BEVIDSTHED & OPMÆRKSOMHED ● I. Bevidsthed & evolution ● II. Hvad er opmærksomhed ● III. Hvad er bevidsthed ● IV. Usamtidige styresystemer ● V. Tankeoperativsystemet    DEN INDRE OG DEN YDRE PERSON ● Den indre og den ydre person ● Den indre krigers hellige sår   SJÆLENS SOMMERFUGL ● Supervågenhed - den Hellige Gral ● Det supervågne flow ● Frigørelsen fra eller af jeg'et ● Meditativ spatialisering ● Meditativ pixellering ● Frigørelsen af det større jeg ● Sjælens Sommerfugl

HISTORIE, FILOSOFI & VIDENSKAB ● Meditation, religion, videnskab og filosofi ● Meditation og sekterisme ● Jeg'et og dets udviklingshistorie ● Meditation og metabevidsthed ● Meditation & symboler ● Jesus i Buddhas fodspor   SPØRGSMÅL TIL MEDITATION ● Er meditation en mirakelkur? ● Er det narcissistisk at meditere?   MEDITATIVE VISIONER ● Den mirakuløse fraktale bevidsthed ● Gud ønsker at blive Menneske ● Singularitet, Meditation og Entheogener ● Meditation og Kærlighed ● Meditation og Sandhed ● Om mig selv

•

 
MEDITATION OG METABEVIDSTHED           Under udarbejdelse!

Vågenhed i det spejlede spejl

Jeg er 'klar over',
at jeg er 'klar over',
at jeg er 'klar over'.
 
Når de ydre sanseporte er lukkede, når den indre sansning i stigende grad er pixelleret, når tankerne trækker ud i bevidsthedens horisont ... da vender bevidsthedens spejl sig af sig selv 180 grader rundt, så spejlet nu vender sig indad mod spejlet selv.
 
Når intet spejles, bliver spejlet tydeligt som nul i den forstand, at spejlet reflekterer sig selv i spejlet.

Bevidstheden er i Meditation krummet ind i sig selv.

Spejlet træder selv frem i spejlet i kraft af at hjernens ufatteligt komplekse og derfor selvrefererende system går i selvsving som en sensitiv mikrofon man holder tæt på en højttaler. Denne tilstand opstår, som ovenstående illustration viser, i det feed back, hvor bevidstheden har 'genstandsgjort' sig selv i et uendeligt spejlende loop.
   
Hvad sker der nu, når bevidsthedens nul hverken spejler den ydre verdens mængder, de indre følelser/sansninger eller de tankeskyer, der normalt flokkes foran det? 

Lyset og spejlet
Det er imidertid ikke bevidstheden i sig selv, der looper. For at spejlet kan spejle noget, inklusive sig selv, kræves der lys. Bevidstheden er som spejlet transcendent, uberørt af det spejlede. Spejlet vil aldrig kunne bevidstgøre sig selv som netop andet end en spejling.
 
Hvad der her sker er uendelige bevidsthedsspejlinger i lys. Bevidstheden i sig selv er stadig uforståelig transcendens. Det er lyset i spejlbevidstheden, der krummer sig ind i sig selv i den op-lysning, som talrige mystikere fra alle steder og tider har berettet om.

I lyset forenes bevidstheden og opmærksomheden.
 
Bevidstheden ind-ser lyset.
Opmærksomheden op-mærker varmen fra lyset.
   
Bevidsthed er og forbliver imidlertid i sig selv det mest uforståelige i dette univers, og derfor ler jeg medlidende over alle de tåbelige videnskabsmænds latterlige forsøge på at forstå, definere eller finde bevidstheden.
  
Det eneste valide svar på bevidsthedens ufattelige gåde er fundet for tusinder af år siden i Indien. Disse vise seere fra oldtiden udbrød simpelthen: neti, neti - ikke det, (ej) heller det.
     
En anden meditationsteknik fra det vise Indien er metaspørgsmålet: Hvem er jeg?
 
Hvis det selvrefererende spørgsmål, hvem er jeg, er stillet med en eksistentiel pistol for tindingen, så vil bevidsthedslyset i dette loop vågne op og blive klar over sig selv. I dette radikale skift ind-ser Bevidsthedslyset, at det er bevidst. Det be-'vider' eller be-vidner det.

VÅGENHEDENS SPEJLEDE SPEJLINGER
Vort levende spejløje er for det meste vendt ud mod verden. Det er gearet til at spejle fænomener i tid og rum. Vi er genetisk programmerede til se ud af simple overlevelsesgrunde.
Det er blandt andet derfor, at højt intelligente mennesker ofte totalt mangler evnen til at se ind.
 
Evnen til at se ind kræver en radikalt anderledes form for intelligens. Måske er denne evne en form for mutation, en anomali, som evolutionen (endnu) ikke har haft overlevelsesbehov for at udvikle i større grad. Jeg er overbevist om, at den dag ikke er langt væk, hvor man videnskabeligt anatomisk vil kunne se ind i hjernen og her iagttage, hvorfor nogle kan være eksperter i at se ud, men ikke ind.
 
Når man ser ind, ser man den, der ser.
   
Spejlet spejlet i spejlet
At vende sig om og se ind i Meditation skaber en radikalt ny situation, hvor spejlet får mulighed for at spejle sig selv i stedet for verden. Dette er i al sin enkelhed den vigtigste egenskab ved Meditation: det feed back der opstår med spørgsmålet: hvem er jeg. 
 
I dette loop udfoldes der flere spejle, der spejler sig selv.
Som illustrationen forneden viser, kan spejlet metaforisk vise bevidsthedens selvreferentialitet i form af flere spejle, der i mere eller mindre grad vender ind mod hinanden.
 

Læs i Scientific American om spejlsindet.
 
Når et spejl i Meditativ selvspejling ind.ser sig selv, så kommer det i denne proces hinsides sig selv. I dette fordoblede hinsides opstår evnen til at meta tænke over selve tankeprocessen, men meget vigtigere...
 
Her fødes selve vågenheden.

Lad mig sammenfatte:

Vågenhed er bevidsthed i feed back med sig selv.
  
Det singulære bevidstheds-feedback er supervågent
Afklædt for alt andet 'indhold' end 'sig' selv indser bevidsthedspejlene sig selv i en opadgående spiral af lys. Vi ved fra kvantefysikken, at det ikke er muligt at observere en proces uden at alterere den. Når iagttageren fortløbende kun iagtager sig selv vil der ske en tilsvarende acceleration i både iagtageren og den iagtagede iagttager. I dette proces-loop opstår ud af bevidsthed en uendelig vækst af meta-bevidstheder, dvs. bevidsthed der iagttager bevidstheder, der iagttager bevidstheder.
 
Her er en opsamling: Når spejlet spejler sig selv, fødes lysvågenheden. Denne vågenhed bliver, tømt for spejlede genstande, i sit singulære feed back til supervågenhed.
 
For den der blot en gang har oplevet denne bevidsthedseksplosion, vil den almindelige dagsbevidsthed herefter virke som en uklar dagdrøm.
 
Gud - Et meningsløst ord fuld af mening
Her giver det god mening at tale om intensiverede bevidsthedstilstande, der fører til oplysning. Óplysning er i denne kontekst en tilstand, hvor bevidsthedens loop er 'imploderet' ind i en singulær tilstand. Mit ord over alle for denne imploderede tilstand er: GUD.
 
