What is taken in by contemplation
must be given out in love Meister Eckhart
Lad mig fortælle dig, hvad der med
glæde har fået mig til at skrive alle disse mange ord her på Meditation.dk. Det
er, at de tilsyneladende alle fører til den samme vidunderligt simple
konklusion.
Aldrig er jeg kommet tilbage fra en Meditation uden en dyb intuitiv følelse af,
at alt er såre godt!
Meditation.dk's Manifest Hvad er
Meditation? Det er med
et åbent sind at føle, se og reflektere ind i sig selv med samme lidenskabelige
vedholdenhed som den, der efter mange år behersker et musikinstrument til
fingerspidserne.
Meditation.dk er fri fra organiserede tankesystemer. Religioner,
sekter og store åndelige ledere er for
flokdyr. Tiden er løbet fra disse fænomener.
Som en tiger
træder det frie menneske sin egen sti.
Det er op til dig i hvilken forståelsesramme Meditation bør indgå.
Det er op til dig at
designe dit eget spirituelle interface. Hvis du kritikløst følger flokken,
så vil du aldrig blive i stand til at surfe din egen
sjæls tsunami.
Det betyder imidlertid ikke,
at du skal vandre alene i din søgen efter frihed. Der findes frie fællesskaber, der ikke er styret af magt og økonomi.
Her er vi hinandens læremestre i venskab og ligeværdig åbenhed. Et sådant
fælleskab er som en fugleflok på træk.
Du
blev født med vinger.
Hvorfor foretrækker du
at kravle gennem livet?
Rumi
Meditation kan ikke forstås Mystikernes vej er for den uindviede ... netop mystisk. Meget af det, der står
skrevet her, vil virke uforståeligt og eller uinteressant for de fleste. Dette site er
for de få,
der har haft dybe personlige erfaringer med meditation. Uden
resonnans i
sådanne erfaringer eller en
stærk længsel
efter at opnå dem, så er der ingen
grund til at læse videre.
Whoso
is unable to follow this discourse, let him never mind.
While he is not like this truth he shall not see my argument. Meister Eckhart
For det
er for simpelt Den væsentligste grund til, at Meditation er så uforståeligt, er at det er
så simpelt. For den uskyldige og noble person er der intet at forstå. Alt vil
åbenbare sig selv intuitivt, ikke som viden, men som visdom. I disse
fantastiske, men også oversmarte tider har de fleste af os ikke mere føling med,
hvad det vil sige at være en nobel og vis personlighed. Gør derfor dig selv den
tjeneste at se nedenstående video, hvor en mand, der lige er fyldt 97, deler ud af sin
ædle visdom.
I nedenstående video kan du møde endnu en nobel sjæl. Det er min
ven Shabdanand. På det tidspunkt videoen blev optaget, det var i 1995, var
Shabdanand 80 år gammel. Mit spørgsmål til jer der tager jer tid til at se disse
videoer... Har i set den slags mennesker i Danmark.. I vesten? Jeg har ikke...
Det er som om alderdommen er som skabt til en sidste blomstring i ånd. Denne
blomstring finder imidlertid kun sted i den, der har gødet kroppens jord gennem
hele livet.
Den, der har en egocentrisk drivkraft bag sin meditation, vil
køre træt i det efter en tid. Mit gæt er, at mange af de unge smarte
erhvervstyper, der i dag markedsfører Meditation, ikke selv vil meditere om
nogle år. Det kan lyde underlig gammeldags, men kun en nobel personlighed kan
blive ved med at meditere et helt liv.
Tilegnet
Michel L. Saouma - The Yoda
Anne Sofie Fischer - The Lotus
Tom Stern - The Grizzly
Christian K. Madsen - The Sha-Man
Jacob Kragh - The Pilot
Jeremy Klein - The Genius
Sven Moesgaard - The Blue Pill
For år tilbage havde jeg en gymnasiekollega der også arbejdede som som astrofysiker på universitetet. Manden var erklæret ateist, men sagde ikke desto mindre følgende:
'Når jeg en stjerneklar nat kigger op i himlen, så gyser jeg i ærefrygt.'
Måske havde kollegaen læst følgende citat af Einstein:
'The most beautiful
thing we can experience is the mysterious. It is the source of all
true art and all science. He to whom this emotion is a stranger, who
can no longer pause to wonder and stand rapt in awe, is as good as
dead: his eyes are closed.'
Albert Einstein
Prøv en gang for eksperimentets skyld at læse nedenstående citat vinklet ud fra Einsteins verden:
'When a man delights to read or hear about God,
that comes of divine grace and is lordly entertainment for the soul.
To entertain God in one's thoughts is sweeter than honey'.
Eckhart
At mødes med 'det ukendte' er efter min mening kilden til al personlig og sjælelig udvikling.
En ateist har måske ovenikøbet den fordel i dette møde at han ikke på forhånd har alle mulige fasttømrede religiøse holdninger.
Alle fasttømrede holdninger, hvad enten de er af religiøs eller ateistisk natur forhindrer blot det friske møde mellem os og det ukendte.
Instead of love, fame or wealth, Give me truth Henri-David Thoreau
Et liv i hvad jeg vil kalde sand Meditation, er
kun forbeholdt de få.
Jeg tilhører ikke klubben af Meditationseksperter, der lever af at fortælle
folk, at Meditation er
allemandseje. Jeg har råd til at fortælle sandheden,
som jeg ser den:
Lad mig, før jeg går videre, bringe dette postulat op på et metaniveau, hvor jeg
bliver synlig for mig selv. Et sådant udsagn må indebære, at jeg tror, at jeg
selv lever
et liv i ægte Meditation og dermed er i stand til at skelne mellem sand og falsk
introspektion.
Ét er sikkert. Det er ikke et ydmygt statement. Det religiøse
menneske er i årtusinder blevet konditioneret til se og praktisere ydmyghed som
et
sine qua non.
Ydmyghed uden sandhed er imidlertid hykleri.
Jeg har spillet guitar i det meste af mit liv, men jeg må ikke om selv selv sige
højt, at jeg er bedre end de fleste til at spille instrumentet. Jeg har
mediteret hver dag i 40 år, men bryder et tabu, hvis jeg åbent hævder at vide
mere om Meditation end de fleste, der i dag surfende på den smarte
meditationsmodebølge uddanner lærere i at uddanne lærere i Meditation.
Hvorfor må jeg ikke sige højt, hvad jeg er god til, hvis det nu
er sandt?
I samme åndedrag er jeg villig til at tale højt om alle de ting, jeg ikke
er god til.
Jeg er eksempelvis, som dette kapitel i rigt mål dokumenterer, ofte fordømmende. At se denne
måske mindre flaterende overlevelsesstrategi uden fordømmelse er
imidlertid alt, hvad jeg kan gøre. Vi kan ikke ændre os selv med forståelse og
vilje uden at betale en tilsvarende høj pris.
Jeg kan derimod bliveændret hinsides mig selv, når jeg er
parat til at se mig selv.
Hr. Jante sagde i gamle
dage: Du ikke skal tro, at du er noget.
I dag har han fået et nyt modeord i sit vokabularium. Han siger: Du er narcissist, hvis du taler om dig selv.
I min optik er den største fjende den person, vi ser i spejlet hver
morgen. Hver gang jeg forsøger at undersøge og forstå denne fjende, så peger han
anklagende på mig:
Narcissist!
Så er der lagt låg på selvundersøgelsen. Ikke noget hvem er
jeg her! Vær noget for andre frem for at bore i din egen lille navle.
