KÆRLIGHED OG MEDITATION Tilegnet Zuzana Illova, Anne Sofie Fischer, Tom Stern & Michell Leonardo Saouma If the only prayer you say is thank you, it is enough. Eckhart   Kærlighed er sjælens liv. Kærlighed er skabelsens største lykke. Hafez Jeg erklærer mig på forhånd skyldig. Ja, jeg er vanvittig!    For det er altid bedst at fortælle de underlige historier om sig selv, før andre gør det. For fem år siden ville jeg selv have rystet vantro på hovedet over det, jeg her vil fortælle. For jeg ville simpethen ikke være i stand til at forstå - ligesom mange af mine nære venner gennem de sidste 40 år heller ikke rigtig forstår mig nu. Elskere og galninge har sydende hjerner, sådanne former for fantasier, der opfatter mere, end den kølige fornuft nogensinde kan begribe.  William Shakespeare Det er så langt fra ord, at jeg kun kan skrige af grin. Og dog bruger jeg ord. Det er helt til grin. Ord kvækker som frøer på bunden af en brønd. Hvad kan de sige de om fuglenes liv på himlen? Hvis du tror, at sandheden kan blive kendt gennem ord, Hvis du tror, at Solen og Havet kan passere gennem den lille åbning kaldet munden, Så burde nogen begynde at le højt. Hafez At skrive om det er umuligt og på en måde også selvfedt. For man skal erfare helt ned på det skrigende celleplan, for at man kan ligne det, jeg her vil fortælle om. Hvis man ikke ligner det, så giver det ingen anden mening end lyde, der bærer ord.   Og måske alligevel ord... Hvis jeg er i stand til at erfare dette mirakel, må det betyde, at alle - nu, før eller siden - vil være i stand til det samme. Jeg kan umuligt være den eneste søn af evigheden! ... Alle er! - Oh, min kære Meister Eckhart! Hvor har du ret: Hvad der er sandt om Jesus Kristus er sandt om ethvert godt og gudhengivent menneske. Så er du den derude på nettet, der læser dette og nikker i stedet for at ryste på hovedet? Dit genkendende smil er det hele værd. Er det dig jeg taler om? Det eneste, jeg kan give dig, er ord, der bærer lyde fra mit hjertes stemmegaffel. Hvis de får stemmegaflen i dit bryst til at vågne, så vil du se det, føle det og derefter synge det. For måske ligner ord, der kommer fra hjertet, lys. Lys kan ses. Ord kan ind-ses. Lys kan varme. Det kan ord også. Kun fra hjerte til hjerte kan mystikerens ekstase transmiteres. Hafez Lynnedslaget Inden for de sidste år har jeg oplevet 'noget', der overgår selv min ungdoms vildeste forestillinger om, hvad et liv i Meditation kunne medføre! Et lyn slog ned i hjertet. Hvordan kan jeg beskrive dette nedslag?        Af alle ord, finder jeg det mest forslidte frem.       Det ord er kærlighed.      Det her er for vildt!!! Hold nu helt kæft mand, hvor er det her vildt, mumler jeg til mig selv igen og igen. Hvordan fanden er det her overhovedet muligt!?       Lad mig her en passant på metaplan forklare, hvorfor jeg her får lyst til at bruge eder. Vi består af mindst 100 personligheder i alle aldre, hvoraf flere ovenikøbet ikke engang rigtig kender hinanden. Da det hellige lyn slog ned fra en skyfri himmel, blev hele mit indre ulands-parlament af uenige personligheder slået til jorden. Lynet ramte selv min indre dorske og grådige hulemand, og jeg lader nu ham som en genoplivet Frankenstein udslynge begejstrede eder på vegne af kærlighedens ufattelige mirakel.   For det har livet lært mig: Uden den indre psykopatfrankenstein på min side kommer jeg ingen vegne. Han har aldrig tænkt på Gud, alene af den grund at han sjældent tænker, men nu føler han og udbryder i et grin: Er du så færdig for en joke det her er!    Jeg tilføjer: Vi er i sandhed som den Indiske tigger, der sad på en guldskat hele livet uden at vide det.    Vi ler højt og kan ikke stoppe. Aldrig har vi været bedre venner. Hvad er denne kostbare kærlighed og latter i vore hjerter? Det er den gloriøse lyd fra en sjæl der vågner Hafez Det er så vildt, at jeg, hulemanden og de 98 resterende personer i kor for sig selv mumler: Om festen så blev lukket ned her og nu, så har vi fået mere, end vi nogen sinde kunne finde på at bede om!        