|
EVOLUTION
& BIOLOGISKE STYRESYSTEMER
Hjernens & KROPPENS forskellige
operativsystemer set
i et
evolutionært lys
I am a lizard King - I can do everything -
J.Morrison
•
Vi drager stadig grænsen for vor personlighed
alt for snævert. Vi regner til vor personlighed altid kun det,
som vi udskiller som individuelt, erkender som afvigende. Men vi
består af hele verdensmassen, enhver af os, og ligesom vort
legeme i sig selv bærer udviklingsstam-tavlen ned til fisk og
endnu længere tilbage, således har vi i menneskesjælen alt, hvad
der nogensinde har levet.
Hermann Hesse: Demian
I mit indre laboratorium har jeg i syntesen
mellem Meditation og Entheogener gennem årene oplevet
transpersonelle fænomener, der ligger så langt væk fra den
kendte virkelighed, at jeg alene ud fra disse erfaringers
fremmedhed vil hævde:
Intet menneske, der får adgang til disse erfaringer, vil
forblive det samme.
Dette vi især gælde for mennesker, der har bygget deres
virkelighed på et fasttømret livssyn hvad enten det
er religiøst eller videnskabeligt. Jeg vil gerne forstyrres så ofte som
muligt i mit eget livssyn, men helst af mennesker som mindst en
gang i deres liv har oplevet/overlevet et åndeligt lynnedslag
lige midt i kaffestellet på kakkelbordet. Det er simpelthen ikke
særlig interessant at tale med et menneske, der kun kender
vor vante 'virkelighed'.
I det følgende vil jeg så til gengæld komme den logiske
skeptiker lidt i møde ved forsøgsvis at forklare åndelige
lynnedslag fra den religiøse himmel som legende gestalter i min
egen vidunderlige fantasiverden skabt af arkaiske bio-arketyper,
lag på lag
ophobet ophobet i min organisme siden
min
fortid som søanemone og endnu længere tilbage.
Nedenstående digt viser livets udvikling i en
form for åndelig evolution:
Originally, you were clay.
From being mineral, you becamet vegetable.
From vegetable you became animal, and from animal, man.
During these periods man did not know where he was going,
but he was being taken on a long journey nonetheless.
And you have to go through a hundred different worlds yet.
I died from minerality and became vegetable;
And from vegetativeness I died and became animal.
I died from animality and became man.
Then why fear disapearance through death?
Next time I shall die Bringing forth wings and feathers like
Angels.
After soaring higher than angels-
You cannot imagine.
I shall be that.
Rumi
Omkring slutningen af 1700-tallet blev de
muslimske sufi-mystikeres skrifter oversat til tysk. Schelling
var ikke sen til at brodere videre på Rumi i en rejse
fra søvn til vågen:
Den universelle ånd,
der slumrer i stenen, drømmer i planten,
vågner i dyret, bliver sig bevidst i mennesket
og når sin højeste udfoldelse i kunstneren.
I dette kapitel vil vi
se den menneskelige
cellekoloni som en Noahs Ark for alle livets tidligere
bio-operativsystemer. Prækambriums urceller synger stadig livets
grundtone for den, der gør sig selv stille. I sult efter denne ursuppes nærende vande
vil jeg vende Schelling på hovedet og rejse tilbage til de slumrende
sten, de drømmende planter og halvvågne dyr, der stadig befinder
sig i mit indre mørke.
VOR BIOLOGISKE
VERDENSMASSE
Our unique attributes evolved over a period of roughly 6
million years. They represent modifications of great ape
attributes that are roughly 10 million years old, primate
attributes that are roughly 55 million years old, mammalian
attributes that are roughly 245 million years old, vertebrate
attributes that are roughly 600 million years old, and
attributes of nucleated cells that are perhaps 1,500 million
years old.
