Hvad er Meditation

Meditationsteknikker

Meditationsmusik

Videnskabelige Links

Åndelige Inspiratorer


Meditation og Bevidsthed

I. Bevidsthed & evolution

II. Hvad er opmærksomhed
III. Kroppens indre landskaber
IV. Hvad er bevidsthed
V. Tankeoperativsystemet
VI. Usamtidige styresystemer

VII. Bevidsthedens frigørelse
 
Den indre og den ydre person
Det sensitive nervesystem

Den indre og den ydre person
Den ydre person og kontrolsamfundet
Kun den indre person kan meditere

   
Sjælens Sommerfugl
Det hellige sår
Det supervågne flow
Sjælens Sommerfugl
 

 
Meditation - historie, filosofi & videnskab
Meditation og religion
Meditation, videnskab og filosofi
Sekter på samfundets rand
Jeg'ets udviklingshistorie
Meditation og metabevidsthed
Hvor kommer Meditation fra?
Jesus i Buddhas fodspor

Spørgsmål til Meditation

Er meditation en mirakelkur?
Er det narcissistisk at meditere?

Meditative visioner

Den mirakuløse fraktale bevidsthed
Gud ønsker at blive Menneske

Singularitet, Meditation og Entheogener
På vej mod en ny Ånd
 


 

 
MEDITATION OG NARCISSISME

Er det narcissistisk at meditere?

Ofte hører jeg, at Meditation er selvoptaget navlepilleri.

I stedet for at sidde der og forelsket stirre ind i sit eget spejlbillede, skulle man hellere gøre noget for andre og verden.


Denne udmelding kommer logisk nok fra folk, der ikke selv mediterer.

Meditativ metabevidsthed
Meditation er at vende både opmærksomheden og
bevidstheden ind mod sig selv.
 
I flere afsnit har jeg fokuseret på opmærksomheden som selve fundamentet i Meditation.
I denne sammenhæng vil vi se nærmere, ikke på opmærksomheden, men derimod på bevidsthedens betydning.
 
Når bevidstheden, som det spejl hvori kognition foregår, folder sig ind i sig selv, så kan det skabe en meditativ metabevidsthed forstået som en udvidet evne til at erkende sig selv udefra
. Når jeg skriver kan, så er det fordi, at Meditation ikke automatisk medfører metabevidsthed. For overhovedet at kunne udnytte denne mulighed, så skal man først være klar over at den foreligger.
 
En forøget selvbevidsthed gør, at man bliver langt tydeligere for sig selv i livets keglespil.
I meditationens udvidede erkendelses-GPS har man både kuglen og keglens synsvinkel.
 

Når bevidstheden således i bogstaveligste forstand begynder at vokse, er noget af det første man vil lægge mærke til, at den måde man så verden på før, var dækket af en næsten sovende vanemæssig blindhed. Her indser vi et i a-ha hidtil uerkendte blinde vinkler i vor selverkendelses radar.
 

Det oftest svækkede selvsyn i os skaber vækstzoner for alle de blokeringer og personlige gevækster andre husker os bedst for. Når vi er sammen med andre mennesker, er vi måske rethaveriske eller selvhøjtidelige uden selv at kunne se det.
 
 
Et rum, der er i mørke, vil oftest være mere beskidt end et rum, der er oplyst. Det er netop i de blinde vinkler i vore indre rum selvransagelsens støvsugeren aldrig rigtig når ind.
Nissen i folkeeventyrerne findes oftest sammen med rotterne på loftet - aldrig i den oplyste dagligstue. 
  
Der sidder en lille nisse i os alle - også i folk der mediterer.
Det er i vor selverkendelses blinde vinkler, at nissen gemmer sig.
   

Forskellen på mennesker i selverkendelse og mennesker uden er, at sidstnævnte kategori benægter nissens tilstedeværelse i sig selv, og derfor i stedet er henvist til at se deres nisser uden for sig selv spejlet i andre personer. Derfor kan man roligt gå ud fra, at de fejl man med følelsesmæssigt negativt engagement ser i personer omkring sig, for 90 procents vedkommende er rene skygger skabt af det blinde mørke inde i os selv.

Som allerede Jesus og Buddha har påpeget, er vi gode til at se de andres fejl.
Når du er i interaktion med andre mennesker, er den du ser dårligst, dig selv!

Et andet navn for nissen er Ego. Dette ego er forelsket i et spejlbillede, som det selv har konstrueret. Dette spejl er ikke et reelt spejl, men nærmere et skønmaleri.


