Hvad er Meditation

Meditationsteknikker

Meditationsmusik

Videnskabelige Links

 


Bevidsthed & opmærksomhed

I. Bevidsthed & evolution

II. Hvad er opmærksomhed
III. Hvad er bevidsthed
IV. Usamtidige styresystemer
V. Tankeoperativsystemet
VI. Supervågenhed
 
Den indre og den ydre person
Det sensitive nervesystem

Den indre og den ydre person
Den ydre person og kontrolsamfundet
Kun den indre person kan meditere

Den indre krigers hellige sår

Sjælens Sommerfugl
Frigørelsen fra jeg'et
Frigørelsen af jeg'et
Meditativ pixellering
Det supervågne flow
Sjælens Sommerfugl

 


Historie, filosofi & videnskab
Meditation og religion
Meditation, videnskab og filosofi
Meditation og sekterisme
Jeg'ets udviklingshistorie
Meditation og metabevidsthed

Meditation & symboler
Jesus i Buddhas fodspor


Spørgsmål til Meditation

Er meditation en mirakelkur?
Er det narcissistisk at meditere?

Meditative visioner

Den mirakuløse fraktale bevidsthed
Gud ønsker at blive Menneske

Singularitet, Meditation og Entheogener
Meditation og Kærlighed

Om mig selv





 UNDER UDARBEJDELSE












































































































































































































































En interessant lille observation
jeg har gjort i mit arbejde med meditationsundervisning er,
at nogle mennesker er i stand
til at have opmærksomheden
fokuseret på flere kropsdele
samtidig, mens andre kun kan
være et sted ad gangen i en kropsscanning. Du kan selv let
finde ud af, hvilken type du er
ved at lukke øjnene, mærke
dig selv indvendigt, vælge
hænderne som fokuspunkt
og dernæst fødderne. Nogle mennesker er fra naturens
hånd i stand til at mærke
hele den indvendige krop på
én gang, andre har det
lettest ved at fokusere på
en ting ad gangen.




Synssansen er i vor kultur
den sans, der er mest prioriteret.
Vi siger f. eks: Så du den koncert? Som musiker har jeg i årevis hørt musik beskrevet som set. Især
er det kulturligt trænede
læseblik en bevidsthedens

tanketjener.

 


































































































































































































Lugtesansen er på
samme måde som
følesansen en ursans.
Inden for sufitraditionen
anveder man parfumer i
Meditationsritualer



 


MEDITATION OG SYMBOLER

KUNDALINIKRAFTEN
Beskrivelser af foreningen af mennesket med dets reptile urtid finder vi især i den indiske spirituelle filosofi om kundalinikraften.


Indisk fremstilling af kundalinislangen som guddom

Denne religiøse filosofi har sit udspring i en forestilling om, at kundalinislangen, den reptile kraft, i sammenrullet form sover i bunden af rygraden. Kundalinienergien opfattes som selve livskraften, Shakti. Shakti er som guddom den feminine urkraft. Shiva er herover den maskuline bevidsthedspol. Så længe slangen endnu ikke er vækket, er det det mandlige Shivaprincip, der stiger ned gennem rygraden for her at mødes med Shakti i kønsorganerne. 
 

Denne filosofi er naturligvis skabt gennem mænds optik. Kvinder og især de følelser de vækker i mænd er ukontrollable, dragende og potentielt dødelige som slanger. Interessant er imidlertid, at kundalinien først vækkes til live, når det mandlige princip er passivt. Kun når man ingenting gør ud fra sit rastløst maskuline kontroloperativsystem, bliver den ellers sovende, passive kvindelige kraft aktiv. Kun ved intet at gøre, ud over at være abstrakt bevidst og opmærksom, kan man i Meditation gøre sig forhåbninger om at opleve et åndeligt gennembrud. Det er netop dette aspekt i den meditative proces, der måske er vanskeligst for os vestlige gøre-mennesker at forstå.