Meditation er narcissistisk!
På nær en lige højre fra Jesus, når han taler om bjælken i vort eget
øje, så er bevægelsen fastlagt i vor vestlige kultur. Kig ud! Lige fra
videnskabelige til rent akademiske discipliner, så kigger vi altid altid ud for
at fixe ting. Den indre personage, der har så travlt med at fixe, tages
på nær lidt psykologi hist og her kun sjældent med i ligningen. Ingen ser de
evigt sultne abekatte inde bag de fornuftige jakkesæt i Danske Banks bestyrelse,
før det er for sent. På forfatterskolen slås en masse
højt kognitive ordjonglerende forfatterabekatte om magten
og retten til hvem der kan krænke hvem, mens de skriver litteratur, der skal
gøres os visere på livet.
Er det ikke åbenlyst i metaperspektivets ulideligt klare lys, at
de ser og oplever hele verden gennem deres egne ansigters af troldsplinter
martrede og uforløste pine?
Brinkmanns nej er ikke noget han fandt frem til gennem sine professorale
studier. Det lå allerede indkodet og nedarvet fra fra slægtled til slægtled i
hans ansigtsmaskes stive muskulatur. Hele hans forfatterskab er skabt ud fra en ydre retfærdiggørelse af det indre nej,
som han ikke ser og derfor ikke tager ansvar for.
No wonder, at Professor Brinkmann er så kritisk over for vor samtid
som han angriber som introvert. Vorherre bevar's! Hvor er hans synspunkter og
metaforiske billedesprog dog intellektuelt sølle. Hvis jeg skal læse den slags
sludder foretrækker jeg til hver en tid den småalkoholiserede
Slavoj Žižek
eller den excentriske Canadiske psykologiprofessor
Jordan Peterson. Introversion som årsag
til manglende klimaengagement er simpelthen for langt ude i hampen. Eller har
professoren ret? Det er vor hjemlige andedams selvoptagethed, der er skyld i den
globale opvarmning! Kinesere, Russere og Japanere venter kun på, at Danmark får
fingeren ud af navlen. Brinkmanns banale snik snakkende synspunkt: Stop fittness
og det introverte og se nu at få gjort noget ved klimaet, er
imidlertid meget
forståeligt i betragtning af, hvad der ville ske, hvis hans selv dyrkede lidt
introspektion. Her ville han måske få øje på sit eget sure fjæs i spejlet i form
af Matrix-dæmonen Agent
Smith. Ligheden er påfaldende - He he ...
Min yndlingshadefobi, Brinkmanns kritik af vort samfunds i hans
øjne beklagelige introversion, er derfor i mine øjne netop et soleklart tegn på
det modsatte. Vi er så ekstroverte, at selv den simpleste introspektion
bliver til sentimentalt New Age-føleri, der paradoksalt nok leverer ammunition
til de, der kritiserer.
Sørine Gottfredsen tager heller ikke ansvar for sin egen lidelse, men
retfærdiggør den over for sig selv ved tolke verden som et sted befolket med
gudløse syndeforfaldne mennesker. Ja, det er derfor hun er trist. Fordi vi ikke
er Kristne, på den måde vi burde være i følge hende.
Det er da ultrakomisk.
Lad mig bryde endnu et tabu her ved selvfedt at kontrastere de
ovenstående 'visager' med mit eget. Er det så underligt, at jeg synes at alt er
såre godt? Jeg er glad og optimistisk fra morgen til aften, selv når ting
går hamrende skævt. Jeg har det fandme godt hehe!
Lad mig gå et skridt videre. Kig opmærksomt på Brinkmanns ansigt på fotoet.
Sammenlign derefter med billedet af den fiktive karakter Agent Smith.
For den opmærksomme iagttager kan ansigter læses som litterære
tekster. Rynkerne, furerne og markeringerne er brudflader, der peger indad og
afslører
the storytelling animal'sdybeliggende agenda.
I dette interview i Information karakteriserer Brinkmann det 21. Århundredes
menneske som angst, introvert og slave af fittness. I Brinkmanns ansigt ser jeg
i modsætning til Agent Smith entydigt agressive ansigt, angst. Jeg ser også
frygtsomhedens naturlige overlevelsesstrategi: introversion. Endelig viser
nedenstående billede en Brinkmann, der måske går for meget op i fitness:
Er det en overfortolkning at se den uniform, som Brinkmann
har iført sig selv, som et tegn på at han går op i fitness?
Hvad Brinkmann i min optik fortæller om sig selv, er: Jeg er angst, introvert
og går for meget op i fitness.
Mit opfordring til mig selv, ham og alle andre er: Vi må først af alt gennem
selverkendelse tage ansvar for os selv. Ellers vil det vi ser, siger og gør gøre
mere skade end gavn.
Selverkendelse i supervågenhed er ikke noget man lærer på universitetet. End
ikke en professoral titels 'headucation' kan beskytte en mod de indre kræfters spil.
Selverkendelse i supervågenhed involverer simpelthen andre dele af hjernen end
de dele, der varetager ord og kognition.
Så derfor bliver jeg nødt til at gå efter manden fremfor bolden. I big datas
bevidsthedsudvidede perspektiv er der ingen bolde i luften, der kan ses
uafhængigt af den eller de der har sparket til bolden.
Ingen må se det. Ingen må sige det. Især må vi selv ikke ind-se det. Kejserens
nye klæder ligger som et slør hen over vore ansigter og skjuler det faktum, at
vi alle har hjerner, der både skjuler os selv for os selv og
hallucinerer den 'virkelighed' der omgiver os. Alle lige fra professorer til
bestyrelsesmedlemmer i Danske Bank er enige om at holde aberne ude af ligningen.
Det er derfor, folk optræder
så fornuftigt i TV. De taler højtideligt om 'fakta', men ser ikke at ingen kan
hoppe over sin egen skygge og slette sig selv fra ligningen. Det er et dybt
komisk skuespil for den, hvis frontalllapper har opdaget den abekat, der rusker
tremmer inde bag øjenhulerne.
Det er for mig en forbløffende ufattelig vittighed, at alle de
selvhøjtideligt kloge mennesker, der befolker vore medierlandskaber og
akademiske institutioner, i den grad har et nærmest omvendt proportionalt
forhold mellem intellektuel viden og selverkendelse. En af mine bedste venner
har ingen formel uddannelse. Hans evne til at se sig selv gør ham imidlertid til
et geni i mine øjne. Og nej - jeg overdriver ikke. Hvis du synes det, vil mit
svar til dig være:
Sæt dig ned. Luk øjnene og se dig selv.
Den, der ser aben, vil smile en stille latter. For den er os selv set morgengrim i
toiletspejlet. Alle vore meninger om verden siger mere om os end om verden. Jeg
skal være den første til her at erklære mig skyldig. Det er imidlertid besynderlig forbudt at bringe dette perspektiv ind. Selverkendelse,
selvundersøgelse og introspektion er
tabu i vores kultur.
Det er derfor, at et liv i sand Meditation kun er forbeholdt de få. Det er no
go at indrage sig selv, og det er pokkers vanskeligt at bypasse denne
programmering.
