BEVIDSTHED & OPMÆRKSOMHED ● I. Bevidsthed & evolution ● II. Hvad er opmærksomhed ● III. Hvad er bevidsthed ● IV. Usamtidige styresystemer ● V. Tankeoperativsystemet    DEN INDRE OG DEN YDRE PERSON ● Den indre og den ydre person ● Den indre krigers hellige sår   SJÆLENS SOMMERFUGL ● Supervågenhed - den Hellige Gral ● Det supervågne flow ● Frigørelsen fra eller af jeg'et ● Meditativ spatialisering ● Meditativ pixellering ● Frigørelsen af det større jeg ● Sjælens Sommerfugl

HISTORIE, FILOSOFI & VIDENSKAB ● Meditation, religion, videnskab og filosofi ● Meditation og sekterisme ● Jeg'ets og dets udviklingshistorie ● Meditation og metabevidsthed ● Meditation & symboler ● Jesus i Buddhas fodspor   SPØRGSMÅL TIL MEDITATION ● Er meditation en mirakelkur? ● Er det narcissistisk at meditere?   MEDITATIVE VISIONER ● Den mirakuløse fraktale bevidsthed ● Gud ønsker at blive Menneske ● Singularitet, Meditation og Entheogener ● Meditation og Kærlighed ● Meditation og Sandhed ● Om mig selv

 


 
●














Spring
ouverturen over

Gå direkte til
'Sjælens Sommerfugl'












































































































































































 

 
SJÆLENS SOMMERFUGL
Det individuelt universelle jeg

    Be yourself
Everyone else is already taken.
Oscar Wilde

En alt for lang ouverture
For de der ønsker at se, hvordan jeg 'fangede' Sjælens Sommerfugl, vil det være interessant at læse denne lange ouverture, der blander kendte melodier fra min egen barndom med stort set ukendte toner fra oldtidige græske kongedømmer langt mod Øst. Hvad fortæller en sådan underlig historie? Den fortæller, at alt hænger sammen med alt. Den fortæller også, hvem jeg er, at jeg er forskellig fra andre, at jeg er individuel.
  
I dag opfatter vi i den vestlige verden os selv som unikke og selvstændige individer. Siden antikken har humanismen i bølger frisat 'individualisme' i sin kollektivt fortalte tro på det enkelte menneskes værdi. Det har krævet et kolossalt samfundsmæssigt overskud at 'producere' den individualitet vi stort set alle nu er de stolte ejere af. At vi i dag føler og handler individuelt er ikke mindre end en civilisatorisk bedrift.
   
En af de sidste frisættelser skete med ungdomsoprøret i 60erne. Så jeg starter her... med min egen ungdom.
    
I min barndom hørte jeg Kaptajn Jespersen i radioen. I min familie hørte vi hver morgen med metronomisk trofasthed kaptajnens energiske kommandostemme, dog uden nogensinde at følge hans eksercits. For flokdisciplin og korporal stok var ved at være ude af takt med vort levede livs stadigt ekspanderende muligheder for at følge, hvad vi havde lyst til.
   
Jeg blev sendt til klaverundervisning. Den ugifte klaverlærerinde så et talent i mig, så hver gang en af mine fingre ramte en forkert tangent, så hapsede hun fingeren som en kineser fanger fluer med spisepinde og hamrede den ned i den korrrrekte tangent. Denne behandling havde jeg bestemt ikke lyst til. Mine forældre sagde imidlertid, at det var ikke til diskussion, for det skulle jeg, men da jeg i affekt truede med at løbe hjemmefra, slap jeg for undervisningen. Frisat fra den Herman Bangske peberjomfru fik jeg pludselig lyst til at spille klaver, men ikke efter noder. Det blev i stedet til improviserede unoder.
 
Som 15-årig fik jeg fingre i min første elguitar. Jimi Hendrix var min guitargud. Jimi var for mig en legende boheme, men også en alvorlig oprører der lod sin skrigende guitar ende med døden på bålet.

Den musik, vi spiller og lytter til, fortæller historien om os. Hendrix berømte kryds-9 akkord klaskede et mol-interval på toppen af en dur-akkord. I den klassike harmonilære var en sådan akkord ikke engang forbudt. Den var utænkelig. At lade dur og mol støde sammen i pappet på en fuld forvrænget Marschalforstærker i en akkord kunne selv ikke Wagner have udtænkt. Purple Haze's kryds-9 akkorder tilsat hylende himmelstormende soli skabt ud af slavebluesens 'falske' blå toner og tritonus intervaller, the devils interval, fuldkommengjorde under mine senere gymnasielærerbrillers udsyn det unikt individuelle oprør, der var i stand til at skabe en harmoni på et højere plan. Denne oktaverede harmoni var kun mulig gennem en delvis destruktion af status quo. Det vidste jeg selvfølgelig ikke som 15-årig, men jeg elskede instinktivt Jimis himmelske spil. Han havde bestemt ikke lært at spille sådan ved at følge instrukser fra en spillelærerinde. Hvad jeg heller ikke vidste var, at netop denne rebelske livsfølelse skulle blive mit livs bedste stifinder.
 
På trods af min rockungdom endte jeg 12 år senere med at sidde ved et flygel og spille fra folkehøjskolens sangbog til morgensang på Ribe Katedralskole. På den hæderkronede institution var  man stolt over at være det eneste gymnasie i landet med en ubrudt morgensangstradition, og skæbnens ironi var, at jeg nu som tæmmet gymnasielærertrold sad og fastholdt en usamtidig musikalsk orden. Det er bestemt en smuk tanke at indlede en dag med en fælles stemme. Problemet var imidlertid, at der ikke var nogen Kaptajn Jespersen til at kommandere eleverne ind i den smukke fællessal for at synge de sange, hvis indhold de enten ikke forstod eller ikke interesserede sig for. Ofte var der mindre end 10 elever til stede, rektor på talerstolen og så mig på det gamle agtværdige Steinbergflygel. 
 
Fortidens taktfaste sammenhængskræfter er i dag på godt og ondt løse i limningen. Med fodbold som undtagelse, synger vi i mindre grad end tidligere med på familiens, klanens eller nationens unisone fællessange. I stedet fyrer vi gerne vor lille improvisatoriske ego-solo af. Nogle gange fletter denne solo sig friktionsfrit ind i den fælles symfoni. Andre gange skriger den som Hendrix flatted fifth, the devils interval, i dissonant protest mod helhedens forsøg på at fastholde en orden, der udgår fra ord, der ikke længere var levende.
 
Det disciplinerede oprør
Det interessante er, at uden det ny småoprørske individs diabolske blå stemme ville forbrugersamfundets have haft mindre evne til dynamisk progression og forvandling.
Rundgang efter rundgang spiller rocksoloen med sine skæve bluesintervaller sig ud mod de fast forudsigelige akkorders 12-takters kor, der som et persisk vandingshjul driver produktions- og forbrugskamelerne rundt i evig gentagelse. Bluesmusikkens leg med melodier i oposition til deres eget harmoniske grundlag spejlede det vestlige vækstsamfund i et nyt gear. Her gjorde paradoksalt nok et nyt knasende tandhjul, det som Harward professor Francesca Gina kalder positive deviance, det muligt for den vestlige økonomiske motor at fortsætte i førerpositionen.
 
Markedsøkonomien genfødte i 60ernes oprør sig selv i disruptiv innovation og kreativitet mellem is og ild. I den dynamiske dialektik mellem disciplin og oprør accellererede de vestlige produktions- og forbrugshjul til et tempo, som de mere autoritært opbyggede lande længere mod øst ikke kunne følge.
  
Markedsdynamikken gik i 60erne således ind i en fase, hvor den netop fik nyt liv gennem det kontrollerede oprør. For uden et tæmmet, men ikke kvalt oprør har et samfund svært ved at forny sig. Rene revolutioner har heroverfor gang på gang vist sig uegnede, da de i modsætning til integrerede oprør har det med at æde sig selv i en sådan grad, at det ofte varer generationer før samfundsmaskineriet igen kommer i omdrejninger.
 
Steve Jobs er et godt eksempel på det samfundsgavnlige oprør. Han starter med som ung hippie at meditere og tage LSD ved Ganges floden og ender med at skabe et af de mest innovative og konkurrancedynamiske, men tyranniske virksomheder, verden endnu har set. Steve Jobs blev til en reinkarnation af kaptajn Jespersen i en oprørsk hippieversion. Hyperindividualitetens og hippieglobalismens ånd blev i Sillicon Valley sluppet ud flasken, og i dag har de fleste af os passivt eller aktivt ind-åndet tågerne fra denne chillum. Selv ikke Dansk Folkepartis obligatoriske vælgermøde-pølsevogne har kunnet holde dampen ude. For denne ædle nationalspise blev faktisk ikke opfundet af Gorm Den Gamle, men fandt først sin evige danske form, da det endelig i de frie 60ere blev tilladt at putte remoulade på dem. (Jeg kan desværre ikke længere finde min kilde til denne påstand)
   
Selv de, der tror sig selv på højrefløjen og herfra med foragt kigger på ungdomsoprøret, er fulde af samme selvrealiseringens nye mig, mig, mig. Langhårede californiske hippier startede en frihedsmarathon i en hippielejr, men frihedstaffetten blev på målstregen overtaget af skaldede jernmandschefer. Som Steve Jobs pisker de nu deres ansatte op i forbrugskapitalismens hysteriske tempo. Freuds gamle samvittighedsfulde over-jeg og kristendommens sekulariserede moral viste sig nu som en trukket håndbremse, der hindrede den accellererende 'frihed' til hedonistisk handel.
  
Det var således paradoksalt nok hippiebevægelsens frisættelse af et i princippet grænseløst lystprincip, der skabte betingelserne for vore dages globale superkapitalisme.
   
Hvor går grænsen mellem egoisme og individualisme?
Det lader til, at der altid er et trade off i udviklingen. Vi får aldrig noget nyt uden samtidig hegelsk at skabe en antitetisk gæld. Hvad der startede som ånd, blev materialiseret i frihed til forbrug. Individualiteten blev sluppet løs i et nyt gear, men samtidig fik også egoet friere tøjler.
  
Spørgsmålet er nu: Hvor går grænsen mellem egoisme og individualisme.
 
Apple blev et supergrådigt firma. I dag er selv de mest respektable firmaer fulde af individualist-egoister a la Nets gyldne direktør, Bo Nielson, og dette i en sådan grad, at selv højrefløjens gamle Kaptajn Jespersen kloner som f.eks Bertel Haarder klager over sin egen fløjs mangel på ansvarlighed og moral.
      
Højoktan-egoismen slippes løs
Prisen for frisættelsen af individualitet medførte i 60'erne en frisættelse af, hvad man kunne kalde en ny fremvoksende transnational velstandsklasses 'højoktan-egoisme'. Denne form for lystbaseret selvrådighed, der indtil da kun havde været forbeholdt samfundets elite, antog på sin vej ned i magtpyramiden en rebelsk form, som netop ikke var nødvendig, så længe dette kultursoftware udelukkende var forbeholdt nogle få konger og stormænd. Middelklassens nye super-selvfølelse var i sit kulturelle udgangspunkt en åndelig oprørsbevægelse, men den endte i stedet med at fråse i grænseoverskridende konsum. Den åndelige frihedslængsel blev af markedskræfternes logik konstrueret på en sådan måde, at vi nu troede os frie i forbrug. Det er i disse dage de skæbnesvangre konsekvenser af denne forbrugsfriheds ekspansion til verdens globale middelklasse, som statistikeren Hans Rosling begejstret opdagede, vi nu er ved at indse. Hvad Hans Rosling ikke så, var at planeten slet ikke kan holde til, at milliarder af mennesker upgrader til middelklasse konfigureret til højoktanforbrug.
  
Den farlige entheogene frisættelse
I denne kontekst er det interessant at se Nixons massive forbud mod bevidsthedsudvidende stoffer, hvor det de næste 45 år ikke engang var tilladt at forske videnskabeligt i dem! I kapitlet om Supervågenhed er der et afsnit, der anskuer frihed som et produkt af signalstoffer i hjernen. Et åndeligt liv er i stand til at bypasse det signalstof-kick som erhvervelsen af en ny 'ting' giver. Meditation, i videre forstand et religiøst liv er kun i stand til at give dette kick i så små mængder, at det ikke truer drømmen om materiel frihed. Entheogener ansvarligt, ritualiseret og meditativt anvendt ville imidlertid være i stand til at overflødiggøre vore vildeste materielle drømme. En oplevelsestur verden rundt i ens egen private jet er for intet at regne i forhold til den serotonin, der bliver frigjort på eksempelvis en ayahuascaceremoni. Hvem gider efter at have oplevet altings frydefulde enhed løbe videre efter lykken i pengenes hamsterhjul eller gå i krig? Ungdomsoprørets oprindelige opdagelse af de bevidsthedsudvidende entheogener kunne hverken leve i stue med den gamle samfundsordens krigeriske klanbevidsthed eller med den begærlige sult efter materiel lysttilfredsstillelse, som samme oprør efterfølgende avlede sammen med markedskræfternes dæmon.
  
Den fornyede massive interesse for entheogenerne er ikke tilfældig. Jeg ser et fremtidigt samfund, der søger tilfredsstillelse i ånd og meningsfulde sociale relationer frem for overdrevne materielle behov. Kærlighed og ånd forurener ikke - det belaster ikke kloden.
Entheogener ansvarligt anvendt, som det skete i den Eleusinske mysteriekult i et pan-hellenistisk samfund i over tusind år, kan åbne døren for denne virkelighed.
 
