What is Meditation

Meditationsteknikker

Meditationsmusik

Videnskabelige Links

Åndelige Inspiratorer


BEVIDSTHED & OPMÆRKSOMHED

I. Bevidsthed & evolution

II. Hvad er opmærksomhed
III. Hvad er bevidsthed
IV. Usamtidige styresystemer
V. Tankeoperativsystemet
  
DEN INDRE OG DEN YDRE PERSON

Den indre og den ydre person
Den indre krigers hellige sår
 

SJÆLENS SOMMERFUGL
Supervågenhed - den Hellige Gral
Det supervågne flow
Frigørelsen fra eller af jeg'et
Meditativ spatialisering

Meditativ pixellering
Frigørelsen af det større jeg
Sjælens Sommerfugl
 


HISTORIE, FILOSOFI & VIDENSKAB

Meditation, religion, videnskab og filosofi
Meditation og sekterisme
Jeg'et og dets udviklingshistorie
Meditation og metabevidsthed

Meditation & symboler
Jesus i Buddhas fodspor

 

SPØRGSMÅL TIL MEDITATION

Er meditation en mirakelkur?
Er det narcissistisk at meditere?
 
MEDITATIVE VISIONER

Den mirakuløse fraktale bevidsthed
Gud ønsker at blive Menneske

Singularitet, Meditation og Entheogener
Meditation og Kærlighed
Meditation og Sandhed
Om mig selv
 





 


 

 UNDER UDARBEJDELSE
 
 

 
Frigørelse fra  eller af Jeg'et
Der er mange former for frihed. I forbindelse med Meditation er der, så vidt jeg kan se, to radikalt forskellige former for frihed på spil. I Meditations traditionshistoriske DNA ligger der en dybt indlejret forestilling om at kroppen og kroppens liv er en forhindring for frihed. Østens traditioner har derfor overvejende stræbt efter at blive fri fra jeg'et.
 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg, med udgangspunkt i mit eget liv tror på en mere vestlig version, hvor det er muligt, ikke at se jeg'et og kroppen som en forhindring, men som selve omdrejningspunktet for menneskelig frihed. Dette frigørelsesprojekt, der placerer selve den menneskelige eksistens ubetydelige lidenhed i tronstolen, behandler jeg kapitel II under overskriften: Frigørelse af jeg'et.


Lad os starte med en undersøgelse af det Indiske frigørelsesprojekt.
 

KAP. I - FRIGØRELSE FRA JEG'ET


I Indien læste læste jeg engang for mange år siden i en lokal avis, at en baby undfanget på et hospital i New York havde skreget:

Oh no!... not again!

Østens forestilling om, at menneskelivet grundliggende er lidelse, skaber længsel efter at undslippe det. Det gælder om at komme bort fra det anstrengende kropslige liv. Dette kan man gøre ved at meditere sig ud af sin jordiske eksistens. Gennem en åndelig renselsesproces, hvor kroppens tørst efter liv neutraliseres, transcenderes genfødslernes onde gentagelse. Ånden er nu fri fra kropslig eksistens.
  
Derfor er det højeste menneskelige ideal at være fri fra ønsker. Det begærfri menneske kan enddog triumfere over gud. I Puranaerne står der: Der er intet guderne frygter mere end et menneske, der ingenting ønsker.
     
Paradokset er, at ånden først kan blive fri fra kroppen, når den har disciplineret kroppen til ikke længere at følge sine naturgivne instinkter.
    

Usamtidige brudflader
Både i Østen og Vesten har der siden oldtiden været konflikter mellem vor biologisk 'dyriske' natur og vor åndelige ambitioner. Disse konflikter ser i mit verdenhistoriske udsyn ud til at følge et bestemt mønster. Vi bliver 'civiliseret' i bølger. Overgangen fra jæger og samlertilværelsen til landbrugsliv krævede en radikal intensivering af evnen til selvkontrol. Transformationen fra agrart liv til et imperieliv i større byer fordrede igen en omskoling af vor adfærd. Sådan kan man kronologisk fortsætte med historiske eksempler.
 
Især i brudfladerne mellem gamle og nye samfundsordner har operativsystemerne i os været usamtidigt ude af takt. Des ældre biooperativsystemerne er, des vanskeligere har de det i forandringstider. Ældre systemer er mere ubevidste, og uden bevidsthed er forandring svær.
Dertil kommer, at de arkaiske dele af os blev gradvist skabt med æoniske penselsstrøg, ganske fri fra de sidste 50.000 års accelererende kulturforandringer.
     
I disse opbrudsfaser har den villige og visionære ånd og den instinktplagede, liderlige, frygtsomme og agressive krop stået over for hinanden som hund og kat. Kun med anvendelsen af større doser sukkerbrød og pisk har de arkaisk instinktprogrammerede systemer i os 'forstået' og trægt indlært de nye adfærdskrav, som samfundsbevidstheden har dikteret. Efter nogle generationer ser det ud til, at den nye kulturlige adfærd bliver vanemæssigt indlejret som norm med det resultat, at krigen mellem ånd og krop ender med en kortvarig våbenhvile.
  
En sådan våbenhvile ser jeg i 60ernes sexuelle frigørelse. Den moderne industricivilisation havde endelig fuldbyrdet sin opdragelse af kroppen. Det var lykkedes at opdrætte en velfungerende industrikrop, og det var nu tid til at slappe lidt af og give kroppen et kødben at gnave på.
    
Ungdomsoprøret og hippiebevægelsen bragte dette øjeblik til fuld udløsning, men fødte samtidig ud af sit skød en hippie, der ville styrte samme kultur fra sin nærsanselige hedonisme ned i et fjersanseligt antiklimaks. Det er i mine øjne ikke noget tilfælde at Steve Jobs var både LSD-hippie og kontrolfreak. Kun en sådan anakronisme var i stand til at skabe den afgrund, vi i dag allesammen stirrer fjernsanseligt fortabt ned i: smartphonen.
    
Den illusivt virtuelle civilisationsbølge
Vi står lige nu over for en civiliseringsbølge af så omfattende karakter, at dens lige måske aldrig er set før. Denne gang handler det om overgangen fra et industrisamfund til et forandringsaccelererende højteknologisk kunstig intelligent globalsamfund.
   
I dette virtualiserede fluxsamfund er der ikke længere behov for mænd og maskuline værdier. Især er redneck-manden dømt ude. Den klassiske manderolle er, godt hjulpet på vej af østrogenlignende stoffer og andre kemiske hjælpemidler overalt i vor hverdag, og Svenske kvinder der tvinger deres drenge til at sidde ned på toiletbrættet, i frit testosteronfald.
 
Den Amerikanske præsident Trump er set i denne sammenhæng en grotesk og karrikeret udgave af tidligere tiders glorværdige industrielt optimerede alfa-han. I en sidste krampetrækning har overvægtige østrogenforvirrede Amerikanske redneck-mænd i identitetskrise fået denne dødsstjerne aktiveret. Det er imidlertid usandsynligt, at old school mandetypen nogensinde igen får lov til at lede den 'frie' verden.
  
For denne gang er krigen mellem ånden og kroppen også en krig mellem kønnnene, en krig kvinderne og ånden vil vinde - desværre ikke uden collateral damage.
   
Endnu engang er paradokset, at ånden tilsyneladende først kan blive fri fra kroppen, når den har disciplineret kroppen til ikke længere at følge sine naturgivne instinkter - nu med den tilføjelse, at kvinden ikke kan blive fri fra manden, før han ikke længere følger sine instinkter.
 
Både mænd og kvinder bliver i disse dage, hver på deres måde i raketfart fremmedgjort fra deres kroppe. Cutting, anorexi og kvinder, der i dagbladet Information skriver om, hvorledes de blev traumatiserede, fordi en håndværker fløjtede efter dem - alle fingre peger mod den primitive krop, der med dens ækle begær i stigende grad truer den digitalt disinkarnerede krystalsjæl.
 
