SJÆLENS SOMMERFUGL Det
individuelt universelle jeg
Be yourself
Everyone else is already taken. Oscar Wilde
En alt for lang ouverture
For de der ønsker at se, hvordan jeg 'fangede' Sjælens
Sommerfugl, vil det være interessant at læse denne lange
ouverture, der blander kendte melodier fra min egen barndom med
stort set ukendte toner fra oldtidige græske kongedømmer
langt mod Øst. Hvad fortæller en sådan underlig
historie? Den fortæller, at alt hænger sammen med alt. Den
fortæller også, hvem jeg er, at jeg er forskellig fra andre, at
jeg er individuel.
I dag opfatter vi i den vestlige verden os selv som unikke og
selvstændige individer. Siden antikken har humanismen i
bølger frisat 'individualisme' i sin kollektivt fortalte tro på
det enkelte menneskes værdi. Det har krævet et
kolossalt samfundsmæssigt overskud at
'producere' den individualitet
vi stort set alle nu er de stolte ejere af. At vi i dag føler og handler
individuelt er ikke mindre end en
civilisatorisk bedrift.
En af de sidste frisættelser skete med ungdomsoprøret i
60erne. Så jeg starter her... med min egen ungdom.
I min barndom hørte jeg
Kaptajn
Jespersen i radioen. I min familie hørte vi hver
morgen med metronomisk
trofasthed kaptajnens energiske
kommandostemme, dog uden nogensinde at følge hans
eksercits.
For
flokdisciplin og
korporal stok var ved at være ude af takt med vort levede
livs stadigt ekspanderende muligheder for at følge, hvad vi havde lyst til.
Jeg blev sendt til klaverundervisning. Den ugifte
klaverlærerinde så et talent i mig, så hver gang en af mine
fingre ramte en forkert tangent, så hapsede hun fingeren som en
kineser fanger fluer med spisepinde og hamrede den ned i den
korrrrekte tangent. Denne behandling havde jeg bestemt ikke lyst til.
Mine forældre sagde imidlertid, at det var ikke til diskussion, for det
skulle jeg, men da jeg i affekt truede med at løbe
hjemmefra, slap jeg for undervisningen. Frisat fra den Herman
Bangske peberjomfru fik jeg pludselig lyst til at spille
klaver, men ikke efter noder. Det blev i stedet til
improviserede unoder.
Som 15-årig fik jeg fingre i min første elguitar. Jimi Hendrix var
min guitargud. Jimi var for mig en legende boheme, men også en
alvorlig oprører der lod sin skrigende guitar ende med døden på bålet.
Den musik, vi spiller og lytter til, fortæller
historien om os. Hendrix berømte
kryds-9
akkord klaskede
et mol-interval på toppen af en dur-akkord. I den
klassike harmonilære var en sådan akkord ikke engang forbudt.
Den var utænkelig. At lade
dur og mol
støde sammen i pappet på en fuld forvrænget
Marschalforstærker i en akkord kunne selv ikke Wagner
have udtænkt. Purple Haze's kryds-9 akkorder tilsat hylende
himmelstormende soli skabt ud af slavebluesens 'falske'
blå
toner og tritonus intervaller,the devils interval,
fuldkommengjorde under mine senere gymnasielærerbrillers udsyn
det unikt individuelle oprør, der var i stand til at skabe en
harmoni på et højere plan. Denne oktaverede harmoni var kun
mulig gennem en delvis destruktion af status quo. Det vidste jeg
selvfølgelig ikke som 15-årig, men jeg elskede instinktivt Jimis
himmelske spil. Han havde bestemt ikke lært at spille
sådan ved at følge instrukser fra en spillelærerinde. Hvad jeg
heller ikke vidste var, at netop denne rebelske livsfølelse
skulle blive mit livs bedste stifinder.
På trods af min rockungdom endte jeg 12 år senere med at
sidde ved et flygel og spille fra folkehøjskolens sangbog til
morgensang på Ribe Katedralskole. På den hæderkronede
institution var man stolt over at være det eneste
gymnasie i landet med en ubrudt morgensangstradition, og skæbnens
ironi var, at jeg nu som tæmmet gymnasielærertrold sad og
fastholdt en usamtidig musikalsk orden. Det er bestemt en smuk
tanke at indlede en dag med en fælles stemme. Problemet var
imidlertid, at der ikke var nogen Kaptajn Jespersen til at
kommandere eleverne ind i den smukke fællessal for at synge de
sange, hvis indhold de enten ikke forstod eller ikke
interesserede sig for. Ofte var der mindre end 10 elever til stede, rektor på
talerstolen og
så mig på det gamle agtværdige Steinbergflygel.
Fortidens taktfaste sammenhængskræfter er i dag på godt og ondt
løse i limningen. Med fodbold som undtagelse, synger vi i mindre
grad end tidligere med på familiens, klanens eller nationens
unisone fællessange. I stedet fyrer vi gerne vor lille
improvisatoriske ego-solo af. Nogle gange fletter denne solo sig
friktionsfrit ind i den fælles symfoni. Andre gange skriger den
som Hendrix flatted
fifth,
the devils interval,
i dissonant protest mod helhedens forsøg på at
fastholde en orden, der udgår fra ord,
der ikke længere var levende.
Det disciplinerede oprør Det interessante er, at uden det ny småoprørske
individs diabolske
blå
stemme ville forbrugersamfundets have haft mindre evne til
dynamisk progression og forvandling.
Rundgang efter rundgang spiller rocksoloen med sine skæve
bluesintervaller sig ud mod
de fast forudsigelige
akkorders 12-takters kor, der som et persisk vandingshjul
driver produktions- og forbrugskamelerne rundt i evig
gentagelse. Bluesmusikkens leg med melodier i oposition til
deres eget harmoniske grundlag spejlede det vestlige
vækstsamfund i et nyt gear. Her gjorde paradoksalt nok et nyt
knasende tandhjul, det som Harward professor
Francesca Gina kalder positive deviance, det muligt for den vestlige økonomiske motor
at fortsætte i førerpositionen.
Markedsøkonomien genfødte i
60ernes oprør sig selv i disruptiv innovation og kreativitet
mellem is og ild. I den dynamiske dialektik mellem disciplin og oprør
accellererede de vestlige produktions- og forbrugshjul til et
tempo, som de mere autoritært
opbyggede lande længere mod øst ikke kunne følge.
Markedsdynamikken gik i 60erne således ind i en fase, hvor den
netop fik nyt liv gennem det kontrollerede oprør. For uden et
tæmmet, men ikke kvalt oprør har et samfund svært ved at forny
sig. Rene revolutioner har heroverfor gang på gang vist sig
uegnede, da de i modsætning til integrerede oprør har det med at
æde sig selv i en sådan grad, at det ofte varer generationer før
samfundsmaskineriet igen kommer i omdrejninger.
Steve Jobs er et godt eksempel på det samfundsgavnlige oprør. Han
starter med som ung hippie at meditere og tage LSD ved Ganges floden og ender
med at skabe et af de mest innovative og konkurrancedynamiske,
men tyranniske virksomheder, verden endnu har set. Steve Jobs
blev til en reinkarnation af kaptajn Jespersen i en oprørsk
hippieversion. Hyperindividualitetens og hippieglobalismens ånd
blev i Sillicon Valley sluppet ud flasken, og i dag har de fleste
af os passivt eller aktivt ind-åndet tågerne fra denne chillum.
Selv ikke Dansk Folkepartis obligatoriske vælgermøde-pølsevogne
har kunnet holde dampen ude. For denne ædle nationalspise blev faktisk ikke opfundet af Gorm
Den Gamle, men fandt først sin evige danske form, da det endelig i de frie 60ere blev tilladt at putte
remoulade på dem.
(Jeg kan desværre ikke længere finde
min kilde til
denne påstand)
Selv de, der tror sig selv på højrefløjen og herfra med
foragt kigger på ungdomsoprøret, er fulde af samme
selvrealiseringens nye mig, mig, mig. Langhårede
californiske hippier startede en frihedsmarathon i en
hippielejr, men frihedstaffetten blev på målstregen overtaget af skaldede jernmandschefer.
Som Steve Jobs pisker de nu deres ansatte op i
forbrugskapitalismens hysteriske tempo. Freuds gamle
samvittighedsfulde over-jeg og kristendommens
sekulariserede moral viste sig nu som en trukket håndbremse, der
hindrede den accellererende 'frihed' til hedonistisk handel.
Det var således paradoksalt nok hippiebevægelsens
frisættelse af et i princippet grænseløst lystprincip, der skabte
betingelserne for vore dages globale superkapitalisme.
Hvor går grænsen mellem egoisme og individualisme? Det lader til, at der altid er et trade off i udviklingen. Vi
får aldrig noget nyt uden samtidig hegelsk at skabe en
antitetisk gæld. Hvad der startede som ånd, blev
materialiseret i frihed til forbrug. Individualiteten blev sluppet løs i et nyt gear, men samtidig
fik også egoet friere tøjler.
Spørgsmålet er nu: Hvor går grænsen mellem egoisme og individualisme.
Apple blev et supergrådigt
firma. I dag er selv de mest respektable firmaer fulde af
individualist-egoister a la Nets gyldne direktør, Bo Nielson,
og dette i en sådan grad, at selv højrefløjens gamle Kaptajn
Jespersen kloner som f.eks
Bertel Haarder klager over sin egen fløjs mangel på
ansvarlighed og moral.
Højoktan-egoismen slippes løs Prisen for frisættelsen af individualitet medførte i
60'erne en frisættelse af, hvad man kunne kalde en ny
fremvoksende transnational velstandsklasses 'højoktan-egoisme'.
Denne form for lystbaseret selvrådighed, der indtil da kun havde været
forbeholdt samfundets elite, antog på sin vej ned i magtpyramiden en
rebelsk form, som netop ikke var nødvendig, så længe
dette kultursoftware udelukkende var forbeholdt nogle få konger
og stormænd. Middelklassens nye super-selvfølelse var i sit
kulturelle udgangspunkt en åndelig oprørsbevægelse, men den
endte i stedet med at fråse i grænseoverskridende konsum. Den åndelige frihedslængsel blev af markedskræfternes
logik konstrueret på en sådan måde, at vi nu troede os frie i
forbrug. Det er i disse dage de skæbnesvangre konsekvenser af
denne forbrugsfriheds ekspansion til verdens globale
middelklasse, som statistikeren
Hans
Rosling begejstret opdagede, vi nu er ved at indse. Hvad
Hans Rosling ikke så, var at planeten slet ikke kan holde til,
at milliarder af mennesker upgrader til middelklasse
konfigureret til højoktanforbrug.
Den farlige entheogene frisættelse I denne kontekst er det interessant at se Nixons massive
forbud mod bevidsthedsudvidende stoffer, hvor det de næste 45 år
ikke engang var tilladt at forske videnskabeligt i dem! I
kapitlet
om Supervågenhed er der et
afsnit, der anskuer frihed som et
produkt af signalstoffer i hjernen. Et åndeligt liv er i
stand til at bypasse det signalstof-kick som erhvervelsen af en
ny 'ting' giver. Meditation, i videre forstand et religiøst liv
er kun i stand til at give dette kick i så små mængder, at det
ikke truer drømmen om materiel frihed. Entheogener ansvarligt,
ritualiseret og meditativt anvendt ville imidlertid være i stand
til at overflødiggøre vore vildeste materielle drømme. En
oplevelsestur verden rundt i ens egen private jet er for intet
at regne i forhold til den serotonin, der bliver frigjort på
eksempelvis en ayahuascaceremoni. Hvem gider efter at have
oplevet altings frydefulde enhed løbe videre efter lykken i
pengenes hamsterhjul eller gå i krig? Ungdomsoprørets
oprindelige opdagelse af de bevidsthedsudvidende entheogener
kunne hverken leve i stue med den gamle samfundsordens krigeriske
klanbevidsthed eller med den begærlige sult efter materiel
lysttilfredsstillelse, som samme oprør efterfølgende avlede sammen med
markedskræfternes dæmon.
Den fornyede massive interesse for entheogenerne er ikke
tilfældig. Jeg ser et fremtidigt samfund, der søger
tilfredsstillelse i ånd og meningsfulde sociale relationer frem
for overdrevne materielle behov. Kærlighed og ånd forurener ikke
- det belaster ikke kloden.
Entheogener ansvarligt anvendt, som det skete i den
Eleusinske mysteriekult i et pan-hellenistisk samfund i over
tusind år, kan åbne døren for denne virkelighed.
DET UNIKKE JEG ER IKKE LÆNGERE UNIKT Vækstsamfundets dyrkelse af det kontrollerede forbrugsoprør
er i skrivende stund i fuld færd med at forvandle sig selv til
en kliché. Oprørskunst i øvrigt, pænt rammet ind, solgt til
vanvidspriser og udstillet på museer eller i rige menneskers
hjem fortæller den samme historie. Kulturel adfærd fødes og dør på samme måde som os
mennesker. I denne naturlige aldringsproces bliver det, der var
frisk og frisættende i går til stivhed og begrænsning i
morgen. Den unikt rebelske identitet er i fuld gang med
at pensionere sig selv i forudsigelige former. I dag er det mere
kunstnerisk provokerende at male en brølende kronhjort
eller et grædende barn end det
er at slagte en hest for at få rød maling til sit lærred. Selv
ikke en Banksy
kan omgå det faktum, at hans kunstytringer i virkeligheden ikke
er andet end den slæbende lyd af gangstativer på aftentur i
alderdomshjemmet.