If you think it is unnecessary to go that
far back in the tree of life to understand our own attributes,
consider the humbling fact that we share with nematodes
[roundworms] the same gene that controls appetite. At most, our
unique attributes are like an addition onto a vast multiroom
mansion. It is sheer hubris to think that we can ignore all but
the newest room. David Sloan Wilson,
Evolution for Everyone, 2007
Det vil være en kontroversiel tanke
for de fleste, at Meditation også er introverteret arkæologi.
Følgende videnskabeligt verificerbare eksempler vil imidlertid
anskueliggøre, at tanken slet ikke er så usandsynlig, som det
ved første øjekast kunne synes.
Opskriften på et menneske
Tilsæt en passende mængde
prækambrisk urhavssalt, for saltbalancen i vore celler er stadig
den samme, som den var i prækambriums urhav. Tag to kilogram
kropsmasse bestående af bakterier. De levede engang, før de blev
fredelige bioborgere i menneskekroppen, deres eget frie liv
eller et liv i symbiose med andre livsformer. Tilsæt
utallige former for vira, herunder nogle typer
vi har arvet fra Neanderthalerne.
Opskriften er for lang til at færdiggøre her, men alle
ingredienser peger i samme retning: Mennesket er anatomisk set
en barok sammensat, umulig syntese af levende forhistoriske
væsner.
Først til allersidst drysses ca. én procent egentlige
menneskelige gener ud over vor simrende biologiske gryderet.
Vi rejste os fra urhavets vand og stadig bærer på det i vore
celler.
Den
menneskelige krop er i den forstand et over-levende zoologisk
museum sammensat af livs- og adfærdsformer, der rækker helt
tilbage til det tidligste stjernestøv.
Dette krydsfelt er livets foreløbige,
men bestemt ikke sidste konklusion.
Vi er levnede bølger, rejst i storme fra
urhavet og nu skyllet i land på livets kyst.
Denne
odysse ville ikke have været mulig uden samarbejde og genbrug.
Vi består af genbrug
Evolutionen omskaber dybest set ikke fundamentet i sin skabelse.
Den bygger i stedet ovenpå de allerede eksisterende biologiske
arkitekturer.
Mennesket er, set i et evolutionært
udviklingsperspektiv, sammensat af en hel vifte af forskellige
overlevelsessystemer. Vor krop består i den forstand af den
samlede zoologiske sum af vore tidligere artsliv.
Vi består af genbrug af operativsystemer, hvis vigtigste
biologiske opgave var og er at få os til at overleve.
Som mennesker har vi været gæster her i et kort øjeblik på 2,5
millioner år. Som zoologiske cellekolonier er vi langt, langt
ældre.
I os er samlet alle livets tidligere bevidsthedsformer. Cellers,
mikrobiomers, ormes, reptilers, og patte-dyriske
operativsystemer har i kroppen fundet sammen under fælles tag.
Nogle af disse væsner sover, andre er mere vågne og hjælper os i
vores overlevelsesleg.
Ionkanalerne i cellemembranerne hos
Nekturus-salamandere kan genfindes i rotter og mennesker. Hver
eneste DNA-stump, der har vist sig at virke i evolutionen,
bliver genbrugt af mere avancerede systemer på de højere trin i
evolutionen.
De gener, der styrer vort hjerteslag, blev til i søanemoner. Vi
deler 25 % af vore gener med træer. Vor appetit styres af
genetiske drivere, der blev udviklet i ringorme. Vore tænder var
oprindelig fiskeskel.
Vort ansigt blev grundliggende
skabt, da vi var fisk. Et fiskeansigt har øjne, mund og nogle
gange også, som tilfældet er det med
blobfisken, en næse!
Blobfisken - Psychrolutes marcidus
I fostertilstanden gennemgår vi hele
artshistorien og udvikler eksempelvis ansatser til gæller. Som
vi kan se det i denne
denne BBC-video, så skabes ansigtet på et menneskefoster
mellem den anden og tredje måned. I denne periode sammensættes
ansigtet som et puslespil, der begynder på fiskestadiet og i
finalen samles i et genkendeligt ansigt. Sidste sammenføjende
brik i dette puslespil er philtrum, spalten under næsen.
