BEVIDSTHED & OPMÆRKSOMHED ● I. Bevidsthed & evolution ● II. Hvad er opmærksomhed ● III. Hvad er bevidsthed ● IV. Usamtidige styresystemer ● V. Tankeoperativsystemet    DEN INDRE OG DEN YDRE PERSON ● Den indre og den ydre person ● Den indre krigers hellige sår   SJÆLENS SOMMERFUGL ● Supervågenhed - den Hellige Gral ● Det supervågne flow ● Frigørelsen fra eller af jeg'et ● Meditativ spatialisering ● Meditativ pixellering ● Frigørelsen af det større jeg ● Sjælens Sommerfugl

HISTORIE, FILOSOFI & VIDENSKAB ● Meditation og religion ● Meditation, videnskab og filosofi ● Meditation og sekterisme ● Jeg'et og dets udviklingshistorie ● Meditation og metabevidsthed ● Meditation & symboler ● Jesus i Buddhas fodspor   SPØRGSMÅL TIL MEDITATION ● Er meditation en mirakelkur? ● Er det narcissistisk at meditere?   MEDITATIVE VISIONER ● Den mirakuløse fraktale bevidsthed ● Gud ønsker at blive Menneske ● Singularitet, Meditation og Entheogener ● Meditation og Kærlighed ● Meditation og Sandhed ● Om mig selv

 

•

Under udarbejdelse

USAMTIDIGE STYRESYSTEMER
      Bevidsthed versus opmærksomhed - under udarbejdelse

Mankind is poised midway between the gods and the beasts
Plotinus

Mennesket kan sammenlignes med en gammeldags radio.   For at modtage signaler optimalt skal en sådan radio have både en antenne og en jordforbindelse.   Radioens antenne repræsenterer i denne analogi vores immaterielle bevidsthed, vores 'ånd'.   Radioens jordforbindelse er vor, i opmærksomhed sansede, krop.   Meditation.dk skelner konsekvent mellem opmærksomhed og bevidsthed. Disse to begreber er definitorisk sat som to radikalt forskellige bio-operativsystemer. Bevidsthed er en generaliserende betegnelse for de nyere og nyeste udviklede overlevelsessystemer. De ældre biologiske systemer, helt tilbage til de nematoder, der står for vor appetitregulering, er samlet under begrebet opmærksomhed.   De to operativsystemer arbejder sjældent så harmonisk sammen, som tilfældet er det i en gammeldags radio. De kommer ofte i indbyrdes konflikt.   Mennesket står Plotinsk som det umulige balancepunkt mellem de to systemer.

For overskuelighedens og inspirationens skyld har jeg fremstillet et aldeles uvidenskabeligt og pseudofreudiansk skema, der i generaliserede træk sætter forskellene mellem opmærksomhedens og bevidsthedens styresystemer op over for hinanden.

 
Rodeo-munken

Bevidsthedens himmelflugt fra entropi
Det lader til, at livets 'bestræbelse' på at undslippe entropiens varmedød, på at skabe orden i universets tiltagende kaos, udvikler skrøbeligere og skrøbeligere 'konstruktioner'. Skrøbeligheden er en direkte konsekvens af livsystemernes stigende kompleksitet. Den kompenseres ved hjælp af samme kompleksitets expanderede intelligens og vågen bevidsthed. Disse overlevelsessystemer pakker vore hyperavancerede, men sarte nervesystemer ind i stadig tykkere lag af beskyttende civilisatorisk vat.
   
Den menneskelige bevidste vågenheds instabilitet kan også forklares ud fra, at evolutionens sidst udviklede overlevelsessvar af gode grunde ikke er blevet testede i tid. De er som nye computeropdateringer de mest avancerede, men fulde af fejl, der først opdages når programmerne i betaversioner møder virkeligheden. De dyriske monstre, vi sidder på, er heroverfor langt ældre. De har gennem millioner af års eksistens udviklet det gennemprøvedes erfarne hårdførhed.