Kroppens liv er nærsanseligt. Det er en sump af smag, lugt og følelser. Bevidsthedens liv er heroverfor fjernsanseligt betragtende. I det nuværende forandringscenarie efterlades kroppen i fortiden, mens bevidstheden halser ud i fremtiden. Fra sin futuristisk fjernsanselige position kigger den skopofilisk tilbage på den udueligt usamtidige krop med alle dens urene kropsvæsker og hæslige begær. Lacans, den Store Anden er gået amok i et rum, hvor selv et forkert håndværkerblik kastet på en kvinde kan udløse en me-too.
 
Lad mig her på metaplan minde læseren og mig selv om, at alt er såre godt. Fremtidens mænd og kvinder vil leve harmonisk og ligeværdigt sammen og næsten uden kønspolaritet. Disruption udvikler sig imidlertid ofte med hellig matematisk sikkerhed til regulær krig. Det ser ikke kønt ud før efter, at røgen har lagt sig.
 
Åndens Virtuelle realitet
Internettet, den digitale verden og højteknologien i det hele taget udfolder et allestedsnærværende og ikke-kropsligt bevidsthedsrum. Jeg har i dag masser af nære venner overalt på kloden. Vore kroppe mødes aldrig eller kun sjældent. Vi lever i et virtuelt åndeligt fællesskab, med større emotionel ladning og tiltrækning end mødet med kroppe, der tilfældigvis lever tæt på. Jeg elsker at føre lange dybe whatsapp-samtaler med min ven Sanatan fra New Delhi. Min ven Justin fra Los Angeles kæmper med prostatakræft. Jeg ser hans sørgmodige ansigt real-time på min smartphone og vores samtaler gør os begge glade. Min kæreste bor i Prag. Det ville ikke være muligt at have en kæreste i Prag og bo i København for 15 år siden. I dag er det hurtigere og billigere for mig at flyve derned end at tage toget fra København til Kolding.
 
Tid og rum imploderer ind i vidunderteknikkens ormehuller.
 
Lægger mobilen og går til købmanden. Jeg smiler forlegent og lader som om, jeg har travlt, da min overbo forsøger at inddrage mig i en diskussion om den sidste udvikling i Vild med Dans eller Den store Kagedyst.
(bare rolig - jeg har også venner her i nærheden!)
 
Er den virtuelt talende videosekvens af Justin mindre virkelig end min overbos snik snak?
 
Det er i den sammenhæng interessant, at flere indflydelsesrige personer, bl.a. Elon Musk, med videnskabelig evidens i ryggen er overbevist om, at den virkelighed vi lever i, er en simulation. Den er faktisk ikke virkelig.
 
 
Den overordnede tanke, der samler dette kapitel er, at den digitale verden vi suges ind og i stigende grad lever i, er kropsnegerende. Grundlæggende behøver vi a la Matrix ikke nogen krop for at være digitalt opkoblede.
 
Derved kommer den mental-digitale åndsverden i sin anti-kropslighed til at gentage en gammel Indisk virkelighedsforståelse:

Verden er en illusion

DET INDISKE 'FRIGØRELSES'PROJEKT
Når jeg, som ung rundet af 60ernes frihedsdrømme for over 40 år siden læste om middelalderens og oldtidens indre kampe mellem sjæl og krop, så virkede det underligt fremmed. For os unge var kroppens frigørelse lig med åndens og omvendt. Paradoksalt nok ser jeg fra dette ståsted, hvorledes historien i dag gentager sig selv. Kroppen og ånden er igen på kollisionskurs.
  
Senere gennem mine ophold i Indien i 90erne fik jeg indblik i en gammel polaritet mellem krop og ånd, der i den Indiske tidsmaskine havde overlevet i små isolerede lommer helt op til idag. Her mødte jeg, langt fra turisternes ruter, resterne af en åndelig kultur, der sansynligvis var tusinder af år gammel.
 
I Indien fik jeg lejlighed til at møde mennesker, hvis liv var radikalt forskelligt fra alt, vi kan se i fjernsynet og på nettet. På en måde var det som at møde aliens fra det ydre rum. At hente i vsten total ukendt software til min egen virkeligheds- og bevidsthedskonstruktion hos disse mennesker blev til en passion i adskillige år.
 
Selvom Indien i dag er hinduistisk, så kan man i beskrivelsen af dets åndelige DNA ikke komme uden om Buddhismen. Indien var i århundreder overvejende domineret af Buddhismen, der på mange punkter er vidt forskellig fra Hinduismen.

Den statsbuddhistiske middevej 

Buddhismen overtog, men rekonstruerede illusionsforestillingen i begrebet samsara. Buddhismen, som den kom til udfoldelse i Indien under Ashoka, var et af verdens første forsøg på at konstruere en massecivilisatorisk selvkontrol. Den blev til på den frugtbare Gangesslette, der fra 700 f.Kr. oplevede en radikal økonomisk fremgang, der ville vare i århundreder. Denne økonomiske opgang var et resultat af opkomsten af verdens første transkulturelle megacivilisation, silkevejscivilisationen, der med sit net af bycivilisationer som perler på snore forbandt 70% af verdens befolkning i tiden mellem Buddhas og Kristi fødsel.
 
Den nye velstand satte Hinduismens feudale kastekultur på kollisionskurs med de nye megabyers disruptive smeltedigler. For storbyens stofskifte og langsdistancehandlen via sårbare silkeruter forudsatte, at alle, uanset kaste, kultur, nationalitet og sprog kunne omgåes fredeligt i frihed, lighed og broderskab.
  
Buddhismens leveregler kan i denne sammenhæng koges ned til følgende twitter:
  
Opfør dig ordentligt - også over for mennesker, der ikke tilhører din klan.

   

Det er derfor ikke noget tilfælde, at Ashoka, emperiesbuddhismens grundlægger, placerede alle sine over 100.000 stupaer langs handelsvejene og klostre i alle større byer. Hertil kom de berømte Ashoka-søjler med næsten moderne moralske indskifter, der blev opført nærmest som trafiklys i alle karavanekrydspunkter. Ashoka oprettede verdens første munkevæsen. Disse munkes opgave var ikke som de Hinduistiske sadhuers at trække sig tilbage i huler i Himalaya for at søge personlig frigørelse. Munkeinstitutioner blev en integral adfærdsregulerende del af handelsruternes langstrakte infrastrukturrelle stofskifte. Her inspirerede munkenes, for alle synlige, demonstration af kroppe i negation af begær silkevejscivilisationen til ikke-voldelig og nøjsom adfærd.
 
Buddhas første fire læresætninger giver i den sammenhæng næsten alt for god samfundsøkonomisk mening: Der er lidelse - Lidelse skyldes begær - begærets ophør er lidelsens ophør og endelig den selvkontrollerende konklusion: Middelvejen er vejen til Nirvana. Buddhismen lagde i den forstand et præventivt mentalt beskyttende felt af åndelig selvkontrol ud over den poliskultur, der som perler på en snor forbandt Østen med Vesten. Ashokabuddhismens handelsimperiale mission var i et krydsfelt mellem pan-religiøs opdragelse gennem munke som rollemodeller og animistisk foketro a la Big Buddha is watching you, med til at gøre folk mindre tilbøjelige til at overfalde de sårbare handelsruter.
  

I dag er Buddhismen forsvundet fra Indien. Dens spirituelle dna lever imidlertid videre. I Indiens fattigste stat, Uttar Pradesh, er der selv den dag i dag et socialt system, hvor hellige mænd, sadhuer, i livslang vandring for en tid bosætter sig i et landsbytempel. I templet er der enten et hermetisk lukket rum eller et dybt hul gravet i jorden, beregnet til den hellige mands oftest månedlange meditationer. Landsbyen oplever det som en stor ære at få besøg af sådanne sadhuer. De er nu sikre på at få regn til deres afgrøder. I tilfælde af at karma har bestemt, at det alligevel ikke skal regne, har sadhuens liv en anden vigtig lære til landsbyboerne: Vi lever i sult og nøjsomhed, men se den hellige mand i hullet! Han er lykkelig, men har endnu mindre end os.
 
For den fattige bonde og hans familie er det inspirerende at se, hvorledes smerten over det man ikke har, forvandles af hvordan man tar' det. Derfor er det først og fremmest de fattigste mennesker der giver almisser til Indiens vandrende munke, sadhuerne. De minder nemlig den fattige om, hvor værdigt man kan leve selv uden tøj på kroppen.
 