Men det er den tilsyneladende ikke. Så 'jeg' går nysgerrigt videre for kort efter igen at blive ramt af et lynnedslag, mens jeg lytter til kristen rockmusik fra Bibelbæltet i USA. Hulemanden i mig elsker netop den slags musik efter lynnedslaget, og den indre akademiker har fundet argumenterne for, at det er ok. Hvor utroligt det end lyder: Han synger med på omkvædet, selv om han for sig selv noterer, at Bibelbæltet generelt har et kedeligt, konservativt og ikke kreativt valg af akkorder og melodiføring. For hver gang han på Spotify har lyttet 100 kristne numre igennem, så er der kun ét nummer, der bliver udvalgt til den særlige playliste. Hulemanden og gudsbarnet elsker alle numrene, men akademikerens ok er også vigtigt. Han siger til sig selv og alle, der gider at lytte: Hvis min hjerne ikke kan leve uden de signalstoffer, som to kilo bakterier i min mave producerer, så giver det god mening, at hjertet heller ikke kan leve uden rockmusik fra bibelbæltet. Bare hulemanden og barnet lover aldrig at deltage i et Pentecostal bønnemøde. Så har vi en aftale!   Menneskebarnet Omkvædet på det kristne rocknummer, jeg hører, er: 'You are so beautiful!' ... Ja, selvfølgelig er jeg det, siger det lille barn inden i mig.   Dette barn er celle- og bakteriekolonien 'Gunnars' nye hersker. Barnekongen i Hong Kong 1958 Hvor er ord dog ubeskriveligt uskrivelige. Jeg taler om ekstreme tilstande af kærlighed. Denne kærlighed krummer sig altfavnende ind i sig selv og derefter ud af sig selv som en tennisbold, der pludselig vender vrangen ud. Kærligheden eksploderer som et raketbatteri i brystet. Den flår brystkassen op, så det blødende hjerte kommer til syne.  . Lys vil en dag splitte dig åben Hafez Mine nerver står som et træ, blottet fra rødder til krone for kød og lyser i farver fulde af følelser. Simultant imploderer universet ind i 'mig'. Neuroner rækker ind efter de fjerneste stjerner, og berører dem kærtegnende. Ekstasen er så tæt på smerte, at glæden nærmest er uudholdelig. De milliarder af celler, jeg for blot et øjeblik siden kaldte 'mig', har nu samleje med Gud. Denne elskov afføder igen kaskader af andre følelser, der er så langt fra ord, at de er umulige at navngive. Det her er ren erotik, men langt, langt mere intenst end noget, jeg har oplevet før. Hjertet er det største og mest fantastiske sexorgan i menneskekroppen. Hjertet er et instrument med 1000 strenge, der kun kan stemmes af kærlighed. Hafez   Hjertets Tjernobyl I dagene efter denne hjerteeksplosion kom jeg i tanke om Tjernobyl i nedsmeltningsøjeblikket. Kun den reneste uskyldighed og tillid kunne bevæge sig ind i dette allerhelligste rum, hvor uranstænger af koncentreret ren kærlighed i nedsmeltningspunktet brænder min voksne krop til atomer.   Hvad der står alene tilbage i denne strålende katedral, er det uskyldige hjertebarn af Gud. Barnet siger: Jeg er den, jeg ventede på. Kærlighed er ligbålet, hvor hjertet lægger kroppen Hafez Aldrig har destruktion og død været så smukt og meningsfuldt. Og nu livet efter genopstandelsen. Den vilde og mystiske kærlighed vil tilsyneladende ikke gå helt væk. Den bliver hos mig i form af lys, der kigger gennem sprækker i min nu gennemhullede sevopfattelse. Wow! Jeg er langt mere end mit lille komiske livsdrama! Jeg er forbundet med alt! Kærligheden omfatter alt fra det mindste til det største. Fra glæden ved synet af en tissende hund til ufattelige følelser ved genkendelsen af mit eget ansigt i himlen selv på en regnvejrsdag. Denne kærlighed er i hver enkel sten, jeg træder på. Og mellem sandkorn og skyer findes det jeg elsker allermest: de mennesker, der står mig nær. I deres øjne ser jeg mig selv. I deres øjne ser jeg i koncetreret form det lys, der forbinder alt med alt. Dette lys skænker ikke blot erkendelse, men også varme. I dette møde ser Gud sig selv. Et liv uden kærlighed er værdiløst. Spørg ikke dig selv hvilken form for kærlighed du bør søge, spirituel eller materiel, guddomelig eller almindelig Østens eller Vestens ... adskillelse leder kun til mere adskillelse. Kærlighed har ingen etiketter, ingen definitioner. Den er hvad den er, ren og enkel.     