Denne bevidsthedens singulære spejlhimmel bliver som nævnt først tydelig, når tankernes skyer er drevet bort. I den forstand kan vi formulere: Non cogito - ergo sum speculum.

SUPERVÅGEN METABEVIDSTHED
I det omfang supervågenheden overhovedet skal kunne begrundes evolutionært, så må det være fordi, den er nødvendig for overlevelse. Det er selvindlysende at supervågenhed i sig selv øger ens chancer for overlevelse.
 
Hvis vi går et skridt baglæns, så vil vi imidlertid se en yderligere kvalitet i selve den proces, hvor supervågenheden opstår: nemlig i selve loopet.
 
Supervågehed skaber en hjerne, der gør os til selviagttagende iagttagere af iagtagelse osv. Jeg har gennem et langt liv haft lejlighed til at observere både mig selv og andre takket være disse første fordoblede lag af metabevidsthed.

Vor komiske mangel på selverkendelse
En af de helt store forskelle på en vågen hjerne og en almindelig er evnen til at indtænkte det ukendte X i livets ligning. Dette X er en selv, oftest i form af et selvfedt ego, der er i gang med at skaffe sig selv fordele eller glorificere sig selv. Det kan også være et ulykkeligt eller utilfreds ego, der er travlt optaget af at finde fejl i andre eller i samfundet, uden at der er den mindste klarhed over, at dette ego i virkeligheden ser sig selv i de ting det kritiserer.
 
Det første en hjerne, der vågner, bliver klar over, er ego-operativsystemets komiske mangel på evne til at se sig selv.
 
Supervågen metabevidsthed er i den sammenhæng en uhyre værdifuld GPS, der gør en i stand til i langt højere grad at indse sig selv i livets ligning. I metabevidsthed er du kærligt klar over dine egne svagheder og styrker.
 
Uden denne evne får man endvidere problemer i big datas nye disruptive verden.
 
Meta-navigation i big datas disruptive informationshav
Hvad er det denne superbevidsthed kan, som de kognitivt intelligente ego-abekatte, der styrer os nu, ikke kan. Abekatten er hardwired til at tænke dualt inden for klankonfigurerede skyklappers perspektiv. Superbevidstheden ser i modsætning hertil prækognitivt, at alt hænger non-dualt sammen. Med mindre den nuværende magtarketype udskiftes med hvad jeg vil kalde ædle og vågne mennesker, der ser at alt er én stor sammenhæng og handler derefter, ja så bliver der kun en lykkelig slutning set ud fra kakkelakkernes synspunkt.
  
I supervågenhed kan man i en tilstand af afslappet flow navigere i big datas hyperforanderlige scenarier. Her er Brinkmans nejhat en katastrofe. For vi er nu så tæt på en verden i big data, at vore traditionelle tankeoperativiske overlevelsesstrategier ikke længere er tidssvarende. Der er simpelthen for mange data at forholde sig til, til at det giver mening at analysere dem, som vi indtil nu har gjort ved hjælp af vort ego-operativsystem. Den epidemiske stress skyldes simpelthen, at vort tankebaserede navigationsystem lider af information overload og følgelig er brændt varm med nålen i det røde felt.

Supervågenhedens klar over klar over klar over træder nu aflastende til i stedet for sprog og kognition. Det gør os i stand til at navigere i spontan intuition i stedet for at sidde fast i eftertænksomhedens træge hamsterhjul. For et supervågent menneske har 90% færre tanker og surfer i stedet for at overbelaste tankeoperativsystemet intuitivt i big datas informationsbølger.  

Lad os samle op: Et supervågent menneske vil ikke få stress.
 

Metabevidsthed – forandringsmenneskets nye kompas
Sociologen Anthony Giddens hævder at det senmoderne menneske lever i det refleksivt moderne. Det moderne menneske er i følge Giddens ikke længere styret af traditioner der fortæller det hvordan det skal handle. I stedet skaber individet sin egen identitet gennem en selvvalgt fortælling. Denne selvskabelsesproces er dynamisk i den forstand at den hele tiden ændrer sig selv. Vi skaber for eksempel forestillinger om vores fremtid der hele tiden ændrer sig. Vi skifter også meninger, dog uden at vores selvfortælling mister sin indre sammenhæng. Selvfortællingen beskytter det enkelte individ mod angst. En god selvfortælling kan også beskytte mod stress.
 
Humor og selvbevidsthed kontra syndefald
Yngre mennesker er i dag i stand til med humor at surfe selvbevidst mellem tilværelsens mange skiftende planer. Således har det ikke altid været. For Adam og Eva var selvbevidstheden forbundet med det smertefulde syndefald: Og de så ned af sig selv og opdagede at de var nøgne.Sartre hævdede at Mennesket er dømt til selvbevidsthed og
 
En kort ’googling’ af ordet metabevidsthed viser at modstanden mod en selvbevidsthed, hvor man hele tiden må se sig selv over skulderen er stor. Der er ingen tvivl om at kravet om metabevidsthed i form af  coaching, evaluering, teamarbejde, selvudvikling, værdibaseret ledelse, teambuilding, den lærende organisation, medarbejderudviklingssamtaler), teamudviklingssamtaler osv. i dag er en af hovedårsagerne til stress.
Ikke desto mindre er den selv samme metabevidsthed et absolut nødvendigt kompas for navigation i forandringssamfundet. Hvis vore musiklærere havde set sig selv over skuldrene, havde de måske haft overskud til at smile.
  
Det ser ud til at humor og selvironi som f. eks. i det tætte og dog fordoblede forhold mellem Klovn og privatpersonen Frank Hvam viser en vej mellem selv-spejlingerne. I Klovn griner vi Holbergsk af Franks mangel på selvbevidsthed
Meditation kan give os en ny GPS der gør os i stand til at navigere i den globale verden.
At the name of the game i dag er selverkendelse ses lige fra pædagogikkens nye læringsprincipper til erhvervslivets coachingkultur.
 

Sartre hævder, at mennesket er dømt til sevbevidsthed. Om han mente det, sådan som jeg vælger at forstå det, er mindre væsentligt. Jeg vil med polemisk afsæt i min forståelse af citatet hævde:

Mennesket er velsignet med muligheden for selvbevidsthed.

For metabevidsthdens GPS er det hulspejl, hvor vi kan more os over vor egen medfødte tåbelighed.

Selverkendelse i vågenhed er det eneste, der kan frelse os fra os selv.
Man kunne kalde det kontrolleret tåbelighed.

Erkendelse og erfaring er feedback i bevidsthed
Gennem bevidsthed og opmærksomhed har vi mulighed for eksistentiel kontrol over vores liv.
Den feedbackmekanisme der opstår når oplevelse spejles i bevidsthed, skaber  tankebaserede erfaringer der er i stand til at forbedre vores overlevelsesstofskifte med omgivelserne.
 
