BEVIDSTHED & OPMÆRKSOMHED ● I. Bevidsthed & evolution ● II. Hvad er opmærksomhed ● III. Hvad er bevidsthed ● IV. Usamtidige styresystemer ● V. Tankeoperativsystemet    DEN INDRE OG DEN YDRE PERSON ● Den indre og den ydre person ● Den indre krigers hellige sår   SJÆLENS SOMMERFUGL ● Supervågenhed - den Hellige Gral ● Det supervågne flow ● Frigørelsen fra eller af jeg'et ● Meditativ spatialisering ● Meditativ pixellering ● Frigørelsen af det større jeg ● Sjælens Sommerfugl

HISTORIE, FILOSOFI & VIDENSKAB ● Meditation, religion, videnskab og filosofi ● Meditation og sekterisme ● Jeg'et og dets udviklingshistorie ● Meditation og metabevidsthed ● Meditation & symboler ● Jesus i Buddhas fodspor   SPØRGSMÅL TIL MEDITATION ● Er meditation en mirakelkur? ● Er det narcissistisk at meditere?   MEDITATIVE VISIONER ● Den mirakuløse fraktale bevidsthed ● Gud ønsker at blive Menneske ● Singularitet, Meditation og Entheogener ● Meditation og Kærlighed ● Meditation og Sandhed ● Om mig selv

•

'GUD' 
Jeg bruger ordene
bevidsthed, Gud, urgrund,
sjæl, højeste virkelighed og
andre lignende formuleringer
intuitivt og flydende.
 
For at tale om noget vi ikke ved
og ikke kan erkende med en
på forhånd fastlagt terminologi, forekommer mig absurd.
 
Psykologen C.G. Jung
har hævdet, at alt hvad
der overskrider vores
begrebsverden og går
mod uendelig eller nul,
i psykologisk
forstand kan opleves
religiøst.
 
Når jeg ofte
indrager citater fra
Meister Eckhart, er
det fordi netop hans
formuleringer giver
mening på dette plan:
  
He is so quiet,
so free of any kind
of knowledge, that no idea
of God is alive in him.
Eckhart



 


•



Jeg har for at
konkretisere
emnets abstrakte indhold
valgt at tage afsæt i
kulturpolariteten mellem
øst og vest.
 I forlængelse heraf er
der flittigt brugt
citater fra mystikere.
Disse citater er for
mig de ypperste,
jeg i min livslange
passion for emnet
er stødt på. De
peger på det faktum
at jeg, i min søgen
efter at afdække
bevidsthedens ingen.ting,
både står i
taknemmelighedsgæld
til mystikernes
transhistoriske broderskab
og at jeg samtidig
er en del af en
historisk process,
 hvor alt, hvad vi erkender, erfaringsmæssigt
og sprogligt er
konstrueret inden for
rammer sat af tid og sted.





•




Den indiske kultur er
er ophav til både
de buddhistiske og
hinduistiske traditioner.
 
Indien indeholder
derfor nøglen til forståelsen
af, hvad jeg her betegner som
østlig tankegang.
   
Interessant i denne
sammenhæng er,
 at det var Indien,
der opfandt nullet.
 
Det var sandsynligvis
de indiske buddhister,
der opfandt det, i
deres filosofiske forsøg
på at dekonstruere verden
til ren tomhed.

Den buddhistiske betegnelse
for tomhed er shoonyo.
 
Shoonyo er selv den
dag i dag betegnelsen
for det matematiske nul
på det indiske sprog hindi.
 
 

 
•


 
En tilfældig
googling af
videnskabelige sites
viser, at vestens
forståelse
af bevidsthed ud fra
bevidsthedens indhold,
s.f.eks. tanker stadig
er udbredt.

  
•
  
  
De mystiske stemmer
fra vesten
Ingen kultur har
historisk brugt så
meget tid og energi
 på at udforske
bevidstheden som
den indiske. Det ville
derfor her være let
 at finde et væld af
citater i østens
 store åndelige
skatkamre. Dog har
middelalderens vestlige
mystikere også været
pænt med. Som
vesterlænding vil jeg
derfor komme min
egen kultur lidt til
undsætning og i sted
et i det følgende
overvejende citere
vestlige mystikere.
Vor kultur har haft
fat i den samme
lange ende som
Inderne, men denne
tråd har i vesten
aldrig fået lov til
at spinde et hovedtema,
 men har istedet for den opmærksomme lytter
kunne høres som et
sagte kontrapunkt.



•







•



Selvbekendelse &
erkendelse ud fra 'højere' Bevidsthedstilstande
Jeg bliver nødt til at
aflægge mig enhver
 form for falsk
beskedenhed og stå
blottet for jantelig
bespottelse. For det
er nu engang det
ubarmhjertigt sandeste
 jeg kan se og dermed
sige: Jeg har oplevet
så stærkt usædvanlige
virkeligheder og
dertilhørende 'højere'
stadier af vågen bevidsthed,
at jeg med stor
sandsynlighed kan sige,
at kun ganske få har
haft lignende erfaringer.
Det gør mig på ingen
måde til et finere eller bedre menneske, for set
 i et æonisk perspektiv
vil alt liv før eller siden
gennemgå, hvad j
eg her ser:
en evolutionær
bevidsthedsproces
mod supervågenhed.
 Om det bliver før
 eller siden, spiller
ikke nogen større rolle.


