Hvad er Meditation

Meditationsteknikker

Meditationsmusik

Videnskabelige Links

Åndelige Inspiratorer

 
Meditation og Bevidsthed

I. Bevidsthed & evolution

II. Hvad er opmærksomhed
III. Kroppens indre landskaber
IV. Hvad er bevidsthed
V. Tankeoperativsystemet
VI. Usamtidige styresystemer

VII. Bevidsthedens frigørelse
 
Den indre og den ydre person
Det sensitive nervesystem

Den indre og den ydre person
Den ydre person og kontrolsamfundet
Kun den indre person kan meditere

   
Sjælens Sommerfugl
Det hellige sår
Det supervågne flow
Sjælens Sommerfugl
     

 
Meditation - historie, filosofi & videnskab
Meditation og religion
Meditation, videnskab og filosofi
Sekter på samfundets rand
Jeg'ets udviklingshistorie
Meditation og metabevidsthed
Hvor kommer Meditation fra?
Jesus i Buddhas fodspor

Spørgsmål til Meditation

Er meditation en mirakelkur?
Er det narcissistisk at meditere?

Meditative visioner

Den mirakuløse fraktale bevidsthed
Gud ønsker at blive Menneske

Singularitet, Meditation og Entheogener
På vej mod en ny Ånd
 






























































 

































































































































































































































 

 
DEN YDRE PERSON OG KONTROLSAMFUNDET

Som beskrevet i kapitlet, Det sensitive nervesystem, så har det moderne bymenneske en langt større indre følsomhed end tilfældet var for blot 50 år siden.

Homo metropolis
Denne følsomhed er skabt af en industriel kultur, der i samme proces har haft overskud til at 'producere' unikt individuelle mennesker, ikke bare som en luksus for overklassen, men nu noget der kendetegner verdens globalmetropole middelklasse.
 
Disse unikt individuelle prinser og prinsessers medfødte allergiske sarthed har gjort behovet for følelsesmæssig beskyttelse større.

 
Det civiliserede maskebal
Enhver højkultur skaber og forudsætter et maskebal. Vi har siden antikken påtaget os en ydre selvbeherskelsens maske. I oldtidens græske teater spillede man med masker på.
En maske blev kaldt for en persona, heraf ordet en person.
  
Der er dog stor forskel på masken dengang og nu.
   
Jo større behovet for selvkontrol og for følelsesmæssig beskyttelse er, des tykkere bliver masken. Masken er i dag tykkere end nogensinde. Den er vokset så meget indad, at den nu er lige foran sjælens porte, aftegnet som fornuftige folder i ansigterne på en hær af direktører, embedsmænd og rationaliseringseksperter. De banker på og kræver Sankt Peter til etisk regnskab. Der skal laves tids- og projektaftaler, kravsspecifikationer og detaljerede tests for at nå tidsplanerne i forbindelse med udnyttelsen af the human capital.
 
Nu er det endelig på tide til at rydde op derinde i sjælens sumpede og ulogiske morads! Lad os give Helligånden en gang prygl med de markedsøkonomiske målestokke.

Sigmund Freud
De følgende overvejelser er inspireret af psykologen Sigmund Freud. Inden for de seneste år har Freud fået en renæssance. Jeg gætter på, at revitaliseringen af Freuds grundmodel skyldes samfundsudviklingens ukontrollable udvikling af kontrol, ja faktisk af en kontrol, der ikke længere kan kontrolleres.
    
I Sigmund Freuds model, ID, jeg og super ego, giver det mening at sammenligne den indre person med ID'et: det underbevidste, fortrængte, 'sansuelle', her og nu orienterede lille dyriske barn. Denne indre person er som på Freuds tid delvist g(l)emt i ubevidsthedens mørke. Dette ID er dog ikke formet på samme måde som på Freuds tid. Her undertvang  super-egoet, ID'et med en dårlig samvittighed skabt ud af religiøst farvet skyld og skam.
  