DET UNIKKE JEG ER IKKE LÆNGERE UNIKT
Vækstsamfundets dyrkelse af det kontrollerede forbrugsoprør er i skrivende stund i fuld færd med at forvandle sig selv til en kliché. Oprørskunst i øvrigt, pænt rammet ind, solgt til vanvidspriser og udstillet på museer eller i rige menneskers hjem fortæller den samme historie. Kulturel adfærd fødes og dør på samme måde som os mennesker. I denne naturlige aldringsproces bliver det, der var frisk og frisættende i går til  stivhed og begrænsning i morgen. Den unikt rebelske identitet er i fuld gang med at pensionere sig selv i forudsigelige former. I dag er det mere kunstnerisk provokerende at male en brølende kronhjort eller et grædende barn end det er at slagte en hest for at få rød maling til sit lærred. Selv ikke en Banksy kan omgå det faktum, at hans kunstytringer i virkeligheden ikke er andet end den slæbende lyd af gangstativer på aftentur i alderdomshjemmet. 
 
Det forudsigelige oprør er i dag en integral del af den samfundsliturgi, der fortæller os, at vi I vesten er mere frie end Kinesere og Russere. Allerede i 80erne lærte jeg teenagere 'vild' rockmusik på musiklinien på den ud i egen indbildning traditionsrige Ribe Katedralskole, mens en af mine vildeste oprørsvenner var på vej mod sin skæbne som uhyre populær musikskoleleder i Danmarks bibelbælte, Jylland. Vi fik eleverne til at føle sig oprørsk individuelle og havde som hjælpere en hel kulturindustri der masseproducerede Jimis Hendrix Stratocasterguitar, hylende Marchalforstærkere og Woodstock-klonede rockfestivaller. Senere i 90erne kom Hiphop folkets fængselbukser på mode for at tilfredsstille vort behov for pseudorebelskhed. I dag hedder det kulturelle flokdyrsfænomen Copenhagen Distortion, der i virkeligheden ikke er meget andet end bryggeriernes kommercielle darling. Her tror individer sig selv frie, når de tisser frit på fortovet, men i virkeligheden er de ligeså unikke som variationerne på deres mobilers ringetoner. På Christianshavn ser jeg en gang om året busser fulde af midaldrende Copenhell-fans overlæssede med industrielt masseproducerede symboler på anderledeshed. De tror sig selv på vej mod oprørets mørke frihed, men er i virkeligheden på vej mod pensionalderen.

Alle disse massepoducerede mig-kloner tror sig (i øvrigt ligesom jeg selv gør) evigt unge. Identify with youth, sagde Timothy Leary i oprørets første reelt vilde dage. Unge og pseudounge helt op til 60erne tror sig rebelsk anderledes, når de med selviscenesat nærmest rituel sevtilfredshed efterlader deres cigaretskodder, ølflasker og pizzabakker på fortovet her hvor jeg bor på Christianshavn. ironien er at det i dag faktisk er renere og mere ryddeligt inde på hippiehøjborgen Christiania end på Christianshavn. Samtidig viser festivaller, distortionarrangementer og puttefester i dyrehaven en længsel efter et fællesskab som samfundet i sin atomisering ikke længere evner at skabe rammer til. Vi er åbenbart kun i stand til at opløse den følelse af ensomhed, som vore solide mig-mure har skabt, i sanseløst og svinende kollektivt druk. Lad mig lige inden jeg afslutter denne bevidst overdrevne svada mod det pseudoprørske vestlige individ nævne det svineri som unge protesterende efterlod i parker og offentlige områder i øvrigt under klimatopmødet i Købehavn i 2013.
 
Ironien er, at identitet i Vesten er degenereret i en sådan grad, at alle har fået klonet nærmest identiske salami-identiteter. Disse identiteter tror om sig selv, at de er helt unikke, men de ligner i virkeligheden hinanden i nærmest uhyggelig grad. Alle taler på samme måde og med samme tonefald. Alle er tatoveret på samme måde, gror skæg på samme måde, smiler på samme måde, spiser på samme måde, drikker øl på samme måde, kører bil på samme måde. Det er næsten lidt uhyggeligt så meget vi efterhånden ligner hinanden her i forbrugsvesten. Vi er paradoksalt allermest ens, når vi udtrykker, hvad vi føler gør os allermest specielle.
Denne nærmest skræmmende enshed bliver især tydelig, når man har opholdt sig årevis i U-lande. Her har samfundsmaskineriet endnu ikke asfalteret sjælen, så her kan man virkelig tale om forskellige menneskelig adfærd. Især i Indien mødte jeg en variation af Dickens-lignende karakterer med så forskelligt menneskeligt interface, at vi nok skal helt tilbage til den europæiske middelalder for at finde noget lignende. Noget af forklaringen på opkomsten af den masseproducerede mig-klon er angst, angst for at falde uden for normen. Tabet af persona-variantion peger, sammen med tabet af forskellige dyrearter imidlertid for mig hovedsagelig på en samfundsform på vej mod sin naturlige kaosmatematiske opløsningsfase.

Med udgangspunkt i nedenstående youtubevideo stiller jeg derfor et spørgsmål, som jeg fornemmer flere og flere helt unge mennesker heldigvis også stiller, selvom de har et har andet sprog og andre dagsordner end jeg har: Har det unikke forbrugs-jeg efterhånden overskredet sin sidste holdbarhedsdato?

 
For den der har interesse i at se hele videoen: Beyonce og Lady Gaga iscenesætter deres pseudooprør i et fængselsmiljø. Den gennemkommercialiserede forbrugerfrihed i denne video gidseltager som i øvrigt også hiphop-kulturen, USAs massive fængselkultur. Forbrugsmassernes psudorebelskhed stjæler lidelserne fra samfundets tabere og forvandler dem til kulisser i sit eget teater.

Var denne udvikling af individualitet nu prisen værd, når man tager højoktanegoismen med i ligningen? Meister Eckhart siger: Gud tager aldrig noget væk uden at erstatte det med noget bedre. Så her fra min høje hest et rungende JA!
 
Som alle store fremskridt så indebærer også skabelsen af det unikke jeg på sigt et katastrofalt forfald. For alt som fødes, skal dø for at give plads til nyt liv.
 
Jeg leder derfor i humanismens rådnende efterårsblade efter den ny skabelses spirer.
 
Lad os nu gå tilbage til begyndelsen og se på hvorledes individualitet opstod rent historisk.
 
 
INDIVIDUALITET I SKÆRINGSPUNKTET MELLEM ØST OG VEST


Faraoen Akhenaton med klart
genkendelige individuelle træk -
lige fra de brede kvindelige hofter,
den lille topmave til det stærkt
personlige ansigtsudtryk.

Individualitetens fødsel
Den ægyptiske civilisation var for mere end 3000 år siden i stand til at frembringe ét individ, nemlig dets hersker. Arkæologen Sir Henry Breadsted kaldte Akhenaton for verdenshistoriens første individ. Med store penseslstrøg kunne man karakterisere alle senere historiske ledere såsom konger, høvdinge, paver og stormænd som individer. Resten af os havde gruppeidentiteter.
Grækerne førte kimen til det individuelle menneske videre, nu omplantet i mindre bybaserede elitegrupper. Disse ekslusive loger betjente sig dog stadig i udbredt grad af slaveri. Først langt senere i den historiske udvikling skulle der blive råd til i princippet at forsyne andet end eliter med indvidualitetsbaseret interface. For frihed og individualitet hænger historisk sammen.
 
Et kollektiv af fornuftige individer  
Den samfundsmæssige udvikling af horisontal-individuelt navigerende menneskeligt interface havde de bedste vækstbetingelser i de dynamiske græske poliskulturer, der blomstrede i gensidige feedbacks mellem demokrati, handel og sidst men ikke mindst, en unik videnskabelig nysgerrighed og fornuft. I de Græske bystaters demokrati ser vi, hvorledes kollektiver af ligeværdige individer, der benyttede sig af horisontal argumenteret fornuft frem for autokratisk symbolsk religiøs magtudøvelse var i stand til at effektivisere det socale stofskifte på alle niveauer. Hvad enten det drejede sig om krigførelse, dyrkningsmetoder, samhandel over længere afstande eller politiske beslutningsprocesser, så viste den nye græske samfundsmodel sig overlegen. Set i fugleperspektiv er krige gode i den forstand, at de bringer videnskabelighed og fornuft til de sejrendes nyvundne landområder, for det er på sigt de mest videnskabelige algoritmer praktisk implementeret i strategi og krigsteknologi, der vinder krige. At kvalitet vinder over kvantitet, fik især den mægtige Persiske nabo at føle i de Græsk-persiske krige.
 
Alexander og udbredelsen af den græske fornuft
Senere ville Alexander den Stores eventyrlige felttog bringe denne levedygtige græske kultur med sig helt ud til Indien. For Alexander medbragte ikke blot soldater, men titusindvis af håndværkere, kunstnere, videnskabsmænd og filosoffer. Alexander den Store var ikke demokrat i egentlig Athensk forstand, men var på trods af sin faraoniske deificering bemærkelsesværdig rationel og ligeværdig med sine jævnaldrende kampfæller. Aristoteles havde som huslærer formet Alexanders sind siden de første barneår. Den Alexanderske kulturs forunderlige blanding af græsk rationalitet og Egypto-religiøst autokrati, blev rygraden i det efterfølgende Seleukide rige, der på sit højdepunkt inkluderede det nuværende Tyrkiet helt til Nordvestindien.

I hele dette enorme område slog den græsk videnskabelige ånd rødder gennem århundreder. Omkring Kristi tid var selv Nordvestindien helt over til det østlige Bihar i længere perioder regeret af græske småkonger.

Graecia capta ferum victorem cepit et artes Intulit agresti Latio.
Det besejrede Grækenland besejrede den grumme sejrherre
og bragte (de skønne) kunster til det uciviliserede Latium.
Quintus Horatius Flaccus, Epistulae II, 1, 156.

Selv om de fleste græsk-indiske stater gik til grunde omkring 100 e.Kr., så fortsatte deres levevis og kulturformer som bærende helt op til de islamiske invasioner i det 8. århundrede. Det skulle således blive det vilde Kushanfolk, der omkring 100 e.Kr besejrede de på det tidspunkt utallige indbyrdes stridende halvt opløste græske småstater, der endte med at videreføre og fuldkommengøre den berømte buddhistiske Gandharakunst. Skæbnen ville som ofte i kriges efterspil, at de besejrende endte med at blive besejret af den besejrerede kultur og det i en sådan grad, at det vilde barbariske Kushanfolk endte som græske kulturkustoder, der på nogle punkter endda overgik deres græske forbilleder.

The forgotten Empire: Det Græsk-Baktriske rige
I 245 f.Kr lykkedes det for den græsk-makedonske konge, Diodotus I, at løsrive sig fra det Seleukide rige og skabe sin egen stat, Baktrien. I dette område var koncentrationen af Grækere og Makedonere og dermed græsk kultur særlig høj, fordi der i århundrede havde været tradition for at forvise oprørske og utilpassede elementer hertil. Baktrien tjente for Grækerne samme formål som Australien gjorde for England, Sibirien for Rusland og Trankebar for Danmark. Baktrien var i sine velmagtsdage rigt og velorganiseret med en befolkning, der holdt fast i gode gamle nationale dyder lidt på samme stædige måde som danskere i Solvang i USA, der samtidig paradoksalt nok i deres amerikanskhed overhovedet ikke længere ligner danskere. Det er i det glemte Baktriske rige, vor egentlige historie starter. (Se kilder)

NYE HYBRID-IDEER FØDES I DET ØSTLIGE AFGHANISTAN
I dag kan polære og for hinanden totalt fremmede ideer let finde sammen og skabe nye revolutionære hybride tankeformer på kryds og tværs af kloden takket være internettet og de strækt ekspanderede muligheder for at rejse til stort set alle destinationer. Internettet gør viden lokationsfri. I antikkens verden så det anderledes ud. Her var geografi afgørende for opkomsten af nye ideer. Idesammenføringer fandt sted overalt langs silkevejene, men især den Baktrisk-Seleukide kultur var på grund af sin geografisk fremskudte position i stand til at slå gnister med Indiens formidable kulturånd. To mere forskellige højkulturer kan man næppe forestille sig. Da Seleukus Nicator og Chandragupta Maurya efter en kort krig formede venskabsbånd, opstod i der Østafghanistan et åndeligt spændingsfelt, hvor Græsk og Indisk kulturånd i de efterfølgende århundreder skabte levedygtige kulturhybride bevidsthedskonstruktioner. Især er den seleukide sattrap Arachosia interessant i denne sammenhæng. Arachosia lå omtrent, hvor Kabul ligger i dag.

To hundrede år efter Arachosias indlemmelse i Chandraguptas Indien havde de Indogræske
områder, som vist på kortet, spredt sig til større områder. Lande og deres grænser var dengang 
p.g.a. kontinuerlige småkrige en langt mere flydende forestilling, end tilfældet er det i dag.