Faktisk må jeg indrømme at min respekt for Indiens fattige er meget stor.
Jeg har ikke noget andet sted i verden mødt en så værdig fattigdomskultur.
 
For når mennesket i os græder over, hvad det har mistet, så ler ånden over, hvad den har fundet.

Jeg ved at det er et farligt synspunkt jeg fremfører her. Indiens ekstremt fattige underklasse er på en måde mere lykkelig end den ofte selvfede nyrige Indiske middelklasse, ja selv lykkeligere end os her i vesten. (Dette gælder dog kun for fattige på landet og ikke for byernes fattige) For åndeligt set er de os på en måde overlegne. De har set indad i forsagelse og her overvundet de dyriske instinkter og følelser der udløses af sult, elendighed og social og kastemæssig undertrykkelse af værste karakter. 
 

Hvor var Capt. Lal Chand?
Intet sted er forestillingen om at livet er en illusion mere udtalt end i de Indiske åndelige traditioners forhold til kroppen. Hvor vi i det sækulære vesten kalder ånden for en illusion eftersom den ikke kan måles og vejes, så kalder Indien den fysiske verden for en illusion.
En udbredt meditationsteknik er at gentage uendeligt: Jeg er ikke kroppen.
 

I 1995 boede jeg et lille års tid i Nordindien i en Ashram langt fra de new age spirituelle hovedfærdselsårer. I de næste 6 år vendte jeg med jævne mellemrum tibage til dette sted. Her havde jeg lejlighed til gennem længere tid at være sammen med mennesker, som hver på deres unikke måde havde viet deres liv til Meditation. En af dem var Kaptajn Lal Chand som havde kæmpet i 2. Verdenskrig på Englændernes side samtidig med at han udelukkende i Meditation fokuserede på bevidsthedens totale frigørelse.
 

Lalchand9.jpg (13058 bytes)
Lal Chand som 90 årig

 

I de ofte lange samtaler jeg havde med ham, hævdede han, at hans bevidsthed i den periode var så frigjort fra kroppen, at han ikke havde den fjerneste ide om, hvad den foretog sig under krigen. Da han efter et par år igen lod sin bevidsthed stige ned i kroppen og sansernes verden, fandt han sig selv udstyret med en Engelsk fortjenstmedalje for tapperhed for sin krigsindsats. Gennem en periode på næsten tre år havde han som en søvngænger været ren sovende opmærksomhed på autopilot, mens hans bevidsthed kun var klar over bevidsthed som to spejle, der ikke spejlede andet end sig selv.
 
Eksemplerne på denne adskillelse mellem krop og ånd er mangfoldige i Indien.
Kun i bevidsthed er vi vågne. I opmærksomhedens ældre og mere dyriske operativsystemer sover eller halvsover vi. Vi er imidlertid i opmærksomhedens reflektoriske søvngængertilstande faktisk i stand til at udføre de fleste hverdagsopgaver, herunder tilsyneladende at vinde en engelsk tapperhedsmedalje.
 
Kaptajn Lal Chand havde dog næppe i denne periode været i stand til at tænke nye kreative og usædvanlige tanker eller indlære ny adfærd.
  
Lal Chands ekstreme liv tjener til tydeliggørelse af, hvor langt bevidstheden faktisk er i stand til at fjerne sig fra kroppen. Lal Chand var her i Punjab, langt fra alfarvej, imidlertid ikke noget enkeltstående tilfælde.
 
En forbavsende ting var at disse åndelige oldinge, jeg mødte her i Hoshiarpur i 95 - på trods af det faktum at de i mere eller mindre grad havde trukket deres bevidsthed 'op' og ud af kroppen, så de som Lal Chand, forbavsende lykkelige og sunde ud. Deres reflekser var hurtige som hos unge mennesker. De var overraskende, vittige og fulde af flydende intelligens.

Jeg har faktisk aldrig set noget lignende andre steder i verden.
 
Bassi Gulam
110 år
Lahori Pandiji
101 år
Bhaharadwaj
90 år
Shabdanand
88 år
Sita
80+?

Den stinkende Stationsforstander
Ligesom jeg nu var kommet frem til den konklusion, at alle disse superoldinge var venlige, mødte jeg Stationsforstanderen.

Efter et besøg hos The Station Master, som han blev kaldt, omfavnede jeg ham som en spontan tak for det åndeligt inspirerende, men rystende besøg. Vismanden, reagerede på min omfavnelse med følgende sarkasme:

Hvorfor omfavner denne mand denne krop?
Min kone siger, at den stinker!

Mit forsøg på at give vismanden et knus ansporede ham til en yderligere svada mod mig. 'Jeg var den stereotype vesterlænding, der i den grad var tilbøjelig til give efter for min i virkeligheden ikke-eksisterende krops nonsens!'


The Station Master
Mere om ham her

Ja, faktisk så han helst, at jeg ikke besøgte ham igen.

Det ville være spild af tid, både for mig og ham. Han henvendte sig irriteret til Bhaharadwaj, som havde taget mig med herhen: Hvorfor bringer du alle disse useriøse fok hen til mig? Og hvorfor bliver du øvrigt selv ved med at komme her? Ved du ikke at Gud også er i gaden udenfor?
 
Station Master sad i den hede førmonsuntid i et lille lufttæt klaustrofobisk rum uden at tænde for casablankamøllen. Da jeg spurgte, om vi ikke kunne sætte viften i gang, hånede han mig igen for at være en slave af kroppens jagt efter behag.

 

Han sad med korslagte ben på sin spartanske seng i sit lille kvælende varme og mørke rum. Her i havde han siddet de sidste tolv år næsten uden at flytte sig. Station Master bad mig komme helt hen til hans seng. Han fik fat i min arm og trak mig med overraskende styrke helt ind foran sig, så vore ansigter næsten rørte hinanden. Jeg indåndede den søde, næsten rådne svedlugt fra hans krop.

Har du et spørgsmål? Hvis ikke, er det bedre at du går nu!

Uden at vente på mit eventuelle spørgsmål fortsatte han:

Du må vælge. Der er ikke nogen mellemvej. Der er enten denne verden eller GUD!

Han tog nu en kniv frem og fægtede med den foran mit ansigt. Derefter rettede han ryggen op og placerede kniven med æggen ind mod sit adamsæble.

Jeg sad i lotusstilling med denne kniv foran min strube i ti år! Jeg sagde: Oh kropsind! (bodymind) Hvis du forsøger at friste mig med dit illusive spind af tanker og begær så bruger jeg kniven!!
   

 

Station Master er et af de mest intense mennesker, jeg har mødt i mit liv. Hans krop var så mager og furet af ælde, at den så mere død end levende ud, altimens hans næsten blinde øjne brændte som projektører. Jeg tog nogle billeder af ham, men han opdagede blitzen med sine halvblinde øjne og truede mig med ulykke, hvis jeg nogensinde offentliggjorde billederne.
 
Jeg vaklede ud i lyset igen, halvt forbandet og halvt svævende i en bevidsthedsboble af klarhed. Jeg besøgte ham aldrig igen, men mindes ham som et af de mennesker, der har rystet og inspireret mig mest.
 
Station Master havde faktisk fornægtet kroppen i en sådan grad, at han så sig selv som hinsides enhver dualitet.

Selv om han ikke så sig selv som en del af en eksisterende tradition, så mindede hans udtalelser mig om den Indiske Advaita Vedanta-filosofi, der hævder at kun DET, lig med det åndelige selv, eksisterer. Dualismen bliver her så ekstrem, at den bliver til monisme. Jeg kom til at tænke på den Indiske Advaita traditions måske fornemste repræsentant, Ramana Maharshi. Han kaldte verden for en sygdom og kroppens liv for en sygdom i sygdommen. Kroppen er set som illusion i illusionen en dobbelt illusion. Station Master var bestemt på bølgelængde med dette synspunkt. Selv må jeg sige, at jeg skal have en ordentlig dosis DMT for at kalibrere disse bevidsthedstilstande.
 