Kærlighed er livets vand. Og en elsker er en sjæl i brand! Universet ændrer kurs, når ild elsker vand.   Shams Tabrizi Uden tøven føler jeg de bedste ord nogensinde: Jeg er vejen, sandheden og livet. For du, kære læser, er også er vejen, sandheden og livet. Jeg ser, bag lag af traumer og trætte overlevelsesmasker, smilet i mit ansigt, som det går forbi i talrige fraktale gentagelser overalt omkring mig.   Siden denne oplevelse og de der kom efter, er jeg ikke mere den jeg var. Nedsmeltningen forårsagede så store 'stråleskader' på mit ego, at det ikke længere er i stand til at mobilisere et effektivt forsvar mod kærlighedens evigt i mørke lysende urgrund.   Du er selvfed, siger en af mine gamle venner, da jeg forsøger at fortælle ham om det. Han har på en måde ret, men samtidig forstår han ikke, for han har ikke erfaret. En skeptisk vanetænkende forstand, f.eks. en psykiater, ville måske antage, at næste station for mig burde være en indlæggelse. Jeg er imidlertid  blevet meget fysisk sundere, har fået langt mere energi, sover langt bedre end jeg har gjort i mange år og har mere kreativ succes i mit arbejdsliv end nogensinde. Kan heller ikke længere skjule grinet over tiggerens guldskat, som jeg uvidende sad på i så mange år. Nogle gange når jeg ringer til min guds-ven, Michell, så får ingen af os et ord indført, for vi er ved at kvæles i grin og kan ikke holde op før vi lægger røret på.   Jeg er sikker på, at der er mange andre derude, der har oplevet noget lignende. Rent faktisk kender jeg efterhånden en håndfuld. Vi har aldrig været en tur på Sigmund Freuds berømte briks, så derfor findes vi ikke i faglitteraturen. Det eneste steder jeg har 'fundet' os, er blandt Indiens vise. Også i den Kristne Mystik, men frem for alt i Hafez, Shams og Rumis vidunderlige digte!   Når det så er sagt, så er der ingen roser uden torne. Det vil næste afsnit berette mere om. DA JEG FORSVANDT I VÅGENHED Jeg forsvandt, da jeg lukkede øjnene. I mit allerførste forsøg med meditation for over 40 år siden mødte jeg et aldeles ufatteligt 'ingenting'. Jeg var lysvågen, men så ingen-ting andet end det der så. Intet, jeg havde oplevet indtil da, havde udviklet ord der kunne beskrive det.   Jeg havde kort forinden af nysgerrighed lånt en bog om meditation på biblioteket. Der stod i bogen, at man skulle gentage en lyd, et mantra. Jeg fandt på et ord uden mening og vendte målrettet indad. Da jeg igen åbnede øjnene, kom der til min store forbavselse ekstatisk lys ud af alt, hvad jeg så på. Jeg boede på Skjoldhøjkollegiet i Århus. Jeg gik ud i fællesrummet. Det var meget større end det plejede at være og fuldt af lys. Jeg gik ud i regnen. Kollegiet bestod af grå beton, men nu kom der et vidunderligt levende lys ud af de regnvejrsgrå mure. Jeg kiggede op på himlens mørke skyer og der kom lys ud af skyerne som på en skyfri sommerdag. Jeg gik med forundring og glæde rundt i dette landskab, der blot en time forinden havde været rammen om min alt for velkendte hverdag.    Denne første spirituelle fest endte imidlertid med voldsomme tømmermænd i form af en eksistentiel krise. Jeg havde ingen, jeg kunne dele oplevelsen med, og den modsagde stort set alt, hvad jeg som ung venstreorienteret student mente, jeg forstod om verden. Biblioteksbøger om Indiens vise mænd og middelalderens mystikere bragte en smule afklaring, men jeg havde ingen erfaring i, hvorledes jeg skulle håndtere det nye boblende, men også skræmmende indre liv.     Nu 40 år efter ser det hele anderledes ud.     Der er tilsyneladende ingen større nedtur på vej, men overvejende kun nye plateauer af erkendelse og frydefuld til-værelse. Hvorfor? Der er nok ingen tvivl om, at 40 års fejltagelser har givet en vis erfaring i at navigere den UFO, der ligger glemt i neuronernes netværk. Den sandsynlige grund til, at min indre UFO denne gang ikke havarerede efter selv flere ture gennem the stargate, kan summes op med et simpelt ord: balance. ,