Det forudsigelige oprør er i dag en integral del af
den samfundsliturgi, der fortæller os, at vi I vesten er mere frie end
Kinesere og Russere. Allerede i 80erne lærte jeg teenagere
'vild' rockmusik på musiklinien på den ud i egen indbildning
traditionsrige Ribe Katedralskole, mens en af mine vildeste
oprørsvenner var på vej mod sin skæbne som uhyre populær
musikskoleleder i Danmarks bibelbælte, Jylland. Vi fik eleverne til at føle sig oprørsk
individuelle og havde som hjælpere en hel kulturindustri der
masseproducerede Jimis Hendrix Stratocasterguitar, hylende
Marchalforstærkere og Woodstock-klonede rockfestivaller. Senere
i 90erne kom Hiphop folkets fængselbukser på mode for at tilfredsstille vort behov for
pseudorebelskhed. I dag hedder det
kulturelle flokdyrsfænomen
Copenhagen Distortion, der i virkeligheden ikke er
meget andet end bryggeriernes kommercielle darling. Her tror individer
sig selv frie, når de tisser frit på fortovet, men i
virkeligheden er de ligeså unikke som variationerne på deres
mobilers ringetoner. På Christianshavn ser jeg en gang om året
busser fulde af midaldrende Copenhell-fans overlæssede med
industrielt masseproducerede symboler på anderledeshed. De tror sig selv på
vej mod oprørets mørke frihed, men er i virkeligheden på vej mod
pensionalderen.
Alle disse massepoducerede mig-kloner tror
sig (i øvrigt ligesom jeg selv gør) evigt unge. Identify with
youth, sagde
Timothy
Leary i oprørets første reelt vilde dage. Unge og pseudounge
helt op til 60erne tror sig rebelsk anderledes, når de med selviscenesat nærmest
rituel sevtilfredshed efterlader deres cigaretskodder, ølflasker
og pizzabakker på fortovet her hvor jeg bor på
Christianshavn. ironien er at det i dag faktisk er renere og
mere ryddeligt inde på hippiehøjborgen Christiania end på
Christianshavn. Samtidig viser festivaller,
distortionarrangementer og puttefester i dyrehaven en længsel
efter et fællesskab som samfundet i sin atomisering ikke længere
evner at skabe rammer til. Vi er åbenbart kun i stand til at
opløse den følelse af ensomhed, som vore solide mig-mure har skabt, i
sanseløst og svinende kollektivt druk. Lad mig lige inden
jeg afslutter denne bevidst overdrevne svada mod det
pseudoprørske vestlige individ nævne det svineri som unge
protesterende efterlod i parker og offentlige områder i øvrigt
under klimatopmødet i Købehavn i 2013.
Ironien er, at identitet i Vesten er degenereret i en sådan
grad, at alle har fået klonet nærmest identiske
salami-identiteter. Disse identiteter tror om sig selv, at de er
helt unikke, men de ligner i virkeligheden hinanden i nærmest
uhyggelig grad. Alle taler på samme måde og med samme tonefald.
Alle er tatoveret på samme måde, gror skæg på samme måde, smiler
på samme måde, spiser på samme måde, drikker øl på samme måde,
kører bil på samme måde. Det er næsten lidt uhyggeligt så meget
vi efterhånden ligner hinanden her i forbrugsvesten. Vi er
paradoksalt allermest ens, når vi udtrykker, hvad vi føler gør
os allermest specielle.
Denne nærmest skræmmende enshed bliver især tydelig, når man har
opholdt sig årevis i U-lande. Her har samfundsmaskineriet
endnu ikke asfalteret sjælen, så her kan man virkelig tale om
forskellige menneskelig adfærd. Især i Indien mødte jeg en
variation af Dickens-lignende karakterer med så forskelligt
menneskeligt interface, at vi nok skal helt tilbage til den
europæiske middelalder for at finde noget lignende. Noget af
forklaringen på opkomsten af den masseproducerede mig-klon er
angst, angst for at falde uden for normen. Tabet af
persona-variantion peger, sammen med tabet af forskellige
dyrearter imidlertid for mig hovedsagelig på en samfundsform på
vej mod sin naturlige kaosmatematiske opløsningsfase.
Med udgangspunkt i nedenstående youtubevideo stiller jeg derfor
et spørgsmål, som jeg fornemmer flere og flere helt unge
mennesker heldigvis også stiller, selvom de har et har andet sprog og andre dagsordner
end jeg har:
Har det unikke forbrugs-jeg efterhånden overskredet sin sidste
holdbarhedsdato?
For den der har interesse i at se hele
videoen: Beyonce og Lady Gaga iscenesætter deres pseudooprør
i et fængselsmiljø. Den gennemkommercialiserede forbrugerfrihed
i denne video gidseltager som i øvrigt også hiphop-kulturen, USAs
massive fængselkultur. Forbrugsmassernes psudorebelskhed stjæler
lidelserne fra samfundets tabere og forvandler dem til kulisser
i sit eget teater.
Var denne udvikling af individualitet nu prisen værd,
når man tager højoktanegoismen med i ligningen? Meister Eckhart
siger: Gud tager aldrig noget væk uden at erstatte det med noget
bedre. Så her fra min høje hest et rungende JA!
Som alle store
fremskridt så indebærer også skabelsen af det unikke jeg
på sigt et katastrofalt forfald. For alt som fødes, skal dø for at
give plads til nyt liv.
Jeg leder derfor i humanismens rådnende efterårsblade
efter den ny skabelses spirer.
Lad os nu gå tilbage til begyndelsen og se på hvorledes
individualitet opstod rent historisk.
INDIVIDUALITET I SKÆRINGSPUNKTET MELLEM ØST OG VEST
Faraoen Akhenaton med klart
genkendelige individuelle træk -
lige fra de brede
kvindelige hofter,
den lille topmave til det stærkt
personlige ansigtsudtryk.
Individualitetens fødsel Den ægyptiske civilisation var for mere end 3000 år siden i
stand til at frembringe ét individ, nemlig dets hersker.
Arkæologen Sir Henry Breadsted kaldte Akhenaton
for verdenshistoriens første individ. Med store penseslstrøg
kunne man karakterisere
alle senere historiske ledere såsom konger, høvdinge, paver og
stormænd som individer. Resten af os havde gruppeidentiteter.
Grækerne førte kimen til det individuelle menneske videre,
nu omplantet i mindre bybaserede elitegrupper. Disse ekslusive
loger betjente sig dog stadig i udbredt grad af slaveri. Først
langt senere i den historiske udvikling skulle der blive råd til
i princippet at forsyne andet end eliter med
indvidualitetsbaseret interface. For frihed og individualitet
hænger historisk sammen.
Et kollektiv af fornuftige individer
Den samfundsmæssige udvikling af horisontal-individuelt
navigerende menneskeligt interface havde de bedste
vækstbetingelser i de dynamiske græske poliskulturer, der
blomstrede i gensidige feedbacks mellem demokrati, handel og
sidst men ikke mindst, en unik videnskabelig nysgerrighed og
fornuft. I de Græske bystaters demokrati ser vi,
hvorledes kollektiver af ligeværdige individer, der benyttede
sig af horisontal argumenteret fornuft frem for autokratisk
symbolsk religiøs magtudøvelse var i stand til at effektivisere
det socale stofskifte på alle niveauer. Hvad enten det drejede
sig om krigførelse, dyrkningsmetoder, samhandel over længere
afstande eller politiske beslutningsprocesser, så viste den nye
græske samfundsmodel sig overlegen. Set i fugleperspektiv er
krige gode i den forstand, at de bringer videnskabelighed og fornuft
til de sejrendes nyvundne landområder, for
det er på
sigt de mest videnskabelige algoritmer praktisk implementeret i
strategi og krigsteknologi,
der vinder krige. At kvalitet vinder over kvantitet, fik især den
mægtige Persiske nabo at føle i de
Græsk-persiske krige.
Alexander og udbredelsen af den græske fornuft Senere ville
Alexander den Stores
eventyrlige felttog bringe denne levedygtige græske kultur med
sig helt ud til Indien. For Alexander medbragte ikke blot
soldater, men titusindvis af håndværkere, kunstnere,
videnskabsmænd og filosoffer. Alexander den Store var ikke
demokrat i egentlig Athensk forstand, men var på trods af sin
faraoniske deificering bemærkelsesværdig rationel og ligeværdig
med sine jævnaldrende kampfæller. Aristoteles havde som huslærer
formet Alexanders sind siden de første barneår. Den Alexanderske kulturs
forunderlige blanding af græsk rationalitet og Egypto-religiøst autokrati, blev rygraden i det efterfølgende
Seleukide rige, der på sit højdepunkt inkluderede det
nuværende Tyrkiet helt til Nordvestindien.
Graecia capta ferum victorem cepit et artes Intulit agresti
Latio.
Det besejrede Grækenland besejrede den grumme sejrherre
og bragte (de skønne) kunster til det uciviliserede Latium.
Quintus Horatius Flaccus, Epistulae II, 1, 156.
Selv om de fleste græsk-indiske stater gik til grunde omkring 100
e.Kr., så fortsatte deres levevis og kulturformer som bærende
helt op til de islamiske invasioner i det 8. århundrede. Det
skulle således blive det vilde Kushanfolk, der omkring 100 e.Kr
besejrede de på det
tidspunkt utallige indbyrdes stridende halvt opløste græske
småstater, der endte med at videreføre og fuldkommengøre den
berømte
buddhistiske Gandharakunst. Skæbnen ville som ofte i kriges
efterspil, at de besejrende endte med at blive besejret af den
besejrerede kultur og det i en sådan grad, at det vilde
barbariske Kushanfolk endte som
græske kulturkustoder, der på nogle punkter endda overgik deres
græske
forbilleder.
The forgotten Empire:
Det Græsk-Baktriske rige I 245 f.Kr lykkedes det for den
græsk-makedonske
konge, Diodotus I, at løsrive sig fra det Seleukide rige og
skabe sin egen stat, Baktrien. I dette område var
koncentrationen af Grækere og Makedonere og dermed græsk kultur
særlig høj, fordi der i århundrede havde været tradition for at
forvise oprørske og utilpassede elementer hertil. Baktrien tjente for Grækerne
samme formål som Australien gjorde for England, Sibirien for
Rusland og Trankebar for Danmark. Baktrien var i sine
velmagtsdage rigt og velorganiseret med en befolkning, der holdt
fast i gode gamle nationale dyder lidt på
samme stædige måde som danskere i Solvang i USA, der
samtidig paradoksalt nok i deres amerikanskhed overhovedet ikke
længere ligner danskere. Det er i det glemte Baktriske rige, vor egentlige historie starter.
(Se kilder)
NYE HYBRID-IDEER FØDES I DET ØSTLIGE
AFGHANISTAN
I dag kan polære og for hinanden totalt fremmede ideer let finde
sammen og skabe nye revolutionære hybride tankeformer på
kryds og tværs af kloden takket være internettet og de strækt ekspanderede
muligheder for at rejse til stort set alle destinationer. Internettet gør viden
lokationsfri. I antikkens verden så det anderledes ud. Her var
geografi afgørende for opkomsten af nye ideer. Idesammenføringer
fandt sted overalt langs silkevejene, men især den
Baktrisk-Seleukide
kultur var på grund af sin geografisk fremskudte position i stand til at slå gnister
med
Indiens formidable kulturånd.
To mere forskellige højkulturer kan man næppe forestille sig. Da
Seleukus Nicator og
Chandragupta Maurya efter
en
kort krig formede venskabsbånd, opstod i der
Østafghanistan et åndeligt spændingsfelt, hvor Græsk og Indisk
kulturånd i de efterfølgende århundreder skabte levedygtige
kulturhybride bevidsthedskonstruktioner.
Især er den seleukide sattrap
Arachosia
interessant i denne sammenhæng. Arachosia lå omtrent, hvor
Kabul ligger i dag.
To hundrede år efter Arachosias indlemmelse i
Chandraguptas Indien havde de Indogræske
områder, som vist på kortet, spredt sig til større områder.
Lande og deres grænser var dengang
p.g.a. kontinuerlige småkrige en langt mere flydende
forestilling, end tilfældet er det i dag.
Arachosia blev så tidligt som i 303 f.Kr
overdraget til og indlemmet i Chandragupta Mauryas nyligt skabte
Indiske storrige. Chandragupta Maurias sønnesøn, den berømte
buddhistkonge, Ashoka, omvendte en del af Arachosias vestlige nybyggere til Buddhismen. I
Kandahar finder man
Ashokas
berømte ediktsøjler med
græske og aramæiske inskriptioner. Det siger sig
selv, at Arachosias hellenistiske nybyggere forstod Buddhismen
på deres egen måde og i forlængelse heraf konstruerede deres egen
Buddha, en Buddha der på mange måder var helt anderledes end Indernes.
I følge historieskrivere Arrian levede den
græske diplomat,
Megasthenes
i Arachosia
hvorfra han ofte rejste til Patalipura, Chandraguptas Maurya og
senere Kong Ashokas
hovedstad.
Arachosias græske personbuddhisme Arachosias status som en del af
Kong Ashokas
nybuddhistiske storrige gjorde netop dette område til centrum
for en unik sammensmeltning af hellenistisk og indisk
kultur-DNA. Gennem de næste århundreder ville disse
kultursymbioser sprede sig ud over alle de
græsk-makedonske områder fra Hindu Kush
og helt over til Nordøstindien.
I samme bevægelse blev den Indiske Buddhisme befrugtet med Græsk logik, der igen to
tusind år senere ville gøre Buddhismen lettere fordøjelig for et vestligt,
mere rationelt konditioneret publikum.
