SPATIALISERING AF DEN INDRE KROP
Jeg'ets
frigørelsesrejse
Hvad var essensen af
det
foregående kapitel? Der findes grundliggende to former
for Meditation. Den ene form har overvejende været
tro over for de
oprindelige østlige grundforestillinger og videreført
dem i form af åndelige Trojanske heste, der nu rider forvirrede
rundt i det vilde Vestens New Age landskaber.
Heroverfor har der siden
Teosofiens første import af østlig mystik
eksisteret
mere moderne konstruktionsfelter, hvor Østen er kommet til
Vesten, men på
Vestens betingelser. Vesten har altid på godt og ondt
stillet spørgsmålet om Meditation kunne
bruges til noget
praktisk her i livet. Heroverfor
har Inderne anskuet
Meditation som billetten væk fra det jordiske liv.
Hvad er virkeligt? Hvad er illusivt? Den Indiske visdom hævder, at alt, der er
foranderligt, er uvirkeligt. Følgeligt er kun det åndelige Selv virkeligt, eftersom det
ikke forandrer sig. Denne definition gør alt, hvad der observeres, uvirkeligt og
alt, der ikke kan observeres, virkeligt.
Her står Vestens positivisme og Østens tomhed i polaritet.
Et berømt digt af Kipling starter med verselinien:
East is East, and West is West,
and never the twain shall meet.
Den Indiske vismand Data Dayal digtede følgende tilføjelse til denne verselinie, da han i 1930erne besøgte USA:
East is East and West is West. However one day the East will serve
the West a grand Spiritual feast!
De Indiske traditioner har i det store hele opfordret til at søge tilflugt
fra
det lidelsesfulde kropslige liv i
Nirvanas lidelsesfri tomhed. Deres program er kodet ud fra
følgende grundantagelse: Jeg er ikke
kroppen. Jeg er ikke egoet. Jeg er ikke tankerne. Jeg er
ikke følelserne: Neti, neti ... 'ikke det ...
heller ikke det'.
De kristne kirkefædre har på trods af deres indbyrdes uenigheder
i højere grad holdt døren åben for kroppen som åndens mulige hjem. De kommende
tanker bekender sig til den mere
vestlige tro
på, at kroppen kan og bør være åndens bolig. Vi er ikke født
med og i
en krop for at flygte fra den. Dog har Vestens ofte lidt for
håndfaste bestræbelser på at sikre materiel velstand medført en
flugt væk fra åndens ubehagelige intethed,
og ind i en kropslig sansefest, der dagen derpå efterlod os tørstende i
Nihils ørken.
Målet er nu
gennem en dekonstruktion af Østens og Vestens
religiøse grundsøjler at skabe
en ny spirituel
katedral, der ikke står på et vaklende fundament.
Data Dayals ord vil kun vise sig sande i det omfang, at vi der Mediterer,
opgiver forestillingen om, at der er en oprindelig og ukrænkelig østlig
sandhedsessens, der skal føre an i festlighederne.
Højdepunktet i the
grand Spiritual feast
bliver derfor ikke, når den slumrende ånd vågner og forlader
kroppens hospitalsseng, men derimod når den slumrende krop vågner
fra sin søvn i
skumfødte
urhavsdyner. Tiden er kommet for den til at danse i lysvågenhedens
mirakuløse mørke. Helligdomme, hvad enten det er kirker
fra Vesten eller templer fra Østen, er i den sammenhæng at betragte som
soveværelser frem for festsale.
The more we can impute to Him (God) not-likeness,
the nearer do we get to
understanding Him. Meister Eckhart
Jeg anbefaler, at du
først læser afsnittet,
Spejlet, øjet og lysetog hele
kapitlet Hvad er
opmærksomhed.
I sidst nævnte kapitel så vi,
at
opmærksomheden
i sig selv er
non-dual
nærsansning.
Et menneske er afstandsløst ét med sine sansninger.
I
ren opmærksomhed er der ingen afstand.
Opmærksomheden lever et
uforståeligt lokations -og tidløst mørkeliv i nu og
her.
For det sansende subjekt
er det sansede subjekt.
Selv når vi fjernsanser noget uden for os selv, så finder selve
sansningen sted inde i kroppens mørke.
Opmærksomhedens
nærsanselige natur gør, at der ikke er tilstrækkelig afstand til
at ind-se. Langt det meste
af det indre kropslige liv udfolder sig derfor under radaren. Du kan ikke
umiddelbart se dit eget ansigt. Det kræver et spejl og at du
stiller dig i en passende afstand fra spejlet. Det fungerer ikke,
hvis din næse berører spejlet.
Indsigt kræver afstand.
I ren opmærksomhed er
der derfor ikke, som tilfældet er det i
bevidsthedens
operativsystem, en betragter. Der er ikke plads til et et vidne, der som et spejl er
adskilt fra det spejlede.
Tid til Eftertanke
Hvis vi har haft en truende eller
traumatiserende oplevelse, så gælder det derfor om at få den 'på afstand'. Rent sprogligt taler vi
også om
at få en oplevelse på afstand.
Hvis nogen fornærmer os, så kan vi sige til dem, at de har overskredet vore
følelsesmæssige grænser - at de er kommet for tæt på.
Den for kognition nødvendige afstand skabes ikke blot i rum, men
også
af tid.
Oftest vil vi først dagen efter blive klar over
en situation, hvor andre personer overskred vore grænser.