Arachosia blev så tidligt som i 303 f.Kr overdraget til og indlemmet i Chandragupta Mauryas nyligt skabte Indiske storrige. Chandragupta Maurias sønnesøn, den berømte buddhistkonge, Ashoka, omvendte en del af Arachosias vestlige nybyggere til Buddhismen. I Kandahar finder man Ashokas berømte ediktsøjler med græske og aramæiske inskriptioner. Det siger sig selv, at Arachosias hellenistiske nybyggere forstod Buddhismen på deres egen måde og i forlængelse heraf konstruerede deres egen Buddha, en Buddha der på mange måder var helt anderledes end Indernes.

I følge historieskrivere Arrian levede den græske diplomat, Megasthenes i Arachosia
hvorfra han ofte rejste til Patalipura, Chandraguptas Maurya og senere Kong Ashokas hovedstad.

Arachosias græske personbuddhisme
Arachosias status som en del af Kong Ashokas nybuddhistiske storrige gjorde netop dette område til centrum for en unik sammensmeltning af hellenistisk og indisk kultur-DNA. Gennem de næste århundreder ville disse kultursymbioser sprede sig ud over alle de græsk-makedonske områder fra Hindu Kush og helt over til Nordøstindien. I samme bevægelse blev den Indiske Buddhisme befrugtet med Græsk logik, der igen to tusind år senere ville gøre Buddhismen lettere fordøjelig for et vestligt, mere rationelt konditioneret publikum.
 
Hellenisme, Buddhisme og Hinduistisk kastearrogance
De videnskabelige, kulturelle og religiøse udvekslinger fandt først og fremmest sted i den hellenistiske kulturs møde med Indiens Ashoka-buddhistiske segment. Ashokas nybuddhistiske imperium og de nye hellenistiske naboer havde trods åbenlyse forskelligeheder grundliggende lighedspunkter. Begge kuturer var formet af livet i multikulturelle poliskulturer forbundet gennem langdistancehandel. Disse metropolers tidlige pengeøkonomiske vareudveksling fordrede på samme måde som vor kapitalisme i dens spæde barndom Frihed, lighed og broderskab for at kunne opretholde flowet i en varecirkulation, der ofte strakte sig over store afstande på silkeruterne.
 
Den feudale og kastefragmenterede hindukultur
Anderledes forholdt det sig for de feudalt tænkende kastearrogante brahminske hinduer. De levede på toppen af lokale selvforsynende landsbrugsområders magtpyramider og ville grundliggende ikke vide af andre end sig selv. Historien om Angulimala og mange af Jatakafortællingerne fortæller historien om Ashokabuddhismen som en klassekamp mellem en kastebaseret feudalelite og en nyligt fremvokset og en på den lang bane relativt skrøbelig silkerute - og pengeøkonomisk baseret storbykultur. Da buddhismen senere blev fordrevet fra et af Shungadynastiet refeudaliseret og genbrahmaniseret Indien, så forsvandt derfor fra Indien også de mest synlige spor fra den græske indflydelse. Ikke desto mindre havde Brahminerne, som det altid havde været deres overlevelsesstrategi, kamæleonisk incognito indoptaget og modificeret deres eget åndelige setup med deres fjenders. Det var sådan, at denne forunderlige oprindeligt mesopotamiske kaste af præster endte med ikke at tilbede deres egen Gud Brahman. I stedet formåede de at holde sig på toppen af fødekæden ved at indoptage deres 'fjenders' Guder. Derigennem endte de med at blive de åndelige kuratorer af et pantheon af alle Indiens oprindelige guder begyndende med Shiva.
   
Denne fascinerede brahminske 'overlevelse gennem indoptagelse' er imidlertid en anden historie end den, der skal fortælles her. Vigtigt her er blot at påpege, at Buddhismen i sin fordrivelse fra Indien og følgende spredning til de omkringliggende lande tog en hellenisme med sig som var skabt i Indien. Det er derfor Buddha overalt i sine fjernøstlige gengivelser sidder iklædt en græsk himation. Det var blandt andet på mine mange rejser i Østen, at jeg med udgangspunkt i undren over Buddhas græske gevandter, begyndte at grave dybere i de indtil for nylig historisk oversete helenistiske områder.
  
Her fandt jeg som levedygtig såsæd fra et gravkammer, spirer til en højst interessant identitetskonfiguration. For i mødet mellem disse to polære og ligeværdige højkulturer, den hellenistisk baktriske og den indsike imperial-buddhisme, opstod der en ny menneskeforståelse, der, som vi vil se i det følgende, på en og samme tid var vestlig individuel og østlig oceanisk.

DET MAKEDONSK ENE-STÅENDE OG DET INDISKE OVERLEVELSES-EGO
Det er først med Alexander den Store, at grækerne 'opdager' individualitet. Alexander var i sin sengræske selviscenesættelse personliggørelsen af det faraonisk guddommelige i ene-stående græske gevandter. Han bliver i sin menneskegudlige form en reel konkurrent til guderne.
Tidligere græske helte som f.eks. Odysseus er ikke individer i alexandersk forstand, men langt nærmere typer, hvor en buste af Sokrates er modelleret over en satyr, der ikke siger noget om hvordan, Sokrates egentlig så ud som individ.
 
En af de mest betydningsfulde Græsk-Buddhistiske kulturfusioner fandt sted, da den af Alexander konstruerede forestilling om Gud i menneskelig form som brint blandet med ilt eksploderede i mødet med indernes depersonaliserede guddommelige tomhed, Sunyata. Den dag i dag ser vi  overalt i buddhistiske lande Buddha, ikke iført de lokalhistoriske klædninger, men iklædt en græsk himation. For de første statuer af Buddha blev skabt, da indo-grækerne med menneskeguden Alexander i baghovedet brød Buddhas eget forbud mod at gengive ham som person. Indtil Grækernes ankomst i området var Buddha kun gengivet indirekte, enten via en hånd eller en fod. For Inderne var forestillingen om en individualiseret Gud i menneskeskikkelse fremmed.

Østens barske overlevelses-ego
Ikke-vestlige kulturer, især den Indiske, kan generelt karakteriseres ved fraværet af det unikt individuelle. I Buddhismen har mennesket grundlæggende ikke en sjæl, hvilket jeg i min optik vælger at oversætte til individualitet. Det åndelige projektet bliver derfor blot at fjerne det begærlige og primitive forbrugsego. Egoet er lig med det begærende sansestyrede menneske, jvf. Buddhas første tre ud af fire læresætninger:

Der er lidelse
Lidelse skyldes begær
Begærets ophør er lidelsens ophør

Set i de østlige åndstraditioners perspektiv er individualitet lig med ego, den lille dæmon, der i mennesket udelukkende begærer, og derfor er en irriterende flue i Guds altseende øje. Østens spirituelle tekster er fulde af forestillinger om menneskets ego som den onde del af et retorisk binære. Det ego, som Buddha adresserede på Gangessletten for 2500 år siden, var sandsynligvis ikke meget mere end et primitivt overlevelses- og kontrol-ego. Projektet for de østlige meditative traditioner bestod i at opløse dette primitive overlevelsesego i Nirvanas nul. Dette ego var gearet til overlevelse i omgivelser, der var radikalt anderledes barske end dem, vi kender til i vor vestlige civilisation i dag. Hvor barske disse livsomstændigheder var, kan bl.a. læses ud af det faktum, at menneskeæderi var udbredt som overlevelsesstrategi på Gangessletten helt op til 1600-tallet. Når den ellers livgivende monsun ca. hvert tiende år udeblev eller gav katastroferegn, blev der solgt mennesekød på de lokale markeder. I de Buddhistiske Jataka-fortællinger findes der enddog en beretning om, hvorledes en inkarkantion af Buddha overlevede sammen med sine brødre ved, at de i fællesskab spiste hinandens koner! 
 
Forskellen på Ego og individualitet
En afgørende forudsætning for, at individualitet kan skille sig ud fra ego, er at et samfund bliver så rigt, at det kan det kan sikre dets indbyggeres fundamentale overlevelsesbehov - gerne i tidsrum på adskillige generationer. Baktrien var, selv om det ikke hører med til vor generelle historiske dannelsesviden, netop et sådant overflodsområde i perioden fra ca. 300 f.Kr. til 100 e.Kr. Indien var bestemt ikke et sådant sted. I østen har der ikke været en tradition for at 'konstruere' individuelle mennesker. Måske har Østen ikke som Vesten haft overskud til samfundsmæssigt at udvikle individualitet. Der kan selvfølgelig også være tale om andre samfundsmæssige forklaringer. Jeg læste engang, at det større behov for kollektivitet i forbindelse med risdyrkning ikke gav grobund for fremvækst af individualitet.

Østlig (Japan) konstrueret Buddha uden
personlige træk. I den Buddhistiske
ikonografi er fravær af individualitet
blevet et afgørende stiltræk.

Det reduktive lighedstegn
Jeg havde for nylig besøg af en kvinde fra den royale familie i Nepal. Da jeg om aftenen børstede tænder i mit køkken, så flippede hun helt ud og spurgte, hvordan jeg som et mediterende spirituelt menneske kunne finde på at foretage en så uren handling. Det fik mig til at mindes en lignende episode for nogle år siden, hvor en Inder, jeg havde på besøg, kom ligbleg ud fra mit toilet. Jeg havde af dekorative grunde lavet en kollage med indiske guder, som jeg elskede at kigge på, mens jeg meditativt sad og funderede over livet, hvad især toiletbesøg var gode til i mit tilfælde.
 
Da de orientalske meditationskulturer i det 20. århundrede kom til vesten for at udbrede meditation, så kom der en masse kulturel bagage med, der ikke nødvendigvis havde noget med meditation i sig selv at gøre, men ikke desto mindre blev præsenteret som essentielle for en succesfuld åndelig udvikling. Samtidig var disse traditioner i deres feudale top-down kasteopdelte sociale interface blinde over for den vestlige konfigurering af psyche i form af unik og følsom individualitet og også disse psykers horisontaldemokratiske indbyrdes leg. De østlige missionstraditioner kom derfor naturligvis til at ignorere det, de aldrig selv havde haft i deres egen kultur. Den manglende evne til at identificere og dermed værdsætte individualitet blev videreført i Vestens meditationsmiljøer i form af et uheldigt reduktivt lighedstegn mellem ego og individualitet. Det blev her den mediterendes mål at bortskære sine individuelle sommerfuglevinger i den tro, at de var udtryk for det primitive begærende sansedrevne ego. Vi moderne vestlige mediterende kom i blind tro til at skylle vor individualitet ud sammen med vort ego.
  
Det er en af grundende til, at man finder så mange flokdyr uden selvstændig tænkning og originalitet i vestens meditationsmiljøer. Meditation er i sig selv ganske enkelt et fantastisk værktøj til at skabe det indre rum, hvori sjælens sommerfugle elsker at flyve. Nu blev det imidlertid brugt til udradere individualitet og social horisontalitet i en blind og bevidstløs kopiering og idealisering af østens upersonligt abstrakte, men dog underligt vertikale Nirvana. Jeg taler her med udgangspunkt i min egen ungdom. Hvor ironisk at så mange vidunderligt rebelske og kreativt skabende unge mennesker a la The Beatles kunne blive fanget ind i feudale bevægelser, hvor guruens ord var lov. Ovenstående betragtninger gælder især for de af os, der med baggrund i akademiske traditioner følte os tiltrukket af advaita vedantas non-duale intethedsfilosofi. Denne filosofiske virus gjorde os i stand til at imødegå livets vidunderlige sump ved at reducere alt til tomhed.
  
Anderledes forholder det sig med de indiske bhakti-traditioner, der betoner det individuelle kærlighedforhold mellem gud og menneske. Dette psykiske kærlighedsinterface er imidlertid i sin faktaresistens ligeså bedaget og middealderligt usamtidigt som bibelbæltets. (Jeg er overbevist om, at Indernes Krishna-amor-psyche interface først opstod efter deres møde med den græske kultur. Dette er imidlertid en anden historie, som ikke skal fortælles her i denne kontekst.)
  
Måske var denne overgivelse så fristende på grund af udmattelsen over at være psykisk vært for det efter 60'erne mere og mere egocentrisk oppustede konsum-'mig'. Det var fristende at gå fra en yderlighed til en anden.
 
Det åndelige by-pas
Hvor har jeg ikke i mit meditative liv hørt meget vrøvl fra mig selv og andre selverklærede spirituelle mennesker. Fulde af uerkendt skygge-ego har jeg stolt erklæret: Jeg er det rene nul. Jeg er ingenting. Mit 'Jeg' eksisterer ikke. I det indisk-vedantiske lys blev mine kæresteproblemer eller andre almindelige vestlige hverdagsproblemer ikke tacklet direkte på et personligt plan. Jeg belærte i stedet mig selv åndeligt ved at sige: Jeg er ikke kroppen. Mit jeg er en illusion. Kun mit åndelige selv eksisterer.

På denne og utallige andre måder bliver østlige traditioner omplantet i vestlig jord ofte til det rene rod bestående af feudalautoritært funderede new age Babelstårne bygget på et fundament af vaklende tomhed. Ud over deflorering af vor egen måske vigtigste kulturblomst, det individuelt tænkende og handlende menneske, så medførte en sådan praksis i form af sin nirvaniske ego-uddrivelsesprocs de bedste vækstbetingelser for den værste form for egoisme, nemlig der der trives og vokser i sit eget mørke. Derudover og måske allerværst, så passer denne selvudslettelse som fod i hose med den i mine øjne fascistoide magtfuldkommenhed, der findes i alt for mange meditationsbevæglser. 
 
