TANKEOPERATIVSYSTEMET
                          Budbringeren mellem Opmærksomhed og Bevidsthed

Med ordets og skelneevnens lampe må man gå hinsides ord...
Lankaravatara-sutra

Symbolske sprog versus analytisk sprog

Det tænkende dyr
Jeg er meget stolt af mit lille sprogligt tænkte univers... og med god grund. Det har bragt mig så langt som til at skrive denne tekst.

Under vågenhedens klare himmel ses mit tænkende lille jeg imidlertid som homo loquax, et talende dyr, der som en frø på bunden af brønden intet ved om fuglenes frie liv i himlen.
Det evigt snakkende sind er et hjælpeløst offer for sin egen kvækkende støj indtil det øjeblik, hvor selv det mindste glimt af metanoia frigør det fra herren af ord.
 
Hvis du synes jeg her overdriver, så undersøg for et øjeblik dine egne tanker. Jeg har gjort det for mit eget vedkommende. 90% af dem var det rene vrøvl.
 
Lad det med de sidste 10% stå klart, at tankernes operativsystem set i morgenlyset fra bevidsthedens rene vågenhed fremstår som forældet software og er ved at nærme sig sin slutning som vort førende overlevelses-operativsystem. Inden længe vil det være gemt bort som en rudimentær kirtel begravet i hjernens evolutionære kælderbiblioteker.
 
Hvad vil erstatte tankerne? Det vil intuitiv navigaton i supervågenhed. Jeg tager mit eget liv som vidne på, at det er muligt at leve med et minumum af tanker.
  
Jeg tænker ikke, altså er jeg
Lad det ligeledes være lysende klart, at bevidsthed og tankeprocesser har lige så lidt med hinanden at gøre, som et spejl har at gøre med det, der spejles.
  
Meditation.dk tager derfor et antitetisk afsæt i Descartes berømte udsagn, Cogito, ergo sum - Jeg tænker, altså er jeg, hvor bevidstheden er gjort identisk med det tænkende sind. I vestens ekstroverterede besættelse af at beherske den ydre verden har tankemylderet som skyer på himlen skjult selve det rum, der holder skyerne oppe.
  
Enhver, der blot har en lille smule erfaring med Meditation, vil erfare følgende:
    
Non cogito, ergo sum - Jeg tænker ikke, altså er jeg.
 
Det er nødvendigt at gå hinsides den menneskelige natur for at forstå den. Udfordringen er, at selv dette udsagn naturligvis er en tanke. Med ord må vi derfor gå hinsides ord - for at forstå ord. For selv en mindre sky kan skjule den sol, der altid lyser på den.
 
En af de vigtigste medvirkende årsager til at Homo Sapiens blev klodens skabende, men også ødelæggende sejrherrer, var sproget.
 
Gennem sproget kunne grupper af mennesker organiseres i samarbejdende kollektiver med en fleksibilitet og tilpasningsevne, der lå langt ud over hvad instinkbaseret flokdyrisk gruppedynamik hidtil havde kunne præstere. Jæger -og samlerstrategier kunne nu med ord planlægges, aftales og udføres i komplekse scenarier ingen andre hominider kunne konkurrere med. 
 
Den israelske forfatter, Harari, fortæller os, at mennesket er et historiefortællende dyr. Ligeså vigtigt som sprogets rent praktiske funktion i forbindelse med kolektiv overlevelse, så indeholdt sproget også muligheden for at mennesker nu kunne mobiliseres i et fælles åndedræt i sync med en fortællings forlokkende kraft. Fortællinger i form af myter, religioner og sagn gjorde det muligt at mobilisere og potensere den sociale sammenhængskraft og energi, der gang på gang, i opofrelse til det fælles vi's identitet, fik os til at prøve nye måder at organisere vores overlevelse på.
  
Vi kan ikke 'by-passe' fortælleren!
Uanset om vi er ateister eller religiøse, så drømmer vi om natten i ord, billeder og symboler, der af sindet, når vi vågner, oversættes til narrativer. Den ekslusivt menneskelige evne til at fortælle sammenhængsskabende subjektive og intersubjektive 'virkeligheder' er sandsynligvis genetisk hardwired i vores hjerner på en sådan måde, at enhver form for brug af sprog er en fortælling. Det betyder, at end ikke ateister, lavpraktiske ingeniørtyper, ja selv ikke radikale typer som Richard Dawkins og Sam Harris kan undgå det fortællende elememt. De kan ikke andet end fortælle en ny historie om, at de ikke tror på historier. Læg i denne sammenhæng mærke til, at vi, mens vi drømmer for det meste tror på, at det vi oplever, er virkeligt. Det samme gælder for de narrativer, der holder vores flag som identiteter og nationer oppe i dagens vågne timer. Forskellen mellem drøm og den søvngængertilstand, der normalt kaldes den vågne tilstand er såmænd ikke så forskellig. Vi er hardwired til at tro på, at vores egen fortælling er den sande, nogle hjerner naturligvis mere end andre, men det er mere stivheden i et udsagns indpakning der røber den drømmende fortæller bag det, end om det nødvendigvis kommer ud af munden på en ateist eller en religiøs.
  
I min optik er der derfor ingen anden mulighed, i det omfang jeg forstår, beskriver og handler gennem sprog, at erkende det faktum, at Meditation.dk på godt og ondt er og altid vil være forankret i fortælling - ovenikøbet en fortælling jeg selv blindt tror på, fordi jeg på en måde er nærmere drømmens end vågenhedens verden, når jeg fortæller.
 
En bevidst erkendt søvnfortælling er at foretrække fremfor en ubevidst og da især den grundliggende ateistisk-videskabelige dæmoniske fortælling om, at det er muligt at leve uden fortællinger.
 
Fortælleren luller os i søvn
Hvad Ramana kunne oplyse Descartes om, at jeg netop, når jeg ikke tænker, er vågen, det samme gælder for fortællingernes nedarvede slægstskab med drømmens verden. I den forstand giver det god mening, ikke at ateister og videnskabsmænd med deres store identitetsskabende ikke-erkendte historier om ikke-historier, men mennesker, der generelt lever og navigerer uden for meget selvfortalt identitet, generelt er mere vågne, mere bevidste.
 
Det fortællende hardware i os stiller sig i sidste instans i vejen for bevidsthedens kroning i supervågenhed. I hvor høj grad fortælleren luller os i drømmesøvn er let at iagttage i disse dage, hvor gamle nationale, religiøse og reaktionære forællinger smitter som virus næsten overalt på kloden.
 