Læg mærke til hvorledes ansigtet, lige før det
antager menneskelig form, gennemløber forskellige zoologiske
stadier i form af dyreansigter. I løbet af fostertilstanden
kravler vi op
af alle de tidligere trin på evolutionsstigen vi som art har har
betjent os af.
Lad mig gentage den forunderlige, tankevækkende og dog så simple
kendsgerning: Som biologiske væsner lever og fungerer vi i et
krydsfelt af forhistoriske dyrs og livsformers operativsystemer.
Vi er et levende zoologisk museum, der er trådt uden for tiden
og samlet i en hub, hvor selv urøglen har overlevet
tidens knusende tænder.
Det urbane spejl
Vor urbane civilisation spejler de
biologiske systemer, der har skabt den. I bybilledet ser vi de
samme huse, som der var for hundrede år siden, og der er biler
som for 50 år siden. Det eneste radikalt nye, der er kommet til,
er digitaliseringen, der i dag gennemtrænger alle disse ældre
strukturer på samme måde, som de nyeste lag i hjernen har boret
neuroner ind i hjernens ældste lag. På samme måde som
jeg kan bo i en moderniseret lejlighed i et hus, der er
flere hundrede år gammelt, så bor
mig i et indre kropshjem fuldt af gamle mure, døre,
toiletfaldstammer og vinduer - men nu med nymalede vægge, tilsat
elektriske ledninger, køleskabe, fladskærme og
internetopkobling.
HJERNENS TRENIGE UENIGHED
We are obliged to look at ourselves and the
world through the eyes of
three different mentalities, two
of which lack the power of speech.
MacLean
Nedenstående
illustration viser
hjernen som opbygget i tre lag.
Dette er naturligvis en stærk forenkling af de
faktiske forhold. Måske er den endog ikke rigtig. Ikke desto
mindre er den tanevækkende. Projektet er her ikke regulær
empirisk hjernevidenskab, men intuitivt at se hjernens
forskellige operativsystemer som aflejringer fra forskellige
tidsperioder i vor evolutionshistorie.
Den inderste og
ældste hjernestamme,
R-komplekset har vi til fælles med krybdyrene. Her sidder
vor mest instinktivt og autonomt styrede adfærd. Disse
styringsmekanismer lever deres eget liv, og kan hverken forstå
dyrehjernens følelser eller menneskehjernens sprog.
Den mellemste del, det
limbiske system, deler vi med pattedyr. Her føler vi os selv
og verden i
opmærksomhed.
Endelig har vi den øverste og
yderste del,
neocortex, som vi har til fælles med hvaler og menneskeaber.
Dette er sædet for sprog og bevidsthed. Især frontallapperne er
interessante i denne sammenhæng, da det sandsynligvis er her
selve vågenheden bliver til.
At vi deler vor inderste hjernestamme med krybdyrene og at der
oven på krybdyrhjernen sidder en rodeoridende pattedyrshjerne,
giver mere end mening nok til Uruguays stjernefodboldspiller
Suárez irationelle handling: Han bed sin modstander i skulderen.
Hvad er en fodboldkamp andet end to klaner, der kæmper om en
klump kød?
Hvad er vor vestlig politiske blindhed over for egne fejl og
konstante kamp om magt og rov rettet mod andre kukturer andet
end abeklaners gener på vej mod toppen i fødekæden?
Abers
spontane reflekser findes stadig lige under jakkesættet.
Når vi kigger ned i en afgrund, giver det et sug i ringmusklen
og halebenet. I dette område sidder der masser af aktive nerver,
som vi ikke længere har brug for. Disse nerver er lykkeligt
uvidende om, at den balanceskabende hale, de i sin tid styrede,
for lang tid siden er faldet af.
