Hvad er Meditation

Meditationsteknikker

Meditationsmusik

Videnskabelige Links

Åndelige Inspiratorer

 
Meditation og Bevidsthed

I. Bevidsthed & evolution

II. Hvad er opmærksomhed
III. Kroppens indre landskaber
IV. Hvad er bevidsthed
V. Tankeoperativsystemet
VI. Usamtidige styresystemer

VII. Bevidsthedens frigørelse
 
Den indre og den ydre person
Det sensitive nervesystem

Den indre og den ydre person
Den ydre person og kontrolsamfundet
Kun den indre person kan meditere

   
Sjælens Sommerfugl
Det hellige sår
Det supervågne flow
Sjælens Sommerfugl
 

 
Meditation - historie, filosofi & videnskab
Meditation og religion
Meditation, videnskab og filosofi
Sekter på samfundets rand
Jeg'ets udviklingshistorie
Meditation og metabevidsthed
Hvor kommer Meditation fra?
Jesus i Buddhas fodspor

Spørgsmål til Meditation

Er meditation en mirakelkur?
Er det narcissistisk at meditere?

Meditative visioner

Den mirakuløse fraktale bevidsthed
Gud ønsker at blive Menneske

Singularitet, Meditation og Entheogener
På vej mod en ny Ånd
 


 

 




I den følgende redegørelse
bruger jeg overlappende
betegnelser til at beskrive
de samme fænomener.
Her er en klargørende
skematisk oversigt:
 
Ydre person-jeg-bevidsthed
Indre person-mig-opmærksomhed













Fremstillingen bruger
 en ontologisk synsvinkel,
hvor gåsen har vinger for at
kunne flyve. Set ud fra et
rent darwinistiske synspunkt
er det naturligvis forkert.

Opdelingen af et mennesks psyke i
en indre og ydre person skal ikke
opfattes som en terminologi med
generel forklaringskraft.

Dertil er modellen alt for
generaliserende og
forsimplet. Det eneste formål
med denne skelnen er
blot at kaste lys på
nogle sider af vort indre liv
som mediterende.
Så snart det er gjort, bør
begreberne indre og ydre
person kastes væk.


 




I Freuds verden
ville betegnelsen ID
være den, der kom
nærmest på
det indre mig
,
som det bliver
beskrevet her.









Jeg og mig fremstillet i
en Mayaindiansk version



















































 

 



































En indisk mytologisk
fremstilling af konflikten
mellem de tre hjerner?









I dette tilfælde kan det være
lidt vanskeligt at bestemme
hvem, der er jeg og hvem der er
mig. Jeg vil overlade det til
læserens sunde dømmekraft..






































































 

 
DEN INDRE OG DEN YDRE PERSON

God has given you one face, and you make yourself another.
William Shakespeare

Hvis du spørger mig

Hvem er du?

Så svarer jeg:

Jeg er mig.

Du spurgte jo egentlig mig, men jeg svarede ... efter at have tænkt mig lidt om - eller lidt om mig.
  
Hvad kan vi læse ud af denne lille fiktive dialog? Først og fremmest kan vi konstatere, at vi består af to personer, henholdsvis et jeg og et mig. Dernæst viser dialogen, at Jeg er mig's stedfortræder udadtil.
  
I følgende gennemgang vil jeg indledningsvist og generaliserede hævde, at mig er:
 
En indre person der gennem følelser og instinkter er forbundet med kroppen.
   Disse følelser registreres i opmærksomhed. Kroppens 'antenne' er den sanseregistrerende
   op-mærk-somhed. Mig er altid hurtig på aftrækkeren - også tit for hurtig.
 
Og jeg er:
 

En ydre person, der med fornuft og omtanke interagerer med verden.
   Denne fornuft udfoldes i bevidsthed. Jeg er altid langsom og eftertænksom.
 