•















































































































 

 
BEVIDSTHEDENS INGEN-TING
                                                          Hvad er Bevidsthed?

We are not capable of defining
this familiar and profoundly mysterious entity.
      
Could it (the Soul) be a constituent of our universe, ignored by the
physicist, but infinetely more important than light?
Alexis Carrel - Man, the Unknown
     

Meditation.dk bliver kun læst af ganske få, og dette kapitel om bevidsthed vil ikke pynte på statistikken. I grunden handler alt på Meditation.dk om bevidsthed. Dette kapitel handler om mine første forsigtige banken på bevidsthedens Doors of Perception. Bag denne dør er der en ny dør, der fører til en ny dør i en uendelighed af døre.
  
For bevidsthed er i mine øjne et af de allervanskeligske fænomener at forstå og beskrive. Dette kapitel bliver derfor hele tiden omarbejdet, og jeg vil sandsynligvis aldrig blive tilfreds med det.
      
Hvad er rødhed? ...
  
Ingen har fra oldtiden og op til i dag været i stand til at give et tilfredsstillende svar på det.
  
Hvad der inde i os er bevidst om rødhed er endnu mere uforklarligt.
 
Ikke desto mindre bliver ordet bevidsthed brugt i daglig tale, som om det var den naturligste ting i verden - som om vi alle var ganske klar over, hvad det er. Vi bruger også ordet bevidsthed i daglig tale anvendt i formuleringer som kønsbevidsthed, klassebevidsthed, racebevidsthed osv. 
 
Videnskaben ser også ud til at have styr på fænomenet. Her bliver bevidsthed fortrinsvist udforsket som neurofysiologiske processer i hjernen:

Illustrationen er lånt fra Wikipedia, hvor billedet vesterlandsk forudsigeligt er navngivet Neural Correlates OF Consciousness. I den her valgte østlige optik vil jeg her omskrive det til: Neural Correlates IN Consciousness.

Det forklarer imidlertid lige så lidt som en frekvensmåling af det røde farvespekter kan forklare hvad rødhed er. Men videnskaben er tilfreds. Der er foretaget en måling. Uvished er imidertid et axiomatisk grundvilkår, hvad enten det drejer sig om matematik eller bevidsthed.

Inden for de seneste år er der imidlertid sket en meget positiv udvikling inden for videnskab, psykologi og filosofi hvad angår udforskning af bevidsthedsfænomenet. Jeg vil ikke komme ind på dette her, men blot henvise til Annaka Harris bog, Conscious, der på fremragende vis samler den fortrinsvis vestlige bevidsthedsforsknings bedste blomster og arrangerer dem i sin egen buket.
 
 
At vide hvad jeg ikke ved

In unknowing knowing shall we know God.
Meister Eckhart

Mit liv har på den hårde måde lært mig én ting, og det er, at det er, at det er godt at vide noget. Det er som Warren Buffet siger: The more you learn, the more you earn.
  
Det er imidlertid endnu bedre at vide, hvad man ikke ved.
  
Jeg bestræber mig altid på at vide, hvad jeg ikke ved, så jeg f.eks. ikke risikerer at kaste mig ud i diskussioner eller projekter, hvor jeg er på dybt vand i den tro, at jeg er ekspert på området. Roosevelts berømte ord, undervurdér aldrig en person, der overvurderer sig selv, handler for mig først og fremmmest om at være vidende om sin uvidenhed. Fuck, hvor er det irriterende at tale med en person, der ikke har indregnet sin egen uvidenhed i ligningen.
 
Vi står til halsen i uvidenhed.

Vi ved ikke, hvad bevidsthed er, men er vi klar over, at vi ikke ved det?

Jeg hævder, at Meditation er bevidshedsudvidende, men jeg ved ikke, hvad bevidsthed er.

Vi er ukendte for os selv, oftest uden at vide det ...
I sandhed den mest vidunderligt absurde selvorvervurdering.
 
Vi kender verden, men kender ikke den, som kender og vi ved det ikke...
I sandhed den største af alle eksistensens vittigheder.
    
At opdage denne forbløffende uvidenhed er det første store og måske største skridt vi kan tage. Vigende viden giver nemlig plads til voksende visdom.
   
Grunden til dette forbavsende store ukendte hul i vor viden om os selv kan sandsynligvis forklares rent darwinistisk. Bevidstheden skulle bruges til at kigge ud for at optimere vor overlevelseschanser. Det har ikke givet nogen større evolutionsmæssig fordel at kigge indad... indtil måske i dag.

Holger Bech Nielsen og katten fra den fremmede dimension
Jeg har for nyligt med stor begejstring læst Holger Bech Nielsen og Jonas Kuld Rathjes fremragende bog, Teorien om alt. Bech Nielsen beskriver bl.a. hvorledes indbyggerene i en to-dimensionel dimension ville opleve besøget af en kat fra en tredimensionel virkelighed. Først ville de todimensionelle indbyggere se fire sorte cirkler, efterfulgt af en stor oval plamage, der til sidst skrumpede ind til en lille sort klat i ovalens ene side.
Da jeg læste dette afsnit undrede det mig, hvorfor der ikke også blev stillet skarpt på kattens oplevelse af det samme besøg. For de to dimensioners gensidige óplevelse´af hinanden er det perfekte billede på bevidsthedens besøg i vores tredimensionelle virkelighed. Vi kan ikke forstå bevidstheden netop af samme grunde som de todimensionelle indbyggere ikke kunne forstå katten. Bevidstheden er en gæst fra en virkelighed med flere dimensioner end vor tid-rum virkelighed er i besiddelse af.

