Hvad er Meditation

Meditationsteknikker

Meditationsmusik

Videnskabelige Links

Undervisning i Meditation


GO2 NEW ENGLISH VERSION

What is taken in by contemplation
must be given out in love
Meister Eckhart

Lad mig fortælle dig, hvad der med glæde har fået mig til at skrive alle disse mange ord her på Meditation.dk. Det er, at de tilsyneladende alle fører til den samme vidunderligt simple konklusion.  Aldrig er jeg kommet tilbage fra en Meditation uden en dyb intuitiv følelse af, at alt er såre godt!
 
Meditation.dk's Manifest
Hvad er Meditation? Det er med et åbent sind at føle, se og reflektere ind i sig selv med samme lidenskabelige vedholdenhed som den, der efter mange år behersker et musikinstrument til fingerspidserne.
 
Meditation.dk er fri fra organiserede tankesystemer. Religioner, sekter og store åndelige ledere er for flokdyr. Tiden er løbet fra disse fænomener. Som en tiger træder det frie menneske sin egen sti.
   
Det er op til dig i hvilken forståelsesramme Meditation bør indgå. Det er op til dig at designe dit eget spirituelle interface. Hvis du kritikløst følger flokken, så vil du aldrig blive i stand til at surfe din egen sjæls tsunami.
   

Det betyder imidlertid ikke, at du skal vandre alene i din søgen efter frihed. Der findes frie fællesskaber, der ikke er styret af magt og økonomi. Her er vi hinandens læremestre i venskab og ligeværdig åbenhed. Et sådant fælleskab er som en fugleflok på træk.

Du blev født med vinger.
Hvorfor foretrækker du
at kravle gennem livet?

Rumi

Meditation kan ikke forstås
Mystikernes vej er for den uindviede ... netop mystisk. Meget af det, der står skrevet her, vil virke uforståeligt og eller uinteressant for de fleste. Dette site er for de få, der har haft dybe personlige erfaringer med meditation. Uden resonnans i sådanne erfaringer eller en
stærk længsel efter at opnå dem, så er der ingen grund til at læse videre.

Whoso is unable to follow this discourse, let him never mind.
While he is not like this truth he shall not see my argument.
Meister Eckhart

For det er for simpelt
Den væsentligste grund til, at Meditation er så uforståeligt, er at det er så simpelt. For den uskyldige og noble person er der intet at forstå. Alt vil åbenbare sig selv intuitivt, ikke som viden, men som visdom. I disse fantastiske, men også oversmarte tider har de fleste af os ikke mere føling med, hvad det vil sige at være en nobel og vis personlighed. Gør derfor dig selv den tjeneste at se nedenstående video, hvor en mand, der lige er fyldt 97, deler ud af sin ædle visdom.

Meditation & den noble sjæl

I nedenstående video kan du møde endnu en nobel sjæl. Det er min ven Shabdanand. På det tidspunkt videoen blev optaget, det var i 1995, var Shabdanand 80 år gammel. Mit spørgsmål til jer der tager jer tid til at se disse videoer... Har i set den slags mennesker i Danmark.. I vesten? Jeg har ikke... Det er som om alderdommen er som skabt til en sidste blomstring i ånd. Denne blomstring finder imidlertid kun sted i den, der har gødet kroppens jord gennem hele livet.

 

Den, der har en egocentrisk drivkraft bag sin meditation, vil køre træt i det efter en tid. Mit gæt er, at mange af de unge smarte erhvervstyper, der i dag markedsfører Meditation, ikke selv vil meditere om nogle år. Det kan lyde underlig gammeldags, men kun en nobel personlighed kan blive ved med at meditere et helt liv.
 



Tilegnet
 
Michel L. Saouma - The Yoda
Anne Sofie Fischer - The Lotus
Tom Stern - The Grizzly
Christian K. Madsen - The Sha-Man
Jacob Kragh - The Pilot
Jeremy Klein - The Genius
Sven Moesgaard - The Blue Pill

&
 
mit livs lys:
 Zuzana Ilova

Med venlig hilsen
Gunnar Muhlmann
The Mowgli




 
Alt hvad der er skrevet
på Meditation.dk, repræsenterer
ingen absolutte sandheder.

Hvad der står
skrevet her,
er natuligvis
begrænset af
min
forståelse.

Jeg er et
fejlbarligt
menneske.

for

Ingen kan
hoppe over
sin egen

skygge.


Gunnar Mühlmann

Old English Version
of Meditation.dk

  Meetings with
Spiritual Inspirators


 
GUD

Enhver henvisning
til og brug af ordet 'GUD'
er på Meditation.dk
forstået som menneskets
personliggjorte
projektion af de mest
ufattelige aspekter
af vor egen bevidsthed.

  
Psykologen C.G. Jung
har hævdet, at alt hvad
der overskrider vores
begrebsverden og går
mod uendelig, i psykologisk
forstand er religiøst.

Når jeg ofte
indrager citater fra
Meister Eckhart, er
det bl.a. fordi hans
formuleringer kan give
mening på begge planer.
  

He is so quiet,
so free of any kind
of knowledge, that no idea
of God is alive in him
.
Eckhart



Doctor Ecstaticus


 
For år tilbage havde
jeg en gymnasiekollega
der også arbejdede som
 som astrofysiker på
universitetet. Manden var
erklæret ateist, men sagde
ikke desto mindre følgende:

'Når jeg en stjerneklar nat
kigger op i himlen, så gyser
jeg i ærefrygt.'

Måske havde
kollegaen læst følgende
citat af Einstein:

'The most beautiful thing
we can experience is
the mysterious. It is
the source of all true
art and all science.
He to whom this
emotion is a stranger,
who can no longer
pause to wonder and
stand rapt in awe,
is as good as dead:
his eyes are closed.'

Albert Einstein


Prøv en gang for
eksperimentets skyld at
læse nedenstående citat
vinklet ud fra
Einsteins verden:

'When a man delights
to read or hear about God,
that comes of divine grace
 and is lordly entertainment
for the soul.

To entertain God in
one's thoughts is
sweeter than honey'.
Eckhart


At mødes med
'det ukendte'
er efter min mening
kilden til al personlig
og sjælelig udvikling.
 
En ateist har måske
ovenikøbet den fordel i
dette møde at han ikke
på forhånd har
alle mulige fasttømrede
religiøse holdninger.

Alle fasttømrede holdninger,
hvad enten de er af religiøs
eller ateistisk natur
forhindrer blot det
friske møde mellem
os og det ukendte.


 

Gunnar Mühlmann

Lektor, Komponist
Meditationslærer




 

Det Sande, det Gode, det Skønne ... og det udtørrede


Instead of love, fame or wealth, Give me truth
Henri-David Thoreau

Et liv i hvad jeg vil kalde sand Meditation, er kun forbeholdt de få. 
 
Jeg tilhører ikke klubben af Meditationseksperter, der lever af at fortælle folk, at Meditation er
allemandseje. Jeg har råd til at fortælle sandheden, som jeg ser den:
 
Sandheden sælger ikke billetter. Des mere noget er til salg, des mindre sandhed er der i det.
   
Lad mig, før jeg går videre, bringe dette postulat op på et metaniveau, hvor jeg bliver synlig for mig selv. Et sådant udsagn må indebære, at jeg tror, at jeg selv lever et liv i ægte Meditation og dermed er i stand til at skelne mellem sand og falsk introspektion.
  
Ét er sikkert. Det er ikke et ydmygt statement. Det religiøse menneske er i årtusinder blevet konditioneret til se og praktisere ydmyghed som et sine qua non.
 
Ydmyghed uden sandhed er imidlertid hykleri.
 