Forskellen på jeg og mig bygger videre på den gamle og velkendte konflikt mellem følelse og fornuft - i videre forstand i modsætningen mellem bevidsthed og opmærksomhed forstået  
som henholdsvis jeg og migs vidt forskellige operativsystemer.

Reelt er der ikke nogen klar grænsedragning mellem jeg og mig. Mig er en samlende betegnelse for ældre bio-operativsystemer og jeg de nyere operativsystemer i det cellulære genbrug der siden urhavet og op til i dag samlet har skabt det, vi kalder et menneske.

Menneskets stamtræ
Vor ydre personlighed er i mere end én forstand overfladisk. Hjernen er evolutionært at ligne ved et træ. Des dybere vi trænger ind i hjernen, des ældre bliver dets årringe. Dybt begravet i det inderste, hjernestammen, finder vi mig, forstået som hjernens evolutionært ældre og ældste lag. Den yderste og nyeste del af hjernen kaldes for hjernebarken.
I hjernebarken, neocortex, især frontallapperne sidder det der mest af alt definerer os som mennesker.
Her er kommandocentralen for menneskets sidst udviklede vågne bevidsthed. Herfra sender jeg via befalende neuroner beskeder til kommandocentralerne i urhjernen. Vor  vilde og forfaderlige Fenrisulv bliver hjernemytologisk bundet med nervetråde.
 
Når vi skjuler eller kontrollerer vore instinkter, så skjuler vi samtidig vore ældste biologiske lag. Vor essens, vort mig gemmer sig i dybet. At være en dyb person er ensbetydende med at have kontakt til de ældste lag i vor hjerne. Selvkontrol medfører en adfærd, der som et lag civilisatorisk lak ferniserer det indre dyr.

 
Groft forenklet, men praktisk anvendeligt kan det stilles skamatisk op således:

Jeg - ydre person - bevidsthed, fjernsanselig erkendelse i lys - nyere operativsystemer
Mig - indre person -opmærksomhed, nærsanset eksistens i mørke - ældre operativsystemer
 
DEN INDRE PERSON

Jeg bor i en lejlighed ... Mig bor i min krop... Kroppen er mig's hjem

Jeg gentager nu for mig selv det spørgsmål, som du stillede mig i indledningen:

Hvem er jeg?

Svaret er i sin enkleste udgave, igen:

Jeg er mig.

Jeg er altså ikke jeg, men mig. Mit sandhedskerne er nærmere mig end jeg.

Nu er spørgsmålet: Hvem eller hvad er mig?
 

Frit efter filmen Total Recall
Det Indre kropsvæsen
Inde i kroppens mørke rum med centrum i maven bærer vi rundt på et lille sensitivt barnelignende, dyrisk instinktivt væsen. Dette indre væsen er centrum for den følsomhed, der blev beskrevet i kapitlet:
Det sensitive nervesystem. Det har for det meste ikke direkte kontakt med verden udenfor, da vi kun sjældent blotter vor inderste følsomhed over for andre.
 
Dette indre kropsvæsen er mig. Mig er urgammel og i den forstand mere et væsen end en person.

Den indre person lever af og i opmærksomhed.  
Meditation.dk skelner konsekvent mellem opmærksomhed og bevidsthed. Selv om alle sansninger reelt er produkter af hjerneaktivitet, så de subjektivt opleves i kroppens indre rum. Som nævnt registreres disse sansninger i opmærksomhed; de opmærkes før de af bevidstheden bevidnes.

Vor kontakt til mig sker instinktivt gennem opmærksomhed. Et split sekund senere ved jeg det i bevidsthed og dermed også i sprogliggjort form.

Hvor opmærksomheden i sin essens er ordløs, så er bevidstheden uløseligt knyttet til sprog og eftertænksomhed. Mig er hurtig. Jeg er langsom.
 
'Mig' som biokemiske sensationer
Udfordringen er nu: Kan vi beskrive mig, før jeg har tolket mig ind i sprogets sædvanlige og dermed kulturligt vedtagne former? Hvad er f.eks. følelsen af kærlighed før den blev navngivet.