Men vi kan ikke undvære den gode fortælling
Det betyder imidlertid ikke at vi bør være anti-fortællere. Som alle andre bio-operativsystemer i os er genbrug siden ursuppens simrende tid, så finder fortællingerne en ny plads som tjenende ånd under den superbevidste tusindbladede lotuskrones ind-sigt. Dette er hvad jeg vil kalde den gode fortæller, og vi kan ikke undvære ham.
 
Det første skridt i denne balancegang tages i samme øjeblik, at vi er klar over, at vi er historiefortællere hver eneste gang en tanke griber os. Det næste skridt tages, når vi kigger vore fortællinger nærmere efter i sømmene. Her er det klart, at de per definition aldrig holder i den form, som de er overleveret til os i.
 
Faktas rensende flammer
Kærlighed til sandhed, Satyam, er fra videnskab til religion, den bedste overlevelsesstrategi.
Fortællinger bør så vidt muligt, paralllelt med det videnskabelige ideal, altid konfronteres og lutres i faktas rensende flammer. Gamle overleverede fortællinger vil nødvendigvis altid lide af den historiske usamtidigheds aldersbetingede sygdomme. Fortællinger bør løbende reformeres og tilpasses ny viden, så de er optimalt i sync med nu'ets ding an sich. Hvis ikke det er muligt, så er det bedre med en nådig død, der giver murbrokker til nye fortællinger.
 
Hvordan ved vi, om en fortælling er i sync eller ej? Hvis vi med vores selvfortællinger overlever længere og bedre end klaner med andre fortællinger, så er vores fortælling sandere. Sandhed er i denne sammenhæng identisk med de biologiske algoritmer i den hellige matematiks leela, der til sidst ler bedst.

Den erkendte ikke-videns rensende flammer
En forudsætning for at man kan rense sin fortælling er at man overhovedet kan se den. Det er uhyre vigtigt for videnskaben at se, hvad den ikke kan: videnskaben kan ikke fortælle de historier, der bygger smukke katedraler og skaber Bachkantater. Den kan heller ikke danne de ører, der gemnem kultivering bliver i stand til at høre kantatens skønhed eller danne de øjne, der ser katedralens hvælvinger eller stjernehimlen i tavs ærefrygt. Videnskabens tragedie er alt for ofte, at den ikke ved, hvad den ikke ved.

Den manglende evne til at se hvad man ikke kan se, gør at vore dages ekspert- og videnskabsvælde alt for let kommer til at avle præster forklædt i fakta. Faktapræsten ser ikke sin egen fortælling, der netop derfor er dæmonisk. I sin tilsyneladende objektive fortællingsløshed bliver han et let bytte for magt og særinteresser. Uden den livsnødvendige evne til selvkritisk metaerkendelse opstår der ligesom af sig selv en sammenhæng mellem de kolde videnskabeliges tals godkendelse af et eller andet skadeligt produkt og videnskabsmandens egen evne til at betale terminerne for sit nye luksushus.
    

 

 
Foran bevidsthedsspejlet som det lyttende og seende vidne udspiller der sig i vort indre et guddommeligt drama. Det er guddommeligt i den forstand, at vi er vore egne tankeguder. Vi kan her skabe, opføre og destruere nye verdner:

Seks Dage Gud Herren med Verden stred.
Jeg skaber den i ét Sekund.
"Hvide Blomster" Digte (1892)
Helge Rode

Bevidsthedens mørke ingenting udgør det lærred, hvorpå film efter film projiceres, uden at
biografgængerne skænker det en tanke.
 
På dette bevidsthedens spejlteater opføres et fortløbende drama i lys og lyd. Dramaet er skabt af det, vi kalder tanker. Tanker er elektrokemiske sekvenser, der som symbolske stedfortrædere for den opmærksomt sansede 'virkelighed' imiterer mulige scenarier fra det ydre 'virkelige' liv på bevidsthedens indre spejlscene.
 
Her studerer tankerne mulige kort over virkeligheden med henblik på at kunne navigere bedre i den. For selv om man ikke kommer til New Delhi ved at studere et kort over Indien, er det en god begyndelse, hvis man ønsker at besøge landet.

De talende tanker og det lyttende spejl

Thi tænkning er nemlig en art sprog.
L. Wittgenstein

Tankeprocesserne er i deres organiske samhørighed med talesproget primært knyttet til høresansen. At jeg kan komme til at tænke højt er et sprogligt eksempel på den auditive samhørighed mellem tale og tanke.
 
I folkeeventyret om Snehvide taler den onde dronning til spejlet, mens hun iagttager sig selv. I sin respons ikke alene ser Spejlet - det lytter og taler også. Mit bud er imidlertid, at det ikke er spejlet der taler, men tanker der kastes tilbage i form af reflektioner. Spejlet er nærmere som en opmærksomt lyttende ven, der ikke er overivrig efter at komme med gode råd. Pludselig indser vi selv det svar, vi ikke fik, før vi begyndte at betro os til vor ven som spejlende vidne. At reflektere over ting er ensbetydende med at tænke. Tanker kastes tilbage som lys i mødet med spejlet. Dronningens tanker opstår i et audiovisuelt bevidsthedsrum, i en form for synæstetisk sammenblanding af det fjernsanseligt hørte og sete. Mine tanker fører indbyrdes dialoger, mens jeg ind-ser deres indhold. Det samme gør vi, når vi læser. Vi læser i lys de skrevne ord, mens vi lytter til dem som tankelyd. I dette rum ser vi meningen med det hørte ord. Vi ind.hører ikke - vi ind.ser.
 
Spejlet selv er bevidsthedens upåvirkede og tavse vidne. Ved at kigge ind i det kunne den onde dronning i den reflektive dialog, der her opstod, selv ind.se, at hun ikke var den smukkeste.
 

  
Sprog opstår i spændingsfeltet mellem et jeg over for et dig/jer.
Både vort indvendige tankesprog og udvendige talesprog giver kun mening i dualitet.
 
Sjælespejlets jeg, mig og dig
Det indre tankesprog opstår mellem jeg og mig i den fordobling, som spejlet laver af den, der ser ind i det. På samme måde som jeg kan tale til dig, så taler jeg til mig selv i form af tanker.
 
Dette tankereflekterende sjælespejl i mennekets sind er netop det spejl dronningen fra eventyret kigger ind i.
 
Nu er spørgsmålet... Hvorfor er dronningen ond?

Fjernsanselig afstand som forudsætning for erkendelse  
Både syns -og høresansen er fjernsanser. De har den nødvendige afstand og dermed polaritet, der gør erkendelse mulig. Kun i kraft af den fjernsanselighed vi har i forhold til spejlets fremprojicerede dobbeltgænger, er vi tilstrækkeligt afstandsgjorte til, at vi kan se os selv og tale med os selv. Jeg ser og taler med mig selv via bevidsthedens magiske spejlfordobling.