Er vi så blevet klogere i dag? Disse uheldige guruautoritetsmekanismer er desværre stadig omdrejningspunktet i mange af nutidens meditative bevægelser. Selv den dag i dag indeholder de fleste fra østen importerede eller inspirerede meditationsbevægelser depersonalisering som et ideal. At depersonalisere sig selv var sikkert en god overlevelsesstrategi i det gamle katastrofeplagede Indien. Spørgsmålet er, om vi i moderne tid, når vi har ondt i sjælen, kan bruge dette grundliggende forældede kultursoftware, uden at betale en for høj pris.
 
Her taler jeg ikke om den del af meditation, der gennem mindfulness og andre åndelige fitnesbevægelser har sat sig for at optimere erhvervslivet. Disse tiltag er harmløse i ligefrem proportionalitet med deres virkningsløshed, for sjælen lader sig ikke body-builde.
   
Jeg taler om de top-down meditationsorganistationer, som placerer sig selv som omdejningspunkt for selve den måde man lever sit liv på. Her er indre overgivelse i større eller mindre grad forbundet med ydre overgivelse til i bedste fald velmenende ignoranter og i værste fald grandiose narcissister. Lad mig nævne navne i flæng: John De Ruiter, Satguru og alle de øvrige indiske tv-prædikantguruer, Mooji, Amma, Andrew Cohen og fra den hjemlige scene Jes Berthelsen. Jeg kunne fortsætte med navne, men vil i stedet anskueliggøre mit kriterie for hot or not. Top-down organiserede bevægelser er, uanset hvor sympatisk lederen kan tage sig ud, not hot. Tiden er simpelthen løbet fra pyramidalsk organiserede meditationsbevægelser. For autoritet er i sin natur ikke forenelig med individualitet. Autoritet depersonaliserer som en naturlov de individer, der befinder sig i bunden af pyramiden. Individualitet kan kun trives i demokratisk horisontalitet.
  
Inspiration fra det gamle Baktrien
Oldtidens baktriske indbyggere var imidlertid, så vidt jeg kan se, åndeligt visere end vi er i dag. De forstod at tage det bedste fra Øst og Vest og konstruere et åndeligt interface, der, som jeg håber, det kommende vil vise, kunne langt mere end at reducere verden til tomhed. Under denne skattejagt efter oldtidigt meditativt software, er det imidlertid vigtigt at huske, at der her naturligvis kun er tale om søgen efter inspiration, der ikke behøver at indebære en syndefaldsmytologisk glorificering af de gode gamle grækere langt mod øst. Baktrien var som alle højere udviklede civilisationer på det tidspunkt, også slavesamfund. Kun eliten havde udviklet social horisontalitet. Paradoksalt nok ser jeg mig selv og mit projekt gentaget i en form for elitærdemokratisk version, hvor jeg i en form for af sig selv skabt loge af ligesindede udveksler spirituelt brugbart software i en leg hvor vi alle er guruer og disciple.
Dette understøttes også af den måde jeg skriver på. Næsten ingen læser Medition.dk.
  
NULLET OG ENEREN
Lad nu Meditationens Indiana Jones tale. På samme måde som Alexanders en(e)-stående individualitet var fremmed for Inderne, så var Indernes spirituelt erfarede og siden matematisk funderede nul uforståeligt for de Baktriske naboer. I Indiens lange tradition for helgenhyldest var en af de flotteste titler, man kunne få som vismand, at blive betegnet som værende den højeste ingenting. Inderne 'opfandt' Nirvanas ingenting og gennem dette ingen-ting var vejen banet for den praktiske anvendelse af nullet i matematikken. Det matematiske nul er den dag i dag benævnt med det buddhistisk-filosofiske sanskritord for tomhed på Hindi, nemlig Shoonyo. At det netop var Inderne der opfandt nullet var en logisk konsekvens af deres religiøse liv og ideer, der igen var betinget af en samfundform, der grundformet af brahmanismens kastefragmentering ikke forstod at overleve katastofer i fællesskab. At forstå og siden leve intetheden som overlevelsesstrategi er lettere, når man ingenting har, fordi alt er blevet taget fra en.
   
Vi tillægger i dag araberne æren for opfindelsen af nullet, men de tidlige islamiske felttog indoptog og viderebragte blot det bedste tankegods fra de kulturer, de underlagde sig. Hertil kommer, at nullets forestillingsrum sandsynligvis allerede havde rejst langs silkeruterne i århundrederne før Islams opkomst, eftersom nullet og i videre forstand titalssystemet var en praktisk anvendelig konstruktion for enhver rejsende handelsmand fra Kina til Syrien.
    
Hvad ville talsystemet være uden nullet? ... Jeg ville i hvert fald ikke kunne sidde her og skrive på min computer. Er det ikke ironisk, at positivistisk videnskab intet ville kunne stille op uden det af religiøse mennesker opdagede nul?
 
0 og 1
Nullet og og det ene-stående næppe har historisk set stået mere tæt, men polariseret over for hinanden end i mødet mellem de hellenistiske nybyggere og de af den urgamle induskultur formede Buddhistiske beboere. Kontrasten skabte sammen med nærheden de tidlige kultursymbioser i Østafghanistan, der senere ad mange veje var med til at at påvirke grundlaget for den forunderlige dialektik mellem 'intet' og 'noget', der i dag gennemvæver vor civilisation fra virkelighedsanskuelser til computere.
 
Kunsten og det ene-stående nul
I den sen-hellenistiske bevidsthedskonstruktion havde mennesket i allerhøjeste grad en individuel, enestående sjæl. Det interessante er, at denne sjæl, som Grækerne kaldte for psyche, i sin udpost allerlængst fra moderlandet faktisk nåede sit kunstneriske klimaks. Intet sted i den pan-hellenistiske verden har det ene-stående stået stærkere end i Baktrien. Måske skyldtes denne trang til det individuelle også det faktum, at Baktrien blev kolonialiseret af utilpassede og oprørske elementer fra hele den pan-hellenistiske verden.
 
Interessen for det personlige udtryk kan ses i den kunst, der blev skabt i området. Her i de Indo-græske kulturområder klods op ad det oceanisk upersonlige Indien udvikledes en kunstnerisk sans for det individuelle og menneskelighed som moderlandet Grækenland, ja måske end ikke den langt senere Renæssance har overgået. Også møntprægningen nåede allerede med Seleukiderne en kunstnerisk kvalitet, der langt overgik Grækernes. De baktriske kunstneres fokus på det menneskelige stødte mod en mur i den forstand, at sten ikke var egnet til at portrættere de skrøbeligt individuelle. De udviklede derfor nye teknikker i nye materialer såsom ler og stucco:

The general standard of craftmanship is high. There is, however, one important innovation that we owe to the Grecco-Bactrian artist. In the execution of large-scale statues and reliefs for decorating the walls of certain buildings, these artists systematically used and perfected the technique of modelling raw clay or stucco on a framework of wood and thin lead wires used only to a limited extent in the Mediteranian area. With this technique the sculptors were able to develop a more personal style, particular in the art of portraiture.
(THE GREEK KINGDOMS OF CENTRAL ASIA, P. Bernard page 116)
 

DEN LYKKELIGE MUNK OG DET OCEANISK ENE-STÅENDE
Jeg vil med nedenstående lykkelige stucco-munks ansigt som mit vidne påstå, at der i det Græske moderland næppe er frembragt så menneskelige ansigter som dem, der i århundrerne op mod vor tidsregning blev skabt i det østlige Afghanistan. Hertil kommer at munken sandsynligvis er Inder. Skabt i det baktriske konstruktionsfelt bliver han et ene-stårende nul.

Græsk fremstilling af en indisk buddhist-munk.
Læg mærke til det stærkt person-lige,
næsten sanselige udtryk, der ikke ville
kunne skabes i sten, men kun gennem den
stuccoteknik, der blev udviklet i Baktrien.
Afghanistan, Baktrien ca. 200 f.Kr.

Det ovenstående Baktrisk-Buddhistiske stuccohovede er ét blandt tusinder, der fortæller en historie, alle, der i dag beskæftiger sig med Meditation, kunne blive inspireret af. Jeg har brugt adskillige timer på at betragte denne munks stille smil. For mig viser det, hvorledes vestligt rationelle mennesker i Aristotelinsk lys forstod sig selv i Meditation.
 
Den arkaisk smilende Græsk-Indiske Buddhistmunk er på en og samme tid individuel og oceanisk. Han hviler i et perfekt banlancepunkt mellem introvert og ekstrovert, hvor han udtrykker Nirvanas fredfyldte lyksalighed, men i en stærkt individualiseret og menneskelig form. I dette ansigt kan vi iagttage, hvorledes Grækerne forstod og konstruerede Nirvana som oceanisk individualitet. I munkens salige ansigt mødes en kronraget Apollon med et Dionysisk, svagt asymmetrisk og sensuelt smil. De halvt lukkede lyksalige øjne er både intro-og ekstroverte. De ser ind i Nirvana, mens de samtidig udadtil lader beskueren føle sig genkendt, ikke blot som ren buddhanatur, men også som et unikt individualiseret og skrøbeligt menneske. I munkens ansigtstræk mødes intet og noget i en hårfin og skrøbelig balance, der gør det muligt for iagttageren at være oceanisk, uden at det menneskelige aspekt går tabt. Nirvana er her tidsliggjort og skrøbeliggjort i levende intim menneskelighed.
   
I denne munks ansigt er skabt en levende syntese af Vestens individualisme og Østens universalisme.
  
Dette er en bedrift, der i min meditative optik er af historiske dimensioner. På nær nogle ansatser i oldtidens Kina er den ikke blevet gentaget noget sted i senere buddhistiske traditioners tolkninger af Buddha, der i stedet blot peger på tomheden.
  
Meditation er her menneskeliggjort - menneskeligt skrøbeligt fremfor oceanisk urørligt, men stadig fredfyldt lyksaligt.

Nedenstående Baktriske buddhahovedes sårbare, men dog oceaniske menneskelighed fortæller den samme historie, som vi kan se i stuccomunkens smil. Den fortælller, hvorledes de Baktriske Grækere fandt et unikt balancepunkt mellem abstakt universalitet og spinkel menneskelighed. Det er åbenlyst, at den, der skabte dette stuccohovede, vidste at skelne mellem et primitivt overlevelsesego og en skrøbelig individuel menneskelighed.

Art attracts us only by what it
reveals of our most secret Self.
Alfred North Whitehead

Foretillinger om Gud og menneske i forening er naturligvis ikke fremmed for Vesten. Alexander Den Store er et førkristeligt eksempel på, hvorledes en sådan religiøs forestilling allerede lå grydeklar til menneskesønnen Jesus. I den religiøse dialektik mellem Gud og menneske vil spørgsmålet altid være hvor mange procent spirit(us) der er kroppens beholder. I årtusinder har forskellige kirkeretninger derfor stredes om, hvor meget eller lidt Gud, der er i Jesus. Selv om grænsen mellem det guddommelige og menneskelige altid har været til forhandling, så er kirkefædrene på trods af de evige grænsekrige dog enige om, at Jesus er Gud i menneskelig form. Konstruktionen Jesus er imidlertid forskellig fra den Græsk formede Buddha i den forstand, at den ene generaliseret set er lyksalig og den anden er lidende. Buddhister vil mod denne sammenligning invende, at Buddha ikke er nogen gud og at buddhismen ikke har noget gudsbegreb. Dertil vil jeg sige, at det var måske rigtigt før den Alexander-hellenistiske personliggørelse af Buddha, men religiøse forestillinger er, uanset hvor meget de hævder om sig selv at være oprindelige uforanderlige overleveringer fra tidernes morgen, flydende konstruktioner fulde af selvmodsigelser. Således bliver Buddha i dag overalt i Østen gudstilbedt af troende, der om deres egen religion siger, at den ikke er nogen religion og at den græsk-konstruerede Buddha, de bøjer sig for, ikke er nogen Gud.
 
KONG MEANDERS LØSNING
I de Indo-Græske nybyggeres omvendelse til Buddhisme er især Kong Meanders omvendelse efterfølgende blevet kendt.

 
Indisk relief i Orissa af en Græsk konge,
sandsynligvis Meander. Læg mærke til det
buddhistiske treenighedssymbol
på sværdets skede. I sin aktive højre hånd holder Buddhistkongen
en blomst ind til sit hjerte, mens sværdet passivt er venstreholdt,
ikke-aktivt i håndtaget, men midt på skeden.
Kong Meander lader med introvert ansigt sit hjerte gå forrest
og lader sværdet blive i skeden. Han er på en måde
verdens første new Age flower power hippie,
men med den vigtige undtagelse, at han
sandsynligvis ikke ville vær sen til at trække handlingens
sværd, hvis det skulle blive nødvendigt.

Meander udfolder den tidligste genspejling af de udfordringer enhver, der giver sig til at praktisere østlige meditationsformer, kommer til at stå i. Spørgsmålet er først og fremmest: Hvordan kan et moderne Vestligt konditioneret individuelt individ praktisere og forstå Meditation, der netop i sin østlige form som ideal har en annihilation af egoet?
 
Antikkens fjernøstlige Grækere løste, hvis man skal tage deres kunst for pålydende, denne udfordring langt bedre end det senere blev gjort i det 20. Århundredes mange importbølger af østlig Meditation. Jeg vil derfor nu væve nye identitetsklæder med tråde, der strækker sig fra Jimi Hendrix til Meander. For alt er årsag til alt på måder som kun en supervågen bevidsthed, der intuitivt er i stand til at kalibrere big data kan fatte.