Ramana sad i årevis i den meditative trance Inderne kalder for God-intoxication.
Senere sagde han om denne periode.

Nogle gange, når jeg åbnede øjnene gik solen op. Andre gange gik den ned.

I den indiske optik skal kroppen med alle dens længsler og begær negeres, for at sjælen kan blive fri. Vi finder spor af den samme tankegang i vesten, især i kirkefaderen Augustin af Hippos livssyn. Blot har Inderne altid været langt mere radikale, når det drejede sig om fornægtelse af kroppens liv.
   
Diogenes i kostalden  

I Indien er den illusive virkelighed symbolsk gengivet i gudinden Maya. Hun spinder sit net af drøm ud over mennesket.
 
I Hoshiarpur besøgte jeg også en eneboer, som havde skiftet sin hule i Himalaya ud med en betonkostald midt inde i byen Hoshiarpur. Her sad hermitten nu med et saligt smil med lukkede øjne i den usunde luft af frisk opført beton og komøg i en bås på noget halm sammen med køer og bøfler. Dette var forhold ingen dansk landko med respekt for sig selv ville have accepteret. 
     
Jeg kom til at tænke på Alexanders møde med Diogenes i tønden, ikke i den forstand at mit liv i øvrigt er sammenligneligt med Alexanders, men på grund af den værdighed eneboeren udstrålede siddende i sin bås.
 
Flyt dig! sagde Diogenes til Alexander... For jeg har forsaget mere end du har erobret.
 
Jeg spurgte hermitten, hvorfor han havde skiftet den smukke åbne himalayanatur ud med køers selskab i dette lille mørke rum. Hans svar var, at det ikke betød noget eftersom verden alligevel var en illusion
 
Hvad du ser er Maya, sagde vismanden til mig fra sin bås. Bland ikke virkeligheden ind i, hvad du ser her.

Bevidstheden alene eksisterer!
Overalt i Indien, fra Kanya Kumari i Syd til Gangesflodens i Himalayabjergene, finder man folkefortællinger, digte og filosofiske skrifter, der alle som tema har livets ubestandighed og foranderlighed. Moralen er: knyt dig ikke til din kone, dine børn, dit hus, i videre forstand til dit liv, for før du ser dig om, så er det hele forbi. Giv slip på livet før det giver slip på dig. Livet er flygtigt som en dugdråbe om morgenen.
  
Argumentet i disse belæringer om verdens illusive natur er, at alt som forandrer sig ikke er virkeligt. Kun det der er uforanderligt er virkeligt. Ud fra denne argumentation er det klart at ingen fænomener i tid og rum kan være virkelige.
    
Selvets, bevidsthedens allestednærværende perspektiv fremstilles heroverfor i sin tidløshed og uforanderlighed som den eneste virkelighed.  
    
Inderne kalder denne tidløse, uforanderlige tilstand for Brahman, eller Selvet. Kun Brahman er for brahminerne virkeligt. Brahman er defineret som bevidstheden i sig selv.
 

Ikke at være sjæleligt afhængig af kropslig komfort har i Indien udviklet sig så langt ud, at selve demonstrationen af kontrol over kroppen bliver et middel, hvorigennem man viser sin styrke, sin overlegenhed, ja selv i forhold til gud. Kropskontrol kammer her over i kropsforagt. Sadhuen, den vandrende hellige mand, hvis hånd vi ser på nedenstående billede, tilhører en sekt, som bliver ved med at holde armen oppe, dag og nat, indtil armens blodtilførsel stopper og den visner og falder af.


Ung mand med løftet arm i Rishikesh, Nordindien - 2006

ILLUSIONEN SOM OVERLEVELSESSVAR PÅ KATASTROFER
Kulturers formes
af deres møde med katastrofen. Hvordan tackler et lands indbyggere  fattigdom, sult, sygdom og krig?
 
Intet land, måske bortset fra Rusland, har mig bekendt været udsat for så mange regelmæssigt tilbagevendende katastrofer som det Indiske samfund. I Europa har vi haft pesten i 1300-tallet og 30-årskrigene. I Indien har monsunen slået fejl omtrent hvert tiende år de sidste to tusind år og skabt katastrofer i en grad vi i vesten slet ikke har kendt til.

  
Der er genetikere, der mener, at Inderne på grund af historisk tilbagevendende sultkatastrofer har udviklet et specielt overlevelsesgen der gør, at de kan leve længere end nogen anden race uden mad. Til gengæld kan de så ikke tåle det nye velnærede middelklasseliv. Hvert tredie diabetes tilfælde i verden er en Inder. Inderne har verdensrekord i hjertesygdomme, især hos helt unge mennesker. Sultgenet stiller sig i vejen for den nyindiske forbrugsfest i deres gode mad.
 
Tankevækkende i denne sammenhæng er det, at Indien er det eneste 'civiliserede' land, hvor man i større historiske prioder har tyet til organiseret menneskeæderi for at overleve. Forældre har spist deres børn og omvendt for at overleve. Når jeg holder denne historiske evidens frem for Indere, fornægter de det naturligvis. I den store sultkatastrofe i 1631, der parakdoksalt skete året før Shah Jehan påbegyndte konstruktionen af det, set i kontrasten til hans millionvis af undersåtter uden tøj på kroppen, vulgært overdådige Taj Mahal, foregik der i følge flere Europæiske rejsende i Indien organiseret salg af menneskekød i de større byer.
 
At lidelse og sult er intimt forbundne ses helt tilbage til de mere end 2000 år gamle Buddhistiske Jatakafortællinger, der gang på gang stiller den tomme mave op over for den moralsk rigtige handling. I fortællingen Utaknemmlighed Straffet er vi sogar vidne til vi en Bodhisattva, der er med til at spise sine brødres koner for at overleve.

De sidst rester af denne menneskeæderkultur finder i hos Agorierne, som den dag i dag kan findes i byer som varanasi hvor de lever på kirkegårde og rituelt spiser kød fra de afdøde for derigennem at demonstrere at verden er en illusion.
 
En 'agorsik' forklaring på konstruktionen af den Indiske illusionsteologi ligger lige for. I en katastrofisk kultur kan det ikke betale sig at investere livvsenergi i et kropsligt 'jordisk' liv. Den indiske kultur har som overlevelsessvar i stedet specialiseret sig i at frigøre bevidstheden fra kroppen. Ånden alene eksisterer - for kroppen er alligevel væk før dugdråberne om morgenen er fordampet fra livets skrøbelige siv.
  
KASTESYSTEMETS FRAGMENTERING

Katastroferne alene forklarer imidlertid ikke hele billedet. En anden vigtig faktor er det Indiske kastesystem.
Indien var (og er stadig) med dets kastesystem en af verdens mest fragmenterede kulturer. Selv de fire grundkaster er opdelt i flere hundrede subkaster.

Da den muslimske afghanotyrk Muhammad Gori i 1192 stod foran Lahores byporte ved solnedgangstid og iagttog sine fjenders hær, måtte han undrende spørge sine militære rådgivere: Hvorfor er der så mange små bål?

Hans rådgivere svarede: Det er køkkenbål, for der laves mad nu.
Men hvorfor i alverden er der så mange små bål i stedet for nogle få store som hos os? 
Det er fordi Hinduerne er opdelt i kaster. Disse kaster kan og vil ikke spise sammen.

Muhammed Gori smilede og sagde. Så har jeg vundet krigen!
  
For kan man ikke spise sammen, kan man heller ikke slås sammen. En krigerkultur må nødvendigvis være monoteistisk for effektivt gennem 'kirker' og kanoner at kunne udvide sit forretningsimperie.


I Indien lægger kastesystemet sig ind som en ekstra fragmentering af et i forvejen stærkt opdelt klassesamfund. Det oprindelige ord for kaste er varna, hvilket betyder farve. Kastesystemet er en form for avanceret apartheid, der har vanskeliggjort dynamisk social forandring i en grad, der er ukendt i Europa. Indien blev et ta' selvbord for invasorer. På grund af den sociale hyperfragmentering kunne Inderne ikke holde krudtet tørt.
  