Stress og vågenhed
Denne kropslige robusthed og inerti gør, at vi gang på gang under pres blindt kommer til at løse fremtidens problemer med fortidens erfaringer.
   
For i pressede situationer er det første, vi mister, det evolutionært sidst udviklede.

I tilfælde af livskriser er vågenheden og de højere kognitive funktioner, der udspiller sig i dens spejlrum derfor det første, der lukker ned.
 
Stress rammer først den rene spejlbevidstheds vågne klarhed, og når vågenheden falder i søvn, overtager de lavere, rudimentære instinktive overlevelses-operativsystemer som autopilot førersædet. Hidtil slumrende arkaiske og rudimentære bevidsthedstilstande vækkes nu til dåd for at varetage overlevelsen. Uden vågenhed kan vi stadig præstere mentalt og fysisk, men næppe på nobelprisniveau. Kun i afslappet supervågenhed i flow har vi evnen til at udtrykke det sublime, ikke i generel forstand, men det sublime forstået som det absolut bedste vi kan præstere inden for vore egne naturgivne rammer.
 
Stress gør os med andre ord til søvngængere.
    
Det første kendetegn på, at vi er under pres, er, at vi fyldes af alt for mange tanker og blinde instinktive reaktionsmønstre. Stress rammer først og fremmest de højere kognitive funktioner, med den konsekvens, at tankemæssig kvalitet erstattes af kvantitet. Spundet ind i ubrugelige bekymringstankers endeløse strøm af fortællinger om forestillede trusselsscenarier bliver bekymring en kronisk tilstand. 
 
På samme måde vil samfund i krisetilstande være i fare for at regrediere tilbage til tidligere udviklingstrin. Des mere kompliceret den sociale interaktion i et samfund bliver, des større er faren for regression.   
   
Bevidsthed og opmærksomhed er feed back systemer
Centralt for forståelsen af opmærksomhed og bevidsthed er at de begge er feed back baserede kommunikationssystemer. Denne grundliggende evne til feed back, i indbyrdes interaktion og med omgivelserne skaber en fælles platform, hvorfra disse systemer varetager deres vigtigste opgave: overlevelse.
  
BEVIDSTHEDENS CIVILISATORISKE MAGTOVERTAGELSE
På trods af, eller måske nærmere netop på grund af sin skrøbelighed har bevidstheden i det moderne menneske taget eller nærmere narret magten fra opmærksomheden. Som munken på billedet har vi sat os selvkontrollerende oven på os selv.

I vesten begyndte denne gradvise magtovertagelse symbolsk med Odysseus, da han lod sig binde til masten af sit skib for at kunne modstå Sirenernes sang.

Selvkontrol kom udefra
Vigtigt i denne sammenhæng er, at den første indre selvkontrol, blev udviklet på grund af behovet for ydre selvkontrol. For at blive i stand til at indgå i socialt komplekse samarbejdsstrukturer, i videre forstand at leve civiliserede, bliver vi nødt til at tage hensyn til hinanden.
  
Bevidstheden er lille, men vågen. Den er skrøbelig, men snu. Den narrer kyklopen i os ved at forbinde sig i komlekse netværk til andre individers bevidstheder. Den pakker sig selv ind i beskyttende dyner af civilisation. Højere grader af civilisation fjerner risikoen for katastrofiske situationer. Vi beskytter os selv og hinanden gennem civilisatorisk klogskab og selvkontrol.
   
Kroppen er stadig et dyr. Dette dyr sidder i maven. Dets operativsystem er følelser i opmærksomhed. Det er efterhånden skræmt til døde over bevidsthedsoperativsystemets civilisatoriske konstruktioner. Vi har siden Odysseus forsøgt at slavebinde det med bevidsthedens eftertænksomme nervetråde.
    