I dag er Superegoets pisk ikke længere motiveret af irrationelle, religiøst begrundede moralske følelser. Nu slår Superegoet kun til, når det er 'fornuftigt'. Superegoets dårlige samvittighed er blevet til en forlængelse af jeg'ets, i min terminologi, det ydre menneskes tilsyneladende 'fornuftige' og praktisk orienterede kommunikation med omverdenen.
 
På Freuds tid bebrejdede vi os selv for ikke at følge vor religiøse moral.
I dag bebrejder vi os selv for ikke at have succes eller for ikke at være perfekte.
 
Super-egoet og jeg'et i Freuds model er derfor i dag blevet så 'enige', de har så meget interessefællesskab, at de er smeltet sammen til det, jeg betegner som den ydre person.

Når vi i dag 'skammer' os, så er der 'fornuftige' grunde til det.

Polariseringen i en indre og ydre person hænger dog først og fremmest sammen med vore nervesystemers øgede følsomhed, der skaber behovet for at beskytte den indre følsomhed med en ironisk ydre person.
   
DEN YDRE PERSON
Med vor voksende metropole følsomhed opstår et stigende behov for en overlevelsestrategisk ydre maskeperson, hvis opgave det bliver at skjule det indre livs sårbarhed. Ud over denne beskyttelsesfunktion skal den ydre person sikre rationel interaktion med et arbejds- og forbrugssamfund der stadig bliver mere og mere styrende, norm og grænsegivende.
 
Den ydre persons dobbeltfunktion
Den ydre person fungerer som en skuespiller med en dobbelt rolle. Den fremfører det liv, som det moderne kontrolsamfund som aplications har installeret i os, samtidig med at den som forældre beskytter og opdrager den indre person. Masken bruges både i vort overlevelsesskuespil i forhold til verden og som en beskyttende hjelm. 
 
Denne psykologiske splittelse er den pris vi siden oldtiden har betalt for at nyde de fordele, det giver at være samfundsborger.  
 
Situationen er imidlertid spidset til i industrisamfundet og især i løbet af de seneste årtier. Det har, som vi skal se i det følgende, skabt en radikal forandring i både den indre og den ydre person og deres indbyrdes forhold.

Den ydre person og samfundskontrollen
Den ydre persons rationelle operativsystem baner som kontrolsystem vej for samfundslovens lange arm ind i den indre krop.
 
Samtidig skaber den samlede sum af ego-operativsystemer selvsamme samfunds kollektive forståelse af, hvad der er lov og orden - i videre forstand hvad der er 'virkeligt'.
 
Samfundskontrollens vej ind i sjælen - et kort historisk rids
Op til og med middelalderen kontrollerede statsmagten menneskekroppen gennem våbenmonopol og militær eksercits. Kirkemagten praktiserede samtidig de første primitive forsøg på kontrol over sindet. Den katolske kirke opfandt i denne sammenhæng en formidabelt effektiv forretningsstrategi kaldet synd.
    
Allerede med Karl den Store begynder statsmagten imidlertid gradvist at overtage kirkens sindskontrol. Synd bliver nu ikke længere et internt anliggende, hvor det at synde betyder, at du inde i dig selv har forladt Gud. At synde bliver nu til et eksternt moralsk anliggende, der bliver ensbetydende med at bryde samfundets love. I forlængelse heraf bliver prædikestolen statsfornuftens talerør frem for Sankt Peters.
   
Fra Oplysningtiden og frem verdsliggøres den religiøse kontrol over sindet. Fornuft og videnskab erstatter den religiøse moral som ideologi og gradvist trænger den sekulære virkelighedskonstruktionl længere og længere ind i mennesket. Den ydre krop er forlængst underlagt samfundslegemet. Sindet har efterhånden givet slip på religiøse forestillinger.
Vi administrerer nu os selv gennem talkontrol.
   
Set i et pengeøkonomisk perspektiv er både kroppen og sindet i dag underlagt kapitalens logik i den forstand, at man kan tjene penge på både fysisk og intellektuelt arbejde.
 
Ånden er imidlertid stadig værdiløs. Ånden og kroppens irrationelle liv er det sidste wild west.
 