Jeg kalder dette livskunstneriske psykiske interface for Sjælens Sommerfugl.
 

 

Sjælens Sommerfugl

To me, as for St. Theresa, the butterfly is the soul of man.
Salvador Dali - 'Dali Greets the World' 
N. Y. Herald Tribune 24.1.1960

It takes one to know one. Det var i hensunken iagttagelse af den lykkelige Baktriske munks ansigt, at jeg for første gang kunne sætte navn på noget, der næsten umærkeligt gennem et liv i introspektion var vokset frem i mig selv. Munken var det stirrende spejl, hvorigennem jeg pludselig kunne se noget i min persona, jeg ikke havde set før. Jeg så Sjælens Sommerfugl.  Munkens stille hemmelighedsfulde arkaisk smilende læber hviskede til mig, hvad jeg var blevet til. Pludselig forstod jeg. En ganske særlig psyche var gennem et vestligt liv i østlig meditation blomstret frem inde i mig selv. Jeg er i dag sikker på, at denne særlige sjælespejling ikke tilhører mig alene. Hvis jeg er den eneste sommerfugl, så er der ingen grund til at skrive dette kapitel.
 
Munken, stjernen og det sorte hul
At se sig selv fragmentarisk spejlet i god kunst er i sig selv ikke usædvanligt. Her var imidlertid en spejling, der gik langt dybere end et besøg på Glyptoteket, hvor det nærmeste man kan komme på noget, der ligner en Sjælens Sommerfugl, er Farao Amen-em-hat III:

Sjælens uudgrundelige smil er imidlertid ikke at finde i den alvorlige faraos ansigt. Det lader til, at det lykkelige Baktrien af hellige algoritmer var udvalgt til at være fødestedet for denne indre ukuelige optimisme, der som et skrøbeligt græsstrå bryder gennem livets asfalt og som en anomali slår revner i den ellers ubønhørlige og strenge matematik, der driver den evige gentagelses nådeløse livshjul. I det baktriske ægteskab mellem Østens intet og Vestens noget skabtes i århundrederne før Kristi fødsel en sandsynligvis første udgave af denne unikke smil, der på en og samme tid er skrøbeligt og galaktisk. Hvor eksotisk det end kan lyde, så deler mange vesterlændige, der mediterer med teknikker importeret fra Østen, et skæbnefælleskab med Baktriens græsk-makedonske buddhister. Vi er, som de var, outsidere, der danser vesterlanske dansetrin i en fremmed verden tæt på Østens nirvaniske intethed. Vi er som de, stjerner der fjernt fra deres hjemlige galakser nu danser omkring det sorte huls forførende singularitet.

Hullet og stjernens dans

Nogle af de bortrevne stjerner forsvinder næsten uden modstand ind i det sorte hul. Andre danser i millioner af år rundt om hullet i en form for umulig balance, hvor hullet og stjernen næsten synes at optræde som ligeværdige dansepartnere. I Game Of Thrones spørger Aryas fægtemester hende: What do we say to the God of Death?.... Not today! Jeg ser min nye sjæl som den stjerne, der for en stund er i stand til at danse helt tæt på the Great Attractor uden omgående at blive opslugt. Ja, som en sådan stjerne svæver min sommerfuglesjæl. Ultimativt forsvinder vi alle ind i dødens nirvaniske intethed, men ikke i dag!
I dag er det netop dødens tiltrækning, der giver min sjæls vinger deres styrke. Uden den ville Amors og Psykes kærlighed ikke være mulig.
  
Det var den Baktriske munks arkaisk hemmelighedsfulde, men dog forfinede smil der viste mig denne sfærernes musik, hvor døden og livet synger til hinanden. Hans hårfine og skrøbeligt asymetriske læber udgør grænsen mellem intet og noget, mellem nul og et. Munken og tusindvis af andre stuccohoveder fra samme område opførte i polyfont kor netop dette storslåede binære værk i uendelige variationer. Jeg vidste nu med sikkerhed, at de gamle Indo-grækere havde opfundet nogle galaktiske dansetrin som vi moderne vesterlandske mediterende kunne lære noget af.

Sjælens Sommerfugl

Psyke med sommerfuglevinger
Græsk-Romersk mosaik 300 e.Kr

Oldtidens grækere opfattede sommerfuglen som et symbol på sjælen. Psyke betyder både Sommerfugl og Sjæl. De gamle indiske religiøse traditioner havde, som vi har set i det foregående, grundliggende ikke forudsætningerne for at begribe det græsk-romerske amor-psyke interface.
    
Sjælens Sommerfugl er min metafor for denne særlige psyke, der danser i balancepunktet mellem de personlige og upersonlige kræfter i menneskesjælen.

Sjælens Sommerfugl holder til på urgrundens mørke skrænter, lige før de kollapser. Den er sandkornet i sekundet, før det falder ud over klittens kant i Sahara. Den surfer på bølgen lige der, hvor bølgen kammer over.

UNIVERSET PÅ EN KNIVSÆG - THE HIGGS FIELD
Nedenstående TED talk, som jeg håber, du giver dig tid til at se, viser et grundvilkår, der i mine øjne ikke er alene forbeholdt Higgs bosonernes forunderlige allermindste mikroverden. Higgsfeltet åbenbarer en grundliggende lovmæssighed, som gentager sig fraktalt fra det uendelig små til det uendeligt store, og det er, at alt i livet handler om balancer.

Gian Giudice: Why our universe might exist on a knife-edge  

Alle tandhjul i evighedernes evighed styres af 'hellig' matematik, hvor antitetisk algoritmiske kræfter i evig proces finder nye skrøbelige balancer. Higgs partiklen er et udtryk for en sådan umulig balance, hvor blot en uendelig lille forrykkelse af balancen omgående vil medføre universets totale opløsning.
 
Sjælens Sommerfugl gentager i den forstand blot Higgs bosonens bedrift. Den lever som alt andet i dette univers i hårfine balancepunkter. For hårfine Higgsfeltbalancer gentager sig fraktalt på alle planer fra neutroner til neuroner til menneskelige dramaer. Vi trækker vejret i et kosmos fuld af fintunede kosmologiske konstanter, der ikke ville kunne rykkes en my uden at universet ville kollapse.
 
Hvad er indentitet? Hvad er individualitet? I mine øjne er det ikke en substans. Individualitet, i videre forstand identitet, er et komplekst biologisk balancepunkt i den ufattelige algoritmiske symfoni, der går under betegnelsen et menneske.
    
Det eksistentielle Higgsfelt
Sjælens Sommerfugl blotlægger i sin skrøbelighed et eksistentielt vilkår, som vi forsøger at beskytte os mod, men inderst inde ved vi ikke kan omgå:

Livet er vaklende linedans

Meditation vil ikke kunne frigøre os fra Higgsfeltet og alle de andre vaklende balancer i Universet. Til gengæld giver Sjælens Sommerfugl et nyt rum til at forstå C. G. Jung, når han hævder, at mennesket har behov for problemer for at være i mental balance.

De hårfine kosmiske balancer er kun konstanter i den forstand, at selv det livsforskrækkede halvt sovende spidsborgerlige menneske trods alle sine krumsping ikke kan undgå dansen på tagryggen. lad mig tage mig selv som et småborgeligt eksempel. Da jeg som ung havde for få penge, var det altid kun med nød og næppe, at jeg havde penge sidst på måneden. Nu hvor jeg har langt flere penge, er det stadig kun med nød og næppe, at jeg kan få pengene til at slå til.
 
Sjælens sommerfugl er i den forstand ikke konkret. Der er ikke nogen fast kernepersonlig essens inde i os. Sommerfuglens 'identitet' skabes og morphes i en evig foranderlighed, hvor den eneste konstant er selve balanceakten. Den gamle ego-identitetsdannelse elsker at forestille sig selv som en fast kernepersonlig essens, men denne illusion bliver vanskeligere og vanskeligere at opretholde i takt med, at verdens balancepunkt bevæger sig mod det umulige surf-punkt i big datas tsunami..
 
Sjælens Sommerfugl vil set i min shamankikkert derfor på sigt erstatte vort gamle, mere stive og søvnige ego-operativsystem, hvis murtykke adskillelse fra helhedens perspektiv gør det alt for gumpetungt og klodset til at danse linedans i vor tids uforudsigelige foranderlighed.
      
Sommerfuglen flyver i supervågenhed
Denne nye sommerfugleart kan imidlertid kun flyve i supervågenhedens klare rum. (Hvis du ikke allerede har læst kapitlet om supervågenhed, så vil det være en god ide at gøre det nu.) Kun supervågne mennesker kan leve uden det gamle ego. Jeg må være ærlig her, selv om det virker forbandet arrogant. Når bevidsthedens lys skrues op, så bliver man ensom. For man indser pludselig, at man bevæger sig rundt i en verden af søvngængere. Denne ensomhed er gudskelov midlertidig, for rundt om det næste hjørne, der flyver en anden sommerfugl, og der lidt længere fremme en til!
 
At se mennesker omkring en som sovende er imidlertid midlertidigt. For alle sovende vågner op når solens lys kommer. I dette lys opløses selv sommerfuglens vinger.

All creatures contain one reflection:
one, that is the denial of its being the other;
the highest of the angels denies he is the lowest. 

God is the denial of denials.
Meister Eckhart
 

EGO VERSUS SOMMERFUGL 
Hvad er forskellen på sommerfuglens psykiske operativsystem og vort old school ego?
 
Sat på spidsen ser forskellen mellem de to operativsystemer således ud:
 
● Egosystemet benytter tanke- og ordbaseret analyse af fortidens erfaringslager med henblik på at forstå, kontrollere og dermed overleve fremtiden.

● Sjælens sommerfugl flyver intuitivt nu'et i supervågenhedens abstrakte rum.
 
Det reptile ego 
Ego-operativsystemet er et bedaget ord- og tankeskabt overlevelsesprogram. Dette ego fortæller her i sin sidst opdaterede version om sig selv, at det er baseret på den frie tanke og fornuftens klare stemme. Des mere denne fornuftens fane hæves højt i hyldest, des mere bør man være på vagt over for den sultens slavehær af ordløse og urgamle biologiske systemer der marcherer under dække af denne fanes smukke logos. For amygdala er gammel som dinosaurerne og i den forstand har den sære konspirationsteoretiker David Icke, der forsøger at overbevise os om, at vor civilisation er styret af reptiler fra det ydre rum, ret. Blot kommer reptilerne ikke udefra, men indefra. Egoet er vokset ud af hjernens fortidige, overlevelsesbaserede frygt og skaber nu fornuftsbaserede psykiske og fysiske overlevelstrategier. Disse fornuftsstrategier er bestemt mere overlevelsespotente end amygdalas egne, men ses som færdsel på tynd is, for den der har lidt  mod til at se de spejlblanke søer inde i sig selv.
  
Ego og erfaring 
Egoets psykiske software er som nævnt baseret på erfaring, analyse, planlægning, kontrol og handling gennem anstrengelse. Denne overlevelsesstrategi har passet fint til tidligere statiske samfundsformer med mindre kompleksitet og forandringstempo. På vej ind i big datas globale accellerationssamfund vil erfaringer imidlertid virke på samme måde, som da soldater i 1. verdenskrig af deres gamle erfarne generaler gang på gang i kolonner blev kommanderet til at machere direkte ind i en ny tids maskingeværild. 'Erfaring' mister sin betydning og stiller sig oven i købet i vejen for social navigation i takt med at et samfundets forandringstempo og medfølgende kompleksitet nærmer sig den lodrette del af kurven.
 
Mure versus flydende grænsedragning
Ego og sommerfugl har imidlertid det til fælles, at de begge er skabt af grænser. Hvor disse grænser er cementeret af mure i det gamle ego, er grænserne i det unikt individuelle jeg heroverfor flydende og i en evig forhandlingsproces med det, der ligger uden for grænserne.
Både Sommerfuglen og ego'et er afhængige af grænsedragning forsåvidt, som de begge er bærere af identitet. Identitet er ikke muligt uden grænser. Identitet forudsætter de grænser, der gør skelnen mellem det, der er mig, og det der ikke er mig, muligt. Total grænseløshed er identisk med identitetsløshed. I den forstand er Eckharts Gud i sin absolutte form som the denials of denials et udtryk for depersonalisering.
  
Sjælens Sommerfugl udlever en ny spirituel position. Den lever i balancepunktet mellem jeg og ikke-jeg. Den er levende unik individualitet med grænser så skrøbelige som sommerfuglevinger.

Sjælens Sommerfugl i det umulige balancepunkt
 

KAP II
Mere Sommerfuglefilosofi

Hvor kommer Sjælens Sommerfugl fra?
 
Lad os først beskive det 'rum', den flyver i.
 
I Meditationens indadvendte teleskop observerer den lykkelige, når tankeskyerne viger, ren bevidsthed indfoldet i sit eget ekkorum. Når man her er absorberet i abstrakt supervågenhed og det uden at være bevidst om andet end bevidstheden selv, giver tid og sted ingen mening.
 
Det er nærliggende for det tænkende sind efterfølgende at tolke denne vågne oplevelse af tidløs ingenting som en manifestation af 'noget' sublimt transcendentalt, hinsides den verden af tid og rum vi normalt navigerer i.
 