Min egen abes barndom
Lad mig afslutte med at fortælle den dårlige historie om mig selv før du kære
læser med rette vil gøre det. Spørgsmålet er: Hvorfor er jeg så
'besat' af
Brinkmann, at jeg udsætter mig selv for den collateral damage det
nødvendigvis medfører at kritisere på en så barnlig måde? En del af sandheden vil være, at jeg gennem ham som et næsten alt for
perfekt eksempel fortæller historien om de moderne akademisk skolede ordgydende
abekatte, der på trods af alle de fine ord stadig adlyder generne fra tiden på
den østafrikanske savanne. Vi er stadig, med en omskrivning af
Strindbergs ord, stridende klaner, der lever af rov selv om vi nu, som
Strindberg, oftest bruger ord i stedet for køller.
Jeg nyder også friheden i denne selvudlevering af min skyggeside. Jeg behøver
ikke at skjule den, eftersom jeg intet har at sælge. Jeg gider ikke smile
'oplyst' for at sælge mig selv som en afklaret Meditationslærer eller healer.
Prøv at kigge nærmere på den hær af healere og selvbestaltede clairvoiante, der
markedsfører deres kurser på facebook osv. Kig opmærksomt på deres ansigter. Er
de noble og ærlige, eller er der andre motiver på spil?
Denne selvudlevering viser også, om ikke andet over for mig selv, at jeg ikke er
så nobel, som jeg måske gerne ville være. At være nobel er imidlertid ikke noget
vi selv kan præstere. Det er en nådegave. Hvem kan risikere at få denne gave?
Det kan den der er ærlig, især ærlig over for sit eget mørke.
Med i min ligning hører imidlertid også, at jeg voksede op på et fragtskib i det
fjerne østen. Min far var maskinchef og sammen med 1. styrmandens børn levede
min søster og jeg en form for Mowglitilværelse i en beskyttende boble, der for
en tid ophævede de mere usentimentale opvækstvilkår i 50ernes Danmark. Med andre
ord kunne jeg med rette diagnosticeres som lidende af en for lykkelig barndom.
Dette ændrede sig brat, da jeg som 7-årig landede i en skolegård i Gråsten. Jeg
kendte intet til junglelovens regler for småabekatte og deres voksne
fangevogterabekatte også kaldet lærere. Jeg husker tydeligt min første slåskamp.
En dreng, der senere blev min ven, kom hen til mig og slog mig. Min første tanke
var. Er dette noget man gør? Bliver drengen ked af det, hvis jeg ikke gør det
samme ved ham? Jeg vidste ikke hvad det at slås var.
Der var ingen hjælp at hente hos de voksne. Hanlærerne styrede med
kaptajn Jespersensk disciplin jævnligt tilsat småtæsk og hunlærerne styrede med
giftighed og intriger. Selvfølgelig var der også vældigt søde lærere, men ingen
kunne forhindre at den lille Mowgli-Gunnar blev mobbet næsten hver dag både i og
udenfor skolen.
Det blev ikke bedre af at min far fra at være den frie sømand på verdenshavene
besluttede sig for at blive landkrabbe som lønslave på Danfoss. På samme måde
som jeg ikke duede til skolegården, så duede han ikke til de faste rammer som
industriel mellemleder. Vi havde på en måde begge smagt for meget frihed og var
i den forstand ens. Han fik stress og mavesår, drak for mange øller og røg for
mange cigaretter. Med sin opvækst i nazityskland var det alt for let for min far
under pres og stres at regrediere tilbage til hans egne oplevelser af
patologisk-autoritære voksne. Des mere stresset han blev, des mere afreagerede
han på sin famile og især mig.
Jeg skal ikke trætte læseren med alt for mange sider om min barndom, blot
afsluttende nævne at hippietiden faldt sammen med at min far igen stod til søs
og der fik det meget bedre. Jeg blev nu som 15-årig genfødt til
Mowglitilværelsen, denne gang udstyret med langt hår, hash og sygekassebriller a
la John Lennon. Som leadguitarist i et af egnens populære rockbands gik jeg med
et slag fra at være skolens underdog til positionen som førerhund.
Og nu tilbage til min alt for åbenlyse Brinkmann-fobi. Jeg reagerer så barnligt
på ham, ikke alene på grund af ham, men også på grund af alle de mennesker som
hylder ham som konge i de blindes land, fordi han for mig er genkomsten af alt
det, der tog min umulige og urimelige frihed væk i en periode af mit liv på mere
end 7 år.
Disse barndomsoplevelser er sandsynligvis også gunden til at jeg i en ung alder
begyndte at meditere. Hvad udad tabes skal indad vindes. MODET TIL SANDHED En forudsætning for visdom er vores evne til at acceptere en iboende
'rodethed' i vores forklaring på, hvad der foregår. Intet sted står der
skrevet, at menneskets sind skal kunne give en fuldstændig forklaring på
skabelsen i alle dimensioner og på alle niveauer. Ludwig Wittgenstein havde
tanken om, at filosofien skulle være, hvad han kaldte "sand nok". Jeg synes, det
er en god idé. Sandt nok er lige så sandt som muligt. Fantasien er kaos. Nye
former hentes ud af det. Den kreative handling er at nedslette nettet af
menneskelig fantasi i kaosets hav, som vi er suspenderet på og derefter forsøge
at bringe ideer ud af det.
Rupert Sheldrake
Det er modet til sandhed.... til ærlighed. For uden ærlighed, ingen
selverkendelse. Og uden selverkendelse ingen sand meditation.
Denne stræben efter sandhed må for guds skyld ikke gøres absolut.
Sandheden findes og tabes og findes evigt lyttende og søgende til det kor af
indre og ydre kontrapunktiske stemmer, der er lagt i vore hjerter, hjerner og
kønsorganer. Sandheden er et sandkorn på toppen af en sandklit ved
vesterhavet. At surfe sjælens vande så
godt som det nu er muligt i al vor vidunderligt menneskelige fejlbarlighed er
mere end godt nok.
Det er med Wittgensteins ord, især i Sheldrakes vidunderlige kontekst, sandt nok.
Den udtørrede meditationsveteran på jagt efter
satsang-soma
Efter denne vidtfavnende ouverture er det nu tid til at stille de introverte
øjne skarpt på Meditation. Sand Meditation er svært.
De fleste, der begynder at meditere, holder op efter et par års udøvelse. Kun én
ud af ti eller færre vil fortsætte. Jeg hører til i denne gruppe og derfor
interesserer den mig selvfølgelig. Ud over at pleje min egen lille navle, er der
efter min overbevisning en dyb lære at hente i observationerne af os i denne gruppe.
Måske kan nye generationer af unge mediterende lære noget af den gamle ræv?
Fred være med dem der gav op. Det kan bestemt være svært at bevare gnisten.
Spørgsmålet er nu, hvad de, der fortsatte, så har gjort for at holde dampen oppe?
Hvad der slår mig her som den største faldgrube, er faren for at tørre ud i vanemæssige evige gentagelser.
Meditationsveteranen har typisk mediteret i årevis i skyggen af en
eller anden meditativ filosofi eller organisation. I begyndelsen skabte denne
indsigt og/eller organisation en ny og vidunderlig åbning ind til et hidtil ukendt
rum: et rum fuld af ånd som det almindelige menneske aldrig har betrådt. Men som
årene går, så størkner Meditationen i vaner, ritualer og ydre 'spirituel' hellig
korrekt adfærd. Denne type Mediterende
er nu hverken mere eller mindre levende end ganske almindelige ikke-mediterende
mennesker.
Men den gamle rutinemeditator er sentimental... han husker en tid i ekstase.