Kastesystemets ekstreme overopdeling af befolkningen gjorde det umuligt at mobilisere et fælles overlevelsessvar over for både krig og omskifteligt vejrlig.
   
Katastrofer kan kun løftes i solidaritet og fællesskab.
  
Når man i den grad er blevet ramt af hungersnød og/eller invasionshære udefra uden at være i stand til at mobilisere et adekvat overlevelsessvar, så giver det god mening at vælge at se verden som et lidelsesfyldt sted, hvor det at blive genfødt ikke er en velsignelse, men derimod en forbandelse det gælder om at undslippe.

  
Det Indiske overlevelsessvar er tydeligt selv den dag i dag. Det hedder: mig først! og kan iagtages i enhver indisk kø, selv i internationale lufthavne, hvor jeg hvis jeg selv står i samme kø skal tage mig i agt for at blive snigløbet, selv af respektable indiske damer på min egen alder. 
  
Selv i det moderne indien kan man se den illusive overlevelsesstrategi afspejlet i det flegmatiske hinduansigt man som en fraktal møder igen og igen på sin vej gennem masserne.
Dette ansigt synes ordløst at sige: når lusingen rammer uventet næste gang, gør det ikke så meget... jeg er jo ikke rigtig til stede, for hvorfor skulle jeg være det her i denne illusoriske verden.

  
Tilbage er en verden man ikke rigtig behøver at rydde op i - Hvorfor skulle man dog gøre det?

Tyggegummi og ikke tilstedeværelse
På vej til Indien i 1992. Kun med Air India kan man opleve at en toiletdør hænger og dingler i ét hængsel. Tilbage på min plads glider mit blik nervøst undersøgende ud til jetmotoren på vingen. Både motor og vinge sad heldigvis hvor de skulle. Mon Air Indias mekaniskere havde lånt en bolt fra toiletdøren til at holde motoren på plads? Indien er fuld af her og nu hovsaløsninger. Jeg kalder dem tyggegummiløsninger, døbt efter en oplevelse af hvordan el-ledninger under mit TVskab på hotellet var 'fixet' med en stor klat tyggegummi. Med denne tyggegummiklat i fingrene og de bare fødder på marmorgulvet fik jeg oplyst som en pære en af mine helt store åndelige oplevelser.
  
På det femstjernede hotel Clarks i Varanasi, faldt hanen til det varme vand af i mit febrilske forsøg på at skruede på den stående under bruseren. I et andet femstjernet hotel kom der skoldende varmt vand ud af begge haner i karbadet. Det er ikke første gang at dørhåndtag, stikkontakter og vandhaner falder af, når jeg rører dem her i dette vidunderligt eventyrlige land fuld af drømme og illuioner.
   
Engang på en motorcykeltur i Sydindien syede en skrædder nogle knapper i min nye indiske skjorte, der allerede efter en måneds brug var klar til indlæggelse. Skrædderen sang sange til ære for sin Gud, mens han pegede ind i himmerrigets nåleøje. Da jeg fik skjorten tilbage, opdagede jeg, at de nye knapper sad på den forkerte side af skjorten!

En skrædder!!! Nu stopper festen.
 
Alle disse vidunderlige håndværkspræstationer er lavet af den samme illusive Inder, der ikke rigtig ser nogen idé i at være til stede her i verden, dels fordi verden er en illusion, dels fordi han er foragtet netop fordi han laver håndens arbejde. Han kan derfor naturligvis heller ikke rigtig tage ansvar for kvaliteten af sit håndværk.  

Hvis man ser verden som Maya, så bliver den til Maya.

  
I al sit fravær af tilstedeværelse i form af nymalede husfacader, gode asfalterede veje og elforsyning uden strømafbrydelser har Indien faktisk fundet en charmerende løsning. Den hedder ro - stoisk ro og accept af enhver situation. Den er udsprunget af illusionsideen i forening med den skæbnetro der gør det enkelte individ 'karmisk' ansvarligt for alle detaljer og begivenheder i livet. Nedenstående billede tog jeg, mens jeg sad fast i en trafikprop i new Delhi. Læg mærke til den værdige fred den tilsyneladende tilfældige komposition af mennesker i billedet udstråler. 


Intet sted viser tidløsheden sig så tydeligt som i en traffikprop i New Delhi.
Her en gruppe cykelrishaws i cyklonens stille centrum.

Vishnu - opretholderen af universets balance
Var i 1989 vidne til et forbløffende Vishnuritual i Sydindien. En tonstung statue af guden Vishnu  bæres rundt  på to lange, armtykke bærestænger. To statuer i mindre størrelse er med på vognen som Vishnus koner.
 
Ti svedende og stønnende mænd kæmper for at holde fodfæstet under stengudens vægt. Vihsnu, Laksmi og Mahadevi er prægtigt klædte dukker med masker lavet af flere kilo rent guld. På hovedet bærer de store tunge guldkroner. Foran hele processionen går en  landbetjent i fuld uniform med en trukket stav. Et alvorligt ansigt bag en hævet knippel  i en ekstatisk menneskemængde vogter over den kostbare gud. 
 
De ti bærere og deres guddommelige byrde slingrer nu rundt om ritualets og universets centrum, en stor stensøjle der er en gengivelse af guden Shivas avlende fallos.
 
I loftet hænger de de talrige kulørte lampers elektriske ledninger og slasker ned. Når processionen går ind under el-ledningerne, er guldkronerne på guderne ved at blive raget ned  og hver gang må de ti bærere under de største anstrengelser bukke sig helt i knæ for at undgå dem. Nogle gange er Guderne tæt på at styrte. Musikken akkompagnerer dramatisk hver gang ledningerne nærmer sig. Det virker nærmest som om Inderne synes, at det er sjovt.
 
Det er også lidt morsomt at tænke på, at det netop er guden Vishnus opgave at sørge for at balancen her i universet opretholdes - og her slingrer han faretruende rundt i sit eget tempel.
  
De lavthængende ledninger accepteres af tilbederne som guddommelige forhindringer, som hellige indiske (bil)køer på vejen.
 
Ingen, udover mig, tænker på, at det ville være enkelt at hæve ledningerne en smule.


El-ledninger i Main Bazar New Delhi

Mit vesterlandske skolede sind glemmer helt det smukke ritual i irritationen og forbavselsen over at ingen tilsyneladende har fået den samme tanke som mig: Så få dog for f..... hevet de ledninger op på plads!! Det tager kun en skammel og to minutters arbejde.
 
Da jeg boede i Luck Now i 94 fældede nogle Indere et træ, så det faldt ud på vejen ud for det hus jeg boede til leje i. Her lå det i månedsvis, uden at nogen gjorde mine til at fjerne det selv om det var årsag til traffikkøer i myldretiden og en del mindre traffikuheld især efter mørkets frembrud. Hvorfor slæber ingen træet ind til siden?
 
Hvorfor fjernede jeg ikke træet selv? Det ville ha´ kostet 10 minutters arbejde. Men jeg var allerede blevet en del af den flegmatiske ro der flyder med eller uden om det som er uden at ændre det.


 Jeg fik ikke taget et foto af det fældede træ uden for mit hus i Indira Nagar, Lucknow i 94.
Til gengæld fik jeg taget dette billede nogle år senere.

For retfærdighedens skyld, skal det nævnes at den nye gennem de sidste 30 år fremvoksede Indiske middelklasse ikke længere anskuer i det mindste deres egen verden som en illusion. De er lige så meget til stede i den såkaldt materialistiske 'virkelighed' som resten af verdens af Mc Donald udformede quarter pounder-mennesker. Den Indiske middelklasse opløser på en måde kastesystemet, men skaber samtidig en ny kaste, pengekasten, der anser sig selv for virkelighed, men stadig har et illusivt forhold til verden, når det kommer til evnen til at ignorere den massive fattigdom, der stadig lever på den anden side af deres husmure.
 
Kulturelle (u)vaner dør ikke, men genfødes i nye former.