Den passive Shiva og den aktive Shakti.
Shaktis dans indebærer egoets død.

Gennem intens indre passiv meditativ opmærksomhedsild vækkes slangekraften af sin dvale. Dette kan i en mere vestlig forståelsesramme oversættes til at meditation, shamanistiske trancetilstande, og entheogene rejser ophæver blokeringerne mellem de yderste og sidst udviklede lag af hjernen og de inderste og ældste patte- og krybdyriske lag. Urgamle arkaiske hidtil sovende operativsystemer i det autonome nervesystem bliver i denne proces igen aktive.
 
Det drejer sig naturligvis kun om tolkninger
, men at se den reptile kraft, det reptile operativsystem udtrykt i kundalinifilosofien virker umiddelbart nærliggende - især selvfølgelig for den som enten 'ligner', hvad jeg taler om eller endnu bedre: har haft personlige erfaringer.
 


Indisk illustration af en yogi, som gennem opmærksomhedens
hede forsøger at vække den sammenrullede kundalinislange.

Som et typisk krybdyr bliver kundalinislangen aktiv i varme og bevæger sig nu op gennem rygraden som en meget kraftig energi. På sin vej op gennem rygraden aktiverer den de såkaldte chakraer, livshjul, i min optik menneskemassens tidligere operativsystemer. Når denne energi når brystområdet, så fyldes mennesket at oceanisk kærlighed til altet. Men det er ikke endemålet. Den endelige forening, slangekraftens endestation er neocortex, som den nu oplyser i ren vågen bevidsthed på samme måde som strøm fra en ledning oplyser en pære.


Vækkelsen kroppens autonome urkraft kommer oftest, når man
mindst af alt venter det. Den kommer billedlig talt bag på på en.

Foreningen mellem kosmos og menneske er i den forstand et erotisk eventyr, en kærlighedsaffære, hvor kærligheden, som vi kender den mellem mand og kvinde, kun er at betragte som en teaser. Hele eksistensen arbejder på menneskets stormende lykkelige kærlighedsforening med hele universet. Denne forening skabes i to tempi: først eksplosionen af oceanisk kærlighed og dernæst implosionen af bevidsthed ind i den rene og vågne tomhed.

Kroppen mærker her gennem hjertet, at vi er alt, mens hjernen i bevidsthed erkender, at vi er intet... Intet er større end dette intet. Intet gør os mindre end det at være alt.
  

Det er som min broder, Meister Ekchart, siger det:

To one who even for an instant has seen into this ground, a thousand
ducats of red beaten gold are worth no more than a false farthing.

For den, der selv for et øjeblik har set ind i denne urgrund, er selv
tusind dukater af rødt slået guld ikke mere værd end en falsk øre.

Der er en intim forbindelse mellem ånd, kærlighed og sex. Denne forbindelse kan ved hjælp af en smule tolkning let findes i Europæisk kunst, kultur og religion. Den er imidlertid grundigt og bevidst beskrevet i de indiske tantratraditioner. Den tantriske filosofi kan generaliseret beskrives som en spirituel vej, hvor man ikke undgår livet i alle dets især sanselige afskygninger, men i stedet gennem accept transcenderer det.
 
Tantra kalder seksuelle kraft for kundalinikraften. Den er ofte symbolsk beskrevet som en slange, der sover i bunden af rygraden. Gennem intens opmærksomhed i meditation opvarmes slangen til det punkt, hvor den vækkes. Efterfølgende stiger den op gennem rygraden og levendegør nu på sin vej op gennem kroppen en hel vifte af hidtil ukendte sansninger og tilhørende bevidsthedsmæssige tilstande og erkendelser.
 
Oversat til min begrebsverden er slangen et udtryk for de arkaisk reptile operativsystemer, som stadig findes mere eller mindre slumrende i hjernens 'primitiveste' lag og her styrer vore autonome refleksbetingede biologiske liv. Vor seksualitet styres netop af et af disse urgamle reptile operativsystemer.

