.
I denne sammenhæng er et ungt ego bestemt at foretrække. Et ungt og frisk ego er opdateret til den verden, der omgiver det. Et gammelt ego bruger de kulturelle overlevelsesstrategier, der var i brug for 10 eller 20 år siden.
Des lettere et ego har ved at give slip, des mere er det larven, der bliver til Sjælens Sommerfugl. Den er mit
billede på en ny unik individuel identitetsdannelse.
Sjælens Sommerfugl er en naturlig overlevelseskonsekvens, skabt af tiden, kultiverbar i Meditation og det næste stadie i den identitetsforandring der skal til, for at vi kan overleve i det
fremmedgørende samfundsmaskineri, vi selv har skabt.
Ego- og statsdannelser Et ego kan sammenlignes med en diktatorisk
regeringsleder. Ego'et har som leder af den menneskelige
cellekoloni med milliarder af indbyggere svært ved at afgive magten.
Som en diktator i en bananrepublik hellere vil destruere sit eget land, så vil egoet hellere destruere sin værtsorganisme end at give slip på magten og lade friske kræfter komme til.
Politisk demokrati indebærer, at man lytter til folket og hyppigt skifter ledere på baggrund af deres vilje. Kropsligt demokrati betyder, at man ofte udskifter sit ego ved at lytte til sine følelser. Intet er værre end et ego eller en politisk leder, der har siddet for længe på magten. Demokrati er derfor billedlig talt den bedste styreform for den menneskelige cellekoloni.
For at kunne forandre sig må egoet være i stand til at give slip. Denne given slip er på en måde en dødsproces i den forstand, at det gamle 'jeg' må dø for at give plads til et nyt. Diktatorer frygter altid, at deres afgang er ensbetydende med deres undergang.
Som Nordkoreas ledere vil det stædige nej-hat ego i ekstreme
tilfælde hellere destruere sig selv og den cellekoloni det
hersker over, end at give slip på den herskende identitet.
I ubalance og
uopmærksomhed skaber operativkonflikterne i det indre menneske
stilstand på samme måde som politiske partier, der bekæmper
hinanden, kan lamme et samfund.
Den politiske forvaltning af et samfund er en reflektorisk genskabelse af de menneskelige cellekoloniers indre forvaltning. Julius Bomholdt sagde engang: Graden af demokrati kan måles i det hensyn man tager til mindretalsgrupperne. Meditation er tilsvarende at give opmærksomhed og lydhørhed til de små minoritetsfølelser i kroppens indre univers.
Ego og ære
I den tid egoet har været undervejs som psykisk operativsystem,
har det været i udvikling på vej mod større fleksibilitet
og blødhed. Det er vanskeligt at forestille sig, men helt op til
1700-tallet var
dueller på grund af
æreskrænkelser udbredte. Ære var i
egoets barndom dets
askilleshæl. I vikingetiden var det betydeligt mere farligt at
fornærme et ego end det er i dag. Omdrejningspunktet i de fleste
Islandske sagaer er æreskrænkelser. 30-årskrigen varede så lang
tid, fordi de enkelte landes ære kontinuert blev truet af
muligheden for nederlag. Denne krig blev sluttet, da ego fandt
en vej ud ved hjælp af traktater, der sikrede våbenhvile, der
igen muliggjorde, at de enkelte lande kunne trække sig ud af
krigen med æren i behold.
I den nutidige islamiske verden er egos psykiske operativsystem
på samfundsplan på mange punkter sammenligneligt med
vikingetidens. En æreskrænkelse kan nedbryde det psykiske
operativsystem og det reagerer med alle tænkelige midler imod
det.
At æreskrænkelser i vor kulturkreds ikke længere i samme grad
kan true vores identitet viser at ego er på vej mod sin egen opløsning
som operativsystem. Dog findes ego-ære
stadig ofte til stede i vor måde at diskutere på. Som Holberg
gjorde opmærksom på, så er diskussioner en art fægtekamp.Egoets stive mure cementeres med markante 'meninger', som
gerne forsvares i opposition til andre meninger. At give andre
ret i en diskussion er set ud fra egoet en dødstrussel.
Et blødgjort 'jeg' er ikke truet af krænkelser. Det giver
plads til at livet hele tiden kan forstyrre det og dermed
påvirke det. Et plastiske jeg kan lade andre komme til
orde og tvivler altid på sig selv. Denne ydmyge tvivl er ikke et udtryk for svaghed. Det ydmyge
og altid tvivlende jeg har sin faste identitetsbase hinsides sig selv. Denne base giver styrken til at være svag.
DET UNIVERSELLE JEG ER I LEVENDE KONTAKT MED HELHEDEN
Det Universelle jeg deltager stadig i nationale fællesskaber og andre fællesskaber der forudsætter et 'os' over for 'dem'. Det Universelle jeg har imidlertid etableret flere tilhørsforhold på tværs af landegrænser, sprog, familier, religioner og racer og er derfor overordnet en verdensborger, a citizen of planet earth.