Selverkendelse er feedback
Det ekko den måde hvorpå vi lærer om os selv.
selv-reference tidsmæssig forsinkelse som i et ekko i meditation
 chakra og bio feed back
Dette metaspørgsmål kan stilles henholdsvis på et intellektuelt, et emotionelt, eksistentielt eller abstrakt religiøst niveau. 
Spørgsmålet, hvem er jeg, bliver et nyt nødvendigt komponent i psyken for
 
Metabevidsthed som ny livs-GPS som gør mennesket i stand til at orientere sig i foranderlighed. gennem selvforståelse
 

en hund ved ikke den er en hund  - at se sig selv er det samme som ikke at være sig selv
neutral iagttagelse ikke mellem synd og dyd
selvreference Hver gang jeg referer til mig selv 'Jeg'.
Bertram russels paradoks og fraktalernes - umuligt at vide alt

Fortæl altid dine pinlige historie selv ... før andre gør det. Lars Ulrich - Metallica


At se sig selv se er at kaste lys på ens skygger.

Jeg ved at jeg intet ved

Det selvrefleksive menneske og de små fortællinger
Meditation er her ikke nok i sig selv. Selv med ritualiserede fredsøer i vores hverdag  vil vi ikke være klædt på til at modstå trykket fra forandringseksplosionen.

Den franske filosof Lyotard beskrev hvorledes de store fortællinger som kristendommen, liberalismen og marxismen, erstattes af en kakofoni af små selvskabte fortællinger. Det enkelte individ begynder at blive herre over sin egen selvforståelse. Det er ikke længere statens eller kirkens opgave


Den forkerte diagnose: narcissisme
Hvad der tilsyneladende kunne ligne narcissisme er i virkeligheden det selvrefleksive menneskes fødsel. Som så ofte før i historien opfangede kunstnerne intuitivt samfundsmæssigt fænomen før alle andre. Selvbevidsthed er ikke det samme som narcissistisk selvforelskelse. Et menneske der ikke er selvrefleksivt er ikke i stand til at ændre kurs. 80ernes rolleleg hang intimt sammen med muligheden for at skifte identitet.  Ofte var disse eksperimenter dog forbundet med sortsyn og lidelse som f. eks i punkbevægelsens selviscenesatte no future

 

Teknologisk udvikling og metabevidsthed
Singulariteten - den teknologiske acceleration mod lodret
Netværksmenneskets computerbårne vidensdeling muliggør i dag en tilstand hvor de teknologiske fremskridt vokser med en en acceleration der nærmer sig den lodrette tilstand i en eksponentiel kurve. Intet område, fra ekspansionen ud i verdensrummet, til rejsen ind i partiklerne og al den Newtonske hverdag der ligger mellem disse to poler, forbliver uberørt.
Den samme mængde viden som menneskeheden har akkumuleret fra sin fødsel og op til år 2003 bliver nu skabt på ikke mindre end 3 dage! 
 
Videnskabsmanden og filosoffen Ray Kurzweil kalder den lodrette tilstand for singulariteten.
Jo tættere vi kommer på den lodrette acceleration i udviklingen af ny teknik, des mere vil alt hvad vi kender i vort samfund blive omskrevet af uforudsigelige teknologiske gennembrud. 

Det accelererende vækst og videns-samfund
Det moderne samfunds iboende tendens til accelererende vækstudfoldelse blev for første gang for alvor tydelig i 20ernes futuristiske ekspressionisme.
  
I følge medieforskeren og cyberfilosoffen Steven Johnson (Interface Culture 1997) er futurismen interessant idet man hos futuristerne finder en bemærkelsesværdig selvforståelse. Futurismen er i stand til at forstå sig selv og samtiden.  Den poetiske futurisme er bemærkelsesværdig filosofisk i sin trang til at løfte sig op over sig selv og se sig selv udefra:

"Derfor er du, Århundrede, en gribende kombineret Tid af Skønhed og Skræk, af Angst og Fryd, af Rædsel og Selvfølgelighed. Menneskene er ligesom blevet bange for sig selv ved Følelsen af at tage Magten fra Elementerne ... Deres Ringhed har kulmineret i Krigens morderiske Morads, og hvor Ringheden kulminerer, begynder en Storhed. Afmægtige ved Synet af deres uoverskuelige Forvildelser rejste de sig, retledede af deres Afmagt, oplever deres Genfødelse, vor Tids Renæssance. Derfor er du, Århundrede, en Stortid, en Særtid, en Rædselstid, en Jubeltid. Så voldsomt har Menneskeheden aldrig før følt. Så heftig har Verdensstemningerne aldrig svinget."
Aarhundredet- Asfaltens Sange (1918) -  Emil Bönnelycke
 
Den forøgede selvbevidsthed og tilhørende mulighed for at reflektere skabes i kraft af selve den hastighed hvormed samfundsændringer sker. For futuristernes vedkommende blev det muligt gennem den amerikanske 20er-økonomis eksplosive udvikling. Jo større hastighed i samfundsændringerne, des større mulighed for at se sin egen tid relativeret i forhold til noget andet. Steven Johnson henviser i denne sammenhæng til medieforskeren Mc Luhan:
 
"I ingen periode har mennesket forstået de psykiske mekanismer der har været involveret i opfindelser og ny teknologi. I dag er det den lynhurtige hastighed i elektrisk information der for første gang tillader en let genkendelse af mønstre og formale konturer i forandring og udvikling. Hele verden, fortid og nutid åbenbarer nu sig selv for os som en voksende plante i en enormt accelererende film.
Elektrisk hastighed er synonymt med lys og med forståelsen af årsager."
 
Teknologisk acceleration bringer selvforståelse
Teknologisk acceleration ville i følge Mc Luhan ikke bringe tilfredshed, men (selv)forståelse.  
Efter årtusindskiftet er den eksponentielt accelererende tilstand på vej mod lodret. Som den nutidige futurist Ray Kurzweil humoristisk formulerer det: The singularity is near. 
  
'Jeg' nu er på vej ind i en meta-tilstand hvor det i højere grad end nogen sinde før har mulighed for at se sig selv i spejlet.
 
 

Metabevidsthed i social navigation - en ny livs-GPS

Yngre mennesker er i dag i stand til med selvbevidst humor at surfe mellem tilværelsens mange skiftende planer.

Selvbevidsthed står som omdrejningspunktet i denne evne til at skifte mellem livsplaner.

Vores interesse for for selvbevidsthed og selverkendelse kan indirekte læses ud af mange moderne mediefænomener.

I Danmark har vi Klovn. I Klovn griner vi af Franks mangel på selvbevidsthed.
Den humor og selvironi  der findes i forholdet mellem Klovn og privatpersonen Frank Hvam viser en vej mellem selv-spejlingerne, så vi som på Holbergs tid både kan le af os selv og blive bedre til at navigere i socialt komplekst felt. Klovn bevæger sig på to planer, Frank Hvam som privatperson og Frank Hvam som fiktiv figur.
 
Klovn er et typisk Dansk kulturprodukt der efter min mening viser at hvad man kunne kalde en kærlig selvironisk metabevidsthed måske er mere veludviklet i lille Danmark end i andre I-lande. Vi er nok det eneste folk der kan finde på at synes at vi selv er latterlige.

Navigation mellem flere planer  
I de sidste 10 år er der produceret flere og flere mainstream film der handler om hvorledes vor eksistens så at sige eksisterer på flere planer. Film som 'Matrix' og senest 'Avatar' og 'Inception' (2010) handler i høj grad om kompliceret navigation mellem forskellige livsplaner med hver deres sæt af spilleregler.
 