The more we can impute to Him (God) not-likeness,
the nearer do we get to understanding Him.
Meister Eckhart

Sproget indeholder mange vidunderlige freudian slips. De vise dagligdags formuleringer er ofte langt klogere klogere end os der taler det. De fortæller, at vi skal have oplevelsen lidt på afstand for at kunne tænke over den. Både høresansen og især synssansen og er fjernsanser. Synssansen forudsætter i modsætning til følesansens fundamentale nærsanselighed afstand til det iagttagede. Bevidsthedsspejlet forudsætter teaterscenens rumlige afstand. Som Meister Eckhart siger, så kan man kun indse sig selv (som gud) ved at forlade sig selv (som gud). Vi kan ikke tankemæssigt fatte bevidstheden, fordi vi er den. Gud er i den forstand en projektion af det mest ufattelige aspekt af os selv.

Had I a God whom I could understand, 
I would no longer hold him for God.
Meister Eckhart

Enhver tankebaseret erkendelse, enhver viden kræver en fjernsanselig skabt subjekt-objekt relation. Tanker har derfor i selve deres natur indbygget en form for fremmedgørelse. De adskiller os fra verden. Det er prisen for at kunne indSE dem, for vi ser nu bedst ting, når de er lidt på afstand.
 
Hvis vi eksaminerer hvor vore tanker sidder, så vil vi erkende dem som processer, der har en form for abstrakt afstand i forhold til 'os'. Defor giver det mening, når Ekchart taler om at flygte fra tankerne:

Flee away and hide thee from the rush of
inner thoughts which cause such great disquiet
Eckhart

Hvad sker der, når den første tanke opstår i forbindelse med en sansning?

I den proces, hvor ord berører sansningen, hvor vi om os selv ved, at vi er vrede eller glade, skabes der noget andet end det, der var før sansningen blev begrebsliggjort. 
 
Tanken har iklædt sansningen et navn. Som et vildt menneske, der har fået tøj på, er den blevet civiliseret.
 
Denne begrebsliggørelse hjælper bevidstheden med til at blive klar over sansningen.
For bevidstheden har uhyre vanskeligt ved at blive klar over rene, oprindelige og dermed navnløse sansninger. Trolden skal have et navn for at be.vid.stheden kan se den.
 
En sansning i ren opmærksomhed er paradoksalt nok sovende ubevidst.
 
Spørgsmålet er nu:
Hvad er en følelse som f.eks. vrede egentlig som sanset fænomen, inden vi har sat navn på trolden? Er det overhovedet muligt at komme om bag ordene uden blot at bruge nye ord?
 
Opmærksomhedens dyriske forpost
Et middelalderligt fort, en forpost til et større kongerige, angribes af fjendtlige tropper. Soldaterne i fortet bliver nødt til at reagere med det samme. Der er ikke tid til at vente på kongens befalinger, eftersom han først vil kende til angrebet på et senere tidspunkt. Således handler vi følelsesmæssigt, instinktmæssigt i situationer i splitsekundet før, vi har nået at tænke os om.  

Opmærksomheden indeholder en forpost, et krydsfelt, hvor alle vore fem sansers signaler mødes. Her bliver alt, hvad vi sanser, både fjernsanseligt med synet, hørelsen og nærsanseligt i lugt, smag og berøring ført sammen i et krydsfelt, hvor de udløser en indre opmærket kropssansning.
 
De ydre sansninger udløser her i denne forpost, alt efter hvilke sansninger det drejer sig om, en specifik og unik sansesignatur i den indre krop. Denne signatur kaldes på Meditation.dk for en basalfølelse. En basalfølelse består af en kompleks sammensat 'organisme' af forskellige eletrokemiske sansninger. Basalfølelser er tankernes første byggesten på samme måde som syntaks består af sylllabler. Denne form for præ-tænkning på grænsen til egentlig tankevirksomhed deler vi med pattedyrene. Alle evolutionære nyskabelser lægges ovenpå de allerede eksisterende lag.
 
Et sekund efter, at de abstrakt rene sansninger har fundet sted, er den analytiske og ordskabende bevidsthed parat til at tolke disse basalfølelser og give dem navne som kærlighed eller vrede.
 
Basalfølelsernes befalende signaturer
Alt, hvad vi sanser i splitsekundet, før vi når at sprogliggøre det, men efterfølgende kan kategorisere med enkle og simple ord såsom glæde, frygt osv. er i den forstand basalfølte signaturer.
 
Basalfølelser er tankeinstinktfølelser, før eftertænksomheden har nået at genfortælle dem. De er en form for primitivt førsprogligt sprog. Basalfølelsernes signaturer bliver ofte mere synlige i de tilfælde, hvor den bevidst tænkende personlighed ikke er i harmoni med dem.
  
Denne opmærksomhedens forpost sidder sandsynligvis i vor pattedyrehjerne, det limbiske system, især amygdala der f.eks. evaluerer om et ansigt er tillidsvækkende eller ej, før bevidstheden overhovedet er stået op. Denne forpost samler og oversætter nogle af de mere abstrakte ursansninger og instinktbaserede reflekser fra vor tid som krybdyr og tilbage til søanemonernes tid til en form for meget simple tankestrukturer.
  
En person kommer bagfra og berører dig på skulderen. Først vil kroppen sanse selve berøringen i opmærksomhed. Den umiddelbart følgende reaktion involverer hele den indre sansekrop. Alt efter denne sansekrops akkumulerede overlevelseserfaring, både som art og som individ, vil du nu handle, før du når at tænke. Måske farer du sammen med skræk i maven, parat til at flygte eller også knytter du hånden parat til konfrontation. En anden mulighed er, at du vender dig om i venlig tillid.
 
Når de ydre sansninger i opmærksomhedens operativsystem har skabt et specifikt sansedyrisk tankeenergimønster i kroppen, så afstedkommer samme unikke mønster tilhørende skemalagte motoriske handlingssekvenser. Det indre sansemønster virker som en nøgle, som fortets herskers underskrift på et dekret, der sendes videre til omgående effektuering.
  
Jeg så slangen og følte den i splitsekundet efter i kroppen. På samme måde kunne jeg have hørt noget, der i sekundet efter ville skabe en signatur i min inde sansekrop.
   
Opmærksomhedens modus operandi udfolder sig gennem disse signaturer i en bred vifte fra 'primitive' instinktbaserede råsansede reflekser til basalfølt intuition. Des flere varierede basalfølelser vi er her i besiddelse af og er i stand til spontant at reagere på, des mere variation og kreativitet vil der være i opmærksomhedens operativsystem. 