Opmærksomheden reagerede med det samme, men den ordlige
efter-tænksomme bevidsthed fandt
først ud af det senere.
Vi kan først indse følelsesmæssige
oplevelser, når de i rum og tid rykkes fra det
nærsanslige opmærksomhedsfelt ud i det fjernsanselige indsigtsfelt, hvor vi
i bevidsthed be-vider
i spændingsfeltet mellem et subjekt og et objekt. Interessant i denne sammenhæng er det, at de første tanker,
der dukker op i forbindelse med et sanset scenarie, ofte er de
mest 'primitive'. Des længere tid til eftertænksomhed, des mere
nuanceret men også afstandsgjort vil
vor tænkte respons være.
For mange år siden, da jeg boede hos
Papaji i Indien, kom jeg
til satsang
iført en T-shirt jeg selv var ret stolt af. Der stod i bedste
Indiske ånd: No problem! En oversmart vesterlandsk new
age pige, alt for bevidst om sin egen feminine
tiltrækningskraft, sprugte mig: Excuse me. What is this
probem you dont have? Mit svar var på godt gammel dansk:
øhhh... Hun grinede af mig og gik viderede i sin jagt på en
smart alpha-han. Efter flere dages narcissistisk ømskindet
ærgelse kom jeg på det rigtige svar. Jeg skulle have sagt til
hende: I can tell you what problem I dont have....You! Det var imidlertid for sent. Toget var kørt og jeg havde
foræret T-shirten til en rickshaw wallah.
Bevidsthedens simulære spejlverden
When the Soul wants to
experience something
she through out an image in front of her
and then steps into it. Meister Eckhart
Bevidstheden manifester rum, tid og sprog i sit
transcendentale spejl og vi træder derefter ud i det. I dette simulerede spejlkabinet
projicerer sprog-kognition den i sig selv tid- og rumløse indre
sansestrøm ud på en tolkbar tidsakse. Denne evolutionsmæssigt
set nye evne til at skabe simulære verdner af ord og billeder viste sig at være
en fantastisk hjælp i menneskets erobring af den ydre verden.
Problemet opstod, da mennesket i dets gryende selvbevidsthed
opdagede, at det var dødeligt og derfor begyndte at bruge
ordenes alt for simple stenalderværktøjer til at jage sig
selv(erkendende) for at finde et svar på et endeligt livs mening.
Bevidsthedens Faustiske
trade off
The more we can impute to Him (God) not-likeness,
the nearer do we get to
understanding Him. Meister Eckhart
At navigere succesfuldt i et moderne digitaliseret superkomplekst
storbyliv forudsætter i højere grad end nogensinde før, at vi
bevidst forstår os selv. Bevidstheden har siden
civilisationers fødsel forsøgt at få sjælen på afstand for at
forstå sjælen. Denne forståelse kom imidlertid med et nærmest
Faustisktrade off:
Des mere vi forstod os selv, des mere fremmedgjorte fra os selv
blev vi. Denne moderne fremmedgørelse er Vestens filosofi selv
kun alt for klar over. Vesten forsøger imidlertid stadig at
forstå
sig ud af fremmedgørelsen. Når middealdermystikeren Meister
Eckhart atter og atter vender
tilbage til dette paradoks, så er det for at pege på, at det er
selve forståelsen der er problemet:
Det kan umiddelbart lyde
mærkeligt, men sådan er det i vågenhedens verden. På trods af
alle mine akademisk konditionerede ord, så er der her intet at
forstå.
PRISEN FOR BEVIDSTHED:
FREMMEDGØRELSE Bevidsthedens forsøg på at skabe den nødvendige
erkendelsesafstand mellem subjekt og objekt har skubbet os ind i
et rum, en simulering af 'virkeligheden', hvor vi nu længes
efter at finde 'tilbage'. The promised Land bliver i
bevidsthedens sprogliggorte rige til et projektivt geografisk sted i den Matrix
bevidstheden holder os fanget i. Det forjættede land er
imidlertid en abstrakt og tidløs
urcellesansing.
Paradis er netop
para,
hinsides og ikke en lokation. Vi
vandrer nu hvileløse og fremmedgjorte i
bevidsthedens ord, tid -og rumliggjorte
ørken, der i virkeligheden er
en virkelighedssimulerende
hallucination skabt i hjernen.
God is near to us, but we are far from him.
God is in, we are out;
God is at home, we are strangers. Meister Eckhart
Mystikeren
Kabir lo af os mennesker, fordi vi er som fisk i havet, der
tørster efter vand. Problemet er, at vi er ikke fisk, men
mennesker og des mere vi forsøger at stille vor tørst med
saltvand, des mere tørstige bliver vi. Bevidsthedens ocean er
alt for kontamineret af kognitivt salt til at menneskesjælen
kan vederkvæges ved at drikke det.
Set fra min åbenbaringsteologiske høje hest har jeg på trods af
bevidsthedens delvist fejlslagne projekt med masser a
collateral damage kun ros og respekt til overs for dette
evolutionens første
teleologiske forsøg på at vække
menneskekroppen fra dens søvn. Vi
er
mere vågne nu end vi var for to tusind år siden, og det er en
vidunderlig ting at kunne tale og tænke på den måde vi gør i
dag. Der er kun noget galt med sprog og kogntion, når disse
virkeligheder ikke ser deres egen begrænsning. Udfordringen er
nu for bevidstheden at frigøre sig fra sin hidtil trofaste
hjælpere: tanker, ord og kognition. Næste trin på
evolutionsstigen er en verbal-detox af bevidstheden i
sig selv, hvilket oversat til Meditation betyder, at
bevidstheden erkender bevidstheden selv hinsides al forståelse.