Hellenisme, Buddhisme og Hinduistisk kastearrogance De videnskabelige, kulturelle og religiøse udvekslinger
fandt først og fremmest sted i den hellenistiske kulturs møde
med Indiens Ashoka-buddhistiske segment. Ashokas nybuddhistiske
imperium og de nye hellenistiske naboer havde
trods åbenlyse forskelligeheder grundliggende lighedspunkter.
Begge kuturer var formet af livet i multikulturelle
poliskulturer forbundet gennem langdistancehandel. Disse
metropolers tidlige pengeøkonomiske
vareudveksling fordrede på samme
måde som vor kapitalisme i dens spæde barndom
Frihed, lighed og broderskab for at kunne opretholde
flowet i en varecirkulation, der ofte strakte sig over store
afstande på silkeruterne.
Den feudale og kastefragmenterede hindukultur
Anderledes
forholdt det sig for de feudalt tænkende kastearrogante brahminske hinduer.
De levede på toppen af lokale selvforsynende landsbrugsområders
magtpyramider og ville
grundliggende ikke vide af andre end sig selv. Historien om
Angulimala
og mange af
Jatakafortællingerne fortæller historien om
Ashokabuddhismen som en klassekamp mellem en kastebaseret
feudalelite og en
nyligt fremvokset og en på den lang bane relativt skrøbelig
silkerute - og pengeøkonomisk baseret storbykultur. Da buddhismen
senere blev fordrevet fra et af
Shungadynastiet refeudaliseret og genbrahmaniseret Indien, så forsvandt
derfor fra Indien også de mest synlige spor fra den græske indflydelse.
Ikke desto mindre havde Brahminerne, som det altid havde været
deres overlevelsesstrategi, kamæleonisk incognito indoptaget og
modificeret deres eget åndelige setup med deres fjenders. Det
var sådan, at denne forunderlige oprindeligt mesopotamiske kaste af præster endte med ikke at tilbede deres egen Gud
Brahman. I stedet formåede de at holde sig på toppen af
fødekæden ved at indoptage deres 'fjenders' Guder.
Derigennem endte de med at blive de åndelige kuratorer af
et pantheon af alle Indiens oprindelige guder begyndende med
Shiva.
Denne fascinerede brahminske 'overlevelse gennem indoptagelse'
er imidlertid en anden historie end den, der skal fortælles her.
Vigtigt her er blot at påpege, at Buddhismen i sin fordrivelse
fra Indien og følgende spredning til de omkringliggende lande
tog en hellenisme med sig som var skabt i Indien.
Det er derfor Buddha overalt i sine fjernøstlige gengivelser
sidder iklædt en græsk
himation.
Det var blandt andet på mine mange rejser i Østen, at jeg med udgangspunkt i
undren over Buddhas græske gevandter, begyndte at grave dybere i
de
indtil for nylig historisk oversete helenistiske områder.
Her fandt jeg som levedygtig såsæd fra et gravkammer, spirer til
en højst interessant identitetskonfiguration. For i mødet mellem disse to polære og ligeværdige højkulturer,
den hellenistisk baktriske og den indsike imperial-buddhisme, opstod der en
ny menneskeforståelse, der, som vi vil se i det følgende, på en og samme tid var vestlig
individuel og østlig oceanisk.
DET MAKEDONSK ENE-STÅENDE OG DET INDISKE
OVERLEVELSES-EGO
Det er først med Alexander den Store, at grækerne 'opdager' individualitet.
Alexander var i sin sengræske selviscenesættelse
personliggørelsen af det faraonisk guddommelige i ene-stående
græske gevandter.
Han bliver i sin menneskegudlige form en reel konkurrent til guderne.
Tidligere græske helte som f.eks. Odysseus er ikke individer
i alexandersk forstand, men langt nærmere typer, hvor en buste
af Sokrates er modelleret over en satyr, der ikke siger noget om
hvordan, Sokrates egentlig så ud som individ.
En af de mest betydningsfulde
Græsk-Buddhistiske
kulturfusioner fandt sted, da den af Alexander konstruerede
forestilling om Gud i menneskelig form som brint blandet med ilt
eksploderede i mødet med indernes depersonaliserede
guddommelige tomhed, Sunyata. Den dag i dag ser vi
overalt i buddhistiske lande Buddha, ikke iført de lokalhistoriske
klædninger, men iklædt en
græsk
himation. For de første statuer af Buddha blev skabt, da
indo-grækerne
med menneskeguden Alexander i baghovedet brød Buddhas eget
forbud mod at gengive ham som person. Indtil Grækernes ankomst i
området var Buddha kun gengivet indirekte, enten via en hånd
eller en fod. For Inderne var
forestillingen om en individualiseret Gud i menneskeskikkelse fremmed.
Østens barske overlevelses-ego Ikke-vestlige kulturer, især den
Indiske, kan generelt karakteriseres ved fraværet af det unikt individuelle.
I Buddhismen har mennesket grundlæggende ikke en sjæl, hvilket
jeg i min optik vælger at oversætte til individualitet. Det
åndelige projektet bliver derfor blot at
fjerne det begærlige og primitive forbrugsego. Egoet er
lig med det begærende sansestyrede menneske, jvf.
Buddhas første
tre ud af fire læresætninger:
Der er lidelse
Lidelse skyldes begær
Begærets ophør er lidelsens ophør
Seti de østlige åndstraditioners perspektiv er
individualitet lig med ego, den lille dæmon, der i mennesket
udelukkende begærer, og derfor er en irriterende flue i Guds
altseende øje. Østens spirituelle tekster er fulde af
forestillinger om menneskets ego som den onde del af et retorisk
binære. Det ego, som Buddha adresserede på Gangessletten
for 2500 år siden, var sandsynligvis ikke meget mere end et
primitivt overlevelses- og kontrol-ego. Projektet for de østlige
meditative traditioner bestod i at opløse dette primitive
overlevelsesego i Nirvanas nul. Dette ego var gearet til overlevelse i omgivelser, der var radikalt anderledes barske end dem, vi kender til i vor
vestlige civilisation i dag. Hvor barske disse
livsomstændigheder var, kan bl.a. læses ud af det faktum, at menneskeæderi var udbredt som
overlevelsesstrategi på Gangessletten
helt op til 1600-tallet. Når den ellers livgivende
monsun ca. hvert tiende år udeblev eller gav katastroferegn,
blev der solgt mennesekød på de lokale markeder. I
de Buddhistiske Jataka-fortællinger
findes der enddog en beretning om, hvorledes en inkarkantion af
Buddha overlevede sammen med sine brødre ved, at de i
fællesskab spiste
hinandens koner!
Forskellen på Ego og individualitet En afgørende forudsætning for, at individualitet kan skille sig
ud fra ego, er at et samfund bliver så rigt, at det kan det kan
sikre dets indbyggeres fundamentale overlevelsesbehov - gerne i
tidsrum på adskillige generationer. Baktrien var, selv om det
ikke hører med til vor generelle historiske dannelsesviden,
netop et sådant overflodsområde i perioden fra ca. 300 f.Kr. til 100 e.Kr.
Indien var bestemt ikke et sådant sted. I østen har der ikke været en tradition for at 'konstruere' individuelle
mennesker. Måske har
Østen ikke som Vesten haft overskud til samfundsmæssigt at udvikle individualitet.
Der kan selvfølgelig også være tale om andre samfundsmæssige
forklaringer. Jeg læste engang, at det større behov for
kollektivitet i forbindelse med risdyrkning ikke gav grobund for
fremvækst af individualitet.
Østlig (Japan) konstrueret Buddha uden personlige træk. I den Buddhistiske
ikonografi er fravær af individualitet blevet et afgørende stiltræk.
Det reduktive lighedstegn
Jeg havde for nylig besøg af en kvinde fra den royale familie i
Nepal. Da jeg om aftenen børstede tænder i mit køkken, så
flippede hun helt ud og spurgte, hvordan jeg som et mediterende
spirituelt menneske kunne finde på at foretage en så uren
handling. Det fik mig til at mindes en lignende episode for
nogle år siden, hvor en Inder, jeg havde på besøg, kom ligbleg
ud fra mit toilet. Jeg havde af dekorative grunde lavet en
kollage med indiske guder, som jeg elskede at kigge på, mens jeg
meditativt sad og funderede over livet, hvad især toiletbesøg
var gode til i mit tilfælde.
Da de orientalske meditationskulturer i det 20. århundrede kom
til vesten for at udbrede meditation, så kom der en masse
kulturel bagage med, der ikke nødvendigvis havde noget med
meditation i sig selv at gøre, men ikke desto mindre blev
præsenteret som essentielle for en succesfuld åndelig
udvikling. Samtidig var disse traditioner i
deres feudale top-down kasteopdelte sociale interface blinde over for den vestlige konfigurering af psyche i form af unik og følsom individualitet
og også disse psykers horisontaldemokratiske indbyrdes leg. De
østlige missionstraditioner kom derfor naturligvis til at
ignorere det, de aldrig selv havde haft i deres egen kultur. Den
manglende evne til at identificere og dermed værdsætte
individualitet blev videreført i Vestens meditationsmiljøer i
form af et uheldigt reduktivt lighedstegn mellem ego og
individualitet. Det blev her den mediterendes mål at bortskære
sine individuelle sommerfuglevinger i den tro, at de var udtryk
for det primitive begærende sansedrevne ego. Vi moderne vestlige
mediterende kom i blind tro til at skylle vor individualitet ud sammen
med vort ego.
Det er en af grundende til, at man finder så mange flokdyr uden
selvstændig tænkning og originalitet i vestens
meditationsmiljøer. Meditation er i sig selv ganske enkelt et
fantastisk værktøj til at skabe det indre rum, hvori sjælens
sommerfugle elsker at flyve. Nu blev det imidlertid brugt til
udradere individualitet og social horisontalitet i en blind og
bevidstløs kopiering og idealisering af østens upersonligt
abstrakte, men dog underligt vertikale Nirvana. Jeg taler her
med udgangspunkt i min egen ungdom. Hvor ironisk at så mange vidunderligt rebelske og kreativt skabende unge
mennesker a la The Beatles kunne blive fanget ind i feudale bevægelser, hvor guruens ord var lov.
Ovenstående betragtninger gælder især for de af os, der med baggrund i akademiske
traditioner følte os tiltrukket af advaita
vedantas
non-duale intethedsfilosofi. Denne filosofiske virus gjorde os i
stand til at imødegå livets vidunderlige sump ved at reducere
alt til tomhed.
Anderledes forholder det sig med de
indiske
bhakti-traditioner, der betoner det individuelle
kærlighedforhold mellem gud og menneske. Dette psykiske
kærlighedsinterface er imidlertid i sin faktaresistens ligeså
bedaget og middealderligt usamtidigt som bibelbæltets.
(Jeg er overbevist om, at Indernes Krishna-amor-psyche
interface først opstod efter deres møde med den
græske kultur. Dette er imidlertid en anden historie, som ikke
skal fortælles her i denne kontekst.)
Måske var denne overgivelse så fristende på grund af udmattelsen over at være psykisk vært for
det efter 60'erne mere og mere egocentrisk oppustede
konsum-'mig'. Det var fristende at gå fra en yderlighed til en
anden.
Det åndelige by-pas Hvor har jeg ikke i mit meditative liv hørt meget vrøvl
fra mig selv og andre selverklærede spirituelle mennesker. Fulde af uerkendt skygge-ego
har jeg stolt erklæret: Jeg er det rene nul. Jeg er ingenting. Mit 'Jeg'
eksisterer ikke. I det indisk-vedantiske lys blev mine
kæresteproblemer eller andre almindelige vestlige
hverdagsproblemer ikke tacklet direkte på et personligt plan.
Jeg belærte i stedet mig selv åndeligt ved at sige: Jeg er ikke kroppen. Mit
jeg er en illusion. Kun mit åndelige selv eksisterer.
På denne og utallige andre måder bliver østlige
traditioner omplantet i vestlig jord ofte til det rene rod
bestående af feudalautoritært funderede new age
Babelstårne bygget på et fundament af vaklende tomhed.
Ud over deflorering af vor egen måske vigtigste kulturblomst,
det individuelt tænkende og handlende menneske, så medførte en
sådan praksis i form af sin nirvaniske ego-uddrivelsesprocs de
bedste vækstbetingelser for den værste form for egoisme, nemlig
der der trives og vokser i sit eget mørke. Derudover og måske
allerværst, så passer denne selvudslettelse som fod i hose med
den i mine øjne fascistoide magtfuldkommenhed, der findes i alt
for mange
meditationsbevæglser.
Er vi så blevet klogere i dag? Disse uheldige
guruautoritetsmekanismer er desværre stadig omdrejningspunktet i
mange af nutidens meditative bevægelser.
Selv den dag i dag indeholder de fleste fra østen importerede
eller inspirerede meditationsbevægelser
depersonalisering
som et ideal. At depersonalisere sig selv var sikkert en god
overlevelsesstrategi i det gamle katastrofeplagede Indien.
Spørgsmålet er, om vi i moderne tid, når vi har ondt i sjælen,
kan bruge dette grundliggende forældede kultursoftware, uden at
betale en for høj pris.
Her taler jeg
ikke om den del af meditation, der gennem mindfulness og andre
åndelige fitnesbevægelser har sat sig for at optimere
erhvervslivet. Disse tiltag er harmløse i ligefrem
proportionalitet med deres virkningsløshed, for sjælen lader sig
ikke body-builde.
Jeg taler om de top-down meditationsorganistationer, som
placerer sig selv som omdejningspunkt for selve den måde man lever sit liv
på. Her er indre overgivelse i større eller mindre grad forbundet med ydre overgivelse til i bedste fald
velmenende ignoranter og i værste fald grandiose narcissister.