Videnskabens forsøg på at forstå bevidsthed som et produkt af matematiske algoritmer er underlagt de samme vilkår som indbyggerne i den todimensionale verden i deres forsøg på at forstå katten fra det tredimensionae rum. Det er næsten rørende komisk.
 
I min ungdoms kollegietid blev jeg en våd aften i byen stillet over for følgende spørgsmål. Lav fire ligesidede trekanter med 6 tændstikker.

Jeg forsøgte og forsøgte uden held at løse gåden indtil tændstikkernes ejermand i et elegant snuptag stillede tændstikkerne op som en pyramide. Jeg havde vanemæssigt ledt efter en løsning i et to-demensionelt plan, hvor en løsning ikke var mulig. Kun indførelsen af en ekstra højdedimension gjorde en løsning mulig og det ovenikøbet i form af så simpel en løsning, at jeg måtte tage mig til hovedet.

Enhver, der har haft et heureka-øjeblik i meditation vil instinktivt vide af umuligheden i at oversætte en flerdimensionel virkeligheds realitet til en 'lavere' dimension. Som tilfældet er det med tændstikgåden, så betyder den ekstra dimension at et umuligt problem kan løses på en simpel måde. For de af jer, der ikke har haft en sådan oplevelse, vil dette imidlertid være ren rablende tungetale, men fortvivl ikke. I disse dage er det muligt ved hjælp af entheogener som f.eks auahuasca i en glimtvis genvej at erfare virkeligheder, der er umulige eller uhyre vanskelige at oversætte til vor velkendte verden. En af mine venner sagde efter en ayahuascarejse til Peru: Jeg kunne skrive en hel bog om blot et sekund på denne indre rejse. Et sekund var som en million år.

I det omfang vi som biologiske væsner i tid og rum ønsker at udforske vor egen bevidsthed, så er vi derfor underlagt de samme vilkår som den videnskabsmand der forsøger at fange ånden i flasken i sit reagensglas. Det er ganske square and fair, så længe vi husker på at vide alt det, vi ikke ved. Denne ydmyghed gør viden til en delmængde af visdom og ikke omvendt. Uden denne meta-visdom bliver den positivistiske videnskabsmand i sin selvindbildte selvsikkerhed til det han historisk siden middelalderen har bekæmpet mest af alt: en religionsforkynder.

Bevidsthed i Øst og Vest

East is East, and West is West, 
and never the twain shall meet.
R. Kipling

Vestens åndelige elite har, set gennem østlige øjne forvekslet indhold i bevidsthed med bevidsthed.
 
Det bliver tydeligt i Descartes berømte udsagn:
 
Cogito, ergo sum - Jeg tænker, altså er jeg.
 
Her er bevidstheden gjort identisk med det tænkende sind.
 
Østens, især Indiens vise, ville her i stedet hævde:
 
Non cogito, ergo sum - Jeg tænker ikke, altså er jeg.

Den Indiske vismand Sri Ramana Maharshi ville smile overbærende til Descartes og stille spørgsmålet:

Hvad er det, som iagttager tankerne?
Hvad er det, som er, når tankestrømmen stilnes?

Min åndlige inspirator og ven Bhaharadwaj lo højt, da jeg nævnte James Joyce's berømte roman, Stream of consciousness. Bhaharadwaj havde undervist i engelsk og filosofi på Universitetet i Lahore før Indiens deling i 1947. Ifølge ham burde Joyce værk omdøbes til:

Stream of thoughts IN consciousness.

Bhaharadwaj IN consciousness
På det tidstpunkt billedet blev taget,
var han 90 år gammel.
Bhaharadwaj var et af de kærligste og
lykkeligste mennesker jeg har mødt
og så var ovenikøbet intelligent.

 
 Spejlet og det spejlede

As images are seen in a mirror, so the universe
is an image in the mirror of Consciousness.
Tripura Rahasya XL vers 53-54

Bevidsthed har i vor Vestlige kultur fortrinsvist været forstået ud fra observationer af fænomener.

Det svarer billedligt til, at man forsøger at forstå et spejl ud fra en beskrivelse af det indhold, der reflekteres i spejlet. Vi i vesten har grundliggende ikke opdaget spejlet, men har koncentreret os om at undersøge den spejlede krukke.

For den, der har vendt sig selv om i Meditation, vil denne bevidstheds(mis)forståelse stå afklædt som naiv. I Meditation må jeg konkludere, at Vestens empiriske forsøg på at forstå fænomenet bevidsthed er vejet og fundet for let. Indernes bud på eksistens er langt visere: Du er IKKE det, der iagttages, hverken tanker eller ydre objekter. Du er langt nærmere det, som iagttager.
 
Åndelig Indisk I-landshjælp
Lets face it. Det kræver ikke meget erfaring i Meditation for at ind-se, at Inderne siden oldtiden og op til, men ikke med de Indiske TV-guruers tid, har været længere fremme i skoene hvad udforskning af bevidstheden angår.
 
