|
The Greek-Indian Story of Nothing - epilogue
The construction of Western understanding of consciousness
naturally follows from ancient Greece's denial of the existence
of zero, leading to the logical fallacy that consciousness must
necessarily be something. Our culture, for better or worse, has
always been in search of something that could be useful for
something.
Telling someone they are a pure zero is an insult in our
culture. In India, it can be considered a compliment. The
respected Indian sage Ramana Maharshi was praised by his
contemporaries as the Supreme Nothingness or the Greatest
Impersonality. Ramana's life and teachings were indeed a pure
countdown to zero.
The philosophers Alexander the Great brought with him to India
were impressed by the Indian sages' philosophical abilities.
However, since then, recognition of the numerous contributions
of foreign cultures to the construction of our own has been
limited.
It was the Indians who invented the concept of zero. The first
time zero appears in the graphical form we know it today is on a
temple in Gwalior, dated 876 AD
Number 0 from a temple wall in Gwalior
Photo from an article in The Guardian
However, the Indians discovered the essential emptiness of the
world only after inspiring encounters with Western science and
philosophy in the Seleucid cultural melting pot and the
subsequent countless Indo-Greek city-states that stretched far
into northern India in the last centuries BC. It was most likely
Greek-inspired and thus logically trained Indian Buddhist monks
from the Indo-Greek Bactria who invented the concept of zero in
the first centuries AD.
|
This relief represents a Greek king, likely
Menander, who ruled over the Indo-Greek Kingdom, which extended from
modern-day Afghanistan to northern India. Menander, also known as
Milinda, was a Buddhist convert and a patron of Buddhism. The trinity
symbol on his sword represents the Triple Gem (Buddha, Dharma, and
Sangha) in Buddhism.
|
Buddhism's deconstruction
The concept of zero most likely emerged as a byproduct of the
thousand-year Indian civil war between urban Buddhism and feudal
Hinduism, which eventually led to the displacement of Buddhism from
India.
This war was fought, among other things, in verbal contests between
Hindus and Buddhists, where the ideological ammunition of the Buddhists
was cast in Greek logical thought forms that deconstructed the world
into pure emptiness.
The Indian Buddhists had learned to think
logically from the Greek-Macedonian descendants of Alexander's campaign,
who had subsequently settled in Bactria. This was followed by a
considerable subsequent immigration, especially from Macedonia.
These Greeks had particularly friendly relations with the Buddhists,
who, in contrast to the high-caste Hindus, did not have caste-based
contempt for foreign cultures and, as a result, almost considered the
Greek immigrants as pariahs.
Greek-Buddhist silver coin from Bactria:
Notice Ashoka's wheel (left), which graphically
resembles the number zero. This silver coin from Bactria showcases the
merging of Greek and Buddhist cultures.
|
The famous King Ashoka, who made Buddhism the state religion in
the Indian Empire, converted many of these Greeks to Buddhism, a
philosophy that fit perfectly with the Greek polis and trade
culture.
From around 400 AD, the Greek-Indian Buddhist philosophers
perfected the logical argument that consciousness is Shoonyo
(sunyata), which became a unifying term for both the nothingness
experienced in meditation and the number zero. Nirvana is
emptiness - shoonyo or sunyata. Shoonyo is still the term for
the mathematical zero in Hindi.
In the East, since the Buddhist deconstruction philosopher
Nargarjuna, it has been an ideal to become the zero of nirvana,
to be nothing.
Isn't it wonderful? ... Western positive sciences, in a broader
sense our computers, rockets, and advanced pesticides were all
unthinkable without the meditatively experienced and logically
reflected Buddhist great ZERO.
And even more wonderful ... Without Alexander the Great's
conquest to the Aristotelian end of the world, the Indians would
not have had the logical tool to deconstruct the world.
The world is truly vast, deep, and mysterious.
Countdown or counting up - All you need is nothing... or more
The zero came from India, but not without prior help from Greek
philosophy. Ancient Greeks had been circling around zero for
some time but had difficulty understanding that nothing could be
something. The Greek philosophers, therefore, denied the
existence of zero in the same way that they preferred cosmos
over chaos.
It took an Indian inward-looking, but logically trained chaos
mind to complete the unfathomable logic of zero.
Where the East, probably as a survival response to famine
scenarios, became engulfed in introspective nothingness in the
unfathomable maelstrom of zero, the West turned a blind eye
inward and instead covered the black hole with something -
something that could be measured and weighed and therefore
controlled
The deep well was given a cover so that no one could see how
deep it was.
Western culture chose the secure cosmos of numbers, where one
builds on something in time and space that could be
quantitatively accumulated like the count 1, 2, 3, 4, 5, etc.
Our culture is configured to think: The more I have, the better.
In the West, we have therefore become wise to the world but not
ourselves.
And we continue to produce external civilizational prosthetics
to support our soul's emptiness in an endless pursuit to reshape
the world so that there can be two cars in the garage instead of
one.
The West accumulates numbers in the world of numbers.
The East's survival strategy has instead been to hide in zero.
This escapism created wise men.
A vision
Merchants go when the truth appears,
for the truth needs no merchanting.
Behold thy temple cleared of merchants.
Meister Eckhart
I respect the capitalistic system for what it has done for
humankind the last 200 years. I recognize what it has done to bring civilization
up to this level in time. It was not perfect, but it was, as
Harari points out,
the best civilisatoric agoritm, way better than communism and totalitarianism.
However, at the evolutionary stage we are in now, capitalism can be compared to
a dying catarpillar, giving birth to a butterfly.
A shared field of butterflies of Soul cannot bloom in a metabolim ruled by
money.
What does that imply for the new emerging fields of shared consciousness. It
implies that these fields can be identified by the total abscence of
comercialism. Everything is shared as gifts among the sisters and brothers of
the field.
Free flow of information is nescesary for consciousness to evolve beyond the
boundaries of individuals.
JESUS I BUDDHAS FODSPOR
& Buddha i Platons toga
That there are startling coincidences between Buddhism and Christianity cannot be denied, and it must likewise be admitted that Buddhism existed at least 400 years before Christianity. I go even further, and should feel extremely grateful if anybody would point out to me the historical channels through which Buddhism had influenced Christianity.
India: What it can teach us - Max Müller
If through the Bactrian Empire European ideas were
transmitted to the far East,
through that and similar channels Asiatic ideas found their way to Europe.
Draaper: Intellectual Development of Europe, I.
ii.
Treenighedens borromeanske ringe
 |
Den indiske skulptur tv.
fremstiller den buddhistiske
treenighed, Buddhaen,
menigheden og læren,
på sanskrit kaldet:
TRi-RaTNaS
Til højre har vi en
fremstilling af
den kristne treenighed
der på latin kaldes:
TRi-NiTaS
Jesusisbuddha.com
|
|
Disse sider handler om, hvorledes buddhismen fik afgørende betydning for udformningen af de veje, som den senere Jesus vandrede på. De handler også om hvorledes buddhismen, især med opkomsten af det store hjuls buddhisme, blev påvirket af græsk filosofi og kultur.
Tanker om at Jesus og Buddha og deres tilhørende religioner ligner hinanden, møder en del modstand her i vesten, især i klerikale kredse. Det lader til at det er lettere at acceptere at Jesus gik på vandet og vakte døde til live end, at 'vores' Jesus skulle ligne Buddha.
Har Jesus været i Indien?
Parallellerne mellem Jesus og Buddha er imidlertid så mange at det har fået flere forfattere til at hævde at Jesus har været i Indien i tidsrummet fra han var 12 til 30 år. Biblen har nemlig ingen informationer om Jesus i denne periode. Lighederne mellem Buddhas og Jesu lære søges her forklaret ud fra at Jesus skulle have været på 'dannelsesrejse' i Indien. Forfatteren Holger Kersten går enddog så langt som til at hævde at Jesus overlevede sin korsfæstelse og derefter tog til Kashmir i Indien for her at leve til sine dages ende. Det og
lignende mulige scenarier har flere andre der studerer teologi på et mere videnskabeligt niveau har været inde på, bl.a. Professor James Talsor. I det omfang Jesus overlevede sin korte korsfæstelse, ville det ikke være en god ide at flygte vestpå. Palestina lå på Jesu tid på romerrigets østlige udkant, så det ville være at flygte østpå og her bruge den gode infrastruktur, som silkehandelsvejene havde skabt. I Kashmir og Ladakh er der folkefortællinger om en jødisk profet ved navn Issa, der i en moden alder ankom fra Palestina.
En anden mulig grund til Jesus afinitet med Buddhismen kan findes i historien om de tre vise mænd fra Østerland, der fulgte stjernerne og til sidst ankom til Joseph og Marias hytte med mange gaver. Hvor finder men en sådan tradition? Netop i den tibetanske buddhisme hvor vismænd ved hjælp af stjerner og andre tegn ofte rejste over lange afstande for at finde og udpege en inkarnation af en boddhisatva. I den Tibetanske tradition bliver det udvalgte barn senere taget fra sin familie for at blive oplært i buddhismens inderste mysterier af udvalgte lærere. Jesus er tilsyneladende ikke til stede i Palestina fra han er 12 til han er 30. Kunne det være muligt, at han i denne periode var i Tibet?
Disse teorier er naturligvis gætværk, men de giver mening til data som ellers er som brikker i et usamlet puslespil. Vi må heller ikke glemme, at den handelsmæssige infrastruktur og dermed kulturelle udveksling mellem mellemøsten og østen var særdeles udbygget.
Når hertil kommer den massive og forståelige teologiske uvilje mod seriøst at forske i dette område, så giver det i det mindste rum for tankevækkende gætværk, et gætværk der måske på et senere tidspunkt kunne konkretiseres med mere evidens.
Jeg må tilstå, at det samme også gælder for de tanker jeg i det kommende fremfører: nemlig at det ikke er nødvendigt med en Jesus, der havde været i Indien for at forklare Buddhismens indflydelse på Kristendommen. Indiens på det tidspunkt buddhistiske kultur var sandsynligvist i århundrederne efter Ashoka massivt til stede langs de udbyggede handelsruter, der strakte sig helt over til Romerriget.
Rent faktisk boede over halvdelen af jordens befolkning langs silkeruten for
2000 år siden.
At elske sin næste som sig selv og at de ydmyge skulle arve jorden var og er ikke på nogen måde en del af de tanker, der voksede i
Palestinas uforsonligt brændende ørkensand. De passer derimod alt for godt ind i et Buddhistiske tankesæt.
Extrapolering af kendte facts kan føre til nye forbavsende indsigter.
De følgende tanker skal ikke opfattes som en videnskabelig afhandlig, men nærmere som et historiefilosofisk essay.
De følgende tanker hviler på extrapoleringer af velkendte og
alment tilgængelige historiske data og kræver derfor ikke et stringent
noteapparat med tilhørende kildehenvisninger. Bortet fra min personlige research i Punjab hviler fremstillingen
således ikke på nyt primærkildestof. Jeg prøver som sagt i al beskedenhed blot at skabe nye historiske sammenhænge ud fra alment tilgængeligt kildemateriale.
Det gør projektet lettere at håndtere, end den langt mere
grundforskningsafhængige opgave det ville være at påvise, hvor enkeltindividet
Jesus opholdt sig for 2000 år siden.
Her er mit generelle syn, at religioner står i langt større gæld til det kampen om daglige brød, end de selv vil vedkende sig.
Det er også min bud på, hvorfor de næsten altfor åbenlyse og let ud fra
almenviden dokumenterbare sammenhænge mellem Buddhisme og kristendom, ikke
for længst er kommet frem i lyset. Vor kristent hegemoniske kultur er
natturligvis ikke interesseret i at se i hvor høj grad Kristendommen står på
skudrene
af en fjernøstlig religion. No good for bussines...
Indien var i Palestina
Mit bud er at sammenfaldene i buddhismen og kristendommen ikke nødvendigvis behøver at forudsætte en fjernøstligt vagabonderende Jesus. En mere sandsynlig og nærliggende årsag kunne være en stærk prægning fra ikke mindre end en indisk kulturtsunami hvis bølger allerede omkring 250 f.Kr. nåede så langt som til middelhavslandenes kyster.
Jeg taler her om indflydelsen fra Kong Ashokas indiske imperie, et rigt og stærkt buddhistisk fredsrige der blev i stand til at udstrække sin indflydelse helt over til middelhavslandene. Når impulser fra Ashokariget kunne nå så langt, så skyldtes det hans dynastis udbredte samarbejde, handel, kulturudveksling, ja ligefrem venskab med det ubrudte kontinuum af hellenistiske satrap-stater som Alexander den Store havde efterladt i sit utrolige erobringstogt fra Makedonien helt over til det Nordvestlige Indien.
Det følgende vil sandsynliggøre at Jesus blev konstrueret på en scene af hellenistiske statsinstitutioner hvis by- og karavanekulturer allerede var gennemsyret af en abstrakt buddhistisk godhedslære, en lære der sammen med handelsmænd og munke i mindst to århundreder før Jesu tid, var vandret ud fra verdens daværende økonomiske magtcentrum, nemlig Ashokas Indien.
KONG ASHOKAS FREDSRIGE
Det er bemærkelsesværdigt hvor overset indflydelsen fra et af verdens største riger har været i den vestlige historieskrivning. Kun forfatteren H.G Wells synes at give Ashoka den plads han fortjener:
His (Ashoka) reign for eight-and-twenty years was one of the brightest interludes in the troubled history of mankind.
I tiden før afslutningen på de puniske krige, der var startsskuddet til det mægtige romerige, og i tiden efter at Makedonien med Alexanders død havde tabt dirrigentstokken, voksede et nyt og mægtigt Indien frem båret af blomstrende handel, håndværk og landbrug.
Det mægtige Perseriges magt og tilhørende kulturindflydelse var i århundredene op til år nul sat på stand by af Alexanders ydmygelse af Kong Darios. Først med opkomsten af den sassanide kultur omkring 200 e.Kr. får perserne igen, nu med sammen med romerne retten til at diktere massernes fortællinger om sig selv.
Vi drikker Cola overalt i hele verden fordi USA er verdens mest magtfulde land. Det er blandt andet derfor at en Hollywoodskuespiller ved navn Steven Seagal kan kalde sig en inkarnation af en højtstående tibetansk lama. Det er altids magtens centre der svinger den taktstok der angiver pulsen for de omkringliggende landes kulturelle dans og i århundrederne år før Kristi fødsel er det Inderne i høj grad med til at angive kammertonen.
Under Ashoka var Indien en af verdens førende højkultur og økonomiske centre.
Før Ashoka var Buddha ikke meget mere end en lokal helt på Gangessletten.
Buddhismen førtes nu med Ashoka ind i en hidtil uset ekspansionsperiode. Ashokas globale missionsvirksomhed var dog i modsætning til de senere islamiske og kristne cocktails af 'kirker og kanoner' udelukkende fredelig.
I det hele taget fremstår Ashokas rige i de 28 år han regerede som en historisk anomali i den forstand at verden aldrig før eller siden har set et så fredeligt storrige. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre at holde sammen på så stort et rige, bestående af den myriade af kaster og klaner, sprog og kultur som Indien er selv den dag i dag, uden militær statsvold?
For at forstå Ashokarigets og Ashokabuddhismens særlige karakteristika, bliver det nødvendigt at gå tilbage til tiden før Buddhismens fødsel ca 600 år f.Kr.
VELSTANDSREVOLUTION, ATEISME OG NYRELIGIØSE VÆKKELSER
En Indisk opgangstid
I den sene Upanishadetid omkring 600 f.Kr. finder vi i stigende grad kritik af de brahminske præsters religiøsitet og rituelle forvaltning af religion:
Der er ingen himmel, ingen endelig befrielse, ingen sjæl, ingen anden verden...
... Alle bodsøvelsernes støv og aske - de giver en måde at opretholde livet for
mænd uden mandighed og forstand... hvordan kan denne krop; når den er
forvandlet til støv, besøge jorden igen?
De kostbare ritualer, det er pålagt os at udføre når nogen dør, er blot
en måde til livets opretholdelse, udtænkt med præstelig snuhed - intet mere...
Medens livet varer, lad det blive levet i ro og mag og glæde,
lad en mand låne penge af alle sine venner og holde fest med smeltet smør.
Brihaspati ca. 600 f.kr.
I denne periode ser vi måske verdens første ateister, ja enddog nihilister, religiøse nej-sigere der benægter et liv efter døden og eksistensen af en almægtig gud. Disse Nastikere og Sharvakaer er på samme måde som vore berømte europæiske rationelle tvivlere naturlige produkter af de dynamiske forstyrrelser som velstandsbølger skaber i statiske samfund.
Velstandsopløsning af overleveret visdom
De forskellige religiøse og filosofiske opbrud havde som forudsætning et Indien der især på Gangessletten var på vej ind i en periode, hvor håndværk og handel blomstrede som aldrig før. Dermed skabtes begyndelsen til en velstands- og opgangsperiode der kom til at vare stort set ind til Islam bankede på døren i 1000-tallet.
Denne velstand skabte store nye byer der blev omdrejningspunkter for radikal social forvandling. Den nye urbaniserede elites kritik finder den intellektuelt skeptiske og nihilistiske form eller livsnyderens, der hellere vil låne penge til at holde fest med masser af smeltet smør end at financere brahminske ritualer.