Det Universelle 'jeg' er forbundet med andre jeger på samme måde som nerveceller i hjernen via neuroner har forbundet sig med hinanden.
Statiske samfund kontra samfund i dynamisk flow En anden faktor som på sigt heller ikke trives med det gamle industri-jeg er den eksponentielt tiltagende forandringshastighed vor efterkrigstidskultur er inde i.
Dette tvinger 'Jeg' ind i en forandringsproces der springer grænserne for hvad 'jeg' er.
I statiske samfund vil de ældre generationers erfaringer være de bedst anvendelige og derfor toneangivende. Anderledes ser det ud for et samfund i forandring. Der vil erfaring ofte være en hæmsko, idet erfaring er en opsamling af fortidens overlevelsesstrategier.
Behovet for stigende vækst har ligget som en latent lov i industrisamfundet siden dets begyndelse; men efter 2.Verdenskrig og især fra og med 60erne begynder de samfundsmæssige forandringer imidlertid at accelerere i et sådant tempo, at det ikke er muligt i samme grad at lære af
overleverede erfaringer. Omstillingsevne, fleksibilitet og
kreativitet i nuet bliver derfor de højst prioriterede kultur og
virksomheds bærende egenskaber. Hele uddannelsessystemet skifter
følgelig fra indlæring til læring. Lad os kort opsummere hvad det betyder for det enkelte individs forståelse af 'jeg'.
I begyndelsen af jegets relativt korte livshistorie er dets
identitet fra fødsel til død fastlagt på forhånd: En gang
skomager, altid skomager.
Med opkomsten af det handelsøkonomiske
samfund bliver det nødvendigt med muligheden for i det mindste
ét identitetsskifte, nemlig identitetsskiftet fra fattig til
rig. Det bliver nu muligt at vokse op i en andegård og alligevel
ende som en svane eller som avissælgerdreng at slutte sit liv i en pengetank.
Fra og med ungdomsoprøret i 50-60erne går
identitetsdannelsen ind i en ny fase hvor det at skifte
identitet bliver lige så almindeligt som at skifte jakkesæt.
Denne evne til at forvandle sit 'jeg' bliver fra begyndelsen af 80erne og op til i dag en nødvendig overlevelsesstrategi for mennesket.
Det postmoderne samfund er et samfund i konstant forandring -
et samfund i flux.
Hvorledes dette udfordrer det gamle 'jeg' og i denne udfordring omskaber hvad 'jeg' er vil vi se nærmere på i det følgende.
Hvem
er 'jeg' i det postmoderne forandringssamfund Det moderne menneske lever for alvor i en tid hvor alle
livssituationer skifter med den hastighed en mobiltelefon udskiftes
med i hånden på en teenager. I forandringssamfundet er sidste salgsdag for færdigretten
overskredet før den er serveret.
Hvor vi som børn voksede op med frikadeller og brun sovs og for
10 år siden lærte at spise shawarma, spiser vi vi i dag sushi.
Adfærd, arbejdsformer og
forbrugsmønstre ændres og udskiftes i et tempo der ville sætte vores
forfædre skatmat i ét træk.
Det middelalderlige
ordsprog, Skomager! Bliv ved din læst, gælder ikke
længere. Uddannelse bliver i
stedet til en livslang læringsproces. Jegets
selvbillede kommer på en hård prøve. I en tid hvor alt er i hastig forandring spørger indbyggerne i en voksende etnisk blandet global landsby sig
selv: Hvem er jeg? Hvor hører jeg til?
Når jeg'et bliver
udfordret til at omformulere sig selv i en uafbrudt proces fra
vugge til grav, rykker spørgsmålet om identitet frem i forreste
række.
Filosoffen Manuel Castel forudsagde i 90erne at alle store konflikter efter 2000 ville komme til at handle om identitet. Det er utænkeligt at vi mennesker, med kroppe genetisk
programmeret til et liv i stenalderen og celler med den samme
saltbalance som i urhavet kan følge med ind i
forandringssingulariteten
uden identitetsskriser.
'Jeg' står således over for en kardinal udfordring: hvorledes kan 'jeg' leve og orientere mig i et komplekst, dynamisk og teknologisk samfund i permanent forandring?
For at følge med forandringerne bliver vi nødt til at om- og
genfortælle os selv i forhold til vore omgivelser i en livslang
proces. Vi bliver nødt til
hele tiden at lære nye ting. Vi kan ikke længere som for 50 år
siden nøjes med skinnelægge vores liv efter den uddannelse vi
fik i ungdommen.
Kun ved at 'jeg' ændrer 'mig' selv i samme tempo som det samfund 'jeg' har skabt, kan denne udfordring løses.