Den nærsanselige middelalder
I middelalderen levede det almindelige menneske i langt højere grad ud fra en spontan udlevelse af dets nærsanselige eksistens. Dette umiddelbare og nærsanselige, men også usikre  liv blev levet uden tanke på mulige følger. Nød, fangenskab, nederlag, sejr, lemlæstelse, løssluppen lyst, sønderknusthed, religiøs bod og anger blev udlevet og oplevet i kroppens ordløse og nærsanselige rum. Overvågning og straf kom udefra ved hjælp af kirkens og øvrighedens verdslige institutioner - ikke indefra.
 

Udsnit af et maleri af Bruegel
 
Helt op til Holbergs oplysningstid var det normalt, at en mand hilste på en kvinde ved at føle på hendes bryst. I dag ville det udløse en ren me too.
 
Det umiddelbare, urefleksive og derfor uhæmmede i direkte at smage, lugte og føle var det  førindustrielle menneskes privilegium.

Denne nærsanselighed har jeg med egne øjne observeret i Indiens slumkvarterer. Den civilisatoriske selvkontrol er fraværende til fordel for instinktmæssig nærsanselig overlevelsesadfærd.
 
PÅ VEJ MOD DET FJERNSANSELIGE BEVIDSTHEDSMENNESKE
Fra middlalderen og op til i dag er menneskets fjernsanser blevet udviklet på bekostning af den umiddelbare nærsansning. Gennem middelalderen blev vi langsomt gennem kirken opdraget til at syndiggøre og dermed distancere os fra vort kropsligt opmærksomme nærliv. Vi lærte samtidigt fjernsanseligt at læse bøger og lytte til kloge ord fra autoriteter, der før i højere grad havde ladet sværd tale folket til rette.
 
Senere i et eksponentielt spring fik vi TV. Med det fik vi bogstaveligt et fjern(t)-syn. Denne ekspansion af information og navigation i et fjernsanseligt rum forberedte os til at kunne interagere med computernes visuelle interface. I dag er vor synssans klisteret til de små skærme på vore smartphones. Vi er på vej mod en global kropsløs symbiotisk bio-chip opkobling med computerkredsløb?
  
Vi er i civilisationshistorisk perspektiv på rekordtid blevet til selvkontrollerende systemer styret af visuelle brugerflader. Det fremmede blik, det Lacan kalder Den store Anden, er blevet digitaliseret.
 
Lacan & Den Andens blik: Vi væsner i verdens skuespil
Jacques Lacan er i mine øjne et typisk akademisk kropsløst talking head, der i bedste Wittgensteinske stil reducerer verden til ord i et kropsløst erkendelsesrum uden bevidsthed om den omærksomhedens nærsanselighed, der altid massivt er til stede i os som krop.
 
Den eneste radikalt effektive kur, der vil kunne helbrede denne i vort samfund udbredte og ovvebikøbet højt respekterede 'intelektualitis' er ikke en dialog med en uenig person som mig, men et solidt LSD-trip, gerne på over 400 mikrogram. Jeg vil til enhver tid vædde min favorit elguitar på, at ingen, selv ikke det meste genstridigt hjernevaskede akademiske sind, der er kommet tilbage fra en større entheogen rejse, kan andet end le overbærende af sit eget, før løbsk-rullende akademiske bowlingkuglehovede.
 
Lacan er, når røgen fra denne svada har lagt sig, ikke desto mindre særdeles interessant at lade sig inspirere af.
 
Lacan skriver, at vi allerede før vi selv ser, er bevidste om 'den andens' blik. Eksemplificeret med en personlig anekdote, skriver Lacan, at objektet, her en konservesdåse, kaster sit usynlige blik i form af lys mod subjektet. ”Det, som er lys, betragter mig (…).”
 
Konservesdåsen reflekterer det lys, der rammer den, på os, hvorefter vort syn fikseres på den. Vi er altså set, før vi selv ser.
 
Dette på os evigt hvilende blik kalder Lacan for den store Anden. Den store Anden gør os til væsner, der bliver betragtet.
 