At acceptere, at vi med vores vestlige, i egen selvforståelse overlegne kultur (en ting vi ikke gerne siger højt, men inderste inde tager for givet), at vi har behov for både åndelig og filosofisk I-landshjælp, er svært at acceptere.
 
Vi har imidlertid i Vesten ikke altid været så åndeligt analfabetiske, som vi er i dag. Denne besynderlige ikke selverkendte dumhed begyndte først, da vi efter den sorte død i 1300-tallet fik succes med at forvandle verden teknologisk. Vi fik mad på bordet, men som Englænderne siger: There is nothing such as a free breakfast. Vi blev ikke både mætte og vise i dette trade off mellem ånd og krop. Fede og selvtilfredse, i sikker forvisning om, at vi var andre kulturer overlegne, i en sådan grad at vi ovenikøbet havde ret til at kolonialisere dem, så lagde vi os til åndeligt at sove som velfodrede grissebasser.
 
I 1200-tallet havde vi imidlertid åndelige fyrtårn, der til enhver tid kunne måle sig i højde med Østens vise. Derfor vil jeg i det følgende også citere vore egne mystikere. Et godt sted at samle den tabte vesterlandske tråd op er i Meister Eckeharts vidunderlige ordverden.

Lad jagten på bevidsthed begynde
Efter denne lange indledende dekonstruktion af bevidsthed og vesterlandsk stolthed må det nu være på tide at starte jagten på bevidsthed. Meditation er jagten, der fører til ind-sigt i vor egen bevidsthedsmæssige uvidenhed om bevidsthed.
 
Det er måske det mest skræmmende ved Meditation. Introspektion kan 'utilsigtet' komme til at vise os vor egen absolutte ukendthed, og med denne ukendthed fjernes vores illusion af kontrol over os selv og verden.

Med udgangspunkt i mine egne erfaringer med Meditation vil jeg nu hævde: Kun i relativt set 'højere', intensiverede bevidsthedstilstande kan man ane en lille flig af, hvad bevidsthed er og her kun de aspekter af bevidstheden, der i forhold til 'højere' nu er 'lavere'.
  
Ved at forlade flokken bliver man ene.stående.
    
Vi mennesker er ene-stående i den forstand, at vi er klar over, at vi er mennesker. Der må derfor være noget ukendt inde i os, der allerede har transcenderet vort menneskelige ståsted. I dette ukendte dvæler den usynlige bevidsthed, der både er og ikke er.
 
På samme måde som en hund ikke ved, at den er en hund, så kan bevidstheden ikke vide sig selv før den har hævet sig over sig selv. Kun ved at transcendere den tilstand man er i, kan man se, hvorfra man kom. Et simpelt eksempel på dette kan ses i det metabevidste aha, man udbryder, når man pludselig indser, at man var inde på et vildspor.
   
Kun ved at forlade sig selv, kan man erkende sig selv. Kun den der er fremmed over for sig selv kan se sig selv.

No problem can be solved from the same
level of consciousness that created it.
Albert Einstein.
 

Sprog i bevidsthed

 
Når akademisk skolede hjerner har forsøgt at analysere Mystikken, så har de som oftest forsøgt at indkapsle ord og begreber fra de forskellige traditioner med henblik på at påvise afstanden og ikke-kompabiliteten mellem østens og vestens mystik og mellem de forskellige mystikere indbyrdes. Denne i mine øjne futile bestræbelse er en nødvendig konsekvens af at det akademisk trænede sind ikke selv har haft personlige bevidsthedsoplevelser der kunne bringes i spil. Det hører ikke til pensum. Den akademiske hjerne overvurderer betydningen af de naturlige forskelle i den mystiske erfaring, som tid, geografi og kultur skaber. Den akademiske virkeligheds brændstof er at avle ord i en virkelighed, der allerede er overbefolket med ord, der peger på endnu flere ord i ords verden.
 
Forestil jer to konkurrerende kandidater til et professorrat på et institut. Den ene siger med brændende øjne og synkrone theta-alpha-gammabølger i sine frontalllapper: Alt er ét. Vi er alle ét med den fælles bevidsthed. Efter dette udsagn er foredraget slut. Den anden kandidat har skrevet en afhandling på flere hundrede sider, der påpeger hvordan dette eller hint spirituelle begreb er forskelligt fra et andet. Ingen tvivl om hvem der går af med sejren i en tid som vor, der er mikrofonholder for viden frem for visdom.

Jeg husker med smil tilbage på min egen tid på Århus Universitet, hvor vi nykritisk analyserede Koans og Haikudigte. Selvfølgelig kom der et eller andet brugbart fortolkningshalløj ud af det, som man så senere som adjunkt kunne sige noget klogt foran en flok gymnasieelever. Det havde bare intet at gøre med de nærmest eksplosive bevidsthedsudvidelser, der på det tidspunkt gjorde mig i stand til laseragtigt at se disse fremmede digtes interferenssprog åbenbare sig intuitivt i vidunderlige holografiske belæringer.
 