Fortidens etablerede sociale orden begyndte som i oplysningstidens Europa at bryde sammen. Holbergs Jeppe kunne nu pludselig finde sig i selv Baronens seng. Jeppe på Bjerget er nemlig en gendigtning af et Indisk vandreventyr som netop stammer fra Nordindiens Gangesslette.
Der er talrige eksempler fra denne periode på hvorledes overflod af resourcer, fortrinsvis i form af mad, er med til at fjerne den naturgroede religiøse frygt og tilhørende respekt for de ældre religiøse institutioner.
I den sene Chandogya-upanishade sammenlignes præsteskabet med en procession af hunde der fromt holder hinanden i halen, men de reciterer følgende vers:
Aum... Lad os æde! Aum... Lad os drikke! Aum... Gud guderne Varuna, Prajapati og Savitri vil bringe os føde hid! Aum...
I den radikale og stærkt kætterske Swasanved-upanishade kan vi følge den subtile overgang fra visdom til tvivl, den tvivl der er grundlaget for al filsosofi, forstået som filos=stræben efter sofi=lyset, med vægt på stræben efter sandhed frem for etableret visdom.
Swasanved erklærer at der ingen gud er, ingen himmel, intet helvede, ingen genfødsel og at de hellige skrifter er tåbers værk i en virkelighed hvor der ingen forskel er på guden Vishnu og en hund.
Swasanved-upanishaden er stadig struktureret i form af 'statements' frem for den 'proces' som kendetegner filosofi, men når Indien i dag er et folk der elsker at filosofere, så ligger kimen til denne stillen spørgsmål frem for at have visdommens svar her i denne periode.
Den lidt senere filosofiske agnostiker Sanjaya betvivlede muligheden for at nogen med sikkerhed kunne vide om der fandtes et liv efter døden. Sanjaya har netop det åbne spørgsmåls procestænkning from for visdommens afsluttende svar.
Da Alexander kom til Indien, kom han til et land der som hans eget havde udviklet en åben
filosofisk tænkning. Som vi senere skal se skabte denne bemærkelsesværdige parallelle udvikling af tænkemåder en platform hvor mødet mellem det hellenistiske vest og det indiske øst var i stand til at udvikle frugtbare nye kultursynteser.
Sandsynligvis var mange af de Gymnosophister, nøgne sadhuer som Alexander mødte på sin vej de såkaldte Paribajakas, en form for sofister, der på deres evige vandringer bestandigt udfordrede dem de mødte til filosofiske diskussioner. Disse omvandrende skeptiske filosoffer, også kaldet for ålevridere og hårkløvere, kunne trække fulde huse når de i dyst udfordrede stedets lokale præster, filosoffer og andre nysgerrige til deres intellektuelle turneringer.
Udviklingen af filosofi som folkeforlystelse ville være utænkelig uden opkomsten af de rige gangesbyer og disse byers behov for en urban dekonstruktion af handelskulturelt set usamtidige feudalreligiøse tankeformer.
Buddhistisk velstandsoprør i byerne
Buddha blev en af de reformatorer der skabte nye tanker til den ny storbytid.
Gangesslettens dynamiske bylivskultur var uforenelig med især præsteskabets autoritært opbyggede magtinstitutioner, hvor rituel orden var grundstenen i en logelignende kastebetinget magtbase. Brahminernes rituelle liv sikrede en fra generation til generation minutiøs mundtlig overlevering af fortidens hellige traditioner, især Vedaerne.
Sanskrit havde her den samme rolle som latin for middelalderens præster i Europa.
Det siger sig selv at netop denne form for overlevelsestrategi så enhver form for forandring som en trussel.
De vegetariske brahminer kunne med deres stift formaliserede ritekultur kun se med afsky på en kødspisende, ikke-brahminsk Buddha som tillod sig at stå i rollen som spirituel lærer. Det var i brahminernes optik det rene kætteri. At Buddha derudover ikke prædikede på brahminernes klandefinerende monopolsprog, sanskrit, var som salt i såret på samme måde som da reformationens fader, Luther, forkastede præsternes latin, som ingen menigmand forstod, til fordel for at prædike på tysk. Buddha prædikede som Luther på den jævne mands sprog.
Buddhismen er fuld af kritik af brahminernes adfærd og institutioner. De er imidlertid ikke ene om kritikken. Brahminerne bliver i denne periode til genstand for kritik fra stort set alle samfundslag. Folkets, dvs lavkasternes spot kan ses i de buddhistiske folkefortællinger, Jakatafortællingerne. Jakatahistorierne opstod som spottefortællinger rettet mod de arrogante Brahminer, der senere fik den straf at reinkarnere som molboer.
Buddhismen kan således anskues som et velstandsrevolutionens kampsvar mod brahminernes kastemonopol på forvaltning af religion og religiøse fortællinger.
I dette folkelige oprør bryder de ikke-præstelige kaster i forening brahminernes monopol på Meditation og forvaltning af religion. Oprøret ledtes af Buddhas egen kaste, krigerkasten, i forening med de nyrige handels- og håndværkerklaner.
At buddhismen ikke kunne overleve i Indien, og i middelalderen var stort set fortrængt herfra, var en naturlig konsekvens af denne brahminske modvilje. Buddhismen var en reformation af hinduismen, men samtidig totalt uforenelig med det statiske og feudale kastesamfund som var og er hinduismens fundament.
Krishna, landbrug og kærlighed
Ikke længe efter at Buddha skaber frihed i byerne, så spiller en ny romantisk forførende gud en lykkevarslende ouverture for en landbrugets høstfest med stadig større udbytter.
Myterne om Krishna, den fløjtespillende kærlighedsgud der forfører Gopierne, de unge malkepiger, opstår få århundreder efter buddhismens fremkomst.
Krishnadyrkelsens ubekymrede og sensuelt frigjorte myter og motiver peger på en landbrugskultur der flyder i mælk og honning. Her i dette sociale scenario opstår en ny form for bondesamfundets frigørelseskultur. En velstående indisk bondeklasse frigør sig på en måde der kan associere lidt til grundtvigianismens skabelse af en ny selvbevidsthed i 1800-tallets velstående selvejerbondekultur i Danmark.
Hjertets vej kontra hjernens
Hvor brahminer og buddhister, omend hver på deres måde, ser vejen til Brahman eller Nirvana som gående gennem forstanden, så føler Krishnatilhængerne at den hovedløse kærlighed, Bhakti, til Gud overflødiggør al boglig og filosofisk lærdom. Hverken brahminernes ritualer eller buddhisternes filosofi er nødvendig for den simple bondes religiøse liv. I kærligheden til Krisna findes genvejen til gud der overflødiggør brahminernes dyre og afhængighedsskabende ritualer.
Selv i dag er der i Indien et dybt ideologisk og socialt skel mellem Jnana Yoga, forstandens og elitens vej, og Bhakti Yoga, kærlighedens og folkets vej.
MAURYADYNASTIET GRUNDLÆGGES
Den Buddhistiske udbredelse og mission er i de første århundreder efter Buddha ret begrænset. Først da Kong Ashoka konverterer til buddhismen omkring 250 f.Kr. får buddhismen det momentum der førte til at den i dag er blevet en af verdens store religioner.
Chandragupta Maurya - Indiens store lavkastekonge
Ashokas bedstefar, den store Kong Chandragupta Maurya (340 - 298 f.Kr.) var en sudra, en kasteløs fra samfundets bund. Han havde i en social revolution i ledtog med Chanakya, en brahmin der havde følt sig forrådt af sin egen kaste, overtaget magten fra det foregående Nandadynasti. Med Chandragupta indledtes det formidable Mauryadynasti.
Dette dynasti er i detaljer blevet beskrevet af den seleukide ambassadør Megasthenes der omkring år 300 f.Kr. opholdt sig ved Chandraguptas hof i hovedstaden Pataliputra, vore dages Patna, i den indiske delstat Bihar.
Chandragupta Mauryas erobring af Nandadynastiet skete umiddelbart efter at Alexander den Store ankom til Nordvestindien i 326 f.Kr.
Alexanders historieskrivere fortæller om at Nandadynastiets hersker, Dhana Nanda, var forhadt i sit eget land på grund af sin lave byrd. Alexander modtog udsendinge fra den detroniserede brahminkaste der tilbød hjælp til at nedkæmpe Dhana Nanda. Alexander måtte dog opgive sine erobringsplaner eftersom hans egen hær gjorde oprør mod at gå videre mod øst ind i Indien.
Både Nandadynastiet og dets afløser, Mauryadynastiet, var ledet af personer fra bunden af den indiske kastepyramide. De er nærliggende at se de to lavkastedynastier som produkter af den kaostid som de affluente gangesbyer havde afstedkommet.
For Chandragupta Mauryas vedkommende blev mødet med Alexanders felttog også afgørende.
Når Nandadynastiet, og især Mauryadynastiet får forholdsvis meget plads her, så er det bl.a. for at tydeliggøre i hvor høj grad buddhismens fremkomst forudsatte en social kaostid der især vendte op og ned på det etablerede kastesystem. Under sungaperiodens rebrahmanisering af Indien, der betød en langsom geninforørelse af den gamle feudale orden fra før Buddhas tid, kunne Buddhismen ikke længere eksistere i Indien.
Persien Ind.i.en
Relief fra Persepolis der
viser en inder på vej med offergaver, sandsynligvis perler og guldstøv, til den persiske nytårsfest. |
Den persiske kulturindflydelse i Nordindien har i årtusinder været ganske betragtelig. I bølger har det mægtige persiske rige gang på gang skyllet ind over Indiens nordvestlige grænser. Denne indflydelse kan alene ses ud af den kendsgerning at det er perserne der har fået lov til at navngive Indien. I deres erobringstogter kom perserne til provinsen Sindh i Pakistan. Persene kunne imidlertid ikke udtale konsonanten 's'. Derfor blev 'Sindh' til 'Hindh' der igen førte til betegnelserne 'Hindustan' og 'hinduer'.
Nordindien modtog især i perioden umiddelbar før Mayryadynastiets opkomst betydningsfulde civilisatoriske input fra det på det tidspunkt mest magtfulde imperie i verden, det archemenide Persien. Det persiske riges østlige grænse gik under Darius III helt op til den østlige del af det nuværende Pakistan. Enhvert persisk ønske om udvidet kontrol ville naturligvis ikke blive modtaget venligt af de magthavende kaster i Indien. |
Men her kunne perserne anvende den samme strategi som køen af invasorer fra vest i form af scytere, hunner, kushaner og muslimer siden gjorde med stor succes: nemlig at udnytte den sociale hyperfragmentering som kastesystemet lagde oveni et traditionelt klassesamfunds magtopdeling til effektivt at dele og herske.
Det er er i forlængelse heraf nærliggende at antage at periodens lavkastekonger kom til magten med hjælp fra det archemenide Persien, der naturligvis var interesseret i bufferstater langs deres østlige grænser. Både Chandragupta og Dhana Nanda ville som pariakonger have ringe muligheder for at samle velorganiserede traditionelle indiske hære, eftersom den indiske krigerkaste næppe ville adlyde sudrakonger. Men den fornødne militære bistand kunne i stedet hentes fra et persien der, omend det var stærkt klassedelt, ikke tænkte i kaster.
I Persien var der på dette tidspunkt en fremherskende tradition, der påbød, at man i krisetider eller under usædvanlige omstændigheder kunne erstatte en traditionel konge med en tilfældig fattig person. Da en tilfældig person fulgte en pludselig indskydelse og satte sig op på Alexanders trone i Babylon, nægtede hans persiske undersåtter at staffe manden og tog det i stedet som et dårligt varsel om at der snart ville finde et kongeskifte sted. Kort tid efter døde Alexander. En sådan traditions mytiske logik ville være det ultimative kætteri i det kasteiddelte Indiens optik, men set fra et persisk politisk perspektiv var denne myte ideel til at santionere lavkastekup i Indien.
Chandragupta og Chanakyas militære styrke kunne kun komme fra Persien, fra persiske hærenheder, især de stadig intakte men fragmenterede hærenheder der i kaostiden efter Alexanders død ikke længere længere var under central styring og som derfor som lykkeridderhære vagabonderede ind i Indien.
Da Chandragupta havde konsolideret magten, opbyggede han sit statsapparat efter persisk forbillede med sig selv i toppen som en indisk kopi af en persisk konge.
Der er mange eksempler på Mauryadynastiets persiske flirt. Chandragupta Maurya havde, fuldstændig som de samtidige persiske konger, en hær af kvindelige amazonekrigere som sin inderste beskyttelsesring.
Det er i Chandraguptas tid at primitive admistrative skriftsprog dukker op i Indien. Disse skriftsprog står i gæld til det archemenide Persien.
Også Chandraguptas paladser blev konstrueret efter persisk forbillede. Med udgangspunkt i Mauria-paladsruinerne i Patna siger Rowland:
The first indication of the tremendous influence exerted on Mauryan India by the
art of the Achaemenid Empire .... the conscious adoption of the Iranian palace plan by the Mauryas was only part of the paraphernalia of imperialism imported from the West.
Vi kan forestille os at Chandragupta som paria i det indiske kastesystem ikke følte sig synderlig forpligtet til at videreføre sine undertrykkeres kultur og at det derfor var lettere for ham at opbygge sin ideologi og sit magtapparat ud fra et eklektisk syn.
Chandraguptas rige lå i den stat der i dag hedder Bihar. Bihar har siden Mauryadynastiet været præget af persisk kultur i langt højere grad end andre indiske stater og denne indflydelse er tydelig selv i dag.
Chandragupta og jainismen
Chandragupta antog på trods af sit knæfald mod Persien en indisk religion, nemlig jainismen. Han tilføjede dog elementer fra sine persiske forbundsfællers religion, Zarathustrianismen.
Jainismens grundlægger, Mahavir, var næsten samtidig med Buddha og de to religiøse ledere deler fælles myter, bl.a. historien om at deres mødre drømte om en hvid elefant som et varsel om den kommende fødsel. De to religioners lighedspunkter går imidlertid langt ud over deres fælles (gen)brug af mytestof. Ahimsa, ikke voldsprincippet, er en grundpille i begge religioner. I det hele taget ligner de to religioner hinanden så meget at det er nærliggende at antage at de er blevet konstrueret ud fra den samme historiske person eller i hvert fald de samme vandrefortællinger og det samme mytestof. Buddhas ekstreme fasteperiode peger i sig selv på at Buddha fulgte en jaintradition i sin søgen efter åndelig frihed. Ekstrem faste, ofte indtil døden, er nemlig et typisk kendetegn for jainernes vej til selvrealisering.
En vigtig forskel på de to religioner er dog at hvor buddhismen har en bred folkelig appel, så er jainismen selv den dag i dag i Indien stærkt elitær. De fleste af Indiens allerrigeste mennesker er i dag jainer. Buddhismen kan på mange måder anskues som en folkelig light udgave af jainismen. Hvor en buddhistmunk kan nøjes med at rage sit hår af, så er en jainmunk forpligtet på at rive det ud med sine fingre.
Verden første humane filosofi?
Jainismen er Indiens ældste religion og har sandsynligvis rødder tilbage i det ældste civilisatoriske lag i Indien, nemlig Induskulturen. Induskulturen begyndte i de dengang frugtbare flodlejer i det nuværende Pakistan ca 3000 f.Kr. og spredte sig derfra langsomt mod øst ind i det nuværende Indien hvor de sidste spor af kulturen forsvandt omkring 1200 f.Kr. Da kulturen var på sit højeste, dækkede den et område på 1,5 millioner km2! De velorganiserede handelsstorbyer i Harrapa og Mohenjo-daro havde perfekte sanitære anlæg og en velorganiseret byplanlægning, der ikke er overgået af samtidige kulturer som f.eks. den ægytiske.
Induskulturen er imidlertid i modsætning til faraonernes kultur bemærkelsesværdig fri fra ekstremarkitektur der som f.eks. pyramiderne peger mod eksistensen af en lille uhyre magtfuld overklasse. Den formidable indusbyarkitektur vidner i stedet om et socialt set fladt handelssamfund hvor alle har været lige rige på samme måde som alle har boet i den samme form for bygninger.
Harrapa, Sokta Koh - 5000 år gammelt
middelklasse-parcelhusbyggeri
Højtudviklede handelskulturer forudsætter og skaber i bred forstand humanisme. Uden en fællesmenneskelig platform bestående af frihed, lighed og broderskab, er det ikke muligt for lokale klaner at handle over store afstande med andre klaner med andre sprog og kulturer. Det er i denne sammenhæng interessant at se hvorledes Indiens ældste religion, Jainismen, var i stand til at formulere en humanistisk tankegang vi europæere først havde samfundsmæssigt overskud til at konstruere i 1700-tallet!
En discipel spørger Jainernes mester Mahavir: Oh, Mester... hvordan skal jeg blive oplyst?
Mahavir svarer: Før du tænker på det, så stil spørgsmålet: Hvordan bliver jeg et menneske? Disciplen spørger så, lidt disorienteret: Hvordan bliver jeg til et menneske?
Mahavir svarer: Det gør du ved at behandle alle, uanset køn eller kaste som var de dig selv.
Dette udsagn er så vidt jeg ved, verdens første eksempel på en bevidst selvreflekteret humanisme og dermed var frøet til ashokabuddhismens blomstring allerede lagt i bedstefaderens, Chandraguptas hjerte, i videre forstand måske allerede i de affluente broncealderbyer Harrapa og Mojahen-daro.