Speculum Mundi
Med sætningen jeg ser mig se mig selv, griber Lacan essensen af det faktum, at den Andens blik altid kommer før subjektets eget.

I forbindelse med dette seendes frembrud: det mystiske blik, der kastes mod os som subjekter, skriver Lacan, at der altid er en Andens blik, der kommer før subjektets eget, før subjektets øje, at et givet-at-se, eksisterer forud for synet. 

Det, som det drejer sig om at indkredse, ad de ruter til den vej, han [den store Anden] viser os, er forudeksistensen af et blik – jeg ser kun fra ét punkt, men i min eksistens bliver jeg betragtet fra alle sider.  - Lacan
 
Subjektet ser fra ét punkt. Dets syn kastes som en koncentreret, fokuseret lyskegle, alt imens et omnipotent, ubestemmeligt verdensblik bader subjektet i lys.

Som et bevidst og performende subjekt finder vi tilfredsstillelse i at påkalde sig den store Andens blik,

Den store Andens blik tildeles af Lacan den egenskab at vise. Bevidstheden om den andens blik tilrettelægger og former vort syn og ikke mindst vort eget syn på os selv.

At blikket også viser, gør, at subjektet altid retter blikket mod det den store Andens blik er rettet imod: mod den store Andens attråværdige objekt. Via vores fantasi  pålægger vi os selv den Andens blik. Vi begynder at se os selv som den Anden ser det. Derigennem skaber vi en antagelse om idealitet, som vi forsøger at leve op til.

Dette speculum mundi, verdens spejl, tilfører vor eksistens en evig performativ dimension, hvor vi alle bliver til aktører i en altseende verdens skuespil. Vi føler os som bevidste væsner altid iagttaget, ikke neutralt, men adfærdsregulerende. Vi forsøger altid at leve op til dette bliks skjulte og mindre skjulte forventinger.

I min respektløshed over for akademiske enhjørninge, vil jeg tillade mig at modificere Lacans begreb den store Anden. Vi er artshistorisk set flokdyr. Det enkelte menneskes overlevelse har siden vor tilværelse som aber og siden som stenalder mennesker på den Østafrikanske savanne været afhængig af flokken, herunder vores magtposition i flokken.

Flokkens brændende kollektiv-blik
Jeg er enig med Lacan i hans iagttagelse om, at vi altid bliver skopofilisk iagttaget med henblik på adfærdsregulering. Dette blik er i min optik imidlertid ikke en stor Andens blik, men de Andres blik. Det er flokkens allestednærværende kollektive blik. Hvad vil de andre se, tænke, mene og sige?


Merleau-Pontys teori mennesket som en erfarende krop af kød (chair) sammenflettet med verdens kød (chair du monde):”The visible world and the world of my motor projects are both total parts of the same Being

 
Denne civilisatoriske omprogrammering af vort sansehierarki har flyttet prioriteten og dermed energien fra opmærksomheden til bevidstheden. Den nærsanslige kropsbevidste opmærksomhed er i vor overciviliserede verden fortrængt af en bevidsthed, der fungerer netop gennem det at vi afstandsgør os selv og dermed vor egen krop. Kroppen bliver i samme proces underlagt bevidsthedens kontrolapparatur, det jeg i kapitlet Den indre og den ydre person har kaldt den ydre person.
 
Fjern-synsalderen
Mange af det moderne samfunds civilisationssygdomme, heriblandt eksistentiel fremmedgørelse, er i høj grad skabt som en konsekvens af den kulturskabte flugt fra nærsansernes umiddelbare liv. Selv det kaos, der findes i en nutidig dansk skoleklasse, kan ses som et udtryk for manglen på nærsanselig tilstedeværelse. 
 
