BEVIDSTHED & OPMÆRKSOMHED ● I. Bevidsthed & evolution ● II. Hvad er opmærksomhed ● III. Hvad er bevidsthed ● IV. Usamtidige styresystemer ● V. Tankeoperativsystemet    DEN INDRE OG DEN YDRE PERSON ● Den indre og den ydre person ● Den indre krigers hellige sår   SJÆLENS SOMMERFUGL ● Supervågenhed - den Hellige Gral ● Det supervågne flow ● Frigørelsen fra eller af jeg'et ● Meditativ spatialisering ● Meditativ pixellering ● Frigørelsen af det større jeg ● Sjælens Sommerfugl

HISTORIE, FILOSOFI & VIDENSKAB ● Meditation, religion, videnskab og filosofi ● Meditation og sekterisme ● Jeg'et og dets udviklingshistorie ● Meditation og metabevidsthed ● Meditation & symboler ● Jesus i Buddhas fodspor   SPØRGSMÅL TIL MEDITATION ● Er meditation en mirakelkur? ● Er det narcissistisk at meditere?   MEDITATIVE VISIONER ● Den mirakuløse fraktale bevidsthed ● Gud ønsker at blive Menneske ● Singularitet, Meditation og Entheogener ● Meditation og Kærlighed ● Meditation og Sandhed ● Om mig selv

 
•
 
 UNDER UDARBEJDELSE
 
Lad mig slå fast,
at Meditation.dk ikke
 på nogen måde skal
opfattes som en
forfaldshistorie om
verdens elendighed.
 
Alt er perfekt som det er.
 

 
Frigørelse fra  eller af Jeg'et
Der er mange former for frihed. I forbindelse med Meditation er der, så vidt jeg kan se, to radikalt forskellige former for frihed på spil. I Meditations traditionshistoriske DNA ligger der en dybt indlejret forestilling om at kroppen og kroppens liv er en forhindring for frihed. Østens traditioner har derfor overvejende stræbt efter at blive fri fra jeg'et.
 
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg, med udgangspunkt i mit eget liv tror på en mere vestlig version, hvor det er muligt, ikke at se jeg'et og kroppen som en forhindring, men som selve omdrejningspunktet for menneskelig frihed. Dette frigørelsesprojekt, der placerer selve den menneskelige eksistens ubetydelige lidenhed i tronstolen, behandler jeg kapitel II under overskriften: Frigørelse af jeg'et.

Lad os starte med en undersøgelse af det Indiske frigørelsesprojekt.
 

KAP. I - FRIGØRELSE FRA JEG'ET

I Indien læste læste jeg engang for mange år siden i en lokal avis, at en baby undfanget på et hospital i New York havde skreget:

Oh no!... not again!

Østens forestilling om, at menneskelivet grundliggende er lidelse, skaber længsel efter at undslippe det. Det gælder om at komme bort fra det anstrengende kropslige liv. Dette kan man gøre ved at meditere sig ud af sin jordiske eksistens. Gennem en åndelig renselsesproces, hvor kroppens tørst efter liv neutraliseres, transcenderes genfødslernes onde gentagelse. Ånden er nu fri fra kropslig eksistens.
  
Derfor er det højeste menneskelige ideal at være fri fra ønsker. Det begærfri menneske kan enddog triumfere over gud. I Puranaerne står der: Der er intet guderne frygter mere end et menneske, der ingenting ønsker.
     
Paradokset er, at ånden først kan blive fri fra kroppen, når den har disciplineret kroppen til ikke længere at følge sine naturgivne instinkter.
    
Usamtidige brudflader
Både i Østen og Vesten har der siden oldtiden været konflikter mellem vor biologisk 'dyriske' natur og vor åndelige ambitioner. Disse konflikter ser i mit verdenhistoriske udsyn ud til at følge et bestemt mønster. Vi bliver 'civiliseret' i bølger. Overgangen fra jæger og samlertilværelsen til landbrugsliv krævede en radikal intensivering af evnen til selvkontrol. Transformationen fra agrart liv til et imperieliv i større byer fordrede igen en omskoling af vor adfærd. Sådan kan man kronologisk fortsætte med historiske eksempler.
 
Især i brudfladerne mellem gamle og nye samfundsordner har operativsystemerne i os været usamtidigt ude af takt. Des ældre biooperativsystemerne er, des vanskeligere har de det i forandringstider. Ældre systemer er mere ubevidste, og uden bevidsthed er forandring svær.
Dertil kommer, at de arkaiske dele af os blev gradvist skabt med æoniske penselsstrøg, ganske fri fra de sidste 50.000 års accelererende kulturforandringer.
     
I disse opbrudsfaser har den villige og visionære ånd og den instinktplagede, liderlige, frygtsomme og agressive krop stået over for hinanden som hund og kat. Kun med anvendelsen af større doser sukkerbrød og pisk har de arkaisk instinktprogrammerede systemer i os 'forstået' og trægt indlært de nye adfærdskrav, som samfundsbevidstheden har dikteret. Efter nogle generationer ser det ud til, at den nye kulturlige adfærd bliver vanemæssigt indlejret som norm med det resultat, at krigen mellem ånd og krop ender med en kortvarig våbenhvile.
  