Jeg, mig og sprog

I denne udforskning er det naturligvis det bevidste jeg, den ydre person, der med sprog tolker mig. At det netop er den ydre person, der har fået sprogets gave, skyldes, at jeg opfandt sprog som en effektiv ydre kommunikationsform, hvorigennem jeg kunne planlægge og aftale komplicerede overlevelsesstrategier med andre jeg'er. Sproget voksede som et mangfoldigt forgrenet træ ud af simple lyde. Dernæst blev tænkning skabt som en intern kommunikationsform. Tænkning er derfor en form for sprog, hvor tankerne har taget form af de lyde, vi bruger i sproget.
 

Mig rækker fra et barns uudviklede identitetsdannelse helt tilbage til den del af evolutionshistorien hvor det langt nærmere er et ordløst sansende følevæsen. Det bor i det indre navnløse og derfor stort set af bevidstheden uerkendte kropsmørke fra ringmusklen og op til halsen. Her i mig's sande kropshjem opmærkes alt som bundter af biokemiske sensationer. Når disse sensationer sprogliggøres i bevidstheden, bliver de gennem sprogliggørelse forvandlet til en vifte af forskellige 'følelser' i jeg's sproglige arkiv. Her bliver biokemiske sensationer 'oversat' til glæde, vrede, frygt, kærlighed osv. Det er det bevidste ydre jeg's opgave at give trolden et navn.
  
Mig
lever heroverfor i en tilstand af ordløs opmærksomhedsregistrering.
Mig er et abstrakt bundt af sansninger.
 

Et portræt af mig
Det indre bundt af sansninger er i hvert enkelt individ sammensnøret og/eller udfoldet på en helt unik, individuel måde.
 
Når mig registreres med den indre meditative opmærksomhed i et trin før bevidsthedens sædvanlige tolkning, antager dets føletråde en form, der mest af alt minder om en indre gople eller brandmand. Mig er en indre følegople eller brandmand alt efter trusselniveauet.
 
Goplens centrum er placeret i mavens mørke urhav.
 
Jeg
er vred, hver gang mig er en brandmand. 

Den tankefri og sprogfri sansede væren som er, opmærkes i dybet af mig.
 
Mig
er et værende ordløst væsen.
Mig forstår kun lidt eller intet sprog.

   
At kultivere opmærksomhed i Meditation betyder i denne sammenhæng at være med mig's mere oprindelige sansninger i millisekunderne før, de er blevet sprogliggjorte af bevidstheden. 
 
Meditation er mig er.
 
 
DEN YDRE PERSON 
Den indre persons spontane føleapparatur er et ældre overlevelsessystem, som vi har arvet fra vor evolutionære eksistens som dyr og menneskeaber. Dette dyrisk instinktive føleapparatur evaluerer løbende de ydre inputs ud fra kriteriet: Er der en trussel eller ej? Lever eller dør jeg?
 
Den indre person har her sit eget overlevelsesoperativsystem. Dette systems største styrke er dets instinkbaserede hurtighed. Hvad det har i hurtighed, mangler det til gengæld i variation og opfindsomhed. Den indre persons mere arkaiske operativsystemer er godt gearede til et liv på den østafrikanske savanne, men har til gengæld sværere ved at navigere i en kompleks moderne virkelighed, der kræver langt flere uforudsigelige og nuancerede overlevelsesresponser. Ofte finder vi den indre persons frygtbaserede meninger udtrykt i intolerance og fordomfuldhed.
 
Her træder en ny person hjælpende til: den ydre person. Den indre person både beskyttes og kontrolleres af en eftertænksom og derfor langsom ydre person.
 
Den ydre person er først og fremmest det indre mig's beskytter. Jeg's hovedopgave er at få den indre gople til at overleve ved hjælp af eftertænksomhedens udvidede repetoire af overlevelselsesforslag.
 