Kroppens forskellige anatomiske verdensaldre
Der findes personer, der i kraft af koncentration og andre yogaøvelser, er i stand til at bringe det underbevidste op til det bevidste plan, hvor man kan skelne og bedømme og derigennem få udbytte af de ubegrænsede skatte fra den underbevidste hukommelse, blandt hvilke ikke blot mindet om vore foregående liv er opbevaret, men også slægtens fortid, alle før-menneskelige former for liv samt mindet om den bevidsthed, der gør
alt liv i universet mulig.
Lama Anagarika Govinda
Som beskrevet, så er
vor urgamle krop en biologisk verdensmasse
sammensat af alle de biooperativsystemer livet har udviklet
siden sin spæde start. Vi er levende efterdønninger rejst fra og
af urhavet, og dermed bærere af information fra alle tidsaldre. En logisk
konsekvens af dette er, at kroppens enkelte anatomiske dele ikke
har samme alder. Nogle dele af kroppen styres af gammelt biosoftware, andet af nyere og helt nye systemer. Kun de allernyeste
af hjernens styresystemer er
vågenbevidste. Ældre systemer er forankret i
opmærksomhed.
Jo ældre de er, des mere sovende er de. Den
største del af vort liv leves derfor i ubevidsthed - ikke
på grund af freudiansk fortrængning, men på grund af vor
Quasimodolignende krops usamtidige sammensætning af forældet
genetisk software helt tilbage til vor
transpersonelle eksistens som encellede væsner i urhavet.
Reinkarnation er et videnskabeligt faktum
De milliarder af celler der går
under betegnelsen, et menneske, er et levende forhistorisk
tværsnit af hele livets rejse. Enhver, der seriøst vender sig ind i sig selv, kan
erfare sine tidligere - ikke individuelle liv, men
livsformer.
Meditation er psykisk arkæologi.
På samme måde som forskere kan genskabe en dinosaursnude på en
kylling ved at afspille dens genetiske kodning baglæns, så
kan vi i Meditation gå på evolutionært beøg i vor egen
indre
biologiske urtid. Denne indre rejse
fører tilbage til, hvad jeg med lån fra
Meister Eckhart kalder
urgrunden.
Des dybere den introspektive
udforskning af det indre liv kommer, des ældre lag af den
menneskelige evolutionshistorie bliver blotlagt. I den forstand
ligner Meditativ introspektion astronomisk ekstrospektion. Des
længere ud i universet vi kigger, des ældre fænomener observerer
vi.
Atter og atter har der været beretninger om reinkarnation i forbindelse med dybe meditative erfaringer, nærdødsoplevelser og entheogene rejser. Det lader til at meditation under særlige omstændigheder lader os rejse tilbage i vor egen zoologiske forhistorie.
Disse oplevelser tolkes ofte, fordi vi oplever os selv som individer, som individuelle anliggender, hvor Hr. Petersen oplever sig selv som Hr. Hansen i et tidligere liv. Sådan ser det nemlig ud, når vort lille jeg tager sprogligt ejerskab af oplevelsen. Det lille ego forsøger gennem sprog at oversætte en erfaring fra et i princippet ufatteligt og sprogløst flerdimen-sionalt univers
til vor kendte verden bestående af tre dimensioner. Her er vort
lille ego som frøen på bunden af brønden, der prøver at fortælle
sig selv og sine artsfæller om fuglenes liv på himlen.
En ting er at læse om det.... Ved at se og føle ind i mig selv, erfarede jeg mig selv som den biologiske verdensmasse. Jeg har som søanemone mærket tidevandet i urhavet. Jeg har mærket slangen krybe op gennem rygraden på vej mod hjernen. Jeg har følt den indre stenaldermand kaste den første sten mod en mand fra en fremmed stamme.
Individuelt versus transpersonelt liv
Allerede her kniber det med sprogets sædvanlige vendinger, der rent syntaktisk er skabt til at formidle erfaringer i subjekt-objekt relationer i et tredimensionalt univers bestående af tid, rum og masse, som vi kender dem fra vort daglige liv: For der var ikke et 'jeg' i traditionel forstand til at iagttage oplevelsen.