En sådan våbenhvile ser jeg i 60ernes sexuelle frigørelse. Den moderne industricivilisation havde endelig fuldbyrdet sin opdragelse af kroppen. Det var lykkedes at opdrætte en velfungerende industrikrop, og det var nu tid til at slappe lidt af og give kroppen et kødben at gnave på.
    
Ungdomsoprøret og hippiebevægelsen bragte dette øjeblik til fuld udløsning, men fødte samtidig ud af sit skød en hippie, der ville styrte samme kultur fra sin nærsanselige hedonisme ned i et fjersanseligt antiklimaks. Det er i mine øjne ikke noget tilfælde at Steve Jobs var både LSD-hippie og kontrolfreak. Kun en sådan anakronisme var i stand til at skabe den afgrund, vi i dag allesammen stirrer fjernsanseligt fortabt ned i: smartphonen.
    
Den illusivt virtuelle civilisationsbølge
Vi står lige nu over for en civiliseringsbølge af så omfattende karakter, at dens lige måske aldrig er set før. Denne gang handler det om overgangen fra et industrisamfund til et forandringsaccelererende højteknologisk kunstig intelligent globalsamfund.
   
I dette virtualiserede fluxsamfund er der ikke længere behov for mænd og maskuline værdier. Især er redneck-manden dømt ude. Den klassiske manderolle er, godt hjulpet på vej af østrogenlignende stoffer og andre kemiske hjælpemidler overalt i vor hverdag, og Svenske kvinder der tvinger deres drenge til at sidde ned på toiletbrættet, i frit testosteronfald.
 
Den Amerikanske præsident Trump er set i denne sammenhæng en grotesk og karrikeret udgave af tidligere tiders glorværdige industrielt optimerede alfa-han. I en sidste krampetrækning har overvægtige østrogenforvirrede Amerikanske redneck-mænd i identitetskrise fået denne dødsstjerne aktiveret. Det er imidlertid usandsynligt, at old school mandetypen nogensinde igen får lov til at lede den 'frie' verden.
  
For denne gang er krigen mellem ånden og kroppen også en krig mellem kønnnene, en krig kvinderne og ånden vil vinde - desværre ikke uden collateral damage.
   
Endnu engang er paradokset, at ånden tilsyneladende først kan blive fri fra kroppen, når den har disciplineret kroppen til ikke længere at følge sine naturgivne instinkter - nu med den tilføjelse, at kvinden ikke kan blive fri fra manden, før han ikke længere følger sine instinkter.
 
Både mænd og kvinder bliver i disse dage, hver på deres måde i raketfart fremmedgjort fra deres kroppe. Cutting, anorexi og kvinder, der i dagbladet Information skriver om, hvorledes de blev traumatiserede, fordi en håndværker fløjtede efter dem - alle fingre peger mod den primitive krop, der med dens ækle begær i stigende grad truer den digitalt disinkarnerede krystalsjæl.
 
Kroppens liv er nærsanseligt. Det er en sump af smag, lugt og følelser. Bevidsthedens liv er heroverfor fjernsanseligt betragtende. I det nuværende forandringscenarie efterlades kroppen i fortiden, mens bevidstheden halser ud i fremtiden. Fra sin futuristisk fjernsanselige position kigger den skopofilisk tilbage på den udueligt usamtidige krop med alle dens urene kropsvæsker og hæslige begær. Lacans, den Store Anden er gået amok i et rum, hvor selv et forkert håndværkerblik kastet på en kvinde kan udløse en me-too.
 
Lad mig her på metaplan minde læseren og mig selv om, at alt er såre godt. Fremtidens mænd og kvinder vil leve harmonisk og ligeværdigt sammen og næsten uden kønspolaritet. Disruption udvikler sig imidlertid ofte med hellig matematisk sikkerhed til regulær krig. Det ser ikke kønt ud før efter, at røgen har lagt sig.
 
Åndens Virtuelle realitet
Internettet, den digitale verden og højteknologien i det hele taget udfolder et allestedsnærværende og ikke-kropsligt bevidsthedsrum. Jeg har i dag masser af nære venner overalt på kloden. Vore kroppe mødes aldrig eller kun sjældent. Vi lever i et virtuelt åndeligt fællesskab, med større emotionel ladning og tiltrækning end mødet med kroppe, der tilfældigvis lever tæt på. Jeg elsker at føre lange dybe whatsapp-samtaler med min ven Sanatan fra New Delhi. Min ven Justin fra Los Angeles kæmper med prostatakræft. Jeg ser hans sørgmodige ansigt real-time på min smartphone og vores samtaler gør os begge glade. Min kæreste bor i Prag. Det ville ikke være muligt at have en kæreste i Prag og bo i København for 15 år siden. I dag er det hurtigere og billigere for mig at flyve derned end at tage toget fra København til Kolding.
 