Lad mig nævne navne i flæng: John De Ruiter, Satguru og alle de
øvrige indiske tv-prædikantguruer, Mooji, Amma, Andrew Cohen og fra
den hjemlige scene Jes Berthelsen. Jeg kunne fortsætte med
navne, men vil i stedet anskueliggøre mit kriterie for hot or
not. Top-down organiserede bevægelser er, uanset hvorsympatisk lederen kan tage sig ud, not hot. Tiden er
simpelthen løbet fra pyramidalsk organiserede
meditationsbevægelser. For autoritet er i sin natur ikke
forenelig med individualitet. Autoritet depersonaliserer
som en naturlov de individer, der befinder sig i bunden af pyramiden. Individualitet kan kun
trives i demokratisk horisontalitet.
Inspiration fra det gamle Baktrien Oldtidens baktriske indbyggere var imidlertid, så vidt jeg
kan se, åndeligt visere end vi er i dag. De forstod at tage det
bedste fra Øst og Vest og konstruere et åndeligt interface, der,
som jeg håber, det kommende vil vise, kunne langt mere end at
reducere verden til tomhed. Under denne skattejagt efter
oldtidigt meditativt software, er det imidlertid vigtigt at
huske, at der her naturligvis kun er tale om søgen efter inspiration,
der ikke behøver at indebære en syndefaldsmytologisk glorificering af de gode gamle grækere
langt mod øst. Baktrien var som alle højere udviklede
civilisationer på det tidspunkt, også
slavesamfund. Kun eliten havde udviklet social horisontalitet.
Paradoksalt nok ser jeg mig selv og mit projekt gentaget i en
form for elitærdemokratisk version, hvor jeg i en form for af
sig selv skabt loge af ligesindede udveksler spirituelt brugbart
software i en leg hvor vi alle er guruer og disciple.
Dette understøttes også af den måde jeg skriver på. Næsten ingen
læser Medition.dk.
NULLET OG ENEREN
Lad nu Meditationens Indiana Jones tale.
På samme måde som Alexanders en(e)-stående individualitet var
fremmed for Inderne, så var Indernes spirituelt erfarede
og siden matematisk funderede nul uforståeligt for de
Baktriske naboer. I Indiens lange
tradition for helgenhyldest var en af de flotteste titler, man
kunne få som vismand, at blive betegnet som værende den højeste
ingenting. Inderne 'opfandt' Nirvanas ingenting og gennem
dette ingen-ting var vejen banet for den praktiske anvendelse af
nullet i matematikken. Det matematiske nul er den dag i dag benævnt med det
buddhistisk-filosofiske sanskritord for tomhed på Hindi,
nemlig Shoonyo. At det netop var
Inderne der opfandt nullet var en logisk konsekvens af deres
religiøse liv og ideer, der igen var betinget af en
samfundform, der grundformet af brahmanismens kastefragmentering ikke
forstod at overleve katastofer i fællesskab. At forstå og siden
leve intetheden som overlevelsesstrategi
er lettere, når man ingenting har, fordi alt er blevet taget fra
en.
Vi tillægger i dag araberne æren for
opfindelsen af nullet, men de tidlige islamiske felttog indoptog
og viderebragte blot det bedste tankegods fra de kulturer, de
underlagde sig. Hertil kommer, at nullets forestillingsrum
sandsynligvis allerede havde rejst langs silkeruterne i
århundrederne før Islams opkomst, eftersom nullet og i videre
forstand titalssystemet var en praktisk anvendelig konstruktion
for enhver rejsende handelsmand fra Kina til Syrien.
Hvad ville talsystemet være uden nullet? ... Jeg ville i hvert
fald ikke kunne sidde her og skrive på min computer. Er det ikke
ironisk, at positivistisk videnskab intet ville kunne stille op uden det af
religiøse mennesker opdagede nul?
0 og 1 Nullet og og det ene-stående næppe har historisk set stået mere tæt, men polariseret over for hinanden end
i mødet mellem de hellenistiske nybyggere og de af den urgamle
induskultur formede Buddhistiske beboere. Kontrasten skabte
sammen med nærheden de tidlige kultursymbioser i Østafghanistan,
der senere ad mange veje var med til at at påvirke grundlaget
for den forunderlige dialektik mellem 'intet' og 'noget', der i
dag gennemvæver vor civilisation fra virkelighedsanskuelser til
computere.
Kunsten og det ene-stående nul I den sen-hellenistiske bevidsthedskonstruktion havde mennesket i
allerhøjeste grad en individuel, enestående sjæl. Det
interessante er, at denne sjæl, som Grækerne kaldte for
psyche, i sin udpost allerlængst fra moderlandet
faktisk nåede sit kunstneriske
klimaks. Intet sted i den pan-hellenistiske verden har det
ene-stående stået stærkere end i Baktrien. Måske skyldtes
denne trang til det individuelle også det faktum, at Baktrien blev kolonialiseret af utilpassede og oprørske elementer
fra hele den pan-hellenistiske verden.
Interessen for det personlige udtryk kan ses i den kunst, der
blev skabt i området. Her i de Indo-græske
kulturområder klods op ad det oceanisk upersonlige Indien
udvikledes en kunstnerisk sans for det individuelle og
menneskelighed som moderlandet Grækenland, ja måske end ikke den
langt senere Renæssance har overgået. Også møntprægningen nåede allerede med
Seleukiderne en kunstnerisk kvalitet, der langt
overgik Grækernes. De baktriske kunstneres fokus på det
menneskelige stødte mod en mur i den forstand, at sten ikke var
egnet til at portrættere de skrøbeligt individuelle. De
udviklede derfor nye teknikker i nye materialer såsom ler og
stucco:
The general standard of craftmanship is high.
There is, however, one important innovation that we owe to the
Grecco-Bactrian artist. In the execution of large-scale statues
and reliefs for decorating the walls of certain buildings, these
artists systematically used and perfected the technique of
modelling raw clay or stucco on a framework of wood and thin
lead wires used only to a limited extent in the Mediteranian
area. With this technique the sculptors were able to develop a
more personal style, particular in the art of portraiture.
(THE GREEK KINGDOMS OF CENTRAL ASIA, P.
Bernard page 116)
DEN LYKKELIGE MUNK OG DET OCEANISK ENE-STÅENDE
Jeg vil med nedenstående
lykkelige stucco-munks
ansigt som mit vidne påstå, at der i det Græske moderland næppe
er frembragt så menneskelige ansigter som dem, der i århundrerne
op mod vor tidsregning blev skabt i det østlige Afghanistan.
Hertil kommer at munken sandsynligvis er Inder. Skabt i det
baktriske konstruktionsfelt bliver han et ene-stårende nul.
Græsk fremstilling af en indisk buddhist-munk.
Læg mærke til det stærkt person-lige,
næsten sanselige udtryk, der ikke ville
kunne skabes i sten, men kun gennem den
stuccoteknik, der blev udviklet i Baktrien. Afghanistan,
Baktrien ca. 200 f.Kr.
Det ovenstående Baktrisk-Buddhistiske stuccohovede er ét blandt
tusinder, der fortæller en historie, alle, der i dag beskæftiger
sig med Meditation, kunne blive inspireret af. Jeg har
brugt adskillige timer på at betragte denne munks stille smil.
For mig viser det, hvorledes vestligt rationelle
mennesker i Aristotelinsk lys forstod sig selv i Meditation.
Den
arkaisk
smilende Græsk-Indiske Buddhistmunk er på en og samme tid individuel og
oceanisk. Han hviler i et perfekt banlancepunkt mellem introvert
og ekstrovert, hvor han
udtrykker Nirvanas fredfyldte lyksalighed, men i en stærkt individualiseret
og menneskelig form. I dette ansigt kan vi iagttage, hvorledes Grækerne forstod
og konstruerede Nirvana som oceanisk individualitet. I munkens
salige ansigt mødes en kronraget Apollon med et
Dionysisk, svagt asymmetrisk og sensuelt smil. De halvt lukkede lyksalige øjne er både intro-og
ekstroverte. De ser ind i Nirvana, mens de samtidig udadtil
lader beskueren føle sig genkendt, ikke blot som ren
buddhanatur, men også som et unikt individualiseret og
skrøbeligt menneske. I munkens
ansigtstræk mødes intet og noget
i en hårfin og skrøbelig balance, der gør det muligt for
iagttageren at være oceanisk, uden at det menneskelige aspekt
går tabt. Nirvana er her tidsliggjort og skrøbeliggjort i
levende intim menneskelighed.
I denne munks ansigt er skabt en levende syntese
af Vestens individualisme og Østens universalisme.
Dette er en bedrift, der i min meditative optik er af historiske
dimensioner. På nær nogle ansatser i oldtidens Kina er den ikke
blevet gentaget noget sted i senere buddhistiske traditioners
tolkninger af Buddha, der i stedet blot peger på tomheden.
Meditation er her menneskeliggjort - menneskeligt skrøbeligt fremfor
oceanisk urørligt, men stadig fredfyldt lyksaligt.
Nedenstående Baktriske buddhahovedes sårbare, men
dog oceaniske menneskelighed
fortæller den samme historie, som vi kan se i stuccomunkens
smil. Den
fortælller, hvorledes de Baktriske Grækere fandt et unikt
balancepunkt
mellem abstakt universalitet og spinkel menneskelighed. Det er
åbenlyst, at den, der skabte dette stuccohovede, vidste at skelne
mellem et primitivt overlevelsesego og en skrøbelig
individuel menneskelighed.
Art attracts us only by what it reveals of our most secret Self. Alfred North Whitehead
Foretillinger om Gud og menneske i forening er
naturligvis ikke fremmed for Vesten. Alexander Den Store er et
førkristeligt eksempel på, hvorledes en sådan religiøs
forestilling allerede lå grydeklar til menneskesønnen Jesus. I
den religiøse dialektik mellem Gud og menneske vil spørgsmålet
altid være hvor mange procent spirit(us) der er kroppens
beholder. I årtusinder har forskellige kirkeretninger derfor
stredes om, hvor meget eller lidt Gud, der er i Jesus. Selv om
grænsen mellem det guddommelige og menneskelige altid har været
til forhandling, så er kirkefædrene på trods af de evige
grænsekrige dog enige om, at Jesus er Gud i menneskelig form.
Konstruktionen Jesus er imidlertid forskellig fra den
Græsk formede Buddha i den forstand, at den ene generaliseret set er
lyksalig og den anden er lidende. Buddhister vil mod denne
sammenligning invende, at Buddha ikke er nogen gud og at
buddhismen ikke har noget gudsbegreb. Dertil vil jeg sige, at
det var måske rigtigt før den Alexander-hellenistiske
personliggørelse af Buddha, men religiøse forestillinger er,
uanset hvor meget de hævder om sig selv at være oprindelige
uforanderlige overleveringer fra tidernes morgen, flydende
konstruktioner fulde af selvmodsigelser. Således bliver Buddha i
dag overalt i Østen gudstilbedt af troende, der om deres egen
religion siger, at den ikke er nogen religion og at den
græsk-konstruerede Buddha, de bøjer sig for, ikke er nogen Gud.
KONG MEANDERS LØSNING I de
Indo-Græske
nybyggeres
omvendelse til Buddhisme
er især
Kong Meanders
omvendelse efterfølgende blevet kendt.
Indisk relief i Orissa af en Græsk
konge,
sandsynligvis Meander. Læg mærke til det
buddhistiske treenighedssymbol
på sværdets skede. I sin aktive højre hånd holder Buddhistkongen
en blomst ind til sit hjerte, mens sværdet passivt er
venstreholdt,
ikke-aktivt i håndtaget, men midt på skeden.
Kong Meander lader med introvert ansigt sit hjerte gå forrest
og lader sværdet blive i skeden. Han er på en måde
verdens første new Age flower power hippie,
men med den vigtige undtagelse, at han
sandsynligvis ikke ville vær sen til at trække handlingens
sværd, hvis det skulle blive nødvendigt.
Meander udfolder den tidligste genspejling af de
udfordringer enhver, der giver sig til at praktisere østlige
meditationsformer, kommer til at stå i. Spørgsmålet er først og
fremmest: Hvordan kan et moderne Vestligt konditioneret
individuelt individ praktisere og forstå Meditation, der netop i
sin østlige form som ideal har en annihilation af egoet?
Antikkens fjernøstlige Grækere løste, hvis man skal tage deres
kunst for pålydende, denne udfordring langt bedre end det senere
blev gjort i det 20. Århundredes mange importbølger af østlig
Meditation. Jeg vil derfor nu væve nye identitetsklæder med
tråde, der strækker sig fra Jimi Hendrix til Meander. For alt er
årsag til alt på måder som kun en
supervågen bevidsthed, der intuitivt er i stand til at
kalibrere big data kan fatte.
Jeg kalder dette
livskunstneriske psykiske interface forSjælens
Sommerfugl.
To me, as for St. Theresa, the butterfly is the soul of man. Salvador Dali - 'Dali Greets the World' N. Y. Herald Tribune 24.1.1960
It takes one to know one. Det var i
hensunken iagttagelse af den
lykkelige Baktriske munks ansigt, at jeg for første gang
kunne sætte navn på noget,
der næsten umærkeligt gennem et liv i introspektion var vokset
frem i mig selv. Munken var det stirrende spejl, hvorigennem jeg
pludselig kunne se noget i min persona, jeg ikke havde
set før. Jeg så Sjælens Sommerfugl. Munkens
stille hemmelighedsfulde arkaisk smilende læber hviskede til mig, hvad
jeg var blevet til. Pludselig
forstod jeg. En ganske særlig psyche var gennem et vestligt liv
i østlig meditation blomstret frem inde i mig selv. Jeg
er i dag sikker på, at denne særlige sjælespejling ikke tilhører mig
alene. Hvis jeg er den eneste sommerfugl, så er der ingen grund til at skrive
dette kapitel.