Jeg har spillet guitar i det meste af mit liv, men jeg må ikke om selv selv sige højt, at jeg er bedre end de fleste til at spille instrumentet. Jeg har mediteret hver dag i 40 år, men bryder et tabu, hvis jeg åbent hævder at vide mere om Meditation end de fleste, der i dag surfende på den smarte meditationsmodebølge uddanner lærere i at uddanne lærere i Meditation.
 
Hvorfor må jeg ikke sige højt, hvad jeg er god til, hvis det nu er sandt?
 
I samme åndedrag er jeg villig til at tale højt om alle de ting, jeg ikke er god til.

Jeg er eksempelvis, som dette kapitel i rigt mål dokumenterer, ofte fordømmende. At se denne måske mindre flaterende overlevelsesstrategi uden fordømmelse er imidlertid alt, hvad jeg kan gøre. Vi kan ikke ændre os selv med forståelse og vilje uden at betale en tilsvarende høj pris. Jeg kan derimod blive ændret hinsides mig selv, når jeg er parat til at se mig selv.
 
Hr. Jante sagde i gamle dage: Du ikke skal tro, at du er noget.
 
I dag har han fået et nyt modeord i sit vokabularium. Han siger: Du er narcissist, hvis du taler om dig selv.
 
I min optik er den største fjende den person, vi ser i spejlet hver morgen. Hver gang jeg forsøger at undersøge og forstå denne fjende, så peger han anklagende på mig:
 
Narcissist!

 
Så er der lagt låg på selvundersøgelsen. Ikke noget hvem er jeg her! Vær noget for andre frem for at bore i din egen lille navle. Meditation er narcissistisk!

På nær en lige højre fra Jesus, når han taler om bjælken i vort eget øje, så er bevægelsen fastlagt i vor vestlige kultur. Kig ud! Lige fra videnskabelige til rent akademiske discipliner, så kigger vi altid altid ud for at fixe ting. Den indre personage, der har så travlt med at fixe, tages på nær lidt psykologi hist og her kun sjældent med i ligningen. Ingen ser de evigt sultne abekatte inde bag de fornuftige jakkesæt i Danske Banks bestyrelse, før det er for sent. På  forfatterskolen slås en masse højt kognitive ordjonglerende forfatterabekatte om magten og retten til hvem der kan krænke hvem, mens de skriver litteratur, der skal gøres os visere på livet.
 
Tag eksempelvis Sørine Gottfredsens og Sven Brinksmanns ansigter. 

  

Er det ikke åbenlyst i metaperspektivets ulideligt klare lys, at de ser og oplever hele verden gennem deres egne ansigters af troldsplinter martrede og uforløste pine?
Brinkmanns nej er ikke noget han fandt frem til gennem sine professorale studier. Det lå allerede indkodet og nedarvet fra fra slægtled til slægtled i hans ansigtsmaskes stive muskulatur. Hele hans forfatterskab er skabt ud fra en ydre retfærdiggørelse af det indre nej, som han ikke ser og derfor ikke tager ansvar for. No wonder, at Professor Brinkmann er så kritisk over for vor samtid som han angriber som introvert. Vorherre bevar's! Hvor er hans synspunkter og metaforiske billedesprog dog intellektuelt sølle. Hvis jeg skal læse den slags sludder foretrækker jeg til hver en tid den småalkoholiserede
Slavoj Žižek eller den excentriske Canadiske psykologiprofessor Jordan Peterson.  Introversion som årsag til manglende klimaengagement er simpelthen for langt ude i hampen. Eller har professoren ret? Det er vor hjemlige andedams selvoptagethed, der er skyld i den globale opvarmning! Kinesere, Russere og Japanere venter kun på, at Danmark får fingeren ud af navlen. Brinkmanns banale snik snakkende synspunkt: Stop fittness og det introverte og se nu at få gjort noget ved klimaet, er imidlertid meget forståeligt i betragtning af, hvad der ville ske, hvis hans selv dyrkede lidt introspektion. Her ville han måske få øje på sit eget sure fjæs i spejlet i form af Matrix-dæmonen Agent Smith. Ligheden er påfaldende - He he ...

Min yndlingshadefobi, Brinkmanns kritik af vort samfunds i hans øjne beklagelige introversion, er derfor i mine øjne netop et soleklart tegn på det modsatte. Vi er så ekstroverte, at selv den simpleste introspektion bliver til sentimentalt New Age-føleri, der paradoksalt nok leverer ammunition til de, der kritiserer.
 
Sørine Gottfredsen tager heller ikke ansvar for sin egen lidelse, men retfærdiggør den over for sig selv ved tolke verden som et sted befolket med gudløse syndeforfaldne mennesker. Ja, det er derfor hun er trist. Fordi vi ikke er Kristne, på den måde vi burde være i følge hende.
 
Det er da ultrakomisk.

Lad mig bryde endnu et tabu her ved selvfedt at kontrastere de ovenstående 'visager' med mit eget. Er det så underligt, at jeg synes at alt er såre godt? Jeg er glad og optimistisk fra morgen til aften, selv når ting går hamrende skævt. Jeg har det fandme godt hehe!
   
Lad mig gå et skridt videre. Kig opmærksomt på Brinkmanns ansigt på fotoet. Sammenlign derefter med billedet af den fiktive karakter Agent Smith.

For den opmærksomme iagttager kan ansigter læses som litterære tekster. Rynkerne, furerne og markeringerne er brudflader, der peger indad og afslører the storytelling animal's dybeliggende agenda. I dette interview i Information karakteriserer Brinkmann det 21. Århundredes menneske som angst, introvert og slave af fittness. I Brinkmanns ansigt ser jeg i modsætning til Agent Smith entydigt agressive ansigt, angst. Jeg ser også frygtsomhedens naturlige overlevelsesstrategi: introversion. Endelig viser nedenstående billede en Brinkmann, der måske går for meget op i fitness:


Er det en overfortolkning at se den uniform, som Brinkmann
har iført sig selv, som et tegn på at han går op i fitness?

Hvad Brinkmann i min optik fortæller om sig selv, er: Jeg er angst, introvert og går for meget op i fitness.

Mit opfordring til mig selv, ham og alle andre er: Vi må først af alt gennem selverkendelse tage ansvar for os selv. Ellers vil det vi ser, siger og gør gøre mere skade end gavn.
  
Selverkendelse i supervågenhed er ikke noget man lærer på universitetet. End ikke en professoral titels 'headucation' kan beskytte en mod de indre kræfters spil. Selverkendelse i supervågenhed involverer simpelthen andre dele af hjernen end de dele, der varetager ord og kognition.
 
Så derfor bliver jeg nødt til at gå efter manden fremfor bolden. I big datas bevidsthedsudvidede perspektiv er der ingen bolde i luften, der kan ses uafhængigt af den eller de der har sparket til bolden.
  
Ingen må se det. Ingen må sige det. Især må vi selv ikke ind-se det. Kejserens nye klæder ligger som et slør hen over vore ansigter og skjuler det faktum, at vi alle har hjerner, der både skjuler os selv for os selv og hallucinerer den 'virkelighed' der omgiver os. Alle lige fra professorer til bestyrelsesmedlemmer i Danske Bank er enige om at holde aberne ude af ligningen.
 
Det er derfor, folk optræder så fornuftigt i TV. De taler højtideligt om 'fakta', men ser ikke at ingen kan hoppe over sin egen skygge og slette sig selv fra ligningen. Det er et dybt komisk skuespil for den, hvis frontalllapper har opdaget den abekat, der rusker tremmer inde bag øjenhulerne.
      