Tid og rum imploderer ind i vidunderteknikkens ormehuller.
 
Lægger mobilen og går til købmanden. Jeg smiler forlegent og lader som om, jeg har travlt, da min overbo forsøger at inddrage mig i en diskussion om den sidste udvikling i Vild med Dans eller Den store Kagedyst. (bare rolig - jeg har også venner her i nærheden!)
 
Er den virtuelt talende videosekvens af Justin mindre virkelig end min overbos snik snak?
 
Det er i den sammenhæng interessant, at flere indflydelsesrige personer, bl.a. Elon Musk, med videnskabelig evidens i ryggen er overbevist om, at den virkelighed vi lever i, er en simulation. Den er faktisk ikke virkelig.
  
Den overordnede tanke, der samler dette kapitel er, at den digitale verden vi suges ind og i stigende grad lever i, er kropsnegerende. Grundlæggende behøver vi a la Matrix ikke nogen krop for at være digitalt opkoblede.
 
Derved kommer den mental-digitale åndsverden i sin anti-kropslighed til at gentage en gammel Indisk virkelighedsforståelse:

Verden er en illusion

DET INDISKE 'FRIGØRELSES'PROJEKT
Når jeg, som ung rundet af 60ernes frihedsdrømme for over 40 år siden læste om middelalderens og oldtidens indre kampe mellem sjæl og krop, så virkede det underligt fremmed. For os unge var kroppens frigørelse lig med åndens og omvendt. Paradoksalt nok ser jeg fra dette ståsted, hvorledes historien i dag gentager sig selv. Kroppen og ånden er igen på kollisionskurs.
  
Senere gennem mine ophold i Indien i 90erne fik jeg indblik i en gammel polaritet mellem krop og ånd, der i den Indiske tidsmaskine havde overlevet i små isolerede lommer helt op til idag. Her mødte jeg, langt fra turisternes ruter, resterne af en åndelig kultur, der sansynligvis var tusinder af år gammel.
 
I Indien fik jeg lejlighed til at møde mennesker, hvis liv var radikalt forskelligt fra alt, vi kan se i fjernsynet og på nettet. På en måde var det som at møde aliens fra det ydre rum. At hente i vsten total ukendt software til min egen virkeligheds- og bevidsthedskonstruktion hos disse mennesker blev til en passion i adskillige år.
 
Selvom Indien i dag er hinduistisk, så kan man i beskrivelsen af dets åndelige DNA ikke komme uden om Buddhismen. Indien var i århundreder overvejende domineret af Buddhismen, der på mange punkter er vidt forskellig fra Hinduismen.

Den statsbuddhistiske middevej 
Buddhismen overtog, men rekonstruerede illusionsforestillingen i begrebet samsara. Buddhismen, som den kom til udfoldelse i Indien under Ashoka, var et af verdens første forsøg på at konstruere en massecivilisatorisk selvkontrol. Den blev til på den frugtbare Gangesslette, der fra 700 f.Kr. oplevede en radikal økonomisk fremgang, der ville vare i århundreder. Denne økonomiske opgang var et resultat af opkomsten af verdens første transkulturelle megacivilisation, silkevejscivilisationen, der med sit net af bycivilisationer som perler på snore forbandt 70% af verdens befolkning i tiden mellem Buddhas og Kristi fødsel.
 
Den nye velstand satte Hinduismens feudale kastekultur på kollisionskurs med de nye megabyers disruptive smeltedigler. For storbyens stofskifte og langsdistancehandlen via sårbare silkeruter forudsatte, at alle, uanset kaste, kultur, nationalitet og sprog kunne omgåes fredeligt i frihed, lighed og broderskab.
  
Buddhismens leveregler kan i denne sammenhæng koges ned til følgende twitter:
  
Opfør dig ordentligt - også over for mennesker, der ikke tilhører din klan.
   
Det er derfor ikke noget tilfælde, at Ashoka, emperiesbuddhismens grundlægger, placerede alle sine over 100.000 stupaer langs handelsvejene og klostre i alle større byer. Hertil kom de berømte Ashoka-søjler med næsten moderne moralske indskifter, der blev opført nærmest som trafiklys i alle karavanekrydspunkter. Ashoka oprettede verdens første munkevæsen. Disse munkes opgave var ikke som de Hinduistiske sadhuers at trække sig tilbage i huler i Himalaya for at søge personlig frigørelse. Munkeinstitutioner blev en integral adfærdsregulerende del af handelsruternes langstrakte infrastrukturrelle stofskifte. Her inspirerede munkenes, for alle synlige, demonstration af kroppe i negation af begær silkevejscivilisationen til ikke-voldelig og nøjsom adfærd.
 