Vore basalfølende handlinger er i sagens natur ikke velovervejede. Men de er hurtige og det har afgjort forskellen på liv og død i den cyklus af genfødsler vi har gennemgået, ikke som individer, men som art.

Basalfølelsernes befalende signaturer er ikke rene instinkter. De er naturligvis også, banalt og selvindlysende, modulerede af især barndommens oplevelser og derigennem af kultur og historisk kontekst.

Det indre sanselivs tolkning af tankerne
Jeg vil her vove den påstand, at tankerne heller ikke forholder sig direkte til hinanden. Tankerne reagerer ikke på hinanden, men på det indre opmærksomme sansedyrs impulser. Det indre sansedyr har svært ved at skelne en indre tanketiger fra en rigtig tiger i den ydre verden. Det vil producere de samme biokemiske sansemønstre hvadenten tigeren er reel eller tænkt.

Den mørke og hemmelige hersker
Jeg var i mange år lærer på et gymnasium. På et tidspunkt fik vi en ny rektor. I forbindelse med hans tiltrædelsestale, som foregik i et stort åbent og frygtindgydende sportslokale, skulle den nybagte rektor først af alt overvinde frygten for højder. Han nærmest slæbte sig de 40 cm op på den til lejligheden opstillede talerstol. Her lod han sit smilende og talende hoved, den legemsdel hans bevidste jeg havde mest kontrol over, række nærmest faretruende langt ud over talerstoles kant. Hans krop havde imidlertid andre planer. Flere gange gik den baglæns ned fra talerstolen, men blev, så snart den rørte gulvet, trukket op på talerstolen igen af hovedet. Hvis kroppen havde fået sin vilje, så havde den taget den nye rektors hoved under armen og flygtet ud af salen. Interessant var det at observere, at jeg tilsyneladende, i min kærlige misantropi som den fremmede, jeg altid følte mig som i rollen som lektor, var den eneste, der lagde mærke til de kropslige krumspring på talerstolen. Rundt om mig stod Wittgensteins akademiske hoveder på stager og druknede blindt i førerhovedets alt for fornuftige bølger af ord. Hvad gør vi mennesker ikke af grusomheder mod os selv for at få brød på bordet og penge til afdrag på huset?
 
Den indre følesansnings opmærksomme operativsystem er kroppens hemmelige hersker.
Han evaluerer opmærksomt, om de indgående sansesignalers følemønstre udgør en overlevelsestrussel eller ej. Hvis det føles godt, så er alt godt, er denne konges motto. Denne konge er vor indre person, også kaldet mig.
 
Først efter mig's instinktive og/eller intuitive behandling af sansedata, sendes de videre til behandling i den analyserende bevidsthed. Bevidstheden tolker nu de forskellige sansemønstre og afgør i en form for højesteret, om der var tale om, at det vi så, var en slange eller blot et reb. Imidlertid har den indre følehersker måske allerede sendt sine tropper ud for at angribe et reb.

Bevidstheden forsøger hele tiden, oftest med mindre held, gennem tolkning at forstå og efterkontrollere den indre følekonges befalinger over de energetiske strømninger i det dunkle organismerige. Bevidstheden mener selv, at den er kroppens konge. Dog er den ofte den indre herskers slave.

Opmærksomheden opleves, gengivet i tungetale fra mit indre kropslaboratorium, som udfoldet i mørke. Den indre sansekonge afgør her i ukendthed de fleste af mikrobeslutningerne i vort liv. Langt det meste af vort oplevede liv er bygget op af disse mikroøjeblikke, langt fra vort bevidste livs store beslutninger.

Basalfølelser og fordomme
Basalfølelsernes signaturers største fordel er som nævnt deres hurtighed. De er også mere animalsk intense i deres udtryk og giver dermed den der er i kontakt med dem en større følelse af essens og nærvær. I basalfølelsernes mørke baghave trives imidlertid en lang række klanbetingede overlevelsessignaturer såsom hadefulde fordomme mod dem, der tilhører en anden klan end en selv. Disse primitive følelser er som Donald Trumph altid først på aftrækkeren. Jeg har haft rig lejlighed til at observere dem hos de indbyrdes konkurrende abeklaner i Indien, hvor jeg boede en overgang. Hvis en klan har held til at myrde en officer fra en anden klans hær, så holdes der fest i lange baner. Hvis en af ens egne generaler omkommer, så sørges der på næsten samme måde som vi mennesker gør. Empati er i de fleste tilfælde klanbetinget under banneret: Gott mit uns eller Gud bevare Danmark.
For de, der ikke har adgang til at studere abeklaner, vil jeg henvise til hjemlige til politiske partiers, rockerbanders, holigans og religiøse gruppers indbyrdes fejder.
 
BASALSANSNINGER
Ud over den vifte basalfølelser, som vi i øjeblikket efter begrebsliggør som kærlighed, sorg, glæde osv., så findes der en ukendt verden af sansninger i kroppen, der lever deres eget liv i total frihed fra navne. Basalfølelserne er de bølgetoppe, der rejser sig på det biokemiske sansehav. De er isbjergenes identificerbare toppe. Det enorme hav af sansninger, der bærer bølgerne, de sansninger, der undervejs ikke bliver formet til basalfølelsernes bølgetoppe og derfor heller ikke bliver iklædt ord, er henvist til at leve deres eget autonome og ubevidste opmærksomhedsliv i den indre krops mørke rige.
 
Disse sansninger kalder jeg for basalsansninger.
 
Forståelseskontrol
Disse sansninger er sandsynligvis biosignaler fra den kuffert af biologiske genbrugssystemer, vi har med fra vor tid, før vi blev til følende pattedyr. Hvad sanser en trilobit? Hver gang vi i evolutionen afgørende skifter den gamle hjerne ud med en ny, så vil den nye hjerne kun kunne forstå en brøkdel af den gamle hjernes virkemåde, for da slet ikke at tale om hvor meget den gamle hjerne forstår den ny!  Den bevidste sproghjerne har vanskeligt ved at forstå den følende pattedyrhjerne. Pattedyrhjernen har på samme måde sine kvaler med at oversætte impulserne fra krybdyrhjernen og krybdyret i os bøvler med sin indre nautilus. Forståelse betyder i denne sammenhæng kontrol. Det nye lag hjerne har kun en begrænset kontrol over de ældre lag. De ældre lag fungerer derimod stadig på samme måde som vor fordøjelse sker ubevidst, men intelligent af sig selv og ikke kræver vor bevidstheds forståelseskontrol.
 
At være klar over sansehavet
I meditativ introspektion kan man blive fortrolig med stadigt ældre former for sansning.  Des længere vi rejser tilbage, des flere af evolutionens løgringe vi piller af og jo vanskeligere bliver det at bruge ord.
 