Store og  små fortællinger
Denne navigation forudsætter en ny form for kontrol over vor egen selvforståelse.
Det nytter ikke længere at andre 'fortæller' os.  

Op mod vor tid sker der derfor et langsomt skift fra at vi opfører større kollektive fortællinger til at vi selv bliver i stand til at opfinde og udføre vort eget livsteater.
 
En af de første til at gøre opmærksom på dette skift var den postmoderne filosof Lyotard.
Lyotard beskriver i 80erne hvorledes de traditionelle magtinstitutioners store fortællinger som Kristendommen, Liberalismen og Marxismen, erstattes af en kakofoni af små selvskabte fortællinger.  Det enkelte 'jeg' begynder at gøre sig til herre over sin egen selvforståelse. 
Lyotard ser denne udvikling som et tegn på sandt demokrati.

Det selvrefleksive menneske
Evnen til at selviscenesætte sig i dette kakofoniske flow kræver i høj grad selvbevidsthed. 
Sociologen Anthony Giddens har nogle interessante betragtninger i denne sammenhæng.
Med Giddens lever det moderne menneske, i det refleksivt moderne.
Det senmoderne menneske er ikke længere styret af traditioner der fortæller det hvordan det skal handle. I stedet skaber individet sin egen identitet gennem en selvvalgt fortælling. Denne selvskabelsesproces er dynamisk i den forstand at den hele tiden ændrer sig selv. Vi skaber for eksempel forestillinger om vores fremtid der hele tiden ændrer sig. Vi skifter også meninger, men dog uden at vores selvfortælling mister sin indre sammenhæng.

Det er vigtigt, at vores selvfortælling er sammenhængende. En stabil identitet beskytter nemlig mennesket mod angst. En god selvfortælling kan beskytte os mod angst og stress. 

Selverkendelsens livs-GPS
I dag er the name of the game selverkendelse.
 
Det kan tydeligt ses lige fra pædagogikkens nye læringsprincipper til coachingkulturen.
Opkomsten af coachingkulturen hænger sammen med samfundsbehovet for effektive og især omstillingsparate medarbejdere der ikke er styret af blinde adfærdspletter i deres psyke. 

Erkendelse og erfaring er feedback i bevidsthed
Selverkendelse er en feedbackmekanisme hvor vores eget ekko giver os viden om os selv. Denne feedbackmekanisme der opstår når oplevelse spejles i bevidsthed, skaber  tankebaserede erfaringer der er i stand til at forbedre vores overlevelsesstofskifte med omgivelserne. Dette feed back er betydeligt stærkere i det Universelle menneske.
 
Bevidsthedens dobbeltoptik
Det 'nye' Universelle menneske er i besiddelse af hvad man kunne kalde en bevidsthedens dobbeltoptik. Det svarer til når vi kører en bil med hjælp af en GPS. Samtidig med at vi ser ud på trafikken, får vi også information fra GPS´en hvor vi er, og i hvilken retning vi skal køre.
 
Samtidig med at 'jeg' ser den verden jeg orienterer mig i, ser 'jeg' mig selv i verden.

Med selverkendelsens dobbelte synsvinkel kan man få øje på de sider i ens personlighed der er mest usynlige. Selverkendelse forstået som evnen til at kunne belyse de karaktertræk i ens personlighed der hidtil nådigt har skjult sig selv i blinde vinkler er afgørende for at vi kan forandre os.

Gennem den nye livs-GPS får vi mulighed for eksistentiel kontrol over vort liv.
 
Modstanden mod selvbevidsthed
Sartre hævdede at mennesket er dømt til selvbevidsthed. Hvis Sartre havde levet i dag ville han sikkert have opdateret sit udsagn til: Mennesket er dømt til metabevidsthed.

En kort ’googling’ af ordet metabevidsthed viser at modstanden mod en selvbevidsthed, hvor man hele tiden må se sig selv over skulderen er stor. Der er ingen tvivl om at kravet om metabevidsthed i form af  coaching, evaluering, teamarbejde, selvudvikling, værdibaseret ledelse, teambuilding, den lærende organisation, medarbejderudviklingssamtaler, teamudviklingssamtaler osv. i dag er en af årsagerne til stress.
 
Ikke desto mindre er metabevidsthed et absolut nødvendigt kompas for navigation i forandringssamfundet. At udvikle metabevidsthed er efter min mening også et af de bedste midler mod stress.
 
Synden og spejlet
Men denne metabevidsthed fødes ikke uden vanskeligheder. Det nye metaspejl kolliderer nemlig med forældede hjerneprogrammer fra middelalderen. Her tænker jeg først og fremmest på middelalderens kirkelige forretningsstrategi nummer et der stadig ligger indkodet i vor kulturelle arv. Denne middelalderstemme i os siger at mennesket er syndigt.
 
Grunden til at det i dag er så hårdt at se sig selv udefra skyldes således en usamtidighedskonflikt, en konflikt mellem en gammel kulturreligiøst nedarvet stemme der altid har den formanende pegefinger stukket dybt ned i psyken og så den nye evne til at se sig selv udefra.
 
At se sig selv klart og samtidig dømme sig selv er både ubehageligt og destruktivt.
 
Den nye metabevidstheds spejl må renses for dømmende pegefingre og erstattes af
en neutral, men kærlig tilskuer. Metaspejlet skal konsekvent renses for disse forestillinger før det bliver en fornøjelse at kigge ind i det.
 
At se sig selv se er at kaste lys på ens skygger. 
 
 

Oh menneske!
Gør alt hvad der står i din magt for at lære dig selv at kende.
Uden selverkendelse vil dine lidelser være endeløse.
Bhole Shah  (Sufimystiker fra 1200 tallet)

Hvem er jeg
Selverkendelse og Meditation har ofte været kædet sammen i Østens spirituelle traditioner. Den Indiske vismand Ramana Maharshi's eneste meditationsteknik var spørgsmålet: Hvem er jeg.
   
Hvor meget ved vi?
Selverkendelse stod også højt på dagsordenen for flere af de antikke græske filosoffer. Denne selverkendelse fik Sokrates til at sige: Jeg ved, at jeg intet ved.  Vi lever i dag i en verden der er langt mere indviklet end de gamle grækeres. Hvor meget ved vi i dag at vi ikke ved?

Meditativ Selverkendelse - forandringsmenneskets nye livs-GPS

Mennesket er dømt til selvbevidsthed - Sartre

Lige siden Adam og Eva har det været forbundet med et smertefuldt syndefald at blive selvbevidst. I skabelsesberetningen står der: Og de så ned af sig selv og opdagede at de var nøgne.
 
At kunne se sig selv
Vi er som art overlevelsesgenetisk gearet til at se verden omkring os. Det har givet mad på bordet at se ud - ikke at se ind i sig selv. Der har ikke været nogen særlig overlevelsesgevinst i evnen til at se sig selv i verden - indtil nu ... For i vore dages komplicerede samfundsmaskineri er det faktisk blevet til et problem hvis vi navigerer uden selvbevidsthed, uden evnen til at kunne se sig selv udefra.

Som de kommende afsnit vil vise, kan manglen på dette 'ydre' blik på en selv medføre en selvblindhed der får os til at marchere ligeud der hvor livets landevej 'looper'.
   
I dag er 'livets vinder' den der er i stand til at se sig selv klart i den større sammenhæng. Jeg vil kalde dette nye menneske for det Universelle menneske.
 