Elektroniske gadgets, især smartphones kobler os op med vore fjernsanser, høre og synssansen i en grad selv de sidste 50 års TV-alder ikke i sig selv har formået, men har forberedt os til. Indtil den dag, hvor vi i virtual reality miljøer kan føle, lugte og smage, fortsætter den accelerende udsultning af vore nærsanselige behovseksistens. Samtidig bliver vor længsel efter den tabte krop i stadig stigende grad forsøgt tilfredsstillet gennem synet. Som Narcissus leder vi i det synsskabte spejlbillede efter den fylde som kun den nærsanselige følesans kan tilfredsstille. Vor kultur bliver, spejlet i de utallige små interaktive skærme og i massemediernes produktion af reality et skopofilisk forsøg på at genvinde den tabte nærsanselige fylde og uskyld.
 
Det nedenstående billede viser en situation de fleste af os nok har tænkt over i vort nye mobile univers. Jeg tænker her på den fremmedgørelse, der opstår, når den digitale verden bliver vigtigere end den virkelige sansede verden af kød og blod.
 
 

Vort cellulære mikroliv
Mere afgørende er imidlertid den omprogrammering smartphones og lignende 'devices' skaber i vort mikroliv. De allerstørste civilisatoriske begivenheder foregår ubemærket og hinsides de demokratiske, ja selv de magtøkonomiske beslutningsprocesser. Disse begivenheder foregår på vort livs mikroplan. Mens vi tror, at vort liv ændres gennem afgørende begivenheder og store eksistentielle beslutninger, så 'besluttes' livet i virkeligheden for os ud fra den samlede sum af mikroøjeblikke. Vort mikroliv interagerer med verdens mikroliv og skaber her kæmpebølger af paradigmeskiftende kultur. Ingen bestemmer i virkeligheden nogen som helst - hverken økonomiske magtmænd, politikere eller de såkaldte konspiratoriske illuminati.
De virkelige aktører i fornuftens list er i virkeligheden celler og molekyler. Teatrum mundi, verdens teater foregår på først af alt på dette mikroplan, hvor ufatteligt komplekse interaktioner afvikles med matematisk determinisme. De får eksistensens elefanter til at buldre afsted, mens små menneskemus i kølvandet på elefanterne stolt gør hinanden opmærksommme på hvilken larm, de er i stand til at lave.
 
Mens jeg sad i S-toget i dag, lagde jeg mærke til den ikke usædvanlige situation, at næsten alle passagerer sad og interagerede med deres smartphone. Når man interagerer med en tablet er ens syn altid fokuseret.
 

Ikke fra min S-togstur, men fra Korea.
 
En ikke mindre end enorm re-wiring af hjernen finder sted hver dag i kraft af vor nye smartphone adfærd. For ikke mange år tilbage var der masser af tid til at stirre tomt frem hen for sig mens, man ventede på eller i toget, bussen, osv.
 

Facebooks simulacra-likes kan aldrig erstatte den overføring af nærsanselig næring, der bliver overført, når en krop rører en anden. På samme måde som tidens store modedille, kropstatoveringer, er beregnet til at ses på afstand, så bliver vore kroppe set frem for at blive følt. Jeg ser i de nye for psykologien svært forklarlige fænomener som cutting, spisevægring, bulemi og ekstremsport, hvor man skal løbe et Marathon om dagen, som desperate forsøg på at genoprette kontakten til opmærksomheden. Ved at påføre kroppen smerte kan man igen mærke den og således genoprette balancen mellem bevidstheden og opmærksomheden.
 
Gennem fjernsanselig erkendelse i sprog har vi udviklet et mere sofistikeret og varieret overlevelsesstrategisk responsrepertoire. Intet kommer imidlertid gratis. Dette spring fremad i form af tanke-ordstategier er i vor civilisation sket på bekostning af opmærksomheden.
.      
Eksempler på bevidsthedens kropsnegering findes især i de miljøer, hvor mennesker overprioriterer bevidstheden.  I det omfang livsresurserne forfordeles bevidstheden, skrumper den i forvejen pressede opmærksomhed.
 