Munken, stjernen og det sorte hul At se sig selv fragmentarisk spejlet i god kunst er i sig
selv ikke usædvanligt. Her var imidlertid en spejling, der gik
langt dybere end et besøg på Glyptoteket, hvor det nærmeste man
kan komme på noget, der ligner en Sjælens Sommerfugl, er Farao
Amen-em-hat III:
Sjælens uudgrundelige smil er imidlertid ikke at
finde i den alvorlige faraos ansigt. Det lader til, at det
lykkelige Baktrien af hellige algoritmer var udvalgt til at være
fødestedet for denne indre ukuelige optimisme, der som et
skrøbeligt græsstrå bryder gennem livets asfalt og som en
anomali slår revner i den ellers ubønhørlige og strenge
matematik, der driver den evige gentagelses nådeløse livshjul. I
det baktriske ægteskab mellem Østens intet og Vestens
noget skabtes i århundrederne før Kristi fødsel en sandsynligvis
første udgave af denne unikke smil, der på en og samme
tid er skrøbeligt og galaktisk. Hvor eksotisk det end kan
lyde, så deler mange vesterlændige, der mediterer med teknikker importeret fra Østen,
et skæbnefælleskab med Baktriens græsk-makedonske buddhister. Vi
er, som de var, outsidere, der danser vesterlanske dansetrin i en
fremmed verden tæt på Østens nirvaniske intethed. Vi er som
de, stjerner der fjernt fra deres hjemlige galakser nu danser
omkring det sorte huls forførende singularitet.
Hullet og stjernens dans
Nogle af de bortrevne stjerner forsvinder
næsten uden modstand ind i det sorte hul.
Andre danser i millioner af år rundt om hullet i en form for
umulig balance, hvor hullet og stjernen næsten synes at optræde som ligeværdige
dansepartnere.
I Game Of Thrones
spørger
Aryas fægtemester hende: What do we say to the God of
Death?.... Not today! Jeg ser min nye sjæl som den stjerne, der for en stund er i
stand til at danse helt tæt på the
Great Attractor uden omgående at blive opslugt.
Ja, som en sådan stjerne svæver
min sommerfuglesjæl.
Ultimativt forsvinder vi alle ind i dødens nirvaniske intethed,
men ikke i dag!
I dag er det netop dødens tiltrækning, der giver min sjæls
vinger deres styrke. Uden den ville
Amors
og Psykeskærlighed ikke være mulig.
Det var den Baktriske munks arkaisk
hemmelighedsfulde,
men dog forfinede smil der viste mig denne sfærernes
musik, hvor døden og livet synger til hinanden. Hans hårfine og
skrøbeligt asymetriske læber udgør grænsen mellem intet og noget,
mellem nul og et. Munken og tusindvis af andre
stuccohoveder fra samme område opførte i polyfont kor netop
dette storslåede binære værk i uendelige variationer. Jeg vidste
nu med sikkerhed, at de gamle Indo-grækere havde opfundet nogle
galaktiske dansetrin som vi moderne vesterlandske mediterende kunne
lære noget af.
Oldtidens grækere opfattede sommerfuglen som et symbol på sjælen. Psyke betyder både Sommerfugl og Sjæl.De
gamle indiske religiøse traditioner havde, som vi har set i det
foregående, grundliggende ikke forudsætningerne for at begribe
det græsk-romerske amor-psyke
interface.
Sjælens Sommerfugl er min metafor for denne særlige
psyke, der danser i balancepunktet
mellem de personlige og upersonlige kræfter i menneskesjælen.
Sjælens Sommerfugl holder til på
urgrundens mørke skrænter, lige før de kollapser. Den er
sandkornet i sekundet, før det falder ud over klittens kant i
Sahara. Den surfer på bølgen lige der, hvor bølgen kammer over.
UNIVERSET PÅ EN KNIVSÆG - THE HIGGS FIELD
Nedenstående TED talk, som jeg håber, du giver
dig tid til at se, viser
et grundvilkår, der i mine øjne ikke er alene forbeholdt Higgs
bosonernes forunderlige allermindste mikroverden. Higgsfeltet
åbenbarer en grundliggende lovmæssighed, som gentager sig
fraktalt fra det uendelig små til det uendeligt store, og det er,
at alt i livet handler om balancer.
Gian Giudice: Why
our universe might exist on a knife-edge
Alle tandhjul i
evighedernes
evighed styres af 'hellig' matematik,
hvor antitetisk algoritmiske kræfter i evig proces finder nye
skrøbelige balancer. Higgs partiklen er et udtryk for en sådan
umulig balance, hvor blot en uendelig lille forrykkelse af
balancen omgående vil medføre universets totale
opløsning.
Sjælens Sommerfugl gentager i den forstand blot Higgs bosonens
bedrift.
Den lever som alt andet i dette univers i
hårfine balancepunkter. For hårfine Higgsfeltbalancer gentager sig fraktalt på alle planer
fra neutroner til neuroner til menneskelige dramaer. Vi trækker vejret i
et kosmos fuld af fintunede
kosmologiske konstanter, der ikke ville kunne rykkes en
my uden at universet ville kollapse.
Hvad er indentitet? Hvad er individualitet? I mine øjne er
det ikke en substans. Individualitet,
i videre forstand identitet, er et komplekst biologisk
balancepunkt i den ufattelige algoritmiske symfoni, der går
under betegnelsen et menneske.
Det eksistentielle Higgsfelt Sjælens Sommerfugl blotlægger i sin skrøbelighed et
eksistentielt vilkår, som vi forsøger at beskytte os mod, men
inderst inde ved vi ikke kan omgå:
Livet er vaklende linedans
Meditation vil ikke kunne frigøre os fra Higgsfeltet og alle de
andre vaklende balancer i Universet. Til gengæld giver Sjælens
Sommerfugl et nyt rum til at forstå C. G. Jung, når han hævder, at
mennesket har behov for problemer for at være i mental balance.
De hårfine kosmiske balancer er kun konstanter i den forstand, at
selv det livsforskrækkede halvt sovende spidsborgerlige menneske
trods alle sine krumsping ikke kan undgå dansen på tagryggen.
lad mig tage mig selv som et småborgeligt eksempel.Da jeg som ung havde for få penge, var det altid kun med nød
og næppe, at jeg havde penge sidst på måneden. Nu hvor jeg har
langt flere penge, er det stadig kun med nød og næppe, at jeg
kan få pengene til at slå til.
Sjælens sommerfugl er i den forstand ikke
konkret. Der er ikke nogen fast kernepersonlig essens inde i os.
Sommerfuglens 'identitet' skabes og morphes i en evig
foranderlighed, hvor den eneste konstant er selve balanceakten.
Den gamle ego-identitetsdannelse elsker at forestille sig selv
som en fast kernepersonlig essens, men denne illusion bliver
vanskeligere og vanskeligere at opretholde i takt med, at
verdens balancepunkt bevæger sig mod det umulige surf-punkt i
big datas tsunami..
Sjælens Sommerfugl vil set i min shamankikkert
derfor på sigt erstatte vort gamle, mere stive og søvnige
ego-operativsystem, hvis murtykke adskillelse fra helhedens
perspektiv gør det alt for gumpetungt og klodset til at danse
linedans i vor tids uforudsigelige foranderlighed.
Sommerfuglen flyver i supervågenhed
Denne nye sommerfugleart kan imidlertid kun flyve i
supervågenhedens klare
rum. (Hvis du ikke
allerede har læst kapitlet om supervågenhed,
så vil det være en god ide at gøre det nu.) Kun supervågne
mennesker kan leve uden det gamle ego. Jeg må være ærlig her,
selv om det virker forbandet arrogant. Når bevidsthedens lys
skrues op, så bliver man ensom. For man indser pludselig, at man
bevæger sig rundt i en verden af søvngængere. Denne ensomhed er
gudskelov midlertidig, for rundt om det næste hjørne, der flyver en anden sommerfugl, og der lidt længere
fremme en til!
At se mennesker omkring en som
sovende er imidlertid midlertidigt. For alle sovende vågner op
når solens lys kommer. I dette lys opløses selv
sommerfuglens vinger.
All creatures contain one reflection:
one, that is the denial
of its being the other;
the highest of the angels denies he is
the lowest.
EGO VERSUS
SOMMERFUGL
Hvad er forskellen på
sommerfuglens psykiske operativsystem og vort old school
ego?
Sat på spidsen ser forskellen mellem de to operativsystemer
således ud:
●
Egosystemet benytter tanke- og ordbaseret analyse af
fortidens erfaringslager med henblik på at forstå, kontrollere og dermed overleve fremtiden.
●
Sjælens sommerfugl flyver intuitivt
nu'et i
supervågenhedens abstrakte rum.
Det reptile ego Ego-operativsystemet er et
bedaget ord- og tankeskabt overlevelsesprogram. Dette ego
fortæller her i sin sidst opdaterede version om sig selv, at det er baseret på den frie tanke og fornuftens klare
stemme. Des mere denne fornuftens fane hæves højt i hyldest, des
mere bør man være på vagt over for den sultens slavehær af ordløse
og urgamle biologiske systemer der marcherer under dække af
denne fanes smukke logos. For
amygdala er
gammel som dinosaurerne og i den forstand har den sære
konspirationsteoretiker
David Icke,
der forsøger at overbevise os om, at vor civilisation er styret
af reptiler fra det ydre rum, ret. Blot kommer reptilerne ikke
udefra, men indefra.
Egoet er vokset ud af hjernens fortidige,
overlevelsesbaserede frygt og skaber
nu fornuftsbaserede psykiske og fysiske overlevelstrategier.
Disse fornuftsstrategier er bestemt mere overlevelsespotente end amygdalas
egne, men ses som færdsel på tynd is, for den der har lidt
mod til at se de spejlblanke søer inde i sig selv.
Ego og erfaring
Egoets psykiske software er
som nævnt
baseret på erfaring, analyse, planlægning, kontrol og handling gennem anstrengelse. Denne
overlevelsesstrategi har passet fint til tidligere statiske samfundsformer
med mindre kompleksitet og forandringstempo. På vej ind i
big datas
globale accellerationssamfund vil erfaringer imidlertid
virke på samme måde, som da soldater i 1. verdenskrig af deres
gamle erfarne generaler gang på gang i kolonner blev kommanderet
til at machere direkte ind i en ny tids maskingeværild. 'Erfaring' mister sin
betydning og stiller sig oven i købet i vejen for social
navigation i takt med at et samfundets forandringstempo og
medfølgende kompleksitet nærmer sig
den lodrette del af kurven.
Mure versus flydende grænsedragning Ego og
sommerfugl har imidlertid det til fælles,
at de begge er skabt af grænser. Hvor disse grænser er cementeret af mure i det gamle ego, er grænserne i det unikt individuelle jeg heroverfor flydende og i en evig forhandlingsproces med det, der ligger uden for grænserne.
Både Sommerfuglen og ego'et er afhængige af grænsedragning forsåvidt, som de begge er bærere af identitet. Identitet
er ikke muligt uden grænser. Identitet forudsætter de grænser, der gør skelnen mellem det, der er mig, og det der ikke er mig, muligt. Total grænseløshed er identisk med
identitetsløshed. I den
forstand er Eckharts Gud i sin absolutte form som the denials
of denials et udtryk for depersonalisering.
Sjælens Sommerfugl udlever en ny spirituel position. Den
lever i balancepunktet mellem jeg og ikke-jeg. Den er levende
unik individualitet med grænser så skrøbelige som sommerfuglevinger.
Sjælens Sommerfugl
i det umulige balancepunkt
KAP II
Mere
Sommerfuglefilosofi
Hvor kommer Sjælens Sommerfugl fra?
Lad os først beskive det 'rum', den flyver i.
I Meditationens indadvendte teleskop observerer den lykkelige,
når tankeskyerne viger, ren bevidsthed indfoldet i sit eget ekkorum.
Når man her er absorberet i abstrakt supervågenhed og det uden
at være bevidst om andet end bevidstheden selv, giver tid og
sted ingen mening.
Det er nærliggende for det tænkende sind efterfølgende at tolke
denne vågne oplevelse af
tidløs ingenting som en manifestation
af 'noget' sublimt transcendentalt, hinsides den verden af tid og
rum vi normalt navigerer i.
Bevidstheden genkender i supervågenhedens skjulte laboratorium
sig selv som en gæst fra en 'højere' virkelighed
med langt flere dimensioner end de fire, vi normalt har til rådighed. Bevidstheden
kan derfor hverken fatte eller beskrive sig selv alene på grund
af det dimensionstab, der finder sted som følge af nedstigningen i
tid og rum.
Det lader imidlertid til, at matematik kan beskrive andre
dimensioner end de kendte fire. For
mystikeren er det imidlertid mere nærliggende
at ty til poesi i forsøget på at beskrive den ubeskrivelige gæst:
And as imagination bodies forth
the forms of things unknown,
The poet´s pen turns them to shapes
and gives to airy nothing
a local habitation and a name.
William Shakespeare
Vi genkender i bevidsthedens lokationsløse
ekkorum os selv som den fremmede. Her ser bevidstheden, at den
bevidsthed, hvormed 'vi' iagttager tid og rum, ikke selv er en
del af denne dimension. Intet i tid og rums koordinatsystem kan
beskrive, hvad bevidsthed er. Bevidsthed er dette univers
største mysterie. Vi er små bevidsthedsfnug. Som stjernestøv er
vi drysset ned fra en virkelighed med flere dimensioner end vor
tid-og rumskabte. Som fremmeddimensionelle entiteter er vi som abstrakt vågenhed på
'besøg' her i denne virkelighed, hvor alting må fødes for at dø
og omvendt:
If a man's spirit were always joined to God
in the same Power, he could not age.