Det søvnigt vanemediterende menneske er godt klar over, at ungdommens
åndelige ild er på vågeblus. Som i
Staffeldts, Indvielsen, længes han tilbage til de oplevelser, der
ændrede hans liv. Derfor søger han ind i fællesskaber skabt af
ligesindede for her at genoplive den livgivende indre ekstase.
For den sentimentalt anlagte mediterende bliver de store fortidige oplevelser
alt for let til forbandelser. For som narkomanen længes efter nålen i armen, så længes den
gamle mediterende efter sin åndelige soma.
Hjemme og overladt til sig selv falder han i søvn på meditationspuden. Dog er der
håb forude! En agtværdig bagindisk Guru eller en ny popsmart new ageprædikant
fra Amerika har meldt sin ankomst i København.
Den gamle veteran smiler for sig
selv. For i det mere eller mindre sekteriske fællesskabshype kan han få
genopvakt sin indre Tollundmand. I et ekkokammer af ligesindede satsangzombier
plus nye uskyldige åndeligt søgende vil hans trætte hjerne igen fyldes med
dopamin, serotonin og alle de andre signalstoffer hjernen elsker at vaske sig i.
Den gamle mediterende er villig til hvad som helst for at få dette fix. Skidt
vær med at Guruen er under mistanke for økonomisk bedrag og sexuelt misbrug af
sine disciple. Det er bare sindet, der forsøger at sabotere ekstasen.
Hver gang sandheden og fornuften melder sig med relevante spørgsmål, så bliver
det hele affejet som mind fuck. Denne evige fjende, det genstridige sind,
med alle dets tanker. Lyt ikke til det! Overgiv dig i stedet til Guruens
nåde.
Det er her løgnen og selvbedraget begynder at snige sig ind. Sand meditation er
svært, fordi ærlighed er svært.
Ibsens vise ord om livsløgnen er spot on.
Amma og løgnens beruselse
Lad mig eksempliflicere. Af ren nysgerrighed gik jeg her i
Oktober 2018 til en
satsang i København med den
Indiske krammeguru Amma.
Jeg ville udfordre mit nu 20 år gamle kategoriske nej til Guru-halløj. Jeg mødte mange gamle 'kendinge' her, folk på min egen alder jeg ikke havde set
i årevis.
Der er en god stemning og dufte af liflig sydindisk mad blandt de tusindvis af
åndeligt søgende, der er dukket op her i Brøndbyhallen. Jeg er ikke den eneste,
der møder gamle krigskammerater - ser flere andre sige hej med genkendende smil.
Dog må jeg efter et par møder konstatere hos mig selv at de spirituelle muskler
i mit ansigt begynder at blive lidt stive og anstrengte. Først for sent oplever
jeg, at fortidens hellige mimik, hvor jeg i ydre adfærd viser hvor langt jeg er
nået i min spirituelle udvikling har listet sig ind ad bagdøren og som en virus
har overtaget mine operativsystemer. I samme øjeblik jeg på metaniveu opdager
mit skuespil, så ser jeg det overalt omkring mig: hellige attituder, hvor vi
over for hinanden demonstrerer hvor lykkelige, frie og kærlige vi er. Det er
selvfølgelig ikke altsammen falskhed, siger jeg til mig selv, mens det evigt
kommenterende sind siger: Gunnar, du har aldrig været god til den slags
større arrangementer.
Jeg krammer beroligende min indre mini-me og slapper lidt af igen.
På vej over til min siddeplads bliver jeg imidlertid nærmest skubbet bagfra.
Ser jeg ikke at, jeg lige har trådt på den røde løber, som intet menneske må
træde på?!! To irriterede Amma-disciple skælder mig ud, mens de ivrigt fejer
løberen ren på det sted jeg har plantet mit fodaftryk. I stum forbavselse ser
jeg det samme ritual gentage sig hele vejen langs løberen, der fører op til
podiet. Pingvin-disciple i kollektivt selvmord ud over løberens no go zone og
over-pingvin-kemikazer, der nervøst og selvretfærdigt skælder ud, mens de fejer. Det er næsten som
et liturgisk ritual, hvor det forventes at nogle ubevidste dummernikker skal
træde ved siden af for derigennem at give de mere frelste en lejlighed til at
demonstrere, at Amma er Gud og vi på gulvplan kun er mennesker.
Jeg kom automatisk til at tænke på min ven og
Mester Papaji. I 1994 sad jeg til
bords med ham i hans beskedne lille hjem i Luck Now i Indien. Det var tid til
aftensmad. Papaji fik serveret en tallerken mad. Hans næste handling var med sin
kniv at dele maden på hans tallerken over i to lige store halvdele. Den ene
halvdel skubbede han med det kærligste smil over på min tomme tallerken,
hvorefter han fortsatte med at se kricket på det lille fjernsyn placeret, så alle
os ved bordet kunne følge med. Behøver jeg at tolke denne dagens
ret? Er
forskellen til Ammas røde løber ikke selvindlysende?
Jeg satte mig nu ned på min plads sammen med andre gamle meditationsvenner. Vi ventede på,
at Amma skulle komme ind. Til højre for mig sad en fyr på min egen alder. Han så
ikke lykkelig ud, men det var jeg heller ikke .. so what. Endelig med passende guddommelig sanktioneret forsinkelse kom Amma
fejende op ad den røde løber med det mest vidunderlige smil. Mine venner på den samme stolerække rejste sig op for bedre at kunne
se. Sæt jer ned!! Sæt jer ned! skreg manden til højre for
mig, mens han selv rejste sig op for bedre at kunne sergeantbrøle ud over geleddet. I stum
forbavselse iagttog jeg denne udtørrede spejderdiscipel uden kærlighed, men beruset af det kick
som den lille magtudøvelse giver.
Alt stod tydeligt for mig i dette øjeblik. En menneskegud, som ingen kan nå,
genskaber et top-down system, hvor ingen ser hinanden i øjenhøjde,
men i stedet positionerer sig lodret i hierarkier, hvor man på alle etager
kan høste sin lille gevinst i det spirituelle pyramidespil.
Oppe på scenen i fine stole over for Ammas herskertrone sad to politiske VIP'er
fra Europaparlamentet. På sin helt egen skæve måde passede det fint ind i
det samlede billede af en politisk-liturgisk teaterforestiling.
Og nu til finalen - ikke for begivenheden, men for min deltagelse i den. En
forunderlig støvet og kropsligt ufri personage indtog scenen og mikrofonen.
Denne genoplivning fra en ægyptisk sarkofag præsenterede, så vidt jeg husker,
sig selv som formanden for Ammas organisation i Danmark. Han introducerede Amma
og de to VIPer med en absurd mimik og stemmeføring. Sjældent har jeg
oplevet noget så falsk tale ind i en mikrofon. Hvis selve chefen i butikken i den grad ikke kunne walke Ammas
love-talk, så stoppede festen for mig her og nu!!!
Jeg rejste mig op og flygtede
nærmest hovedkuls i panik væk fra forestillingen.
Nu til det måske mest forunderlige.
Flere af mine tidligere åndelige fellow trawellers havde denne aften store og
hjertedybe oplevelser af kærlighed.
Jeg tvivler ikke på autenciteten i den
kærlighed de følte. Den var deres og derfor ægte.
Det, jeg stiller spørgsmål til,
er den adresse, der blev skrevet på kærlighedsbrevet. I min optik skyldes alle
kærlighedens absurde fejladdresseringer vor stenalderhjernes håbløst forstenede
hardware, hvor genterapi måske er den eneste kur mod vores ledersyge længsel
efter blindt at overgive os i estase til autoriteter. Jeg har selv på min egen
krop oplevet en sådan flokdyrsekstase indefra, så jeg kender dens anatomi alt
for godt: Den ukritisk begejstrede Gurutilbedelse er i sin natur et fascistisk
fænomen.