Religionshistorie har vist, at der er mange penge at tjene her. Her i det 21. århundrede vil den sidste 'frontier' sandsynligvis falde. Nu skal der tjenes penge på de menneskelige følelser. En forudsætning for at det kan lade sig gøre er, at følelser kan kvantiseres.
Denne kvantisering er nu for første gang mulig, idet videnskaben med nye generationer af bl.a. højteknologiske hjernescannere faktisk nu er i stand til at dokumentere effekten af meditation i hjernen.
  
Takket være mindfulness, emotional intelligence og human resources har vi nu fået værktøjer til at underlægge os ånden.
  
Det overkontrollerede menneske
Hvilke konsekvenser har denne hypercivilisering lige her og nu?
  
Interessant nok har jeg aldrig interesseret mig for politik - før i dag.
Aldrig har Meditations fremmede synsvinkel haft så stort et samfundsmæssigt perspektiverende potentiale.
 
Set fra en åndens synsvinkel, der paradoksalt nok i første omgang bliver mere og mere fremmed over for verden i takt med, at Meditation bliver mainstream, ser jeg en verden, der i stigende grad befolkes af overkontrollerede individer. Staten gennemkontrollerer borgerne samtidig med, at vi selv går forrest med kontrol over os selv. Vi er faret vild i et glashussamfund med indre og ydre labyrintiske spejle.
 
Vi lever i et samfund, hvor vi optages af kameraer i det offentlige rum, hvor vi kan google os selv, like hinandens privatliv på facebook, cykle afsted i raketfart i rumdragter på vej til arbejde med pulsure og kaloriemålere, have kvalitetstid med vore børn sikret gennem kurser, der giver os de rette forældrekompetancer, planlægge livslange læringsprocesser og når kroppen ikke rigtig vil være med, så hjælper det eksploderede pilleforbrug med at få udviklingen til at trille i den rigtige retning.
 
No wonder vore overplanlagte unge får behov for at gå amok i alkohol i weekenderne. Jeg er som midaldrende vokset op i kontrolsamfundets barndom. Unge i dag har derimod fået livsstyring og planlægning ind i overdoser allerede fra fødslen. Man bliver nu født ind ind i et subjekt, som er defineret på forhånd.
 
Den unge storbynarcissus ser her sig selv gennem den andens blik. Han arrangerer sig selv og sit eget blik ud fra andres blikke. Før ens eget blik er der altid en andens blik. Hvor det stigende antal lovparagraffer og forordninger ikke kan nå ud, der hersker i dag en ny form for moralske meninger om, hvordan andre bør leve. Den frihed, der blev sluppet løs i 60erne, er i dag erstattet af en ny form for puritanisme. De andres blikke er denne puritanismes sigtekorn.
  
Her er der ikke plads til middelalderens karnevalistiske breugelmenneskes uforudsigelige og liderlige vildskab. Jo, der er stadig vildskab, men den er iscenesat i det kollektive blik og dermed kontrolleret som i en Distortionfestival i København. Den virker spontan, men alle deltagere er i virkeligheden fastholdt i tusind spejles skruestik. Distortion er som den forvrængede guitars blue note allerede indskrevet i samfundspartituret. 
 
Den hamsteragtige mangel på metabevidsthed
Samtidig er der fra min synsvinkel en forbløffende mangel på metabevidsthed netop hvad kontrollen angår. Kontrollen er derfor fuldkommen ukontrolleret. Denne pletvise blindhed gør os hamsteragtigt dumme i vor lydighed over for de stadigt mere absurde krav om øget effektivitet. Kun få heldige timer out og spørger sig selv:

Hvad er det egentlig jeg har gang i?
Hvor er jeg på vej hen og hvorfor?
• Hvorfor ser du på mig - hvad vil du mig?
(henvendt til det blik der ligger før ens eget)

Og endelig det hellige gralsspørgsmål:
 
Hvem er jeg?