For the now wherein God made the first man and the now
wherein the last man disappears
and the now I speak in, all are the same in God where there is but now. Meister Eckhart
Ud fra disse tanketomme primærerfaringer, som
enhver seriøs mediterende før eller siden sekundvis vil opleve,
er det nærliggende at tolke det indre
bevidsthedsliv som et udtryk for
en uforanderlig transcendental åndelig essens, der Storm
P´sk spejler sig i
vore vore små menneskelige sjælesøer. Man
kunne med lidt inspiration fra den Græske filosofi opfatte Sjælens
Sommerfugl som en
en manifestation af
logos fra Ideernes Verden. Som i den overstående
illustration af Storm P. er denne manifestation en spejling og
dermed illusiv som skyggerne i
Platons
hulelignelse.
Jeg
viste for mange år siden Storm P. tegningen til en
Indisk
vismand. Han var ved at dø af grin. Efter han havde grinet
færdig, fortalte han mig, at Storm P's. månemotiv var
et kendt motiv i hans kultur, men at storm P's version var den
sjoveste han havde set. Månen som illusiv spejling i vand var en fast ingrediens i de
folkefortællinger, der den dag i dag i Indien stadig overleveres
fra bedsteforældre til børn på trods af TV og smartphones.
Atmans og psykes spejlinger Ikke blot Grækerne, men også Inderne har altså bevæget sig langs disse
tankespor.
I Indiens meditative traditioner skelnes der mellem Atman og Brahman.
Atman er den lille spejlede
bevidsthedssjæl. Brahman er universets al-sjæl.
Atmans
mange små spejle spejler i drømmefragmenter Brahmans totale spejl.
I det Indisk Vedantiske
erkendelseslys ville man se, at det grundliggende er den samme bevidsthed, der iagttager skriveprocessen af disse ord som
den bevidsthed, der lige nu læser dem.Selvrealisering er i den indiske optik personligt at erfare, at
persoligheden er en illusion. Atman eksisterer ikke i sig selv, men er
i virkeligheden Brahman.
Den individuelle bevidsthed
kan i både det indiske og det græske perspektiv anskues som
helhedens transcendentale urgrund filtreret gennem
vore små ideosynkratiske nervesystemer. Psyke og Atman er
inkarneret som
en frøer fanget i hverdagslivets drømmebrønd, hvor de har
glemt deres
oprindelige fugleperspektiv. Både i Østen og Vesten møder vi altså
forestillingen om, at vi som mennesker i os har en uforanderlig
transcendental essens.
Det er dog stor forskel på den græske psyke og den indiske
atman. Den indiske atman er en kopi af Brahman og i den forstand
ligner alle 'atmændene' hinanden. Netop i deres enshed er
de ikke andet end illusoriske
spejlinger. Den græske psyke fødes i Platons illusoriske hule og
ligner her i høj grad den drømte indiske atman. På Alexanders
tid har den imidertid fået sit eget særlige liv, hvor psykerne ikke
længere ligner hinanden. De er blevet unikke og dermed
ikke-illusoiske. De har fået værdi som selvstændige
manifestationer.
There are no whole truths; all truths are half-truths. It is trying to treat them as whole truth that plays to the devil. Alfred North Whitehead
Alle meditationstraditioner har, når man graver dybt nok, rødder i Indien. Her er de
ofte ledsaget af troen på, at
som vi som mennesker kan forstå, ja enddog manifestere dette
transcendentalt uforanderlige hinsides os selv på en objektiv og
perfekt måde. Denne konstruktion passer ind i et
samfundshierarki, hvor mennesket i takt med dets åndeliggørelse
bliver mere og mere perfekt og derfor egnet til at lede andre
top-down.
Et sådant åndeligt perfekt menneske kan tage ikke fejl, fordi
det ikke længere ser sig selv som den illusoriske Atman, men har
erkendt sig selv som Brahmans totalperspektiviske vilje.
Den åndelige lærer, guruens brahmaniserede ret til at herske over
de uoplyste 'atmænd' er hermed
legitimeret.
I min lille verden er der imidlertid ingen absolut sandhedsånd adskilt fra
og hævet over
en verden i proces. Ånd
er, så længe den opleves, forstås og formidles af en levende
menneskelig hjerne, en proces ligesom alt andet i tid og rum.
Uanset hvor transcendentalt man kan forestille sig, at det åndelige selv er, så må det her,
rummet i en krop være underlagt subjektivitet og foranderlighed og dermed fejlbarlighed.
Hver gang
en åndelig autoritet hævder at være et rent talerør for det ufejlbarlige
hinsides, har han
derfor begået det perfektes fejltrin, den perfekte
forbrydelse. Det samme sker, når en videnskabsmand påstår, at
hans videnskab er et udtryk for absolut objektivitet. For denne
'objektivitet' vil aldrig kunne adskilles fra ham som et
fejlbarligt erkendende subjekt. Hertil kommer, at modtagerne
også bliver nødt til at filtrere den deklarerede 'absolutte sandhed' gennem deres egne subjektive filtre. Følgelig kan der kun være min forståelse og din
forståelse af, hvad verden er, og selv her er vi ikke
på sikker grund.
For er du overhovedet sikker på, at du forstår
dig selv?
Intet menneske kan hoppe over sin egen skygge Intet menneske kan hoppe over sin egen skygge som
menneskeligt subjekt i tid og rum. Der findes ikke noget absolut
perfekt, intet objektivt, der kan fjerne menneskets skrøbeligt
fordøjende, pruttende og grådige selvopholdesesdrift fra dets forståelse af sig selv
og verden.
At indse, at vi som subjekter aldrig kan 'bypasse' subjektive
tolkninger, er derfor et vigtigt skridt mod den objektivitet, vi
aldrig når. Denne selverkendelse forudsætter, at der skrues op
for bevidsthedens lys. Det gør der automatisk, når vi i
Meditation kultiverer abstrakt supervågenhed.
I dette
spejl indser man, hvor begrænset man er som
individ.
Jeg ser i dette spejl min Sjæls Sommerfugl som et evigt dynamisk
balancepunkt i en proces i tid og rum. Med dynamikken, med
processen kommer fejlbarligheden, en fejlbarlighed der
selverkendes i den metabevidsthed, som skabes i supervågenhedens
rejse fra bevidsthedens abstrakte ekkorum til kroppens konkrete
eksistens.
FEJLTAGELSENS GAVE
Man has to seek God in error, forgetfulness and foolishness. Meister Eckhart
Har du lagt mærke til, hvor vanskeligt det er for
andre at indrømme, at de tog fejl?
Har du lagt mærke til, at det samme gælder for dig
selv?
En af egoets største svagheder er dets manglende evne til
i flow at selvkorrigere gennem erkendelse af fejltrin. At indse
og indrømme fejl ryster egoets solide murværk.
Det allerbedste i os mennesker sker imidlertid, når vi er i stand til at
indse, hvordan vi hele tiden tager fejl.
Som sjælesommerfugle er vores evne til at indse vore fejl måske det mest kostbare vi har.
For gennem erkendte fejltagelser kan vi korrigere vor kurs.
Her er der selvfølgelig kun tale om fejl der erkendes i
kærlighedens klare lys, for vi kan ikke høste uerkendte fejl.
Sjælens Sommerfugl flyver fra blomst til blomst. Den er svævende proces i tid og rum.
Somerfuglen er fejlbarlig og selvkorrigerende essens. Den
er her for at bestøve verden med ånd.
Indimellem sætter den sig et forkert sted og går til grunde.
Sjælens Sommerfugl er i modsætning til forestillingen om
den depersonaliserede oplysningstilstand ikke et billede på en statisk endestation.
Sommerfuglens svævende dans fra blomst
til blomst er en proces i flow.
Sjælens sommerfugl findes i det
umulige balancepunkt.
Dette balancepunkt er altid individuelt nu.
Det eneste vi behøver er
i
supervågenhed at se-mærke-vide vor unikke indre
Sommerfugl.
I denne vågenhed bliver vore handlinger
bevidstheds-bestøvede.
DIE2LIVE
All change is a dying. Wherefore we die from time to time. Meister Eckhart
Egoet ser fejltagelser som trusler. Ego
er stivnet i den dødsfrygt, der ikke længere tillader livet.
Den frygt, der hjælp os til at overleve som stenaldermennesker,
slår os ihjel idag. At være i en permanent tilstand af forandring, såvel indvendigt som udvendigt er skræmmende for dette
ego, der oprindeligt blev konfigureret ud fra følgende Darwinistiske troskabsed:
Hold værtsorganismen i live for enhver pris.Imødegå potentielle dødstrusler med tankebaseret bekymring.
For at realisere Sjælens Sommerfugl er vi imidlertid nødt til at
gå lidt tættere påtilintetgørelsen,
der i dag primært er en cirkusforestilling inde i vort eget
tankeoverophedede sind.... Dette kan netop lade sig gøre i vor
tid, fordi det er langt sikrere at leve i dag end det var for
10.000 år siden, hvor risikoen for at omkomme en voldelig død
var langt langt større.
Vort ego er bange for destruktion, fordi det i millioner af år
stort set har været ensbetydende med fysisk destruktion.
I dag er det imidlertid nødvendigt kontinuert psykisk at dø for
overhovedet at leve.
Den, der har levet, tør høre suset af høst i sit øre.
Da kan han gå uden fødder Da kan han gro uden rødder, når han, uden at briste tåle at eje og miste. Kai Hoffmann
Sjælens Sommerfuglen går i sin skrøbelighed ofte til grunde.
Hver gang den destrueres, genfødes den i en ny og smukkere udgave.
He (God) never destroys without providing something better.
Meister Eckhart
Når du om aftenen giver efter for mørket og søvnen, så vågner
du op til lyset og en ny og frisk morgen. Det samme gør din
Sommerfugl, når du psykologisk giver slip ind i
Meditationens ikke-kontrol.
Meditation er som søvn at give plads til Sommerfuglelarvens
livgivende død.
Meditation er åndelig dødstræning.
At leve Sjælens Sommerfugl indebærer bestandigt at være parat til psykisk set at dø inde i sig selv for at leve.
Når der ingen modstand er mod denne forvandlingsproces, er den lige så mild som en sensommervind ved solnedgang.
Sjælens Sommerfugl lever derfor i balancepunktet mellem liv og død.
Denne død-genfødsel kan finde sted lige fra livets mikroøjeblikke til de store livskriser. Hver gang du i Meditation oplever fylden i et sekunds tanketomhed, så dør du. Hver gang du f.eks. i en diskussion siger: Du havde ret. Jeg tog fejl, så er der noget inde i dig, der dør.
Det giver i denne sammenhæng god mening at se Jesu lære som et
forsøg på at blødgøre egoet ved at lære det at vende den anden
kind til.
PÅ SOMMERFUGEJAGT Så hvor finder du din Sjæls Sommerfugl?
De fleste søger efter den i lykkeland, men den vise leder efter den i grænseland.
Når du jagter denne sommerfugl, fanger du den ikke. Hvis du ikke
jagter den, finder du den ikke. En sandhed så banal, at ingen
akademiker tør røre den, er imidlertid, at hvis du sidder
stille, så kommer den måske og sætter sig på din hånd.
På grænsen mellem eksistens og ikke-eksistens
Når jeg er alene, kan jeg i
længere perioder opleve at være en supervågen, smilende levende og
tankeløs ingen.ting.
Dørklokken ringer og en ven kommer på
besøg. I samme øjeblik skabes ud af sig selv et interface i form af
en identitet, hvor den i andre sammenhænge forslidte kliche at
'træde i karakter' giver perfekt mening. Vennen siger farvel og
andre aktiviteter træder i stedet som f.eks. motion, skrivning
eller Game of Thrones. Hver aktivitet skaber en ny
identitet skræddersyet til situationen. Jeg kommer i denne
sammenhæng til at tænke på Indernes millioner af guder, der i
bund og grund blot er forskellige manifestationer af en og samme
transcendentale essens.
Vor identitet er hele tiden i forandring. Identitet er interface
mellem vor krop og verden.
Det
er på en og samme tid det kostbareste vi har og det mest mest
forgængelige.
Sjælens Sommerfugl er den sandeste illusion om os selv.
Det vigtiste i identitet er derfor ikke den
specifikke form, det har antaget, men den menneskelighed der
lever i den.
For identitet er bærer af menneskelig essens.
Hvor smukt at leve et liv, hvor ingen identitetsmaske får lov
til at vokse sig fast på det oceaniske barneansigt, vi blev født med.
Den kerneløse kernepersonlighed Som forlængede Higgs-felter giver det ikke mening at tale om, at vi som mennesker er
i besiddelse af en fast kernepersonlighed, som vi blot skal
finde og adlyde for at blive lykkelige. Der er som før nævnt ikke et på
forhånd givet urokkeligt referencepunkt begravet i os, der
er i stand til at afstikke kursen for vore handlinger. Det at lytte til sig selv
er ikke en lytten ind til
beskeder fra en statisk kernepersonlig essens, der altid var i besiddelse
af det rigtige svar. Ej heller er der tale om en kanalisering af
en perfekt på forhånd givet information fra ideernes verden.
Balancepunktet flytter sig i evig dynamisk forandring. Man kunne
kalde det, ikke en kernepersonlig essens, men en kernepersonlig
balance. Hvert menneske skal finde sin egen balance. Som hos
linedanseren skal den findes i hvert øjeblik på en ny måde.