Mellem de forskellige evolutionært skabte tidslag i hjernen er der - ikke hvad man umiddelbart skulle tro: bundter af neuroner til at formidle information. Der er faktisk det modsatte: synaptiske vagter, der forhindrer signaler fra de ældre hjernedele at passere ind i de nyere lag. Det er netop disse blokader der fjernes i dyb og vedvarende Meditation. Det samme er tilfældet ved indtagelse af af entheogener. Når disse blokeringer fjernes oversvømmes egooperativsystemet af alt for mange signaler, og det er sandsynligvis en af grundene til

at hjernen er i besiddelse af disse synaptiske grænsevagter.
 
Vækkelsen af Kundalinislangen er set i denne sammenhæng ensbetydende med vækkelsen af vor krybdyrhjernes energi der nu, uden blokadevagter passerer uhindret ud i hjernens nyere lag. At acceptere slangens urkraft og i stedet for dæmonisering bruge den som dynamo: som dynamisk kraft i stedet for dæmonisk kraft - det er hvad Meditation.dk som hovedoverskrift handler om. Alternativt kan man, som vor kulturkreds historisk har gjort, bekæmpe slangen som det onde, hvilket oversat til hjernesprog betyder, at man ikke rører ved blokadesynapserne.
 
Hvis man ikke er klar til det, hvis man ikke har et bevidsthed og opmærksomhedsmæssigt overskud, så er det nok en god ide at lade være.

Kroppens seksuelt reptile strøm kan, med pærens glødetråd i erindring, få mennesker til at lyse op og skabe det ypperste inden for kunst, ånd og videnskab. På den anden side har denne autonomt ukontrollable kraft igen og igen ført til bevidsthedens fald.

Er strømmen for kraftig, kan den føre til at åndens glødetråd brænder over.

I sjældne tilfælde kan den seksuelle energi bevæge helt op i hovedet, her ikke forstået som center for intellekt, men som bærer af bevidsthed. Hvis sexkraften når bevidstheden, kan det medføre, at bevidstheden ekspanderer til supervågenhed. Denne lidenskabelige bevidsthedsudvidelse kan også opleves som en religiøs forening, ikke blot med det attråede objekt, men med hele universet.
 
Skridt for skridt a
t trænge dybere ind og blive fortrolig med denne organiske energiverden kræver samme opmærksomhed som optændingen af en Webergrill. Man bør ikke hælde benzin direkte på bålet og ej heller ikke blæse bevidsthedsilden ud i dens spæde begyndelse. I den forstand er jeg enig med Buddha' s gyldne middelvej.

MYTOLOGIERNES INDRE LANDKORT
Det giver god mening at anskueliggøre de forskellige bevidstheds-operativsystemers forhold til hinanden gennem en analyse af mytologiske narrativer. Mytologi er landkort over menneskets indre tilstande.



Det er svært at se på dette lille billede,
men elefanten græder faktisk.



Illustrationen til venstre er hentet fra den indiske mytologi.
Den viser i en lille tolkningsleg en tredelt hjerne, hvor selv vor dyriske fortid er i krig med sig selv: Den grædende følelsesfulde elefant er her som en repræsentant for vor pattedyriske eksistens i konflikt med den ældre reptile krokodilles primitive instinkter.

Samtidig med at krokodillen bider elefanten i benet, søger den gennem blomsterofferet en alliance med det lysende vågne bevidsthedsoperativsystem.

Især vestlig mytologi er fuld af disse trekantsdramaer eller mere bredt forstået usamtidighedskonflikter mellem bevidsthedsoperativsystemer for den biologiske verdensmasses forskellige æoniske tidsaldre.

Her ser vi et middelalderligt kalkmaleri, der i en lille tolkningsleg næsten for indlysende anskueliggør, hvorledes bevidsthedens neocortxiale Sankt Georg, i alliance med hesten, det dyrisk-limbiske system, nedkæmper vores primitive urhjerne, r-komplekset, billedliggjort i den onde drage.
 