Det er for mig en forbløffende ufattelig vittighed, at alle de selvhøjtideligt kloge mennesker, der befolker vore medierlandskaber og akademiske institutioner, i den grad har et nærmest omvendt proportionalt forhold mellem intellektuel viden og selverkendelse. En af mine bedste venner har ingen formel uddannelse. Hans evne til at se sig selv gør ham imidlertid til et geni i mine øjne. Og nej - jeg overdriver ikke. Hvis du synes det, vil mit svar til dig være:
   
Sæt dig ned. Luk øjnene og se dig selv.
  
Den, der ser aben, vil smile en stille latter. For den er os selv set morgengrim i toiletspejlet. Alle vore meninger om verden siger mere om os end om verden. Jeg skal være den første til her at erklære mig skyldig. Det er imidlertid besynderlig forbudt at bringe dette perspektiv ind. Selverkendelse, selvundersøgelse og introspektion er tabu i vores kultur.
 
Det er derfor, at et liv i sand Meditation kun er forbeholdt de få. Det er no go at indrage sig selv, og det er pokkers vanskeligt at bypasse denne programmering.

Min egen abes barndom
Lad mig afslutte med at fortælle den dårlige historie om mig selv før du kære læser med rette vil gøre det. Spørgsmålet er: Hvorfor er jeg så 'besat' af Brinkmann, at jeg udsætter mig selv for den collateral damage det nødvendigvis medfører at kritisere på en så barnlig måde? En del af sandheden vil være, at jeg gennem ham som et næsten alt for perfekt eksempel fortæller historien om de moderne akademisk skolede ordgydende abekatte, der på trods af alle de fine ord stadig adlyder generne fra tiden på den østafrikanske savanne. Vi er stadig, med en omskrivning af Strindbergs ord, stridende klaner, der lever af rov selv om vi nu, som Strindberg, oftest bruger ord i stedet for køller.

Jeg nyder også friheden i denne selvudlevering af min skyggeside. Jeg behøver ikke at skjule den, eftersom jeg intet har at sælge. Jeg gider ikke smile 'oplyst' for at sælge mig selv som en afklaret Meditationslærer eller healer. Prøv at kigge nærmere på den hær af healere og selvbestaltede clairvoiante, der markedsfører deres kurser på facebook osv. Kig opmærksomt på deres ansigter. Er de noble og ærlige, eller er der andre motiver på spil?

Denne selvudlevering viser også, om ikke andet over for mig selv, at jeg ikke er så nobel, som jeg måske gerne ville være. At være nobel er imidlertid ikke noget vi selv kan præstere. Det er en nådegave. Hvem kan risikere at få denne gave? Det kan den der er ærlig, især ærlig over for sit eget mørke.
 
Med i min ligning hører imidlertid også, at jeg voksede op på et fragtskib i det fjerne østen. Min far var maskinchef og sammen med 1. styrmandens børn levede min søster og jeg en form for Mowglitilværelse i en beskyttende boble, der for en tid ophævede de mere usentimentale opvækstvilkår i 50ernes Danmark. Med andre ord kunne jeg med rette diagnosticeres som lidende af en for lykkelig barndom.

Dette ændrede sig brat, da jeg som 7-årig landede i en skolegård i Gråsten. Jeg kendte intet til junglelovens regler for småabekatte og deres voksne fangevogterabekatte også kaldet lærere. Jeg husker tydeligt min første slåskamp. En dreng, der senere blev min ven, kom hen til mig og slog mig. Min første tanke var. Er dette noget man gør? Bliver drengen ked af det, hvis jeg ikke gør det samme ved ham? Jeg vidste ikke hvad det at slås var.
Der var ingen hjælp at hente hos de voksne. Hanlærerne styrede med kaptajn Jespersensk disciplin jævnligt tilsat småtæsk og hunlærerne styrede med giftighed og intriger. Selvfølgelig var der også vældigt søde lærere, men ingen kunne forhindre at den lille Mowgli-Gunnar blev mobbet næsten hver dag både i og udenfor skolen.
Det blev ikke bedre af at min far fra at være den frie sømand på verdenshavene besluttede sig for at blive landkrabbe som lønslave på Danfoss. På samme måde som jeg ikke duede til skolegården, så duede han ikke til de faste rammer som industriel mellemleder. Vi havde på en måde begge smagt for meget frihed og var i den forstand ens. Han fik stress og mavesår, drak for mange øller og røg for mange cigaretter. Med sin opvækst i nazityskland var det alt for let for min far under pres og stres at regrediere tilbage til hans egne oplevelser af patologisk-autoritære voksne. Des mere stresset han blev, des mere afreagerede han på sin famile og især mig.

Jeg skal ikke trætte læseren med alt for mange sider om min barndom, blot afsluttende nævne at hippietiden faldt sammen med at min far igen stod til søs og der fik det meget bedre. Jeg blev nu som 15-årig genfødt til Mowglitilværelsen, denne gang udstyret med langt hår, hash og sygekassebriller a la John Lennon. Som leadguitarist i et af egnens populære rockbands gik jeg med et slag fra at være skolens underdog til positionen som førerhund.
 
Og nu tilbage til min alt for åbenlyse Brinkmann-fobi. Jeg reagerer så barnligt på ham, ikke alene på grund af ham, men også på grund af alle de mennesker som hylder ham som konge i de blindes land, fordi han for mig er genkomsten af alt det, der tog min umulige og urimelige frihed væk i en periode af mit liv på mere end 7 år.
 
Disse barndomsoplevelser er sandsynligvis også gunden til at jeg i en ung alder begyndte at meditere. Hvad udad tabes skal indad vindes.
 
MODET TIL SANDHED
En forudsætning for ​​visdom er vores evne til at acceptere en iboende 'rodethed' i vores forklaring på, hvad der foregår. Intet sted står der skrevet, at menneskets sind skal kunne give en fuldstændig forklaring på skabelsen i alle dimensioner og på alle niveauer. Ludwig Wittgenstein havde tanken om, at filosofien skulle være, hvad han kaldte "sand nok". Jeg synes, det er en god idé. Sandt nok er lige så sandt som muligt. Fantasien er kaos. Nye former hentes ud af det. Den kreative handling er at nedslette nettet af menneskelig fantasi i kaosets hav, som vi er suspenderet på og derefter forsøge at bringe ideer ud af det. Rupert Sheldrake

Jeg stiller nu spørgsmålet: Hvad er det, der skiller fårene fra løverne?
 
Det er modet til sandhed.... til ærlighed. For uden ærlighed, ingen selverkendelse. Og uden selverkendelse ingen sand meditation.

Denne stræben efter sandhed må for guds skyld ikke gøres absolut.

Sandheden findes og tabes og findes evigt lyttende og søgende til det kor af indre og ydre kontrapunktiske stemmer, der er lagt i vore hjerter, hjerner og kønsorganer. Sandheden er et sandkorn på toppen af en sandklit ved vesterhavet. At surfe sjælens vande så godt som det nu er muligt i al vor vidunderligt menneskelige fejlbarlighed er mere end godt nok.
Det er med Wittgensteins ord, især i Sheldrakes vidunderlige kontekst, sandt nok.

Den udtørrede meditationsveteran på jagt efter satsang-soma
Efter denne vidtfavnende ouverture er det nu tid til at stille de introverte øjne skarpt på Meditation. Sand Meditation er svært.
 
De fleste, der begynder at meditere, holder op efter et par års udøvelse. Kun én ud af ti eller færre vil fortsætte. Jeg hører til i denne gruppe og derfor interesserer den mig selvfølgelig. Ud over at pleje min egen lille navle, er der efter min overbevisning en dyb lære at hente i observationerne af os i denne gruppe. Måske kan nye generationer af unge mediterende lære noget af den gamle ræv?
 