Buddhas første fire læresætninger giver i den sammenhæng næsten alt for god samfundsøkonomisk mening: Der er lidelse - Lidelse skyldes begær - begærets ophør er lidelsens ophør og endelig den selvkontrollerende konklusion: Middelvejen er vejen til Nirvana. Buddhismen lagde i den forstand et præventivt mentalt beskyttende felt af åndelig selvkontrol ud over den poliskultur, der som perler på en snor forbandt Østen med Vesten. Ashokabuddhismens handelsimperiale mission var i et krydsfelt mellem pan-religiøs opdragelse gennem munke som rollemodeller og animistisk foketro a la Big Buddha is watching you, med til at gøre folk mindre tilbøjelige til at overfalde de sårbare handelsruter.
  
I dag er Buddhismen forsvundet fra Indien. Dens spirituelle dna lever imidlertid videre. I Indiens fattigste stat, Uttar Pradesh, er der selv den dag i dag et socialt system, hvor hellige mænd, sadhuer, i livslang vandring for en tid bosætter sig i et landsbytempel. I templet er der enten et hermetisk lukket rum eller et dybt hul gravet i jorden, beregnet til den hellige mands oftest månedlange meditationer. Landsbyen oplever det som en stor ære at få besøg af sådanne sadhuer. De er nu sikre på at få regn til deres afgrøder. I tilfælde af at karma har bestemt, at det alligevel ikke skal regne, har sadhuens liv en anden vigtig lære til landsbyboerne: Vi lever i sult og nøjsomhed, men se den hellige mand i hullet! Han er lykkelig, men har endnu mindre end os.
 
For den fattige bonde og hans familie er det inspirerende at se, hvorledes smerten over det man ikke har, forvandles af hvordan man tar' det. Derfor er det først og fremmest de fattigste mennesker der giver almisser til Indiens vandrende munke, sadhuerne. De minder nemlig den fattige om, hvor værdigt man kan leve selv uden tøj på kroppen.
 
Faktisk må jeg indrømme at min respekt for Indiens fattige er meget stor.
Jeg har ikke noget andet sted i verden mødt en så værdig fattigdomskultur.
 
For når mennesket i os græder over, hvad det har mistet, så ler ånden over, hvad den har fundet.

Jeg ved at det er et farligt synspunkt jeg fremfører her. Indiens ekstremt fattige underklasse er på en måde mere lykkelig end den ofte selvfede nyrige Indiske middelklasse, ja selv lykkeligere end os her i vesten. (Dette gælder dog kun for fattige på landet og ikke for byernes fattige) For åndeligt set er de os på en måde overlegne. De har set indad i forsagelse og her overvundet de dyriske instinkter og følelser der udløses af sult, elendighed og social og kastemæssig undertrykkelse af værste karakter. 
 
Hvor var Capt. Lal Chand?
Intet sted er forestillingen om at livet er en illusion mere udtalt end i de Indiske åndelige traditioners forhold til kroppen. Hvor vi i det sækulære vesten kalder ånden for en illusion eftersom den ikke kan måles og vejes, så kalder Indien den fysiske verden for en illusion.
En udbredt meditationsteknik er at gentage uendeligt: Jeg er ikke kroppen.
 
I 1995 boede jeg et lille års tid i Nordindien i en Ashram langt fra de new age spirituelle hovedfærdselsårer. I de næste 6 år vendte jeg med jævne mellemrum tibage til dette sted. Her havde jeg lejlighed til gennem længere tid at være sammen med mennesker, som hver på deres unikke måde havde viet deres liv til Meditation. En af dem var Kaptajn Lal Chand som havde kæmpet i 2. Verdenskrig på Englændernes side samtidig med at han udelukkende i Meditation fokuserede på bevidsthedens totale frigørelse.
 

Lal Chand som 90 årig

I de ofte lange samtaler jeg havde med ham, hævdede han, at hans bevidsthed i den periode var så frigjort fra kroppen, at han ikke havde den fjerneste ide om, hvad den foretog sig under krigen. Da han efter et par år igen lod sin bevidsthed stige ned i kroppen og sansernes verden, fandt han sig selv udstyret med en Engelsk fortjenstmedalje for tapperhed for sin krigsindsats. Gennem en periode på næsten tre år havde han som en søvngænger været ren sovende opmærksomhed på autopilot, mens hans bevidsthed kun var klar over bevidsthed som to spejle, der ikke spejlede andet end sig selv.
 
Eksemplerne på denne adskillelse mellem krop og ånd er mangfoldige i Indien.
Kun i bevidsthed er vi vågne. I opmærksomhedens ældre og mere dyriske operativsystemer sover eller halvsover vi. Vi er imidlertid i opmærksomhedens reflektoriske søvngængertilstande faktisk i stand til at udføre de fleste hverdagsopgaver, herunder tilsyneladende at vinde en engelsk tapperhedsmedalje.
 
Kaptajn Lal Chand havde dog næppe i denne periode været i stand til at tænke nye kreative og usædvanlige tanker eller indlære ny adfærd.
  
Lal Chands ekstreme liv tjener til tydeliggørelse af, hvor langt bevidstheden faktisk er i stand til at fjerne sig fra kroppen. Lal Chand var her i Punjab, langt fra alfarvej, imidlertid ikke noget enkeltstående tilfælde.
 