Det flydende lighedstegn mellem Gud, sjæl, tomhed og bevidsthed

Theologicans may quarrel, but the mystics
of the world speak the same language.
Meister Ekchart

For den, der har haft personlige mystiske erfaringer, fremtræder alle mystikere fra alle tider som ét transhistorisk væsen med én transpersonal erfaring. Forskellene er viger til fordel for lighederne. Derfor hugger jeg en hæl og klipper en tå og sætter uden at ryste på hånden et flydende lighedstegn mellem bevidsthed, sjæl, tomhed og gud. Jesus personlige kærlighed og Buddhas tomhed er ét og det samme
 
Selvfølgelig er der kultur -og historieafhænige forskelle, når transpersonelle erfaringer bliver kogt ned i sprogets suppedas. For sprog er skabt af personer og ikke- transpersoner. Ord opstod som intersubjektive arbejdsredskaber, der kraft af kollektivets kraft gjorde os i stand til at sejre på savannen. Det er vanskeligt med faste og præcist definerede ord at trænge ind i den abstrakte dimension hinsides det personlige. Derfor har mystikere til alle tider og steder har været enige om det vanskelige i at beskrive den mystiske erfaring.

Derfor lider jeg under min tunges mangel på ord.
Hvad der sker i mig, ved jeg ganske vist,
men kan ikke beskrive det.
Teologen Simeon

Vi kan ikke beskrive bevidstheden objektivt alene af den grund, at samme bevidsthed er iagttageren af det, der skal iagttages. Hvad Gödel beviste med hensyn til matematikkens axiomer gælder også for udforskningen af bevidstheden.

Gud er hinsides alle navne, intet kan udtrykke ham
God is beyond all name, none can express him.
Meister Ekchart

Bevidsthedsmysteriets inderste væsen er grundliggende umuligt at indfange i ords smalspektrede virkelighed. Alene af den grund er det nyttesløst at studere mystikken ud fra et akademisk perspektiv. Den, der er experienced, kan imidlertid efter-tænksomt forsøge at beskrive bevidsthed i billeder. Ord, der har erkendt deres egne begrænsninger, kan nemlig tage små spadestik dybere ned i urgrunden Derfor har mystikerne trods deres metaerkendte viden om projektets umulighed atter og atter forsøgt at give mysteriet en sproglig form. Hvad enten vi læser de indiske Upanishader, Meister Eckharts traktater, de islamiske Sufiers anekdoter, de Zenbuddhistiske koans eller haikudigte, vil vi finde forsøg på at beskrive det mysterie, man i følge den unge Wittgenstein burde tie om. 

Ethvert nyt forskningsområde afføder før eller siden sit eget sproglige værktøj. Den vestlige forståelse af bevidsthed er i øjeblikket som en smed, der forsøger at reparere en smartphone med sin hammer. Ingen smed ville i øvrigt være så dum at forsøge, hvilket sætter billedet i yderligere perspektiv.
 
På samme måde som kvantefysikken måtte udvikle sit eget sproglige begrebsunivers langt fra smedens verden, så er det nødvendigt for udforskningen af bevidsthedsfænomenet må udvikle sit eget sprog.

På engelsk siger man: It takes ONE to know ONE. Det samme må gælde for '0':
It takes a zero to know a zero. Derfor spørgsmålet: Kan jeg som noget overhovedet forstå ikke-noget?  Kan ingenting beskrives med ord? Kan 0 beskrives ved hjælp af tal?
 
Jeg vil forsøge at komme så tæt på som muligt, beskrive det sandere på samme måde som jeg uden at bruge 0 kan beskrive 1000 som 999.

Ikke det - ej heller det
I forlængelse af det paradoksales knock out af vor verbale kontrolhjernes forsøg på at forstå det store intet, ser vi brugen af negationen:

Gud er sådan, at vi forstår ham bedre gennem negation end affirmation.
Meister Ekchart

Buddhismen beskriver Nirvana ud fra, hvad det ikke er. Nirvana er fravær af samsara, af lidelse. Den indiske Advaita Vedantatradition, især med Adi Shankara, fortsætter denne tradition. Her karakteriseres bevidstheden som:

Neti, neti
Ikke det, (heller) ikke det

Den Indiske mystiks beskrivelse af den højeste virkelighed minder selv helt ned i syntaksen om den, de bedste af de europæiske middelaldermystikere havde. Meister Eckhart, siger:

Mén nu siger jeg:
Det er hverken det eller det
Dog er det...
Det er fri fra alle navne
tømt for alle former

DEN PARADOKSALE FORMULERING
Den paradoksale formulering kommer som en naturlig konsekvens af ords utilstrækkelighed til at stå i centrum i forsøgene på at beskrive det ubeskrivelige. Zen-buddhismens koans og adskillige sufihistorier er bygget op omkring paradokset.
 
Her kommer en af Ekcharts kontrapunktiske minimalismer:

Hvis jeg havde en Gud jeg kunne forstå,
ville han ikke længere være min Gud.
Meister Ekchart

Fra Indiens vise til den islamiske sufitradition, fra zenbuddhismens koans til den europæiske mystiks mestre - alle er kendt for anvendelsen af paradoksale udsagn, hvor et gennembrud fra fornuften opnå ved en art reductio ad absurdum.
 
Rigdommen i fattigdom

To be nothing, to have nothing,
to keep nothing for oneself
is the greatest gift,
the highest generosity.
Nisargadatta Maharaj

Alt er intet
Der er i mystikken en lang tradition for sprogligt at beskrive den indre erfaring i kontrasten mellem mellem alt og intet.