Fred være med dem der gav op. Det kan bestemt være svært at bevare gnisten. Spørgsmålet er nu, hvad de, der fortsatte, så har gjort for at holde dampen oppe?

Hvad der slår mig her som den største faldgrube, er faren for at tørre ud i vanemæssige evige gentagelser. 
   
Meditationsveteranen har typisk mediteret i årevis i skyggen af en eller anden meditativ filosofi eller organisation. I begyndelsen skabte denne indsigt og/eller organisation en ny og vidunderlig åbning ind til et hidtil ukendt rum: et rum fuld af ånd som det almindelige menneske aldrig har betrådt. Men som årene går, så størkner Meditationen i vaner, ritualer og ydre 'spirituel' hellig korrekt adfærd. Denne type Mediterende er nu hverken mere eller mindre levende end ganske almindelige ikke-mediterende mennesker.
 
Men den gamle rutinemeditator er sentimental... han husker en tid i ekstase. 
  
Det søvnigt vanemediterende menneske er godt klar over, at ungdommens åndelige ild er på vågeblus. Som i Staffeldts, Indvielsen, længes han tilbage til de oplevelser, der ændrede hans liv. Derfor søger han ind i fællesskaber skabt af ligesindede for her at genoplive den livgivende indre ekstase.

 
 
For den sentimentalt anlagte mediterende bliver de store fortidige oplevelser alt for let til forbandelser. For som narkomanen længes efter nålen i armen, så længes den gamle mediterende efter sin åndelige soma.
 
Hjemme og overladt til sig selv falder han i søvn på meditationspuden. Dog er der håb forude! En agtværdig bagindisk Guru eller en ny popsmart new ageprædikant fra Amerika har meldt sin ankomst i København.

Den gamle veteran smiler for sig selv. For i det mere eller mindre sekteriske fællesskabshype kan han få genopvakt sin indre Tollundmand. I et ekkokammer af ligesindede satsangzombier plus nye uskyldige åndeligt søgende vil hans trætte hjerne igen fyldes med dopamin, serotonin og alle de andre signalstoffer hjernen elsker at vaske sig i.
 
Den gamle mediterende er villig til hvad som helst for at få dette fix. Skidt vær med at Guruen er under mistanke for økonomisk bedrag og sexuelt misbrug af sine disciple. Det er bare sindet, der forsøger at sabotere ekstasen. Hver gang sandheden og fornuften melder sig med relevante spørgsmål, så bliver det hele affejet som mind fuck. Denne evige fjende, det genstridige sind, med alle dets tanker. Lyt ikke til det! Overgiv dig i stedet til Guruens nåde.
 
Det er her løgnen og selvbedraget begynder at snige sig ind. Sand meditation er svært, fordi ærlighed er svært. Ibsens vise ord om livsløgnen er spot on.

Amma og løgnens beruselse
Lad mig eksempliflicere. Af ren nysgerrighed gik jeg her i Oktober 2018 til en satsang i København med den Indiske krammeguru Amma. Jeg ville udfordre mit nu 20 år gamle kategoriske nej til Guru-halløj. Jeg mødte mange gamle 'kendinge' her, folk på min egen alder jeg ikke havde set i årevis.
 
Der er en god stemning og dufte af liflig sydindisk mad blandt de tusindvis af åndeligt søgende, der er dukket op her i Brøndbyhallen. Jeg er ikke den eneste, der møder gamle krigskammerater - ser flere andre sige hej med genkendende smil.
 
Dog må jeg efter et par møder konstatere hos mig selv at de spirituelle muskler i mit ansigt begynder at blive lidt stive og anstrengte. Først for sent oplever jeg, at fortidens hellige mimik, hvor jeg i ydre adfærd viser hvor langt jeg er nået i min spirituelle udvikling har listet sig ind ad bagdøren og som en virus har overtaget mine operativsystemer. I samme øjeblik jeg på metaniveu opdager mit skuespil, så ser jeg det overalt omkring mig: hellige attituder, hvor vi over for hinanden demonstrerer hvor lykkelige, frie og kærlige vi er. Det er selvfølgelig ikke altsammen falskhed, siger jeg til mig selv, mens det evigt kommenterende sind siger: Gunnar, du har aldrig været god til den slags større arrangementer.
  

Jeg krammer beroligende min indre mini-me og slapper lidt af igen.

På vej over til min siddeplads bliver jeg imidlertid nærmest skubbet bagfra. Ser jeg ikke at, jeg lige har trådt på den røde løber, som intet menneske må træde på?!! To irriterede Amma-disciple skælder mig ud, mens de ivrigt fejer løberen ren på det sted jeg har plantet mit fodaftryk. I stum forbavselse ser jeg det samme ritual gentage sig hele vejen langs løberen, der fører op til podiet. Pingvin-disciple i kollektivt selvmord ud over løberens no go zone og over-pingvin-kemikazer, der nervøst og selvretfærdigt skælder ud, mens de fejer. Det er næsten som et liturgisk ritual, hvor det forventes at nogle ubevidste dummernikker skal træde ved siden af for derigennem at give de mere frelste en lejlighed til at demonstrere, at Amma er Gud og vi på gulvplan kun er mennesker.
   
Jeg kom automatisk til at tænke på min ven og Mester Papaji. I 1994 sad jeg til bords med ham i hans beskedne lille hjem i Luck Now i Indien. Det var tid til aftensmad. Papaji fik serveret en tallerken mad. Hans næste handling var med sin kniv at dele maden på hans tallerken over i to lige store halvdele. Den ene halvdel skubbede han med det kærligste smil over på min tomme tallerken, hvorefter han fortsatte med at se kricket på det lille fjernsyn placeret, så alle os ved bordet kunne følge med. Behøver jeg at tolke denne dagens ret? Er forskellen til Ammas røde løber ikke selvindlysende?
 
Jeg satte mig nu ned på min plads sammen med andre gamle meditationsvenner. Vi ventede på, at Amma skulle komme ind. Til højre for mig sad en fyr på min egen alder. Han så ikke lykkelig ud, men det var jeg heller ikke .. so what. Endelig med passende guddommelig sanktioneret forsinkelse kom Amma fejende op ad den røde løber med det mest vidunderlige smil. Mine venner på den samme stolerække rejste sig op for bedre at kunne se. Sæt jer ned!! Sæt jer ned! skreg manden til højre for mig, mens han selv rejste sig op for bedre at kunne sergeantbrøle ud over geleddet. I stum forbavselse iagttog jeg denne udtørrede spejderdiscipel uden kærlighed, men beruset af det kick som den lille magtudøvelse giver.
  
Alt stod tydeligt for mig i dette øjeblik. En menneskegud, som ingen kan nå, genskaber et top-down system, hvor ingen ser  hinanden i øjenhøjde, men i stedet positionerer sig lodret i  hierarkier, hvor man på alle etager kan høste sin lille gevinst i det spirituelle pyramidespil.
 
Oppe på scenen i fine stole over for Ammas herskertrone sad to politiske VIP'er fra Europaparlamentet. På sin helt egen skæve måde passede det fint ind i det samlede billede af en politisk-liturgisk teaterforestiling.
 
Og nu til finalen - ikke for begivenheden, men for min deltagelse i den. En forunderlig støvet og kropsligt ufri personage indtog scenen og mikrofonen. Denne genoplivning fra en ægyptisk sarkofag præsenterede, så vidt jeg husker, sig selv som formanden for Ammas organisation i Danmark. Han introducerede Amma og de to VIPer med en absurd mimik og stemmeføring. Sjældent har jeg oplevet noget så falsk tale ind i en mikrofon. Hvis selve chefen i butikken i den grad ikke kunne walke Ammas love-talk, så stoppede festen for mig her og nu!!!
 