Den ydre person optræder som en ridder i en rustning. Det er ridderens opgave at bringe det indre 'primitive' følevæsen frelst gennem det farlige liv. Det indre mig's sensationer fortæller ridderen, om han skal angribe, flygte, eller om han for en stund kan lægge sværdet fra sig. 
Ridderen har imidlertid mulighed for at overveje, om mig har ret eller ej.
 
Ridderens vigtigste våben er erkendelsen sværd. Med dette sværd har den ydre person evolutionens nyeste operativsystem til rådighed. Gennem dette operativsystems evne til at beherske impulser, analysere, planlægge og samarbejde gennem sproglig kommunikation øges mig's overlevelseschancer, eftersom de fleste af migs hurtige instinktuelle responser passer til et liv på den Østafrikanske savanne, men sjældent er anvendelige i en urban moderne virkelighed.
  
Den ironiske ydre person
Den ydre persons opgave er at varetage det sociale stofskifte med verden. Dette sker i en form for aktiv markedsføring af de repræsentative masker, hvormed vi lader os genkende af vore omgivelser. Den ydre persons opgave er her at fremprojicere et menneske uden svaghed. Ironi og humoristisk overskud er vigtige komponenter i den ydre persons adfærdsmæssige repertoire. At have humor og kunne bevæge sig ironisk på flere planer samtidig er grundliggende et tegn på overskud.
  
Ydre personer kontrollerer ikke blot sig selv. De deltager også i indviklede sociale 'lege' med henblik på at overvåge og kontrollere hinandens indre personer.
 
Det blik, der er før vort eget blik, er ofte ironisk. Det senmoderne ydre menneske har til dette formål iført sig en verbal rustning bestående af sproglig ironi.
 
Den ydre person er tom og klog - den indre person er dyb og dum
Den indre person er i besiddelse af de store følelsers dybde, men kommer, som man kan iagttage i enhver følelsesladet debat lige fra politik til individuelle relationer, ofte alt for hurtigt til firkantede og fordomfulde konklusioner med forankring i instinktive flugt/angreb overlevelsesmekanismer.
Den ydre person består heroverfor, som sproget i sig selv antyder, af overflade. Den ydre person har imidlertid også den eftertænksomhedens gave, der gør, at vi dagen efter en episode hvor vores indre instinktperson overtog magten, kan gennemtænke mere varierede overlevelsesresponser, der gør det muligt at korrigere vor sociale kurs med f.eks. et undskyld. En af den ydre persons vigtigste opgaver er derfor at temperere den indre persons uundværlige, men i sig selv forældede og derfor mere primitive overlevelsessystem. De lynhurtige og instinktive impulser fra den indre person bliver således bestandigt evalueret og kontrolleret gennem det ydre jeg's fornuft.
 
BIOOPERATIVSYSTEMER I EVIG KONFLIKT

Nobody, as long as he moves about the chaotic currents of life, is without trouble.
C.G. Jung

At være et menneske er at leve en næsten umulig balance mellem forskellige biooperativsystemer. Den ydre person har med sine avancerede kognitive, sproglige og planlæggende egenskaber det bedste overblik. Dette overblik har imidlertid sin pris. Det kræver tid at få overblik og måske er netop sekundet før den gode overlevelsesidé indtraf, skæbnessvangert. Vi kan med andre ord ikke undvære det gamle føle-operativsystem. Dets hurtige reaktionstid er stadig vigtig for vor overlevelse som art.
 

Hvem kom først... Mig eller jeg?
Mig kom først. Det gjorde det, da vi som børn først lærte at udtrykke mig. Mig kom også  først rent artshistorisk i den forstand, at vor limbiske følehjerne kom før vor neocortexiale fornuft. På samme måde kom opmærksomhed før bevidsthed. Dyr er opmærksomme, men ikke kognitivt bevidste.