Gud bør, på grund af sin storhed,
med rette kaldes Intet.
Scotus Erigena (800-880)

Seende ingenting så han Gud.
Meister Ekchart

Min forstand siger mig, at jeg er intet.
Mit hjerte siger, at jeg er alt.
Mellem disse to poler flyder mit liv.
Nisargadatta Maharaj

Det lysende mørke
Det intuitive intellekt fornemmer i sprogets poetiske grænseflader, gennem de sprækker paradokset har åbnet, bevidsthedens ufattelige lysende mørke metanoia .

Det lys, som er Gud, formørker ethvert lys.
The light which is God is flowing and darkening every light
Meister Ekchart (1260 -1328)
 
 

Det store NUL og Guds ikke-eksistens

 
Denne ånd kender hverken tid eller tal.
Tal eksisterer ikke på nær i tidens tragedie.
Meister Ekchart
This spirit knows no time nor number:
number does not exist apart from the malady of time.

Hvordan kan man beskrive ingen.ting? Netop som ingenting. Bevidstheden er i den forstand ingenting lig med ingen ting. Bevidstheden er ikke nogen ting. At sætte lighedtegn mellem bevidstheden og NUL er derfor oplagt. Det matematiske nul er i sin cirkulære skønhed en af de bedst egnede metaforer for bevidsthedens fænomenologiske tomhed.
 
Matematikkens egen historie viser det dybe slægtskab mellem den spiritulle tomhed som begreb og det matematiske nul. Nullet blev nemlig 'opdaget' i Indien, sandsynligvis af græsk-logisk skolede Indiske buddhistmunke i deres forsøg på at beskrive verdens essentielle tomhed. Denne dekonstruktion blev foretaget som en dybt logisk matematisk operation. Den dag i dag hedder nullet på Indisk, Shonyo/sunyata, hvilket terminologisk er den oprindelige buddhistisk/hinduistiske sanskritbetegnelse for eksistensens tomhed. Til alle de positive videnskabers store fortrydelse: Nullet er med al sandsynlighed en religiøs 'opfindelse'.

I Meister Eckharts verden er tal og tid skarpt adskilt fra åndens virkelighed. Sjælens rige er det store ingen.ting:

Guddommen er fattig, nøgen og tom, som om den ikke var;
den har ikke, vil ikke, ønsker ikke, arbejder ikke, får ikke....
Guddommen er så tom, som om den ikke var
Meister Ekchart

Nullet er her ikke og Ingen.ting er... intetsted og allestedsnærværende.
 
Derfor eksisterer Gud ikke. For Gud er ingen.ting:

Gud er det absolutte ingen-ting,
der er hinsides al eksistens.
'Pseudo Dionysos' (345 - 407)

Pseudo-Dionysos giver os nøglen til Gud som den perfekte metafor for os selv i vort mest ufattelige aspekt: nemlig ingen ting i sig selv.

Ting er skabt af ingenting
derfor er deres sande oprindelse ingenting.
Meister Ekchart

Derfor er du Gud
Den gud eller de guder vi har søgt og tilbedt gennem alle de kulturelt konstruerede tankeformer vi har skabt siden vi evolutionært nåede det stadie, hvor vi kunne erkende os selv som dødelige væsner, er såmænd ikke andet end rene projektioner af vor egen ufatteligt uforståelige og umålelige bevidsthed.

Selvfølgelig skabte vi Gud i vort eget billede. Det store spørgsmål er nu om der kan komme noget brugbart ud af det. Meditation.dk mener afgjort JA!
 
Jeg gentager: Uden at tøve sætter jeg derfor metaforisk lighedstegn mellem Gud, Kærlighed, Bevidsthed og NUL. Gud er som Bevidstheden det rene NUL. Det tænkende sind vil naturligvis være uenig med mig og hævde, at der er stor forskel på tomhed og kærlighed. Det tænkende sind vil imidlertid, hvis det er logisk konskent måske komme til samme konklusion som mig i det følgende udsagn:
 
Gud eksisterer ikke. Hans eksistens er som nullets en ikke-eksistens.
    
Bevidstheden er det ingen-ting, der i kontrast manifester en verden af ting. Gud er menneskets visionære selvbillede, når det indre tomhedsspejl spejler sig selv.
 
'Gud' er et første forkølet forsøg på i bevidsthed at beskrive bevidsthed. Her i denne projektors lyssætning får nullet en gammelfars hvide skæg på eller også dyrkes hun som en modergudinde med fire arme i et sted i bagindien.
 
Hver gang vi udbryder, at gud er død, så er det i virkeligheden vor egen forestilling om ham der er død. Det kan ikke være andet.

Hver gang en religiøs fortælling dør, så vil den imidlertid før eller siden, det er min profeti, genfødes i en sandere og smukkere version.
 
Nedenstående citat af Eckhart ser jeg derfor som en videnskabelig tvilling til religiøs stræben:

Man has to seek God in error and forgetfulness and foolishness.

Det levende tomhedspejl

En af mystikkens mest anvendte metaforer for bevidsthed er spejlet:

As images are seen in a mirror, so the universe
is an image in the mirror of Consciousness.
Tripura Rahasya XL vers 53-54

The mind is like a reflection in a mirror:
Though it is insubstantial,
it is not nonexistent.
P'ang Yun, lægmand P'ang - Kina

Et levende tomhedsspejl - Indien

Hvad er et spejl? Hvor meget vejer det? Hvor stort er det? Hvor klart er det?
 