Transpersonelle oplevelser af præeksistens er ikke personlige anliggender - for individualitet
og sprog er et aldeles nyt lille evolutionært vidunder, skabt
inden for de sidste få tusind år, hvilket er mindre end et sekund set i forhold til livets cellulære fødsel i det oprindelige urhav.
At svømme i sit eget kambriske urhav er kun en ting, man kan gøre uden et 'jeg'. Her er man rejsende i opmærksomhed og bevidsthed uden det ego-operativsystem, vi normalt bruger til at navigere med. Alene af den grund kan mødet med ens egen evolutionære fortid være skræmmende. Der er ikke plads til følelsen af den kontrol, som vi i vores dagligdags bevidsthed tror os i stand til at have.
Langt den største del af denne rejse tilbage må derfor
tilbagelægges uden det, vi normalt forbinder med en
jeg-identitet. Vores følelse af 'jeg' må efterlades for den, der
ønsker at stille sit indre zoologiske ur blot et sekund tilbage.
Enhver organisme har sit eget
selvreferende bevidsthedsoperativsystem
Den Universelle Ånd,
der slumrer i stenen,
drømmer i planten,
vågner i dyret,
bliver sig bevidst i mennesket
F. Schelling
Analfabeten og mystikeren Nisargadatta Maharaj hævdede, at livets eneste formål er at beskytte, udvide og udvikle bevidsthed.
Til enhver livsform, hvad enten den er autonom eller fungerer som et organ i en større biologisk sammenhæng, hører der et feed backbaseret operativsystem. Enhver levende organisme har i den forstand en rejsefælle i form af et bevidsthedsoperativsystem. Den logiske konsekvens af, at vi er bærere af den biologiske verdensmasse, er, at vi også har alle tidligere bevidsthedsformer i os. Vi deler ikke blot appetitreguleringsmekanismer med ringorme. Vi deler også bevidsthed med dem.
En stor del af disse arkaiske bevidsthedsoperativsystemer bidrager stadig til vor opretholdelse som menneskelig cellekoloni. Andre er rudimentære og/eller sovende, men kan vækkes til live under specielle omstændigheder.
Selv menneskekroppens enkelte organer har deres eget bevidsthedsfelt, der igen linker op med hinanden på samme måde, som lande indgår i forbund.
Det ser ud til, at disse bevidsthedsfelter i deres fælles opkobling i hubs i stigende grad bliver bevidste. Des mere systemisk komplekse de bliver, des mere 'vågne' bliver de.
Det er min klare intuitive fornemmelse at ethvert selvreferende system bliver bevidst og dermed levende, når det når et vist punkt af kompleksitet. Det er i denne sammenhæng ligegyldigt om det drejer sig om maskiner eller biologisk liv.
Livets og dødens enten - eller
Alt vort bio-software, både det urgamle og det nyeste nye, har
haft og har stadig én fælles agenda: At overleve...
Opmærksomhedens mest 'primitive' funktioner udtrykker sig i
reflekser. Instinktbaserede og automatiserede handlinger bliver
løbende skabt af de ældste dele af vor hjerne. Urtidshjernerne
stiller binært kun følgende tankeløse 'spørgsmål': Overlever jeg
eller ej? Det næste spørgsmål i tilfælde af en trussel er: Skal
jeg angribe, flygte eller lægge mig død.
Polariteten mellem godt og ondt, mellem kosmos og kaos, mellem
gud og djævlen er skabt ud af genernes flugt fra dødens
entropi. Denne fundamentale dualitet er overlevelsens
axis mundi. Hvor usamtidige og indbyrdes forskellige vore
indre operativsystemer end er: Genernes 'overlevelsesvilje'
tvinger dem alle til forhandlingsbordet, hvor de hver på deres
måde evaluerer verden omkring os ud fra det simple spørgsmål:
er vi i fare eller ej?