God is beyond all name, none can express him. Meister Eckhart
I Indien har denne kloster -eller hulekultiverede bevidsthedsform
siden oldtiden opholdt sig
i sit eget rige hinsides
kroppen.
Det lader imidlertid nu til at vågenheden, i hvert
fald den, der lever i mig, har
'besluttet' sig for, at den gerne vil in-karneres. Den
vil opleve verden gennem et menneskes sanseapparatur.
Hvor ufatteligt det end lyder...
Den uendelige og
ubegrænsede bevidsthed længes lige så meget efter hverdagens
evigt gentagede lilleliv, som vi længes bort fra det.
Supervågenhedens rumliggørelse
af den indre krop
Det første
skridt i Superbevågenhedens opdagelsesrejse ind i kroppens indre
søvnlandskaber tages, når vi lukker øjnene og med et neutralt, men
nysgerrigt
blik kigger ind i os selv.
Det utrolige er, at vi subjektivt her vil opleve, at der er et bevidsthedsrum
inde i kroppen.
Mit forslag, kære læser er, at
du
lige
nu
og
her
afprøver denne påstand i dit eget indre bevidsthedslaboratorium.
Vend med uskyldig vågenhed din opmærksomhed 180 grader
rundt og mod 'det' inde i dig, der
sanser
verden. Selv
uden
supervågenhed, men udstyret med en almindelig sund
dagsbevidsthed vil du være i stand til at åbne døren på klem til
dette rum.
Du er nu en jæger på jagt. Denne gang er byttet dig selv.
Læg nu mærke til, at dette rum er badet i mørke.
Når jeg selv træder ind i min krops dunkle hvælvinger, så minder
det mig mest af alt om det i ydmyghed og ærefrygt at stå under
stjernernes katedral en
klar sommernat. Er det ikke
forunderligt, at det i den ydre verden, der bedst kan beskrive
det indre rum, er en stjernehvælving? Det uendeligt store ses i
det uendeligt små og det uendeligt små ses i det uendeligt
store. Det er lige til at få storhedsvanvid af, hvis det ikke
var for det faktum, at
alle mennesker
i princippet er beåndet med denne evne
til at galaktificere sig selv.
Dette indre rum
var/er
der ikke,
før
bevidstheden vendte sig indad. Vor afstandsløse indre sansning spatialiseres
først i det øjeblik bevidstheden får nærkontakt af tredje
grad med kroppens sanseliv.
Bevidsthedens spatialisering af den
i sig selv non-duale opmærksomhed er et sine qua
non for, at den overhovedet kan kolonialisere opmærksomheden.
Superbevidst lokalisering
I det spatialiserede mørke bliver nu de stjerner synlige,
som vi ikke kan se om dagen. Disse indre stjerner åbenbarer en endnu mere
selvindlysende ukendthed: I vor indre nats dunkle katedral kan vi
skimte vor krops søvnliv på en helt ny måde og
her placere
det, vi kalder følelser og sansninger
rumligt
i forhold til hinanden.
Som stjernebilleder kan vi her, hvor vi har gjort os selv til et
psykisk mikroskop, observere og lokalisere vore allermest kendte
følelser på en for de fleste helt ny måde.
Hvor i kroppen sidder min
glæde, min smerte angst, min vrede, min kærlighed?
Min frygt sidder måske i
maven eller også sammensnøret i struben. Når jeg tænker på en,
jeg holder af, så kommer der en varm fornemmelse i brystet osv.
I indadvendhed kan jeg nu begynde at undersøge hvilken
udstrækning
og
form disse følelser har i min indre krop.
Biokemisk sansning
Det næste skridt ind i følelsernes anatomiske landskab tages i opdagelsen af endnu en i bogstavelig forstand
ufattelig simpel sandhed. Og denne sandhed er, at der bag
begreber som f.eks. vrede, glæde, jalousi, kærlighed, krænkelse,
osv. skjuler sig en form for abstrakte biokemiske sansninger:
Alle vore tilsyneladende kendte følelser er
i virkeligheden spatialt udfoldede
elektrokemiske sansefænomener.
SANSEMØNSTRE
Kig nu ind og opdag her en forunderlig verden:
De indre abstrakt rumliggjorte elektrokemiske sanseformer
består af bundter i utallige former og variationer. Disse
bundter er i hvert enkelt individ sammensnøret og/eller udfoldet
på en helt unik, individuel måde, der igen kontinuerligt og
dynamisk formes efter den sansede situation. Man kunne kalde dem
fluktuerende sansemønstre med en bestemt placering, form og
udstrækning. Et sansemønster kan have tråde ud i armene, benene
og hovedet, men dets egentlige kerne eksisterer som regel et
sted i den indre torso. Den indre krops Rom ligger i torsoen,
men der findes utallige andre sansemønster-civilisationer på
vejene fra ringmusklen og op til hovedet.
Disse sansemønstres
udstrækning vil ofte kunne beskrives som en form for
selvstændige abstrakte væsner med et centrum og en form for
tentakler. Når man bliver mere fortrolig med disse indre
havvæsner, så vil man opdage, at forskellige zoologiske
sansemønstre hører til i forskellige dele af kroppens indre hav.