Det første man mister, når man er presset, er evnen til at tænke utraditionelt, kreativt og metabevidst. Først når nedsmeltningen, den Kierkegårdske krise i sin moderne form er indtruffet, og vi bliver 'timet' ud af en krop, der siger stop, stiller vi de vigtige metabevidste livsspørgsmål. 
 
Point of no return
Kompleksiteten og intensiteten i de krav samfundslegemet stiller til de enkelte celler accelererer - selv mens jeg skrev disse linjer og sikkert også nu, mens du læser dem.
 
Den ydre maskes bestræbelser på at optimere os som deltagere i det 'perfekte liv' er i stigende grad kommet under pres. Det er nu ikke længere den evige kødrand af samfundstabere, der definerer hvem der er vinderne. Sammenbruddet sker nu indefra. Det er vinderne selv der nu i stigende grad taber.
 
The point of no return
er derfor i min optik umiddelbart forestående.
 
Den ydre persons samfundstilpassede rastløshed
Inden dette sammenbrud, som ikke nødvendigvis behøver at medføre en katastrofe, men blot en radikal tilstandsændring, er der en længere forudgående fase præget af utilpasset nervøs, men kreativ energi. Denne fase blev indledt med ungdomskulturen og rockmusikken i 60erne.
 
Byprinser og prinsesser, efterkommere af dette frisættende oprør, er nu i deres allergiske følsomhedsreaktioner i stigende grad er optaget af de små irriterende ærter under civilisationsdynernes komfortable madrasser.
 
Disse gnavende ærter skaber en ny form for rastløs utilpassethed.   
 
Det unikt individuelle og sensitive menneske er et overlevelsessvar skabt ud af de sidste 50 års intense civilisering i den vestlige verden. Dette nye urbanmenneske er selvstændigt og kreativt, også i kraft af sin utilpassethed.
           
Den følsomme individualisering bliver, sammen med den stigende rastløshed en hovedmotor i det moderne informationssamfunds acceleration, i videre forstand for dets evne til at genopfinde sig selv. Denne dynamik skabes af de enkelte individers kreative oprør mod systemet, hvor  oprørets evne til at tænke nye veje, ikke uden for systemet, men inden for det, bliver livsnødvendigt for selvsamme systems udvikling i evig konkurrence mod andre systemer. 

The Devils music - the american blues
På samme måde som den disharmoniske blå tritonus tone, tonalis diabolus, skaber oprørsk fremdrift i den oprindelige blues ellers stive 12-takters form og siden bliver mainstream i rockmusik, så bliver det sårbare menneskes individuelle dissonans i samfundsorkesteret til den højeste form for lydighed.
 
Aldrig før i historien har mennesket derfor været en så lydig og velorganiseret samfundscelle som nu. Selv dets utilpassethed er allerede på forhånd opført i partituret. Hvor Jimi Hendrix brændte sin guitar af i et øjebliks spontan galskab, så har rockegenerationerne efter ham reproduceret denne ytring som en rockmusikkens altergang.
 
Som et stiligt svensk punkband, især fra Stockholm, er man iscenesat ned til mindste detalje.
 
Amerikanske TV-serier er i dag fulde af fortællinger om utilpassede, men meget handlekraftige individer. Disse hovedpersoner går som f.eks. i Breaking Bad eller Justified langt ud over grænsen for hvad der var acceptabelt for blot 10 år siden, men de er stadig skildret solidarisk. Det er netop denne individuelle rastløse, men kreative handlekraft der skaber en Steve Jobs i netop USA og ikke i Kina.

Den ydre person har behov for den indre persons visdom
Det moderne metropole menneskes dilemma er, at det er fanget i spændingsfeltet mellem sin egen øgede følsomhed  og et accelererende ydre pres.
  
Som nævnt er en af den ydre persons vigtigste adfærdsregler ikke at vise svaghed. Ikke at vise svaghed bliver imidlertid sværere i takt med, at den ydre person har behov for den indre persons følelsesmæssige intelligens.
  