•

Whoso is unable to follow this
 discourse, let him never mind.
While he is not like this truth
he shall not see my argument.
Meister Ekchart

•
 

•

 
Alt i universet handler om hårfine balancer. Den vigtigste spirituelle balance er den vi finder i lydhørhed over for de talrige modstridende biooperativsystemiske identiteter, fra reptilhjerne til frontallapper, fra hulemand til akademiker, fra indre børn i alle aldre og temperamenter til ydre kor af dissonante voksne stemmer. Den evige kamp mellem følelse og fornuft er kun én blandt mange hunde og katte, der står over for hinanden i den arena vor biologisk usamtidige genbrugsmaskine i bund og grund er. En cellekoloni af trilliarder af celler kalder sig 'mig'. 'Mig' er den skrøbelige magtbalance i cellekoloniens evige borgerkrig mellem operativsystemer.
 
Balance i vågenhed
Des mere vi vågner, des mere opmærksomme og bevidste vi bliver, des mere lærer alle disse fragmenterede 'mig'-personligheder hinanden at kende. For det er bevidsthedens opgave at være klar over og det er opmærksomhedens opgave at op-mærke, at føle. Et liv i Meditation er vejen ind i stadig højere tilstande af spontan vågenhed og dybere tilstande af opmærksomhed. Den meditativt kultiverede opmærksomme vågenhed trænger ordløst ind i dybere og dybere lag i kroppens usamtidige ophobning af biologiske overlevelsessystemer - helt ind i hjertets inderste kamre, hvor pulsslagets rytme har svunget livets taktstok uafbrudt siden vor biologiske tid som søanemoner.
  
Religion kommer af den latinske sammensætning af to ord: re - ligare, der betyder at gen - forbinde. Meditation er i den forstand et religiøst projekt der genforbinder os, ikke med en religion, men med vores evolutionære fortid.
    
Rejsen ind er en linedans tilbage til livets begyndelse. Her står urgrunden som en kæmpebølge - så stor og stille, at ingen ser den. Denne indre bølge lader sig kun surfe i en supervågenhed, der for de fleste af os kun opnås gennem tusindvis af timers Meditation.
    
Le Roi est mort - vive le Roi
I det indre meditative surf må man hele tiden give slip på bølgen, som den var, for at finde den, som den er. I den forstand er al tale om et kernepersonligt 'jeg' illusorisk. 'Jeg-et' er ikke som en fast perle i en musling. 'Jeg' er langt nærmere en sommerfugl, et skrøbeligt balancepunkt der (gen)fødes i en evig svævende process på urgrundens bølgekant. 'Jeg' balancerer som en Higgspartikel, på en knivsæg - ikke desto mindre er jeg ... ligesom alt andet er. Man kunne også sige: Midt i al den illusoriske foranderlighed.... balancen er!
   
Det betyder oversat fra stjernesprog til hverdagsliv, at jo mere man villigt giver slip i det man var, des mere lever man i det man er. Denne given-slip-død er mild som en sommervind, hvis der ikke er modstand.

For at lære at surfe det indre balancepunkt er det vigtigt at blive kastet af bølgen så mange gange som muligt uden at lave et større drama ud af det. Tricket består i at fortsætte, fortsætte og fortsætte, indtil vejen fra fejltagelser til nye forsøg er nærmest ophævet.

Ever tried. Ever failed.
No matter. Try again.
Fail again. Fail better.
Samuel Beckett

Det 'jeg', der lige nu fortæller, er derfor ikke det samme 'jeg' som før lynnedslagene.
Den gamle hersker faldt ned fra tronstolen, og 'jeg' er i skrivende stund et treårigt barn af Gud, der får hjælp til at skrive af en livserfaren, men til tider også selvfed gammel konge på over 60 år, der bærer mit navn. 
  