Hvem er nu jeg, der i den grad gør mig til dommer over andres dybtfølte oplevelser??!!
Jeg overlader det til dig kære læser at dømme mig på samme måde, som jeg dømmer
dem. Og måske tager jeg fejl... who knows...
Men hør først min forsvarstale, der i virkeligheden er et anklageskrift
Alt hvad jeg indtil videre har nævnt af for mig groteske episoder, ville som
stand alone oplevelser stå svagt som indicer på noget som helst andet end
fjollerier i et ufrivilligt absurd sammenstød mellem to meget forskellige kulturer.
Disse episoder var imidlertid dråben, der fik mit i forvejen overfyldte bæger
til at vælte.
Jeg ved, at alle de gamle åndelige krigskammerater har hørt om forfatteren
Gail Tredwell.
Gail Tredwell har skrevet bogen Holy Hell,
der handler om den skræmmende skyggeside Amma og hendes organisation skjuler.
Gail var discipel i Ammas inderkreds i mange år.
Holy Hell er et rystende dokument, der beskriver magtmisbrug, overgreb og
psykopati i en grad, der er længere ude i hampen end de fleste andre religiøse sekters
dans på overdrevet.
Med mine 25 år på bagen som gymnasielektor i dansk vil jeg mene, at jeg har en
vis kvalifikation i at opsnuse om en forfatter er usandfærdig eller ej. Gail
Tredwell, som hun fremstår i sin tekst, får ingen alarmklokker til at lyse. Hun
er i min optik et absolut sandfærdigt menneske, så godt hun nu evner.
Enhver nogenlunde godt begavet person burde efter kort tids læsning se, at der
er noget rav ruskende galt med Amma og hendes organsation.
Hvorfor lukker de gamle satsang-addicts bogen endnu før de har åbnet den?
Det er fordi de inderst inde godt ved, at den er sand.
Men eftersom sandheden stiller sig i vejen for den eftertragtede
satsang-soma,
hvor man kan sidde og hulke til de smukke Indiske Bhajan-melodier for derefter
at smelte ind i Ammas arme bliver bogen aldrig åbnet ud over et enkelt lille
forsigtigt kig.
En af mine venner er kræftlæge og psykiater. Han var for ti år siden meget
tiltrukket af Amma og tog derfor til Sydindien for at arbejde som frivillig på
hendes velgørenhedshospitaler.
Efter tre måneder rejste han desillusioneret derfra. Lægen kiggede på mig med et
trist smil hen over dampene fra den vidunderligt frie og velsmagende cappuchino
på en lille dansk smørhulscafe: Ammas hospitaler udnyttes af den Indiske
medicinalindustri til forsøg på fattige mennesker.
Det gode, det sande og det skønne - Satyam, Shivam, Sundaram. En yderligereIroni er, at det Indiske ord satsang, som bruges
som betegnelse for den slags åndelige sammenkomster jeg lige har beskevet,
betyder at forsamles i sat, som betyder sandhed.
I vor vestlige kulturkreds taler vi om treenigheden af det gode, det
sande og det skønne.
Mit gæt er at denne trenighed via antikkens Grækenland er hentet fra Indien.
Inderne kalder det: Satyam, Shivam, Sundaram: det sande, det gode og det
skønne.
Jeg ser en dybde i den gamle indiske formulering, som er gået tabt siden.
Satyam kommer først. Sat eller Satyam
betyder sandhed. Sandheden må og skal gå først. Enhver ekstase, der ikke bygger
på kærlighed til sandhed, vil før eller siden som den kemiske industri afføde en
syndflod af karmisk affald. Set i det lys er åndens verden underlagt den samme
stringens som matematikkens: et udsagn er enten sandt eller falsk. Det er den lille akkumulerende hverdagsløgn, der
udtørrer sindet og til sidst nødvendiggør hype-afhængigheden af den usande og
usunde satsangsoma.
Det er ikke min opgave at være kærlig.
Det tror jeg dette skriveri
til overmål har demonstreret.
Jeg ser det som min opgave at være ærlig.
Det manglende 'k' har jeg ingen kontrol over. Min erfaring er imidlertid, at det
kan blive givet som en gave til den, der er ærlig.
Hvorfor er sandhed og ærlighed så vigtigt i livet?
På den vej ind, som fører
ud, har sandhed og ærlighed en langt
dybere og langt mere radikal betydning, end man måske umiddelbart skulle tro.
Før vi går videre, er det imidlertid nødvendigt med en
indledningsvis præcision af, hvad jeg mener med sandhed i forbindelse med Meditation.
Sandhed og ærlighed er ufiltreret
bevidsthedsmæssig adgang til 'information' fra alle
de talrige
biooperativsystemer vi består af.
Det kræver mod. For ærlighed
og sandhed indebærer 'nødvendig'
og frem for alt usentimental smerte.
At konfrontere såret bag løgnens plaster helt ind i kroppens knogler er
ikke for tøsedrenge.
Den menneskelige biomasses usamtidighed
Vor krops mangfoldige og usamtidige biologi er som et levende zoologisk museum.
Vi består af biologisk genbrug. Under den glatte hud
gemmer der sig et sammenrend af dyriske operativsystemer,
overlevende fra vidt forskellige perioder i evolutionshistorien.
Alle disse organiske systemer, hver med deres specifikke agenda,
er enige om først og fremmest
én ting: At få os til at overleve.
De dyriske overlevelsesalgoritmer fungerede udmærket i millioner af år.
Selv i deres evolutionshistorisk perspektiv nye liv som tjenende
funktioner inde i menneskekroppen var de fri fra overvejelser om
sandhed versus løgn. Den instinktbaserede umiddelbarhed i frygt,
sult og sexdrift eksisterede fortsat og kom på først for
alvor på kollisionskurs med vor evolutionært voksende
hjernes brug af intelligens og sprog og deraf følgende evne til
via fortællinger at indgå i større samarbejdende flokke. Des
mere kompleks flokkens sociale interaktion blev, des større blev
behovet for at synkronisere de mange operativsystemers
usamtidigt forældede biosoftware, ikke bare i forhold til det
enkelte individs rolle i stammefælleskabet, men også i forhold
til de enkelte biosystemers indbyrdes rytmer.
I dag er samfundets og menneskets krop mere end
nogensinde på kollisionskurs.
En forældet krop i krise
Det er næsten alt for let at se unges psykiske
forstyrrelser såsom perfekthedstrang, krænkelseskultur, psykisk
sårbarhed, tvivl om kønslig identitet, udskamning af
primitive sexualdrifter i form af me-too og begreber som
toxisk maskulinitet, spisesvægring, cutting osv. som
konsekvenser af en global samfundsorden, der er blevet så kompleks,
at den nødvendigvis kommer på kollisionskurs med den urgamle
krops forsimplede abeklansløsninger a la Trumph og Putin.
En ny global konservatisme
Er det så underligt, at den konservative red neck højrefløj i
USA finder mere samklang med Russiske
vodkadrikkende redneckbjørne end med kystbyernes globale
transgenders, homoseksuelle modedesignere, wallstreet boys eller LSD-microdoserende Silicon
Valley typer a la Steve Jobs? Den kristent
konservative Marie Krarups sympatier med den nationalkristne
Russiske stat giver også god mening i dette nye forbavsende
sammenfald af før uforenelige grupperinger, hvor en
accellererende forandringstid skaber en stigende konflikt mellem
nyt og gammelt.