Bevidstheden genkender i supervågenhedens skjulte laboratorium sig selv som en gæst fra en 'højere' virkelighed med langt flere dimensioner end de fire, vi normalt har til rådighed. Bevidstheden kan derfor hverken fatte eller beskrive sig selv alene på grund af det dimensionstab, der finder sted som følge af nedstigningen i tid og rum.
  
Det lader imidlertid til, at matematik kan beskrive andre dimensioner end de kendte fire. For mystikeren er det imidlertid mere nærliggende at ty til poesi i forsøget på at beskrive den ubeskrivelige gæst:

And as imagination bodies forth
the forms of things unknown,
The poet´s pen turns them to shapes
and gives to airy nothing
a local habitation and a name.
William Shakespeare

Vi genkender i bevidsthedens lokationsløse ekkorum os selv som den fremmede. Her ser bevidstheden, at den bevidsthed, hvormed 'vi' iagttager tid og rum, ikke selv er en del af denne dimension. Intet i tid og rums koordinatsystem kan beskrive, hvad bevidsthed er. Bevidsthed er dette univers største mysterie. Vi er små bevidsthedsfnug. Som stjernestøv er vi drysset ned fra en virkelighed med flere dimensioner end vor tid-og rumskabte. Som fremmeddimensionelle entiteter er vi som abstrakt vågenhed på 'besøg' her i denne virkelighed, hvor alting må fødes for at dø og omvendt:

If a man's spirit were always joined to God in the same Power, he could not age.
For the now wherein God made the first man and the now wherein the last man
disappears and the now I speak in, all are the same in God where there is but now.
Meister Eckhart

Ud fra disse tanketomme primærerfaringer, som enhver seriøs mediterende før eller siden sekundvis vil opleve, er det nærliggende at tolke det indre bevidsthedsliv som et udtryk for en uforanderlig transcendental åndelig essens, der Storm P´sk spejler sig i vore vore små menneskelige sjælesøer. Man kunne med lidt inspiration fra den Græske filosofi opfatte Sjælens Sommerfugl som en en manifestation af logos fra Ideernes Verden. Som i den overstående illustration af Storm P. er denne manifestation en spejling og dermed illusiv som skyggerne i Platons hulelignelse.
 
Jeg viste for mange år siden Storm P. tegningen til en Indisk vismand. Han var ved at dø af grin. Efter han havde grinet færdig, fortalte han mig, at Storm P's. månemotiv var et kendt motiv i hans kultur, men at storm P's version var den sjoveste han havde set. Månen som illusiv spejling i vand var en fast ingrediens i de folkefortællinger, der den dag i dag i Indien stadig overleveres fra bedsteforældre til børn på trods af TV og smartphones.
 
Atmans og psykes spejlinger
Ikke blot Grækerne, men også Inderne har altså bevæget sig langs disse tankespor. I Indiens meditative traditioner skelnes der mellem Atman og Brahman. Atman er den lille spejlede bevidsthedssjæl. Brahman er universets al-sjæl. Atmans mange små spejle spejler i drømmefragmenter Brahmans totale spejl. I det Indisk Vedantiske erkendelseslys ville man se, at det grundliggende er den samme bevidsthed, der iagttager skriveprocessen af disse ord som den bevidsthed, der lige nu læser dem. Selvrealisering er i den indiske optik personligt at erfare, at persoligheden er en illusion. Atman eksisterer ikke i sig selv, men er i virkeligheden Brahman.
 
Den individuelle bevidsthed kan i både det indiske og det græske perspektiv anskues som helhedens transcendentale urgrund filtreret gennem vore små ideosynkratiske nervesystemer. Psyke og Atman er inkarneret som en frøer fanget i hverdagslivets drømmebrønd, hvor de har glemt deres oprindelige fugleperspektiv. Både i Østen og Vesten møder vi altså forestillingen om, at vi som mennesker i os har en uforanderlig transcendental essens.
 
Det er dog stor forskel på den græske psyke og den indiske atman. Den indiske atman er en kopi af Brahman og i den forstand ligner alle 'atmændene' hinanden. Netop i deres enshed er de ikke andet end illusoriske spejlinger. Den græske psyke fødes i Platons illusoriske hule og ligner her i høj grad den drømte indiske atman. På Alexanders tid har den imidertid fået sit eget særlige liv, hvor psykerne ikke længere ligner hinanden. De er blevet unikke og dermed ikke-illusoiske. De har fået værdi som selvstændige manifestationer.

 
Sommerfuglens perfekte ufuldkommenhed

There are no whole truths; all truths are half-truths.
It is trying to treat them as whole truth that plays to the devil.
Alfred North Whitehead

Alle meditationstraditioner har, når man graver dybt nok, rødder i Indien. Her er de ofte ledsaget af troen på, at som vi som mennesker kan forstå, ja enddog manifestere dette transcendentalt uforanderlige hinsides os selv på en objektiv og perfekt måde. Denne konstruktion passer ind i et samfundshierarki, hvor mennesket i takt med dets åndeliggørelse bliver mere og mere perfekt og derfor egnet til at lede andre top-down.
 
Et sådant åndeligt perfekt menneske kan tage ikke fejl, fordi det ikke længere ser sig selv som den illusoriske Atman, men har erkendt sig selv som Brahmans totalperspektiviske vilje. Den åndelige lærer, guruens brahmaniserede ret til at herske over de uoplyste 'atmænd' er hermed legitimeret.
  
I min lille verden er der imidlertid ingen absolut sandhedsånd adskilt fra og hævet over en verden i proces. Ånd er, så længe den opleves, forstås og formidles af en levende menneskelig hjerne, en proces ligesom alt andet i tid og rum. Uanset hvor transcendentalt man kan forestille sig, at det åndelige selv er, så må det her, rummet i en krop være underlagt subjektivitet og foranderlighed og dermed fejlbarlighed.
    
Hver gang en åndelig autoritet hævder at være et rent talerør for det ufejlbarlige hinsides, har han derfor begået det perfektes fejltrin, den perfekte forbrydelse. Det samme sker, når en videnskabsmand påstår, at hans videnskab er et udtryk for absolut objektivitet. For denne 'objektivitet' vil aldrig kunne adskilles fra ham som et fejlbarligt erkendende subjekt. Hertil kommer, at modtagerne også bliver nødt til at filtrere den deklarerede 'absolutte sandhed' gennem deres egne subjektive filtre. Følgelig kan der kun være min forståelse og din forståelse af, hvad verden er, og selv her er vi ikke på sikker grund.
 
For er du overhovedet sikker på, at du forstår dig selv?
   
Intet menneske kan hoppe over sin egen skygge
Intet menneske kan hoppe over sin egen skygge som menneskeligt subjekt i tid og rum. Der findes ikke noget absolut perfekt, intet objektivt, der kan fjerne menneskets skrøbeligt fordøjende, pruttende og grådige selvopholdesesdrift fra dets forståelse af sig selv og verden.
 
At indse, at vi som subjekter aldrig kan 'bypasse' subjektive tolkninger, er derfor et vigtigt skridt mod den objektivitet, vi aldrig når. Denne selverkendelse forudsætter, at der skrues op for bevidsthedens lys. Det gør der automatisk, når vi i Meditation kultiverer abstrakt supervågenhed.
  
I dette spejl indser man, hvor begrænset man er som individ.
     
Jeg ser i dette spejl min Sjæls Sommerfugl som et evigt dynamisk balancepunkt i en proces i tid og rum. Med dynamikken, med processen kommer fejlbarligheden, en fejlbarlighed der selverkendes i den metabevidsthed, som skabes i supervågenhedens rejse fra bevidsthedens abstrakte ekkorum til kroppens konkrete eksistens.
     

FEJLTAGELSENS GAVE

Man has to seek God in error, forgetfulness and foolishness.
Meister Eckhart

Har du lagt mærke til, hvor vanskeligt det er for andre at indrømme, at de tog fejl?
Har du lagt mærke til, at det samme gælder for dig selv?
 
En af egoets største svagheder er dets manglende evne til i flow at selvkorrigere gennem erkendelse af fejltrin. At indse og indrømme fejl ryster egoets solide murværk.

Det allerbedste i os mennesker sker imidlertid, når vi er i stand til at indse, hvordan vi hele tiden tager fejl.
 
Som sjælesommerfugle er vores evne til at indse vore fejl måske det mest kostbare vi har. For gennem erkendte fejltagelser kan vi korrigere vor kurs. Her er der selvfølgelig kun tale om fejl der erkendes i kærlighedens klare lys, for vi kan ikke høste uerkendte fejl.
  
Sjælens Sommerfugl flyver fra blomst til blomst. Den er svævende proces i tid og rum. Somerfuglen er fejlbarlig og selvkorrigerende essens. Den er her for at bestøve verden med ånd. Indimellem sætter den sig et forkert sted og går til grunde.
 
Sjælens Sommerfugl er i modsætning til forestillingen om den depersonaliserede  oplysningstilstand ikke et billede på en statisk endestation. Sommerfuglens svævende dans fra blomst til blomst er en proces i flow.
   
Sjælens sommerfugl findes i det umulige balancepunkt. Dette balancepunkt er altid individuelt nu.
 
Det eneste vi behøver er i supervågenhed at se-mærke-vide vor unikke indre Sommerfugl.
 
I denne vågenhed bliver vore handlinger bevidstheds-bestøvede.

 DIE2LIVE

All change is a dying.
Wherefore we die from time to time.
Meister Eckhart

Egoet ser fejltagelser som trusler. Ego er stivnet i den dødsfrygt, der ikke længere tillader livet. Den frygt, der hjælp os til at overleve som stenaldermennesker, slår os ihjel idag. At være i en permanent tilstand af forandring, såvel indvendigt som udvendigt er skræmmende for dette ego, der oprindeligt blev konfigureret ud fra følgende Darwinistiske troskabsed:
 
Hold værtsorganismen i live for enhver pris. Imødegå potentielle dødstrusler med tankebaseret bekymring.
  
For at realisere Sjælens Sommerfugl er vi imidlertid nødt til at gå lidt tættere på tilintetgørelsen, der i dag primært er en cirkusforestilling inde i vort eget tankeoverophedede sind.... Dette kan netop lade sig gøre i vor tid, fordi det er langt sikrere at leve i dag end det var for 10.000 år siden, hvor risikoen for at omkomme en voldelig død var langt langt større.
Vort ego er bange for destruktion, fordi det i millioner af år stort set har været ensbetydende med fysisk destruktion.
 
I dag er det imidlertid nødvendigt kontinuert psykisk at dø for overhovedet at leve.

Den, der har levet, tør høre
suset af høst i sit øre.
 
Da kan han gå uden fødder
Da kan han gro uden rødder,
når han,
uden at briste
tåle at eje og miste.
Kai Hoffmann

Sjælens Sommerfuglen går i sin skrøbelighed ofte til grunde. Hver gang den destrueres, genfødes den i en ny og smukkere udgave.

He (God) never destroys without
providing something better.
Meister Eckhart

Når du om aftenen giver efter for mørket og søvnen, så vågner du op til lyset og en ny og frisk morgen. Det samme gør din Sommerfugl, når du psykologisk giver slip ind i Meditationens ikke-kontrol. Meditation er som søvn at give plads til Sommerfuglelarvens livgivende død.
 
Meditation er åndelig dødstræning.
    
At leve Sjælens Sommerfugl indebærer bestandigt at være parat til psykisk set at dø inde i sig selv for at leve. Når der ingen modstand er mod denne forvandlingsproces, er den lige så mild som en sensommervind ved solnedgang.
 
Sjælens Sommerfugl lever derfor i balancepunktet mellem liv og død.
 
Denne død-genfødsel kan finde sted lige fra livets mikroøjeblikke til de store livskriser.
Hver gang du i Meditation oplever fylden i et sekunds tanketomhed, så dør du. Hver gang du f.eks. i en diskussion siger: Du havde ret. Jeg tog fejl, så er der noget inde i dig, der dør.
Det giver i denne sammenhæng god mening at se Jesu lære som et forsøg på at blødgøre egoet ved at lære det at vende den anden kind til.
 

PÅ SOMMERFUGEJAGT
Så hvor finder du din Sjæls Sommerfugl?
 
De fleste søger efter den i lykkeland, men den vise leder efter den i grænseland.
 
Når du jagter denne sommerfugl, fanger du den ikke. Hvis du ikke jagter den, finder du den ikke. En sandhed så banal, at ingen akademiker tør røre den, er imidlertid, at hvis du sidder stille, så kommer den måske og sætter sig på din hånd.

På grænsen mellem eksistens og ikke-eksistens 
Når jeg er alene, kan jeg i længere perioder opleve at være en supervågen, smilende levende og tankeløs ingen.ting. Dørklokken ringer og en ven kommer på besøg. I samme øjeblik skabes ud af sig selv et interface i form af en identitet, hvor den i andre sammenhænge forslidte kliche at 'træde i karakter' giver perfekt mening. Vennen siger farvel og andre aktiviteter træder i stedet som f.eks. motion, skrivning eller Game of Thrones. Hver aktivitet skaber en ny identitet skræddersyet til situationen. Jeg kommer i denne sammenhæng til at tænke på Indernes millioner af guder, der i bund og grund blot er forskellige manifestationer af en og samme transcendentale essens.
 
Vor identitet er hele tiden i forandring. Identitet er interface mellem vor krop og verden.
Det er på en og samme tid det kostbareste vi har og det mest mest forgængelige.

Sjælens Sommerfugl er den sandeste illusion om os selv.