BEVIDSTHEDENS TOLKNING AF OPMÆRKSOMHEDEN
I de foregående afsnit er det ofte blevet nævnt at bevidsthedens kognitive begrebsapparatur kun har erkendt toppen af opmærksomhedens isbjerg.

Bevidstheden bliver først klar over kroppens liv i det omfang, den har ordliggjort dette liv.
Rene opmærkede, 'nøgne' følelser har det svært foran bevidsthedsspejlet. De kan faktisk kun bevidstgøres i det omfang de er iklædt 'tankedragter'. Følelsen kun bevidsthedsspejles i det omfang den er begrebsliggjort.

 
Når vi siger: jeg elsker dig, jeg føler kærlighed, jeg er vred, jeg er sulten, så er det faktisk ikke, hvad der rent faktisk sker i kroppen. Du kan forsikre sig om validiteten i denne påstand ved at sætte dig ned med lukkede øjne lige efter, at du for eksempel er blevet vred på en person. Hvis du opmærksomt, undersøgende nu kigger ind i sit indre laboratorium, vil du opdage, at det du kaldte vrede, i virkeligheden er en ubehagelig knude i maven og måske brystet.
Vore vante betegnelser for følelser er i virkeligheden bevidsthedens tolkninger af kroppens ordløse sansninger. Disse sansninger er i sig selv biokemiske sensationer.
 
Bevidstheden 'forstår' og kontrollerer på denne måde opmærksomheden gennem tolkning.
    

Bevidsthed og forandring
En af grundene, men ikke den eneste til bevidsthedens analfabetiske forståelse af kroppens signaler er, at den først og fremmest er programmeret til at registrere forandring. En meget stor del af kroppens energetiske opmærksomhedsliv er imidlertid formet som en konstant strøm eller af sansninger. Som vækkeurets tikken forsvinder følelsen af ringmusklen, selv om den i opmærksomhed stadig er der hele tiden. Almindelig væren eller de dele af livet der pulserer som et tog på skinner, eller støj fra et køleskab, unddrager sig vor bevidsthed fordi den udadrettede bevidsthed altid er på jagt efter det der ændrer sig. Alt hvad der er konstant, som f.eks. luften vi indånder eller alt der monotont gentager sig, som f.eks. et gammelt stueurs tikken, forsvinder ind bag det enkle og åbenlyses slør. Forskeren Robert Ornstein har påvist at når ’almindelige’ mennesker uden Meditativ bevidsthedskultivering lytter opmærksomt til et urs tikken, vil deres hjerner efter et stykke tid ikke længere være i stand til at fastholde lyden. Den vil forsvinde. En person der Meditativt har kultiveret sin bevidsthed, vil heroverfor være i stand til konstant at fastholde sin bevidsthed på urets tikken. For den som således er i stand til bevidst at bryde igennem den evige gentagelses sløvende effekt, vil verdens, både indre og ydre, ufattelige skønhed åbenbare sig.

Alene af den grund er det næsten umuligt for bevidstheden at erkende og forstå den del af opmærksomhedens sanserige. Ikke desto mindre udgør sansninger hinsides ordherrernes kongedømme, en meget stor, hvis ikke den største del af vort værende liv!
 
I meditation trænes bevidstheden spontant i at registrere det som er uforanderligt.
Des mere bevidstheden bliver i stand til at vide det uforanderlige des mere bliver kroppens mørke energi synlig, bevidet og derigennem  også mulige at ordliggøre.
 
Det at være, det vi kalder den menneskelige væren, er en ikke mindre end enorm masse af uforanderlig tilstedeværelse der var og altid er:

There is no greater mystery than this -
that being the Reality ourselves, we seek to gain Reality. 
We think that there is something binding
our reality and that it must be destroyed
before the reality is gained.
It is ridiculous!

A day will dawn when you will yourself laugh at your effort.
That which is on the day of laughter is also now.

Ramana Maharshi