Meditativ klarhed blomstrer til Selv-erkendelse
Lad os se lidt nærmere på denne problemstilling i et Meditativt lys.
 
I Meditation vil du føle at du bliver mere klar ... over verden og dig selv. Du vil begynde at se småting i din hverdag og i dig du ikke har set før. Hvis du går en tur efter din Meditation, vil du måske for første gang 'se' det nabohus du er gået forbi tusinder af gange. Du ser farvespillet i den før tilsyneladende grå væg. I denne voksende bevidstheds klare lys er det at du selv dukker frem af tågerne. Det er i dette afgørende øjeblik at Meditation blomstrer til Selverkendelse. Denne selverkendelse vokser hver gang du stopper op på din tur eller når du sidder med lukkede øjne og stiller spørgsmålet:

Hvem er jeg

Den selverkendende livs-GPS - Bevidsthedens dobbeltoptik
Det 'nye' metamenneske er i besiddelse af hvad man kunne kalde en bevidsthedens dobbeltoptik. Det svarer til når vi kører en bil med hjælp af en GPS. Samtidig med at vi ser ud på trafikken, får vi også information fra GPS´en hvor vi er, og i hvilken retning vi skal køre.
 
Samtidig med at 'jeg' ser den verden jeg orienterer mig i, ser 'jeg' mig selv i verden.
 
Med denne dobbelte synsvinkel kan man få øje på de sider i ens personlighed der er mest usynlige.

Det er vigtigt at få halet disse små drillenisser ud i lyset. Der skjuler sig nemlig en masse små benspændere i de blinde vinkler i selverkendelsens radarskærm: overdreven bebrejdelse af andre, selvhøjtidelighed, frygt, negativitet, mindreværd osv. 
 
AT VÆRE ÅBEN I KONFLIKTSITUATIONER - MEDITATIV METAKOMMUNIKATION
Så længe disse indre nisser får lov til at lave skjulte dagsordner, bliver vores kommunikation med andre uegentlig. En uegentlig kommunikation er en kommunikation hvor følelser og intellekt ikke går samarbejdende op i en højere enhed. Vi siger ikke det vi føler eller tænker. Uegentlig kommunikation er ueffektivt tidsspilde. Den er 'uøkonomisk', såvel i erhvervslivet som i personlige relationer.   
 
Den anklagende finger
Eksistentialisten Sartre siger: Helvede, det er 'den anden'.  Helvede findes i verden omkring os. Det findes i den retning vores anklagende finger peger. Som regel står der en irriterende person for enden af fingeren.
Des mere vi er følelsesmæssigt involveret i kritikken af den anden, des mere vil det sandsynligvis være vort eget sure fjæs vi står og skælder ud på. Vi opdager nemlig vore egne blinde punkter som spejlinger i 'den anden'.  Jesus taler om bjælken i vort eget øje. Psykologerne beskriver det som et projektionsfænomen. Børn siger: det man siger, er man selv.

I dag er de lyseste hoveder i blandt os godt klar over at vores indre blindhed bliver til ydre klarsyn i påpegelsen af den andens 'fejl'.  Det er imidlertid vanskeligt at praktisere andet end en intellektuel, rationel forståelse af fænomenet, og det gerne først når stormen har lagt sig og skaden er gjort, enten i form af en destruktiv bebrejdelse af den anden eller af en undertrykkelse af ens egne følelser. 
 
Udfordringen er hvorledes jeg kan kommunikere autentisk og i kontakt med mine følelser uden at situationen går i hårknude. For uanset hvor rationelt intelligente vi er, kommer vi ikke videre hvis ikke vi, metaforisk beskrevet, 'går derfra hvor vi står'.  Hvis ikke din kommunikation har taget udgangspunkt i det du føler, vil du fjerne dig fra din kernepersonlighed. Des længere du er fra dig selv, des mere indre livsenergi vil du miste.  Hverken du eller det moderne samfund du lever i har 'råd' til dette energitab.
  
Autentisk, Meditativ og selv-bevidst konflikthåndtering
Mit forslag til en ny selv-bevidst kommunikation kan tage udgangspunkt i at man vender den anklagende, fingerpegende hånd om så de tre hidtil skjulte fingre der peger anklagende på en selv, bliver tydelige.

Oversat ind i selve situationen betyder det at man i højere grad inddrager sig selv i en eventuel konflikt med 'den anden'. Så vidt det er muligt inviterer man 'den anden' (og sig selv) til at se udforskende ind i en selv. Samtidig med at man stadig fastholder den oprindelige kritik, fortæller man parallelt om sin egne indre følelser og mulige motiver. Du kan f.eks. sige:
Måske handler min kritik også om mig selv (jeg er stresset, har ikke sovet, er nok lidt for nærtagende, selvretfærdig osv). Men det er vigtigt for mig at få det sagt.
 
Lars Ulrich fra Metallica har faktisk formuleret det ganske elegant. Han siger:

Fortæl altid dine pinlige historier selv ... før andre gør det. 

Det kræver overskud at vende hånden om
Det kræver mod at vende hånden om i en konfliktsituation. Men med denne dobbeltoptik kan man opnå, dels at den overlevelsestrussel man retter mod den anden bliver mindre, således at der også bliver et mindre reaktivt feed back, samtidig med at man - i stedet for at frigøre sig selv på den andens bekostning, i stedet bliver fri fra sig selv og situationen. I denne situation bliver du også fri fra dine irrationelle følelser samtidig med at du giver dem luft. 
At blive fri fra sig selv er, så vidt Meditation.dk kan koges ned til én formel, the name of the game.  

Autentisk kommunikation frisætter store mængder energi, energi som et moderne, effektivt samfund slet ikke kan undvære.
 
Meditativ selverkendelse opstår når psykens blinde vinkler bringes frem i lyset. Denne selverkendelse er samtidig forudsætningen for at du kan føle dig fri for dig selv så du kan se på dig selv med humor frem for fordømmelse.  Meditativ klarhed kan således fungere som en unik livs-GPS der gør det muligt at se sig selv neutralt udefra, uden at falde i fordømmelses, skylds- eller stolthedsfælder.
 
Men denne positive selverkendelsesspiral er ikke mulig hvis ens indre er kørt fast i overlevelsesgearet. En forudsætning for denne selverkendelse er den ro og dybe hvile Meditation kan give. Meditation kan være med til at skabe det overskud og derigennem det overblik der gør det muligt for os at kunne samle alle livs - og informationstråde i vore egne hænder.
  
MEDITATION, STRESS OG KREATIVITET
Stress er sundt. Stress er brændstof for det dynamiske menneske. Problemet opstår når vores krop ikke får tid til dyb og regenererende hvile efter perioder med spidsbelastende arbejde. Uden hvile mellem disse peak point-perioder kan stresstilstanden blive kronisk. Kronisk stress er skadeligt. Periodisk stress er heroverfor et livskrydderi.

I den moderne arbejdskultur er almindelig hvile og søvn for mange ikke nok til at kroppen og sindet kan regenerere fuldt ud. Nervesystemet når således ikke at genvinde sin normaltilstand før den næste angrebsbølge af arbejdsopgaver sætter ind.