 

KAP. II - FRIGØRELSE AF JEG'ET


God enjoys himself in all things.
Meister Eckhart
Real knowledge, even in this body,
is intrinsically so delightful
that the sum total of created things
 is nothing to the joys of pure perception.
Meister Eckhart
 
God's delights so in this likeness that
he pours out his whole nature,
his whole substance into it, in his own self.
The joy and satisfaction of it are ineffable.
It is like a horse turned loose
in a lush meadow giving vent to his
horse-nature by galloping full-tilt about the field:
he enjoys it, and it is his nature.
Meister Eckhart
 
Oh Friend! Understand
The body is like the ocean
Rich with hidden treasures.
Open its innermost chamber
and light its lamp
Mirabai

Bevidsthedens rejse ind kroppens mørke
Først en kort opsamling. Det foregående kapitel handlede om den gamle østlige frigørelsesrejse fra jeg'et og kroppen. Buddhas finger pegede for over to tusind år siden på månen og ikke på jorden. Verden blev set som et illusorisk og lidelsesfyldt sted. Silkeruternes østlige oldtidsmenneske længtes efter at blive fri fra sig selv og sin lidelse. Ånden måtte frigøre sig fra verdens sumpede krop for at realisere sig selv. Den samme tendens kan ses i de Kristne traditioner, men intet sted har ånd og krop stået så stejlt over for hinanden som i Indien.
 
Antikkens menneske havde al mulig grund til at flygte fra kroppen. Frihed fra jeget, fra den kropslige eksistens gav god mening, for kun de færreste blev ret meget mere end 40 år gamle og ingen kunne vide sig sikre på, hvad morgendagen ville bringe af krig, katastrofer, sult og sygdom. Risikoen for en voldelig død var ekstremt høj. At anskue verden som en illusion var derfor en adekvat overlevelsesstrategi og det især i et Indien, der på grund af ofte svigtende monsuner og et alt for kasteopdelt samfund aldrig kunne finde ud af at løfte udfordringer i fællesskab. Inderne udviklede derfor Meditation som en anti-kropslig overlevelsesløsning i et grundliggende overfragmenteret, dysfunktionelt samfund. Logikken i, Hvad udad tabes skal indad vindes, var drivkraften bag denne Indiske Meditationspraksis, der førte til en form åndelig frigørelse gennem fremmedgørelse fra kroppens liv.
 
DEN ILLUSORISKE ILLUSION
Ikke sjældent hører jeg personer, der mediterer, hævde, at verden er en illusion. Ingenting eksisterer i virkeligheden er et tidstypisk udsagn anvendt på New Age-kulturens især Vedantisk inspirerede scener. Her er illusionsfilosofien ikke længere blot en kulturkritik af vor overfladiske samtid bestående af sofakartofler og realitystjerner. Her omfatter illusionen alle bevægelige dele af tid og rum!
 
Her ses selve det levede liv som en illusion.
     
Jeg har også selv sagt og 'ment', at verden er illusorisk. Mit spørgsmål er nu:
  
Hvorfor har jeg egentligt sagt det?
    
I mine 40 år som Mediterende har jeg observeret, hvorledes især de usynlige dele af den ideologi, der fulgte med Meditationens set og setting, umærkeligt har været med til at forme min opfattelse af virkeligheden i det hele taget. Alle de små næsten usynlige ting vi gentager i årevis er med til at skabe det landkort, der både viser os vej i livet og hvor vi hører hjemme. For alle ting fra mikro til makroplan er information.
 
Selv de mindste uoverensstemmelser mellem dette kort og vor 'kernepersonlighed' vil før eller siden skabe forhindringer for os på vor spirituelle vej. Hvis ikke der er informations-synkronisitet mellem det allermindste og det allerstørste i os, så vil vi på sigt opleve langsomt at gå i stå.
 
Hvad livet på New Age scenen har lært mig er, at jeg alt alt for ofte har overtaget og bygget mit liv på 'sandheder' udefra, der slap ind i mit system uden først at blive grundigt eksamineret. Jeg overtog i min blinde og naive autoritetstro kritikløst religiøse eller såkaldt 'videnskabelige' grundforestillinger udefra og opdagede først lang tid efter, at jeg var fuld af ufordøjede ord, der ikke rigtig var mine egne.
 
Det er mit mål her, at trække disse udefrakommende forstillinger ud i lyset med en pincet for at undersøge dem nærmere. Min Meditation skal under skalpellen for at blive dissekeret ned i de mindste detaljer. Kun de kulturfremmede informationer, der har bestået det vidunderlige intellekts kritiske prøve, får lov til at passere hjernebarrieren og blive til en del af det nye åndelige DNA.
   
Så jeg gentager spørgsmålet:
  
Hvad betyder det egentlig, at verden er en illusion?
      
Er det overhovedet hensigtsmæssigt at se det, der er foran ens næse, som illusorisk?
       
Jeg kan med udgangspunkt i egne indre oplevelser bekræfte, at der findes et galaktisk perspektiv, hvor 'man' så at sige føres ud af det trygge egos beskyttende kropsmure, stiger op over tage, byer, lande og føres videre så langt ud, at først denne klode vi kalder jorden, dernæst solsystemet og til sidst galakserne ikke synes større end et molekyle i et støvkorn. 
     
Herudefra er vort lille foranderlige liv aldeles betydningsløst og i den forstand en illusion.   
      
Mindre kan også gøre det. Mange vil sikkert nikke genkendende til øjeblikke i Meditation, så stille og dybe, at mange af de ønsker, gøremål eller problemer, der før syntes betydningsfulde, nu synes ikke-eksisterende.
     
Det skulle imidlertid nu stå klart, at jeg nu ikke længere er sikker på den absolutte sandhedsværdi i forståelsen af verden som en illusion.
   
Har vi virkelig fået en krop og en verden for at forlade dem til fordel for et depersonaliseret åndsperspektiv?
           
Så vidt jeg kan se, skabes en selvforstærkende ring af følgeslutninger i forholdet mellem illusion og ikke-tilknytning: Vi forlader verden, fordi den er en illusion. Når vi forlader verden, bliver den til en illusion. 
  
Den åndelige ivrighed efter at kalde vort kropslige liv for en illusion gør mig derfor mistænksom. Hvad er motivet for denne nedprioritering af kropstid i rum?
   
Det filosofiske argument er, at alt, hvad der ændrer sig, er illusorisk. I dag er du sund og rask. I morgen er du alvorligt syg. I dag elsker din kone dig. I morgen har hun forladt dig.
Knyt dig ikke til livet, for det er samsara, foranderligt, og det foranderlige skaber lidelse. Knyt dig derfor til det uforanderlige i form af Evigheden, Gud, Selvet, Ånden, Nirvana, Urgrunden eller Bevidstheden. For kun det uforanderlige kan betragtes som virkeligt.
 
Nu er mit spørgsmål. Holder den Indiske følgeslutning, at 'noget' ikke eksisterer, fordi 'det' forandrer sig?
 
Kunne dette argument mon i virkeligheden dække over manglende lyst til at leve livets lusinger?
 
Hvorfor er det egentligt så frygteligt at lide? Hvorfor ikke i stedet se det som en integral del af et foranderligt, men vidunderligt liv mellem solskin og skyer?
 
Jeg
tillader mig derfor at se det illusive livssyn som et muligt udtryk for virkelighedsflugt.
 
For hvorfor har vi fået en krop, hvis hele spillet blot går ud på at forlade den?
   
At se verden som en illusion gør det lettere at løbe fra det eksistentielle ansvar over for det som er... her og nu ... lige foran næsen. At kalde noget for illusivt er det samme som at nedprioritere værdien af det.   
   
Lidelse er lettere at 'overleve', når det blot alligevel er en illusion.
   
Jeg kalder det frigørelse gennem fremmedgørelse.

DEPERSONALISERING SOM OVERLEVELSESSTRATEGI
Selve ideen om, at verden er en illusion i den forstand, at den ikke altid er, hvad den giver sig ud for, er i sig selv en vidunderlig filosofisk og erkendelsesmæssig opdagelse.
 
De nye videnskabeligt funderede tanker om, at verden i virkeligheden er en simulation er epokegørende. Jeg ser det ikke som noget tilfælde, at den vestlige verdens elite netop i disse tider begynder at genopdage illusionen i form af simulationsversionen. For som nævnt i starten af dette kapitel, så er kroppen og ånden igen på krigsstien.
   