Jeg rejste mig op og flygtede nærmest hovedkuls i panik væk fra forestillingen.
   
Nu til det måske mest forunderlige.

Flere af mine tidligere åndelige fellow trawellers havde denne aften store og hjertedybe oplevelser af kærlighed.

Jeg tvivler ikke på autenciteten i den kærlighed de følte. Den var deres og derfor ægte.

Det, jeg stiller spørgsmål til, er den adresse, der blev skrevet på kærlighedsbrevet. I min optik skyldes alle kærlighedens absurde fejladdresseringer vor stenalderhjernes håbløst forstenede hardware, hvor genterapi måske er den eneste kur mod vores ledersyge længsel efter blindt at overgive os i estase til autoriteter. Jeg har selv på min egen krop oplevet en sådan flokdyrsekstase indefra, så jeg kender dens anatomi alt for godt: Den ukritisk begejstrede Gurutilbedelse er i sin natur et fascistisk fænomen.


   
Hvem er nu jeg, der i den grad gør mig til dommer over andres dybtfølte oplevelser??!!
Jeg overlader det til dig kære læser at dømme mig på samme måde, som jeg dømmer dem.
Og måske tager jeg fejl... who knows...
 
Men hør først min forsvarstale, der i virkeligheden er et anklageskrift
 
Alt hvad jeg indtil videre har nævnt af for mig groteske episoder, ville som stand alone oplevelser stå svagt som indicer på noget som helst andet end fjollerier i et ufrivilligt absurd sammenstød mellem to meget forskellige kulturer.
  
Disse episoder var imidlertid dråben, der fik mit i forvejen overfyldte bæger til at vælte.
  
Jeg ved, at alle de gamle åndelige krigskammerater har hørt om forfatteren Gail Tredwell.
  
Gail Tredwell har skrevet bogen Holy Hell, der handler om den skræmmende skyggeside Amma og hendes organisation skjuler. Gail var discipel i Ammas inderkreds i mange år. Holy Hell er et rystende dokument, der beskriver magtmisbrug, overgreb og psykopati i en grad, der er længere ude i hampen end de fleste andre religiøse sekters dans på overdrevet.
  
Med mine 25 år på bagen som gymnasielektor i dansk vil jeg mene, at jeg har en vis kvalifikation i at opsnuse om en forfatter er usandfærdig eller ej. Gail Tredwell, som hun fremstår i sin tekst, får ingen alarmklokker til at lyse. Hun er i min optik et absolut sandfærdigt menneske, så godt hun nu evner.
 
Enhver nogenlunde godt begavet person burde efter kort tids læsning se, at der er noget rav ruskende galt med Amma og hendes organsation.
 
Hvorfor lukker de gamle satsang-addicts bogen endnu før de har åbnet den?
 
Det er fordi de inderst inde godt ved, at den er sand.
 
Men eftersom sandheden stiller sig i vejen for den eftertragtede satsang-soma, hvor man kan sidde og hulke til de smukke Indiske Bhajan-melodier for derefter at smelte ind i Ammas arme bliver bogen aldrig åbnet ud over et enkelt lille forsigtigt kig.
 
Der er også psykiateren
Dr. Jacques Vignes fremragende portræt og diagnose af Ammas psykiske tilstand. Den er for de sjældne få Gurufile, der har mod og mandshjerte nok til at tage imod den kolde tyrker.
 
En af mine venner er kræftlæge og psykiater. Han var for ti år siden meget tiltrukket af Amma og tog derfor til Sydindien for at arbejde som frivillig på hendes velgørenhedshospitaler. Efter tre måneder rejste han desillusioneret derfra. Lægen kiggede på mig med et trist smil hen over dampene fra den vidunderligt frie og velsmagende cappuchino på en lille dansk smørhulscafe: Ammas hospitaler udnyttes af den Indiske medicinalindustri til forsøg på fattige mennesker.
 
Det gode, det sande og det skønne - Satyam, Shivam, Sundaram.
En yderligere Ironi er, at det Indiske ord satsang, som bruges som betegnelse for den slags åndelige sammenkomster jeg lige har beskevet, betyder at forsamles i sat, som betyder sandhed.

I vor vestlige kulturkreds taler vi om treenigheden af det gode, det sande og det skønne.
Mit gæt er at denne trenighed via antikkens Grækenland er hentet fra Indien.
Inderne kalder det: Satyam, Shivam, Sundaram: det sande, det gode og det skønne.
 

Jeg ser en dybde i den gamle indiske formulering, som er gået tabt siden. Satyam kommer først. Sat eller Satyam betyder sandhed. Sandheden må og skal gå først. Enhver ekstase, der ikke bygger på kærlighed til sandhed, vil før eller siden som den kemiske industri afføde en syndflod af karmisk affald. Set i det lys er åndens verden underlagt den samme stringens som matematikkens: et udsagn er enten sandt eller falsk. Det er den lille akkumulerende hverdagsløgn, der udtørrer sindet og til sidst nødvendiggør hype-afhængigheden af den usande og usunde satsangsoma.

Det er ikke min opgave at være kærlig.

Det tror jeg dette skriveri til overmål har demonstreret.
 
Jeg ser det som min opgave at være ærlig.
  
Det manglende 'k' har jeg ingen kontrol over. Min erfaring er imidlertid, at det kan blive givet som en gave til den, der er ærlig.

k.ærlig


Det er min philo-sofia.
 

Mere om det sande

 
Ærlighed varer længst, siger et gammelt mundheld.
 
Hvorfor er sandhed og ærlighed så vigtigt i livet?
 
På den vej ind, som fører ud, har sandhed og ærlighed en langt dybere og langt mere radikal betydning, end man måske umiddelbart skulle tro.
 
Før vi går videre, er det imidlertid nødvendigt med en indledningsvis præcision af, hvad jeg mener med sandhed i forbindelse med Meditation.
 
Sandhed og ærlighed er ufiltreret bevidsthedsmæssig adgang til 'information' fra alle de talrige biooperativsystemer vi består af.
  
Det kræver mod. For ærlighed og sandhed indebærer 'nødvendig' og frem for alt usentimental smerte. At konfrontere såret bag løgnens plaster helt ind i kroppens knogler er ikke for tøsedrenge.
  
Den menneskelige biomasses usamtidighed
Vor krops mangfoldige og usamtidige biologi er som et levende zoologisk museum. Vi består af biologisk genbrug. Under den glatte hud gemmer der sig et sammenrend af dyriske operativsystemer, overlevende fra vidt forskellige perioder i evolutionshistorien. Alle disse organiske systemer, hver med deres specifikke agenda, er enige om først og fremmest én ting: At få os til at overleve.  
  
De dyriske overlevelsesalgoritmer fungerede udmærket i millioner af år. Selv i deres evolutionshistorisk perspektiv nye liv som tjenende funktioner inde i menneskekroppen var de fri fra overvejelser om sandhed versus løgn. Den instinktbaserede umiddelbarhed i frygt, sult og sexdrift eksisterede fortsat og kom på først for alvor på kollisionskurs med vor evolutionært voksende hjernes brug af intelligens og sprog og deraf følgende evne til via fortællinger at indgå i større samarbejdende flokke. Des mere kompleks flokkens sociale interaktion blev, des større blev behovet for at synkronisere de mange operativsystemers usamtidigt forældede biosoftware, ikke bare i forhold til det enkelte individs rolle i stammefælleskabet, men også i forhold til de enkelte biosystemers indbyrdes rytmer.
   
I dag er samfundets og menneskets krop mere end nogensinde på kollisionskurs.
   