Red Necks i alle lande - forener eder!
De forbryderriske helte
Interessant i denne sammenhæng er de sidste 10 års trend på
Netflix og HBO, der viser forbryderiske og løgnagtige personer
som helte. Den forbryderiske helt skildres sympatisk. Der lægges
vægt på at vise alle hans gode og medfølende sider. Den
sympatiske ondskab spejler en verden i det virvar af modsigende
socialt stofskifte, der gør navigation ved hjælp af en
spejderbog umulig. Trumps og Netanyahus stiltiende accept af det
bestialske mord på den saudiske systemkritiker, Khashoggi, viser
en virkeligheden, der overtrumpher HBO's fiktioner. Moral og amoral mødes i
overraskende alliancer, når Trump og hans ven Putin mødes i et nyt gråzoneland,
hvor midtvestens bibelbælte ligger tættere på Kaukasus end
nogensinde før. Både Putin og Trump er erklærede 'gammeldags' kristne
og deres
konservative, religiøse bagland har tilsyneladende intet
at indvende mod de to præsidenters udprægede brug af ludere og
andre godbidder fra syndens skraldespand.
Det gamle ego i operativsystemisk kollaps
Vort gamle egos overlevelsesstrategi var, på baggrund af
kognitivt baseret analyse og fornuft, at fortrænge de dyrisk
usamtidige systemers 'følelser'. Dette forældede
operativsystem i dets hisorisk set vestligt kristne
oprindelsesform kan imidlertid, end ikke i sin sekulariserede version 2, hvor skam og skyld er
blevet renset for sin oprindelige religiøse fortælling,
navigere en global
verden i big data. Selv om den sekulariserede
version 2 har været så succesfuld, at den har sejret ad helvede
til, har den ikke kapacitet til at håndtere den samlede sum af
informationer, der banker på hver eneste dag. No wonder det
lille ego har stress.
Det moderne menneske udlever et virvar af indbyrdes modsigende
impulser. Vi lever i big data, hvor et menneske i
løbet af én dag oplever lige så mange informationer som et
menneske i 1500-tallet oplevede gennem et helt liv. Der er så mange informationer at holde styr på, at vort lille
egooperativsystem ikke længere er i stand til at synkronisere os
i et finealt perspektiv.
Vi holder ophørsudsalg i en gammel rodebutik. Tæt før lukketid
er den herskende verdensorden blevet så kompleks,
at ikke engang en god gammeldags freudiansk selvkontrol sat op
som vagt over for filterløse følelser kan bruges som
adfærds- og forklaringsmodel. Alle systemer fra lokal- til globalplan
presser sig gennem egoets flaskehals og skaber en helt ny
mennesketype, der på en og samme tid er selvkontrolleret og
løssluppent.
Hedonistisk selvkontrol
Overdreven selvkontrol kappes i dag side om side med hedonistisk
udlevelse sponsoreret af bryggerierne om at levere navigation
til vores livs-GPS. Vi kører rundt i radiobiler i en tilstand af
selvkontrol, hedonisme, egoistisk agression tilsat religiøs,
politisk og filosofisk engagement i fortællinger, der som
regel kolliderer med hinanden og med vort levede liv.
Den genstridige krop bliver afrettet
gennem stramme diæter og sund mad, men giver den samtidig fuld
skrue i emotionelle
shitstorme på internettet. Virksomhedsoptimerede unge
sætter sig ned og skider og tisser, hvor de har lyst til på et
Distortionarrangement.
Kroppen fittnesstrænes og skønhedsopereres, alt sammen for at
tiltrække mere lir på weekendtur gennem byens natteliv.
Afaldsdynger af selvmodsigelser
Vi græder indigneret over giraffen
Marius eller en tyr, der ender sit liv i en spansk arena, mens
vi spiser tremmekalvekød. Da unge i store flokke protesterede
ved klimatopmødet i København var det imponerende
for mig at se det spor
af tomme øldåser, pizzabakker og cigaretskodder, de kunne efterlade
uden selv at indse den større sammenhæng. Vi raser over kapitalismens
fæle forurening i form af co2, sprøjtegifte og mikroplast i
verdenhave, mens vi selv dropper cigaretskoddet i
rendestenen, hvor denne rituelle selvfortælling, se hvor sej
jeg er, gentaget millioner af gange bliver til den
enkeltstående største mikroplastforurener af havene. Den til veganisme
omvendte går i cowboybukser til 100 kr lavet af ultrafattige i
Bangla Desh. Og hvad gør jeg selv for at frelse planeten? Jeg
sørger for, at mit varme brusebad ikke tager mere end fem
minutter, men tager i overmorgen til Thailand.
Vi vader rundt i afaldsdynger af absurde selvmodsigelser.
Og vi kan ikke længere producere os ud af dem.
Opløsningen kommer indefra En dag ved solopgang efter sit morgenbad i den hellige flod
Saraswati satte Srila Vyasadeva sig ned for at meditere.
Den store Vismand forudså visse uregelmæssigheder i det kommende
årtusind. Han så, at alt materielt liv og overflod ville blive
afkortet på grund mangel på dyd.
Srimad-Bhagavatam 1.4.15-18
Hver gang en gammel orden i sit dødsøjeblik er på nippet til at afløses af en ny,
optræder der altid følgende kendetegn: Modsætningerne hober sig op
og systemforrådnelsen kommer ikke længere fra periferien
som
kaos trussel mod kosmos, men åbenbarer sig a la Danske Bank i
den givne samfundsordnens højt respekterede magtcentre. Denne
form for løgn kommer altid indefra og tjener her som buffer for
modsætningen, men alt løgnen formår er at skubbe en voksende
snebold af bad karma foran sig.
Imens står jeg som en gammel hippie på sidelinjen og ler
sarkastisk af alle disse fornutige talende jakksæt, der fanget
med fingrene i kagedåsen med deres latterligt fornuftige
teaterstemmer fortsætter med at lyve folk lige op i den åbne
TVskærm. Alle ved de lyver. Selv Hr og Fru kakkelbord tror ikke
længere på dem. Trumph lyver og alle ved det. Men hvem vil have
sandhed, når løgnen giver mad på bordet? Big datas smertelige
adgang til de større perspektiver i form af al tings
sande sammenhæng,
gør at vi alle inderst inde ved, at vi fucker planeten op, men
så længe løgnen sikrer den månedlige husleje, så accepterer vi
den i en form for kynisme, der syndsforlades, når vi
velbehageligt tilgiver os selv og vore løgnagtige ledere ved
i sympati at identificere os med en ond HBO-helt.
Den symbolske løgn Historien om Ammas satsang
i København er derfor i al sin groteskhed et perfekt billede på vor
tid, hvor vi med inspiration fra
Lacan
kan siges at dyrke den symbolske løgn for at undgå det reelle.
Uden den symbolske løgn risikerer vi her og nu at stå uden tag
over hovedet og/eller uden de lækre signalstoffer i hjernen.
Løgnen smovser i nu'et, mens den stjæler fra fremtiden.
I RÅDDENSKABEN FØDES NYT LIV
Han (Gud) ødelægger aldrig
noget uden at erstatte det med noget bedre. Meister
Ekchart
Der er imidlertid ingen afslutning uden
en ny begyndelse.