I den proces (beskrevet i det forudgående kapitel) hvor den ydre person sampler den indres følelser, sådan at vi i stedet for at være os selv, spiller os selv, kommer den indre persons skrøbelighed ofte faretruende tæt på at blottes gennem revnerne i den ydre persons kontrolvisir.
  
Grunden til, at den ydre person sampler den indre, er, at den har behov for den indres human capital for at performe optimalt. At være i kontakt med sit indre følelsesliv er i dag en vigtig kompetence. (Jeg hader ordet kompetence anvendt i denne sammenhæng.)
 
Den indre person er i kraft af sin 'sansuelle', mavefølende karakter i langt højere grad end før, vigtig for vores succes i en kompliceret urban virkelighed. De gode gamle dage, hvor computerhjerner uden følelsesmæssig intelligens kunne indtage lederpositioner, er forbi.
En intelligent følelsesmæssig navigation, også med maven, deler i dag æren for succes med den logiske hjerne.
   
En intelligent indre person, der er god til at navigere i verden, må derfor nødvendigvis være mere bevidst end på Freuds tid, hvor intellekt og moral var tilstrækkelige for at opnå succes.
    
Den ydre person kan ikke sample den indre uden at være i tæt kontakt med den.

Den indre persons dilemma
Det placerer den moderne indre person i et dilemma. På den ene side bliver den nødt til at blotte sin følsomhed, træde frem i bevidsthedslyset for at kunne bringe sit bidrag til den ekstroverte sociale navigation. På den anden side er den blevet så oversensitiv, at den bliver nødt til at beskytte sig selv mod omverdenen.
  
Paradokset er her, at en forudsætning for succes er betinget af at den intelligente følsomhed bringes i aktivt socialt spil - netop den følsomhed og sårbarhed der samtidig bestandigt truer med at slå revner i den ydre maske. Derfor står det moderne succesfulde menneske i det dilemma, at det på en og samme gang er tvunget i tæt kontakt med den indre persons vise følsomhed, samtidig med at den indre persons svaghed aldrig må blottes.
 
Den ydre person holder derfor den indre person så tæt på sig som muligt, men i et jerngreb på samme måde som Don Corleone i Godfather gjorde med sine venner: Keep your friends close but your enemies closer.
 
 
DIGITALISERINGEN AF DEN YDRE PERSON
At denne kontrol har kunnet udvikle sig så ukontrolleret, skyldes i høj grad digitaliseringen af samfundet.
Umærkeligt og hinsides demokratiske processers kontrol er der skabt en ny global mennesketype, der er fortrolig med og afhængig af et tæt samarbejde med elektroniske maskiner.
  
Uden computere og internet ville det slet ikke være muligt f.eks. at underlægge arbejdsløse den ydmygende tvang, det er, at de skal synliggøre sig selv på nettet hver eneste uge med handlingsplaner, der for de færrestes vedkommende bliver til andet end digitale fodlænker. Samtidig vælter det ind med emails på kontoret for dem, der har arbejde. Hjemme bør man gennemgå sin outlookkalender og bagefter checke sms'er og voicemail på telefonen. Heldigvis kan man dog stadig skrive emails, mens tiden går i stå på Sisyfos bjerg, det nye in-sted for de evige arbejdsmøder.  
     
Det ydre ansigt bliver til Inter-face
Gennem interaktiviteten tilpasses maskinen til mennesket og mennesket til maskinen. Menneske og computer genskabes i en accelererende proces i hinandens billeder - et billede der maler sig selv, stort set hinsides politiske beslutningsprocesser.

Den ydre person skabes i dag i samspillet mellem de digitale fordoblinger man fremstiller af sig selv på internettet. Mit profilbillede i 'fakebook' fremstiller en 5 år yngre variant af mig. Flere og flere især unge mennesker bruger i dag mange penge på at få taget professionelle portrætfotos af sig selv til brug på nettet på Facebook, Linked in, datingsites osv. Vi kopierer idealerne fra en mode og popverden, hvor en Madonna kan holde sig evigt ung ved hjælp af Adobe Photoshop Daycream


Den altid smilende photoshoppede facebook avatar
 

Den ydre person smelter sammen med digitale proteser
 

Iron Man - En tidstypisk film med
en følsom helt kapslet inde i en
digitaliseret protese.
Masseproduktionen af samples, hvor der ikke længere er forskel på en original og en kopi, skaber en tilstand hvor vor ydre identitet bliver identificeret med de digitale proteser vi har iført os. Videnskabelige forsøg har vist at mennesker som i en virtuel realitet bliver forbundet med f.eks. kunstige arme, i løbet af kort tid antager den kunstige arm for at være deres egen.