En forældet krop i krise  
Det er næsten alt for let at se unges psykiske forstyrrelser såsom perfekthedstrang, krænkelseskultur, psykisk sårbarhed, tvivl om kønslig identitet, udskamning af primitive sexualdrifter i form af me-too og begreber som toxisk maskulinitet, spisesvægring, cutting osv. som konsekvenser af en global samfundsorden, der er blevet så kompleks, at den nødvendigvis kommer på kollisionskurs med den urgamle krops forsimplede abeklansløsninger a la Trumph og Putin.
  
En ny global konservatisme
Er det så underligt, at den konservative red neck højrefløj i USA finder mere samklang med Russiske vodkadrikkende redneckbjørne end med kystbyernes globale transgenders, homoseksuelle modedesignere, wallstreet boys eller LSD-microdoserende Silicon Valley typer a la Steve Jobs? Den kristent konservative Marie Krarups sympatier med den nationalkristne Russiske stat giver også god mening i dette nye forbavsende sammenfald af før uforenelige grupperinger, hvor en accellererende forandringstid skaber en stigende konflikt mellem nyt og gammelt.
 
Red Necks i alle lande - forener eder!
 
De forbryderriske helte
Interessant i denne sammenhæng er de sidste 10 års trend på Netflix og HBO, der viser forbryderiske og løgnagtige personer som helte. Den forbryderiske helt skildres sympatisk. Der lægges vægt på at vise alle hans gode og medfølende sider. Den sympatiske ondskab spejler en verden i det virvar af modsigende socialt stofskifte, der gør navigation ved hjælp af en spejderbog umulig. Trumps og Netanyahus stiltiende accept af det bestialske mord på den saudiske systemkritiker, Khashoggi, viser en virkeligheden, der overtrumpher HBO's fiktioner. Moral og amoral mødes i overraskende alliancer, når Trump og hans ven Putin mødes i et nyt gråzoneland, hvor midtvestens bibelbælte ligger tættere på Kaukasus end nogensinde før. Både Putin og Trump er erklærede 'gammeldags' kristne og deres konservative, religiøse bagland har tilsyneladende intet at indvende mod de to præsidenters udprægede brug af ludere og andre godbidder fra syndens skraldespand.
   
Det gamle ego i operativsystemisk kollaps
Vort gamle egos overlevelsesstrategi var, på baggrund af kognitivt baseret analyse og fornuft, at fortrænge de dyrisk usamtidige systemers 'følelser'.  Dette forældede operativsystem i dets hisorisk set vestligt kristne oprindelsesform kan imidlertid, end ikke i sin sekulariserede version 2, hvor skam og skyld er blevet renset for sin oprindelige religiøse fortælling, navigere en global verden i big data. Selv om den sekulariserede version 2 har været så succesfuld, at den har sejret ad helvede til, har den ikke kapacitet til at håndtere den samlede sum af informationer, der banker på hver eneste dag. No wonder det lille ego har stress.
 
Det moderne menneske udlever et virvar af indbyrdes modsigende impulser. Vi lever i big data, hvor et menneske i løbet af én dag oplever lige så mange informationer som et menneske i 1500-tallet oplevede gennem et helt liv. Der er så mange informationer at holde styr på, at vort lille egooperativsystem ikke længere er i stand til at synkronisere os i et finealt perspektiv.
   
Vi holder ophørsudsalg i en gammel rodebutik. Tæt før lukketid er den herskende verdensorden blevet så kompleks, at ikke engang en god gammeldags freudiansk selvkontrol sat op som vagt over for filterløse følelser kan bruges som adfærds- og forklaringsmodel. Alle systemer fra lokal- til globalplan presser sig gennem egoets flaskehals og skaber en helt ny mennesketype, der på en og samme tid er selvkontrolleret og løssluppent.
 
Hedonistisk selvkontrol
Overdreven selvkontrol kappes i dag side om side med hedonistisk udlevelse sponsoreret af bryggerierne om at levere navigation til vores livs-GPS. Vi kører rundt i radiobiler i en tilstand af selvkontrol, hedonisme, egoistisk agression tilsat religiøs, politisk og filosofisk engagement i fortællinger, der som regel kolliderer med hinanden og med vort levede liv.
  
Den genstridige krop bliver afrettet gennem stramme diæter og sund mad, men giver den samtidig fuld skrue i emotionelle shitstorme på internettet. Virksomhedsoptimerede unge sætter sig ned og skider og tisser, hvor de har lyst til på et Distortionarrangement.
Kroppen fittnesstrænes og skønhedsopereres, alt sammen for at tiltrække mere lir på weekendtur gennem byens natteliv.

Afaldsdynger af selvmodsigelser
Vi græder indigneret over giraffen Marius eller en tyr, der ender sit liv i en spansk arena, mens vi spiser tremmekalvekød. Da unge i store flokke protesterede ved klimatopmødet i København var det imponerende for mig at se det spor af tomme øldåser, pizzabakker og cigaretskodder, de kunne efterlade uden selv at indse den større sammenhæng. Vi raser over kapitalismens fæle forurening i form af co2, sprøjtegifte og mikroplast i verdenhave, mens vi selv dropper cigaretskoddet i rendestenen, hvor denne rituelle selvfortælling, se hvor sej jeg er, gentaget millioner af gange bliver til den enkeltstående største mikroplastforurener af havene. Den til veganisme omvendte går i cowboybukser til 100 kr lavet af ultrafattige i Bangla Desh. Og hvad gør jeg selv for at frelse planeten? Jeg sørger for, at mit varme brusebad ikke tager mere end fem minutter, men tager i overmorgen til Thailand.
 
Vi vader rundt i afaldsdynger af absurde selvmodsigelser.
Og vi kan ikke længere producere os ud af dem.
 
Opløsningen kommer indefra
En dag ved solopgang efter sit morgenbad i den hellige flod Saraswati satte Srila Vyasadeva  sig ned for at meditere. Den store Vismand forudså visse uregelmæssigheder i det kommende årtusind. Han så, at alt materielt liv og overflod ville blive afkortet på grund mangel på dyd. Srimad-Bhagavatam 1.4.15-18
 

Hver gang en gammel orden i sit dødsøjeblik er på nippet til at afløses af en ny, optræder der altid følgende kendetegn: Modsætningerne hober sig op og systemforrådnelsen kommer ikke længere fra periferien som kaos trussel mod kosmos, men åbenbarer sig a la Danske Bank i den givne samfundsordnens højt respekterede magtcentre. Denne form for løgn kommer altid indefra og tjener her som buffer for modsætningen, men alt løgnen formår er at skubbe en voksende snebold af bad karma foran sig.
  
Imens står jeg som en gammel hippie på sidelinjen og ler sarkastisk af alle disse fornutige talende jakksæt, der fanget med fingrene i kagedåsen med deres latterligt fornuftige teaterstemmer fortsætter med at lyve folk lige op i den åbne TVskærm. Alle ved de lyver. Selv Hr og Fru kakkelbord tror ikke længere på dem. Trumph lyver og alle ved det. Men hvem vil have sandhed, når løgnen giver mad på bordet? Big datas smertelige adgang til de større perspektiver i form af al tings sande sammenhæng, gør at vi alle inderst inde ved, at vi fucker planeten op, men så længe løgnen sikrer den månedlige husleje, så accepterer vi den i en form for kynisme, der syndsforlades, når vi velbehageligt tilgiver os selv og vore løgnagtige ledere ved i sympati at identificere os med en ond HBO-helt.
  
Den symbolske løgn
Historien om Ammas satsang i København er derfor i al sin groteskhed et perfekt billede på vor tid, hvor vi med inspiration fra Lacan kan siges at dyrke den symbolske løgn for at undgå det reelle. Uden den symbolske løgn risikerer vi her og nu at stå uden tag over hovedet og/eller uden de lækre signalstoffer i hjernen. Løgnen smovser i nu'et, mens den stjæler fra fremtiden.
 