Jeg har set denne episk fraktale kaosmatematik udspille sig gang på
gang i min egen psyke i dyb Meditation og under entheogene meditationsrejser:
En ny orden rejser sig
uforudsigeligt som Fugl
Føniks af den gamle ordens aske.
Derfor er der intet at begræde - alt er perfekt som det er...
Engang for mange år siden kom jeg under en
entheogen
rejse til et uhyggeligt, mørkt sted i universet,
der udelukkende bestod af død, forrådnelse og halvt levende
parasitære væsner i form af maddiker, orme og ekstraterestielle
dæmonisk prædatoriske væsner. Det hele bevægede sig som ål i et
hyttefad i en form for sorthed uden andet lys end det min sjæls
lille lygte selv bragte med. Min første indskydelse var
naturligvis at vende mig bort fra dette forfærdelige syn, men en form for
abstrakt nysgerrighed drev mig tættere og tættere på og ind i
dette det mørkeste af alt mørke. Der var ingen vej uden om. Det
jeg havde tolket som nysgerrighed, var i virkeligheden denne
dimensions gravitation, der som et sort hul tvang lyset ind mod
sig.
Der var ingen vej tilbage og mit lille livslys blev roligt i
sikker forvisning om at guillotinens skarpe blad allerede havde
skilt den lysende væge fra sin stearinkrop.
I dette dødsøjeblik forvandlede, ikke scenariet, men mit syn på
det, sig radikalt.
Pludselig så jeg, at alt, mig selv inklusive, var matematik. Hele
universet bestod af hellig algoritmers geometriske leg. Her i
denne leela
var den sorte dimension ligeså uundgåelig perfekt som den mest
strålende lysverden. Hvad der før var rædselsfuldt, åbenbarede
sig nu som det smukkeste jeg nogensinde havde set. Denne
sorthedernes destruktive sorthed var ufattelig skønhed hinsides
alt kendt.
I samme åndedrag denne indsigt kom, var mit eneste ønske at
forenes med denne rensende og vidunderlige død. Det skulle
imidiertid ikke gå sådan. Jeg blev af en usynlig hånd ført væk
fra det sorte hul og videre på rejse ud i universet. Jeg vendte
mig om i sentimental længsel og rakte ud efter de sorte
åls hyttefad, men befandt mig nu i en lokationsløs lokation, hvor jeg med mine fulde
lungers kraft kan brøle: Alt er såre godt!
Ja, det var smertefuldt og ubehageligt at face
livets sorte sandhed. Den totale accept af samme var ikke desto
mindre en livsforandrende elevatortur til next level i
bevidsthedens perfekt imperfekte Babelstårn.
Her er det imidlertid også tid til en advarsel. Uden den ville
jeg være uansvarlig. Alene muligheden for at partyglade unge på en entheogen
rejse kan komme til et sådant eller lignende steder, gør at jeg under ingen
omstændigheder, vil anbefale nogen, der ikke har mindst ti års
erfaring i meditation i at tage entheogener. For den utrænede
psyke kunne en sådan oplevelse let have udløst en psykose.
No childs play here!
Et Eleusinsk Utopia
Jeg ser
et fremtidigt utopisk samfund med institutioner a la den
Eleusinske Mysteriekult, hvor adepter
i en kombi af Meditation, terapi og entheogener bliver ført
sikkert ind i
dimensioner, der ligger så langt fra virkeligheden, som vi kender
den, at kun de, der er experienced, kan tale med om det.
Entheogene rejser er alt for alvorlige og betydningsfulde til at
bruges i et party-set and setting.
Den supervågne informationslandevej
Lad mig begynde dette afsnit med en sand historie om en af mine
venner. I hans ungdom var han en slagsbror, der spiste andre
voldsmænd til morgenmad. Han levede og trivedes som konge i
samfundets skyggeside. En dag fik han som et lynnedslag en
åndelig åbenbaring, der viste ham altings ubrydelige enhed. Fra
dette øjeblik lavede han sit liv totalt om. Hvordan kunne han
slå et andet menneske, der var ham selv? Pludselig fik al den
energi, han var i besiddelse af, den nødvendige visdom til at
vise ham vejen til bevidsthedens Utopia.
Det 'ego', som den vestlige verdens identitetskultur har
masseproduceret og implementeret i os, kan ikke længere tjene som staffet for
Prometeus ild.
Egoet er gearet til maksimalt at kunne overskue en klans
interesser. Indsigt og følsom navigation i globale sammenhænge
kræver, at operatøren skiftes ud. Kun en opdatering til et nyt styresystem, kun en genfødsel i
en meditativt kultiveret supervågenhed kan håndtere big data, både i
form af den indre stream of consciosness og det ydre
informationsnet. I den non-duale supervågenhed ses alt som dele
i én organisme. Hvis Johnson & Johnson som firma havde haft den
non-duale bevidstheds udsyn, så havde de aldrig forsøgt at
skjule at der var asbest i deres babypudder.
Det ny, det kommende bevidsthedens
supervågne operativsystem
fortrænger intet, selv ikke de røde tal på bundlinien, der
ellers kunne camoufleres med løgn. Den ny bevidsthed lader al information by-passe intellektets
af ord opbyggede smertekontrolfiltre. En ny præ-lingvistisk motorvej
fører frem til en helt ny by bygget af grey matter. Her
på denne pilgrimsvej føres alle sansninger og følelser fra alle kroppens
bio-systemer direkte ind i frontallappernes nye
bevidsthedskatedral, hvis hvælvinger er spændt ud af big datas
større perspektiv. Motorvejen bypasser det gamle sinds
vokabulære grænsebomme og fri fra dets evindelige bla bla ankommer vi direkte til
superbevidsthedens utopia.
Det er i denne sammenhæng sandhed og ærlighed får en ny mening.
Sandhed betyder her den rå ufiltrerede adgang til alt det
virvar af modstridende og smertefulde følelser der ligger gemt i
den af egoet plagede krop. For uden big datas samlede duale sum
af impulser er der ikke nok strøm til at tænde for hjernens
tusindbladede lotuslys.
Det gør ondt at vågne. Superbevidstheden fødes i ærlighedens
i mørke gemte smerte.
DEN FØRSTE RING AF KRAFT
Den første ring af sandhed skabes i ærligheden over for en selv.
Denne ærlighed består ikke i at vi, som jeg
selv troede i mange år, får kontakt med en sand
kernepersonlighed, der kan graves frem gennem års terapi og
meditation. Der findes ikke nogen solid kernepersonlighed inde i os.
Der er i hvert fald ikke noget fast håndgribeligt, der kan måles
og vejes.
En sandhed er, at der ikke er nogen hjemme inde i os.
En anden sandhed er imidlertid, at det er der stadig!
Den
menneskelige celle- og mikrobiomeføderation er stedet hvor
Sjælens Sommerfugl flyver.
Denne sommerfugl er min poetiske metafor for det vidunderlige
faktum, der stadig er noget! Dette noget er
unikt og individuelt. Det flyttes, det ændres og tranformeres
som en Higgs partikel i et evigt flydende balancepunkt. Hvert
enkelt menneske danser dette identitetsfænomen, der trods
sin skrøbelighed ALTID ER. Dette noget er Sjælens
Sommerfugl.
Nu bliver det krydret, men jeg er ligeglad om nogen læser eller
forstår, hvad jeg skriver.
Guds retrokausale linedans
I vor mekanistiske verdensopfattelse er et balancepunkt skabt
som en konsekvens af modsatrettede kræfters virke. Jeg vil hævde, at det modsatte også er tilfældet.