Chandraguptas religiøse overbevisning kom derfor til at foregribe sønnesønnens Ashokas omvendelse til buddhismen. Både jainismen og buddhismens filosofi passede perfekt ind i mauryadynastiets politik med den vigtige forskel at buddhismen havde en langt bredere folkelig appeal.
ASHOKA-BUDDHISMEN
Chandraguptas Mauryas sønnesøn, Ashoka, blev den største og bedste konge Indien nogensinde har haft. Hans herredømme markerer højdepunktet i Mauriadynastiet. Ashoka den Frygtelige som han i sin vilde ungdom blev kaldt, var en brutal krigsherre der udvidede sit rige samtidig med at han iscenesatte en nådesløs klapjagt på Brahminer og iøvrigt også Buddhister. 100 dinarer var prisen for et afhugget Brahminhovede.
|
Kort over Ashokas rige
|
Han bragte efter sin omvendelse til buddhismen fred, orden og system til et Indisk storrige der gik ned til Sydindien og i nord strakte sig fra Burma over til den østlige del af Persien.
Ashokas imperie bliver efter en indledende periode med ekstrem vold transformeret til verdens første humane storstat. Efter de morderiske Kalingakrige skabte han et imperie der blomstrede alene ved hjælp af ånd og tilsyneladende uden sværdets overtalelseskraft.
Ashoka kom til at følge et mønster der senere skulle blive en historisk arketype for krigskonger, der efter at de har fået konsolideret magten, skabte lange perioder med fred og velstand.
Ashoka videreførte Mauryadynastiets liberale, persisk inspirerede politik der muliggjorde at man kunne stige socialt alt efter ens evner uden hensyntagen til kastetilhørsforhold eller religiøs observans. |
Kastesystemet eksisterede fortsat, men uden den rigiditet der havde præget det før denne periode og siden kom til at præge det i Indiens historie.
En forudsætning for opkomsten og konsolideringen af dette storrige var konstruktionen af et vejnet der som blodårer var i stand til at sammenbinde Indiens multietniske og multikulturelle kludetæppe til en samlet organisme.
STATSBUDDHISMENS GODHEDSLÆRE
Med Ashokas dynasti ser vi tegn på en storstat der forsøger at sikre infrastrukturen, ikke v.hj.a. våbenmagt, men via religiøs og moralsk selvkontrol.
Buddhismen blev i denne periode omformet til en statsreligion og Buddha tog det første skridt fra at være en lille lokal helt i Gangesslettens byer til at blive en verdenslærer.
Den personlige stræben mod Nirvana blev nedtonet til fordel for en statslig forkyndt morallære, hvis praktiske leveregler var skræddersyede til den velhavende handels og håndværkerstands stofskifte med de tusindvis af feudale småstater som Indien på det tidspunkt bestod af.
Forudsætningen for fremkomsten af det Store Hjuls Buddhisme med dets altruistiske livssyn skabes ud af Ashokarigets statsbuddhistiske godhedslære.
Statens og byernes 'oplyste' enevælde
Magtens nye centre skabes i Mauryadynastiets nye storslåede og velhavende byer. Her opstår et behov for en stat der kan beskytte, facilitere og regulere langdistancehandel og produktion. Dele af krigerkasten forvandles til en ny statskaste der varetager det stadigt stigende behov for regulation af handel og infrastruktur.
For staten bliver den rationelle buddhisme som en form for 'oplyst' enevælde det perfekte socialåndelige regulationsmiddel for livet langs karavanevejene og i byerne..
Handelsruter og byer i fred
Hver gang en handelsrejsende eller hans potentielle røver på sin vej mødte en af Ashokas buddhistmunke eller en af hans utallige stupaer, blev han mindet om det bedste i sig selv.
Handelsruter kan ikke eksistere med mindre de er placeret i kulturlommer af fred og tillid. Hvis handelskaravanerne bliver udsat for for mange røverriske overfald, bryder de sammen.
De samme sociale mekanismer gælder for livet i byerne. I de voksende byer mødes folk fra forskellige klaner, sprog og kulturer i en fælles interesse om drømmen om større velstand. Det handelsøkonomiske samkvem kan kun blomstre i det omfang de familiefeudale og brahminske mure mellem kulturer og kaster blev nedbrudt.
En buddhistisk kattelem for kasteløse
Indiens fattigste nød godt af både velstanden og den nye religiøse frihedsbølge. De kasteløse brugte, nøjagtig som Islam bliver brugt i dag i Indien, den nye religion som en kattelem ud af kastestigmatiseringens fængsel. Både Buddhismen og Islam anerkender ikke kastesystemet.
Universiteteterne i Taxila og Nalanda
Sammen med fremkomsten af Ashokas fredelige storstat får vi de første foreløbere for et egentligt universitetsmiljø. Taxila udviklede sig i Ashokas tid til verdens største center for elitetænkning. Gang på gang nævnes buddhistuniversitet i Taxila i de de buddhistiske folkelige Jatakafortællinger, hvilket viser i hvilken grad samfundets åndelige elitetænkning faktisk nåede helt ud i de laveste dele af samfundets sociale væv. Buddhismen bliver derved under Ashoka til både en elitær religion og en folkereligion med stærke bånd mellem eliten og folket. Taxilas intime forbundethed med folkets visdom bærer også vidnesbyrd om en åben åndelig buddhistkultur i modsætning til brahminkulturens hermetiske beskyttelse af åndelig visdom.
Også universitetet i Nalanda, i nærheden af Patna, spillede senere i Guptaperioden en afgørende rolle for udformningen af buddhismen.
Statens og handlens skriftspog erobrer den religiøse sfære
På dette tidspunkt var brahminernes religiøse og spirituelle arv uden skriftsprog. Den brahminske viden var alene knyttet til mundlige overleveringstradioner. De ældste overleverede indskrifter i Indien er Ashokas edikter. Grunden til at skriftsprog for første gang fik en religiøs rolle var at religion nu blev konstrueret af stat og handelmænd i forening. Skriftsproget var udviklet ud af behovet for at kunne administrere den stadig mere komplekse og omfangsrige handelskultur. Skrivning og læsning blev brugt i forbindelse med både selve handlen og den statslige administration af den. Købmænd og statsmænd, ikke præster udviklede denne kunst.
Vi skal forstille os at skriftsproget, da det forvandlede sig ind i den religiøse verden, fik en nærmest magisk betydning på samme måde som trylleruner i oldtiden og bøger før bogtrykkerkunsten fik det i vor kulturkreds. Skriftsproget forblev, selv efter at det blev bærer af religiøs information, elitens kommunikation, men fik samtidig en betydning som et magisk relikvie for dem der ikke kunne læse. Eftersom buddhismen var den første religion i området der brugte skriftsproget i større omfang, må vi forestille os at en meget stor del af de i øvrigt uhyre kostbare skrifter og bøger der i de næste århundreder cirkulerede rundt i området var af buddhistisk oprindelse. Den åndelige elite, hvad enten det har drejet som om Alexandrias eller Pataliputras har derfor hentet inspiration og genbrugt bøgernes information i forbindelse med nye og lokalt tilpassede religiøse konstruktioner.
Buddhismens første meditative missionsbølge
Med Ashokas omvendelse begyndte en global spredning af den revolutionære og stadig aktuelle buddhalære.
Ashoka iværksatte en storstilet missionsvirksomhed med udgangspunkt i Buddhas egen opfordring til mission, en mission der tog udgangspunkt i eksemplets magt:
Oh Munke! Rejs langt væk for at gavne mange, ud af medfølelse for verden, til fordel for guder og dødelige. Og lad ikke to af jer tage den samme rute. Prædk læren som leder til det gode.. Prædk det i ånd og bogstav. Vis gennem jeres eget pletfrie liv hvordan det religiøse liv bør leves. Buddha
Ashokabuddhismens globale udbredelse skabte den første bølge af spirituel DNA fra Indien. Ashoka oprettede 84.000 stupaer og adskillige tusinde buddhistklostre i sit enorme rige.
Ashokas missions- og handelsruter
Størstedelen af Ashokas klostre og stupaer lå i hele det handels- og kulturbælte fra Nordindien til Syrien som Alexander den Store havde skabt. Alexanders utrolige erobringstogt havde banet vejen for nye handels- og kulturruter i kraft af det ubrudte continuum af hellenistiske stater han havde efterladt hele vejen fra Makedonien til Nordvestindien.
Ashoka lod 15 meter høje sandstenssøjler efter persisk inspiration opstille overalt i sit rige. Nogle af disse søjler kronedes af fire løvehoveder der så at sige brølede Buddhas dharmalære ud i alle retninger. Søjlerne bar edikter med letfattelige moralske leveregler som f.eks. disse:
Ashokas løvesøjle
Museet i Sarnath, Indien |
Dharma is good,
but what constitutes Dharma?
It includes little evil, much good, kindness, generosity, truthfulness and purity.
Ashoka Pilar Edict Nb2 (S. Dharmika)
Ashokarigets betydning for Indiens nationalbevidsthed kan bl.a. ses i anvendelsen af Ashokas hjul som udgør centrum i det indiske flag. 
Det er ironisk at det bedste dynasti Indien nogensinde har haft blev skabt af netop de befolk-ningsgrupper hvis udstødelse var en forudsætning for brahminernes selvforståelse som herskerklasse. |
Indiens historieskrivere, også wikipedias, underspiller derfor konflikten mellem Mauryadynastiet og Brahmanismen i et nationalt betinget ønske om at brahmanisere Indiens historie. Det ville være knap så interessant for den nye hindunationalistiske selvforståelse at se en række af sudrakonger som Indiens bedste herskere. At disse lavkastekonger ovenikøbet med succes importerede kultur og især politiske styreformer fra det archemenide Persien, gør ikke situationen bedre.
Ashokas ansigtsløse mission
Når man følger de historiske spor fra Ashokas aktive missionsvirksomhed, synes især den mission der er foregået mod vest at fortabe sig i tåge. Den er nærmest usynlig set ud fra vestlige kilder. Følgende indskrift fra Ephesus, hvor det kristne symbol ichthys ses fremstillet af de græske bogstaver ΙΧΘΥΣ, giver imidlertid associationer til Ashokas buddhistiske hjul, især i den otte-egede version der symbolsk fremstillede Buddhas ottefoldige vej.
 |
Greccobuddhistisk sølvmønt fra Baktrien |
Den Buddhistiske missions usynlighed skyldtes først og fremmest at Buddhismen i de første århundreder efter Buddha var fri fra sekterisme og persondyrkelse. Selv den dag i dag er der ingen eller kun få formelle omvendelsesritualer knyttet til det at blive Buddhist. Den tidlige Buddha blev kun gengivet symbolsk, enten via en hånd eller en fod.
Først med den helleinistisk seleukide tilstedeværelse i Baktrien opstod der egentlige personafbildninger af Buddha i form af først og fremmest statuer. Med hellenismens indtog opstod i kølvandet på persondyrkelsen af Alexander en egentlig Buddhistisk persondyrkelse.
Ashokas edikter nævner ikke Buddha, ligesom der ikke findes så meget som én buddhastatue fra denne tid. Ediktene fremhæver ikke buddhismen som tro, ej heller nævnes der nogen Gud. Edikterne er fri fra teologi. De handler om dharmaen, forstået som praktiske leveregler for livet før døden.
I mødet mellem ashokabuddhismens idekraft og statsmagtens styrke fødes hvad man måske kunne kalde verdens første sækulære stat.
Ashokas sækulære statsbuddhisme koncentrerer sig om at udstikke praktiske leveregler for hverdagslivet, frem for at fokusere på personen Buddha, filosofi og samsarisk illusion.
Vægten blev lagt på selve læren, på månen frem for den finger der pegede på den. Buddhas lære kan i Ashokas optik udfoldes ud fra overskriften: Opfør dig ordentligt!
Ashokabuddhismen er derfor den mest pragmatiske og dennesidige version af buddhismen verden endnu har set.
Hvad der under Ashokabuddhismen blev bragt videre langs de globaløkonomiske handelsruter var først og fremmest en ny form for universel godhedslære, fri fra 'branding'. Buddha havde forbudt dyrkelsen af sig selv som person. Han sagde om persondyrkerne at mens han pegede på månen, så var det eneste persondyrkerne så og klamrede sig til, hans finger.
Klanfællesskab i godhedslære
De mange buddhistklostres endnu flere buddhistmunkes opgave var i forlængelse heraf - ikke de som de indiske yogier at trække sig tilbage i huler i Himalaya - men aktivt gennem eksemplets magt at lære det omkringliggende samfunds kludetæppe af klaner stammer og kulturer at opføre sig fredeligt. Som de syriske søjlehelgener stod placeret som trafiklys i knudepunkterne for handelskaravanerne, således var Ashokas buddhistmunke aktive sociale rollemodeller midt i de østlige og mellemøstlige markeders larm og travlhed.
Det var meget lettere for forskellige klaner med hver deres gud eller guder, spredt over efter datidens transportforhold enorme afstande, at acceptere en abstrakt godhedslære, fremfor en ny konkret 'overgud' med et specifikt ansigt.
Idet Ashokabuddhismen betonede selve livslæren frem for Buddha som person eller som kult man skulle bekende sig til, blev buddhismen til en form for open source religiøsitet, hvor enhver kunne omprogrammere og opdatere det oprindelige essensprogram ud fra sine egne behov og kulturelle forudsætninger. Hvad der overlevede af Buddhas lære i vesten var således en abstrakt godhedslære båret gennem vandrefortællinger, lignelser og skrifter.
Denne fleksibilitet er i øvrigt et typisk indisk kulturtræk. I Indien har de enkelte klaner altid tilpasset deres egen religiøse kultur efter omstændighederne. Frem for at slås om hvilken gud der skulle placeres øverst i den religiøse fødekæde lod man alle de mange guder om at dele æren eller at være inkarnationer af hinanden. Hinduerne har således intet imod at kalde både Buddha, Jesus og Muhammed for inkarnationer af guden Vishnu.
Indien har altid været fuld af eksempler på denne form for tilpasning, der nu førtes videre som et kultur-DNA langs buddhismens forkyndelsesspor.
Det siger sig selv at en sådan form for adaptiv mission nåede meget langt, men at den samtidig gjorde det på en langt mere usynlig måde end tilfældet var det med de senere kristne og islamiske missioner, hvor man konverterede til en organisation frem for til en filosofisk livslære.
Når det er blevet overset i hvor høj grad kristendommen har genbrugt og genfortolket buddhistisk religiøsitet,
så skyldes det således ikke blot vor traditionelle koloniale uvilje mod at indse i hvor høj grad vi er blevet formet af fremmede kulturer gennem tiderne.
Det skyldes primært Ashokabuddhismens særlige ansigtsløse udbredelse af en Buddhisme der destilleret til en form for universalhumanistisk godheds og morallære næsten umærkeligt krøb under under den historiske radars opmærksomhed med dens naturlige fokus på skelsættende højdepunkter og ekstraordinære personligheder.
Den fredelige storstat - klansolidaritet versus hun
solidaritet
Storstatens organisme vokser frem efter et mønster som de fleste imperier følger: fra en voldelig ekspansionsperiode kommer en fredelig konsolideringsperide. Når al modstand er effektivt nedkæmpet, kommer behovet for fredelig sameksistens mellem folkeslag der hidtil har bekriget hinanden, folkeslag med vidt forskellige sprog, kulturer og idealer.
Storstaten adskiller sig fra de mindre klanstater ved at den i konsolideringsperioden forudsætter forbrødring mellem mennesker fra forskellige klaner med vidt forskellige kulturer for at kunne eksistere uden brug af ekstrem militær dominans som vi f.eks. kan iagttage i Romerriget før Hadrians tid.
Selvfølgelig finder vi også eksempler på godhedslære i præbuddhistiske religioner som f.eks. jødedommen, men kærligheden i disse religioner er overvejende klanbetinget. Det helt specielle ved både buddhismen og kristendommen er at kærligheden her bliver gjort betingelsesløs og panhumanistisk.
Den rækker en forsonende hånd ud over klanbevidsthedens snævre cirkel og forbinder i stedet vidt forskellige mennesker i en form for oplyst humanistisk fællesskab, beroende på universelle værdier.
Set i storstatsoptikken kan vi også følge en impuls af godhedslære fra det Persiske imperie, hvor Kyros den Store i det 6. århundrede f.Kr. gjorde zarathustrismen til persisk statsreligion og dermed skabte en tolerant, forbrødrende platform for alle de småsamfund Persien indtil da bestod af.
De samfundsmæssige betingelser, forstået som behovet for at en global statsmagt overskriver og forbinder klaninteresser med universelle værdier var overhovedet ikke tilstede i mellemøsten på Jesu tid. Den romerske besættelsesmagt brugte nemlig sværdet som overtalelsesinstrument. Dette faktum alene er for mig nok til at begrunde hvorfor Jesu godhedslære er en senere og østligt fremmed tillægskonstruktion der blev malet oven på oprøreren Jesus.