En forbavsende ting var at disse åndelige oldinge, jeg mødte her i Hoshiarpur i 95 - på trods af det faktum at de i mere eller mindre grad havde trukket deres bevidsthed 'op' og ud af kroppen, så de som Lal Chand, forbavsende lykkelige og sunde ud. Deres reflekser var hurtige som hos unge mennesker. De var overraskende, vittige og fulde af flydende intelligens.

Jeg har faktisk aldrig set noget lignende andre steder i verden.
 

Bassi Gulam 110 år	Lahori Pandiji 101 år	Bhaharadwaj 90 år	Shabdanand 88 år	Sita 80+?

Den stinkende Stationsforstander
Ligesom jeg nu var kommet frem til den konklusion, at alle disse superoldinge var venlige, mødte jeg Stationsforstanderen.

Efter et besøg hos The Station Master, som han blev kaldt, omfavnede jeg ham som en spontan tak for det åndeligt inspirerende, men rystende besøg. Vismanden, reagerede på min omfavnelse med følgende sarkasme:

Hvorfor omfavner denne mand denne krop?
Min kone siger, at den stinker!

Mit forsøg på at give vismanden et knus ansporede ham til en yderligere svada mod mig. 'Jeg var den stereotype vesterlænding, der i den grad var tilbøjelig til give efter for min i virkeligheden ikke-eksisterende krops nonsens!'

Han sad med korslagte ben på sin spartanske seng i sit lille kvælende varme og mørke rum. Her i havde han siddet de sidste tolv år næsten uden at flytte sig. Station Master bad mig komme helt hen til hans seng. Han fik fat i min arm og trak mig med overraskende styrke helt ind foran sig, så vore ansigter næsten rørte hinanden. Jeg indåndede den søde, næsten rådne svedlugt fra hans krop.

Har du et spørgsmål? Hvis ikke, er det bedre at du går nu!

Uden at vente på mit eventuelle spørgsmål fortsatte han:

Du må vælge. Der er ikke nogen mellemvej. Der er enten denne verden eller GUD!

Han tog nu en kniv frem og fægtede med den foran mit ansigt. Derefter rettede han ryggen op og placerede kniven med æggen ind mod sit adamsæble.

Jeg sad i lotusstilling med denne kniv foran min strube i ti år! Jeg sagde: Oh kropsind! (bodymind) Hvis du forsøger at friste mig med dit illusive spind af tanker og begær så bruger jeg kniven!!   

 

Station Master er et af de mest intense mennesker, jeg har mødt i mit liv. Hans krop var så mager og furet af ælde, at den så mere død end levende ud, altimens hans næsten blinde øjne brændte som projektører. Jeg tog nogle billeder af ham, men han opdagede blitzen med sine halvblinde øjne og truede mig med ulykke, hvis jeg nogensinde offentliggjorde billederne.   Jeg vaklede ud i lyset igen, halvt forbandet og halvt svævende i en bevidsthedsboble af klarhed. Jeg besøgte ham aldrig igen, men mindes ham som et af de mennesker, der har rystet og inspireret mig mest.   Station Master havde faktisk fornægtet kroppen i en sådan grad, at han så sig selv som hinsides enhver dualitet.

Selv om han ikke så sig selv som en del af en eksisterende tradition, så mindede hans udtalelser mig om den Indiske Advaita Vedanta-filosofi, der hævder at kun DET, lig med det åndelige selv, eksisterer. Dualismen bliver her så ekstrem, at den bliver til monisme. Jeg kom til at tænke på den Indiske Advaita traditions måske fornemste repræsentant, Ramana Maharshi. Han kaldte verden for en sygdom og kroppens liv for en sygdom i sygdommen. Kroppen er set som illusion i illusionen en dobbelt illusion. Station Master var bestemt på bølgelængde med dette synspunkt. Selv må jeg sige, at jeg skal have en ordentlig dosis DMT for at kalibrere disse bevidsthedstilstande.
 
Ramana sad i årevis i den meditative trance Inderne kalder for God-intoxication.
Senere sagde han om denne periode.

Nogle gange, når jeg åbnede øjnene gik solen op. Andre gange gik den ned.

I den indiske optik skal kroppen med alle dens længsler og begær negeres, for at sjælen kan blive fri. Vi finder spor af den samme tankegang i vesten, især i kirkefaderen Augustin af Hippos livssyn. Blot har Inderne altid været langt mere radikale, når det drejede sig om fornægtelse af kroppens liv.
   
Diogenes i kostalden  
I Indien er den illusive virkelighed symbolsk gengivet i gudinden Maya. Hun spinder sit net af drøm ud over mennesket.
 
I Hoshiarpur besøgte jeg også en eneboer, som havde skiftet sin hule i Himalaya ud med en betonkostald midt inde i byen Hoshiarpur. Her sad hermitten nu med et saligt smil med lukkede øjne i den usunde luft af frisk opført beton og komøg i en bås på noget halm sammen med køer og bøfler. Dette var forhold ingen dansk landko med respekt for sig selv ville have accepteret. 
     