Jeg'ets vågne og opmærksomme balancepunkt er på sin meditative rejse ind og tilbage gennem livets cellulære genbrugsmateriale en ekstrem individuel affære. Kun du og du alene står dansende på det kosmiske surfboard. Hvis du hele tiden lytter til, hvad andre siger og mener, hvis du er optaget af, bevidst eller ubevidst at imitere andre socialt inden for det fællesskab du er i, så vil du med sikkerhed aldrig komme til at danse urgrundens kæmpebølge.
   
Det er jeg helt sikker på: hvad jeg har erfaret kan ikke længere navigeres inden for religiøse organisationers afgrænsede fortællingsfelter.

Dybden i mørket
Der vil altid være dualitet i det omfang, vi vælger at leve dybt nede og inde i en menneskekrop. At der er lidelse i alle afskygninger i den sump af boblende organisk liv, der er samlet under betegnelsen, et menneske, er et eksistensvilkår. Det er vanskeligt for den ego-del af os, der tror på, at vores verden bør og kan forklares for derigennem at blive kontrolleret, at man kan rumme så meget ekstatisk havdybde og så dog til tider være så menneskeligt skrøbelig og fortabt.
 
Den lidende Søn af Gud
Derfor elsker jeg middealderens formidable projektive konstruktion af Jesus som lidende. Han er Guds søn, men er i modsætning til Buddha er han ikke bange for at møde verden - også der, hvor den gør ondt.

Den glæde som dybden giver, skelner ikke mellem lys og mørke.
 

Fornuftens irriterende nisse

 
Hafez siger: Jeg glad, selv før jeg har en grund til at være det.  (Min understregning)
 
Glæden er der - før intellektet. På samme måde er lynnedslaget der - før religiøse narrativer.
Den mystiske hjerteåbning er prior til forestillingerne om den, og dette i en sådan grad at jeg her og nu frit kan sige, at jeg skider på gud og er helt ligeglad med enhver religion. Jeg 'tror' ikke på noget. Det er uholdbart, at 'tro' skal bære noget som helst andet end sin egen illusive og smalspektrede verden.
 
Mine organer virker uanset om jeg 'tror' på dem eller ej.
 
At 'tro' skulle bære noget som helst andet end tvivl, at 'tro' skulle kunne noget som helst ud over at spinde endeløse narrativer er i min verden absurd.
 
'Tro' klemmer det vilde og organiske mystikerliv ind i tankens tvangskorset.

Tanker kan adrig være en forudsætning for den mystiske åbenbaring.

Tanker og kognition er til gengæld velkomne som anden- og tredjeviolin, når epilogen skal skrives. Disse violiner sætter i sagens natur ikke dagsordenen, men må pænt følge førsteviolinens hovedtema.
 
Så vi byder fornuftens tjener velkommen!

Inden for de sidste 200 år er vi i højere grad blevet fornuftsvæsner. Det er en god ting.

De følgende skriverier er mit samtidige forsøg på at synce fornuftsdelen i min hjerne med den af lynet ramte mystikerdel. Hensigten er ikke at bevise Guds eksistens, men at skabe hypoteser båret så langt som muligt med min begrænsede fornufts (og humors) vinger. Mit ønske er i evig nysgerrig søgen at lege med forklaringer. Om ikke andet kan de give en lille smule logisk mening i forhold til de fuldkommen uventede oplevelser, som jeg, så sandt som det var mig muligt, har forsøgt at beskrive i det første afsnit. Inten kirke skal imidlertid bygges på denne grund.
  
Den spejdende intuition og fornuftens nisse
Fornuften er som nissen. Den følger altid med, men i et langsomt tempo da den har træsko på. Før eller siden ankommer den med en forklaring på det, intuitionen så i et glimt for lang tid siden. Det er ikke fornuftens opgave at være den første spejder, man sender ud i nye virkeligheder. Dens sande tjenende opgave er at forstå det i dag, som var uforståeligt i går. I denne proces koloniserer den det nye pionerland. Når fornuften ankommer til den nye grænse for virkelighed, så er intutionen allerede lysår længere fremme i skoene. Nissen vil aldrig komme til at forstå 'alt', men den vil langsomt gøre verden 'forståeligere' i en proces uden ende. Nissen er derfor en betydningsfuld tjener. Den har imidlertid en tendens til at ophøje sig selv til konge, og her skabe kulturer ingen kan holde ud at leve i på nær nisser.
  