At overleve er 'godt' - at dø er 'ondt'
Bevidsthedens ordskabende operativsystem opfandt på et tidspunkt
tæt på vor tid ordene ondt og godt. Denne
overlevelsesforanstaltning var ikke grebet ud af luften, men
hvilede på et enigt kor af overlevelsessystemer fra alle
evolutionære tidsaldre.
Så hvis en orm kunne tale, ville dens første udsagn være:
At overleve er 'godt' - at dø er 'ondt'.
Alt, hvad der får
'mig' til at overleve, føles 'godt'.
Alt, hvad der truer min overlevelse, sanses 'ondt'.
Vi forstår alt liv, fordi vi består af genbrug
Wittgenstein hævdede, at hvis en løve kunne tale, så ville ingen forstå den. Wittgenstein er
for mig det ypperste udtryk for de talende akademiske hoveders klub, en klub, der forudsætter,
at man i den grad er fanget i tanke'spind', at man fortrænger
det faktum, at hovedet sidder på en førsproglig krop.
Striden mellem skriftkloge og mystikere går tilbage til Buddhas tid. Enhver, der tør vende sig om i sig selv og bort fra verden, kan selv konstatere, at vi består af genetisk genbrugsmateriale.
Derfor forstår vi løvens brøl.
Vi deler langt den største del af vore operativsystemer med den.
En bevidsthedsmæssig frigørelse af vort indre nervetræs lange sarte forgreninger forudsætter imidlertid, at vi i vores meditation adresserer følsomheden frem for at flygte fra den. Lad os nu meditere direkte ind i kroppen og følsomheden for her at manifestere den klarhedens bevidsthedsorden, som de østlige traditioners Indisk forankrede overlevelsestrategiske meditationsformer af gode grunde har investeret i livet hinsides kroppen.
Meditation.dk er for den, der tør rejse ind i kroppens mørke.
Her tænder den modige opdagelsesrejsende vågenhedens lys. Med dette lys ind.ser
bevidstheden, mens
opmærksomheden
op.mærker lysets varme. For lys kan bådee ses og føles.
Ordet religion kommer af det latinske ord religare, der betyder at genforbinde, at genetablere en kontakt til noget tidligere og mere oprindeligt.
Kun i denne forstand ser jeg Meditation som et religiøst projekt, og dette projekt går ud på at rejse
tilbage og ind i sin
egen biologiske verdensmasse - ikke som vi gør hver nat, når vi falder i søvn, men rejse ind i dette mørke med bevidsthedens
vågne lys som lygte.
Denne indre og efter min mening vigtigste rejse et menneske kan
foretage, er en rejse tilbage til rødderne, tilbage til ens
biologiske fortid, som den stadig findes i den indre krops
levende zoologiske have.
For Freud stoppede denne rejse, når man var nået tilbage til en forståelse af barndommen.
Jung tog et langt dybere spadestik på den anden side af grænsen til vort individuelle liv.
For den modige mediterende er rejsen knap nok begyndt her. For
den fortsætter tilbage til livets begyndelse i urhavet, et urhav
der stadig i dråbeform findes indkapslet i vore celler. Ja måske
slutter rejsen først, når vi erkender os selv som det
stjernestøv vore kulstofmolekyler består af.
ja,
Meditation er er psykisk arkæologi.
Originally, you were clay.
From being mineral,
you becamet vegetable.
From vegetable you
became animal,
and from animal, man.
During these periods
man did not know
where he was
going,
but he was being taken on
a long journey nonetheless.
And you have to go through
a hundred different worlds yet.
I died from minerality and
became vegetable;
And from vegetativeness
I died and became animal.
I died from animality
and became man.
Then why fear disapearance
through death?
Next time I shall die
Bringing forth wings
and feathers
like Angels.
After soaring higher
than angels-
You cannot imagine.
I shall be that.
RUMI
Med venlig hilsen Gunnar Mühlmann
Feed back modtages gerne:
gunnars@mail.com
|