De digitale spejlinger, hvor ydre personer som rene interfaces kommunikerer med hinanden, bidrager paradoksalt nok til at gøre den ydre person 'virkelig'. 

Vi sampler os selv

Den ydre person har indset værdien af individuel autencitet. Derfor efterligner den ydre person den indres organiske følsomhed i form af et skuespil skabt af samples.
Dette tyveri medfører, at vi kommer til at spille os selv.

I denne ironiske tilstand distancerer vi os følelsesmæssigt ved at sætte citationstegn omkring vore udsagn. Derigennem bliver vor kommunikation til samples, samples der frit kan downloades i vor nye verdensbank af tegn i form af ringetoner, film, musik, billeder, wikiinformation osv..  

Kejserens samplede nattergal
Her må jeg igen ty til musikkens verden for at finde illustrative eksempler.
Digital optageteknik bliver i kraft af højere og højere samplingfrekvenser bedre og bedre i stand til at fremstille højfrekvente lyde som f.eks. fra en violin. En CD kan med sin lave bit og samplingrate ikke gengive en soloviolins sande fylde. Den oversætter nemlig de højfrekvente lydes organiske sinuskurver til bittesmå firkanter i form af nuller og ettaller. Med den øgede sampling- og bitrate blive det muligt at lave firkanterne mindre og mindre. Resultatet er, at de digitale indspilninger kommer til at lyde mere og mere naturtro. Ikke desto mindre er de et simulacra. De består og vil altid bestå af firkanter, uanset hvor små firkanterne bliver.

Sjælens bløde kurver bliver gennem computerens nuller og ettaller forvandlet til noget, der ligner ånd, men i virkeligheden er simulacra. Som kejserens nattergal kan digitaliseret musik ikke gengive grammofonens varme lyd. 

 
På samme måde forholder det sig med den ydre person. Dens maske vokser sig som nævnt tykkere og rykkere indad og bevæger sig dermed ind i områder, der hidtil har tilhørt den indre føleverden. Dermed kommer den ydre person til at virke mere og mere autentisk. Den kan nu græde, hvis den ikke får en billet til en boyband koncert. 

Samplingen af original individuel autencitet viser sig i vore mobilers individualiserede ringetoner. Den viser sig i de tatoveringer der i vort eget selvbillede gør os unikke.

I vores bestræber på at skabe originale personinterfaces indsamler vi små adfærdstegn lånt fra den nære omgangskreds og i samme åndræt afstandsløst fra internettets
kolossale verdensbank af tegn - et nærmest uendeligt forråd af bogstaver, ord, citater, samples, billeder, filmklip.  

Maskekroppen
Den genstridigt grimme krop, som den er, set af det blik, der kom før vort eget skærmbillede, kan nu blive rettet til under kirurgens kniv: Større bryster, mindre næse og et bortskåret mavebælte - skulptureret på en krop, der vrider sig for at undgå sin egen alder. Kroppens ydre fremtoning bliver derigennem kompatibel med nullernes og ettallernes simulacra.
 
Tager vi det voksende pilleforbrug med, hvor nu 25% af alle drengebørn i USA har fået diagnosen ADHD og følgende bør have ritalin, så ser vi for os en ydre person, der både skal opdrages i stillesiddende heldagsskoler, medicineres, digitaliseres og endelig også skæres til for at opfylde det mål kun de færreste stiller metaspørgsmål til: at blive til en effektiv og rationel samfundscelle.