Dekonstruktion

Your task is not to seek for love,
but merely to seek and find all the barriers within yourself
that you have built against it. Rumi

På denne rejse har nissen en anden og måske vigtigere opgave: Det er med kritiske spørgsmål at dekonstruere vor vanemæssigt tænkte verden i takt med, at den viser sig ikke at kunne holde vand på sejladsen ind i det ukendte. For forældede og dermed usamtidige forestillinger står i vejen for det evolutionære projekt, som er rejsens egentlige formål: kultivering af intensere tilstande af vågenhed og kærlighed.
  

Gud er mit interface

 
Vi ser ikke tingene, som de er.
Vi ser dem, som vi er.
Talmud

Den første vaklende søjle, min skeptiske nisse møder på sin vej ud i den vide verden og sparker til, er forestillingen om, at gud skabte mennesket i sit eget billede.   
 
Jeg skaber gud i mit eget billede
Det omvendte lyder i første omgang langt mere logisk: Jeg skaber gud i mit eget billede. Guds mange menneskeskabte ansigter dukker netop frem i en globalkultur, hvor vi har bevæget os frit rundt på det meste af kloden eller set den på skærme. Her bliver det alt for tydeligt: Enhver kultur skaber Gud i sit eget billede. Det er netop derfor, vi ikke har elefant- og abeguder i Danmark, men i Indien.

'Gud' er et interface
Hvad er da gud? Gud kan i min optik ikke være andet end et interface, hvorigennem jeg på en eller anden måde kommunikerer med, hvad Kant kaldte for ding an sich.

The only thing we percieve, are our perceptions
George Berkely

Vor perception af verden er en hallucinatorisk simulering på en indre hjerneskærm af 'noget' vi aldrig vil kunne erfare, endsige forstå an sich. Enhver mental konstruktion eller sansning er i denne optik at sammenligne med en ikon på en computer. Hvis vi klikker på de rigtige ikoner, så overlever vi, som de darwinistiske dyr vi er. Hvis vi på den indre skærm kommer til at trække vigtige dokumenter over i skraldespandsikonet, så går det os ikke så godt. Vi tror, at disse ikoner på vor indre bevidsthedsskærm er reelle objekter i den ydre verden. Kære ven! Det er de ikke. 
 
Ovenstående erkendelse gælder for alle mentale konstruktioner, hvadenten det drejer sig om en kop kaffe eller Gud. Gud-interfacet er imidlertid radikalt forskelligt fra den Witgensteinsk sproglige konstruktion, der hjælper mig til at overleve om morgenen. Kaffe hører til blandt mine ikoner for noget. Gud er mit interface for det ufattelige alt-intet.
  
Hvis jeg tænker på mad, så vil mine tænder løbe i vand, og min mave begynder at producere mavesyre. Når jeg i skrivende stund tænker på gud, altså klikker på Gudsikonet på min indre skærm, så vil jeg ind i mellem opleve, at der kommer sansninger af nærmest erotisk karakter i den øvre del af mit bryst. Disse forbavsende og superintense gud-sansinger har indtil for få år siden været totalt ukendte for mig.
 
I forbindelsen med lynnedslagene oplevede jeg, at hele den øverste forreste del af brystet, fra solar plexsus og op til halsen, begyndte at gløde som en elradiator, ja faktisk blev følelsen så ubeskrivelig intens, at førnævnte Tjernobyl syntes mig det bedst passende billede. De eneste forudgående sanselige erfaringer, jeg kan sammenligne med, er sex. Den seksuelle udløsnings korte hosteanfald eller nærmere nys i de nedre regioner er imidlertid kun en svag afglans af den ekstatisk sanselige lyst, der udløses gennem dobbeltklikket på mit nyligt konstruerede Guds-ikon.
   
Hvordan er det muligt, at vi mennesker kan gå rundt med en sådan vidunderlig radiator gemt i brystet hele livet uden rigtig at være klar over det?
   
Jeg skaber Gud, der skaber mig, der skaber Gud

What you seek is seeking you
Rumi

For den der blot én gang har fået tændt godt op for dette varmelegeme, vil verden aldrig være den samme igen. Måske skabte gud alligevel mig i sit billede... måske skabte vi hinanden gensidigt i en form for kosmisk leg?