Først med den romerske kejser Hadrians (117- 138 e.Kr.) totale omlægning af den Romerrigets ideologi fra at være en besættelsesmagt, der levede af kontinuerte grænseudvidelser til at være en fredeligere handelsmagt, der også bragte velstand til
de områder den havde besat, bliver der i Europa og mellemøsten behov for en universel handelsgodhedslære. Romerriget når først sin fredelige konsolideringsfase omkring år hundrede e.Kr., pudsigt nok omtrent samtidig med at kristendommens testamenter konstrueres, nemlig ca. 60 år e.Kr.
Min pointe er her, at Jesu godhedslære forudsætter et socialt overskud som kun store imperier i økonomisk fremgang, umiddelbart efter deres konsolideringsfase er begyndt, er i stand til at producere. Disse socialøkonomiske betingelser var på igen måde til stede i Jerusalem, hvor jødernes genstridige monoteisme umuliggjorde fredelig sameksistens med romerriget.
Set i forlængelse heraf bliver kristendommen fra at være de undertryktes og fattiges pariareligion på sigt til romerrigets officielle godhedslære på samme måde som buddhismen blev Ashokaimperiets. Det er i øvrigt karakteristisk at når et imperium når sin fredelige konsolideringsfase, begynder samtidig nedtællingen til rigets fald. Med Hadrian varer det ikke lang tid før Vestromerriget forfalder eller rettere at det romerske kejserdømme forvandler sig til et pavedynasti på samme måde som de voldelige dinosaurer i virkeligheden overlevede som højtflyvende fugle.
Efter Ashokas død går der ikke mange år før hans fredsrige kollapser og da fredsimperievisionen igen tages op i 1500-tallets Indien, der med stormogulen Akbar endnu engang blev verdens førende økonomi, så gik der ikke lang tid efter Akbars død før hans tolerante Indien druknede i sekterisk vold.
Opsamlende vil jeg her påstå: Kristendommen bliver skabt som det sene romerriges godhedslære på samme måde som buddhismen blev det konsoliderede Mauryadynastis statslære.
DEN GRÆSKE INDFLYDELSE
I 326 f.Kr. ankom Alexander den Store med 150.000 mænd i Nordvestindien. Intet område forblev det samme efter Alexanders erobring. Det skabte et sindets Hellas hvor græske kokke, læger, landmålere, filosoffer, musikere, matematikere, astronomer, billedhuggere, arkitekter og pengeudlånere medbragte nye ideer, kundskaber og vaner der som sæd nu fik lov til at spire hele vejen fra Makedonien og over til den frugtbare indiske jord.
Den vigtigste konsekvens af kultursyntesen mellem hellenismen og østen var det bånd af kommunikaton mellem øst og vest der blev skabt gennem de hellenistiske satrapkonger. Forbundetheden mellem disse nye kongeriger blev på trods af de mange indbyrdes krige styrket af at de nye herskere alle havde den samme hellenistiske baggrund.
Den græske kultur var først og fremmest en bystatskultur. Helleniseringen af de nyerobrede områder udfoldede sig derfor med udgangspunkt i de Alexandriaer, elitebyer kloner af den klassisk græske polis, som det makedonske erobringstogt havde skabt i sit kølvand. Alexanders nye bystaters kultur- og handelskompas var forbundet som perler i en perlekæde der strakte sig fra Nordindien til middelhavslandene og Grækenland.
Dette bånd af forbundne byer helleniserede både de områder der var omkring byerne og den kultur der levede i og omkring sporet på karavanerne.
Gennem disse byer, metaforisk set som inkubationssteder for fremmed kultur, blev Indien 'smittet' af den græske virus. Påvirkningen gik imidlertid også den anden vej, hvad alllerede Alexanders egen livsførelse tydeligt viste især efter at han havde erobert Persien. Selv hans mest trofaste og især de ældre generaler kritiserede ham for at blive mere og mere formet af fremmede kulturer og derigennem glemme sine Makedonske rødder. Alexander blev som så mange erobrere før og efter ham besat af de områder han besatte.
Som vi skal se i de følgende afsnit, så kunne Ashokabuddhismens budskab spredes så langt mod vest netop på grund af Alexanderhellenismens handels- og kulturveje. Samtidig strømmede den græske matematik, kunst, kultur og ikke mindst logiske filosofi strømmede mod øst, mod Indien og blev afgørende for især Buddhismens konstruktion i århundrederne før og efter vor tidsregning. I denne proces omformede de østlige og vestlige kulturstrømme hinandens selvforståelser og udtryk i en løbende proces helt ind til hunnernes erobringstog i det femte århundrede e.Kr.
Det Seleukide rige - Seleukus Nikator I
I tiden efter Alexanders død fik især det Seleukide rige, et rige som omfattede det meste af det tidligere persiske imperium, en kardinalrolle i kulturmødet mellem hellenismen og buddhismen.
Seleukus I, Nikator, grundlæggeren af det post-Alexanderske seleukide rige, var en af de få af Alexanders generaler der ikke var modstander af Alexanders bevidste kulturblandingspolitik, hvor Alexander bl.a. samlebånds-tvangsgiftede sin officersoverklasse med persiske kvinder. Seleukus ægteskab var et af de ganske få af disse tværkulturelle ægteskaber der overlevede Alexanders død.
Dette succesfulde ægteskab kom til at sætte grundtonen for et selukiderrige der politisk og militært var offensivt, men hvad kulturblanding angik var særdeles tolerant. Seleukus søn af dette blandede ægteskab, Antiochus I, blev fuldt anerkendt af sin far og kom til at spille en større politisk rolle som forsoner mellem den persiske overklasse og den nye hellenistiske herskerklasse.
Med den brede vifte af vidt forskellige kulturer spredt over enorme afstande, stod Seleukos med helt andre udfordringer end Ptolemæus, en anden af Alexanders generaler, der havde taget kontrol over en lille overskuelig, men til gengæld saftig bid af Alexanderarven, nemlig Ægypten. Seleukos evne og vilje til kulturelt samarbejde kom til sin fulde ret i et område der under det hans scepter forenede Sumer, Elam, Persien, Assyrien, Fønikien, Babylonien, og senere Lilleasien og Palestina.
Det seleukide rige havde i modsætning til de andre postalexanderske riger som f.eks. Ptolemæus Ægyptiske ikke nogen makedonsk-racemæssig ekslusivitet indbygget i magtapparatets top. Det kom på den måde til at videreføre Alexanders geniale politik, nemlig en kombination af lokalfeudal og meritokratisk overlevelsestrategi i form af et magtstofskifte der muliggjorde at enhver ikke-makedoner kunne blive medlem af magtklubben i det omfang han havde gjort sig fortjent til det og/eller han var født af høj byrd. En forudsætning for at blive medlem af den nye klub var dog beherskelsen af græsk sprog og kultur.
Venskabspagten med Indien
Seleukiderrigets enestående overlevelsesstategi kom til at bygge på Seleucus I Nikators enestående Alexanderske evne og villighed til at bygge broer mellem kulturer. Af største betydning for rigets videre skæbne blev mødet med Indien. Dette møde begyndte med en militær konfrontation i 305 f.Kr., men endte med et forsonende kulturmøde mellem det Seleukide rige og det magtfulde Mauryadynasti. Her bortgiftede Seleukus sin datter til Chandragupta Maurya som en del af en freds- og venskabspagt der skulle komme til at vare i generationer. I denne handel afstod Seleucus det østligste hjørne til og med Hindu Kush bjergene til Chandragupta. Til gengæld fik Seleukus 500 krigselefanter. I det senere afgørende slag ved Ipsus 301 f.Kr. skulle netop den formidable slagkraft i Seleukus nyerhvervede elefanthær vise sig at være afgørende. Det seleukide rige formedes efter dette møde af en politisk strategi der bestod af fred mod øst og krig mod vest.
Det nye tværkulturelle venskabsbånd mellem Seleukus og Chandragupta gjorde at Mauyryadynstiet fremover altid havde venskabelig diplomatisk kontakt til det Seleukide imperie. Seleukus sendte en ambassadør ved navn Megasthenes til det Chandraguptas hof i Pataliputra. Chandraguptas efterfølger, sønnen Bindusara havde havde ambassdøren Deimakos og den store Kong Ashoka havde en Seleukid udsending ved navn Dionysius.
Selv om det seleukide rige med sin enorme udstrækining ikke holdt længe og blev erstattet af en masse mindre græske riger, så kom denne oprindelige græsk-indiske alliance til at præge hele området fra Indien til mellemøsten i flere århundreder. Talrige stats- og sproggrænser blev overskredet i den universelle venligheds navn og et vigtigt bindemiddel var som alle steder hvor hellenismen havde indflydelse, først og fremmest handel. Handel var sjælen i den seleukidhellenistiske økonomi og denne sjæl indbød via udbygning af det vejnet som allerede perserne havde påbegyndt, til større økonomisk udveksling mellem østen og vesten. Karavanevejene bragte kultur- og vareudvekslingens frihed, lighed og broderskab med sig. De strømmede fra det indre af Asien ind i det seleukide rige og videre derfra til Damaskus og Beirut.
Handel og møntning
Den blomstrende handel havde forlængst overstået tuskhandlens alder til fordel for en ren pengeøkonomi.
Mønter var oldtidens massemedier. De spredte de hastigt skiftende designs vigtig information langs de udstrakte handelsruter om hvem der regerede hvor og var samtidig et fint barometer hvorigennem man kunne se ud fra hvilke livssyn de regerede.
De seleukide, især de baktriske mønters høje kvalitetsmæssige udformning vidnede om at de indo-græske konger ikke blot var semi-barbariske herskere. Kun velorganiserede handelshøjkulturer ville være i stand til at fremstille mønter i denne kvalitet. Rent faktisk nåede de indo-græske mønter i perioden fra ca. 325 til 200 f.Kr. et kunstnerisk og håndværkmæssigt niveau der ikke er overgået noget andet sted, selv ikke i Grækenland!
Seleukiaer og Alexandriaer
Det er tvivlsomt om Zeus og Hercules nogensinde nåede ud i landdistrikterne i Selekos Nikators kæmperige. Men i de mange Alexandriaer, nu forstærket af en række Seleukiaer lyste de hellenistisk byer på trods af de store afstande som perler på en snor.
Her var det at være græsktalende og på god fod med de græske guder ensbetydende med magt og fremgang. Selv oprindelige persiske klaner, indiske herskere og andre stammesamfund tæt på de nygræske poliser begyndte at tale græsk og nyde Euridipes og Meanders skuespil på de teaterscener tusinder af kilometer fra Grækenland.
Denne fremgang inviterede lykkeriddere, håndværkere, skrivere, filosoffer og videnskabsmænd fra Grækenland og Makedonien til at udvandre på samme måde som udvandringen til Amerika i det 19. århundrede.
Fredsaftalens betydning for opkomsten af Mauryadynastiet
Fredsaftalen mellem Mauryadynastiet og Seleukidriget fik altafgørende betydning for opkomsten af Mauryadynastiet i dets egenskab som verdens første og største fredsimperium. Dette fredsrige kunne aldrig være opstået uden de venskabelige relationer til det seleukide rige der nu beskyttede Indiens ascilleshæl, nemlig de nordvestlige grænser. Beskyttet af Himalayabjergene mod nord og ufremkommelige jungler skabt af verdens højeste nedbørsmænde mod øst har Indiens eneste sårbare punkt historisk set altid været den nordvestlige front. Denne gateway of invasions var nu effektivt lukket i flere århundreder helt frem til Kushanfolkets indtrængen fra Kina. Under Ashoka var hele Indien samlet på nær Cholaernes mindre bid i Sydindien. Ingen fjender truede langs kæmperigets grænser og Ashoka kunne derfor uden at sætte sit rige over styr konvertere til buddhismens godhedslære med en sådan radikalitet at der under hans styre selv var overskud til at lave love for dyrevelfærd!
Da Mauryadynastiet få århundrede efter bukkede under, var det derfor ikke på grund af ydre fjender. Den indre kastefjende havde altid ligget lurede i kulissen, parat til at slå til.
Uden denne forbrødring mellem Seleukiderriget og Mauriadynastiet ville Ashoka aldrig have haft mulighed for at skabe verdens største fredsrige. Hans ansigtløse buddhistmission mod vest ville heller ikke have nået så langt. Nu kunne de indiske buddhistmunke rejse frit i dens tids Schengen der gik fra Indien og helt over til Syrien.
Den seleukidindiske kulturblanding
I den seleukidindiske åbenhed flød Indisk visdom ind i det seleukide rige, mens hellenistisk visdom befrugtede nordvestindien. I hele dette bælte skabtes derfor nye greccoindiske syntesereligioner, hvor det, som vi skal se om lidt, især var buddhistiske kultur der viste sig at være kompatibel med hellenismen. Denne kulturblandingszone var også med til at påvirke det frugtbare virvar af gnostiske sekter.
Det seleukide riges lukkede militære strategi mod vest og venlige åbenhed mod øst blev afgørende for udformningen af netop det seleukide riges version af hellenismen, en hellenisme der i højere grad en de andre samtidige hellenistiske riger blev skabt under indflydelsen af Indien, af Ashokas abstrakte godhedsbuddhisme. I hvor høj grad denne kultursyntese skabte Seleukiderne kan ses via Ashokas indskrifter, hvor der oplyses at Seleukidkongen
Antiochos II Theos (261–246 f.Kr.) var blevet omvendt til buddhisme.
Eftersom der på dette tidspunkt ikke var nogle formelle dåbsritualer knyttet til det at være buddhist, ville det være relativt let for ashoka at hævde at Antiochos II var omvendt til buddhismen. Men selv hvis Antiochos II måske ikke selv ville have skrevet under på at han var buddhist, så vil det være nærliggende at antage at han i det midste var meget venligt stemt over for buddhismen og hans nabokonge Ashoka.
Det Græsk-Baktriske rige
I 245 f.Kr lykkedes det for den
græsk-makedonske konge,
Diodotus I, at løsrive sig fra det Seleukide rige og skabe sin egen
stat, Baktrien. I dette område var koncentrationen af Grækere og Makedonere
særlig høj, fordi der havd været en lang tradition for at forvise
oprørske elementer hertil. Baktrien tjente for Grækerne samme formål som
Australien gjorde for England og Sibirien for Rusland.
Baktrierne fortsatte og uddybede det venskabelige forhold til Indien, mens
de koncentrerede sig om at afværge de evige angreb fra de vilde steppefolk
fra Nord og Nordvest.
I det seleukide Syrien mødes kristendommen og buddhismen
Kristendommen blev 'omvendt' til det græske sprog i Syrien. Græsk og ikke romersk var mellemøstens lingua franca på Jesu tid. I denne omvendelse blev Jesus omkonstrueret fra at være en lokal semitisk oprørshelt, hvis opgave ene og alene var at frelse jøderne, til at blive til den universelle frelser af menneskeheden. Uden Paulus og det græske sprog ville Jesu lære aldrig have nået ud over et mindre lokalt område i mellemøsten.
Syriens hellenistiske kultur var seleukid. Syrien var faktisk det seleukide riges sidste bastion. Hertil kommer at de seleukidsyriske handelsmænd generelt var anset som de dygtigste overhovedet. Det var dem der trak de længste og vigtigste tråde i handlen og dermed kulturudvekslingen mellem øst og vest.
Det er derfor sandsynligt at mødet mellem Buddha og Jesus fandt sted her. Netop i den seleukidsyriske kulturs greccoindiske varme smelteovn blev oprøreren Jesus forsynet med den universelle klanoverskridende godhedslære. Hertil kommer at den måde kristendommen tilhængere forstod Jesus på, ikke kan eller kunne løsrives fra den græske tankeverden, i dette tilfælde helt specifikt den græske tankeverden i dens seleukide version. Det første lag lagt over på Jesus var seleukidhellenistisk. Det næste lag blev lagt af Rom, af et romerrige der i øvrigt havde gjort sig til herrer over Selekidriget allerede i 188. f.Kr. Som så ofte før i historien blev sejrherrerne besejrede af de besejredes kultur. En lokal jødisk oprørshelt i grecco-buddhistiske godhedsklæder begyndte herfra sin vej mod magten i Rom, Konstantinopel og Alexandria.
Buddhismen fremfor brahmanismen var åben over for hellenismen
The Brahmans are always too proud to borrow their science from the Greeks, Arabs
or any nation of the Mlechchas as they call those who are ignorant of the Vedas.
Sir william Jones
Hvad skete der nu på den anden, østlige side af den åbne grænse mellem Seleukidriget og Indien? Her var brahminerne bestemt ikke på talefod med de nye i deres optik kasteløse folk fra vest. Den brahminske kultur var uforenelig med den græske alene af den grund at Brahminernes eksklusive og logeagtige kasteforståelse af sig sig selv som guds udvalgte folk mindskede deres lyst til interaktion med fremmede kulturer, de i deres optik urene kaster.
Mauryadynastiet havde imdilertid sat præstekasten ud på sidesporet og derfor kunne den seleukide hellenisme spille en afgørende rolle for udformningen af den nordindiske kultur.
Kandahar under Mauryadynastiet
Den for det logebrahmanistiske indien usædvanlige kulturelle åbenhed var således mauryadynastiets kendetegn. Da Chandragupta i fredshandlen med Seleukos I Nikator overtog den rent græske by, Alexandria Arachosia, Kandahar, eller Ghandara som dets persiske navn var dengang, fik byen lov til at udfolde sig på sine egen hellenistiske præmisser. Chandragupta Maurya havde som dreng været på besøg i Alexanders lejr i Taxila og han havde fra det tidspunkt fået en stor respekt og beundring for den hellenistiske kultur.