Et menneske der ikke er kan se sig selverkendende udefra, vil alt for ofte blindt forsøge at løse nye typer opgaver med gamle og utidssvarende arbejdsstrategier. Stress i hverdagen gør også at man mister noget af  evnen til at skelne mellem informationers og arbejdsopgavers vigtighed. Alt hvad der skal til for at bryde denne cirkel er at man stopper op og ser sig selv udefra - gerne med et smil. 
 
Det stressede menneske tackler fremtiden med fortidens erfaring
Vi moderne mennesker lever for alvor i en tid hvor alle livssituationer skifter med den hastighed en mobiltelefon udskiftes med i hånden på en teenager. Adfærds og -arbejdsformer og forbrugsmønstre ændres og udskiftes i et tempo der ville sætte vores forfædre skakmat i ét træk.
 
Stressede mennesker løber panden mod muren i stedet for bare at gå uden om den.  Når vi er stressede og urolige, indsnævres vores synsfelt hvad angår nytænkende løsninger. Stress skræmmer de gode ideer væk. Adrenalin gør nemlig vore handlinger refleksbetingede i stedet for kreative. Jo mere et menneske er under pres, des mere vil det handle i overensstemmelse med sin primitive arv.

Dette fænomen kaldes af psykologerne for regression. Det medfører at vi i en krisesituation begynder at spille vores evolutionære båndoptager baglæns. Denne båndoptager indeholde informationer om hvorledes vi har overlevet i krisesituationer helt tilbage til krybdyrstadiet. Jo længere båndoptageren spoles tilbage, des mere primitiv vil vores adfærdsrespons på en krisesituation - blive for til sidst at ende i de urgamle angreb- eller flugtreflekser. Man kunne også omvendt sige at under en krise forsvinder det først som er udviklet sidst. Og det sidste vi mennesker har udviklet er vores neocortexiale intelligens. 
 
Vi kommer således ofte i vores arbejdsliv til at tackle nye og ukendte arbejdsområder med de ’overlevelsesstrategier’ vi har haft succes med før i tiden. Det er en god fremgangsmåde i samfund der ændrer sig langsomt. Men i dynamiske og omskiftelige samfund er det en rigtig dårlig ide. Hver gang vi forsøger at løse et nyt problem med gammelt værktøj, kommer vi til at arbejde uforholdsmæssigt meget fordi vi simpelthen ikke anvender den rigtige fremgangsmåde.
 
For at genindsætte neocortex med dens kreative og intelligente regnbue af overlevelsessvar på vor hjernes kongetrone, er det nødvendigt med et time out.  Her kommer Meditation ind i billedet som ikke mindre end et formidabelt redskab til at få hjernen til at slappe af. 
 
I en ikke alt for fjern fortid sad vi måske et sted ude på landet uden fjernsyn eller Internet og fik de lange vinteraftner til at gå ved at høre urets tikken og varme os ved ildstedet. Kroppen havde automatisk tid til at mærke sig selv. Når kroppen får lejlighed til at ’falde i staver’ begynder den automatisk at heale sig selv – finde tilbage til sit nulpunkt. Sammen med den genvundne balance, indfinder det livsvigtige overblik sig igen. Vi kan ingen se tingene fra oven – stressens skyklapper forsvinder og pludselig kan vi se at ingen tvang os til at bryde muren af forhindringer ned.  Vi kunne bare ha’ gået uden om den.

Afslapning er således ikke målet i sig selv. Den årvågne afslapning er derimod en forudsætning for det time out hvor man så at sige samler de indre tropper og får lejlighed til at se på hvor man står i det samlede billede. Det er kun fra denne position, fra denne synsvinkel at det overordnede billede kan tegne nye veje ud af gamle fælder.   
 

Meditation uden humoristisk selverkendelse fører til selvhøjtidelighed og fanatisme
Meditation og i videre forstand religion uden selverkendelse og latter fører til selvhøjtidelige, selvproklamerede og selvoptagede guruer og præster, der ikke er blege for at lede deres tilhængere ind i sekteriske forestillinger om absolut sandhed: Vores Gud, Guru eller Kristus er den eneste. Vores meditationsteknikker eller bønner er de eneste rigtige. 
   
Kristendommens store fortjeneste er at den har fokuseret på næstekærlighed. Men der er ingen humor i Biblen. Absolutte udsagn som: Jeg er vejen, sandheden og livet er farlige uden i det mindste homøopatiske doser af varme, humor og smil. Men hvem ved hvad Jesus egentlig har sagt før han blev Romerkirkens forretningsstrategi?
 
En gammel vis inder tog afsked med et selskab af vesterlændinge der havde besøgt ham for åndelig inspiration. Situationen var præget af en vis højtidelig ærefrygt. Den gamle vise holdt sine hænder velsignende ud mod os mens han gentog: Må Gud velsigne jer! Må Gud velsigne jer!  Derefter kiggede han med et skælmsk blik op mod himlen, mens han sagde: Må han også velsigne mig.
   
Siden vor tid på den Østafrikanske savanne ligger der et program i os der gør at vi gerne samles om 'store' ledere i især krise- og forandringstider. Dette program sidder som en trojansk hest skjult i vor psykes blinde punkt og kan når som helst gøre guruer, politikere, videnskabsmænd, præster og mullaher til forkyndere af absolut sandhed og derigennem forvaltere af tilranet magt.

Vismanden Faqir Baba var en simpel, uuddannet mand. Men hans store selverkendelse er selv i dag en mangelvare på verdens religiøse arenaer:
 
Dette er de hårde kendsgerninger: den simple sandhed om spiritualitet hjælper  ikke med til med at etablere religiøse centre, og øger ikke antallet af tilhængere. Først efter denne erkendelse ser jeg dette:  Jeg er kun en boble af bevidsthed. En lille boble af bevidsthed kan ikke hævde om sig selv at være en stor Vismand. Havde jeg ikke realiseret denne sandhed, kunne jeg måske have opfordret jer til at prise min storhed, fået jer til at tilbede mig og jeg ville have udnyttet jer. (Faqir Baba)

Verdens samlede religiøse erfaringer ligger som et tagselvbord foran det opkoblede menneskes skærm. Det er op til metamenneskets egen indsigt og smag at tage den bedste informationsbid fra hver enkelt kultur. Kristendom, Shamanisme, Hinduisme - alle har de i sig frø der med vinden kan flyve til alle verdenshjørner. Spørgsmålet er om vi her, i indgangsportalen til det tredje årtusind, er i stand til at tage udfordringen op - selv.


Kompleks enkelthed i den globale landsby
De sidste to årtier inden årtusindskiftet står over for en afgørende udfordring: hvorledes kan mennesket leve og orientere sig i det komplekse, dynamiske og tekniske samfund det selv har skabt?

Kun ved at ændre sig selv i samme tempo som samfundet kan denne udfordring løses.
  
Den verden vore forældre voksede op i var simpel sammenlignet med vor tid.  Samtidig med at den 'virkelige' verdens kompleksitet vokser, bliver den også suget ind i et hyperreelt informationsnetværk.
I denne 'matrix' bliver vi med lyshastig afstandsløshed mobilt spændt ud mellem satellitter og mobilmaster - forbundet til og bundet af hele verden gennem et organisk voksende world wide web.