   

For hvorfor skulle der ellers eksistere en sådan nærmest ubrugt biologisk vidundermaskine gemt i menneskets bryst? Det store spørgsmål er nu, hvad der skal til for at starte denne radiator op. For mig at se er det udelukkende et spørgsmål om det rigtige interface. Gud er et menneskeskabt og kulturbetinget mentalt interface. Uden et fuldkommen perfekt indstillet interface vil det ikke være muligt at iværksætte den indre nedsmeltning.
 
Indtil historisk set for ganske kort tid siden har det religiøse interface været i hænderne på forskellige multinationationale organisationer, der alle har kæmpet om at få monopol hvorledes interfacet skulle udformes. Jesus-GMBH versus andre religioners GMBH er i denne sammenhæng ikke så langt fra de stenalderligt programmerede rituelle klankampe som holigans udfører. Om det er min gud eller mit fodboldhold, der er det største, er kun vigtigt for abemennesker, uanset om de har præstekjoler eller klaphatte på.
  
Det lærte jeg via mit første møde med urgrundens usynligt stille varmebølge:

Designmonopolet for dette interface skal være mit og mit alene.

Hvis ikke det er individualiseret ned i de mindste detaljer, så har jeg ikke tilstrækkeligt med motiverende energi til rejsen indad. For uden et meget stort overskud af energi kommer man ingen vegne på surfboardet. Hertil kommer, at man uden en meget kraftig indre energikilde ikke kan opnå den supervågenhed som er nødvendig for at holde balancen.
 
Respektløs skabelse

Don't be satisfied with stories, how things have gone with others.
Unfold your own myth.
Rumi

Og derfor skaber jeg som gud, gud i mit eget billede. Fuldstændig respektløs sammensætter jeg hende med dele hentet fra min vidunderlige kærestes ansigt, fra den katolske Madonna, fra Kali, Ramakrishna og Jesus. Hertil tilsætter jeg kristen rockmusik fra bibelbæltet og digte af Tabriz og Rumi. Alt, hvad der øger intensiteten i mit emotionelle interface, bliver til byggesten i dette levende tempel, og det uanset hvad eksperter, præster og intellektuelle kunne finde på af næserynken over for en sådan galskab.
 
Alt, hvad der øger intensiteten i min lille selskabte virkelighed, kommer i den sammenkogte gryderet, indtil blandingen på et tidspunkt når et point of no return og bliver eksplosiv.
 
Så er der gjort klart til lynnedslaget og det totale melt down....
 
Og til de, der nu vil hævde, at det er en fantasiverden jeg befinder mig i: Husk på, at alt hvad I ser, uanset hvor reelt det forekommer, er jeres hjernes halucinatoriske simulering af ding an sich. Hjernen er en realitetsproducerende maskine. Det eneste relevante kriterium er, om vor mentale perception af verden gavner vor overlevelse som biologiske organismer eller ej. Det er klart, at hvis jeg tror, at jeg kan flyve og hopper ud fra Rundetårn, så vil mit hallucinatoriske synspunkt på verden automatisk blive elimineret.
   
Efter lunge-radiatoren begyndte at gløde, så er mine biologiske chancer for overlevelse imidlertid blevet langt større. Jeg er blevet langt gladere og sundere i min hverdag og måske endnu mere vigtigt: Jeg er i højere grad end før ikke afhængig af vore dages underforståede doktrin der lyder som følger: Jeg forbruger. Derfor er jeg. Og hvem ved... Måske vil den mindre afhænighed af identitetsskabende forbrug ovenikøbet kunne være med til at sikre vor overlevelse som art på denne plagede planets hud.
  
Så kom ikke her med et skeptisk ateistisk videnskabssyn grundlagt engang i 1700-tallet, hvor videnskabsmænd blev til guder ved at sætte strøm til frølår!
 
Som gud programmerer jeg gud i mit eget billede i en form for open source technology, hvor jeg customizer mine overlevelsesprogrammer på nøjagtig samme respektløse måde som min upersonligt reinkarnerede krop engang i sin artsbiologiske fortid hentede de genetiske drivere til mit hjerteslag i søanenoner, mine appetitreguleringssystemer i ringorme og mine tænder fra fiskeskæl.
 
På vegne af den brokkasse af biologiske genbrugsystemer jeg i bund og grund består af udbryder jeg:

Jeg er stor,
jeg er mangfoldig,
jeg modsiger mig selv!
Og når jeg snubler over mine egne ben,
så er det Guds leg med sig selv.