Den illusive filosofi kan, så længe den blot stiller kritisk tvivlende spørgsmål til den fadølseksistens, som vi automatisk antager for givet, have potentiale til at udvikle frihedsteologi.
  
Problemet opstår først, når denne filosofi bliver til norm, et dogme, en uanfægtet og uigennemtænkt grundantagelse, hvorpå så resten af eksistensens fortælling konstrueres, en fortælling der oftest praktiserer, hvad Buddha ville kalde tørst efter liv.
 
Det spirituelle by-pass
En japansk zenmunk holdt et foredrag om Meditation på den øverste etage i et højhus i Tokio. Pludselig fik et mindre jordskælv bygningen til at svaje faretruende. Folk fik panisk travlt med at komme ud af bygningen. Kun zenmesteren blev siddende tilbage. Da jordskælvet var ovre kom publikum tilbage til foredragssalen hvor zenmesteren sad ubevægelig i ophøjet ro med lukkede øjne. Da folk spurgte ham, hvorfor han ikke også var flygtet, svarede han:

Mens I flygtede ud, så flygtede jeg ind. 

I Meditation lader man verden være verden og tilpasser sig i stedet.
Det kolossale frihedspotentiale i denne 'flugt' er svimlende og ærefrygtindgydende.

Frigørelse gennem fremmedgørelse

Alt er imidlertid et spørgsmål om balance. I mange år af mit yngre liv flygtede jeg ind, hver gang jeg havde problemer i mit ydre liv. Når jeg havde problemer med en kæreste, så flygtede jeg ind i Jeg er ikke kroppen-Meditation.
 
Var det en god ide? Næppe... Problemerne forsvandt ikke ved, at jeg praktiserede strudsemeditation. Tværtimod gik der mange års kostbar tid, hvor jeg i stedet kunne have lært at navigere livets drilske malstrømme som menneske. I valgte jeg i perioder med ondt i livet at depersonalisere mig selv til ren ånd.
 
Jeg har i løbet af mit liv set denne overlevesestrategi anvendt utallige gange af moderne vestligt konditionerede mennesker. For mennesker med ondt i sindet og dagliglivet er det alt for fristende at genbruge eller måske misbruge gammel østlig åndelig DNA til at frigøre sig gennem fremmedgørelse.
 
NEW AGE - Illusion eller Ferrari?
New Age organisationerne vokser i dag videre ud fra Østens religiøse DNA i den forstand, at
de fleste moderne meditationsretninger i sig stadig i en eller anden form har Buddhismens eller Hinduismens oldindiske trang til at komme væk fra den besværlige eksistens som menneske. Samtidig markedsføres kroppens lykkedrømme på en sådan måde, at det kan være svært at finde ud af, om projektet drejer sig om welness eller negation af det jordiske liv. Alle mulige efterkonstruktioner forsøger forvirret at finde vej i et landskab, hvor man det ene øjeblik skal hæve sig op over den illusionære krop og følgeligt ikke tager egolivet seriøst og det næste øjeblik gør alt for, at kroppen skal føle sig ekstra godt tilpas ved hjælp af terapi, massage, personlig udvikling, tantra, mindfulness og lækre restaurantbesøg. Hertil kommer den Amerikanske drøm om, hvorledes mindfull og positiv tænkning er vejen til den Ferari du altid drømte om.
 
Et arsenal af popsmarte levebrødsguruer snikker og snakker, men lige lidt nytter det. For selve fundamentet, som kun sjældent stilles spørgsmål til, er gammelt og vaklende, især hvis det skal understøtte en drøm om materiel succes. Lad mig understrege at der i og for sig ikke er noget galt i at ønske sig en Ferari. Det er det selve det meditative kultursoftwares inkonsistens, der er problemet.
 
Hvorfor?
Min Gadget-Guru Steve Jobs blev ved med at spørge folk, der arbejdede i forskellige forretningsorganisationer: Hvorfor gør I som I gør? Ingen kunne rigtig svare på det. Det eneste svar var: Vi gør som vi plejer, som vi har fået besked på. Steve Jobs havde nok vågenhed til at genemskue rutinesøvnen i disse svar, og med denne indsigt var han i stand til at ændre på arbejdsprocedurer, så de blev meningsfulde.
 
Vi hænger ubehjælpeligt fast i vaner og søvn. Det er i denne sammenhæng ligegyldigt, om det drejer sig om et forretningsimperium, en akademisk institution eller en religiøs organisation.
Alene af den grund burde alle traditionsbaserede meditationsorganisationer tage sig selv op til en grundig revision.
 
Dilemmaet i Meditative kredse om, hvorvidt kroppen er værd at investere i, eller den er en illusion man bør transcendere, er imidlertid reelt nok. Frigørelsen af jeg'et kan ofte være ubehagelig. Den smerte, der er et grundvilkår ved at leve i en krop og i kroppes interaktion med hinanden og med verden, er der jo stadig, selv om man flygtede fra den ind i åndens verde. Det giver god mening for sensitive mennesker i en moderne verden big data verden at genbruge den gamle Indiske depersonaliseringsteknik, hvor man frigør sig fra sig selv. Det er næsten alt for let at bruge Meditation til at foretage et spirituelt by-pass af kroppen og hverdagen. Et depersonaliseret liv uden integral kropslig eksistens giver imidlertid ingen åndelig fylde og dybde. Jeg vil gå så langt som at kalde det spild af liv.

Som nævnt i det foregående kapitel
Frigørelsen fra jeg'et, så er kroppen og ånden, efter en lang periode fra 60erne og op til årtusindskiftet igen på kollisionskurs. Det eneste jeg derfor i denne sammenhæng er kritisk ude efter, er den manglende meta-bevidsthed i konflikten. De sovende meditative miljøer mangler flere rastløse Steve Jobs arketyper til at stille spørgsmål om alt mellem himmel og jord.

Jeg er ikke kroppen - jeg er en cyborg
I en tid som vor, med svimlende forandringshastigheder i vor selvforståelse og i de brugerflader vor metamorphoserende identiteter naviger i, står kroppen som en skilpadde forstenet tilbage, mens haresjælen i os har travlt med at iføre sig nye virtuelle kroppe.
 
Denne adskillelse sker allerede nu og på mikroplan i det sekund du glemmer, at din krop føler sig trist, fordi du fik et like for et lækker dessertbillede på facebook.

Det er i denne sammenhæng ikke noget tilfælde, at Steve Jobs tog til Indien på meditativ dannesesrejse i sine unge dage og resten af livet var venner med bogen En yogis selvbiografi. Silicon Valley er om noget et postmoderne buddhistisk/hinduistisk smeltedigle tilsat mikrodoser af LSD. Ej heller er det noget tilfælde, at Inderne er så gode til at programmere. De er vant til at håndtere ingen.ting.
 
De organiske-kemiske kultur-mutationer mellem den digitalteknologiske ekspansion og de spirituelle traditioner fra østen er allerede nu utallige og uforudsigelige.
I dette hav af muligheder vælger jeg - i respekt for alle de mulige og umulige hybrider frigørelsen fra kroppen kan antage - i en verden hvor ånd med stor sandsynlighed vil aflægge sit gamle hylstre og tage bolig i cybernetiske organismer - ja, her vælger jeg en anden vej.
 
Jeg kalder den frigørelsen af kroppen. 

INDIVIDUATION I SUPERVÅGENHED

Det giver i denne sammenhæng mening at anskue mennesket som et træ. Træets rodnet er vor ubevidste biologi, der bærer på millioner af års ophobninger af biologiske styresystemer. I trækronen findes det i vort liv, der vokser i bevidsthedens lys.

Det meste af kroppens indre biologiske liv er skjult, ikke føst og fremmest fordi det er fortrængt, men fordi det er ordløst og derfor ukendt og uforståeligt.

Ingen historiske personer, mig bekendt, har peget klarere på de menneskelige rødders mangfoldige dybde og betydning end psykologen C.G.Jung:

Man's task is to become conscious of the
contents that press upward from the unconscious.