Denne virtualiserede verden udvider mulighederne for og accelererer hastigheden på komplicerede sociale interaktioner. Handlinger der før ville kræve tid, kan i dag udføres her og nu. Vi kan f.eks. bestille en flybillet over nettet samme dag som vi rejser. Verden bliver således mere og mere enkel, samtidig med at den bliver mere og mere indviklet.
  
Det loopede hype samfund og metamennesket
Verden bliver i denne proces også mindre samtidig med at den bliver større. Jyllandspostens Muhammedtegninger når ud til Pakistans små landsbyer næsten samme dag som avisen trykkes.
 
Vi lever således i en verden der på godt og ondt er fuld af loops - af lynhurtige feed backs. Dissse nye loops gennemsyrer vort  samfund på alle niveauer. Selv den før omtalte GPS er et eksempel på hvorledes en ny form for loop hjælper os til at navigere på en ny og mere effektiv måde.
 
For at orientere sig en sådan verden er det vigtigt selv at være i et loop - at have metabevidsthed.

There was a photographer taking pictures of journalist who were being filmed
by a TV crew as they reported on a PR event, and there was me writing about it.
Victor Lewis Smith - Grasping the Zeitgeist with the ace fashionistas 2007

I denne lille-store verden går der i en langt højere grad end før feed back i systemet. Mediemikrofonens følsomhed er så stor at den let går i selvsving med den globale verdenshøjtaler. Fænomener som terrorisme og svineinfluenza får de globale medier til at gå i selvsving. Moderne medier lever faktisk af og i hype.

Hver gang et mediemikrofonhyl feed back'er hen over kloden, er det en god idé at stoppe op, lukke øjnene og kort mærke sin egen indre kropsligt forankrede realitet. Dette lille simple og banale indre loop er faktisk et uhyre effektivt værn mod de ydre loops ofte ukontrollable selvsving.

Vi lever i et loopet hype-samfund, hvor det enkelte individ så vidt muligt selv må udvikle bevidsthedsloops for at være kompatibel med sine omgivelser.
  
Den voksende virkelighed driller eksperterne til selverkendelse
I 2006 da middelklassen red rodeo på guldkalven, talte jeg med en økonomichef der mente at verdens økonomiske fremtid ville være fri fra kriser fordi verdensøkonomien nu var reguleret gennem internetopkoblede computere.
 
Men i 2009's globale multiverden er selv eksperterne ved at være klar over at de intet ved - eller måske rettere: de der lytter til eksperterne, er klar over at eksperterne intet ved. Bankrådgivere, aktieguruer, klimaspecialister... alle famler igen i blinde som videnskabsmændene i Oehlenschlägers gode gamle digt Guldhornene:

Blikket stirrer,
sig tanken forvirrer,
I Taage de famle..

For selv om videnskaben tager accelererende kæmpe(frem)skridt ind i det nye årtusind, er berøringsfladen til det vi ikke ved, til kaos, vokset endnu mere. Samtidig falder huspriserne. Måske er det derfor det futuristiske wwwerdensnet i dag er googlende fuldt af 2012-dommedagsscenarier.   
  
Forandring og Meditation
Du tænker måske nu: Hvad har alt dette med Meditation at gøre?  Svaret er: angst og forandringsfrygt. Hvis du allerede nu er bekymringsløs og ingen frygt har over for det forandringsscenarie vi står i lige nu, kan du springe dette afsnit over og gå direkte til meditationsteknikkerne. Ja, faktisk kan du også springe dem over og i stedet gå en tur eller deltage aktivt i de gode forsøg på at gøre kloden grøn.
 
Hvis du stadig sidder her foran skærmen er spørgsmålet: Hvordan kan jeg orientere mig i dette kaos uden at være bekymret eller stresset?
  
Lad mig med det samme svare: Det kan du gennem selverkendende meditativ overgivelse til din indre værens intelligente kaos. Det kan du ved dagligt at sætte rituel tid af til med lukkede øjne at mærke din egen indre kropsligt oplevede væren.
  
Lyder det vanskeligt eller uforståeligt? Så læs videre...
   
Forandringsangst og Fordbiler
Næsten alle urkulturer har fortalt myter om kampen mellem kaos og kosmos, mellem orden og opløsning.

Civilisation er lig med Gudernes orden og alt hvad der ligger hinsides bymuren opfattes som et dæmonisk kaos. Situationen er den samme i dag bortset fra at vi med moderne greenpeaceoptik ser kaos udfolde sig inden for civilisationens mure og derfra sprede sig ødelæggende ud i naturens orden. 
  
Det er i denne sammenhæng interessant at anskue 'udvikling' ud fra fraktale kaosteorier. Ganske kort fortalt opstår en ny orden spontant og uforudsigeligt, netop i det øjeblik kaoskurven når en lodret singularitet. Efter en tid vil den nye orden gå i opløsning indefra og igen afløses af en ny orden netop i det øjeblik kaos vokser mod singulariteten.
  
Pointen er at den nye ordens indre logik er umulig at forudsige. Det er med Storm P vanskeligt at spå - især om fremtiden.
  
Hestevognsvidenskab
I slutningen af 1800-tallet var videnskabsmænd i London bekymrede. De havde regnet ud at London med den nuværende stigningstakt i forøgelsen af heste og hestevogne, ville være dækket af halvanden meter hestelort år 1900. Denne Storm P´ske forudsigelse gik imidlertid ikke i opfyldelse. Hestevogne gik nemlig af mode da automobilet blev opfundet. Ingen havde fantasi til at forstille sig denne 'enkelte' løsning på problemet. Bilindustrien var den ny ordens uforudsigelige løsning på den gamle ordens opløsning i kaos. Men i dag er den samme bilkultur kommet på afveje og er nu på kollisionskurs i et nyt traffikkaos.
  
I dag har nye generationer af hestevognsvidenskabmænd med mullahagtig selvsikkerhed travlt med forudsige nye katastrofer i form af bl.a. global co2-forårsaget opvarmning. Disse progressive videnskabsmænd og det stigende antal politikere der støtter dem, er bestemt mere sympatiske end dem der sælger og producerer forbudte cheminovagifte i den 3. verdens lande. 
  
Men greenpeacebevægelsen er ud over alle de gode intentioner, et sted hvor der skjuler sig angst for kaos, frygt for det ukendte og tilhørende behov for at kunne kontrollere den forandring eller den nye orden som man med kaosmatematisk sikkerhed ikke kan kontrollere eller forudsige.
      
Ingen, hverken videnskabsmænd eller guruer, er i dag bedre i stand til at forudsige fremtiden end 1800-tallets videnskabsmænd. For den nye orden er altid med fraktal usvigelighed, uforudsigelig. Et hvilket som helst historisk studie af fremtidsforskeres forudsigelser vil vise i hvor høj grad den fremtid man har forstillet sig, blot var skabt ud fra simple lorteberegninger ud fra den gamle ordens kendte parametre.

Alle dommedagsprofeterne har også været nødsaget til igen og igen at udskyde sidste salgsdag. Kun poeter som H.C. Andersen og Jules Verne havde visionært held til at åbne et lille kighul ind i den ny tids orden. Lad mig kort nævne at disse afsnit ikke skal læses som en kritik af miljøbevidst handling og ansvarlighed. Det handler her udelukkende om at påpege at handlinger der udspringer af frygt, ikke er optimale.  