Selv om det indiske billede kulturmæssigt ligger langt fra kalkmaleriet, så har de to billeder et fælles motiv: den limbiske dyrehjerne, henholdsvis illustreret ved hesten og elefanten, samarbejder med den menneskelige hjerne frem for at hente hjælp hos sin fjerne reptile forfader. Vort allerinderste blinde instinktliv lader til ikke blot at være i konflikt med vort intellekt, men også med vore følelser. Den skarpeste grænse er således trukket mellem vor eksistens som krybdyr og som pattedyr.
 
Slangen & dragen
Ofte finder man i stedet for dragen en slange i menneskets projektive mytologiske kortlægning af sit eget allerældste og inderste krybdyriske instinktvæsen.

Her lader det til at især patriakalsk-kristne kulturer som vor egen vestlige anskuer slangen som det 'onde'.

Visdomsslangen
Det er i den sammenhæng interessant at konstatere, at det slangen tilbyder mennesket ikke blot er udfrielsen af blinde instinkter, men derimod visdom, oven i købet visdom i form af selverkendelse.
Efter syndefaldet er sket, opdager Adam og Eva, at de er nøgne, og de gemmer sig derfor for deres herre. At autoritære faderkulturer ikke er interesserede i at mennesket opnår visdom og selverkendelse, er en af de konklusioner vi umiddelbart kan drage af denne fortælling.
 
Langt mere interessant er det dog at undersøge det paradoks at slangen, som repræsentant for det primitive og autonome instinktliv kan give visdom i form af selverkendelse. Hvordan kan den mest primitive del af vor hjerne give visdom?

For at få svar på dette spørgsmål bliver vi nødt til at forlade vor egen kulturkreds. I andre mere introspektivt anlagte kulturer er slangen/dragen ikke i samme grad dæmoniseret. Des længere vi kommer mod øst, des mere bliver den frygtede drage til en partner. I Kina er den oven i købet blevet til en lykkedrage.
 
SLANGENS ROLLE I FORSKELLIGE KULTURER
Til venstre forneden ser vi en moderne illustration af den mediterende Shiva med en cobraslange rundt om halsen. Ved siden af ser vi en præindus terracottafigur fra ca. 3000 f.Kr. Her sidder en person med en stor slange rundt om hele kroppen.

 

Det samme venskabelige forhold mellem biologisk urtid og nutid kan også tolkes ud af nedenstående illustration. Her ser vi guden Krishna i barnlig uskyld dansende optræde som slangetæmmer.

I den ægyptiske og i de sydamerikanske indianerkulturer finder vi fremstillinger af et nærmest symbiotisk forhold mellem (gude)mennesket og slangen. Slangen er her, bestemt ikke tilfældigt placeret midt i panden.

 

De nedenstående illustrationer viser med cirklen i panden en interessant lighed mellem vidt forskellige kulturer. I Indien er dette sted, det tredje øje, anset som centrum for udvidet metabevidsthed; den bevidsthed, der ser bag om det, som kan iagttages med det blotte øje. Denne opfattelse korresponderer i symbolsk form meget fint med den vestlige forståelse af frontallapperne som sædet for de højeste bevidsthedsfunktioner.


Portræt af en hellig person i den græsk-indisk buddhistiske
tradition fra det seleukide Afghanistan ca. 200 f.Kr.
Det tredje øje i panden har sandsynligvis
været dekoreret med en ædelsten.

At lade bevidstheden blive til hersker over slangekraften må være målet for enhver bevidsthedskultivering, der rækker ud over vor egen indre Sankt Georgs kamp med sig selv.