Tar De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske,
så tar De lykken fra ham med det samme.
Henrik Ibsen

Selverkendelse og ego udelukker hinanden
Selverkendelse og ego udelukker hinanden gensidigt. Derfor fører selverkendelse til ydmyghed. Vort egonisse gemmer sig i vor erkendelsesradars blinde vinkler.
Egoet skjuler sig det sted i os selv, vi ikke selv kan se.

Egoet er samtidig herre over det kontroloperativsystem, der om noget styrer vort liv.
Det er i sandhed et besynderligt paradoks. Vi kan ikke se det, der styrer os mest.
Vi er teaterdukker med en egonisse som dukkefører.
 
Egonissen er som en
anaerob bakterie. Den kan ikke tåle dagslys og frisk luft.
Som skygger forsvinder i lys, opløses egonissen i samme øjeblik vi vender os om i os selv og spørgende undersøger:
Hvem er jeg - hvem er jeg egentlig?

Derfor er vor indre nisse skrækslagen for Meditation. Den bliver vred, når blikket vendes ind mod dens små gemmesteder.
  
En af egonissens favoritstrategier er at kalde Meditation for en selvoptaget, narcissistisk praksis.
 
Men der findes ikke et større og mere utåleligt ego end det ego, der ikke ser sig selv. 

Hvad der her er vigtigt, er nu at se sine egne fejl uden at dømme sig selv.

At se, er nok.
At se sig selv i kærlighedens klare metalys er endnu bedre. At se nissen uden at dømme den, men i stedet passe og pleje den i opmærksomhed er Meditation.dk's favoritstrategi. Vi bør ikke glemme, at selv om nissen måske er som en bakterie, så består vores krop faktisk af to kilo bakterier. Uden dem kunne vi slet ikke leve.



ER SELVKÆRLIGHED NARCISSISME?
Ofte, når jeg fremhæver selvkærlighed som grundlaget for al kærlighed, bliver jeg modsagt med det argument, at selvkærlighed er usund narcissisme.

I min optik skyldes narcissisme fraværet af selvkærlighed. I den narcissistiske forstyrrelse af personligheden er det naturlige og grundliggende opmærksomme flow mellem jeg og mig forstyrret eller fraværende i en sådan grad, at jeg hele tiden skal lede visuelt efter mig frem for bare være jeg i mig.

Det visuelle bypass
- Bevidsthedens kompensation for opmærksomhed
Et individ, der har en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, kan ikke føle sig selv. Narcissisten kan ikke mærke sin krop i et kontinuerligt flow.

Hvis Narcissus virkelig var i et forelsket flow med sig selv, så ville det ikke være nødvendigt for ham at stirre ned i vandet for at få øje på sig selv. Når Narcissus leder efter sig selv gennem sit syn, så laver han i virkeligheden et visuelt skopofilt bypass. Hans synssans forsøger at genfinde det, hans følesans i virkeligheden burde varetage.

Vigtigheden af at fastholde sig selv gennem et indre spejl eller i en spejling gennem andre menneskers accept er netop et tegn på manglende kropsligt oplevet flow i opmærksomhed mellem jeg og mig. Narcissisten kompenserer visuelt i bevidsthed for den sansede kærlighed i opmærksomhed han ikke føler.

Kærlighedsflowet mellem jeg og mig er en en simpel følelse i bevægelse i kroppen, der tiltager i styrke, når den er 'opmærket' i simpel opmærksomhed.

For den der naturligt er 'bevæget' i krops-flow mellem jeg og mig, er narcissistiske spejlinger unødvendige omveje. At kunne se sig selv i spejle, indre som ydre, frem for at føle sig selv, er i denne sammenhæng som et unaturligt bypass, der aldrig vil være i stand til at tilfredsstille den oprindelige hunger efter kærlighed.
 
Narcissisten forsøger at indse sig selv i stedet for at føle sig selv. Synssansen er i modsætning til følesansen en fjernsans der kræver afstand for at kunne fungere. At indse sig selv er derfor det samme som at komme på afstand af sig selv. Kun den, der føler sig selv gennem kroppens største organ, følesansen, er så tæt på sig selv at 'livsmeningen' kan flyde frit i kroppen uden blokeringer.
 
At jagte sig selv visuelt i spejle skaber en fremmedgørelse fra det indre kropslige flow af 'mening' der er selvforstærkende. Des mere man genfinder sig sig visuelt, des længere væk fra sig selv vil man komme.