   
I RÅDDENSKABEN FØDES NYT LIV

Han (Gud) ødelægger aldrig noget uden at erstatte det med noget bedre.
Meister Ekchart

Der er imidlertid ingen afslutning uden en ny begyndelse.
 
Jeg har set denne episk fraktale kaosmatematik udspille sig gang på gang i min egen psyke i dyb Meditation og under entheogene meditationsrejser:
  
En ny orden rejser sig uforudsigeligt som Fugl Føniks af den gamle ordens aske.
 
Derfor er der intet at begræde - alt er perfekt som det er...
 
Engang for mange år siden kom jeg under en entheogen rejse til et uhyggeligt, mørkt sted i universet, der udelukkende bestod af død, forrådnelse og halvt levende parasitære væsner i form af maddiker, orme og ekstraterestielle dæmonisk prædatoriske væsner. Det hele bevægede sig som ål i et hyttefad i en form for sorthed uden andet lys end det min sjæls lille lygte selv bragte med. Min første indskydelse var naturligvis at vende mig bort fra dette forfærdelige syn, men en form for abstrakt nysgerrighed drev mig tættere og tættere på og ind i dette det mørkeste af alt mørke. Der var ingen vej uden om. Det jeg havde tolket som nysgerrighed, var i virkeligheden denne dimensions gravitation, der som et sort hul tvang lyset ind mod sig.
 
Der var ingen vej tilbage og mit lille livslys blev roligt i sikker forvisning om at guillotinens skarpe blad allerede havde skilt den lysende væge fra sin stearinkrop.
 
I dette dødsøjeblik forvandlede, ikke scenariet, men mit syn på det, sig radikalt.
 
Pludselig så jeg, at alt, mig selv inklusive, var matematik. Hele universet bestod af hellig algoritmers geometriske leg. Her i denne leela var den sorte dimension ligeså uundgåelig perfekt som den mest strålende lysverden. Hvad der før var rædselsfuldt, åbenbarede sig nu som det smukkeste jeg nogensinde havde set. Denne sorthedernes destruktive sorthed var ufattelig skønhed hinsides alt kendt.
 
I samme åndedrag denne indsigt kom, var mit eneste ønske at forenes med denne rensende og vidunderlige død. Det skulle imidiertid ikke gå sådan. Jeg blev af en usynlig hånd ført væk fra det sorte hul og videre på rejse ud i universet. Jeg vendte mig om i sentimental længsel og rakte ud efter de sorte åls hyttefad, men befandt mig nu i en lokationsløs lokation, hvor jeg med mine fulde lungers kraft kan brøle: Alt er såre godt!
  
Ja, det var smertefuldt og ubehageligt at face livets sorte sandhed. Den totale accept af samme var ikke desto mindre en livsforandrende elevatortur til next level i bevidsthedens perfekt imperfekte Babelstårn.
 
Her er det imidlertid også tid til en advarsel. Uden den ville jeg være uansvarlig. Alene muligheden for at partyglade unge på en entheogen rejse kan komme til et sådant eller lignende steder, gør at jeg under ingen omstændigheder, vil anbefale nogen, der ikke har mindst ti års erfaring i meditation i at tage entheogener. For den utrænede psyke kunne en sådan oplevelse let have udløst en psykose. No childs play here!
  
Et Eleusinsk Utopia
Jeg ser et fremtidigt utopisk samfund med institutioner a la den Eleusinske Mysteriekult, hvor adepter i en kombi af Meditation, terapi og entheogener bliver ført sikkert ind i dimensioner, der ligger så langt fra virkeligheden, som vi kender den, at kun de, der er experienced, kan tale med om det.
 
Entheogene rejser er alt for alvorlige og betydningsfulde til at bruges i et party-set and setting.
  
Den supervågne informationslandevej
Lad mig begynde dette afsnit med en sand historie om en af mine venner. I hans ungdom var han en slagsbror, der spiste andre voldsmænd til morgenmad. Han levede og trivedes som konge i samfundets skyggeside. En dag fik han som et lynnedslag en åndelig åbenbaring, der viste ham altings ubrydelige enhed. Fra dette øjeblik lavede han sit liv totalt om. Hvordan kunne han slå et andet menneske, der var ham selv? Pludselig fik al den energi, han var i besiddelse af, den nødvendige visdom til at vise ham vejen til bevidsthedens Utopia.
 
Det 'ego', som den vestlige verdens identitetskultur har masseproduceret og implementeret i os, kan ikke længere tjene som staffet for Prometeus ild. Egoet er gearet til maksimalt at kunne overskue en klans interesser. Indsigt og følsom navigation i globale sammenhænge kræver, at operatøren skiftes ud. Kun en opdatering til et nyt styresystem, kun en genfødsel i en meditativt kultiveret supervågenhed kan håndtere big data, både i form af den indre stream of consciosness og det ydre informationsnet. I den non-duale supervågenhed ses alt som dele i én organisme. Hvis Johnson & Johnson som firma havde haft den non-duale bevidstheds udsyn, så havde de aldrig forsøgt at skjule at der var asbest i deres babypudder.
   
Det ny, det kommende bevidsthedens supervågne operativsystem fortrænger intet, selv ikke de røde tal på bundlinien, der ellers kunne camoufleres med løgn. Den ny bevidsthed lader al information by-passe intellektets af ord opbyggede smertekontrolfiltre. En ny præ-lingvistisk motorvej fører frem til en helt ny by bygget af grey matter. Her på denne pilgrimsvej føres alle sansninger og følelser fra alle kroppens bio-systemer direkte ind i frontallappernes nye bevidsthedskatedral, hvis hvælvinger er spændt ud af big datas større perspektiv. Motorvejen bypasser det gamle sinds vokabulære grænsebomme og fri fra dets evindelige bla bla ankommer vi direkte til superbevidsthedens utopia.
   
Det er i denne sammenhæng sandhed og ærlighed får en ny mening. Sandhed betyder her den rå ufiltrerede adgang til alt det virvar af modstridende og smertefulde følelser der ligger gemt i den af egoet plagede krop. For uden big datas samlede duale sum af impulser er der ikke nok strøm til at tænde for hjernens tusindbladede lotuslys.
 
Det gør ondt at vågne. Superbevidstheden fødes i ærlighedens i mørke gemte smerte.
 
Satyam - Shivam - Sundaram
 
 

Ærlighedens udvidede bevidsthedsfelter


DEN FØRSTE RING AF KRAFT
Den første ring af sandhed skabes i ærligheden over for en selv.

Denne ærlighed består ikke i at vi, som jeg selv troede i mange år, får kontakt med en sand kernepersonlighed, der kan graves frem gennem års terapi og meditation. Der findes ikke nogen solid kernepersonlighed inde i os. Der er i hvert fald ikke noget fast håndgribeligt, der kan måles og vejes.
 
En sandhed er, at der ikke er nogen hjemme inde i os.
 
En anden sandhed er imidlertid, at det er der stadig!
 
Den menneskelige celle- og mikrobiomeføderation er stedet hvor Sjælens Sommerfugl flyver. Denne sommerfugl er min poetiske metafor for det vidunderlige faktum, der stadig er noget! Dette noget er unikt og individuelt. Det flyttes, det ændres og tranformeres som en Higgs partikel i et evigt flydende balancepunkt. Hvert enkelt menneske danser dette  identitetsfænomen, der trods sin skrøbelighed ALTID ER. Dette noget er Sjælens Sommerfugl.
 
Nu bliver det krydret, men jeg er ligeglad om nogen læser eller forstår, hvad jeg skriver.