I dette græske Kandahar havde Alexander efterladt en stor del af sine veteransoldater plus 6000 grækere. Disse grækere havde af chandragupta fået ret at gifte sig ind i en hvilken som helst kaste de måtte ønske, selv brahminkasten. Denne ret er et indirekte fingerpeg på de kastepolitiske forhold under Mauryadynastiet, idet et gidtermål mellem en brahmin og en makedoner i den brahminske optik ville være rent kætteri!
Det er ikke noget under at den ellers meget omhyggelige og præcise ambassadør Megasthenes i følge mange historikere ikke fik beskrevet kastesystemet korrekt. Min forklaring på dette er at kastesystemet simpelthen var under afvikling eller i det mindste opblødning, allerede fra Mauryadynastiets allerførste leveår.
Men samtidig med deres kultrelle åbenhed så holdt grækerne i Kandahar hårdnakket fast ved deres oprindelige kultur på samme som ethvert folk, fra danskere i solvang til arabere på Nørrebro, der har bosat sat langt hjemmefra, bliver mere kulturkonservative end befolkningerne deres oprindelige hjemlande.
At Mauryadynastiet ikke havde problemer med denne græsknationale attitude kan ses alene ud af det faktum at Chandraguptas sønnesøn Ashoka lod sine buddhistiske søjler med edikter opføre i Kandahar i perfekt og formfuldendt græsk!
Kandahar udviklede sig således til langt mere end en militær forlægning. Det var en summende græsk bikube af hellenistisk kulturel honning i form af arkitekter, billedhuggere, filosoffer, oversættere osv. Der var græske teatre, templer og mødesteder opført som nærmest kopier af hjemlandets originaler.
Hvor historiske fakta for en stor del mangler kan vi hente indirekte viden fra de kunstgenstande, herunder også møntning, som har overlevet til i dag.
Som det også fremgår af udviklingen af statuehåndværket i Indien, blev det derfor især den buddhistiske kultur der interagerede kultursyntetisk med hellenismen. Dette er naturligt alene af den grund at Mauriadynastiet under Ashoka var buddhistisk. Men hovedårsagen var at buddhismen p.g.a sit kasteløse verdenssyn ikke havde nogen berøringsangst over for 'det fremmede'. Selv fem hundrede år efter Alexanders invasion blev der langt inde i selve Indien lavet friseafbildninger hvor den trojanske hest optrådte sammen med Buddha.
Buddhistkonger i den hellenistiske verden
Ashokas edikter fortæller i detaljer om hvor langt hans buddhistiske mission er udstrakt. I den vestlige historietradition har man nærmest ignoreret informationen i disse edikter. Denne tvivl er dog mere et udtryk for vestlig imperial stolthed end begrundet i en begrundet formodning om at Ashoka skulle have overdrevet sin missions udbredelse. De græske historiske kilder har i øvrigt en solid traditon for at overdrive fjendtlige hæres størrelse, uden at de af den grund er blevet ignoreret.
Her er nogle af de konger der med korrekte historiske og geografiske oplysninger er nævnt som følgere af buddhismen:
Antiochus II Theos, 261–246 f.Kr.- Seleukide Imperie
Ptolemy II Philadelphos, 285–247 f.Kr.- Ægypten
Antigonus Gonatas, 276–239 f.Kr.- Makedonien
Magas, 288–258 f.Kr. - Cyrenaica, Det nuværende Libyen
Alexander II, 272–255 f.Kr. - Epirus, Nordvestlige Grækenland
13. Edikt, S. Dhammika
Efter det Seleukide imperie - Baktrien og buddhistkongen Meander
Omtrent samtidig med Mauryadynastiets fald i 190 f.Kr. skete en langsom disintegration af det seleukide rige, især på grund af konflikter med det nye parthiske imperie, der i øvrigt kopierede den græsk kultur fra seleukiderne.
|
Indisk relief af en græsk konge, sandsynligvis
Meander, med det buddhistiske treenighedssymbol
på sit sværd
|
Men selv efter det Seleukide riges disintegration stod de græske sattrapkonger mod øst på god fod med Mauryadynastiet. Især havde den baktriske sattrap, der før sin løsrivelse i 255 f.kr. udgjorde det østligste hjørne af det seleukide rige, særdeles gode relationer til naboen Indien. Flere af Baktriens konger blev omvendt til Buddhismen af Ashoka og hans efterfølgere. Især er den magtfulde Kong Meander af Kabuls omvendelse til Buddhismen kendt og dokumenteret.
Han herskede ca 150 f.Kr over et område der strakte sig fra Bactrien (det nuværende Afghanistan) og et stykke ind i det nuværende nordvestlige Indien. Hans forgænger, Demetrius havde omkring 184 f.Kr. foretaget et dristigt erobringdtogt langt ind i Indien, hvor grækerne nåede helt til den nye Sunga-højborg i Pataliputra. Taxila blev nu det nye centrum for grecco-buddhistisk religion og kunst.
Resultatet af dette erobringstogt blev ydermere at ca 30, ofte rivaliserende græske småkonger senere slog sig ned og regerede i det område der i dag er Pakistan helt op til 50 e.Kr. Mange af disse konger konverterede sandsynligvis til buddhismen, men man ved stort set ikke ret meget om dem, var det ikke for den højkvalitets møntning de har efterladt.
I Meanders græsk-buddhistiske periode nåede den indogræske kultursyntese et hidtil uset højdepunkt. Især er der blevet udgravet mange værdifulde indogræske kulturgenstande i sølv og guld, hvilket sammen med den fornemme møntning, der ikke kunstnerisk er overgået selv i grækenland, peger på samfund i stor velstand. |
Kong Meander stiller religiøse spørgsmål til buddhistmunken Nagasena
Kushan Buddha i
hellenistisk stil
med græsk toga |
Kushanfolket
Intet sted bliver den hellenistiske kulturs livs- og overlevelseskraft demonstreret tydeligere end da det bemærkelsesværdige Kushanfolk i det første århundrede e.Kr. erobrer det indiske subkontinent. Kushanfolket var et 'primitivt' indoeuropæisk nomadefolk der først var trængt ind i stepperne i langs det nordvestlige Kinas grænser. Herfra bevægede de sig ind i Baktrien hvor de afsatte de græske sattrapkonger. I løbet af de få hundrede år de regerede et især ind i Indien ekspanderende rige, overtog de den hellenistiske kultur og blev i løbet af kort tid, fra at være et simpelt nomadefolk, til den hellenistiske kulturs ypperste kulturkustoder! I ingen anden periode, under intet andet folk er der blevet fremstillet så meget græsk kunst uden for grækenlands grænser som i Kushanperioden!
Den materielle årsag til denne bemærkelsesværdige transformation fra simpelt krigerfolk til kunstkendere var at kushanernes erobring var perfekt timet i forhold til de voksende silkeveje, der nu især forsynede den romerske overklasse med luksusvarer fra Indien og Kina. Kushanfolket kunne som danskerne i øresundtoldperioden sidde øverst på handelruternes fødekæder.
Inderne, især buddhisterne, tog ved lære af de græske sattrapkongers kultur, men det var under deres åndelige arvtagere, kushanerne, at det græske kunsthåndværk for alvor strømmede ind i Indien.
Under den til buddhisme omvendte kushankonge Kanishka lærte den indiske buddhistkultur at fremstille græsk kunst. |
Buddha blev nu fremstillet som statue i græsk stil der med sin forestilling om en smuk sjæl i et smukt legeme faktisk var et brud med Buddhas egen forståelige modvilje mod at lade sig idealisere i en kropslig form. Inderne lærte også af grækerne og deres kulturelle arvtagere at bygge templer.
INDOGRÆSKE KULTURSYNTESER
Men statuer og templer var kun den for eftertiden mest synlige top af det hellenistiske bjerg af kultur der i løbet af få århundreder var vokset frem i den indiske jord.
Fra og med Selekidernes fredelige møde med Mauryadynastiet skabtes i de næste fem hundrede år unikke syntesefilosofier med elementer fra både øst og vest. I den kanal af åbenhed hvor buddhismens og delvist også hinduismens filosofi gennemtrængte de nygræske kulturområder flød omvendt den græske kulturs højeste frembringelser ind i Indien. Her kommer i spredt orden nogle eksempler på denne kulturoverførsel.
Musik
Sød musik opstod da den græske tonekunst mødtes med den indiske. Parallelt med produktionen mønterne affødte mødet med de indiske håndværksmusikere en ny og unik musikstil, der hurtigt fik sin egen helt indiske karakter.
De indiske skalaer, ragaerne, minder i høj grad om de oprindelige græske skalaer som vi i vor kultur kender gennem kirketonearterne.
Et eksempel på et instrument der nåede hele vejen over til Indien er det makedonske hakkebræt der i dag, via en tur gennem Persien, er overlevet i form af det højt respekterede indiske klassiske instrument, santooren.
Medicin
Et andet eksempel på græsk indflydelse i Nordvestindien er at der den dag i dag eksisterer en græsk folkemedicin i Punjab, kaldet unanimedicin. Unani eller Yavana er den indiske betegnelse for en Jonier, eller en græker. Unanimedicin eksisterer sideløbende med indernes egen aurvediske urtemedicin og den moderne vesterlandske lægekundskab.
  
Græsk unanimedicin fremstillet af min indiske ven Anurag Soods onkel Joginder Paul,
i Hoshiarpur, Punjab, ud fra gamle persiske bøger. Den 'vitalitetsmedicin' som Yoginder
her i 2008 fremstiller var uhyre vanskelig at fremstille eftesom den bestod af et væld af
forskellige urter og planter lige fra Vestafghanistan til indisk Himalaya. I følge Yoginder
blev denne medicin skabt af Alexanders læger som et tonikum til hans udmattede hær.
Det tog onklen 6 måneder at lave denne medicin. Han døde kort tid efter som den sidste
i en lang række af slægtsled der fra far til søn havde lært at fremstille unanimedicin.
Astronomi
Inderne havde udviklet en selvstændig og relativt avanceret astronomisk viden før Alexanders tid. Men i tidsrummet 300 f.Kr. var den stagneret med ringe videreudviklingsmuligheder. Med inspirationen fra Alexanders astronomer fik den indiske astronomi en gigantisk saltandsindsprøjtning. De indiske astronomer angiver selv yavanaerne, grækerne som deres vigtigste inspirationskilde.
I oldtidens forståelseskontekst er det egentlig forkert at bruge begrebet atronomi som betegnelse for den videnskabelige interesse for himmelrummets legemer. Observationen af stjernerne og planeterne var drevet af en 'overtroisk' astrologisk motivation for via himmellegemers positioner at kunne forudse begivenheder, for især at kunne 'time' tidspunkter for krige.
Matematik & talsystem
Titalssystemet er uden tvivl opfundet af inderne. Det enestående ved dette system er opfindelsen af nullet, indernes største gave til menneskeheden. Det er her værd at bemærke at nullet på hindi hedder shonyo, som er en religiøs betegnelse for tomhed.
Det er her sandsynligt at antage at opfindelsen af nullet netop forudsatte indernes religiøse filosofi hvor tomhed spiller en altafgørende rolle hvadenten det drejer sig om hindubrahmanisme, jainisme eller buddhisme. Således kunne man med god mening anskue buddhas koncept om Nirvana i forlængelse af det matematiske nul.
Den formidable buddhistiske dekonstruktive filosofi som den blev udviklet under det store hjuls buddhisme med bl.a. Nagarjuna, forudsætter mødet mellem konceptet om nullet og den græske logik. Grækerne havde nemlig ikke selv opdaget nullet. Deres talverden var polært opdelt i plus og minus.
Græske templer og statuer
Før Alexanders 'besøg' fremstillede man i Indien ikke statuer i sten. Ej heller kendte man til at opføre bygninger i sten eller mursten. Alle større byer, selv Chandragupta Mauryas berømte paladser var fremstillede af det bygningsmateriale som Indien på det tidspunkt havde rigeligt af, nemlig ædeltræ. I himalayabjergene kan man stadig finde over tusind år gamle trætempler der i deres byggestil peger tilbage mod denne fortid i træ som der desværre af gode grunde kun findes få spor af i dag. Alle indiske statuer og templer i sten kan føre deres stamtræ tilbage til Alexanders græske håndværksmestre. De står derfor som synlige vidnesbyrd på hellenismens indflydelse i Indien.
Hvor Indernes skulpturelle fremstilling af de hinduistiske guder hurtigt forvandlede og tilpassede sig den krydrede indiske luft, så er buddhastatuer, overalt i verden helt op til i dag, forblevet tro over for de græske idealer hvor Buddha er fremstillet som en billedskøn menneskegud, en smuk sjæl i et smukt legeme, klædt i en græsk toga.
Hinduerne overtog også den græske toga, men forvandlede den i den førnævnte krydrede kreativitets ånd til sarien, hindukvindernes foretrukne beklædning selv i dag.
Mindre synligt, men med langt større betydning ankom også den græske filosofi.
GRÆSK FILOSOFI ANKOMMER TIL INDIEN
Den vigtigste påvirkning i forbindelse med den fortløbende konstruktion af buddhismen, blev ankomsten af den græske filosofi. Homer blev oversat til indiske sprog og historien om den trojanske hest blev en del af gangesslettens folkefortællinger.
Påvirkningen gik imidlertid også den anden vej, så langt som tilbage til Grækenland. Alexander var ud over sine formidable evner som krigsherre også et filosofisk anlagt menneske. Philip af Makedonien, Alexanders far, havde hentet Aristoteles fra Athen som Alexanders underviser.
Alexander havde udvalgt tre fremstående filosoffer, Pyrrho, Anaxarchus og Onesicritus, til at ledsage ham i erobringstogtet mod Indien.
Generelt var den græske kultur uimponeret, ofte på grænsen til uinteresseret i fremmede kuturers filosofier og religioner. Andre landes guder blev traditionelt forstået, ikke på deres egne præmisser, men som lokalt tilpassede græske guder. Således blev den indiske gud Krishna til Herkules. I Aristoteles optik var barbarerne, dvs. de der ikke forstod græsk, laverestående folkeslag som det var grækernes opgave at herske over. At man kunne hente filosofisk inspiration uden for grækenland syntes ikke sandsynligt.
På det punkt fulgte Alexander imidlertid ikke sin huslærer Aristoteles lære. Den respekt Alexander viste over for den persiske kultur var i denne sammenhæng næsten kættersk og denne alexanderske åbenhed var med til at bane vejen for den lydhørhed og usædvanlige respekt de græske filosoffer fik for Indiens nøgne sadhuer, de af grækerne benævnte gymnosophister. Hvor de græske filosoffer oftest vækkede afsky hos andre kulturer gennem en tradition der bød dem at være nøgne mens de filosoferede, så mødte de i indiens sadhuer en kultur der praktiserede den samme form filososofiske nøgenhed.
Onesicritus og den brændende sols nøgne vismænd
Onesicritus, som var elev af Aristoteles, havde nogle bemærkelsesværdige møder med de indiske vismænd, gymnosophister, som grækerne kaldte dem. Onesicritus mødte i Taxila en gruppe af nøgne vismænd på en lille forhøjning midt i den brændende middagssol. Deres krav til ham om at afføre sit tøj som en betingelse for at diskutere forekom ham sandsynligvis ikke fremmed eftersom også de græske filosoffer havde den vane at disktere nøgne. At de indiske vismænd sad uimponerede i den brændende sol og kun ville diskutere her, affødte Onesicritus respekt, men var heller ikke fremmed for en mand hvis læremester var Diogenes i tønden.
Diogenes som arketypen for den provokative hellige nar der hånende havde sat sig uden for samfundets regler ville med sikkerhed kunne kunne genkendes af Indiens vise.
Selv på en almindelig turisttur til den hellige by Varanasi vil turisten sandsynligvis møde en vaskeægte indisk Diogenes. Dette møde, hvor de indiske vismænd logisk nok konfirmerede Diogenes filsosofi og livsstil, blev siden en del af den græske og dermed senere europæiske kulturs erindring og respekt for de indiske gymnosophister. Selv de engelske puritanister priste i en lagt senere periode de indiske vismænd som foreløbere for en puritansk livsstil.
Der er mange indirekte indicer på denne kompabilitet mellem den græske og den indiske kultur. At filosofferne fra de to kulturer kunne mødes i dialog er måske naturligt, men selv den menige soldat i Alexanders hær kunne tilsyneladende respektfuldt genkende den indiske askets livsstil og værdinormer.
Calanus - hærens vismand
En nøgen sadhu fra Taxila, navngivet af grækerne som Calanus, havde netop overstået sine i følge traditionen obligatoriske 37 år som eneboer, nu fri til at gøre hvad han ville, fulgte med Alexander og blev en folkekær maskot for hæren. Calanus blev hærens guru og gav satsang, dvs. underviste officerer og menige i hæren i sin filosofi. I hvor høj grad hæren havde taget den nøgne sadhu til deres hjerte blev tydeligt da Calanus senere i en sygdomsperiode i en alder af 79 i Susa i Persien besluttede sig for at forlade sin krop i en dramatisk ceremoni hvor han uden at blinke lod sig brænde levende på et ceremonielt ligbål, med Alexander og hele hans hær som tilskuere. Mens han smilende blev båret ind i flammerne blev han hyldet af kampråb og elefanters trompeteren fra Alexanders
hær. På dette tidspunkt var Calanus blevet hærens åndelige vejleder og senere blev hans død af hæren taget som et varsel om Alexanders egen alt for tidlige død.