Det vigtiste i identitet er derfor ikke den specifikke form, det har antaget, men den menneskelighed der lever i den.
 
For identitet er bærer af menneskelig essens.
 
Hvor smukt at leve et liv, hvor ingen identitetsmaske får lov til at vokse sig fast på det oceaniske barneansigt, vi blev født med.
 
Den kerneløse kernepersonlighed
Som forlængede Higgs-felter giver det ikke mening at tale om, at vi som mennesker er i besiddelse af en fast kernepersonlighed, som vi blot skal finde og adlyde for at blive lykkelige. Der er som før nævnt ikke et på forhånd givet urokkeligt referencepunkt begravet i os, der er i stand til at afstikke kursen for vore handlinger. Det at lytte til sig selv er ikke en lytten ind til beskeder fra en statisk kernepersonlig essens, der altid var i besiddelse af det rigtige svar. Ej heller er der tale om en kanalisering af en perfekt på forhånd givet information fra ideernes verden. 
    
Balancepunktet flytter sig i evig dynamisk forandring. Man kunne kalde det, ikke en kernepersonlig essens, men en kernepersonlig balance. Hvert menneske skal finde sin egen balance. Som hos linedanseren skal den findes i hvert øjeblik på en ny måde. Meditation er i den forstand en intuitivt følende indre søgen efter balance.
   
De biologiske operativsystemers indre balance
Bestandigt at søge dybere efter sin Sjæls Sommerfugl i kroppens indre sansehav er den fornemste opgave for Homo Meditatus. Denne indre odyssé er samtidig en tidsrejse tilbage gennem de stadig ældre biologiske aflejringer, der i skøn sammenblanding udgør det vi kalder et menneske.
  
Balancen mellem de forskellige usamtidige biologiske operativsystemers indbrydes stridende kræfter findes kun overfladisk ved hjælp af vort evigt bekymringstænkende og strategisk planlæggende ego-system. Alene det faktum, at de fleste af vor urgamle biologiske operativsystemer ikke forstår sprog, gør tankernes vej gennem kroppens biologiske aflejringer mere og mere ufremkommeligt træge.
  
Hvem kender ikke beslutningen om at tabe de ekstra kilo fedt på sidebenene? Jeg ved, hvem der ikke kender dem. Det gør de genetiske appetitsreguleringsmekanismer, der sidder inde i mig. For de blev udviklet i ringorme, der nu som fragmenteret genbrug sammen med to kilo bakterier er en del af det, jeg kalder for mig.
 
Det er er her det nye supervågne bevidstheds-operativsystem viser sin måske største praktiske styrke. Ringormene i os er nemlig ikke helt uden stemmer. Deres sprogløse sprog kan føle-høres og tolkes af bevidstheden som abstrakte sansninger i den indre krop. Des mere den supervågne opmærksomhed får kontakt med disse sansninger, des mere vil kroppen 'forstå' og dermed være i stand til at følge vore beslutninger og naturligvis også omvendt. At kende sig selv er i denne sammenhæng at have et fortroligt 'sansuelt' forhold til sin egen krop i form af hvad man kunne kalde en sanse-dialog.
  
Det forståelsesløst, men vågent at lytte-mærke ind i kroppen tillader den i Meditation kultiverede supervågne bevidsthed at synke ned i vor biologiske urgamle operativsystemiske hav. Supervågen opmærksomhed skaber på denne rejse indad spontant orden i de usamtidige og derfor konfliktende biologiske operativsystemer. Denne stort set forståelsesløse vågenhedskolonialisering er både rejsen indad og tilbage gennem kroppens urgamle lag på lag ophobede genbrugsbiologiske verdensmasse. Meditation bevidstgør her ikke gennem sprog, men gennem opmærksom abstrakt sansning de af kroppens uciviliserede territorier, der før levede deres eget autonome Indianerliv. Des dybere kontakt man får med sin biologiske verdensmasse, des dybere og mere autentisk bliver ens tilstedeværelse.
 
En dyb sjæl i et dybt sanset legeme.
   
Det er i virkeligheden simpelt: Des mere bevidst sanset kropskontakt man har, des bedre vil man spontant finde balancepunktet som surfer i det indre livs stormfulde hav. Gennem bestandigt finere lydhørhed over for kroppens abstrakte sanseliv finder vi den til enhver tid bedste, men aldrig perfekte balance mellem ringormesult, krybdyrsex, menneskefornuft, pattedyrvarme, abeaggression og guddommelig kærlighed for nu at nævne nogle få af de livsformer, der gennem sig under huden.

Den kendte tovtrækken mellem hjerne og hjerte er kun
én blandt mange biooperativsystemiske konflikter.

Impulsiv supervågenhed
Et i Meditation kultiveret nervesystem kan genkendes på en hurtig reaktionstid. Det meditativt vågne menneske reagerer i sin supervågne intime kontakt med kroppen som et sanset levende biologisk system intuitivt, spontant og elegant på stimuli. Et supervågent menneske minder i den forstand om et dyr. Det vågne menneske er impulsstyret som en Donald Trump, men er samtidig som ultraviolet lys i forhold til infrarødt lys i den modsatte ende af vågenhedsskalaen. I bevidsthedens lysrum kan man slippe den impulsivitet fri, der uden vågenhed med sikkerhed ville udfolde sig selv på bekostning af helheden.
 
I SYNC MED HAVET
En god surfer bliver nødt til at justere sit indre flow i forhold til de omkringliggende bølgers flow. Den, der udelukkende navigerer ud fra at mærke sig selv, vil kæntre.
 
Jeg bor på Christianshavn. Jeg oplever dagligt i traffiken mennesker, herunder mig selv, der blindt reagerer ud fra deres egne kroppes snævre behovsrum. Den uniformerede målrettede cyklist, der dagligt kører over for rødt, fordi han har travlt er legemliggørelsen af en kultur, der i allerhøjeste grad har lært ham at sanse sin egen krops behov i konstant småirritation over andres kroppes behov.
I dag smider selv samfundets velbjergede deres affald i form af cigaretskodder, pizzabakker og plastickopper fra latten overalt.
   
Hvorfor?
  
Mit gæt er, at tidligere tiders samfundsmoralske kompas er brudt mere eller mindre sammen. Vi mærker 'Brinkmannsk' så meget os selv, at vi ikke længere er sensitive over for Lacans den store anden eller andre kulturinterfaces, der retter os begrænsende ind via tillært samfundssind eller dårlig samvittighed.
  
At mærke sig selv gør i første omgang en mere egoistisk.
 
Uden dette grådighedens drive, som denne egoisme har sluppet fri, ville vi imidertid ikke have smartphones. For det respektløse og traditionsløse drive vækker også kreative kræfter i mennesket. Steve Jobs er et typisk eksempel på denne nye rastløse, egoistiske og evigt skabende mennesketype. Konsekvente nej-hatte mennesker burde derfor i princippet ikke bruge internet og mobiltelefoner, men i stedet trække sig tilbage i Amish-lignende subkulturer.

I denne egocentriske fase er det fristende at længes tilbage til de gode gamle dages over-jegssamfund. Men før vi helt holder op med at mærke os selv for i stedet at vende tilbage til de gamle selvkontrolformer, så lad os lytte til fremtidens shamaners kalden fra den anden ende af tunnelen.
   
For enden af det overselvsansede menneskes bardo er der lys...
 
Bevidsthedens vågenlys.
 
Vejen ind er vejen ud
Den snævre indre sansning blot en overgangsfase. Den er en forudsætning for next level i linedansen, der består i at finde balancen mellem den indre krops univers og det ydre univers.
   
Det menneskelige mikrokosmos må nødvendigvis være i evig forhandling med helheden. For uden synckronicitet mellem krop og kontekst findes der på længere sigt ingen succesfuld overlevelse.
   
Som nævnt er det gamle tankebaserede ego-operativsystem langsomt. Det virker bedst, når det er eftertænksomt. Denne træghed kommer imidlertid i stigende grad i konflikt med big datas gennemgribende accellerering af alle samfundsprocesser. For den tankeproces, hvori disse virkeligheder udfolder sig, er alt for langsom. Den, der skal tænke over alle sine handlinger, bliver bestandig overhalet og skubbet omkuld af modernitetens accellerende forandringsbølger.
  
Det enkelte individs navigation i forhold til heheden kan historisk set ikke længere opnås med selvkonstans eller lignende indre etiske kompasser. Ej heller vil et religiøst funderet overjeg kunne bruges. Disse operativsystemers historisk sidste salgsdag er for længst overskredet.
   
Der er ikke længere nogen livets landevej, hvor vi med vort klodsede og langsommeligt eftertænksomme ego-operativsystem  kan vralte afsted, mens vi overvejer, om vi skal tage nejhatten på eller gå ligeud, til højre eller til venstre ved næste vejkryds, mens vi med vores voksenfornuft, sekulariserede eller stadig religiøst forankrede over-jeg indvendigt overvejer de mere langsigtede konsekvenser af vore handlinger.
  
Hvad enten vi anvender ren tankebaseret fornuft eller lader os styre af samfundets kollektivånd i form af en helhedens fornuftsmoral, så vil vi blive lammet af big datas future shock.  For tiden er løbet fra det gamle ego-operativsystem. Dets small data konfigurerede kognitive overlevelsesstrategier er ikke længere brugbare i big datas lokationsløse Filipinergrav.
 
The singularity is near
I fremtiden vil kun den, der er i stand til at livssurfe big datas uforudsigelige kæmpebølger, overleve. Rent faktisk er informationstzunamiens første bølge allerede at se i horisonten og det ego, der ud fra sin lille egocentriske grådighed går ud for at samle fisk på den underligt blotlagte havbund, vil drukne.
    
Kun den supervågne kaospilot kan frelse os fra den nært forestående singulære dommedag. Han findes i den non-verbale intuitive bevidstheds cockpit. Her iagttager han i lys og sansning sig selv i sin kontekst på helhedens fugleperspektiviske radarskærm.
   
Det kan lyde som noget af en opgave først at være sanse- og følelsesmæssigt fortrolig med sin indre stemme for i samme nu at finde sin plads i det større kor af kollektive stemmer. Det er under alle omstændigheder klart, at et tankebaseret intellekt ikke vil kunne behandle den mængde informationer et sådant projekt kræver. Lad os metaforisk sige, at et ego-operativsystem kan handle op til et 10 gigabit informationsscenarie. At surfe informationstzunamien uden at få fremtidschock vil imidlertid kræve kapacitet til at navigere et scenario med eksponentielt voksende gigabitstrømme.
 
Uden en ny form for intuitiv supervågenhed vil vi ikke være i stand til at surfe den forandringseksplosion, der med tændt lunte af fremtiden allerede er kastet ind mellem benene på os.
 
Netop nu oplyser den nye supervågne bevidsthed scenen. Det stressramte egos dans som pauseklovn i halvmørket før næste akt er forbi.
  
Hvad er det denne supervågenhed kan som egoet ikke kan? Grundliggende kan det besvares meget enkelt:
  
Du skal være vågen for ikke at falde af surfbrædtet. Kun en supervågen og spatialt udvidet bevidsthed kan møde fremtidsbølgen uden at miste balancen.
 
I legende lethed, ubekymrethed og med en grundliggende ukuelig optimisme og positivitet surfer Homo Meditatus uanstrengt sine indre og ydre livsbølger. 
 
Så her kommer postulatet, der kun kan verificeres i dit eget indre:

I Supervågenhed indses alt liv som 'et'

HVORDAN JEG FLYVER MIN SOMMERFUGL
For nogle år siden var jeg på en trekkingtur i Indisk Himalaya på vej op over den gletcher som Gangesfloden kommer ud af. Vi var tre personer, der havde hyret en lokal guide til at tage os op på Gaumukhs ryg og videre derfra op til bjerget Shivling. Luften var for tynd i forhold til, hvor hurtigt vi var gået derop. Vi var i ca. 4.500 meter højde da vi gik på en smal fedted og stenet sti hvor højre side af stien var et fald på ca 300 meter i en gletcherkløft. Da jeg så ned i afgrunden til højre begyndte mine ben at ryste under mig og jeg blev nødt til at sætte mig ned for ikke at miste balancen. Guiden stod afslappet grinende og sagde til mig på gebrokkent engelsk, at der ikke var noget at være bange for. Han stod selv 10 cm fra afgrunden med en afslappet, men vågen attitude.
 
Denne guide var min læremester i dette øjeblik. Han viste mig, at den eneste måde man kan være sjælens sommerfugl på, er at slappe af i årvågenhed. Kun når man ikke er grebet af Thunbergsk frygt, bekymring eller stress kan man uanstrengt blive fundet i Higgs bosonerne linedans på dødens le.
 
Meditation er den afslappedes falden ind i et altid dybere opmærket balancepunkt. Meditation er vågent at slappe af og derved undgå at gøre et problem ud af problemet.
 
Angst for angsten
Grebet af angst vil man ikke kunne surfe sit dybeste balancepunkt. Angst rummer imidlertid de mest vidunderlige muligheder. Ren angst er ren energi, der kan tjene som brændstof til vor indre raket. Hvad der ikke er godt er angst for angsten. Kun ved at slappe af vil man som en søvngænger blive balanceret til dansen på tagryggen.

Jeg hviler i mig selv som Sjælens Sommerfugl eller rettere: Som Sjælens Sommerfugl hviler jeg hinsides mig selv.
 