C.G. Jung

Jung kaldte den proces, hvor man bevidstgør sig selv for individuation. For Jung var Individuation imidlertid uløseligt forbundet til ords forståelsesbetingede verden. For ham var forståelse et centralt værktøj for den åndelige låsesmeds arbejde med at bryde døren op til det ubevidste.

Jeg ser en imidlertid en ny hersker, radikalt forskellig fra ordenes konge, erobre kroppens kontinent!

Denne hersker fødes i et balancepunkt skabt af supervågenhed.
 
DEN UFORSTÅELIGT FORSTÅELSESLØSE SUPERVÅGENHED
Der var engang et sted dybt inde i Tzarens Rusland tre munke, der levede afsondret på en ø midt ude i en stor sø. De havde næsten ingen kontakt til civiliserede verden. De var ikke særlig vidende om kristen teologi. Deres eneste bøn var: Vi er tre. Du er en. herre forbarm dig over os.
En biskop hørte om de tre eneboere og besluttede sig for at besøge dem. Han roede den lange vej ud på søen indtil han endelig fik øje på den lille ø. Her tog munkene imod ham med stor kærlighed og ydmyghed. Biskoppen blev imidlertid dybt overrasket over hvor lidt de tre kendte til den kristne teologi og besluttede sig derfor for at blive på øen nogle dage for at give de tre et crash course i kristendom. Eneboerne var dybt taknemmelige for biskoppens undervisning og takkede ham mange gange under afskeden. Biskoppen begav sig nu på sin robådstur tilbage til fastlandet. Da han var nået halvvejs ud, hørte han imidlertid munkene kalde på ham. Han vendte sig om og så de tre komme løbende hen over vandet. Herre, sagde de. Vi har glemt din lære. kan du ikke gentage hvad du sagde?
 
De tre hermitters hellige enfoldighed overflødiggør teologi, i videre forstand selve fænomenet 'forståelse' i en form for ube-gribe-lig superbevidst visdom. At begribe noget er at gribe det. Hvem ønsker at gribe det? Det gør egoet, der evigt ønsker at forvandle ting gennem det at (be)gribe kontrollen. Derfor ønker egoet forståelse. Forståelse giver magt. I Visdom giver vi derimod slip i alt vi har grebet.  
 
Den superbevidste motorvej er derfor også den fly over, der by-passer egoets futile forsøg på at spiritualisere sig selv gennem selvudvikling. Dermed ikke være sagt at man kan undvære terapi og psykologisk indsigt, der i forlængelse med motorvejsbilledet kunne sammenlignes med de uundværlige indkørselsveje. Meditation.dk overvældende tekstmasse består i den sammenhæng af indkørselsveje til den superbevidste motorvej. For denne ordliggørelse kender sin egen plads som tjener og giver plads til det vigtigste, nemlig den vågenhed der, når du indånder en parfume, hvis navn du ikke kender, gør dig klar over duften.
 
Supervågenhedens kolonialiserering af kroppens vildnis
Meditation.dk er det kunstneriske livsprojekt, der trin for trin ordløst superbevidstgør den dunkle opmærksomhedskrop mikroverden. Meditation er i den forstand supervågenhedens psykiske mikroskop. Den inkarneres i kroppen som et ordløst og forståelsesløst spatialt rum af abstrakt klar over. Supervågenhedens kolonialisering af kroppen er radikalt forskelligt fra den ellers i sig selv prisværdige kropsbevidsthed, der ligger ligger bag ønsket om at motionere og spise sundt. Den er for intet at regne i forhold til den bevidsthed, der pludslig bliver klar over det øredøvende brøl fra vore cellers levende bølgebrus. Kroppens kosmiske baggrundsstråling er her - altid. Vi bliver imidlertid først klar over, at vi har en fod, i det øjeblik vi forstuver den. Når den fungerer, 'gelemmer' vi den. Vi hører først køleskabets brummen i det øjeblik den holder op. I forandringen bliver vi bevidste om, at denne brummen var der også før vi var klar over det.

Meditation er gøre bevidstheden i stand til at blive klar over det, som altid er.


Den hellige gral findes i kroppens mørke nat.

Den opmærksomme søvngænger
Den del af vort livstræ der er gemt under jorden, sover. Vi er søvngængere der drømmer, at vi er vågne. En søvngænger har glemt sig selv i perfekt 'gelemmet' opmærksomhed. De opmærksomme dyriske operativsystemer fungerer som regel fint uden bevidsthedens indblanding. De har imidlertid i deres fundamentale ordløshed svært ved at 'forstå', endsige følge bevidsthedens mere komplekse direktiver. Søvngængeren taler opmærksomt til mig som kassedamen i Irma, der spørger mig, om jeg vil have en kvitttering og jeg hver dag husker hende på, at vi har en aftale om, at hun ikke skal spørge om det, hvorefter hun med et smil siger: Nåh ja!
 

Søvngængeren er ikke klar over, at han ikke er vågen. Det samme gælder i vid udstrækning for os i vor normale vågne dagsbevidsthed, i hvert fald hvis man sammenligner den normale vågenhedstilstand med den supervågenhed, det er muligt at kultivere i Meditation.

Den vigtigste indsigt i Meditation er erkendelsen af, hvor lidt bevidsthed vi egentlig er i besiddelse af, og hvor lidt vort verbal-bevidste operativsystem i virkeligheden har forstået af kroppens indre opmærksomhedsliv. Jeg gentager denne vågenhedenss Nåh ja-erkendelse dagligt på samme måde som mit lille ovenstående Irma-ritual.
 
At vi grundliggende er søvngængere kan du selv verificere i din egen introspektion. Når du mediterer vågent opmærksomt ind i kroppen, vil du opdage et kambrisk varieret oceanliv af totalt ukendte sansninger, der på en gang er massivt tilstede som luften omkring os, men som samtidig er underligt svære at få hold på. Som en af mine venner sagde: Efter at have mediteret i så mange år, må jeg da efterhånden kende dyrene i min indre zoologiske have, men nej!

Jeg har på grund af min ungdoms liv som rockguitarrist konstant tinnitus, men hører det sjældent. Opmærksomhedens sansninger er som et køleskab, der brummer. Vi er hele tiden opmærksomme på køleskabslyden, men bliver først bevidste om det, i det øjeblik køleskabet holder op med at larme. Hvis du lige nu lader din bevidsthed kigge ind i din krop, vil du med det samme mærke et uspecifikt hav af sansninger. Disse sansninger var der på samme måde som køleskabets brummen, også før du blev klar over det.

Det er for den seriøse mediterende en evigt gentaget forbavsende opdagelse at opdage, i hvor høj grad vi ikke rigtig er klar over, hvor sansende vi i virkeligheden er. Derfor vender jeg atter og atter tilbage til dette faktum som mit dyrebareste mantra. For hver gang vi minder os selv om, hvor ubevidste vi er, så vågner en lille del af os. Gurdijeff kaldte denne meditation for constant Self remembrance.

Meditation, der ikke bruges som flugt fra jeg'et, men som frigørelse af jeg'et står over for et projekt, der først vil fordre hele livet, for derefter at blive til det. Det k

an lyde uoverskueligt, men husk her på Edisons ord:

I never did a day of work in my life. It was all fun.
 
Projektet er at vække kroppen af sin tornerosesøvn.

Det, der her først skal vækkes er bevidstheden selv. Den vågner i sig selv i superbevidsthed. Uden supervågenhed kan man glemme alt om at frigøre sit kropsliv. Kun supervågenhed er i stand til at kultivere den fornødne intensitet og styrke, der gør os i stand til at blive klar over de sovende biologiske livsformer, der som rødder lever i og livgiver vor krop.
 
Supervågenhed bringer kroppens baggrund op i den bevidste forgrund, mens vort måske lidt for betydningsfulde 'jeg' samtidigt træder et lille, men nødvendigt skridt ned fra tronstolen, hvor det så til gengæld kan vederkvæge sig lidt i urgrundens saliggørende mørke.
  

 
Denne frigørelsesrejse vil blive behandlet i det næste kapitel,
Meditativ spatialisering og pixellering.