Guds retrokausale linedans
I vor mekanistiske verdensopfattelse er et balancepunkt skabt som en konsekvens af modsatrettede kræfters virke. Jeg vil hævde, at det modsatte også er tilfældet.
Som Robert Lanza har været inde på, så eksisterer vort kendte univers kun, fordi de over to hundrede kosmiske konstanter er finjusterede indtil det absurde. Hvis bare én af disse konstanter flyttes så meget som det mindste, man kan forestille sig, så vil universet blive opløst. Hvis det skulle skyldes et tilfælde, så er vort univers aldeles usandsynligt.
 
Balancepunktet er Guds finger, der peger fra urgrunden ind i boblen af tid og rum. Som vognstyreren fra Delfi holder hestenes tømmer, således holder det indre transcendentale balancepunkt verdens dualitet i tømme.

Denne vognstyrer står badet i bevidsthedens rampelys. Når du i sandhed og ærlighed trænger dybt ind i dit urgamle livstræs årringe, så vil din vognstyrer blive bedre og bedre til at holde både den indre og den ydre verdens vilde heste på plads. Des mere din bevidsthed vågner, des mere vil din verden samles i usandsynlige balancepunkter foran dig.
  
På vejen ind bliver du imidlertid nødt til at overvinde frygtens og smertens drager. Denne introverte ærlighed indebærer sårbarhedens passive åbenhed.
 
Her fødes du, der engang blev født med et skrig i smerte, endnu engang i smerte - denne gang ærlighedens rensende og forløsende smerte.
   
Des dybere du her trænger ind, des længere tilbage i din egen krops evolutionshistorie kommer du. Des mere vågen du bliver, des mere vil der af sig selv indtræde et identitetsbalancepunkt mellem alle de ellers håbløst modstridende biosystemer, du består af.

Den, der ikke kender sig selv, kan ikke surfe sig selv.
 
At rejse tilbage ind gennem dragens mund er for mig det eneste sande KEND DIG SELV.  Des længere ind i dit urliv du kommer, des mere kundalini-brændstof vil du få til at tænde for supervågenhedens lys i din hjernes neocortexiale tusindbladede lotus-pære. Når dette lys oplyser din vej, bliver bliver dit liv baseret, ikke på ord og kognition, men på intuitiv visdom i lys.
 
Des mere vågen du bliver, des mere kan du bypasse dit lille forkølede egos håbløse forsøg på at forstå og navigere i big datas flydende hav. Des mere fortrolig du bliver med dit ordløse indre kropsliv, des bedre kan du surfe dig selv i det ufattelige lokationsløse punkt, der i sig selv er hinsides tid og rum, men gennem dit hjertes portal berører verden, som vi kender den. Herfra strømmer den rum-tidløse urgrund ud i verden i sin tid-rumlige form kaldet evigheden.
 
Det er her Gud får sin største drøm opfyldt: at leve et menneskeligt liv.
 
Menneskesønnen er fuldkommengørelsen af denne transcendentale og vildt uforståelige kærlighed. Hun lever i den første ring af kraft.
  
DEN ANDEN RING AF KRAFT - skabelsen af the shared field of consciousness
Den næste ring af kraft skabes i ærligheden over for de mennesker du elsker. I sårbarhedens blottede rå kød plugger man sit Avatarstik ind i 'den anden'. Du og den anden bliver til ét kød. Des mere usandhed, des mere løgn og fortielse, der er mellem dig og dem du elsker, des mindre mulighed er der for at blive til ét kød, til én symbiotisk organisme.
Den helt vidunderlige nyhed er nu, at des mere denne symbiose finder sted mellem elskende og sande venner, des mere vil der rejse sig et shared field of consciousness. Dette bevidsthedsfelt er eksponentielt voksende og giver derfor en kollossal overlevelsesgevinst for dem, der indgår i det, da det samlede felt altid er mere end den additive sammenlægning af de to felter.
 
Jesus Kristus siger: Hvor to er forsamlet i mit navn, der er jeg.
 

En for mig vildt smuk metafor for dette felt er Helligånden.
 
Den anden ring af kraft består af din livspartner og/eller dine nærmeste venner og børn selvfølgelig. Hvis du ønsker at der mellem jer skal opstå en større fællesbevidsthed, en helligånd, så er sårbar ærlighed den eneste vej. Den fælles sky af bevidsthed manifesterer sig, når man på kropsplanet nærmer sig det fælles kød, cour du monde. Denne større fællesbevidsthed, the shared field of consciousness, optræder kun sjældent i normale settings, fordi vi alle har for vane at beskytte vor indre mini-me med ydre masker.
  
DEN TREDJE RING AF KRAFT

Den tredje ring af kraft skabes gennem alle de interesse- og økonomiske overlevelsesfællesskaber vi er med i, det være sig erhversmæssige, politiske, kunstneriske, facebookgrupper, mad, meditations- eller bikerklubber. Her har ærlighed og sandhed den samme betydning som ved de foregående ringe. Det er imidlertid, sådan som vort samfund ser ud lige nu, ikke praktisk muligt at være hudløs ærlig i den tredje ring af kraft.
 
DEN FJERDE RING AF KRAFT
Den fjerde ring af kraft er min poetiske omskrivning af samfundsdannelser - lige fra nationale identiteter til transnationale og multinationale.

Løgn og selvmodsigelser præger lige nu denne ring.
 
Især i kaosradikale overgangfaser, som den vi befinder os i nu, hvor den gamle ego-larve bryder sammen for at give plads til sommerfuglens sjæleleg, er det ikke muligt for det nye at dele kød med det gamle. Sommerfuglens nye celler producerer en gift der får de gamle larveceller til at dø. For mig er dedikationen derfor, som tiden ser ud lige nu, at åbne portalerne for den første og den anden ring af kraft.

Der er imidlertid gode nyheder. Så snart løgnen er introduceret, så er alt muligt - også det nye og positive. For ny sandhed fødes i bedst i løgn. Netop løgnen i den fjerde ring af kraft sætter paradoksalt nok det nye, det kommende fri. Fri fra hæderkronede traditioners rustne lænker er det nu muligt at hacke såvel samfundets som sin egen ånd og krop. I løgnens kompost vokser der nye blomster. Vandene skilles. Medierne skriver om de unge, der har svært ved at leve i den moderne verden. Hvad der går under radaren er, at der blandt de samme ungdomsgenerationer er modsvarende gruppe af super brilliante Homo-Deus unge.
   
Identify with youth
- Timothy Leary
Det har været et mantra siden antikken at brokke sig over den unge generation. Set i min optik er der imidlertid en global minoritet blandt unge mennesker, der lige nu er helt fantastisk vågne og intuitivt allerede har den visdom det tog mig et helt langt liv at nå frem til. Jeg har haft den glæde at møde flere af dem. Det drejer sig om højt inteligente og sunde mennesker. Ofte afbryder de deres ellers lovende karrierer for i stedet at søge sandheden, som den viser sig foran dem.
 
Disse unge ildsjæle har et helt liv foran sig. De vil samles på måder ingen kan forudse og føre en ny tids sandhed ud i den fjerde ring af kraft.
 
Mit gæt er, at deres hjerner rent evolutionært allerede er optimeret til et liv i fremtiden. De vil når tiden er moden, virkeliggøre Satyam i den Fjerde Ring af kraft.
 
En ny orden vil fødes i kaos, smerte og leg.
 
En dag vil denne nye orden selv blive gammel ... og ud af sin råddenskab vil den blive kompost til nye blomster. Fordærv føder uskyld.
 
Alt er på sin egen skæve måde såre godt!


Satyam - Shivam - Sundaram