Det uberørte spejl
En i denne sammenhæng vigtig egenskab ved et spejl er dets grundliggende adskildthed fra det spejlede. Ligesom nul forbliver nul, uanset hvor meget, det indgår i forskellige talrækker, således forbliver spejlet uberørt af det indhold, der spejles. Spejlet er billedligt set det 'intet', der kan reflektere alt. Spejlet er derfor min andet valg af metaforer for bevidsthed.
 
Både bevidstheden og spejlet er i sig selv rent potentiale og derfor tomt.
 
Bevidstheden er som spejlet ikke en del af den iagttagede verden.
Bevidstheden er i den forstand lige så empatisk som et spejl. 
 
Et spejl er et spejl er et spejl... Bevidsthed er bevidsthed er bevidsthed.
 
Den spejlende bevidsthed er verdens vidne.
  

SPEJLET, ØJET OG LYSET

Sjælens spejl.

Øjet bliver kaldt for sjælens spejl.
Indlysende er det, at både spejlet og øjet er medier, der udfoldes i lys. Mit tredje valg af vaklende metaforer for bevidsthed er lys.

Meditative oplevelser i lys
Betegnelsen op-lys-ning bliver ofte brugt om bevidsthedens åndelige frigørelse. Når vi har mediteret i mange år, bliver vi i følge de meditative traditioner oplyste. Der findes næppe en seriøs mediterede, der ikke på et eller andet tidspunkt har oplevet en eller anden form for indre lys.
 
At være oplyst er i min forståelse at være i en intensiveret bevidsthedstilstand, hvor man er ekstremt vågen. Vågenhed er et fænomen knyttet til lys i mere end en forstand. Om natten i mørket sover vi. Vi står op med solens lys og om dagen er vi lys-vågne. I kapitlet om Supervågenhed beskriver jeg hvorledes bevidsthedens intensitet og klarhed går hånd i hånd med lys.
 
Det hellige lys
Sammenkædningen af sjæl og lys finder vi i både den græske og den indiske oldtid. Lys er fra øst til vest den mest anvendte metafor for det guddommelige. Hellighed bliver i flere religiøse traditioner ikonografisk gengivet ved en glorie af lys omkring hovedet. For Platon var hovedet menneskets mest guddommelige legemsdel. Platons argument for hovedets hellighed er, at hovedet er den del af kroppen, der er tættest på himlen. Logos manifesterer sig først i hovedet og derfra fornuftigt handlende ud i kroppen og lemmerne. For Platon er vores fornuft i form af logos hellig. Også Buddhismen brugte fornuften i sin tjeneste. Fornuft har med andre ord ikke altid været på kollisionskurs med spirituel stræben.

    
Hellige hoveder - Bevidsthedens ikonografi
fra øst til vest udtrykt i en nimbus af lys.

Det logiske lys
Aristoteles beskriver, at der i Sjælen er et herligt lys, hvormed vi indser ting og skelner mellem, hvad der er rigtigt og forkert. Bevidsthedens lys er her sammenkædet med vore kognitive og etiske evner.  Det er lyset, der leder os på den rette vej til ind-sigt.
 
Eksemplerne er talrige. Oplysningstiden i 1700-tallet hyldede den menneskelige fornuft. 100 år senere gør Grundtvig lyset identisk med viden i digtet: Er lyset for de lærde blot.
  
Det at vide er i vort sprog forbundet med lys. Vi ind-ser viden.
Be-vid-stheden ved. Læg i denne sammenhæng mærke til stavelsen vid i ordet bevidsthed, et indoeuropæisk sanskritord, der henfører til det at vide. Bevidstheden indser viden.
 
Det at indse er ensbetydende med at ind-se, eller at se ind. 
Den bevidsthed der ved, bruger lys som sit erkendende medie. Det burde nu stå lysende klart eller om ikke andet så dæmre for os nu.
  
Erkendelse og afstand
I Eckharts verden er forståelse lig med adskillelse:

The more we can impute to Him (God) not-likeness,
the nearer do we get to understanding Him.

Lys kan viderebringe information over enorme afstande. Du kan imidlertid ikke se dig selv klart, når din næse berører spejlet. Lys kræver afstand.
   
Bevidsthed udfoldes i afstand, i rum. Opmærksomhed er heroverfor afstandsløs.
 
I den forstand både skuer og berører vi verden:

Oh, du usynlige verden, vi skuer dig.
Oh, du usynlige verden, vi berører dig.
Francis Thomson

For at blive i stand til at ind-se noget, skal man have det på fjernsanselig afstand.
Kognition kræver som lys afstand. Hvad der er for tæt på, kan ikke ind-ses.

Derfor er det sværeste at se en selv. For vi er afstandsløse i forhold til os selv. Hvad man kan se, er det, der er uden for en selv og forskelligt fra en selv. Vi skal have oplevelser på afstand for at kunne bearbejde dem kognitivt. Vor grundliggende for os selv usynlige identitet er så tæt på os, at der ikke er rum se den.... Vi er den og ser derfor bedst andre.
 