Jeg kom til at tænke på Alexanders møde med Diogenes i tønden, ikke i den forstand at mit liv i øvrigt er sammenligneligt med Alexanders, men på grund af den værdighed eneboeren udstrålede siddende i sin bås.
 
Flyt dig! sagde Diogenes til Alexander... For jeg har forsaget mere end du har erobret.
 
Jeg spurgte hermitten, hvorfor han havde skiftet den smukke åbne himalayanatur ud med køers selskab i dette lille mørke rum. Hans svar var, at det ikke betød noget eftersom verden alligevel var en illusion. 
 
Hvad du ser er Maya, sagde vismanden til mig fra sin bås. Bland ikke virkeligheden ind i, hvad du ser her.

Bevidstheden alene eksisterer!
Overalt i Indien, fra Kanya Kumari i Syd til Gangesflodens i Himalayabjergene, finder man folkefortællinger, digte og filosofiske skrifter, der alle som tema har livets ubestandighed og foranderlighed. Moralen er: knyt dig ikke til din kone, dine børn, dit hus, i videre forstand til dit liv, for før du ser dig om, så er det hele forbi. Giv slip på livet før det giver slip på dig. Livet er flygtigt som en dugdråbe om morgenen.
  
Argumentet i disse belæringer om verdens illusive natur er, at alt som forandrer sig ikke er virkeligt. Kun det der er uforanderligt er virkeligt. Ud fra denne argumentation er det klart at ingen fænomener i tid og rum kan være virkelige.
    
Selvets, bevidsthedens allestednærværende perspektiv fremstilles heroverfor i sin tidløshed og uforanderlighed som den eneste virkelighed.  
    
Inderne kalder denne tidløse, uforanderlige tilstand for Brahman, eller Selvet. Kun Brahman er for brahminerne virkeligt. Brahman er defineret som bevidstheden i sig selv.
 
Ikke at være sjæleligt afhængig af kropslig komfort har i Indien udviklet sig så langt ud, at selve demonstrationen af kontrol over kroppen bliver et middel, hvorigennem man viser sin styrke, sin overlegenhed, ja selv i forhold til gud. Kropskontrol kammer her over i kropsforagt. Sadhuen, den vandrende hellige mand, hvis hånd vi ser på nedenstående billede, tilhører en sekt, som bliver ved med at holde armen oppe, dag og nat, indtil armens blodtilførsel stopper og den visner og falder af.

Ung mand med løftet arm i Rishikesh, Nordindien - 2006

ILLUSIONEN SOM OVERLEVELSESSVAR PÅ KATASTROFER
Kulturers formes af deres møde med katastrofen. Hvordan tackler et lands indbyggere  fattigdom, sult, sygdom og krig?
 
Intet land, måske bortset fra Rusland, har mig bekendt været udsat for så mange regelmæssigt tilbagevendende katastrofer som det Indiske samfund. I Europa har vi haft pesten i 1300-tallet og 30-årskrigene. I Indien har monsunen slået fejl omtrent hvert tiende år de sidste to tusind år og skabt katastrofer i en grad vi i vesten slet ikke har kendt til.
  
Der er genetikere, der mener, at Inderne på grund af historisk tilbagevendende sultkatastrofer har udviklet et specielt overlevelsesgen der gør, at de kan leve længere end nogen anden race uden mad. Til gengæld kan de så ikke tåle det nye velnærede middelklasseliv. Hvert tredie diabetes tilfælde i verden er en Inder. Inderne har verdensrekord i hjertesygdomme, især hos helt unge mennesker. Sultgenet stiller sig i vejen for den nyindiske forbrugsfest i deres gode mad.
 
Tankevækkende i denne sammenhæng er det, at Indien er det eneste 'civiliserede' land, hvor man i større historiske prioder har tyet til organiseret menneskeæderi for at overleve. Forældre har spist deres børn og omvendt for at overleve. Når jeg holder denne historiske evidens frem for Indere, fornægter de det naturligvis. I den store sultkatastrofe i 1631, der parakdoksalt skete året før Shah Jehan påbegyndte konstruktionen af det, set i kontrasten til hans millionvis af undersåtter uden tøj på kroppen, vulgært overdådige Taj Mahal, foregik der i følge flere Europæiske rejsende i Indien organiseret salg af menneskekød i de større byer.
 
At lidelse og sult er intimt forbundne ses helt tilbage til de mere end 2000 år gamle Buddhistiske Jatakafortællinger, der gang på gang stiller den tomme mave op over for den moralsk rigtige handling. I fortællingen Utaknemmlighed Straffet er vi sogar vidne til vi en Bodhisattva, der er med til at spise sine brødres koner for at overleve.

De sidst rester af denne menneskeæderkultur finder i hos Agorierne, som den dag i dag kan findes i byer som varanasi hvor de lever på kirkegårde og rituelt spiser kød fra de afdøde for derigennem at demonstrere at verden er en illusion.
 