Clearchus
Filosoffen Clearchus, sandsynligvis elev af Aristoteles, rejste med visdom fra Delphi til Oxus i Indien og beskrev senere i sine pamfletter filosofiske dueller mellem græske filosoffer og indiske vismænd, hvor han lod den indiske visdom triumfere over den græske.
Indiens respekt for Alexander
Indien selv har altid forstået sig selv gennem myter, gennem fortællinger.
Selv den dag i dag i indien er der mange folkefortællinger der beretter om Alexander, især hans interesse for Indiens filosoffer, de vise sadhuer.
I hvor høj grad Alexanders tilstedeværelse har præget Indien kan således også få et værdifuldt indblik i via disse stadig levende fortællinger. Jeg har opholdt mig i næsten et år i den Indiske delstat Punjab, hvor det slog mig i hvor høj grad mødet med Alexander stadig er husket af folket. Denne afhandling ville med al sandsynlighed ikke være blevet til uden dette ophold.
I Punjab hørte jeg en mand sætte en anden på plads ved at sige: Når det kommer til stykket er du er ikke mere værd end en af Porus elefanter. Kong Porus elefanthær blev som nedkæmpet af Alexander umiddelbart efter hans entre i Indien i 326 f.kr.
I flere indiske folkefortællingers optik døde Alexander kort tid efter hans Indienskampagne på vej tilbage til Persien. Han lod sig derefter transportere resten af vejen i en kiste med hænderne uden for kisten så alle kunne se at han intet kunne tage med i døden. Inderne, selv kioskhandleren, elsker den slags historier.
Punjab er den dag i dag fuld af folkefortællinger om især Indiens vismænds møde med Alexander og hans mænd. Når Alexander i den grad er husket og elsket af det nordindiske folk, så aner man gennem disse fortællinger at det netop var på grund af hans åbenhed, interesse og respekt for den indiske kultur, filosofi og religiøsitet. Selv den dag i dag åbnes alle døre for den udlænding der på sit besøg i Indien viser denne form for åbenhed.
I følge den ellers fremragende forfatter af Alexander the Great, Robin
Lane Fox, så skyldte grækernes beundring for de indiske vismænd dels at de filtrerede den indiske visdom gennem deres egne græske filtre og dermed fik bekræftet deres egen tankeverden, dels at
deres beundring havde samme natur som intellektuelles knæfald for den sovjetmarxistiske ideologi under den kolde krig. Det er efter min bedste overbevisning en voldsom undervurdering af dette kulturmøde. Set i min kikkert der faktisk ser på Hellas med ståsted i Punjab havde denne iøvrigt gensidige repsekt rod i en fælles resonnans skabt af en parallel samfundsudvikling i de to lande.
Grækernes respekt for den indiske filosofi skyldes at der faktisk var reelle lighedspunkter mellem den græske og den indiske kultur, lighedspunkter opstået i kølvandet på deres næsten synkrone handelsurbane opgangstid fra omkring 600 f.Kr.
Gangesslettens og Grækenlands affluente poliskulturer havde sandsynligvis gennem af bylivets krav om nye ikke-feudale virkelighedstolkninger, udviklet parallelle erkendelsesformer, der gjorde at de to kulturer i indbyrdes genkendelse kunne bøje sig i respekt for hinanden og inspirere hinanden.
Inderne er et meget filosofisk anlagt folk. Jeg vil gå så langt som til at hævde at jeg aldrig har mødt et mere filosofisk interesseret folkeslag. Naturligvis er det derfor især historier om Alexanders møde med Indiens vise mænd der har interessen.
På dette punkt udviser den indiske og græske kultur en bemærkelsesværdig lighed. Inderne elsker ligesom grækerne gjorde at filosofere. Selv den dag i dag er Indien landet hvor man kan filosofere med hvemsomhelst på et hvilkensomhelst gadehjørne. Vi er i vor kulturarrogance tilbøjelige til at hævde at videnskab, rationalisme og filosofi alene havde sit arnested i Grækenland.
Den indiske filsosofi og videnskab opstod på samme måde som den græske i behovet for at legitimere politiske handlinger ud fra andre målestokke end dem der af blev til når absolutte herskere erklærede at deres politiske vilje var sanktioneret af gud.
Opkomsten af den indiske nihilisme omkring 600 f.Kr. er en indirekte indikator for opkomsten af filosofi og rationalisme i gangesletternes poliser.
Vesten og østen kaster skygger på hinanden
Selve den tanke 'at verden ikke er hvad den udgiver sig for at være', en i sig selv epokegørende tanke, forudsætter både en ganske særlige samfundstruktur og at dette samfund kan producere et 'overskud' i form af en affluent middel- og overklasse. Meget tyder på at disse forudsætninger var til stede både i Grækenland og Indien på Alexanders tid.
Da Alexander og hans filosoffer mødte de indiske sadhuer var noget af det første de mødte den filosofiske forestilling om at verden er en illusion. At se vor jordiske eksistens som en illusion var ikke en fremmed tanke for Makedonerne. Platons hulelignelse anser vor menneskelige eksistens som en form for lavere drømmelignende reflektion af en transcendental virkelighed kaldet logos.
I de allerældste religiøse indiske overleveringer, Vedaerne, er der imidlertid ingen spor af illusionsfilosofien. I Vedaerne er verden aldeles virkelig. Heller ikke i de senere Upanishader er der trang til at benægte virkelighedens eksistens. Som vi så i kapitlet om den indiske opgangstid, så billedet imidlertid anderledes ud omkring 600 f.Kr.
Alexanders filosoffer mødte hos de indiske vismænd den forestilling at verden var konstrueret af vore egen tanker. Grækeren Pyrrhos af Ellis var blot en fattig maler da han drog ud i verden med Alexander. Men i mødet med Indiens vises dekonstruktive illusionslære blev han forvandlet og grundlagde senere i Grækenland den skeptiske filosofi.
Indernes respekt og nysgerrighed efter at lære den græske kultur nærmere at kende kan spores helt tilbage til Ashokas far, Kong Bindusara (297-272 f.Kr.). Bindusaras højeste ønske var at få en ægte græsk filosof. Med 'ægte' mente han en filosof der skulle importeres direkte fra Grækenland. Han bønfaldt den hellenistiske seleukiderkonge (Syrien), Antiochos, om en sådan gave. Antiochos kunne imidlertid ikke opfylde dette ønske, eftersom han ingen havde til 'salg'..
Det faktum at allerede Bindusara var i intim kontakt med Seleukiderriget viser også i hvor stort et omfang og over hvor store afstande de helenistiske og indiske kulturer interagerede.
Greccobuddhistisk illusionslogik
Når især buddhismen i vore dag er så populær i Vesten, så hænger sammen med at buddhismens logiske filosofi på mange måder er en spejling af vor vesterlandske måde at tænke på.
Den indiske illusionsfilosofi, især i sine buddhistiske versioner, blev formet i mødet med den græske filosofi! Gennem mødet med den græske logik fik buddhisterne et nyt værktøj i hænderne: de fik muligheden for at opløse, at dekonsturere verden ved hjælp af logik. Nagarjunas formidable dekonstruktive filosofi ville være
utænkelig uden dette værktøj.
Intet sted er syntesen af platonistiske logik og buddhisme tydeligere end i den græske buddhistkonge Milindas ...
Indien har næsten helt op til i dag ikke udviklet en tradition for detaljeret historieskrivning. Derfor er Indiens historie fortrinsvist skrevet af andre. Den mest detaljerede beskrivelse af Mauryadynastiet blev derfor lavet af Megasthenes. Senere er det kinesiske buddhistmunke der på deres pilgrimsrejser laver detaljerede samtidsbeskrivelser af Indien. Selv stormogulernes liv og levned er mest præcist beskrevet af europæiske opdagelsesrejsende og lykkeriddere.
Dog havde det buddhistiske og med Ashoka forbrødrede Sri Lanka udviklet en tidlig historiebevidst samtidsbeskrivelse der giver et indirekte, men værdifuldt blik ind i det ashokabuddhistiske Nordindien. På Sri Lanka er der fundet buddhistiske inskriptioner hvor Homer diskuteres sammen med Platon, Aristoteles og Aleaxander den Store! Og det fem hundrede år efter at Seleukide rige var ophørt med at eksistere. Sri Lanka giver vigtige informationer om Ashoka tid netop fordi det var Ashoka der omvendte Sri Lankanerne til buddhismen.
De græske kongers filosoffer lærte buddhistmunkene Platons filsofi. Det ville være forkert at kalde Buddha en egentlig filosof. Han var langt nærmere en person der med sine fire sandheder og sin ottefoldige vej var interesseret i et praktisk liv. Buddhas oprindelige lære er bemærkelsesværdig praktisk orienteret mod livet før døden. Først i de græske buddhistkongers tid udvikler buddhismen en egentlig avanceret og elitær logisk filosofi. Den buddhistiske elite skabte omkring 100 e.Kr. en formidabel dekonstuktiv logisk filosofi der først og fremmest blev brugt som ammunition mod de brahminske præsters mere irrationelle og rituelle skolastik. På dette tidspunkt var buddhismen nemlig kommet under et stigende pres fra brahminerne.
REFEUDALISERING OG REBRAHMANISERING AF INDIEN
Efter en gylden opgangstid under Mauryadynastiet måtte buddhismen igen vige til fordel for en rebrahmanisering af Indien. I 185 f.Kr. blev den sidste konge i Mauryadynastiet, Brihadratha, dræbt ved et forrædderi af sin egen general, Pussyamitra Sunga, med hjælp fra en magtfuld brahminpræst.
Med Sungadynastiet begyndte en langsom rebrahmanisering af Indien der på sigt medførte at Buddhismen blev fordrevet fra Indien. De sidste små buddhistlommer i Indien uddøde så sent som i 1800tallet.
Den gradvise tilbagevenden til tidligere tiders feudale magt- og virkelighedsstrukturer
var et udtryk for en urbaniseringsproces som efter Mauryadynastiets fald langsomt tabte pusten. Efter Mauryadynastiet oplevede Indien flere gyldne perioder, især under Guptadynastiet, men disse dynastier var mindre, ikke imperiale, men mindre dynastier, der i højere grad end det store Mauryariges imperiale poliskultur med udstrakte globale forbindelser hvilede på lokal feudal produktion. Ingen af disse efterfølgende dynastier havde derfor det momentum, det point of no return der kunne videreføre udviklingen af Mauryadynastiets globaliserede poliskultur. Dermed var begyndelsen til enden for buddhismen i Indien lagt.
Logisk filosofi versus skolastik og ritualer
Fra Sungaperioden var diskussioner mellem Brahminer og Budhistmunke ikke længere for sjov. Debatten udviklede sig til mere end blot en ordkrig.
Den præst eller munk der vandt diskussionen havde retten til at dræbe sin opponent!
I den formidable og stadig aktuelle dekonstruktive filosof Nagarjunas hjemsted, Sydindien, hvor de hinduistiske og aldrig af Mauryadynastiet besejrede Choladynastier lå i evig krig med det buddhistiske Sri Lanka, var denne praksis udbredt.
Buddhismens formidable dekonstruktive logik blev her udviklet som et overlevelsessvar, som ammunition mod Brahminernes oftest skolastiske argumentationsform.
Kastesystemet efter buddhismen
Med brahminernes langsomme generobringring af magten i Indien lukkede landet sig igen om sig selv og sin spirituelle viden. Brahminerne, især i Nordindien, gik ikke i deres generobring af magten målrettet efter buddhistmunkene og deres klostre. Øverst på agendaen var genindførelsen af kastesystemet, der nu antog langt mere rigide former end tidligere. Først efter Buddhismens uddrivelse fik kastesystemet den rigiditet der har kendetegnet det helt op til i dag.
Kasteadskillelsen i rebrahmaniseringsperioden udartede sig til undertrykkelseslove der var langt værre end før Buddhas tid. Hvis en kasteløs hørte eller så brahminernes hellige ritualer, fik han øjnene stukket ud og fik flydende bly hældt i ørerne. Hvis en kasteløs' ånde faldt på en brahmin, havde brahminen ret til at dræbe ham.
Brahminerne bliver fornuftige
Samtidig overtog brahminerne store dele af det buddhistiske filosofiapparat i deres eget vokabularium og integrerede det i deres egen religiøse og forretningsstrategiske ritualverden.
Senere i det 8. årh., da rebrahmaniseringen efterhånden havde fuldført Buddhismens uddrivelse af Indien, overtog Hinduismen gennem mesteren Shankara store dele af den buddhistisk-græske logik og skabte den gren af hinduismen som i dag er mest salgbar i vestlige intellektuelle kredse, nemlig Vedantafilosofien. Det interessante i denne sammenhæng er at forestillingen om verden som en illusion når sit filosofiske højdepunkt i Vedantisk filosofi, en filosofi der ville have været utænkelig uden indflydelsen fra Platon!
Når jeg tidligere har hævdet at det var den buddhistiske kultur fremfor den hinduistisk brahmanistiske der blev influeret af hellenismen, så er det ikke den fulde sandhed. Den buddhistiske kultur var blot mere tro over for de oprindelige græske idealer og videreførte dem konservativt, hvorimod de hindubrahminske traditioner nok tog ved lære af grækerne, men hurtigt og kreativt oversatte og transformerede denne lærdom ind i hinduernes eget univers. Denne forskel kan tydeligt iagttages i de to oprindelige statuetraditioner, nemlig henholdsvis Ghandaratraditionen, der var mere buddhistisk konservativ og Mathuraskolen, der også var græsk inspireret, men med sin placering langt længere inde i moderlandet Indien hurtigt og kreativt frigjorde sig fra de oprindelige græske idealer. Denne indiske evne til at assimilere og kreativt forvandle fremmede kulturinput er kaaktaristisk for inderne selv den dag i dag. Når du besøger Mac Donald i Polen, Denmark eller USA så er det den samme sammensunkne burger du får mellem tænder.nderledes forholder det sig i Indien, hvor du selvfølgelig får din Mac Donald uden oksekød, men til gengæld med masser af indiske krydderier, et helt nyt og velsmagende 'indianizeret' madprodukt.
Det, gode, det sande og det skønne
Hinduismen er derfor også blevet påvirket af hellenismen, men på grund af især brahminernes førnævnte stolthed, har denne påvirkning været mere skjult.
Dog findes der stadig tankevækkende ligheder mellem platonismen og Buddhismen, som jeg personlig ikke tror skyldes at Mac Donald er blevet opfundet i Indien uafhængig af den amerikanske Mac. Platons formulering Det, gode, det sande og det skønne, findes ordret oversat i et af hinduismens berømteste udagn: Satyam Shivam Sudaram.
Brahminer i statsapparatet
Hvor Brahminerne i tiden før og under buddhismen havde svært ved at tilpasse sig statsapparatets institutioner, så gik det med Sungaperioden langt bedre med deres evner i statskundskab. Langt de fleste politikere i dagens Indien er brahminer, hvilket er medvirkende til at Indien i dag overgår selv Italien som verdens største 'korruptokrati'.
Buddha får et ansigt
Buddhismen blev i takt med og på grund af at den mistede fodfæstet i Indien, styrket i nabolandende Sri Lanka, Tibet, Kina, Burma og Thailand.
Samtidig med denne missionsbølge blev den Ashokabuddhisme der allerede var tilstede i disse lande, i langt højere grad centreret omkring personen Buddha. Buddhismen polariseredes i denne periode, især i det store hjuls buddhisme, Maharyana, i en folkets følende og personkultiske buddhisme over for en elitær filosofisk buddhisme. Det store hjuls folkelige stupaveneration blev forberedt allerede af Kong Ashoka der som før nævnt opførte 84.000 stupaer i sit rige.
Buddha som Menneskeguden
Da jeg for mange år siden besøgte de fantastiske, overvejende buddhistiske klippehuler i Ajanta og Ellora (200 f.Kr. til 600 e.Kr.) i Indien, var især forskellen mellem de buddhistiske og de hinduistiske klippehuler bemærkelsesværdig. Selv om de buddhistiske huler var langt mere apollonariske i forhold til den dionysiske mangfoldighed af guder i hinduhulerne, så skiftede dette indtryk 180 grader så snart man kom ind i det inderste sanctuum. I de buddhistiske huler står i det inderste, det helligste, en statue af menneskeguden Buddha. I hindutemplerne der startede som et besøg i disneyland, ender med et rum der er helt tomt.
Forestillingen om gud som menneske i den forstand at den menneskelige form netop i sig selv kunne være et udtryk for guds logos, var almindelig udbredt i den panhellenistiske kultursfære. I Indien var denne antropomorphe forestilling imidlertid ukendt før Alexanders invasion. Især brahminerne skændtes ifølge overleveringerne med Alexander og hans filosoffer omkring dette emne. Brahminernes på en måde langt mere avancerede abstrakte gudsforestilling i form af det transcendentale princip brahman, var uforeneligt med grækernes forestilling om en smuk sjæl i et smukt legeme.