Derfor er det abstrakte sansehav hinsides basalfølelsernes rige næsten umuligt at forstå og svært at navngive. Det altfavnende ord 'energi' hjælper imidlertid bevidstheden til overhovedet at opdage og dermed anerkende eksistensen af dette hav. Jeg har gang på gang til min forbløffelse opdaget at mennesker, når de for første gang mediterer, netop gennem dette lille intetsigende ord bliver klar over, at 90% af deres liv netop leves i dette sansehav. Det er, som mystikeren Kabir siger: Mennesker er som fisk i havet, der tørster efter vand.
 
Mennesket er i stand til at skelne mellem tusindvis af dufte. At bruge ordet energi, svarer her til at blive introduceret til ordet parfume. Selv om man nu ikke kender mere end ordet parfume, er man i stand til fortroligt at skelne mellem utallige parfumer. Man kan ikke nærmere klassificere den duft man indånder lige nu, men man er klar over den.

Tanker er ikke bevidsthed. De er imidlertid så 'tæt' på bevidstheden, at Descartes satte et lighedstegn mellem dem og spejlet. I den forstand handler dette kapitel både om bevidsthedens ingen.ting og om de fænomener der kommer 'tættest' på.
 
At reflektere og at spekulere er begreber hentet fra spejlets verden. Ordet spekulere stammer fra det latinske ord for spejl, speculum. Ordet reflektion kommer også fra latin og betyder at bøje tilbage. I spejlet reflekteres lys på samme måde, som spekulationer reflekteres i bevidstheden. Tanker fødes og dør her foran dette spejl.

Mit intuitive gæt er, at disse sansemønstre skabes i en proces, hvor vores reptilhjernes operativsystemer koordinerer signaler fra 'lavere' livsformers overlevelsessystemer, de biologiske former vi som transpersonelle bærere af DNA rækker tilbage til vort liv som søanemoner, ja videre tilbage til de encellede organismer og derfra tilbage til stjernestøv.
 
De reptilt forarbejdede sansemønstre oversættes derefter for et fåtals vedkommende i vor pattedyrhjerne til basalfølelser, der så efterfølgende genfortælles af de mest moderne dele af vor vågne menneskehjerne.

Basalsansningerne udløser i modsætning til basalfølelserne ikke instinktive ydre handlinger. Mit uforpligtende intuitive gæt er, at de spiller en stor rolle i kroppens indre biologiske stofskifte. Man har bl.a. fundet ud af at kroppens T-celler aktiveres af smerte.

Det siger sig selv, at der i denne abstraktionsproces går og skal gå enorme mængder af informationer tabt. Dette tab af information, og den efterfølgende bevidsthedens opdeling af verden i tid, er en forudsætning for at et egooperativ-system kan fungere. Vi kan kun kontrollere verden med begrænsede mængder af information.  
 
Bevidsthedens fortalte følelser
Efter oversættelsen af de abstrakte basalsansninger til basalfølelser med tilhørende instinktbaserede handlingsmønstre bliver sansningerne, ikke i deres oprindelige abstrakte form, men i deres nye følelsesmæssige forklædning sendt videre til behandling i den vågne analytiske verbalbevidsthed. Dette, set i evolutionsperspektiv mere moderne operativsystem, vurderer, som tidligere nævnt om det drejede sig om en slange, eller om det i virkeligheden bare var et reb, jeg havde set.
 
Det er i denne proces, at følelser bliver vævet ind i syntaks og dermed bliver til fortællinger.

Lad os tage et tænkt eksempel. En person nedgør mig, mens andre hører på og griner. Først griner jeg selv med, men føler efterfølgende, at mine grænser er overskredet. Jeg føler mig nu skidt tilpas. Mit sind er aktivt og forestiller sig alle mulige tænkte scenarioer, hvor jeg siger tak for sidst, enten ved at give igen fra samme skuffe eller ved at terapeutisere min fjende ved i falsk solidaritet at fortælle ham nogle sandheder, der jo kun siges for at hjælpe ham videre med sig selv. Hver gang jeg tænker på situationen, får jeg det ubehageligt, hvilket medfører endnu flere tanker, der som overlevelsesstrategier ønsker at lede mig frem til et triumferende pay back. Dette tankemylder medfører imidlertid yderligere ubehag og således skaber fortalte følelser et feed back, der kan være svært at komme ud af. Hvis ikke man vikles ud af dette kredsløb, vil hjernen langsomt som årene går, blive vant til at tænke på denne måde.
 
 

Hvorledes kan det lade sig gøre for den i sig selv ordløse opmærksomhed at 'forstå' bevidsthedens tankeprodukter? Opmærksomheden kan ikke sel tænke. Dn kan kun føle
 
Opmærksomheden kan ikke skelne mellem et sanseinput og en tanke.  Den er derfor henvist til at opfatte en tanke som et sensorisk input. Den kan i sin levede eksistens i et tidløst her og nu ikke skelne mellem en tanke og et real time sanseindtryk.
Opmærksomheden opfatter en tanke som et sanseinput på linje med alle andre sanseinput.
 
Opmærksomheden oplever tankernes parallelverden på samme måde, som man til en teaterforestilling glemmer, at det kun er teater.
  
Den indre opmærksomme person har svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed.
  
Tanketigeren
Tanker er i stand til at forføre det indre opmærksomhedsdyr. Som vist i de ovenstående verselinjer, kan blot en enkelt tanke skabe en verden af stærke følelser i kroppen.
 
Således bliver vi fra morgen til aften forført til glæde, sorg, frygt og forventning alene på grund af vor endeløse strøm af tanker.
 
Når vi tænker på en angribende tiger, vil kroppens biokemi reagere på tanken, som om der virkelig var en tiger foran os.
  
Spørgsmålet er nu, hvorfor man ikke bliver mere skræmt af tanketigeren, end tilfældet faktisk er. Svaret ligger sandsynligvis gemt i selve bevidsthedens anatomi.
 
Bevidsthed mellem ebbe og flod.
Tankeprocessen udfoldes i det i og for sig selv næsten usynlige bevidsthedsmedie.
Bevidstheden kan være mere og eller mindre vågen. Vågenhed er som egenskab ofte forbundet med lys. Når der er meget lys, er vi lysvågne. Når vi sover, er bevidstheden enten slukket på vågeblus. I vågen tilstand er bevidsthedens intensitet vokset så meget, at vi om os selv er stand til at sige: 'Jeg er vågen.'
 