En 'agorsik' forklaring på konstruktionen af den Indiske illusionsteologi ligger lige for. I en katastrofisk kultur kan det ikke betale sig at investere livvsenergi i et kropsligt 'jordisk' liv. Den indiske kultur har som overlevelsessvar i stedet specialiseret sig i at frigøre bevidstheden fra kroppen. Ånden alene eksisterer - for kroppen er alligevel væk før dugdråberne om morgenen er fordampet fra livets skrøbelige siv.
  
KASTESYSTEMETS FRAGMENTERING
Katastroferne alene forklarer imidlertid ikke hele billedet. En anden vigtig faktor er det Indiske kastesystem. Indien var (og er stadig) med dets kastesystem en af verdens mest fragmenterede kulturer. Selv de fire grundkaster er opdelt i flere hundrede subkaster.

Da den muslimske afghanotyrk Muhammad Gori i 1192 stod foran Lahores byporte ved solnedgangstid og iagttog sine fjenders hær, måtte han undrende spørge sine militære rådgivere: Hvorfor er der så mange små bål?

Hans rådgivere svarede: Det er køkkenbål, for der laves mad nu.
Men hvorfor i alverden er der så mange små bål i stedet for nogle få store som hos os? 
Det er fordi Hinduerne er opdelt i kaster. Disse kaster kan og vil ikke spise sammen.

Muhammed Gori smilede og sagde. Så har jeg vundet krigen!
  
For kan man ikke spise sammen, kan man heller ikke slås sammen. En krigerkultur må nødvendigvis være monoteistisk for effektivt gennem 'kirker' og kanoner at kunne udvide sit forretningsimperie.

I Indien lægger kastesystemet sig ind som en ekstra fragmentering af et i forvejen stærkt opdelt klassesamfund. Det oprindelige ord for kaste er varna, hvilket betyder farve. Kastesystemet er en form for avanceret apartheid, der har vanskeliggjort dynamisk social forandring i en grad, der er ukendt i Europa. Indien blev et ta' selvbord for invasorer. På grund af den sociale hyperfragmentering kunne Inderne ikke holde krudtet tørt.
  
Kastesystemets ekstreme overopdeling af befolkningen gjorde det umuligt at mobilisere et fælles overlevelsessvar over for både krig og omskifteligt vejrlig.
   
Katastrofer kan kun løftes i solidaritet og fællesskab.
  
Når man i den grad er blevet ramt af hungersnød og/eller invasionshære udefra uden at være i stand til at mobilisere et adekvat overlevelsessvar, så giver det god mening at vælge at se verden som et lidelsesfyldt sted, hvor det at blive genfødt ikke er en velsignelse, men derimod en forbandelse det gælder om at undslippe.
  
Det Indiske overlevelsessvar er tydeligt selv den dag i dag. Det hedder: mig først! og kan iagtages i enhver indisk kø, selv i internationale lufthavne, hvor jeg hvis jeg selv står i samme kø skal tage mig i agt for at blive snigløbet, selv af respektable indiske damer på min egen alder. 
  
Selv i det moderne indien kan man se den illusive overlevelsesstrategi afspejlet i det flegmatiske hinduansigt man som en fraktal møder igen og igen på sin vej gennem masserne.
Dette ansigt synes ordløst at sige: når lusingen rammer uventet næste gang, gør det ikke så meget... jeg er jo ikke rigtig til stede, for hvorfor skulle jeg være det her i denne illusoriske verden.
  
Tilbage er en verden man ikke rigtig behøver at rydde op i - Hvorfor skulle man dog gøre det?

Tyggegummi og ikke tilstedeværelse
På vej til Indien i 1992. Kun med Air India kan man opleve at en toiletdør hænger og dingler i ét hængsel. Tilbage på min plads glider mit blik nervøst undersøgende ud til jetmotoren på vingen. Både motor og vinge sad heldigvis hvor de skulle. Mon Air Indias mekaniskere havde lånt en bolt fra toiletdøren til at holde motoren på plads? Indien er fuld af her og nu hovsaløsninger. Jeg kalder dem tyggegummiløsninger, døbt efter en oplevelse af hvordan el-ledninger under mit TVskab på hotellet var 'fixet' med en stor klat tyggegummi. Med denne tyggegummiklat i fingrene og de bare fødder på marmorgulvet fik jeg oplyst som en pære en af mine helt store åndelige oplevelser.
  
På det femstjernede hotel Clarks i Varanasi, faldt hanen til det varme vand af i mit febrilske forsøg på at skruede på den stående under bruseren. I et andet femstjernet hotel kom der skoldende varmt vand ud af begge haner i karbadet. Det er ikke første gang at dørhåndtag, stikkontakter og vandhaner falder af, når jeg rører dem her i dette vidunderligt eventyrlige land fuld af drømme og illuioner.
   
Engang på en motorcykeltur i Sydindien syede en skrædder nogle knapper i min nye indiske skjorte, der allerede efter en måneds brug var klar til indlæggelse. Skrædderen sang sange til ære for sin Gud, mens han pegede ind i himmerrigets nåleøje. Da jeg fik skjorten tilbage, opdagede jeg, at de nye knapper sad på den forkerte side af skjorten!