Læg ved egen observation mærke til at sansemønstrene ikke er statiske. De kan begynde
at bevæge sig i langsomme fejende bevægelser, der kunne minde om
tangplanters bevægelser i havet. Fornemmelsesmønstrenes
udvikling fra at være statiske til at være dynamiske hænger
sammen med kvaliteten og intensiteten af den bevidsthed hvormed du iagttager fænomenet. Som regel vil de blive mere dynamiske og begynde at morphe
deres udseende, når de næres af superbevidsthedens sollys. Det er
selve bevidsthedens tilstedeværelse i sin allermest simple
og ordløse er klar over, der bringer oplevelsesmønstrene i en tilstand af forandringsflow.
Billedligt set ser jeg for mig vore celler ført helt tilbage til
livet i kambriums urhav, hvor de første cellesymbioser har
gasset sig i solens varmende morgenlys.
Det er vildt fascinerende, at vi inde i os bærer rundt på et så
varieret sanseakvarium uden at vide det. Det er helt gak gak,
at vi er så kloge på verden og så uvidende om os selv.
Indre gopler, brand- og vandmænd
I forlængelse af de zoologiske billeder giver det god mening
at beskrive disse langsomt dansende tredimensionale energimønstre som
indre gopler.
Et sansemønster antager med dets føletråde en form, der mest af alt minder om indre gopler eller brandmænd alt efter trusselniveauet.
Goplerne og de utallige andre livsformer i os lever deres eget liv, mens de
svømmer rundt i kroppens mørke urhav. Enhver, der meditativt
undersøger sig selv, kan gå på jagt efter disse kambriske
dyrearter, der gemmer sig navnløst i det indre kropsmørke.
En supervågen bevidsthed behøver ingen ord i dette rum. For at lokke
en lidt mere almindelig og søvnig ordkontamineret
begynderbevidsthed
med ind, kan det imidlertid være en god ide at kalde dette 'noget' for noget. Her virker de i sig selv næsten intetsigende ord sansemønstre, følemønstre eller energimønstre
som magiske nøgler. Så længe vi stadig fungerer ud fra
vort ego-operativsystem, så kan vi først se trolden, efter at den
har fået et navn.
Senere, når vi bliver mere vågne, så vil vi
blive i stand til at 'vågen-bevide' denne indre verden uden ord
og begreberi en form for aha-genkendelse, der i sagens natur
ikke kan beskrives, men kun opleves..
Bevidsthedens manifestation af indre spatialitet er så enkel og
ligetil, at vi oftest ikke indser, hvor forunderlig denne proces i
virkeligheden er.
Endnu mere forunderligt er det, at vi faktisk er i stand til at
opleve denne spatialisering, endog adskillige gange og så glemme
den igen i samme sekund vort bevidsthedskamera svinger tilbage
til det
sædvanlige udadvendte
modus
operandi.
Vi er rent vulgærdarwinistisk ikke kodede til at
kigge ind i os selv, eftersom det indtil dette stadie i vor
evolutionsproces sandsynligvis ikke har givet nogen
overlevelsesmæssig fordel. Al vor energi har været reserveret
til at få det daglige brød på bordet.
Det ser imidlertid i skrivende stund ud til at selvsamme massive
indre uvidenhed med raketfart er med til at gøre os
udryddelsestruede som art.
Dawkins
åndløse menneskearketype vil simpelthen slå os ihjel, med mindre
det lykkes for den at få lidt aktindsigt i sit eget
synderegister.
Det første skridt på vej ud af sengen Det er en milepæl i vort Meditative Liv, det øjeblik vi
opdager, at enhver af de følelser vi troede vi kendte så godt, i
virkeligheden er specifikt konfigurerede bundter af
elektrokemiske sansninger. Selv kærlighed opløses i ren
indadvendt bevidsthed til en elektrokemisk kropssansning i den
øverste del af brystet. Denne erkendelse gør ikke
kærligheden mindre mystisk. Vort forældede software, vort
ego-operativsystem, vil aldrig rigtig forstå, hvad der foregår.
Det vil overbevise sig selv om, at meditation er kedeligt og
unødvendigt. Det minder mig om en ayahusaca-session jeg engang
deltog i for en del år siden. En af min venner havde taget måske
tre gange mere ayahuasca end jeg havde. Han sad udenfor i det
whisky-bæltehus, hvor sesionen foregik, og stirrede på solnedgangen over
havet. Jeg gik flere gange ud for at checke hans tilstand. Når jeg så ind i
hans øjne, kunne jeg se, at han var helt væk. Ikke desto mindre
sagde han til mig: Her sker ikke en skid. Jeg keder mig. Jeg
vil hjem.