Jeg skriver dette for at inspirere dig, kære læser, til i meditativ lydhørhed at stole på dit indre flow i balancepunktet og lade dette flow overtage dig og føre dig derhen hvor du er dig selv i dit eget skrøbelige balancepunkt på livets gyldne middelvej.

Hvem er jeg? - Den lille død og genfødsel
For at denne påstand kan blive din personlige erfaring, er det eneste du behøver at lukke øjnene og med stor oprigtighed spørge ind i det indre mørke: Hvem er jeg?

Hver gang du med oprigtighed har kigget og mærket ind i dig selv og spurgt: hvem er jeg, så genfødes en ny spejling og dermed en ny sommerfugl i samme sekund, du igen vender blikket udad.
 
Du er dig selv i samme sekund, du ikke leder efter dig selv. Du er Sjælens genfødte Sommerfugl i form af en ny og frisk spejling. Kun mennesker, der har erfaring med meditation, vil være i stand til at verificere denne påstand.
    
Du kan ikke se direkte på Sommerfuglen uden at den i samme sekund går i opløsning. Ikke desto mindre er den der. Du kan ane den i din metabevidstheds bakspejl. Du kan føle den i glæde. Du kan dufte til den i poesiens blå blomst. Frem for alt er du den eller måske rettere: den er værende dig i din væren.
 
Sjælens Sommerfugl kan derfor aldrig være sand i absolut, verificerbar forstand forstand... Men den er sand nok!
  
Den svæver i perfekt balance på kanten mellem eksistens og ikke-eksistens.
 
Mellem alt og intet er du ikke eksisterende eksistens.

Et Sommerfuglejeg - så blødt som en sky
Det skulle nu stå klart at det ikke er Meditation.dk's opgave at få Ego'et til fuldstændigt at forsvinde, men at blødgøre dets grænser. Sjælens Sommerfugl er en metafor for det unikt individuelle, der ikke udelukker fællesskab. Sjælens Sommerfugl er et barn født af ego, et blødt og fleksibelt barn i et konstant forandringsflow skabt af spiralisk gentagne oplevelser af død-genfødsel.
 
Sommerfugle-jeget er heroverfor i stand til at leve i mange dimensioner. Flydende skifter det form og tilpasser sig de opstående situationer.
 
Denne sommerfugl er skrøbelig - for den flyver i verden.

Sjælens Sommerfugl kan ikke kontrollere verden. Den flyver i vindens flow.

Sommerfugle-jeg'et forvandler sig som en sky på himlen. På samme måde som en sky bæres af rummet, holdes Sommerfuglen oppe af sin grænseløse kontekst.

Jeg er en sky af identitet

Den personaliserede evighed - det galaktificerede 'jeg'

In some sense man is a microcosm of the universe;
therefore what man is, is a clue to the universe.
We are enfolded in the universe.
David Bohm

Sommerfuglegalaksen

Lad os nu forlade egoet for at udforske rummet hinsides det.

At meditere er at være indfoldet i sig selv. I denne krummen sig ind i sig selv gentager man, hvad Einstein sagde om universet: Det krummer sig ind i sig selv.
 
Mennesket er, intueret i introspektion i mit indre observatorium, en minikopi af en galakse. I en enhver galakse er der i centrum et sort hul. I ethvert menneskes bevidsthed er der et subjektivt oplevet 'sort hul'. Dette hul holder egos selvopretholdelse os på afstand af, men når vi dør ind i det, fødes sommerfuglen ud af et hvidt hul. Døden indeholder selve livets hemmelighed.

Sjælens Sommerfugl er en perfekt afstemt dråbe fra den hellige matematiks urkilde, der løber gennem alt - i planter, vind og vand.

Alt, der er animeret, drikker af denne kilde. Den er viljen, der får træet til at gro og den tyngdekraft, der trækker tiden fremad.

Det Unikt Individuelle åbner porten til det Universelle

All know that the drop merges into the ocean,
but few know that the ocean merges into the drop.
Kabir

Atman er i følge Østens filosofi en illusion indtil det øjeblik, hvor den erkender, at den er og altid var Brahman. Dette er i Østen blevet forstået således, at Atman i virkeligheden er upersonlig væren.

I min optik er det lige omvendt.
 
Her er Brahman personliggørelse i mig det allervigtigste. Det er ikke mit projekt at bive til Gud. Jeg kan slappe helt af, for et andet projekt er i gang med at realisere sig selv hinsides min srtæben. Og det er, at Gud vil være menneske.

  Den perfekt afstemte dråbe

Som dråben på billedet ville det være et tab hvis den faldt ned i søen under den. For den har på smukkeste vis allerede fanget helheden i sig.

At realisere Brahman er derfor ikke et depersonaliserings-projekt, hvor man i arbejdet med sig selv bortskærer det individuelle for at blive det universelle. Tværtimod gælder det om at personalisere sig selv gennem at tage ansvar for selv ens mindste individuelle 'knaster'.

Det Fælles
Stig kun ned i ensomhed,
måske kommer du - hvem ved -

gennem ensomhedens port
ud til noget frit og stort,

og det fælles store fund!
lå på ensomhedens bund.
Otto Gelsted -  1920

Jeg realiserer ikke Brahman ved at bortskære det i mig, der ikke er universelt.
Paradokset er, at Brahman realiseres ved at vælge og elske mig-Atman.
I mennesket findes Brahman ikke hinsides Atman. Brahman findes her kun i sin menneskelige og derfor unikt individuelle form.

Brahman i Atman

Inde i kroppen, tæt på det fysiske hjerte, bor Atman. 'Han' er den viseste sum i balance af alle de bioenergetiske fornemmelser, der som biologisk meteorologi bestemmer klimaet i det indre organiske landskab. Han vågner op i opmærksomhed og bevidsthed.
 
Bær og vær dine følelser åbent i den gode moder opmærksomheds arme 
Hvert enkelt menneske er som Atman en strålende minikopi af hele universet. Han er i dvale, skjult af din ydre person, indtil det øjeblik, hvor du fuldt ud vælger dig selv i opmærksom kærlighed - når du gennem kærlig omsorg for din indre kernepersonlighed har båret dig selv varsomt som et spædbarn på armen ud i lyset og livet.
 
At være Sjælens Sommerfugl forudsætter, at jeg følelsesmæssigt tager ansvar for de mindste, ja selv de mest urimelige mikrofølelser inde i mig. I stedet for at fortrænge dem, dramatisere dem, meditere eller filosofere dem bort, tager jeg dem til mig - ikke som objekter for analyse, ej heller som impulser der straks skal rreageres på, men som pixelleret følelsesenergi.
 
At pixellere sit indre følelsesliv i ren moderlig opmærksomhed er den første og sidste lektion i Meditation.
 
Kun ved at være din kerneløse kernepersonlighed, helt ud i fingerspidserne og tåneglene, åbner du for den stargate, der fører dig ud over dig selv.
 
Her svæver du som absolut unikt individuelt liv i oceanisk upersonlighed.

Den individuelle Atmajsæl er iagttaget herfra en løbende konfiguration af det flow, der opstår, når den menneskelige cellekoloni i demokratisk lydhørhed over for sig selv finder en balanceret vej fremad i flow. Uden den lydhøre balances fine middelvej er der stagnation og stilstand.  

Amor og Psyke i meditativt favntag

Indre lydhørhed næres af meditativ kultiveret opmærksomhed. Pixelleret opmærksomhed er de byggesten, hvoraf kærlighed er gjort. At give opmærksomhed er den største gave man kan give.   At give alle de indre operativsystemer non-kognitiv opmærksomhed er det samme som at give dem kærlighedens nærende varme. Denne kærlighed synkroniserer de enkelte modstemmer, og forvandler dem til gennemføringer i en perfekt kontrapunktisk fuga.

SJÆLESURFEREN

Sommerfuglens bevidsthedsoperativsystems handlekraft modulerer helhedens dynamiske polaritet mellem Ying og Yang's ligeværdige udsving. Denne modulation forudsætter identitet. Det ovenstående billedes skønhed skyldes netop tilstedeværelsen af både bølgen og surferen. I dette flow er evnen til at finde balance altafgørende. Som en surfer der i et umuligt øjeblik føres fremad af en kæmpebølge, således surfer vi i årvågen balance det indre livs enorme kræfter.

Denne balance kan ikke findes af det gamle langsomme ego-operativsystem. Den kan ikke findes ved at følge andres forordninger eller råd. Kun absolut bevidst nærvær uden for mange tanker finder surferen sin vej i flow uden at blive kastet af brættet og dermed blive et offer for bølgernes vildskab.
 

Balancepunktets spontane og dynamiske styrke
Den handlende styrke i flow er selvsagt ikke en egenskab ved Sommerfuglen selv. Det giver ikke mening, at Sommerfuglen anstrenger sig for at løfte en byrde eller nå sit mål. Sommerfuglen henter sin styrke hinsides sig selv. Frem for at være et koncentreret og isoleret punkt af styrke, så har sommerfuglen vindens allestedsnærværende styrke. Ved at overgive sig til naturen hersker Sommerfuglen over vindens styrke. Denne overgivelse betyder som nævnt ikke, at vi bliver til rene upersonlige talerør for den oceaniske kollektivånd. Sommerfuglen dør hele tiden, men er i sin genfødsel selve årsagen til at solen står op.

Et ikke-billede af den aldrig sete Urkilde

ET SIDSTE SMIL
Hver gang du vender dig om inde i dig selv og spørger, Hvem er jeg, så går dit spørgsmål sammen med dig i opløsning og du falder ud over klittens kant.

På det Japanske billede er kun naturens kraft tilbage. Og dog smiler Shiva, mens Kalidødens mørke danser ham. For han har prøvet det før. Han ved, at døden er nyt liv.

Så lad den Græsk Indiske munks smil stå tilbage som det sidste du husker på vej ind i din daglige død.

For her genfødes smilet som den dybt personlige signatur, der stadfæster vores eksistens som surfere i Nirvanas oceaniske hav. Her ved vi, at bølgerne er stærkere end os, men på grund af vores fleksibilitet og ydmyge samarbejde med naturkræfterne inden i os og uden for os, er vi i stand til at modulere havets styrke.
 
Og således blev vi som David over for Goliat til bølgernes herre.

Og således får vort stille smil solen til at stå op hver dag.
 
 

Sjælens Sommerfugl
Hjertet føler i opmærksomhed, at vi er alt.
Forstanden erkender i bevidsthed, at vi er intet.
 
Mellem disse to poler, på grænsen af eksistens og ikke-eksistens, i balancepunktet mellem krop og ånd svæver det kostbareste af alt, det unikt individuelle i sin sjælelige essens.

Hvad holder denne sommerfugl på vingerne?

Det gør supervågenhedens spejlende lys.

Jeg siger nu: Som Sjælens skrøbelige Sommerfugl er du Vejen, Sandheden og Livet.
 
Mange mennesker vil sikkert blive provokerede af dette udsagn.
Meister Eckhart blev dømt skyldig af inkvisitionen på grund af følgende udtalelse:
 
Hvad der er sandt om Jesus Kristus, er sandt om ethvert godt og gudhengivent menneske.
 
Vil han blive dømt i dag? Det er op til dig.
 
Moder Jords frygtelige styrke
Billedet til venstre forestiller Gudinden Kali og Guden Shiva.
Kali danser oven på den passive Shivas krop.

Vi er her langt fra Sommerfuglens harmløse og skrøbelige uskyld.
Ikke desto mindre vil jeg med en tolkning af denne illustration fra Indien antyde sommerfuglens styrke.
 
Kal betyder sort. Kali er i den forstand universets mørke ukendt-hed. Hun er hvad C.G.Jung kalder Mater Saeva Cupidinum, de frygtelige lidenskabers altopslugende liv-moder. Hun er det voldsomme aspekt af den urkilde, den universets urstyrke, der fødende animerer alt i kraft af dødens tyngdekraft.
 
Kali er den menneskelige sjæls galaktisk sorte og livgivende hul.

Kali dans på den besejrede Shiva

Shiva, set som det aktivt handlende mandlige princip, er her ubevægelig. Han er i den forstand det maskuline anstrengelsesbaserede ego-operativsystem, der her er sat skakmat.
 
Når vi holder op med at anstrenge os i handling, og som Shiva giver op, så kommer hvad vi umiddelbart frygter som døden, i denne sammenhæng universets farligt feminine, mørke og ukontrollable handlekraft. Det er den, der animerer alt fra galaksernes dans om hendes sorte livmoderlige hul til det liv i os, der som fordøjelse og hjerteslag og forelskelser ligger uden for vor aktive viljes domæne. For at Kali kan genføde et nyt kosmos ud af sin retrokaulsale livdødmoder, må Shiva ofre sig selv til Kalis kaos.
 
Den bevidste Shiva og den opmærksomme Kali
Shiva er i Indien symbolet på bevidstheden. I min optik er Kali heroverfor den indre opmærksomheds moder. Umiddelbart bringer kultiveringen af indre opmærksomhed os i kontakt med kroppens hidtil skjulte frygt og smerte. I den frygtelige kocktail af mangel på kontrol og mødet med kroppens skjulte traumer vil Kali i første omgang ses som dødens skarprettende Engel. Først efter at kontrolegoets hoved er hugget af, bliver hun til den gode moder jords af sig selv skabende og livgivende urkilde.
 


 

Med smil og venlig hilsen til din indre Sjæls Sommerfugl!
Gunnar Muhlmann