Det store hjuls buddhisme gør imidlertid Buddha til en gud i menneskeform, Det store hjuls buddhismen fremstiller Buddha som en smuk sjæl i et smukt legeme i direkte forlængelse den græske skulpturtraditions idealer. Det er nærliggende at forestille sig at den hellenistisk-persiske menneskegud Alexander har været inspirationskilden.
Græsk indflydelse gør Buddha til en folkelig gud
Alexanderhellenismens antropomorphe gudsforestilling var på en måde et tilbageskridt i forhold til brahminernes og også Buddhas oprindelige mere abstrakt religiøse forestilling om nirvana, der ikke lagde vægt på kroppen som et religiøst budsskab i sig selv. Antropomorphiseringen af Buddha i den smukke græske statueform, hjalp imidlertid buddhismen i sin maharyanaversion med til at blive en folkereligion.
Gudestatuen er selv for det jævne indiske folk i dag en stedfortræder for den gud den repræsenterer i en sådan grad at guden, frem for at være symbolsk repræsenteret, langt mere opfattes som levende i selve statuen.
De utallige Buddhistiske statuer i græsk stil overtog en stor del af det folkelige missionsarbejde bl.a. gennem mudraer, håndtegn. Mudraerne, som har altid været kendt i den folkelige hinduisme, blev nu en simpel folkelig måde at kommunikere Buddhas budskab ud på hinsides sprog - og kulturbarrierer.
Hinduismens menneskeguder
Forestillingen om menneskeguden siver herfra videre ud i det mangfoldige indiske religiøse floddelta, hvor den sandsynligvis er med til at forme 'nye' guder som Krishna og Rama, der i modsætning til Indernes udelukkende mytologiske guder også tillægges en menneskelig eksistens.
Buddhismens tredie missionsbølge
Som den anden missionsbølge med tydelighed viste, er det ofte sundt for en religion at komme under pres, ja endog blive fordrevet. Når præster bliver tvunget ud af deres templer og væk fra deres feudalfede livstidsposter, ler ånden over hvad den har fundet, mens hjertet eller rettere maven græder over hvad den mistet.
Tibet blev i 1950 løbet over ende af de kinesiske kommunister. Den sidste og tredie buddhistiske missionsbølge startede således med Kinas besættelse af Tibet. Tibetanske buddhistmunke spredte som flygtninge deres viden ud over kloden, dog især via Holywoods drømmefabrik ind i USAs overklasse. Via denne kanal er verdens vestlige overklasse i dag langsomt ved at blive vendt fra kristendom til især tibetansk buddhisme. Omvendt får den moderne buddhisme et mere og mere vestligt kristent ansigt.
Der er i dag især buddhismens meditationsformer der slår rødder i den vesterlandske jord i form af både den japanske zen-buddhisme og Dalai Lamas tibetanske buddhisme. Der er en direkte forbindelse fra buddhismens meditationsformer til den nye vestlige 'open source' sækulære meditationsform kaldet mindfullness.
Lidelsesstrategier i øst og vest
Som den højrestillede generelle betragtning i begyndelsen gør opmærksom på, så giver det, så vidt jeg se, ingen mening at finde tilbage til en kulturs 'oprindelighed' for efterfølgende at digte en forfaldshistorie. Jeg har med udgangspunkt i en art shamanistisk opdatering af Marx' materialistiske historiesyn og Spenser-Darwins Survival of the fittest, den opfattelse at alt hænger sammen med alt i en en fortløbende kreativ proces der i bund og grund handler om klaner og senere staters overlevelse. Alt, selv fænomenet Meditation og især organiserede religioners fortællinger kan anskues som overlevelsestrategier.
Det er i denne sammenhæng interessant at buddhismens forestillinger om det lidelsesfyldte illusoriske liv ikke kunne finde næring da buddhismen kom til Kina. For det velordnede kinesiske samfund gav det ingen mening at anskue verden som en jammerdal. Den kinesiske Buddha blev derfor i modsætning til hans introverte indiske fætter, en fed og glad udadvendt livsnyder.
I Kina synes Buddha at sige til sine tilbedere: verden er et herligt sted at være i!
Et velordnet velstandssamfund vil anse den 'verden' det skaber som virkelig og ikke som en illusion, hvilket i en eksistentiel oversættelse betyder: Hvis verden er virkelig, så er jeg ansvarlig over for den.
Den europæisk kristne kultur forholder sig også religiøst til lidelsen. Men her stilles lidelsens kors op midt i livet. I den europæiske virkelighed bliver lidelsen ikke mediteret væk som man kan se det i Buddhas svagt smilende, men depersonaliserede ansigt. Kristus ansigt som gengivet i billedet til højre er i denne sammenhæng den absolutte modsætning til Buddhas livsfjerne, men medfølende ansigt der betragter verden fra en dimension hinsides lidelsen også kaldet Nirvana. Menneskesønnen tager i modsætning hertil lidelsens kors på sig.
KRISTENDOMMEN I BUDDHISMENS FODSPOR
Den kristne vanddåb peger i sit udspring tilbage mod den Indiske kulturs tilbedelse af Gangesfloden. Som vand har buddhismens dharmalære spredt sig - i en løbende tilpasning til de kulturelle landskaber den har oversvømmet og befrugtet.
Religioner og religiøse lederer er tilpassede genbrugskonstruktioner
Verdensreligionens topfigurer har hentet liv i disse vandløb. De er konstruktioner, menneskeligt frembragte vandkanaler, mere eller mindre i sync med deres faktuelle liv.
Statsreligiøse institutioner og tilhørende traditioner af lærde, der videreførte religiøs visdom har her betjent sig af genbrug af de historier, myter og forståelsesrammer der allerede var en del af kulturen.
Jesus er fra oldtiden og op til i dag blevet skabt af kirkehistoriens institutioner i en smeltedigle hvor fremmede forståelsesrammer er blevet støbt ind i nye legeringer med lokale fortællinger. I disse religiøse konstruktioner har man naturligvis genbrugt de 'gode' forstået som pædagogisk effektive, fortællinger og lignelser fra nær og fjern.
Det gør ikke Jesus mindre 'virkelig'. Med både Bruno Latour og Nagarjuna kunne man sige:
Jesus er konstrueret. Buddha er konstrueret. Derfor er de virkelige.
Socielt set er konstruktionen det eneste der betyder noget.
Både Jesus og Buddha er magneter for kollektivt akkumuleret livsvisdom. De er plakatsøjler for vandrefortællinger og i den forstand opsamlingssteder for historisk politisk og kulturel visdom. De er i den forstand kun i mindre grad historiske personer.
Den uforsonlige jødiske oprørskristus
Nyere forskning viser os i glimt en Jesus der måske slet ikke var så fredelig som han af de senere traditioner er blevet gjort til. Jesus var nærmere en rebel vendt i oprør mod den romerske besættelsesmagt. Den mindre fredelige Jesus dukker ind imellem frem i det nye testamente i skarp kontrast til godhedslæren. Selv om Jesus ikke taler om sig selv i denne lignelse, så er emnevalget i sig selv afslørende. Jesus viser sig også gennem valget af sine lignelser.
Mine fjender, som ikke vil have mig som konge,
før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.
Lukas 19.27
Den østlige
godhedslære er sandsynligvis lagt som et lag ovenpå rebellen, som en bitter pille dyppet i den ashokabuddhistiske dharmakultur som den forefandtes på handelsruternes veje og vildveje.
Her kommer en række udpluk fra testamenterne der peger på den jødiske oprører.
Vi ser her den monotistiske uforsonlighed som siden Akhnaton har præget mellemøstens religiøse konstruktioner op til i dag:
MATTHÆUS
Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender.
Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.
Matt. 10,34 -37
----
Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.
Matt. 11,20-24
----
Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb.
Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald.
Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild.
Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild.
Matt. 18,6-9
LUKAS
Og jeg siger til jer, mine venner: Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere. Jeg vil vise jer, hvem I skal frygte: Frygt ham, som efter at have slået ihjel har magt til at kaste i Helvede. Ja, jeg siger jer: Ham skal I frygte.
Lukas 12,4-5
Så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro.
Lukas 12,46
Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget.
Lukas 12,49
Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid. Fra nu af vil fem i samme hus være i splid, tre mod to og to mod tre, far i splid med søn, og søn med far, mor med datter, og datter med mor, svigermor med sin svigerdatter, og svigerdatter med sin svigermor.
Lukas 12,51-53
Da sagde han til dem: »Men nu skal den, der har en pung, tage den med, og ligeså tasken; og den, der ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe sig et.
For jeg siger jer: På mig skal det skriftord opfyldes: "Og han blev regnet blandt lovbrydere." Og nu er jeg ved målet for det, der skal ske mig.«
Da sagde de: »Herre, se, her er to sværd.« Han svarede: »Det er nok.«
Lukas 22,36-38
JOHANNES
På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge. Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter.
Johannes 2,14-15
Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden.
Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.
Johannes 15,1-2
Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt.
Johannes 15,6
ÅBENBARINGERNES BOG
Og skriv til englen for menigheden i Thyatira: Dette siger Guds søn, der har øjne som luende ild og fødder som skinnende malm:
Jeg kender dine gerninger og din kærlighed og trofasthed og tjeneste og udholdenhed, og dine sidste gerninger overgår de første. Men jeg har det imod dig, at du finder dig i kvinden Jezabel, der påstår at være profetinde, og som med sin lære forfører mine tjenere til at bedrive utugt og spise afgudsofferkød.
Jeg har givet hende tid til at omvende sig, men hun vil ikke vende om fra sin utugt.
Nu kaster jeg hende på sygelejet, og dem, der horer med hende, styrter jeg ud i stor trængsel, hvis de ikke omvender sig fra hendes gerninger, og hendes børn slår jeg ihjel. Så skal alle menighederne forstå, at jeg er den, der ransager nyrer og hjerter, og jeg vil give enhver af jer efter jeres gerninger.
Åbenbar. 2,18-23
Indere har altid vendt den anden kind til
Lad os kort vende tilbage til de ovenstående illustrationer af Jesus og Buddha.
Selvom forholdet til lidelsen afspejles i absolut forskellighed i Jesu og Buddhas ansigter, er de to lidelsesstrategier på ét punkt identiske. De har begge et passivt forhold til lidelsen.
Buddha tackler lidelsen gennem depersonalisering og dekropsliggørelse - Jesus ved at acceptere den 'head on'. Begge lidelsesstrategier er evolutionscivilisatorisk set fremskridt i forhold til menneskets instinktuelt betingede angreb-flugtadfærd.
Både Jesu og Buddhas lidelsestrategi viser sig i kraft af deres fokus i selvbeherskelse som produkter af højkultur. Det kræver et betydeligt civilisatorisk overskud at 'opdrage' de enkelte samfundsborgere så de kan administrere sig selv, fremfor at føje sig på grund af tilstedeværelsen af ydre voldsmonopoler. Den eneste kultur der i århundrederne før Kristi passer til denne beskrivelse er Kong Ashokas Indien.
Jesu lære om at vi mennesker bør vende den anden kind til, at vi bør gengælde ondt med godt er en passiv lidelsesstrategi der peger mod Indien. Indien har altid tacklet de talrige invasioner udefra ved at bøje af og tilpasse sig. Sadhuerne og de hellige mænds gennem Meditation skabte livsadfærd var tilsvarende gennemsyret af pacifisme. Forstillingen om at vende den anden kind til kan umuligt opstå i kriger- og krigeriske nationer. Heroverfor har intet land, selv set i et verdenshistorisk perspektiv været så passivt eftergivende for invasioner som Indien. Indien har fremfor noget andet land jeg kender til altid absorberet historiens sår, så arvævet danner grundlag for nye civilisatoriske knopskydninger.
Dette for Indien særegne karakteristika gælder helt tilbage til Mahavirs ahimsa, ikke-voldsfilosofi og frem til Mahatama Ghandis politiske strategi over for det engelske koloniherredømme.
Vi skal nu se hvorledes denne eftergivenhed allerede af buddhismen og hundreder af år før kristendommen i Indien havde skabt tilgivelsens religiøsitet som en bredt accepteret folkelig teologi.
Kong Godhed
Lad mig genfortælle det indiske Jatakaeventyr, Kong Godhed. Kong Godhed gengælder altid ondt med godt. Denne historie, som netop ikke handler om Buddha, men om dharmaen er som vandrefortælling sammen med hundrede andre nået overalt hvor karavaner har trådt stier og veje. I hvor høj grad den antikke verden blev forbundet gennem vandrefortællinger kan alene ses i den kendsgerning at vor egen Holbergkomedie 'Jeppe på Bjerget' i virkeligheden er en vandrehistorie fra Indien!
I eventyret om Kong Godhed beslutter nabokongen i misundelse over rigdommen i Kong Godheds rige at teste om det er muligt at angribe Godheds rige uden at Kong Godhed sætter sig til modværge. Nabokongen sender en flok røvere ind i Godhedens rige. Røverne plyndrer en landsby og dræber alle indbyggerne. Kong Godheds soldater fanger røverne og bringer dem hen til Godhed der spørger dem hvorfor de angreb landsbyen. Røverne svarer at det var fordi de var sultne og ingen mad havde. Godhed spørger dem hvorfor de ikke var kommet til ham først og han sætter derefter røverne fri med masser af gaver og mad. Da den næste røverbande som nabokongen sender, også kommer frie hjem med gaver fra Godhed, beslutter nabokongen sig for at angribe Godheds rige. Under invasionen sætter Godhed sig ikke til modværge og den onde nabokonge begraver Godhed og hele hans hof så kun deres hoveder stikker ud af jorden. Det er den onde konges hensigt at de vilde dyr om natten skal gøre det af med Godhed og hans hof. Godheden har imidlertid naturen på sin side og ved hjælp af naturens ånder undslipper Kong Godhed med sit følge den forfærdelige død der var tiltænkt dem af den onde konge. Ved de samme naturånders hjælp lykkes det for Kong Godhed at komme ind i sit gamle soveværelse hvor den onde Konge nu ligger og sover. Kong Godhed tager sit gamle sværd og prikker let til den onde konge så han vågner. Den onde konge falder på knæ og bliver omvendt til Godhedens budskab og således ender historien som alle andre gode eventyr.
Dette indiske og førkristelige folkeeventyr dokumenterer klart at tilgivelsen og næstekærlighedens budskab ikke er kristendommens opfindelse!
Ydermere viser eventyret den intime relation mellem en oplyst storstatsmagtsideologi og tilgivelsens budskab, idet det her netop er kongen og dermed staten, der er forpligtet til at handle oplyst og menneskeligt.
Eftersom den klanoverskridende næstekærlighed ses som en nødvendig forudsætning for en fredelig storstats eksistens, kan vi finde foreløbere for dette godhedsfænomen allerede i det mægtige perserrige, hvis kultur jo netop blev inspirationskilden til Mauryadynastiet og dermed ashokabuddhismen.
Jøderne har aldrig vendt den anden kind til
At bøje af var bestemt ikke noget der lå som en oplagt mulighed i den jødiske kultur. Jøderne var i deres hårdnakkede monoteisme en konstant torn i øjet på det romerske rige. Hvor alle andre af romerne erobrede kulturer affandt sig med at de ved at bøje sig for den romerske kejser kunne fortsætte med at dyrke deres egne guder på andenpladsen, så var jøderne så uforsonlige over for forestillingen om Kejseren som gud at romerriget i år 70 så sig nødsaget til at jævne Jerusalem med jorden. Det af videnskaben blotlagte billede af Jesus viser netop med al ønskelig tydelighed en Jesus der bestemt ikke vender den anden kind til. Som nævnt var den historiske Jesus slet ikke så fredelig som hans konstruerede spejlbillede. Vi kan let, selv uden videnskabens hjælp, i det nye testamentes fire evangelier finde eksempler på en usympatisk jesus.
Men den jord kirkefædrene efter Jesus levede på, var så gennemgødet af den Ashokabuddhistiske pacifisme at de mere uforsonlige sider af Jesus efterhånden blev nedprioriteret. Jesusmyten blev konstrueret så den kunne videreføre essensen af handels og karavanebuddhismens universelle klanoverskridende pacifisme, dog i en kulturel form der mere passede til mellemøsten og middelhavsområdet end den oprindelige Buddhisme ville være i stand til.
Apostlen Paulus
Apostlen Paulus bidrag til konstruktionen af Jesus er ganske betragtelig. Hans referencer til Jesu aktuelle liv som det er gengivet i testamenterne, er er på det nærmeste fraværende. Paulus interesse retter sig i første omgang mod Jesu efterliv, genopstandelsen og livet efter opstandelsen hvor hans råderum for at modellere en Jesus efter sit eget hoved naturligvis er langt større. I fraværet af referencer til Jesu liv er det nærliggende at antage at Paulus skabte sin Jesus ud fra sit eget livs referencer.
Paulus forvandlede først og fremmest Jesus fra at være jødernes konge, en klankonge, til at blive en universel frelser for alle mennesker. Denne vigtige transformation fandt sted i hjernen på et menneske der var placeret i den geografi og et miljø som i århundreder var gennemsivet af Ashokas abstrakte handelsbuddhisme. Paulus var handelsmand, en teltmager fra havnebyen Tarsos i det nuværende Tyrkiet. Tarsos hørte oprindeligt ind under det Seleukide Rige. Paulus, der havde græsk som sit første sprog, havde således levet i et miljø der i høj grad var formet af den seleukide version af hellenismen, netop den hellenisme der altid havde været i stofskifte med Indien og især den indiske buddhismes universalreligiøse version af frihed, lighed og broderskab.