Vågenhed kan beskrives kvantitativt. Vi kan være mere eller mindre vågne. Jeg kan spørge: 'Hvor vågen er du?' Lad mig kort i denne forbindelse nævne at det i meditation er muligt at opnå, om ikke andet i glimt, en form for superbevidsthed, hvor intensiteten i bevidstheden har fulgt en eksponentiel kurve ind i en vågenheds-singularitet. I denne tilstand er der ikke plads til tanker. De opsluges her som stjerner i et sort hul, skabt af klarhedens singulære spejling af sig selv. 

The light which is God is flowing and darkening every light
Meister Ekchart (1260 -1328)

I vor mere almindelige dagsbevidsthed er der en form for bølgen mellem ebbe og flod, hvor vor vågenhed i rytmiske bevægelser trækker sig, for igen at skylle ind over os. Således har vi perioder, hvor vi ikke rigtig er vågne, men i stedet dagdrømmer, selv om vi måske går på gaden eller kører bil.
 
Interessant i denne sammenhæng er, at det indre opmærksomhedsdyr bliver allermest forført af vore tanker, når bevidstheden er på vågeblus, dvs når den er drømmende eller dagdrømmende. Des mere uvågne vi er, des mere bliver det indre opmærksomhedsdyr narret af vore tanker. Vi er nu tæt på at kunne give et svar på, hvorfor tanken på tigeren ikke får os til at springe op af stolen.
 
At tænke - eller at være klar over, at jeg tænker
Et karakteristika ved dagdrømmende tanker er, at vi faktisk ikke er klar over, at vi tænker.
Vi er allermest plagede af vore tanker når vi faktisk ikke rigtig er klar over at vi tænker.
 
Vi kan her få et fingerpeg om hvad større vågenhed er. Større vågenhed er når vi er klar over at vi tænker, altså når vi er metabevidste. Den øgede bevidsthedsintensitet skyldes altså at bevidsthedens i sin krummen sig ind i sig selv bliver selvbevidst, i videre forstand i voksende intensitet krummer sig selvbevidst i sin selvbevidsthed i sin selvbevidsthed.
Bevidsthedens vågenhed skyldes bevidsthedens eget feed back, et feed back der gør den mere og mere metabevidst klar over sig selv. Vågenhed er metabevidsthed og meta-meta osv. bevidsthed.
 
I denne metabevidste tilstand kan vi tænke tigeren og et split sekund efter tænke en falsk alarm. Det er en af grundene til at det er så anstrengende at tænke mange tanker. Tankerne trykker hele tiden på speederen, samtidig med at de trykker på bremsen.
 
I kognitiv terapi har man haft stor succes med at lære mentalt syge mennesker med vrangforestillinger at anvende metatanken: Hvad du tænker er kun tanker, så tag dem ikke alvorligt.
 
Hvad den kognitive terapi her sætter fokus på er faktisk, hvad hjernen hele tiden gør. Den råber tiger, tiger efterfulgt af falsk alarm. Gennem denne dialektik bevæger vi os fremad, til tålelige synteser, hvor vi delvist bliver i stand til at adskille den sansede 'virkelighed' og tanketeaterets opførelse af overlevelsesdramaer.

Tankerne sender således via selvrefleksion stopsignaler til kroppens naive sansedyr. Samtidig med at opmærksomheden ser en forestillet tiger, som der i første omgang ikke var sansemæssigt belæg for i den ydre verden, får den via et stopsignal at vide, at tigeren ikke er der.  

Tankeprocesser i lyd og billeder - og symboler
Som vi har været inde på tidligere, så består tanker af en form for kobling mellem vore to fjernsanser, syns- og høresansen.
Vi kan tænke visuelt i billeder. Vi kan tænke tanker som sprog i et rent lydmedie. Endelig kan tanker skabes i et stereospor i lyd og billeder eller i ren synæstesi.

Ofte vil ren abstrakt logisk tænkning være overvejende hørt lydligt i ord. Abstrakt tænkning er et overvejende sprogfænomen. (Ikke overraskende at abstrakte tænkere kan forfalde til den konklusion at kun sproget eksisterer.)

Fantasi, dvs. evnen til at forestille sig scenarier er mere visuelt funderet.
Intueret i det indre laboratorium kom de visuelle tanker rent artshistorisk først.
De opstod ud fra den evolutionære fordel i visuelt at kunne genkalde sig et jagtlandskab.
Hvordan ser et godt jagtlandskab ud? Har jeg været på dette sted her før? Hvordan finder jeg herhen igen? Fælles for de gode svar på alle disse spørgsmål er en god visuel forestillingsevne og hukommelse, lidt den samme form for intelligens som en god skakspiller
har. 
Senere kom behovet for gennem verbal lydlig kommunikation at organisere den mere succesfulde kollektive jagt på byttedyr.
 
Min pointe i denne kontekst er, at eftersom den visuelle tanke og forestillingsevne sandsynligvis kom evolutionært først, så er den visuelle del af tænkningen mest kompatibel med vor urgamle opmærksomhedshjerne. Opmærksomheden har langt lettere ved at forstå billeder end lyd. Det lydligt formidlede ord 'tiger' skaber ikke samme postyr i urhjernen som den visuelt forestillede 'tiger'.

Smerte og lyst
De fleste følelsestilstande optræder, om ikke andet i vor selvforståelse, parvist. Smertens sanselige modstykke er lyst. Smerte og lyst ligger i bunden af den kropslige sansepyramide. De er de eneste to følelser som vi er i stand til at føle lige fra den ydre huds registrering til de fleste steder inde i kroppen. Huden kan f.eks. ikke føle angst eller håb. Sammen med de beslægtede følelser, angst og vrede holder smerten og lysten egoet i vagttårnet. De er kæppen og guleroden der i millioner af år har holdt kroppen oppe på den smalle og snørklede evolutionære overlevelsesti.
Smerte og lyst er to grundliggende budbringere i kommunikationen med vores krybdyrhjerne. De mest basale sanseregistreringer lever deres eget liv i kroppens autonome nervesystem. Vi skal ikke først tænke os om for at trække hånden væk fra en brændende kogeplade. Smerten får motorikken til at reagere før de relativt langsomme tanker har nået at producere overlevelsesstrategier. Vi har samtidig et fænomenologisk forhold til smerte. Vi siger: Jeg føler smerte. Det gør ondt.
Når kroppen føler smerte, er der en relativ lille afstand mellem begrebet og den sensoriske registrering, der som regel udpeges lokalt. Man vil f.eks. sige: Jeg føler smerte i armen. Seksuel ophidselse er på samme måde en direkte oplevelse af indre realitet.