Entheogener er imidlertid ikke nødvendige for at gøre radikale
indre opdagelser. Her kommer en opsamling af mine 'rent'
Meditative erfaringer. Du kan lade dig inspirere af dem i en
form for open source informationsfelt, hvor du alene
sammensætter dit spirituelle software:
Når vi står indvendigt i os
selv i supervågenhed, vil det første, der sker, være, at begreber og sansninger
adskilles. Følelserne så at sige hældes ud af deres
begrebsbeholdere og bliver til rene sansefloder. De mister den
vanemæssige begrebsliggørelse, der er en forudsætning for, at
vi kan anvende dem i vort kognitive stofskifte med os selv og
den ydre verden. Her står de oprindelige sansninger nu i sig
selv og genkendt som de ur-energiformer, de i virkeligheden
altid var. Den indre vågenhed vækker os fra den drømmeagtige tilstand, hvor
blinde følelsestråde styrer det teaterdukkeliv, vi indtil
nu troede var vort virkelige liv. I dette nye
indre rum kan vi nemlig ikke helt på samme måde som før afsynge de
kendte omkvæd fra det spidsborgerlige livs
konfirmandagtige vrøvlevers. Som
dramadronning at udbryde jeg elsker/hader dig/jer
og følgende handle på det bliver ikke helt så
enkelt som før. For her i superbevidsthedens varmende lys bliver alle følelser, hvad
enten huden klør eller vi er forelskede, bevidet i deres
egentlige abstrakte urhavsform. I supervågen opmærksom
indadvendthed vil de blive genkendt som de
elementarpartikel-sansninger alle vor tilsyneladende så velkendte følelser er skabt ud af.
Oh Friend! Understand The body is like the ocean Rich with hidden treasures. Open its innermost chamber and light its lamp
Mirabai
Sansning er bevidsthedens brændsel
I vor normale
ekstroverte bevidsthedstilstand udlever vi disse abstrakte
sansninger i nærmest total indre uvidenhed.
Opdagelsen af denne blindhed over for blindheden sker
for den, der ind-ser-ind,
at des mere kontakt bevidstheden får til denne abstrakte
sanseverden, des mere vågen bliver den. Det skyldes, at
bevidstheden som en pære henter sin energi i
kontakt med den abstrakte sansnings abstrakt elektriske ladning.
Det er selve sansningen, der udgør bevidsthedens brændsel. Den
rumlige udvidelse og kvalitet er derfor proportional med
bevidsthedens intensitet. Det betyder, at
bevidstheden kun kan udvikle sig til superbevidsthed ved at bide
sig selv meditativt i sin egen sansede hale. Des mere vi
lidenskabeligt kigger ind mod den der kigger, des mere vågner
bevidstheden.
Aztekernes slangegud
Queztacoatl
Kun den den sansning, der endnu
ikke er navngivet og kategoriseret af sindet, kan bruges som
energi til at udfolde dette bevidsthedens sorte sejl. Vi falder i søvn
i takt med at vi navngiver verden. Akademikere er derfor ofte
højt intelligente søvngængere. Jeg har en kær ven der 'kun' har
en uddannelse som elektriker. Hans bevidstheds pære er sjovt nok
i dens mangel på akademisk konditionering, noget af det mest
oplyste jeg har mødt.
Meditation er evig gentagelse
En pudsig egenskab ved det
udvendige informationsbaserede akademiske ego er, at det tror
det forstår, blot det får tingene forklaret én gang.
Det er også tilfældet, når det drejer sig om viden, om
information. Anderledes forholder det sig med visdom. Her er evig
gentagelse den cellulære massage, der gør at vi lidt efter
lidt bliver bløde nok til at bevæge os i sandhedens simple
former. Kun gentagelse gør det muligt at walke the talk fra viden til visdom. Hver gang
du i blot et minut mærker din mave frem for at kigge ned i din
smartphone, så gror der en neuron i den rigtige retning i din
hjerne. Meditation kan i denne sammenhæng billedliggøres som det at grave
mørke ud af sjælens kropslige urgrund med en teske.
Hvis Sisyfos havde lært
Mantrameditationens hemmelighed, så ville han
have været lykkelig.
Lad mig derfor som et mantra atter gentage hovedtemaets banale,
men uhyre vigtige indsigt:
Når vi ser ind på seeren, så
fødes
et indre spatialiseret be-vidende rum, der ikke var der før
indadvendelsen.
Feed back og uendelighedsfunktion Denne proces er identisk med de uendelighedsfunktioner, der
opstår, når
et kamera rettes mod sig selv. Når kameraet 'får øje på sig
selv', så åbnes en åndelig dør i form af en singulær
evighedsfunktion. Læg mærke til at objekter fra den ydre verden
fraktalt-psykedelisk interagerer med denne uendelighedsfunktion.
I Meditation er det ikke ydre objekter, men derimod indre
'objekter' i form af ordløse sansefænomener, der interagerer med
superbevidsthedens i sig selv singulært indfoldede spejl.
Netop af denne grund er der ingen spatial uendelighed til stede
i os,
før
vi vender os mod os selv.
Det i ovenstående video introverterede kameras dynamiske
singulaitet minder imidlertid mere om en psykedelisk rejse end
om det mere apolonariske rum skabt i Meditation. Det indre i
Meditation kultiverede bevidsthedsrum er på trods af lighederne
med videointroversionen sædvanligvis mere 'rent', selv om
Meditation bestemt også er i stand til lejlighedsvis at skabe
visioner lige fra rent tivoli til store religiøse fortællinger.
Som gennemgået i kapitlet,
Hvad er Bevidsthed,
så er bevidstheden 'ingen-ting'. Når ingen.ting
går i selvsving, så skabes netop ingen ting. Derfor er Tom,
Harry og Dicks psykeliske rejser, som man kan se dem beskrevet
på diverse trip report-fora, tæt på værdiløse set ud fra et
bevidsthedeskultiveringssynspunkt. For de er fyldt op af 'ting'
på samme måde som uendelighedsfunktionen i ovenstående video
interagerer med fænomener i form af et kalaidoskopisk tivoli.