Bekæmpelsen af dragen/slangen som ondskaben selv frem for forsøget på at forstå den og samarbejde med den med henblik på at udnytte dens energi konstruktivt er, omend ikke selve årsagen, så forståelig og naturlig kompatibel med vor vestlige kulturs polarisering af verden i godt og ondt, en polarisering der har været med til at legitimere vor evige rastløse bestræbelser på at lave ting om, bekæmpe dem eller fjerne dem, fordi de ikke var 'gode', som de var.

Det har medført vidunderlige civilisatoriske fremskridt, men kan nu, af grunde der bliver indlysende for flere og flere, ikke længere fortsætte. Løsningen på dette problem, i dybeste forstand dødsangsten for vor eget arkaisk ukontrollable indre, er at bevidstheden når det næste evolutionstrin.
 
Vi skal naturligvis her ikke drømme os nostalgisk tilbage til en guldalder, som i øvrigt aldrig har eksisteret, men blot lade os inspirere af, at der i fortiden har været kulturer, der har levet fint uden dæmonisere den ene pol af eksistensen.

 


Minoisk slangegudinde fra paladset i Knossos



Bevidstheden er skrøbelig

Bevidsthedens møde med den reptile urkraft er imidlertid en seriøs affære. Hvis der kommer mere strøm til en pære, kan den lyse kraftigere op, men den den øgede strøm kan også få glødetråden til at brænde over. På samme måde kan bevidstheden, i stedet for at oplyses af energi det reptile batteri, regrediere, så vi i stedet falder tilbage i tidligere bevidsthedsformers mindre vågne og sofistikerede operativsystemer. Selv en så almindelig ting som stress kan udløse denne tilbagefalden.

Bevidsthedens yderste og sidst udviklede lag er skrøbelige. I menneskets fostertilstand udvikler vi ansatser til gæller. Som voksne mennesker har vi udviklet ansats til vågen bevidsthed. Hvad der evolutionsmæssigt udvikles sidst er altid det mest sårbare. I bevidsthedens endnu skrøbelige eksistens vågner mennesket, ja faktisk forstået som ren humanisme, i os. Denne vågenhed har sandsynligvis kun en million år på bagen og har slet ikke nået sit egentlige potentiale.

SANKT BUDDHA OG DRAGEN
Vi har i det foregående set, at de forskellige usamtidige lag af hjernen ikke behøver at bekæmpe hinanden med naturnødvendighed. Supervågenhed forudsætter derimod en direkte adgang til de dybeste og ældste lag i vor verdensmasse.



En tantrisk tibetansk thangka jeg engang var i besiddelse af, men som jeg desværre ikke fik taget et fotografi af, viser Buddha ridende på en tiger der rider på en drage. I stedet for præsenterer jeg billedet til venstre, der viser en tibetansk forståelse af Buddha, hvor han rider på dragen i stedet for at bekæmpe den.
 
Dette illustrerer Meditation.dk's vigtigste projekt: muligheden for at bevidstheden fredeligt kan gennemtrænge alle tidligere evolutionære epokers operativsystemer og integrere dem i et fælles åndedræt.
 
Det kan lyde som en vild og utopisk drøm uden forbindelse med realiteterne, men når jeg taler med unge mennesker, bliver jeg ofte overrasket. Hvad jeg ikke kunne tale om for blot fem år siden uden at blive stemplet som en særling, ja det forstår de nu intuitivt på en måde, jeg aldrig før har oplevet. På trods af 36 års meditation bliver jeg overhalet indenom af nye unge supervågne hjerner... og jeg elsker det!

Revolutionen er nært forestående. Den vil komme uden ledsagelse af religiøse dommedagsbasuner eller katastrofescenarier. Ej heller bliver det den revolution, som marxister drømmer om. Den vil komme stille og usynlig, men overraskende. Måske er den allerede sket...
 
Denne gang er det ikke længere noget ydre, der først skal ændres. Denne gang er det os selv, der står øverst på dagsordenen. 

 

 

 

 

 


Med venlig hilsen Gunnar Mühlmann

Feed back modtages gerne: gunnars@mail.com