Fra smerte til angst, vrede og tanker
Ud af denne basalkommunikation udfoldes hele den menneskelige følelsesregnbue. Lad os her følge smertens via dolorosa ud i dens forgreninger. Reptilhjernen er en sansehjerne. Egentlige følelser udvikles først i vores pattedyrhjerne, også kaldet det limbiske system. Reptilhjernen har kun yderst få spørgsmål til eksistensen. Dens første spørgsmål til sansebudbringeren er: lever jeg eller dør jeg af det her? Smerte er dødstrussel nummer et. Det næste overlevelsesspørgsmål er: Skal jeg angribe eller flygte. Dette spørgsmål involverer det næste evolutionære lag i hjernen, nemlig den limbiske følehjerne. Denne hjerne iklæder angreb i vredens rustning og giver flugt angstens vinger på. På samme måde kunne kærlighed udfoldes som avlet af lyst. Sansninger fra R-komplekset bliver således til følelser i det limbiske system. Herfra sendes der bud til bevidstheds og tankekronen på værket: den menneskelige neocortex. Her bliver følelser og sansninger til tanker.

Oplevelsen af de fleste indre følelsesbegivenheder adskiller sig radikalt fra vores førnævnte nøgterne registrering af fysiske smerte-lyst følelser. Bortset fra smerte og lyst lader det ikke til at være en naturlig ting for mennesket bevidst og direkte at registrere de indre sensoriske energier. Lad os eksempelvis se på følelsen af forelskelse. Her ville en typisk formulering være udsagnet: Jeg elsker dig. Vi burde egentlig i stedet sige: Jeg føler en vidunderlig fornemmelse i mit bryst, sommerfugle i maven og en underlig lethed i min krop når jeg er tæt på dig.

Når vi er vrede på et andet menneske, siger vi: Jeg er rasende på dig!
Hvis vi havde det samme fænomenologisk registrerende forhold til vrede som vi har til smerte, burde vi i virkeligheden stå over for ’den anden’ og med patos udbryde: Jeg kan ikke holde det indre tryk i mit solar plexus ud. Jeg føler jeg bliver kvalt og der er et stærk ubehag i maven. Ringmusklen og mit haleben udsender en ubehagelig elektrisk energi.

Det er i sandhed underligt at disse energier kan skabe intense storme i vor indre krops landskab uden at vi vender os om og i os selv og kigger direkte på dem. Vi står altid med ryggen til dem mens vi spejder efter venner eller fjender i den ydre verden.

Vi er ikke programmerede til at vende et bevidst, fænomenologisk undersøgende blik indad.
Indtil nu har det bedre kunnet betale sig rent overlevelsesmæssigt at vende opmærksomheden udad. Derfor har sansestorme gang på gang kunnet blæse os omkuld. Vi er objekter for dette indre liv. Vi står med ryggen til denne tiger. Og når den for alvor angriber os, står vi lamslåede og er ikke klar over hvad der i virkeligheden skete.

Det lader til at denne blindhed over for den indre krops faktuelle registrering af sensationer og følelser hænger sammen med tankeprocessen. Tanker har vanskeligere ved at ’se’ ind. De har ikke føleapparaturets naturlige evne til at orientere sig både ud og ind. Des større tankeaktivitet følelserne afstedkommer, des større indvendig blindhed. Når tanker ’lander’ i kroppens følte rige, skaber de et projektionsfænomen, der som et tågeslør gør at vi ikke længere er i stand til at ’opmærke’ den direkte fænomenologiske sansning inde i kroppen.
Koblingen af sensoriske registreringer og tanker flytter fokus fra kroppens indre univers over på den anden side af huden til den ydre verden.
Her står ’Jeg’ som en hudens grænsevagt, vogtende over kroppens rige. ’Jeg’ er bevæbnet med en udadrettet energi skabt af følelser der understøttet af tankestrategier følger øjnenes fokus som sigtekorn. Når som helst kan disse tankefølelser omsættes til konkrete handlinger.

Følelser og tanker går altså ind i et samarbejde med henblik på at forandre den ydre verden. Disse symbiotiske tankefølelser er underlagt en form for fortalte ’følelsesbegreber’ eller forprogrammerede handleplaner. Des mere kompliceret koblingen af sensoriske registreringer og tanker bliver, des mere abstrakte bliver følelsesbegreberne.
En følelse der kan stå alene i sig selv er som før nævnt, smerte. Angst er en mere abstrakt følelse i den forstand at man kan stille spørgsmålet: angst for hvad? Endnu mere abstrakt er f.eks. følelsen af at være krænket. At kunne blive dybtfølt krænket af en karikaturtegning af Profeten Muhammed eller kunne skjule sin indre svinehund i smukke ord om ytringsfrihed – begge forudsætter de en i barndommen kollektivt fortalt virkelighed, hvor følelser og tanker er blevet knyttet sammen i komplicerede mønstre.
Krænkelsen er således en aktør i en fortælling der former sig efter en kunstfærdig skabt begrebsbeholder. Begrebsbeholderne fungerer som præintellektuelle fortolkningskanaler for de sensationer der finder sted i vore kroppe. De er som specifikt formede kar hvori følelser kan udtømmes. Denne sammenvævning af tanker og basale indre kropslige sensationer skabes både når det enkelte individ fortæller sig selv og når klaner, stammer, samfund og kulturer fortæller deres kollektive overlevelseshistorier. Den indadvendte Meditative opmærksomhed vil som de kommende afsnit vil vise, opløse disse begrebsbeholderes faste strukturer.

Intellekt og opmærksomhed
Intens Meditativ opmærksomhed er uden analytisk tankeaktivitet. Netop fordi tanker er agenter der afstedkommer overlevelsesstrategiske handlinger i den ydre verden, flytter de automatisk fokus ud mod ydre handling. Derfor trækker tanker og Meditativ introspektion i hver sin retning. Tanker lægger sig, på grund af deres udadvendte overlevelsesstrategiske funktion, som en slags hinde der forhindrer det frugtbare og magiske møde mellem den rene opmærksomhed og det indre kropslige energifelt. Dette tankefri møde skaber sin egen dynamiske orden, der netop på grund af det totale fravær af intellekt er umådelig intelligent.
 
Når du lader din opmærksomhed gå Meditativt ind i kroppen er det derfor en god ide ikke at analysere eller tænke over hvad du oplever. Lad analysen og forståelsen komme bagefter, som vognen efter hesten. Man kunne, når man holder det rene meditative opmærksomhedsmøde op over for intellektuel forståelse, mere radikalt billedliggøre den kognitive forståelse som udstødningsgassen på en bil, I samme analogi er det meditative opmærksomhedsmøde bilbenzin. Tanker kan lige så lidt skabe åndelig fremdrift som en bil kan køre på udstødningsgas. Man tankerne er alligevel ok for så vidt de selv kan gennemskue hvornår det er på tide at forlade festen.
 