Meditation er i den forstand en intuitivt følende indre søgen
efter balance.
De biologiske operativsystemers indre balance
Bestandigt at søge dybere
efter sin Sjæls Sommerfugl i
kroppens indre
sansehav er den fornemste opgave for Homo Meditatus.
Denne indre odyssé
er samtidig en tidsrejse
tilbage gennem de stadig ældre biologiske aflejringer, der i
skøn sammenblanding udgør det vi kalder et menneske.
Balancen mellem de forskellige usamtidige biologiske
operativsystemers indbrydes stridende kræfter findes kun
overfladisk ved hjælp af
vort evigt bekymringstænkende og strategisk planlæggende
ego-system. Alene det faktum, at de fleste af vor
urgamle biologiske operativsystemer ikke forstår sprog, gør
tankernes vej gennem kroppens biologiske aflejringer mere og
mere ufremkommeligt træge.
Hvem kender ikke beslutningen om at tabe de ekstra kilo fedt på
sidebenene? Jeg ved, hvem der ikke kender dem. Det gør de
genetiske appetitsreguleringsmekanismer, der sidder inde i mig.
For de blev
udviklet i ringorme, der nu som fragmenteret genbrug sammen med
to kilo bakterier er en del af det, jeg kalder for mig.
Det er er her det nye supervågne bevidstheds-operativsystem
viser sin måske største praktiske styrke. Ringormene i os er
nemlig ikke helt uden stemmer. Deres sprogløse sprog kan
føle-høres og tolkes af bevidstheden som abstrakte sansninger i
den indre krop. Des mere
den supervågne opmærksomhed får kontakt med disse sansninger, des
mere vil kroppen 'forstå' og dermed være i stand til at
følge vore beslutninger og naturligvis også omvendt.
At kende sig selv er i denne sammenhæng at have et fortroligt
'sansuelt' forhold til sin egen krop i form af hvad man kunne
kalde en sanse-dialog.
Det forståelsesløst,
men vågent at lytte-mærke ind i kroppen tillader den i
Meditation kultiverede supervågne bevidsthed at synke ned i vor
biologiske
urgamle operativsystemiske hav.
Supervågen opmærksomhed skaber på denne rejse indad spontant orden i de
usamtidige
og derfor konfliktende biologiske operativsystemer. Denne
stort set forståelsesløse vågenhedskolonialisering er både rejsen indad og tilbage gennem
kroppens urgamle lag på lag ophobede genbrugsbiologiske verdensmasse.
Meditation bevidstgør her ikke gennem sprog, men gennem
opmærksom abstrakt
sansning de af kroppens uciviliserede territorier, der før
levede deres eget autonome Indianerliv. Des dybere kontakt man
får med sin biologiske verdensmasse, des dybere og mere
autentisk bliver ens tilstedeværelse.
En dyb sjæl i et dybt sanset legeme.
Det er i virkeligheden simpelt: Des mere bevidst sanset
kropskontakt man har, des bedre vil man spontant finde
balancepunktet som surfer i det indre livs stormfulde hav. Gennem
bestandigt finere lydhørhed over for
kroppens abstrakte
sanseliv finder vi den til enhver tid bedste, men aldrig
perfekte balance mellem ringormesult, krybdyrsex,
menneskefornuft, pattedyrvarme, abeaggression og guddommelig
kærlighed for nu at nævne nogle få af de livsformer, der gennem sig under
huden.
Den kendte tovtrækken mellem
hjerne og hjerte er kun
én blandt mange biooperativsystemiske konflikter.
Impulsiv supervågenhed Et i Meditation kultiveret nervesystem kan
genkendes på en hurtig reaktionstid. Det meditativt
vågne menneske reagerer i sin supervågne intime kontakt med
kroppen som et sanset levende biologisk system intuitivt,
spontant og elegant på stimuli. Et supervågent menneske minder i
den forstand om et dyr. Det vågne menneske er impulsstyret som
en Donald Trump, men er samtidig som ultraviolet lys i
forhold til infrarødt lys i den modsatte ende af
vågenhedsskalaen. I bevidsthedens lysrum kan man slippe den impulsivitet fri, der
uden vågenhed med sikkerhed ville udfolde sig selv på bekostning af
helheden.
I SYNC MED HAVET En god surfer bliver nødt til at justere sit
indre flow i forhold til de omkringliggende bølgers flow.
Den, der udelukkende navigerer ud fra at mærke sig selv, vil kæntre.
Jeg bor på Christianshavn. Jeg oplever dagligt i traffiken
mennesker, herunder mig selv, der blindt reagerer ud fra deres egne kroppes snævre behovsrum. Den
uniformerede målrettede cyklist, der dagligt kører over for rødt,
fordi han har
travlt er legemliggørelsen af en kultur, der i allerhøjeste
grad har lært ham at sanse sin egen krops
behov i konstant småirritation over andres kroppes behov.
I dag smider selv samfundets velbjergede deres affald i form af
cigaretskodder, pizzabakker og plastickopper fra latten overalt.
Hvorfor?
Mit gæt er, at tidligere tiders samfundsmoralske kompas er
brudt mere eller mindre sammen. Vi mærker 'Brinkmannsk' så meget os selv,
at vi ikke længere er sensitive over for Lacans
den
store anden eller andre kulturinterfaces, der retter os
begrænsende ind via tillært samfundssind eller dårlig samvittighed.
At mærke sig selv gør i første omgang en mere egoistisk.
Uden dette grådighedens drive, som denne egoisme har sluppet
fri, ville vi imidertid ikke have smartphones. For det
respektløse og traditionsløse drive vækker også kreative kræfter i mennesket.
Steve Jobs er et typisk eksempel på denne nye rastløse,
egoistiske og evigt skabende mennesketype.
Konsekvente nej-hatte mennesker burde derfor i princippet ikke bruge internet og
mobiltelefoner, men i stedet trække sig tilbage i Amish-lignende
subkulturer.
I denne egocentriske fase er det fristende at længes tilbage til
de gode gamle dages over-jegssamfund. Men før vi helt holder op
med at mærke os selv for i stedet at vende tilbage til de gamle
selvkontrolformer, så lad os lytte til fremtidens shamaners kalden fra den
anden ende af tunnelen.
For enden af det overselvsansede menneskes
bardo er der
lys...
Bevidsthedens vågenlys.
Vejen ind er vejen ud Den snævre indre sansning blot en
overgangsfase. Den er en forudsætning for next
level i linedansen, der består i at finde balancen mellem
den
indre krops univers og det ydre univers.
Det menneskelige mikrokosmos må nødvendigvis være i evig forhandling med helheden.
For uden synckronicitet mellem krop og kontekst findes der på længere sigt ingen succesfuld overlevelse. Som nævnt er det gamle tankebaserede ego-operativsystem
langsomt. Det virker bedst,
når det
er eftertænksomt.Denne træghed kommer imidlertid i stigende grad i konflikt med
big datas gennemgribende accellerering af alle
samfundsprocesser. For
den tankeproces, hvori disse virkeligheder udfolder sig, er alt
for langsom. Den, der skal tænke over alle sine handlinger,
bliver bestandig overhalet og skubbet omkuld af modernitetens
accellerende
forandringsbølger.
Det enkelte individs navigation i forhold til heheden kan historisk set ikke længere opnås med
selvkonstans eller lignende indre etiske kompasser. Ej heller
vil et religiøst funderet overjeg kunne bruges. Disse
operativsystemers historisk sidste salgsdag er for længst overskredet.
Der er ikke længere nogen
livets landevej, hvor vi med vort klodsede og
langsommeligt eftertænksomme ego-operativsystem kan vralte
afsted, mens vi overvejer, om vi skal tage nejhatten på eller gå
ligeud, til højre eller til venstre ved næste vejkryds,
mens vi med vores voksenfornuft, sekulariserede eller stadig
religiøst forankrede over-jeg indvendigt overvejer de mere langsigtede konsekvenser af
vore handlinger.
Hvad enten vi anvender ren tankebaseret fornuft eller lader os
styre af samfundets kollektivånd i form af en helhedens
fornuftsmoral, så vil vi
blive lammet af big datas
future
shock. For tiden er løbet fra det gamle
ego-operativsystem. Dets small data konfigurerede
kognitive overlevelsesstrategier er ikke
længere brugbare
i big datas lokationsløse Filipinergrav.
The singularity is near I fremtiden vil kun den, der er i stand til at livssurfe big datas
uforudsigelige
kæmpebølger, overleve. Rent faktisk er
informationstzunamiens første bølge allerede at se
i horisonten og det
ego, der ud fra sin lille egocentriske grådighed går ud for at
samle fisk på den underligt blotlagte havbund, vil drukne. Kun den supervågne kaospilot kan frelse os fra den nært
forestående
singulære dommedag. Han findes i den non-verbale
intuitive bevidstheds cockpit. Her iagttager han i lys og
sansning sig selv i sin kontekst på helhedens fugleperspektiviske radarskærm.
Det kan lyde som noget af en opgave først at være
sanse- og følelsesmæssigt fortrolig med sin indre stemme for i
samme nu at finde sin plads i det større kor af kollektive
stemmer. Det er under alle omstændigheder klart, at et
tankebaseret intellekt ikke vil kunne behandle den mængde
informationer
et sådant projekt kræver. Lad os metaforisk sige, at et
ego-operativsystem kan handle op til et 10 gigabit
informationsscenarie. At surfe informationstzunamien uden at få
fremtidschock vil imidlertid kræve kapacitet til at navigere et
scenario med eksponentielt voksende gigabitstrømme.
Uden en ny form for intuitiv supervågenhed vil vi ikke være i stand til
at surfe den
forandringseksplosion, der med tændt lunte af fremtiden
allerede er kastet ind mellem benene på os.
Netop nu oplyser den nye supervågne bevidsthed scenen. Det
stressramte egos dans som pauseklovn i halvmørket før næste akt
er forbi.
Hvad er det denne supervågenhed kan som egoet ikke kan?
Grundliggende kan det besvares meget enkelt:
Du skal være vågen for ikke at falde af surfbrædtet. Kun
en supervågen og spatialt udvidet bevidsthed kan møde fremtidsbølgen uden at miste balancen.
I legende lethed, ubekymrethed og med en grundliggende ukuelig
optimisme og positivitet surfer Homo Meditatus uanstrengt
sine indre og ydre livsbølger.
Så her kommer postulatet, der kun kan verificeres i dit eget
indre:
HVORDAN JEG FLYVER MIN SOMMERFUGL For nogle år siden var jeg på en trekkingtur i Indisk
Himalayapå vej op over den gletcher som Gangesfloden
kommer ud af. Vi var tre personer, der havde hyret en lokal guide
til at tage os op på Gaumukhs ryg og videre derfra op til
bjerget Shivling. Luften var for tynd i forhold til, hvor hurtigt
vi var gået derop. Vi var i ca. 4.500 meter højde da vi gik på
en smal fedted og stenet sti hvor højre side af stien var et
fald på ca 300 meter i en gletcherkløft. Da jeg så ned i
afgrunden til højre begyndte mine ben at ryste under mig og jeg
blev nødt til at sætte mig ned for ikke at miste balancen.
Guiden stod afslappet grinende og sagde til mig på gebrokkent
engelsk, at der ikke var noget at være bange for. Han stod selv
10 cm fra afgrunden med en afslappet, men vågen attitude.
Denne guide var min læremester i dette øjeblik. Han viste mig, at den
eneste måde man kan være sjælens sommerfugl på, er at slappe af i
årvågenhed. Kun når man ikke er grebet af
Thunbergsk frygt, bekymring eller stress kan man uanstrengt
blive fundet i Higgs bosonerne linedans på
dødens le.
Meditation er den afslappedes falden ind i et altid dybere
opmærket balancepunkt.
Meditation er vågent at slappe af og derved undgå at gøre et
problem ud af problemet.
Angst for angsten
Grebet af angst vil man ikke kunne surfe sit dybeste
balancepunkt. Angst rummer imidlertid de mest vidunderlige
muligheder. Ren angst er ren energi, der kan tjene som brændstof
til vor indre raket. Hvad der ikke er godt er angst for angsten.
Kun ved at slappe af vil
man som en søvngænger blive balanceret til
dansen på tagryggen.
Jeg hviler i mig selv som Sjælens Sommerfugl
eller rettere: Som Sjælens Sommerfugl hviler jeg hinsides mig selv.
Jeg skriver dette for at inspirere dig, kære læser, til i meditativ lydhørhed at stole på dit indre flow i balancepunktet og lade dette flow overtage dig og føre dig derhen hvor du er dig selv
i dit eget skrøbelige balancepunkt på livets gyldne middelvej.
Hvem er jeg? - Den lille død og genfødsel For at denne påstand kan blive din personlige erfaring, er
det eneste du behøver at lukke øjnene og med stor oprigtighed
spørge ind i det indre mørke: Hvem
er jeg? Hver gang du med oprigtighed har kigget og mærket ind i dig selv og spurgt: hvem er jeg, så genfødes en ny spejling og dermed en ny sommerfugl i samme sekund, du igen vender blikket udad.
Du er dig selv i samme sekund, du ikke leder efter dig selv.
Du er Sjælens genfødte Sommerfugl i form af en ny og frisk
spejling. Kun mennesker, der har
erfaring med meditation, vil være i stand til at verificere
denne påstand.
Du kan ikke se direkte på Sommerfuglen
uden at den i samme sekund går i opløsning. Ikke desto mindre er den der. Du kan ane den i din metabevidstheds bakspejl.