  
At det er den ydre person, der evolutionært er mest undværlig, kan også ses i det faktum, at det er de højere mentale funktioner, der først forsvinder i tilfælde af en livskrise.
Det sidst udviklede er også det mest sårbare, eller måske rettere det mest undværlige i en krisesituation. Det er derfor de højeste kognitive funktioner er de første, der bukker under, når mennesker får symptomer på kronisk stress. Stress piller evolutionens løgringe af.
  
I et menneskeligt sammenbrud er det derfor jeg, der bukker under først, og mig der overlever.
Set i et evolutionsperspektiv er mig mere essentiel end jeg. Mig kan overleve uden jeg. Jeg kan ikke overleve uden mig.

Hvem har magten?
Ofte ser det ud som om den ydre person styrer den indre. Det gør den hver gang den ydre person i sociale situationer ignorerer, kontrollerer og gennemtænker den indres følepersons primitive advarselsreaktioner.
   
Fundamentalt set er det dog den indre person, der styrer den ydre i den forstand, at det er de ydre og sidst udviklede evolutionære lags 'pligt' at arbejde for de indre og ældstes succesfulde overlevelse.

Jeg
kender mig. Mig kender ikke jeg
Mig er forenklet set et opmærksomt dyr uden bevidsthed.

 
Heroverfor er jeg et bevidsthedsrationale. Denne bevidsthed er klar over eksistensen af  opmærksomhed.
   
Sat på spidsen så kender mig ikke jeg. Jeg er heroverfor klar over mig's eksistens og kontrollerer og beskytter det gennem kognition, i videre forstand gennem ord.
Jeg
udfolder sig i bevidsthedens rum. Jeg kan som nævnt fundamentalt set ikke adskilles fra sprog.
 
Jeg
kender mig, men ikke omvendt. Bevidstheden er bevidst om følelserne, men opmærksomheden er i sig selv ikke bevidst. Kroppen forstår ikke ord. Den forstår derimod en berøring. Det er derfor et kærligt knus ofte kan hjælpe mere end 100 timers psykoanalyse. 
  
Jeg
er bevidst om både sig selv og mig og kan oven i købet sige om sig selv:
Jeg er et menneske.
 
Dog er jeg's bevidsthed om mig stærkt begrænset. Langt den største del af mig lever i intens opmærksomhed, men uerkendt af jeg. Mig lever et sansuelt liv i 'noget'.
 
Vi står i halsen i dette noget, men har vanskeligt ved at forholde os til det, fordi det er ordløst. Jeg vil gå så langt som til at hævde, at langt den største del af vores værende liv er her, ovenikøbet massivt tilstede; vi lever det intenst, men er ikke klar over det. Det er så tæt på os, at bevidstheden ikke kan skabe den nødvendige afstand, hvori indsigt og sprog kan kile sig ind.

Of What is significant in one's own existence one is hardly aware,
and it certainly should not bother the other fellow. What does a
fish know about the water in which he swims all his life?
Albert Einstein

Meditation er først og fremmest at være dette noget i en stadig mere intens kultiveret opmærksomhedsstrøm.
  

Meditation.dk er derfor henvendt til mig. For i mig's esentielle dybde ligger urgrunden, verdensmassen der i indadvendt sansing nu er klar til at at se og føle sig selv. 

Paradokset er at kun jeg ved det.

In unknowing knowing shall we know God.
Meister Eckhart

Jeg's viden kan grundlæggende opfattes som en overlevelsesstrategisk mekanisme.
Gennem sprog og sprogliggjort viden samarbejder jeg'er i det der hedder samfund.


Mig er mørk - jeg er lys
Jeg kender verden, men kender ikke mig selv. Jeg er mig... kroppen er fuld af mig.
Jeg lever i mig uden at vide det.
 
Opmærksomhedens mørke, men i allerhøjeste grad levende energi er mig.
Heroverfor danser jeg foran bevidsthedens lysende spejl.
 



Med smil og venlig hilsen Gunnar Mühlmann

Feed back modtages gerne: gunnars@mail.com