Derfor: des mindre tivoli der er i meditation, des mindre
åbenbaringer og andet halløjsa der er, des bedre er den. Det er
imidlertid en anden
diskussion, jeg vil tage op på et andet tidspunkt.
SUPERBEVIDSTHEDENS REJSE
TILBAGE TIL LIVETS BEGYNDELSE
Superbevidsthedens rejse ind mod sig selv åbner også en portal,
hvor vi rejser tilbage til skabelsens begyndelse. For rum skaber
tid og tid skaber rum. I kapitlet,
Bevidsthed & evolution,
så vi, hvorledes den menneskelige krop består af
biologisk genbrug af alle tidligere livsformer. Meditation er set i det perspektiv den psykiske
arkæologi, der gør os i stand til at 'bevide', hvor vi kommer
fra, ikke i form af akademisk
viden, men uendeligt dybere
i form af ekstatisk levet
føle-set bevidsthedsvisdom!
'Jeg' bevider her, at den dybeste i mørke supersansede salighed i
mit køds indre i virkeligheden er urhavets oprindelige
celler, der i form af den koloni af livsformer, der kalder sig
'mig' stadig synger deres oprindelige simrende upsuppesange. Nu
sanse-ved jeg, hvor jeg kommer fra, eller nærmere i hvilken retning jeg er
kommet fra. For rejsen tilbage ser ud til at gå uendeligt videre, fra
urhavets celler og helt ud i stjernestøvståger. Ja, 'jeg'
fortsætter hinsides tid og rum og ankommer
nu
til en ny station, en lokationsløs lokation, hvor alt sker
samtidig lige
nu:
The happenings of a thousand years ago, days spent millenniums since, are
in eternity no further
off than is this moment I am passing now; the day to come a thousand years
ahead or in as many
years as you can count, is no more distant in eternity than this very
instant I am in. Meister Eckhart
Selv denne station er ikke endestationen. It
goes on and on and on.
I dyb Meditation har man muligheden for bevidst at gå på cellulært
besøg i sin egen sovende urkrop og her erfare et hav af forskellige
operativsystemiske tilstande.
Med flere neuronale forbindelsesmuligheder, end der er partikler i universet
har den supervågne hjerne mulighed for at trænge dybere ind i helhedens
mysterium end noget andet 'skabt' i tid og rum. I supervågen Meditation har jeg eksperimenteret med at tænde og slukke for forskellige lag af
disse årringe. Jo længere ind vi kommer, des mindre bevidsthed er der, og jo
mere ikke-vågen opmærksomhed. I ren opmærksomhed er vi faktisk ikke vågne.
En søvngænger kan, på trods af at han ikke er vågen, være så opmærksom, at
han kan balancere på toppen af en tagryg. Søvngængeren er opmærksom, men
ikke bevidst. På samme måde kan man føre en fornuftig dialog med en patient
der lige er kommet ud af narkose. Vedkommende er imidlertid ikke endnu vågen
og derfor ikke selv klar over det. Vor dyriske operativsystemer fungerer
udmærket uden bevidsthed.
Padmasambhava - Vågenhedens mester Læg mærke til hvorledes den abstrakte vågenhed udtrykkes ikonografisk i de vidt udspilede øjne.
og det tredje øje i panden.
Supervågenhed forudsætter at den celle- og bakteriekoloni, der går under
betegnelsen et menneske, har en demokratisk styreform, hvor
cellernes partier samarbejder. Supervågenhed kan kun opstå i et
sublimt og dynamisk indre balancepunkt mellem alle vore
usamtidige og konfliktende bio-operativsystemer helt ned til den
skvulpende ursuppe af bakterier i os der styrer hjernens
signalstoffer.
Vor følelse af 'jeg'-identitet er derfor en
illusion - (og
så dog aldeles ikke.) Identitet er et flygtigt balancepunkt
Hvad supervågenhed gør, er at den gennem rejsen ind og tilbage i vores
urgamle biologi
gør os klar over dybere og dybere lag af vor umulige
eksistens som usamtidige cellekolonier samlet under et tag. Des mere af
bevidsthedens erkendende og varmende lys der rører selv de fjerneste
bakterie -og cellestjerner i vor indre galakse, des bedre bliver vores
totale balance. Vi er i den forstand et galaktisk mikrokosmos, der
surfer et galaktisk makrokosmos. Den, der er mest vågen, finder bedst
det evigt skiftende balancepunkt på surfboardet.
Mennesket er det nåleøje, hvor to dimensioner støder sammen.
Et supervågent menneskes identitet samler alle biologiske tider i sit
balancepunkt.
Et normalvågent menneskes overfladiske og sovende bevidsthed forsøger
hele tiden at finde sit balancepunkt i de sidst udviklede
operativsystemer. Her bliver det stakkels sovende menneske igen og igen
kastet af bølger fra dets eget indre, voldsomt tilstedeværende, men
totalt ukendte urhav.
Meditation er i denne sammenhæng det livsprojekt, der lader
bevidstheden blive klar over dybere og dybere lag af
urkroppens sanseliv. Des længere ind, ned og tilbage i kroppens
forhistoriske liv bevidstheden når, des mere energi får den som
brændsel.