Som
Robert Lanza har været inde på, så eksisterer vort kendte
univers kun, fordi de over to hundrede kosmiske konstanter er
finjusterede indtil det absurde. Hvis bare én af disse
konstanter flyttes så meget som det mindste, man kan forestille
sig, så vil universet blive opløst. Hvis det skulle skyldes et
tilfælde, så er vort univers aldeles usandsynligt.
Balancepunktet er Guds finger, der peger fra
urgrunden ind i
boblen af tid og rum. Som vognstyreren fra Delfi holder hestenes
tømmer, således holder det indre
transcendentale balancepunkt verdens dualitet i tømme.
Denne vognstyrer står badet i bevidsthedens rampelys. Når du i
sandhed og ærlighed trænger dybt ind i dit urgamle livstræs årringe, så vil
din vognstyrer blive bedre og bedre til at holde både den indre
og den ydre verdens vilde
heste på plads. Des mere din bevidsthed vågner, des mere vil din
verden samles i usandsynlige balancepunkter foran dig.
På vejen ind bliver du imidlertid nødt til at overvinde frygtens og smertens
drager. Denne introverte ærlighed indebærer sårbarhedens passive
åbenhed.
Her fødes du, der engang blev født med et skrig i smerte, endnu
engang i smerte - denne gang ærlighedens rensende og forløsende
smerte.
Des dybere du her trænger ind, des længere tilbage i din
egen krops evolutionshistorie kommer du.
Des mere vågen du bliver, des mere vil der af sig selv indtræde
et identitetsbalancepunkt mellem alle de ellers håbløst
modstridende biosystemer, du består af.
Den, der ikke kender sig selv, kan ikke surfe sig selv.
At rejse tilbage ind gennem dragens mund er for mig det eneste
sande KEND DIG SELV. Des længere ind i dit urliv du
kommer, des mere kundalini-brændstof vil du få til at
tænde for supervågenhedens lys i din hjernes neocortexiale
tusindbladede lotus-pære. Når dette lys oplyser din vej, bliver
bliver dit liv baseret, ikke på ord og kognition, men på intuitiv
visdom i lys.
Des mere vågen du bliver, des mere kan du bypasse dit lille
forkølede egos håbløse forsøg på at forstå og navigere i big
datas flydende hav. Des mere fortrolig du bliver med
dit ordløse indre kropsliv,
des bedre kan du surfe dig selv i det ufattelige lokationsløse
punkt, der i sig selv er hinsides tid og rum, men gennem dit
hjertes portal berører verden, som vi kender den. Herfra
strømmer den rum-tidløse urgrund ud i verden i sin tid-rumlige
form kaldet evigheden.
Det er her Gud får sin største drøm
opfyldt: at leve et menneskeligt liv.
DEN ANDEN RING AF KRAFT
- skabelsen af the shared field of
consciousness Den næste ring af kraft skabes i ærligheden over for de
mennesker du elsker. I sårbarhedens blottede rå kød plugger man
sit Avatarstik ind i 'den anden'. Du og den anden bliver til ét
kød. Des mere usandhed, des mere løgn og
fortielse, der er mellem dig og dem du elsker, des mindre
mulighed er der for at blive til ét kød, til én symbiotisk
organisme.
Den helt vidunderlige nyhed er nu, at des mere denne symbiose
finder sted mellem elskende og sande venner, des mere vil der
rejse sig et shared field of consciousness. Dette
bevidsthedsfelt er eksponentielt voksende og giver derfor en
kollossal overlevelsesgevinst for dem, der indgår i det, da det
samlede felt altid er mere end den additive sammenlægning af
de to
felter.
Jesus Kristus siger: Hvor to er forsamlet i mit navn, der er
jeg.
En for mig vildt smuk metafor for dette felt er Helligånden.
Den anden ring af kraft består af din livspartner og/eller
dine nærmeste venner og børn selvfølgelig. Hvis du ønsker at der mellem jer skal
opstå en større fællesbevidsthed, en helligånd, så er
sårbar ærlighed den
eneste vej. Den fælles sky af bevidsthed manifesterer sig, når
man på kropsplanet nærmer sig det fælles kød,
cour du monde. Denne
større fællesbevidsthed, the shared field of consciousness,
optræder kun sjældent i normale settings, fordi vi alle har
for vane at beskytte
vor indre mini-me
med ydre masker. DEN TREDJE RING AF KRAFT
Den tredje ring af kraft skabes gennem alle de interesse- og
økonomiske overlevelsesfællesskaber vi er med i, det være sig
erhversmæssige, politiske, kunstneriske, facebookgrupper, mad,
meditations- eller bikerklubber. Her har ærlighed og sandhed
den samme betydning som ved de foregående ringe. Det er
imidlertid, sådan som vort samfund ser ud lige nu, ikke praktisk
muligt at være hudløs ærlig i den tredje ring af kraft.
DEN FJERDE RING AF KRAFT Den fjerde ring af kraft er min poetiske omskrivning af
samfundsdannelser - lige fra nationale identiteter til
transnationale og multinationale.
Løgn og selvmodsigelser præger lige nu denne ring.
Især i kaosradikale overgangfaser, som den vi befinder os i nu,
hvor den gamle ego-larve bryder sammen for at give plads til
sommerfuglens sjæleleg, er det ikke muligt for det nye at dele
kød med det gamle. Sommerfuglens nye celler producerer en
gift der får de gamle
larveceller til at dø. For mig er dedikationen derfor, som tiden ser
ud lige nu, at åbne portalerne for den første og den anden ring
af kraft.
Der er imidlertid gode nyheder.Så snart løgnen er
introduceret, så er alt muligt - også det nye og positive.
For ny sandhed fødes i bedst i løgn.
Netop løgnen i den fjerde ring af kraft sætter paradoksalt nok
det nye, det kommende fri. Fri fra hæderkronede traditioners
rustne lænker er det nu muligt at hacke såvel samfundets som sin
egen ånd og krop. I løgnens kompost vokser der nye
blomster. Vandene skilles. Medierne skriver om de unge, der har svært ved
at leve i den moderne verden. Hvad der går under
radaren er, at der blandt de samme ungdomsgenerationer er
modsvarende gruppe af super brilliante Homo-Deus unge.
Identify with youth-Timothy Leary
Det
har været et mantra siden antikken at brokke sig over den unge
generation. Set i min optik er der imidlertid en global
minoritet blandt unge mennesker, der lige nu er helt fantastisk vågne og
intuitivt allerede har den visdom det tog mig et helt langt liv
at nå frem til. Jeg har haft den glæde at møde flere af
dem. Det drejer sig om højt inteligente og sunde mennesker. Ofte
afbryder de deres ellers lovende karrierer for i stedet at søge
sandheden, som den viser sig foran dem.
Disse unge ildsjæle har et helt liv foran sig. De
vil samles på måder ingen kan forudse og føre en ny tids sandhed
ud i den fjerde ring af kraft.
Mit gæt er, at deres hjerner rent evolutionært allerede er
optimeret til et liv i fremtiden. De vil når tiden er moden,
virkeliggøre Satyam i den Fjerde Ring af kraft.
En ny orden vil fødes i kaos, smerte og leg.
En dag vil denne nye orden selv blive gammel ... og
ud af sin råddenskab vil den blive kompost til nye blomster.
Fordærv føder uskyld. Alt er på sin egen skæve måde såre godt!