KONTROLMEDITATION I ET KONTROLSAMFUND  
Lad mig kort gentage centraltemaet: Civilisering, forstået som samfundets fælles taktslag for menneskers march mod centrum af den 'virkelighed', kollektivet er blevet enige om er virkelig, er i dag mere radikal end nogensinde før.
 
I dag er virkelighedens mål et øget forbrug og stadig mere effektivt arbejde gennem selvkontrol. I den globale konkurrence må vi derfor nu til udnytte og optimere vore human resources. Vi er nu tilbage ved begyndelsen af kapitlet hvor direktørerne løber stormløb på paradisets porte.

Tanke - og bevidsthedskontrol
Metaspørgsmål kræver, at vi tænker. I de ældre meditationstraditioner er der en indbygget modstand mod selve tankeprocessen, eftersom den hellige gral i Meditation findes i det velsignede øjeblik, hvor der ingen tanker er i ren bevidsthed. Denne ideologi har medført, at mediterende gang på gang har undladt at stille relevante kritiske spørgsmål til deres åndelige autoriteter. Hver gang de studerende greb deres læremester i magtmisbrug, blev de holdt tilbage af den falske lære, at tankesindet kun bringer forstyrrelse i den åndelige proces. Hvis de tænkte kritisk, så var det jo blot et tegn på, at sindet havde fået for meget magt.
    
Forestillingen om den ideelle tanketomhed findes selv i hjernerne på de videnskabsfolk der hjernescanner mediterende. I deres optik er netop de perioder, hvor der er tankefri bevidsthed på deres monitorer, det vi bør stræbe efter, hvorimod de naturlige perioder hvor hjernen skruer ned for bevidstheden og dagdrømmer, ikke er efterstræbelsesværdige.
Vi bør derfor anstrenge os for at være klare i hjernen hele tiden. Jeg er her lodret uenig.
Ingen sniger kontrolmanien sig ind i den vestlige konstruktion af Meditation.
De perioder i Meditation, hvor man ikke er bevidsthedsmæssig klar men derimod mere dagdrømmende, er lige så vigtige som klarhedsperioderne. På samme måde er tanker, i videre forstand filosofisk metabevidsthed lige så vigtig som tanketomhed. At lukke ned for bevidsthedsrationalet i hjernen er lige så vigtigt som tilstanden af bevidsthedsklarhed.
 
Der er en tid til at være tanketom.

Der er tilsvarende en tid til at dagdrømme kreative tanker.

Og endelig er der tid til at 'time' sig selv ud med førnævnte filosofiske overvejelser:

Hvad er det egentlig jeg har gang i?
Hvor er jeg på vej hen og hvorfor?
Hvem er jeg?

Mindfulness og det perfekt afslappede hamsterhjul
I afslappet kreativt flow kommer det bedste frem i os. Når vi kommer under pres, ligner vi nærmere hamstere i fangenskab.
 
Hamsterhjulet knirker efterhånden i dets øgede rotation skabt i konkurrence med bl.a. kinesiske hamstere. Imidlertid kan vi nu gennem mindfulnessteknikker sikre kontrollen over hamsterens velbefindende. Hvis hamsteren er i dårligt humør, eller hvis den har stress, så kan den ikke løbe så stærkt. Lad den også deltage i kurser, hvor den får de nødvendige kompetencer i positiv tænkning. Hvis vore hamstere er glade, så kan de på sigt godt overhale de kinesiske.
   
No pain - no gain
En af mine jævnaldrende venner tog begejstret på et power-yogakursus. Efter et begejstret første besøg fik han under den anden session en skade i sit ene håndled.
Yoga er en af de 'sportsformer' der i vesten giver de fleste skader.
 
På samme måde som yoga bliver en præstationssport i sin vestlige omtolkning, så bliver østlige meditationsteknikker til nye absurde kontrolredskaber i hænderne på os vesterlændinge.
 