Du kan føle den i glæde. Du kan dufte til den i poesiens blå blomst. Frem for alt er du den eller måske rettere: den er værende dig
i din væren.
Sjælens Sommerfugl kan derfor
aldrig være sand i absolut, verificerbar forstand forstand... Men den er sand nok!
Den svæver i perfekt balance på kanten mellem eksistens og ikke-eksistens.
Mellem alt og intet er du ikke eksisterende eksistens.
Et Sommerfuglejeg
- så blødt som en sky Det skulle nu stå klart at det ikke er Meditation.dk's opgave at få Ego'et til
fuldstændigt at forsvinde, men at blødgøre dets grænser. Sjælens Sommerfugl er en metafor for det unikt individuelle, der
ikke udelukker fællesskab. Sjælens Sommerfugl er
et barn født af ego, et blødt og fleksibelt barn i et konstant forandringsflow
skabt af spiralisk gentagne oplevelser af død-genfødsel.
Sommerfugle-jeget er heroverfor i stand til at leve i mange dimensioner. Flydende skifter det form og tilpasser sig de opstående situationer.
Denne sommerfugl er skrøbelig
- for den flyver i verden.
Sjælens Sommerfugl kan
ikke kontrollere verden.
Den flyver i vindens flow.
Sommerfugle-jeg'et forvandler sig som en sky på himlen. På samme måde som en sky bæres af rummet, holdes
Sommerfuglen oppe af sin grænseløse kontekst.
Jeg er en sky af identitet
Den personaliserede evighed - det galaktificerede 'jeg'
In some sense man is a
microcosm of the universe;
therefore what man is, is a clue to the universe.
We are enfolded in the universe.
David Bohm
Sommerfuglegalaksen
Lad os nu forlade egoet for at udforske rummet
hinsides det.
At meditere er at være indfoldet i sig selv. I denne krummen sig ind i sig selv gentager man, hvad Einstein sagde om universet: Det krummer sig ind i sig selv.
Mennesket er, intueret i introspektion i mit indre observatorium, en minikopi af en galakse.
I en enhver galakse er der i centrum et sort hul. I ethvert
menneskes bevidsthed er der et subjektivt oplevet 'sort hul'. Dette hul holder
egos selvopretholdelse os på afstand af, men når vi dør ind i det, fødes
sommerfuglen ud
af et hvidt hul. Døden indeholder
selve livets hemmelighed. Sjælens Sommerfugl
er en perfekt afstemt dråbe fra den hellige matematiks urkilde, der løber gennem alt - i planter, vind og vand.
Alt, der
er animeret, drikker af denne kilde.
Den er viljen, der får træet til at gro og den tyngdekraft, der trækker tiden fremad.
All know that the drop merges into the ocean, but few know that the ocean merges into the drop. Kabir
Atman er i følge Østens filosofi en illusion indtil det øjeblik, hvor den erkender, at den er og altid var Brahman. Dette er i
Østen blevet forstået således, at Atman i virkeligheden er upersonlig væren.
I min optik er det lige omvendt.
Her er Brahman personliggørelse
i mig det allervigtigste. Det er ikke mit projekt at bive til
Gud. Jeg kan slappe helt af, for et andet projekt er i gang med
at realisere sig selv hinsides min srtæben.
Og det er, at Gud vil være
menneske.
Den perfekt afstemte dråbe
Som dråben på billedet ville det være et tab hvis den
faldt ned i søen under den. For den har på smukkeste vis
allerede fanget helheden i sig.
At realisere Brahman er derfor ikke et depersonaliserings-projekt, hvor man i arbejdet med sig selv bortskærer det individuelle for at blive det universelle. Tværtimod gælder det om at personalisere sig selv gennem at tage ansvar for selv ens mindste individuelle 'knaster'.
Det Fælles Stig kun ned i ensomhed,
måske kommer du - hvem ved -
gennem ensomhedens port
ud til noget frit og stort,
og det fælles store fund!
lå på ensomhedens bund.
Otto Gelsted - 1920
Jeg realiserer ikke Brahman ved at bortskære det i mig, der ikke er universelt. Paradokset er, at Brahman realiseres ved at vælge og elske mig-Atman. I mennesket findes Brahman ikke hinsides Atman. Brahman findes her kun i sin menneskelige og derfor unikt individuelle form.
Brahman i Atman
Inde i kroppen, tæt på det fysiske hjerte, bor Atman.
'Han' er den viseste sum i balance af alle de
bioenergetiske fornemmelser,
der som biologisk meteorologi bestemmer klimaet i det indre
organiske landskab. Han vågner op i opmærksomhed og bevidsthed.
Bær og vær dine følelser åbent i den gode moder opmærksomheds arme
Hvert enkelt menneske er som Atman en strålende minikopi af
hele universet. Han er i dvale, skjult af din ydre person, indtil det øjeblik, hvor du fuldt ud vælger dig selv i
opmærksom kærlighed - når du gennem kærlig omsorg for din indre kernepersonlighed har båret dig selv varsomt som et spædbarn på armen ud i lyset og livet.
At være Sjælens Sommerfugl forudsætter, at jeg følelsesmæssigt tager ansvar for de mindste, ja selv de mest urimelige mikrofølelser inde i mig.I stedet for at fortrænge dem, dramatisere dem, meditere eller filosofere dem bort, tager jeg dem til mig -
ikke som objekter for analyse, ej heller som impulser der
straks skal rreageres på, men som pixelleret følelsesenergi.
At pixellere sit indre følelsesliv i ren moderlig opmærksomhed er den første og sidste lektion i Meditation.
Kun ved at være din
kerneløse kernepersonlighed, helt ud i fingerspidserne og tåneglene, åbner du for den stargate, der fører dig ud over dig selv.
Den individuelle Atmajsæl er iagttaget herfra en løbende konfiguration af det flow, der opstår, når den menneskelige cellekoloni i demokratisk lydhørhed over for sig selv finder en balanceret vej fremad i flow. Uden den lydhøre balances fine middelvej er der stagnation og stilstand.
Amor og Psyke i meditativt favntag
Indre lydhørhed næres af meditativ kultiveret opmærksomhed.
Pixelleret opmærksomhed er de byggesten, hvoraf kærlighed er gjort. At give opmærksomhed er den største gave man kan give.
At give alle de indre operativsystemer non-kognitiv opmærksomhed er det samme som at give dem kærlighedens nærende varme. Denne kærlighed synkroniserer de enkelte modstemmer, og forvandler dem til gennemføringer i en perfekt kontrapunktisk fuga.
It is better to follow your own life purpose poorly, than to do another's perfectly. You are safe from harm when you follow your own unique path. Bhagavad Gita 3.35
Sjælens Sommerfugl er ikke identisk med urkilden. Den er en perfekt fejltagelse, en anomali der i et balancepunkt i evig bevægelse.
Vi mennesker er er universets perfekte Quasimodoer. Denne vidunderlige anomali er i stand til at surfe urkildens dynamiske styrke. Spontan meditativ handlekraft opstår i den, som er i stand til at modulere den styrke, der ligger uden for ego'ets mure.
Surfbrættet har ingen selvstændig energikilde. Fremdriften skyldes det intelligente balancepunkt mellem surferen og naturkræfterne.
Sommerfuglens bevidsthedsoperativsystems handlekraft modulerer helhedens dynamiske polaritet mellem Ying og Yang's ligeværdige udsving. Denne modulation forudsætter identitet. Det ovenstående billedes skønhed skyldes netop tilstedeværelsen af både bølgen og surferen. I dette flow er evnen til at finde balance altafgørende. Som en surfer
der i et umuligt øjeblik føres fremad af en kæmpebølge, således surfer vi i
årvågen balance det indre livs enorme kræfter.
Denne balance kan ikke findes af det gamle langsomme ego-operativsystem. Den kan ikke findes ved at følge andres forordninger eller råd. Kun absolut bevidst nærvær uden for mange tanker finder surferen sin vej i flow uden at blive kastet af brættet og dermed blive et offer for bølgernes vildskab.
Som en søvngænger uden vilje er den højere opmærksomme og intuitive bevidsthed den eneste, der er i stand til at balancere os sikkert hen over tagryggen.
Som sjælesurfere er vi helt tæt på følelserne i os selv, men i det bevidste nu's balancepunkt bliver vi ikke kastet rundt af de indre følelsesstorme. Vi bliver i stedet ført intelligent fremad i flow af kroppens egen livskraft.
Surferen er Sjælens Sommerfugl. Sjælens Sommerfugl er det perfekte støvkorn i Guds øje.
Det er Sommerfuglens styrke. Den modulerer i sin gennemsigtighed og fleksible blødhed det, der er uden for den selv. Vi kan ikke kontrollere det indre mig, men vi kan surfe det.
Østens spirituelle ideal er heroverfor en bølge uden surfer:
Læg mærke til bådene der er i bølgenaturens magt. Man kan lige ane et ubetydeligt menneske i båden til venstre.
Balancepunktets spontane og dynamiske styrke
Den handlende styrke i flow er selvsagt ikke en egenskab ved Sommerfuglen selv. Det giver ikke mening, at Sommerfuglen anstrenger sig for at løfte en byrde eller nå sit mål. Sommerfuglen henter sin styrke hinsides sig selv. Frem for at være et koncentreret og isoleret punkt af styrke, så har sommerfuglen vindens allestedsnærværende styrke. Ved at overgive sig til naturen hersker Sommerfuglen over vindens
styrke. Denne overgivelse betyder som nævnt ikke, at vi bliver til rene upersonlige talerør for den oceaniske kollektivånd. Sommerfuglen dør hele tiden, men er i sin genfødsel selve årsagen til at solen står op.
Et ikke-billede af den aldrig sete Urkilde
ET SIDSTE SMIL Hver gang du vender dig om inde i dig selv og spørger, Hvem er jeg, så går dit spørgsmål sammen med dig i opløsning
og du falder ud over klittens kant.
På det
Japanske billede er kun naturens kraft tilbage. Og dog smiler Shiva, mens
Kalidødens mørke danser ham. For han har prøvet det før. Han ved, at døden
er nyt liv.
Så lad den Græsk Indiske munks smil stå tilbage som det sidste du husker på
vej ind i din daglige død.
For her genfødes smilet som den dybt personlige
signatur, der stadfæster vores eksistens som surfere i Nirvanas oceaniske hav. Her ved vi, at bølgerne er stærkere end os, men på grund af vores fleksibilitet og ydmyge samarbejde med naturkræfterne inden i os og uden for os, er vi i stand til at modulere havets styrke.
Og således blev vi
som David over for Goliat til bølgernes herre.
Og således får vort stille smil solen til at stå op hver dag.
Sjælens Sommerfugl Hjertet
føler i opmærksomhed, at vi er alt. Forstanden erkender i bevidsthed, at vi er intet.
Mellem disse to poler, på grænsen af eksistens og ikke-eksistens, i balancepunktet mellem krop og ånd svæver det kostbareste af alt, det unikt individuelle i sin sjælelige essens.
Jeg siger nu: Som Sjælens skrøbelige Sommerfugl er
du Vejen, Sandheden og Livet.
Mange mennesker vil sikkert blive provokerede af dette udsagn.
Meister Eckhart blev dømt skyldig af inkvisitionen på grund af følgende udtalelse:
Hvad der er sandt om Jesus Kristus, er sandt om ethvert godt og gudhengivent menneske.
Vil han blive dømt i dag? Det er op til dig.
Moder Jords frygtelige styrke
Billedet til venstre forestiller Gudinden Kali og Guden Shiva. Kali danser oven på den passive Shivas krop.
Vi er her langt fra Sommerfuglens harmløse og skrøbelige uskyld. Ikke desto mindre vil jeg med en tolkning af denne illustration fra Indien antyde sommerfuglens styrke. Kal betyder sort. Kali er i den forstand universets mørke ukendt-hed. Hun er hvad C.G.Jung kalder Mater Saeva Cupidinum, de frygtelige lidenskabers altopslugende liv-moder. Hun er det voldsomme aspekt af den urkilde, den universets urstyrke, der fødende animerer alt i kraft af dødens tyngdekraft.
Kali er den menneskelige sjæls galaktisk sorte og livgivende hul.
Kali dans på den besejrede Shiva
Shiva, set som det aktivt handlende mandlige princip, er her ubevægelig. Han er i den forstand det maskuline anstrengelsesbaserede ego-operativsystem, der her er sat skakmat.
Når vi holder op med at anstrenge os i handling, og som Shiva giver op, så kommer hvad vi umiddelbart frygter som døden, i denne sammenhæng universets farligt feminine, mørke og ukontrollable handlekraft. Det er den, der animerer alt fra galaksernes dans om hendes sorte livmoderlige hul til det liv i os, der som fordøjelse og hjerteslag og forelskelser ligger uden for vor aktive viljes domæne. For at Kali kan genføde et nyt kosmos ud af sin retrokaulsale livdødmoder, må Shiva ofre sig selv til Kalis kaos.
Den bevidste Shiva og den opmærksomme Kali Shiva er i Indien symbolet på bevidstheden. I min optik er Kali heroverfor den indre opmærksomheds moder. Umiddelbart bringer kultiveringen af indre opmærksomhed os i kontakt med kroppens hidtil skjulte frygt og smerte. I den frygtelige kocktail af mangel på kontrol og mødet med kroppens skjulte traumer vil Kali i første omgang ses som dødens skarprettende Engel. Først efter at kontrolegoets hoved er hugget af, bliver hun til den gode moder jords af sig selv skabende og livgivende urkilde.
Med smil og venlig hilsen til din indre
Sjæls Sommerfugl!
Gunnar Muhlmann