Mit gæt er, at vi kun har været vågenbevidste i omkring 10.000 tusind år. Tankebevidsthed er ældre. Vi kan sagtens tænke uden at være egentlig vågne. Jeg er derfor i tvivl om hvor det ordskabende og tankestrategiske operativsystem skal placeres. Tankeoperativsystemet er et relativt sent skud på evolutionstræet, og burde som sådan høre med i bevidsthedens rige.
 
Imidlertid kan vi tænke masser af tanker uden at være egentlig vågne.
Er vi virkligt vågne, når vi tænker?
 
Vesten siger med Descartes ja.
Østens spirituelle traditioner vil sige det modsatte, nemlig: non cogito - ergo sum!
 
Ofte hører jeg mennesker, der lige har lært at meditere sige, at de føler, de sover inden i.
Denne erfaring er faktisk et tegn på, at man er ved at vågne så meget op, at man pludselig bliver klar over, hvor meget af livet der udleves halvsovende.
 
Det er faktisk lidt skræmmende. Vi er snorksovende søvngængere... og bliver først klar over det, når vi vågner. Man først bliver klar over, at køleskabet larmede, i det øjeblik støjen holdt op.

 Vi falder nemlig ud af vågenhed, des mere vi tænker. Tankernes rige ligger melem søvnens og vågenhedens rige. I nærheden af søvnen antager tankerne deres oprindelige drømme og dagdrømmeagtige form. Des tættere de kommer på vågenheden, des færre, mere logiske og mindre associative bliver de.
 
Heldigvis klarer vore gamle operativsystemer sig udmærket uden vor vågne tilstedeværelse. Vi dør ikke, mens vi sover - selv mens vi går på gaden.
 
Om dagen bølger den vågne bevidsthed i en evig rytme mellem flod og ebbe med vore mere ubevidste og instinktive operativsystemer. Hvem kender ikke fornemmelsen af pludselig at vågne op med en indkøbsvogn fuld af varer man slet ikke har behov for.
 
En af mine venner gik som barn ofte i søvne. Højdepunktet i denne karriere var, da han en klar nat gik ud til de voksne, der holdt fest udenfor og med ekspertviden udpegede stjernerne og deres konstellationer på nattehimlen.

Patienter, der vågner op af en narkose, kan sagtens tale med deres omgivelser, uden at de selv er klar over det. En af mine venner fortalte om, hvordan han som barn som søvngænger var gået udenfor til de voksne, der betragtede en usædvanlig klar stjernehimmel. Her havde han holdt et rablende, men meningsfyldt foredrag om de forskellige stjernebilleder. Jeg kender mange intelligente mennesker som overhovedet ikke er vågne i den forstand jeg her taler om. Omvendt findes der mennesker der slet ikke er intelligente i traditionel forstand, men som er supervågne.

Når man glimtvis vågner i Meditation, så vil tilstanden bl.a. være kendetegnet ved at der er langt færre tanker end i vor normalbevidsthed. Tanker står i den forstand som operativsystem på et lavere udviklingstrin end bevidstheden i sig selv. De står oveni købet i vejen for supervågenheden i den forstand at de umuliggør spejlets abstrakte implotion ind i sig selv.
 
Vi kan sagtens være tænkende uden at være egentlig vågne. Selv det tænkende akademiske menneske, selv de bedst trænede videnskabsmænd kan uden problemer fungere uden den form for vågenhed jeg her taler om. Supervågenhed og tankeaktivitet har intet med med hinanden at gøre ud over at de begge er evolutionært nye operativsystemer.

Vort evigt tænkende og dømmende sind
Hver gang vi føler smerte eller ubehag vil vi automatisk tænke over hvorledes vi kan undgå disse følelser. Derfor er vort sind er på overarbejde døgnet rundt. Det sidder som en arbejder ved et gammeldags samlebånd og sorterer i alle de følelser og kropssensationer som kroppen i sit møde med den ydre og indre verden producerer. Disse følelser bliver kategoriseret som enten dårlige eller gode. Alle de såkaldt dårlige følelser og fornemmelser bliver sorteret fra. De negative følelser bliver enten fortrængt eller tankemæssigt bearbejdet med henblik på strategier der skal forhindre de negative følelsesscenarier at komme igen i fremtiden. Tankernes funktion er i denne sammenhæng at skabe praktiske strategier der tager sigte på at omorganisere vor ydre verden.

Tanker og forståelse forhindrer opmærksom følelse.
Tanker er overlevelsesstrategier der har til hensigt at få dig til at handle i den ydre verden. Handlingen har til hensigt at få den 'ubehagelige' følelse til at forsvinde.
Tanker og begreber skaber samtidig en slags coating , en film , et lag af ord der umuliggør det rene møde mellem opmærksomhed og energikroppen, her først og fremmest forstået som tarmhjernen. Dette er hovedgrunden til hvorfor det ikke er en god ide at 'forstå' noget mens man mediterer. Tanker kan ikke sameksistere simultant med ren opmærksom kropsfølelse. Det kræver masser af energi at tænke. Tanker 'stjæler' energi og forhindrer samtidig energi i at gå healende ind i kroppen.
  
Kropsligt ubehag producerer tanker
Hver gang vi oplever en ubehagelig følelse i  kroppen vil sindet reagere med at producere tanker. Disse tanker er strategier der skal arrangere en ydre livssituation der kan få den negative følelse til at gå væk. Hvis den negative følelse skyldes at en udefrakommende situation har forstyrret vores system, vil vi instinktivt reagere med angreb eller flugt. Tankerne fungerer her som strategier der sætter ord på vreden over for den eller de personer der har krænket os eller de hjælper os med til at flygte intelligent i form af at vi foretager omrokeringer i vores ydre livssituation. Tanker er som nævnt flere gange på Meditation.dk, grundliggende overlevelsesstrategier. Tanker i form af intellektuel forståelse og følgende handlingsstrategier kan ikke sameksistere med den rene opmærksomme følelse.

Den mirakuløse bevidsthed
Neocortex har imidlertid udviklet en parallel overlevelsesstrategi der er tankestrategier overlegne: nemlig hvad man kunne kalde for en potenseret bevidsthed og opmærksomhed.
Dette bevidsthed og opmærksomhedsfelt har, især hvis det kultiveres i Meditation, faktisk mirakuløse muligheder, muligheder der i fremtiden vil blive taget i brug som en nærmest kvantefysisk livs og bevidstheds-GPS.

The happenings of a thousand years ago, days spent millenniums since,
are in eternity no further off than is this moment I am passing now;
the day to come a thousand years ahead or in as many years as you can
count, is no more distant in eternity than this very instant I am in.
Meister Ekchart