Buddhistiske institutioner i mellemøsten
Det der i kristendommen kommer nærmest det meditative liv, nemlig livet i klosteret, havde højst sandsynligt ikke eksisteret uden inspiration fra Ashokariget. De første kristne klostre blev til i Syrien, netop det land der længst mod vest (set fra Ashokas rige) havde haft de fleste Buddhistiske klostre.
Vi ved indirekte at der var et etableret buddhistisk center i Ægypten det andet århundrede e.Kr. På dette tidspunkt deltog i følge Sri Lankanske historieskrivere en større udsending af Buddhistmunke fra Ægypten i en buddhistisk konference på Sri Lanka.
Det vestlige knudepunkt for handelsruterne til Indien var Alexandria. Især i det første århundrede e.Kr. og helt op til 400 e.Kr. foregik der en livlig handel mellem Romerriget og Indien. Der er mange spor der peger på at der fandtes Buddhistiske missionærskoler, Viharas, i Alexandria før den kristne tid.
Det er værd at bemærke at også neoplatonismen først og fremmest udvikledes, ikke i Athen, men netop i Alexandria.
Alexandrias kirkefader Origen (185 - 254 e.Kr.) grundlagde kristendommens første systematiske teologi. Hans læremester hed Ammonius Sakkas. Vender man de to ord om, får man Sakkas Ammonius hvilket i forbavsende grad minder om 'Sakyamuni', der er navnet for den oplyste Bodhisatva. Origen er kendt for sin åbne platonistiske version af kristendommen. Følger man boddhisatvasporet, kunne man udmærket forestille sig at hans
platonistiske læremestre stammede ud fra de traditioner af græske buddhistfilosoffer der voksede ud af det førnævnte panhellenistiske sindets imperium som Alexander efterlod.
Det er også værd at bemærke at Origen havde en forestilling om at alle sjæle ville blive frelst fordi alle sjæle oprindeligt er kommet ud af Gud. Denne forestilling ligger meget tæt op ad buddhismens forestilling om udfrielse fra samsaras hjul.
De to godhedsvogtere
I dette brede kulturbånd der stakte sig fra Nordindien til middelhavslandene, opstod verdens første klanoverskridende godhedskultur.
Mod øst hed godhedsvogteren Buddha.
Mod vest hed han Jesus.
Gandharafiguren til venstre er fra 2.århundrede f.Kr.
Kristusfiguren til højre er fra Konstantinopel og er fra 4. århundrede e. Kr.
Ligheden mellem de to figurer taler for sig selv.
LIGHEDER MELLEM JESUS OG BUDDHA
Her kommer i spredt orden en række lighedspunkter mellem buddhismen og kristendommen, mellem Jesus og Buddha.
Kristen Reinkarnation afskaffes
Reinkarnationsforstillinger er ikke en del af hverken jødedom eller de tidligere ægyptiske Ammonreligioner. Reinkarnationsfilosofien, troen på sjælevandring, peger længere mod øst, nemlig mod Indien.
Et af de tydeligste kendetegn på i hvor høj grad Kirstendommen første vækster havde rødder i Indisk gødet jord, var at flere af de kristne sekter i de første 500 år e.Kr. troede på reinkarnation eller som krikefaderen Origen på sjæles præeksistens. Troen på reinkarnation var udbredt i urkirketidens kakafonisk forskellige sammenrend af menigheder. Den blev imidlertid afskaffet af Kejser Justinian ved Kirkemødet i Konstantinopel i 553.
Det var den Østromerske Kejser Justinian der under indflydelse af sin dominante kejserinde, Theodoras indædte modvilje mod inkarnationsforestillingen, enevældigt afskaffede muligheden for sjælevandring og Origens tro på sjæles præeksistens. Med afskaffelsen af reinkarnationstanken og det medfølgende opgør med Origens mere tolerante, platonistisk inspirerede fortolkning af hvad kristendom var, begyndte konstruktionen af en mere europæisk tilpasset Jesus - en statsjesus der ikke tålte alternative konstruktioner.
Vi kan i Justinians bestræbelser på at strømmeline sin østkirke se hvorledes den oprindelige mangfoldighed af kristne menigheder og testamenter langsomt forsvinder til fordel for en enkelt magtkirke der i sit monopol på at konstruere Kristus i stigende grad inkvisitorisk forfølger andre og mindre menigheders ret til at skabe Jesus.
Fødsel
Både Jesu og Buddhas fødsel er forudsagt og ledsaget af en særlig stjerne.
Deres fødsler er sanktioneret af hellige mænd der er kommet rejsende langvejs fra.
Jomfrufødsel
Selv om Jesu jomfrufødsel ikke minder ikke om Buddhas fødsel, så peger den mod Indien. Jomfrufødsler forstået som undfangelser skabt alene af guddommelig intention var en udbredt forestilling i Indien, hvor bl.a. Guden Krishna blev undfanget ved jomfrufødsel.
Det onde
Både Jesus og Buddha blev fristet af det onde, henholdsvis i form af Satan og Mara.
Lignelser
Både Jesus og Buddha talte i lignelser. At bruge lignelser var stort set ukendt i den jødiske kultur. Jesus var den første til at anvende denne retoriske form i det daværende Palestina.
Efter Jesus bliver lignelsesformen imdilertid almideligt udbredt blandt jøder. Det har bl.a. fået religionsprofessoren Diarmaid Mac Culloch til at gætte på at Jesu taleform påvirkede sin samtid langt ud over de kristne menigheder. Jeg er mere tilbøjelig til at se brugen af lignelser som kommende fra øst, fra det seleukidhellenistiske rige der med bagdøren stående åben ind i Indien havde rig mulighed for at importere den rige lignelsestradition herfra. Buddha var ikke ene om at tale i lignelser i Indien.
Det østlge spor bliver mere varm al den stund det rent faktisk lykkes at finde lignelser hos Buddha med det samme narrative indhold som i jesu lignelser..
Jesus fortalte en lignelse om hvorledes en blind mand ikke kan lede en anden blind uden at de begge falder i grøften. Buddha har brugt den samme lignelse om blinde der ikke er i stand til at lede hinanden.
Lignelsen om den fortabte søn findes mage til i Buddhas 'lignelsessamling'.
Lignelsen om den fattige enke der ofrer sin samlede formue på to småmønter og derefter roses af Jesus, genfindes helt ned i detaljer i en lignelse fortalt af Buddha.
Buddha sagde: Forgængelig er en by bygget af sand.
Jesus sagde: Kun en tåbelig mand bygger sit hus af sand.
Begge taler om regnen som falder på retfærdige som uretfærdige.
Hvor Jesus taler om hvorledes vi ser splinten i næsten øje, men ikke ser bjælken i vort eget, så siger Buddha mere pragmatisk at det er lettere at se andres fejl end ens egne.
Følgende lignelser, henholdsvis kreidteret til Buddha og Jesus har også stor lighed:
Let the wise man do righteousness that others canot share. Which no thief can steal,
a treasure which doth not pass away.
Kuddaka Sutra 8,9
Lay up for yourselves treasure in heaven, where neither rust nor moth doth corrupt,
and where thieves do not break through nor steal.
Matt. 6:19-20
Hindulignelser
Der findes også lignelser der er knyttet til Jesus, som kan spores tilbage, ikke til Buddha, men til Indisk mytologi. Lignelsen om at tro kan flytte bjerge findes i flere udgaver i Indisk mytologi, især i beretningen om abeguden Hanuman der tager et helt bjerg fra Himalaya og flytter det ned til Sydindien. Hanumans styrke kommer af hans ubetingede tro og kærlighed til sin herre, guden Rama. Også guden Krishna er kendt for at flytte et bjerg. At tro kan flytte bjerge har således altid været en almindelig forestilling i Indien, mens den før Jesus er ukendt i mellemøsten.
Missionsvirksomhed
Denne opfordring fra Buddha til sine disciple kunne lige så godt være 'sagt' af Jesus, men først efter at Apostlen Paul havde omkonstrueret Jesus fra at være en frelser af jøderne til at være en frelser af menneskeheden:
Oh Munke! Rejs langt væk for at gavne mange, ud af medfølelse for verden, til fordel for guder og dødelige. Og lad ikke to af jer tage den samme rute. Prædk læren som leder til det gode.. Prædk det i ånd og bogstav. Vis gennem jeres eget pletfrie liv hvordan det religiøse liv bør leves.
Både Buddha og Jesus begynder deres aktive prædikende virksomhed som 30årige.
Disciplene tager efter de to mestres død ud for at prædike deres budskab.
Disciple
Både Jesus og Buddha havde 12 disciple.
De havde begge en discipel der forrådte dem og en der stod tættest på dem.
Jesu og Buddhas første to disciple var brødre.
Maria Magdalena minder en del om Buddhas discipel Ambapali. Ambapali var en konverteret skøge. I Maria Magdalenas tilfælde er hendes status som skøge ikke udtalt direkte, men hun har ofte givet grund til spekulationer der er gået i den retning.
Menneskesønnen
Både Jesus og Buddha brugte betegnelsen menneskesønnen om sig selv.
Buddhas status som menneskegud skabes dog først med opkomsten af det store hjuls buddhisme.
Vejen, sandheden og livet
Jesus erklærer at han er vejen sandheden og livet.
Buddha siger at han er den verdenstilbedte.
Den vigtige tro
Begge erklærer at den der tror, opnår frelse.
En kardinalakse både i buddhismen og kristendommen er tro - tro over for tvivl.
Personkultiske religioner
Både buddhismen og kristendommen er personkultiske religioner. Hvad enten det drejer som om en kirke eller en pagode så vil det inderste sanctuum være helliget dyrkelsen af et gudemenneske.
Mirakler - overnaturlige kræfter - siddhier
Mirakler har været en integral del af alle førindustrielle samfunds vandrefortællinger.
Dog findes der mig bekendt ikke nget land der i så udstrakt grad som Indien har skabt mirakelfortællinger. Siden oldtiden har Indien været førende i (myte)produktion af mirakler og overnaturlige hændelser. Selv i dag findes der ikke noget mere mirakuløst land end Indien. Patanjalis værker handler om hvordan man via meditative og yogiske øvelser kommer til at mestre de såkaldte Siddhier. At genopvække mennesker fra døden, helbrede syge osv er en intergral del af den indiske mytekultur.
Både Jesus og Buddha gik på vandet:
He (Buddha) walks on water without parting it as if solid ground.
Anguttaraya Nikya 360
Forestillingen om at det er muligt at gå på vandet er stort set ukendt i mellemøsten på Jesu tid. I Indien har det siden oldtiden været almindelig accepteret som en siddhi, en overnaturlig kraft hvorigenem hellige mænd kunne give sig tilkende hvis de ville. Jeg har selv været på jagt i den indiske by Gorakhpur efter en hellig mand som efter sigende gik på byens store sø i hellig trance. Denne helgen havde imidlertid forladt kroppen et år før jeg ankom, men flere almindelige mennesker jeg talte med i denne by langt fra alfarvej bedyrede at de havde set fænomenet.
Både Jesus og Buddha brødfødte 500 mennesker ud af en lille kurv fuld af brød.
Kritik af den ortodokse præsteklasse/kaste
Hvor Jesus kritiserer de jødiske præster, farisærerne, kritiserer Buddha de Indiske præster, brahminerne. Hovedkritikken er for begges vedkommende rettet mod præsternes magtbegær, hykleri og meningsløse ritualisme.
Jesus og Buddha er også modstandere af præsternes rituelle blodofferceremonier.
Buddhismens kritik af brahminpræsteskabet kan ses i historien om Angulimala, den unge talentfulde spirituelle adept af en arrogant brahmin, der dømmer ham til at dræbe 1000 uskyldige mennesker for at samle en halskæde af 1000 fingre. Buddhas tilgivelseskraft udfrier Angulimala lige i det øjeblik han er på vej til at begå den grusomste af alle forbrydelser, at hente finger nummer tusind fra sin egen mors hånd. Historien om Angulimala fortæller om de autoritært grusomme brahminske institutioners uretfærdige og meningsløse behandling af mennesker. Heroverfor stilles Buddha der tilgiver morderen på samme måde som Jesus tilgav røveren på korset.
Tilgivelsen
Som vi lige har set så tilgav Buddha massemorderen Angulimala på samme måde som Jesus tilgav forbryderen på korset.
At vende den anden kind til - at gengælde ondt med godt
Typiske kristne dyder som at gengælde ondt med godt, at udvise næstekærlighed og at vende den anden kind til er gennemgående hovedtemaer i de førnævnte buddhistiske Jakatafortællinger, der fortalt og genfortalt tjente som handelruternes vandrefortællinger allerede i århundrederne før Kristi fødsel. I hvor høj grad Jakatafortællingerne som vandrehistorier har gennemtrængt verden, kan ses i det faktum at vor egne Molbofortællinger såmænd er gendigtninger af Jakataeventyrerne. Jakatafortællingernes formål var ud over at spotte brahminerne at vise næstekærlighedens og tilgivelsens praktiske nytte i sociale konfliktsituationer.
Rosenkransen og det hellige tal 108
Perlekæder anvendt til koncentration og bøn har været udbredt i talrige religioner. I den kristne tradition finder vi den såkaldte rosenkrans, på latin kaldet rosarium. En perlekæde bestående af præcist 108 perler findes imidlertid kun i buddhismen og kristendommen. Tallet 108 har siden den tidligste buddhisme været det helligste tal for buddhister. På sanskrit er malaens fulde navn en japa-mala. Japa betyder i denne sammenhæng den meditative gentagelse af hellige mantraer, lydstavelser. Et lignende sanskritord, japâ, betyder imidlertid direkte oversat og uden for denne malaens kontekst en rose, heraf navnet rosarium.
MENNESKESØNNENS KÆRLIGHED
Vi har i det foregående beskæftiget os med hvor den tidlige kristendom sandsynligvis har
kopieret frit fra den buddhistiske tradition som den især har udtrykt sig i det seleukidindiske blandingskultur.
I den kristne tradition sker der imidlertid en interessant og væsentlig videreudvikling af kærlighedsbudskabet. Buddhismen har på grund af sin depersonaliserede attitude over for livet og lidelsen udviklet en abstrakt form for næstekærlighed der som universel empati omfatter alt lige fra insekter til menneskelige skæbner.
Kristendommen står heroverfor med en langt mere personaliseret, individualiseret fortolkning, hvor kærligheden bliver en bro mellem et 'jeg' og et 'du'.
Denne nyudvikling er et åndeligt produkt skabt af den samlede civilisatoriske kraft i Europa. Den europæiske civilisation har måske for første gang i verdenhistorien været i stand til at skabe det overskud der skal til for at hvert enkelt menneske kan udfolde den 'ego-blomst' forstået som individualitet der følger med ordet 'jeg'.
'Næsten' er et individ som menneskesønnens kærlighed retter sig mod helt ned i små individuelle detaljer. Kig igen et øjeblik på de ovenstående gengivelser af Buddha og Jesus.
I Buddhas blik er du genkendt som en abstrakt universel ånd. I Jesu blik ser du dig selv i din individualitet, i din unikke og fra andre individers helt personlige skæbne.
Hvor de østlige traditioner har en tendens til at depersonalisere evigheden, så ser jeg en ny vidunderlig mulighed gennem Menneskesønnens åndelige dna at personliggøre evigheden.
Dette er nærmere behandlet i Gud vil være Menneske og På vej mod en ny Spirituel Arkitektur.
●
Kilder:
Seleukos Nikator, Constructing a Hellenistic Kingdom - John D.
Grainger
Bactria, The Histoty of a forgotten Empire - H. G. Rawlingson
The Greek Experience of India - Richard Stoneman - 2019
Alexander the Great - Robin Lane Fox
A History of Christianity - Diarmaid Mc Culloch
Hellenism in ancient India - Bannerjee, Gauranga Nath
Verdens Kulturhistorie (Bind II til V) - Will Durant
The Art and Architecture of India - 1996. B. Rowland
Buddha Statuen - Leonhard Adam - 1925
Buddha in Indien - Kunsthistorisches Museeum in Wien - 1995
Wikipedia.com
A Decade of Personal Research in India and Conversations with Notable
Scholars
I have spent over ten years conducting personal research in India, during
which time I've had the privilege of engaging in illuminating conversations,
particularly with Professor Bhandari in Hoshiarpur, Punjab.
Controversial Yet Thought-Provoking Sources:
While I recognize the following sources as inspirational, I don't view them
as entirely reliable for academic rigor:
"Jesus Lived in India" by Holger Kersten
"Lost Years of Jesus" by Elizabeth Clare Prophet
Jesusisbuddha.com, curated by Dr. Phil Christian Lindtner
An Intriguing but Isolated Figure: Dr. Phil Christian Lindtner
Dr. Christian Lindtner is a highly controversial figure and has consequently
been marginalized from mainstream academia. However, it's crucial to note
that regardless of one's personal opinions about Lindtner, many of his
observations are, in fact, verifiable and valid. While I don't necessarily
agree with Lindtner's interpretations of these observations, I have to give
credit to the foundational research he has conducted.
These sources and personal experiences have contributed to my nuanced
understanding of the complex relationships between Eastern and Western
philosophies and religions, and have deeply informed my decade-long research
journey in India.
Gunnar Mühlmann
|