Græsset slår sig af sig selv - når du har lyst
Det er mere provokerende end nogensinde før, at græsset faktisk gror af sig selv og at de bedste ting kommer til os netop, når vi ingenting gør. Kun i en tilstand af let go
in flow, vil vi i et kort heldigt øjeblik indse buret vi befinder os i, og spørge os selv, om der skulle være en vej ud af the matrix.

Den guddommelige komedie
Den markedsøkonomiske effektivitet kan som antydet tidligere også nå helt ind i sjælens verden praktisere venlighed og fred. En af de største og dygtigste åndelige skuespillere i vor tid er Dalai Lama. Det er derfor han er så populær i den globale overklasse. Han er mester i at praktisere spiritualitet. Man skal øve sig i at være god. Det er kun naturligt, at Dalai Lamas åndelige udsigtspost er skabt af kontrol. Den tibetanske buddhismes institutioner har haft århundreders feudal erfaring i at sidde på magten i Tibet. Buddhismen er i øvrigt også verdens første handelsreligion, der netop opstod i nogle af verden første pengeøkonomisk baserede bykulturer og siden spredte sig langs silkevejenes handelsruter.
  
Dalai Lama er bestemt en særdeles intelligent og sympatisk person, men det er ikke noget tilfælde, at netop han er kontrolsamfundets overklasses nye kæledægge.
 
Spiritualitet kan aldrig praktiseres. Sjælens Sommerfugl er allerede perfekt og behøver ingen øvelse for at være sig selv. Sjælen kan ikke fakes til den makes. Den lader sig ikke body builde. Den er, hvad den er. Den manifesterer sig netop ikke, når vi mediterer. Kun hvis vi lader os meditere i ren ikke-gøren - kun da kommer sjælens sommerfugl, og sætter sig på os.
  
Fra mindfulness til Tibetansk Buddhisme ser jeg den samme bestræbelse: den ydre persons anstrengelser for, gennem øgede åndelige samplingrates at nå det hellige land.
 
Det er i mine øjne ikke andet end rent simulacra, et skuespil praktiseret af et maskefolk, der øver og øver sig på at være sig selv.

Det er ikke nødvendigt at praktisere venlighed. Venlighed over for alt er et naturlig biprodukt af den organiske erkendelse af vores forbundethed med alt:

Begin by realising that the world is in you, not you in the world. Knowing yourself as the dweller in both the bodies, you will disown nothing. All the universe will be  your concern; every living thing you will love and help most tenderly and wisely. There will be no clash of interest between you and others. All exploitation will cease absolutely. Your every action will be beneficial, every movement will be a blessing.
Nissargadatta Maharaj

Og således kom hesten igen foran vognen og ikke bagved.
 
Lad mig her gentage Meditation.dk's manifest:

Ægte Meditation er uden anstrengelse og kontrol
Spontan Meditation udvikler metabevidsthed


Det er nu på tide at følge sommerfuglen ind i de indre vilde skove.  
 


Artemis og hans ven på vej ud af The Matrix


SJÆLEN TRÆNGER UD I SAMFUNDSLEGEMET
Her får jeg lyst til at 'time' min egen klagesang ud og erstatte den med et smil. Det er nu tid til en happy ending.
 
Verden er alt for stor dyb og mystisk til at forstå gennem kun én kikkerts udsyn.
 
Den ydre kontrolsamfunds forsøg på at kolonisere det indre menneske, vil i mit højeste intuitive perspektiv, hvor alt er såre godt, ende med at den besejrende bliver besejret. I den proces, hvor kapitalen forsøger at subsumere ånden, vil ånden i stedet subsumere kapitalen.
 
Derfor hilser jeg det overkontrollerede maskemenneske i al dets stræben efter perfektionisme velkommen. Det perfekt kontrollerede menneske vil, når tiden er moden, slå over i sin egen modsætning og blive til grundstammen i en ny menneskeslægt, bestående af unikt individuelle individer i spontant kultiveret bevidstheds- og opmærksomhedsflow.
 

Fortsættelse følger i kapitlet: Kun den indre person kan meditere
 

Med smil og venlig hilsen Gunnar Mühlmann

Feed back modtages gerne: gunnars@mail.com