Hvem er jeg - part I
Det universelle 'jeg' er metabevidst. Det er i stand til at se sig selv kærligt udefra, og kan derigennem kompensere for og korrigere sine egne svagheder. Metabevidsthedens GPS gør mennesket i stand til at orientere sig i foranderlighed. 
 
Det Universelle 'jeg' spørger kognitivt sig selv: Hvem er jeg? og får derigennem værdifuld viden om hvorledes 'jegs' adfærd interagerer med omgivelserne.
 
Metabevidsthed er det Universelle 'jegs' nye kompas der gør det i stand til at foregribe sine egne svagheder før andre udnytter dem eller bliver generet af dem.
 
Fortæl altid dine pinlige historie selv ... før andre gør det. Lars Ulrich - Metallica
 
Hvem er jeg - part II
Det Universelle 'jeg' inddrager også aktivt sine omgivelser i denne kognitionsproces.
Det metabevidste 'jeg' kan finde på at spørge fortrolige venner i omgangskredsen: Hjælp mig med til at se mine blinde vinkler. Selverkendelse spreder sig herfra som ringe i vandet.
 
Hvem er jeg - part III
En hund ved ikke den er en hund. I modsætning hertil er vi som mennesker klar over at vi er mennesker. Dermed er der faktisk en del af os der er hinsides mennesket, nemlig den del af os der erkender at vi er mennesker - at se sig selv er paradoksalt nok det samme som ikke at være sig selv i den bevægelse hvor vi hæver os over os selv. Dette er en egenskab ved selve bevidstheden. Den kræver afstand for at kunne observere.


Selvbevidsthed på vej mod spiritualitet
Metaspørgsmålet, Hvem er jeg, har imidlertid en langt større power end blot det at gøre os bedre i stand til kognitivt at navigere i komplekse sociale sammenhænge.
 
Spørgsmålet Hvem er jeg kan også stilles på niveauer hinsides intellektets domæne. Dette selvreferentielle spørgsmål kan føres videre til et eksistentielt niveau. 
 
Hvis du med stor oprigtighed stiller spørgsmålet Hvem er jeg... og i stedet for at lytte efter et intellektuelt svar er opmærksom på hvilke følelser i kroppen der rejser sig efter spørgsmålet, så er du på vej ind i Meditationens domæne.

Du kan oven i købet gå et skridt videre og med din simple a-ha opmærksomhed og bevidsthed jagte den der spørger. Stillet i denne kontekst vil det trække tæppet væk under det 'jeg' der spørger.
 
Det er er tilbage, er det Meditative Mysterie... 


Den abstrakte metafortælling - Man har et standpunkt til man tager et nyt
Vi kan som mennesker ikke leve uden at fortælle os selv. Selv det at gennemskue fortællingerne og hævde at vi lever uden fortælling er i sig selv en ny fortælling.
Det afgørende er at vor selvfortælling må indeholde en viden om det vigtige i at fortællinger må gå til grunde for at skabe plads til nye. Den geniale danske politiker Jens Otto Krag var en af de første der udtrykte denne metafortælling der muliggjorde forandring i en grad der ikke var set tidligere. Han sagde: Man har et standpunkt til man tager et nyt.
 
Dette er et eksempel på metafortælling. Den holder i abstrakt form sammen på og muliggør de mere konkrete fortællingers kontinuerte fødsel og død.  
 
Religiøst inspirerede metafortællinger vil også være velegnede til at skabe et sjæleligt forankret omdrejningspunkt for et liv i flux. Dette forudsætter dog at den religiøse fortælling bevæger sig fra lovreligiøsitet til hvad man kunne betegne som en abstrakt filosofisk religiøsitet.  


Identitet og Selv-følelse
Identitet er frem for alt følt i opmærksomhed.
Af alle sansninger er følesansen den, der er tættest på os selv. Den udgør vores følelse af os selv - vor selv-følelse. Paradokset er, at vor identitetskerne er skabt af følelser vi ikke selv forstår. Hvad der er tættest på os selv er samtidig mest uforståeligt.
  
Hvis nogen spørger dig, hvem du er, så kunne du f.eks. svare: Hvem? Mener du mig?
I det omfang du i dette svar brugte kropssprog, ville du sandsynligvis pege på dit bryst i nærheden af hjertet. Du har på denne måde selv udpeget din identitet som en følelse i kroppen. Kærlighedens vigtigste ikonografiske symbol er hjertet. Derfor er det at give opmærksomhed, enten det er til en selv eller nogen eller noget uden for en selv, nært beslægtet med kærlighed. Kærlighed er den ypperste frugt på opmærksomhedens træ. 
 
Her, ca. 15 cm over maven, eller med Luthers ord, under venstre brystvorte, finder vi de højere følelser.

Hvem er ’jeg’ og hvem er ’du’ i det flydende kontinuum?
Du kunne nu spørge: Hvad er så tilbage, når alt er opløst til mørk energi i den indadvendte opmærksomheds klare lys. Kan der i dette lys stadig eksistere følelser? Kan jeg, når jeg opmærksomt og Meditativt har set det indre liv, stadig sige: ’Jeg’? Og kan jeg sige: ’Jeg’ elsker ’dig’?
Mit svar, så langt jeg kan se, er ja! Men der er en afgørende forskel. Du vil samtidig registrere følelser på samme klare måde som du kan sige min arm gør ondt. Du kan i forlængelse heraf ikke i samme grad som før sige: Jeg elsker dig… Jeg hader dig. Du vil nærmere sige: Jeg føler kærlighed – jeg føler vrede … inde i mig … til dig. Og hvis du opmærksomt går lidt videre vil du måske sige: Der er energi i bevægelse … inde i og ude i et flydende mig… Her udfolder du dig i verden, samtidig med at verden som en inverteret tennisbold udfolder sig - i dig.

Vi mennesker elsker havet og jorden. Men allermest holder vi af stranden, der som huden er en grænse: her grænsen mellem havet og jorden. Vi er metaforisk fødte til strandliv. Her kan vi nyde både jordelementets faste strukturer og havets bløde foranderlighed.
Livets formål er således ikke at vælge mellem det evige eller det timelige, men derimod blidt at pendulere mellem urgrunden og verdens ufattelige skønhed.

For så vidt som det at give slip ind i det grænseløse kontinuum af jeget opleves som døden, burde egodød og genfødsel være dagligdags og ganske almindelige foreteelser. For verden er smukkest for den der ser den for første gang.

Det fortællingsløse menneske – on the edge
Når du lever på kanten til det grænseløse kontinuum er dit behov for at vide hvem du er, hvad du er og hvor du hører til, mindre. Kropsligt oplevet væren minimerer behovet for selvfortællinger.

Du er frem for at fortælle dig selv. Du er den væren der før var dit livs baggrund. Nu er din individuelle eksistens baggrunden i værens forgrund.
Fortællinger er et individs eller en gruppes tankeværn. Selvfortællinger er en integral del af egoets overlevelsesmur og har været nødvendige beskyttelsesmekanismer indtil nu.
Men når tidligere tiders overlevelsesmekanismer overskrider deres sidste salgsdag, skaber de en usamtidighedskonflikt, hvor de som et forældet nordkoreansk regime forhindrer nuets permanent flydende og kreativt selvskabende virkelighed i at manifestere tidsvarende overlevelsessvar.

Bevidst intet og opmærksomt alt