En skrædder!!! Nu stopper festen.
 
Alle disse vidunderlige håndværkspræstationer er lavet af den samme illusive Inder, der ikke rigtig ser nogen idé i at være til stede her i verden, dels fordi verden er en illusion, dels fordi han er foragtet netop fordi han laver håndens arbejde. Han kan derfor naturligvis heller ikke rigtig tage ansvar for kvaliteten af sit håndværk.  

Hvis man ser verden som Maya, så bliver den til Maya.
  
I al sit fravær af tilstedeværelse i form af nymalede husfacader, gode asfalterede veje og elforsyning uden strømafbrydelser har Indien faktisk fundet en charmerende løsning. Den hedder ro - stoisk ro og accept af enhver situation. Den er udsprunget af illusionsideen i forening med den skæbnetro der gør det enkelte individ 'karmisk' ansvarligt for alle detaljer og begivenheder i livet. Nedenstående billede tog jeg, mens jeg sad fast i en trafikprop i new Delhi. Læg mærke til den værdige fred den tilsyneladende tilfældige komposition af mennesker i billedet udstråler. 

Intet sted viser tidløsheden sig så tydeligt som i en traffikprop i New Delhi.
Her en gruppe cykelrishaws i cyklonens stille centrum.

Vishnu - opretholderen af universets balance
Var i 1989 vidne til et forbløffende Vishnuritual i Sydindien. En tonstung statue af guden Vishnu  bæres rundt  på to lange, armtykke bærestænger. To statuer i mindre størrelse er med på vognen som Vishnus koner.
 
Ti svedende og stønnende mænd kæmper for at holde fodfæstet under stengudens vægt. Vihsnu, Laksmi og Mahadevi er prægtigt klædte dukker med masker lavet af flere kilo rent guld. På hovedet bærer de store tunge guldkroner. Foran hele processionen går en  landbetjent i fuld uniform med en trukket stav. Et alvorligt ansigt bag en hævet knippel  i en ekstatisk menneskemængde vogter over den kostbare gud. 
 
De ti bærere og deres guddommelige byrde slingrer nu rundt om ritualets og universets centrum, en stor stensøjle der er en gengivelse af guden Shivas avlende fallos.
 
I loftet hænger de de talrige kulørte lampers elektriske ledninger og slasker ned. Når processionen går ind under el-ledningerne, er guldkronerne på guderne ved at blive raget ned  og hver gang må de ti bærere under de største anstrengelser bukke sig helt i knæ for at undgå dem. Nogle gange er Guderne tæt på at styrte. Musikken akkompagnerer dramatisk hver gang ledningerne nærmer sig. Det virker nærmest som om Inderne synes, at det er sjovt.
 
Det er også lidt morsomt at tænke på, at det netop er guden Vishnus opgave at sørge for at balancen her i universet opretholdes - og her slingrer han faretruende rundt i sit eget tempel.
  
De lavthængende ledninger accepteres af tilbederne som guddommelige forhindringer, som hellige indiske (bil)køer på vejen.
 
Ingen, udover mig, tænker på, at det ville være enkelt at hæve ledningerne en smule.

El-ledninger i Main Bazar New Delhi

Mit vesterlandske skolede sind glemmer helt det smukke ritual i irritationen og forbavselsen over at ingen tilsyneladende har fået den samme tanke som mig: Så få dog for f..... hevet de ledninger op på plads!! Det tager kun en skammel og to minutters arbejde.
 
Da jeg boede i Luck Now i 94 fældede nogle Indere et træ, så det faldt ud på vejen ud for det hus jeg boede til leje i. Her lå det i månedsvis, uden at nogen gjorde mine til at fjerne det selv om det var årsag til traffikkøer i myldretiden og en del mindre traffikuheld især efter mørkets frembrud. Hvorfor slæber ingen træet ind til siden?
 
Hvorfor fjernede jeg ikke træet selv? Det ville ha´ kostet 10 minutters arbejde. Men jeg var allerede blevet en del af den flegmatiske ro der flyder med eller uden om det som er uden at ændre det.

 Jeg fik ikke taget et foto af det fældede træ uden for mit hus i Indira Nagar, Lucknow i 94.
Til gengæld fik jeg taget dette billede nogle år senere.

For retfærdighedens skyld, skal det nævnes at den nye gennem de sidste 30 år fremvoksede Indiske middelklasse ikke længere anskuer i det mindste deres egen verden som en illusion. De er lige så meget til stede i den såkaldt materialistiske 'virkelighed' som resten af verdens af Mc Donald udformede quarter pounder-mennesker. Den Indiske middelklasse opløser på en måde kastesystemet, men skaber samtidig en ny kaste, pengekasten, der anser sig selv for virkelighed, men stadig har et illusivt forhold til verden, når det kommer til evnen til at ignorere den massive fattigdom, der stadig lever på den anden side af deres husmure.
 
Kulturelle (u)vaner dør ikke, men genfødes i nye former.

KAP. II - FRIGØRELSE AF JEG'ET