Supervågenhed er, når dette feed back når et singulært
point
of no return.
Denne singularitet er nåleøjet, hvorigennem mennesket trancenderer sig
selv.
Frigørelsesrejsen tilbage til Urgrundens Guddommelige Mørke
God is invisible
from excess of light.
He who perceives God is himself in darkness.
God´s all-pervading darkness
is hidden from every light and
veils all recognition. Dionysos Areopagite
Dette afsnit er skrevet i taknemmelighed til det inspirerende samvær jeg
har haft med min Yoda-broder Michel Sauoma. Vi er enige med Dionysos Areopagite og Eckhart. Jo tættere vi kommer på sjælens
ingen.ting, des mere viger billeder skabt af lys
for mørkets metaforer.
Det lys, som er Gud, formørker ethvert
lys.
The light which
is God is flowing and darkening every light
Meister
Ekchart
(1260 -1328)
Sort er nærmere ingen.ting end hvid. Der findes hvidt lys, men ikke sort lys.
Sort er fraværet af lys. Ting skabt i tid og rum bliver synlige netop i
kontrasten til det absolutte mørke eller måske rettere: det absolutte ingenting,
for selv mørke giver i sidste instans kun mening i forhold til lys. Heroverfor
kan det ufattelige ingen.ting manifestere alle sansede fænomener.
Såden ser en intuition hentet fra den yderste revle
i mine hjernebølgers hav ud: Bevidsthed opstår i kontrasten mellem ting og
tomhed. Ting træder frem i bevidsthed på baggrunden af iingen.ting på samme måde som en biograffilm
projiceres op på et i sig selv tomt lærred. Hvis filmlærredet ikke var
ikke-eksisterende i selve filmen, men i stedet kunne observeres, så ville
filmforevisningen ikke fungere. Ingen i livets biograf lægger mærke til
bevidsthedens filmlærred. I den forstand er 'Gud' eksistensens ikke-eksisterede
filmlærred,
og kun den der ingenting ser, ser derfor Gud:
Og
dog... Både på vej ind i og måske især på vej ud af livets biograf, før
filmkanonen skyder os ind i drømmeland, kan den heldige måske få et glimt af det
usynlige lærred.
Sjælens Sorte Hul
I
det foregående så vi Atman, den individuelle bevidsthed, som en fraktal
gentaget minikopi af
den universelle bevidstheds
Mandelbrot, Brahman. I centrum af enhver galakse er der i følge
kosmologerne sandsynligvis et såkaldt
sort hul.
Jeg vil med udgangspunkt i egen erfaring hævde, at det
samme gør sig fraktal-metaforisk gældende i den menneskelige sjæl.
Der findes et sort
hul i centrum af sjælen, der med stor kraft trækker i os. Des
tættere vi kommer på dette hul, des mere går vor kendte ego-operativsystemiske
verden i opløsning.
Denne sammenligning overskrider metaforens evne til at skabe sammenhænge. For
den fraktale gentagelses matematik er både reel og poetisk. Guds hellige
matematiske sprog mødes i foreningen af den sandhed og skønhed, der sætter de
samme geometriske signaturer på alt lige fra konkylier til galakser. Hele
eksistensen består af matematisk genbrug, der gør det uendeligt store til en
simulering af det uendeligt små og omvendt.
Galakser og øjne
Horror vacui
Vi frygter sjælens sorte hul, dette nul,
dette sorte ingen.ting mere end noget andet. Men vi længes også efter det. Freud
kaldte denne længsel for thanatosdriften, dødsdriften. Guden Thanatos
er broder til Hypnos, som er søvnens gud. Vi frygter Mordors øje og
længes efter Hobitternes trygge verden. Tolkiens hobithyldest bliver imidlertid
alt for let til en ode til frygtsom
småborgerlighed. Den modige sjæl vender ikke tilbage til Herredet, men tager
turen ind gennem Saurons galaktiske nåleøje.
Det galaktiske Mordor - Sjælens sorte hul
Meditation er kunsten at give efter for Thanatos
uden at glide ind i Hypnos rige.
Meditation er kunsten i
accellererende supervågen
bevidsthed at forsvinde ind i dette dødens sorte Mordor.
Ramakrishnas saltdukke
Ramakrishna sagde: En saltdukke gik ud for at måle oceanets dybde. Opløsningen af jeg'et
sker i det meditative
feed back, hvor sanserne rettes indad mod sig selv. Det åbner den
uendelighedsspiral, der med singulær tiltrækningskraft opsluger og tilintetgør den, der iagttager den.
Når
iagttageren iagttager sig selv i et singulært loop, opløses han som
Ramakrishnas saltdukke i havet. I denne opløsning bliver
Atman identisk med Brahman.
Nietzsches berømte citat, når du længe kigger i en afgrund, kigger afgrunden
også ind i dig, får her en ny drejning. For når Atmans blik stirrer
ind i Brahmans sorte øje, så er der ingen vej tilbage. For egoets vej ind i
sjælens sorte død er fraktalt identisk med det kosmologer
betegner
som singulær gravitet i universets sorte huller.
På samme måde som stof, tid og rum forsvinder på vejen ind i det sorte huls
eksponentielt accellerende tiltrækningsfelt, så
går egoet i opløsning på vej ind i sjælens sorte hul.
Er det ikke smukt? Vi forsvinder på samme måde som stjerner.