Bevidsthed kræver afstand til sit bevidsthedsmæssige iagttagede indhold.
Opmærksomheden er altid ét med det følte.
Når bevidstheden kompenserer for manglende opmærksomhed, bliver man derfor fremmedgjort forstået som afstandsgjort over for sig selv.  

Ren selvkærlighed er en forudsætning for anstrengelsesfri spontan Meditation.
 
Uden selvkærlighed forstået som opmærksomt kropsligt følt flow mellem jeg og mig, kan der helle ikke være kærlighed til dig. For vi gentager spontant det forhold vi har til os selv i vort forhold til vore omgivelser. Vor indre selvkærlighed eller mangel på samme spredes som ringe i vandet.
 
Det følte balancepunkt, hvor mig er forbundet med jeg er forbundet med dig er forbundet med jer er forbundet med os i organisk kropsoplevet opmærksomhed, kalder jeg for Sjælens Sommerfugl.


Mig hviler i jeg hviler i dig hviler i jer

Meditation er den bedste medicin mod narcissime
Meditation er derfor ikke en narcissistisk beskæftigelse. Spontan meditativ opmærksomhedskultivering er derimod en særdeles effektiv modgift mod den håbløse og fremmedgørende jagt på sig selv og livets mening gennem en overaktiv bevidsthed, der i vor overciviliserede og oververbale tid har taget magten fra kroppen og kroppens urgamle bevidsthedsantenne: nemlig opmærksomheden.
 
Den altruistisk egocentriske kærlighed
Des mere vi er levende opmærksomt til stede i kroppens indre univers, des mere vil vi spontant opleve, at vi er organisk forbundet med alt andet liv.
Det er netop denne spontane oplevelse af flow der rækker ud over kroppens egne grænser, der skaber den ægte venlighed. Når mit ego faktuelt i opmærksomhed oplever, at dets organiske rodnet er filtret dybt ind i andre væsners livsrødder, så vil dets iboende trang til at beskytte værtsorganismen udvide sig betydeligt. Altruistisk kærlighed er i dette perspektiv en egoisme der flyder over og dermed tankeløst beskytter alt det interagerer med. På samme måde som jeg beskytter min arm, beskytter jeg nu også din krop, jeres kroppe, menneskenes kroppe, i yderste forstand alt livs samlede krop. 
 
Her kan man imidlertid ikke bruge kontrolsamfundets favoritmantra: Fake it till you make it.
 
Jeg bliver nødt til at sige hvad jeg mener: Meget af den spiritualitet jeg møder i dag er ikke
ægte. Den virker på mig som skuespil skabt af en ydre persons længsel efter autencitet.
 (Er min egonisse på spil her? ... sandsynligvis... men i så tilfælde leder min dybest følte sandhed altid frem til den bedste fejltagelse.)

Alle disse velmenende dalai lamiske catch frases om at udvise venlighed giver mig kvalme.
De er en projektion af kontrolsamfundets egen begrænsede forestilling om, hvorledes spiritualitet ser ud.

Langt, langt vigtigere end at huske på at være venlig er spontan, afstandsløs ærlighed over for den indre person. For kun gennem opmærksom følt kontakt med det indre organiske rodnet bliver vi i stand til at være spontant kærlige over for hinanden og det langt hurtigere end den der først skal en tur gennem sit spirituelle overjegs maskelager for at finde en grimasse der kan passe. Kærlighed rimer på ordet ærlighed - ikke på skuespil.

Det sensitive menneskes narcissistiske ømskindethed
Det sensitive nervesystem har i denne sammenhæng en udfordring som det mindre sensitive ikke har.

Selv om det sensitive menneske er den spontane meditations sande arvtager, så har
det ofte overfølsomme menneske en stor opgave i at beskytte sin egen sensitivitet uden at det sker på bekostning af andres.

Denne udfordring består i at leve med sensitiviteten på en intelligent måde.
Det kræver stor menneskelig intelligens - både indvendig og udvendig.
 
Ofte vil et menneske, der føler sig følelsesmæssigt truet eller såret, reagere ved at angribe den udvendige årsag til såret, frem for at vende sig mod den indre kilde og opløse såret indefra i opmærksomhed. Herved kommer man til at forsvare sin sårbarhed på bekostning af andres.
 
At beskytte ens egen sensitivitet på bekostning af andres er narcissistisk ømskindethed.
 
At 'helligholde' og beskytte andres sensitivitet ikke gennem det spirituelle over-jeg, men gennem spontan følt organisk enhed, er sand selvkærliged.

 



Med smil og venlig hilsen Gunnar Mühlmann

Feed back modtages gerne: gunnars@mail.com