Dette er naturligvis rent sludder for den, der ikke selv har erfaret det. Derfor skriver jeg
her kun til store stjerner. For små stjerner og små
mennesker bliver til
hvide dværge og de
tiltrækkes af andre livsbaner.
I det sorte sjælehuls regressive nærsanslighed
skriger alle
celler i ekstase. For
i urhavets celletilstand er der endnu
ingen forskel på hjerneceller, hjerteceller og tåneglsceller. De simrer alle i
en form for cellernes socialistiske folkekøkken i en velsmagende gullashret, der
har simret lystigt siden solen opvarmede ursuppen.
Her er døden ens bedste ven i form af den Saurons Salighed, der visker tavlen
ren og tillader os
bevidst
at opmærke verden og os selv som et foster på vej tilbage til
haletudsestadiet og videre tilbage til alt livs begyndelse.
Rejsen ind er rejsen
tilbage.
Superbevidsthedens rejse tilbage
Spørgsmålet er nu:
Hvad
er det der rejser tilbage? Det er bevidstheden i sin evolutionært sidst
udviklede version, nemlig
supervågenhed.
Normalt starter enhver psykologisk regression, som eksempelvis almindelig stress
med et bevidsthedstab. Det samme gælder for entheogene rejser. Deres intensitet
vil oftest få bevidstheden til delvist at kollapse og man vil havne i en form
for dual verden mellem drøm og vågen.
Dette er IKKE
målet her!!!
Tricket er, at
superbevidsthed
uden
at kollapse non-dualt skal føres tilbage til sin oprindelse.
Dette kan kun gøres af mennesker, der har viet deres liv til at
kultivere deres bevidsthed gennem meditation.
Superbevidstheden er i sig selv
sort som den fjernsynsskærm, man endnu ikke har tændt for. I kontrast
rummer denne sorthed lysets leg i tid og rum. Des mere
superbevidsthedsmørke der er i os, des mere lys kan vi rumme.
At hvile trygt og
vågent
i dette uendelige
mørkes celle-sanselige ursuppe er noget vi alle ordløst og
intuitivt 'husker' fra tiden før vi blev
født. Ligesom baggrundstrålingen fra Big Bang stadig
er her, så bærer vi alle her og nu rundt på den
form for abstrakt pixellerede
celle-summen, der kendetegnede vor eksistens
som flydendene celler i urhavet. Alle vore forestillinger om paradis og utopia
stammer i virkeligheden fra denne
remembrance.
I den forstand giver det mening, at det kristne I begyndelsen var ordet, i
virkeligheden, som hinduernes OM,
er og var cellernes summende sang, en sang der nærmere sanses end høres.
Konstant i årevis supervågent
at
opmærke denne
urtilstands abstrakt ekstatiske kropsenergi, uanset hvad man ellers foretager
sig af praktiske ting i hverdagen, er for mig grounding, og dermed et
sine qua non for enhver, der ønsker at bruge sig selv som kosmisk
affyringsrampe.
Den evige genfødsel
Hvad sker der nu efter denne orgasmisk celle-seksuelle
nærdødsoplevelse? Efter en tid tilbragt i denne tidløse hvile, vender det sorte
hul vrangen ud og bliver til en fødselskanal. Genfødsel sker nu ud i vor
velkendte verden bestående af tid og rum gennem lysets hvide hul. Meditation er
den overgivelse til den ekstatiske død, der giver os nyt liv. Des mere vi dør denne død, des mere efterfølgende liv
vil vi leve.
For nogle mennesker er
vinsmagning
og restaurantbesøg det bedste, de ved. For andre er der intet mere meningsfuldt end atter og atter at lukke
øjnene og vende tilbage til
nullets sorte hul:
For by unceasing and absolute withdrawal
from thyself and all things in purity, abandoning
all and set free from all, thou wilt be borne up to the
ray of the Divine Darkness that surpasses all being.
Mystical Theology - Pseudo-Dionysius
345 - 407
Morgenkaffe i Herredet
Denne genfødsel foregår imidlertid ikke
kun som et stort penselsstrøg på livets lærred som
f.eks. en dramatisk inkarnation i en ny krop i et nyt liv. Genfødsel er også den
lille given slip i hverdagen, hvor man i et engleligt øjeblik glemmer at holde
fast i køn, nation, race,
penge, eller en konflikt, et drama, et problem eller rethaveriskhed i en
diskussion. Den, der har taget turen ind gennem sin egen sjæls sorte hul, vil for sig
selv erfare, hvor lavpraktisk hverdagsanvendeligt det uendeligt store
også finder sin
naturlige plads i det uendeligt små.
Men søg først Guds rige og hans retfærdighed,
så
skal alt andet gives jer i tilgift.
Matt 6, v. 33.
Og her sidder jeg nu efter ctrl+alt+delete
og drikker med lukkede øjne og stor nydelse morgenkaffe i Herredet.
Jeg
ser i denne sorthed, at
intet i
rum-tidens dimension er tættere på menneskets sjæl end universets sorte huller.
Hvert menneske bærer et sådant sort urgrundsdybt sjælehul inde i kroppens cellegalakse.
At dø ind i dette hullets velgørende mørke er
vejen til sandheden og livet. Efter denne død åbner jeg atter mine øjne og ser os alle sidde på en restaurant lige
før maden serveres.
Vi er ridderne om det runde bord.
Enhver, der dør før han dør, er velkommen
her.