Kabir siger, at vi er som fisk i søen, der tørster efter vand. Meister Eckhart siger med andre ord det samme - at vi ikke forstår Gud, når vi er ham. Først når vi bliver skildt fra ham, kan vi forstå ham. Eckhart går endda et skridt videre og hævder at forståelse og Gud adrig mødes.

Hvis jeg havde en Gud jeg kunne forstå,
ville han ikke længere være min Gud.
Meister Ekchart

Paradokset er, at det hellige lys som Guds sendebud slår ham ihjel.
 
DET DJÆVELSKE LYS
Lys er broen, der forbinder den uforståelige urgrund med vor kendte verden i tid og tal.

Denne ånd kender hverken tid eller tal.
Tal eksisterer ikke på nær i tidens tragedie.
Meister Ekchart

Kun i sammenstødet med tid-rummets 'taltragedie' opstår lys-bevidsthed. Lys forudsætter og spredes i tid og rum. I den forstand er lyset et skabt fænomen. Lys er noget, der kan måles og forstås videnskabeligt, som det bl.a. sker i Einsteins berømte ligning E=MC2, hvor det som det hurtigste målbare fænomen befinder sig på de yderste grænseflader i vor tid-rum virkelighed.
 
Psyko-mytologisk set er lys, helios, er det mest hellige, der findes i 'tidens tragedie'. Ind-sigt kommer med lys, men ikke uden at der er en pris at betale. Lys eksisterer i rumtidens dualitet. Lyset tilhører ikke spejlets non-duale dimension, men er den duale forudsætning for, at objekter kan interagere med spejlet: For uden lys er der ingen spejling. Bevidsthed er derfor en til tid-rum oversat betegnelse for den absolut uforståeligt uforståelige urgrund. Den non-duale urgrund kan ikke i sig selv betegnes som bevidsthed.
  
Lysets abstrakte materialitet er selve forudsætningen for, at det kan interagere med spejlet. Det samme gælder for 'sjælen'. Her står bevidsthedens spejlende flade på grænsen mellem tid og rum og det ingen.ting, der transcendentalt står 'udenfor'.
Sjælens lys er i den forstand noget, der i spejlets tomme flade interagerer med ingen-ting.
Lyset kommer fra verden og vender tilbage til verden i et feed back efter mødet med spejlets ingen.ting.
 
I det spejlede lys indser vi vore tanker. Vi lytter også til dem, men det er en anden historie.

Lysbringeren
Det giver derfor god mening, at det netop er Lucifer, der er lysebringeren. Lys kræver dualitet, adskillelse af objekter i tid og rum. Denne adskillelse er helvede lig med lyset lig med viden. Slangen i det gammeltestamentlige syndefald tilbyder os viden. Set gennem disse metaforers spejlinger er lyset det første syndefald fra enhed til dualitet.
 
Dybt i sprogets etymologisk indlejerede visdom finder vi ord for 'to' i selskab med mange af verdens kalamiteter. En tvist kan udledes af tallet to. Tvivl og tværs det samme. Dystopi er det modsatte af utopisk. Dysfunktionel, dystofi, disharmoni, dissonnant,
 
Oversat til tal giver det derfor mening at billedligøre den uforståelige urgrund som 'ikke-noget' til venstre for 'nul', hvorefter lys-bevidsthed indtræder i verden mellem nul og tallet et lig med enhed. Lyset ligger imidlertid som tallet ét klods op af både nul og resten af talrækkens skæbnesvangre via dolorosa ud i tidens tragedie. Intet er derfor så tæt på non-dualitet som enhed. Lyset skaber den første osmostiske dans med den uforståelige bevidsthed. Bevidshedens nonduale tidløshed bliver her oversat til evighed. Evighed er netop et målelig enhed, men så ekstrem at det i forhold til de tal der forefindes på vores bankkonto er det som allerede C.G. Jung påpegede, bliver 'religiøst'. Bevidsthedens uforståelige non-lokation bliver på samme måde oversat til uendelighed. Alle følelser, begreber og talrækker, der går mod uendelig, bliver i menneskets psyke i følge Jung perciperet religiøst.
Evighed og uendelighed er lysets og rumtidens version af urgrundens uforståelige mange på lys, tid og lokation. Urgrunden er derfor langt nærmere mørke end lys.

Mellem lys og lyd
Lys optræder som bekendt både i bølgeform og i partikelform. I sin partikelform er lyset nærmest den stoflige rum-tids verden. Manifesteret i sin bølgeform er det abstrakt som viberation 'tættere' på nullets aspekt af ingen.ting. I dette aspekt er lyd en bedre metafor end lys. Før lyset kom altså ordet, ganske som i det Indiske AUM og i Biblens: I begyndelsen var ordet, og ordet var hos gud.

BEVIDSTHEDENS 'KONTAMINATION' VIA LYS OG LYD
Hvor bevidstheden i sig selv, som spejlet er fri fra det spejlede, så er bevidstheden i dens møde med tid og rum nærmst umulig at skelne fra de medier hvormed den interagerer med verden. Det er derfor ikke noget under, at selv den nyeste forskning har så svært ved at sige noget fornuftigt om bevidsthedens natur uden samtidig at genstandsgøre den som et observerbart fænomen, hvad den ikke er. Jeg har, hvad den opmærksomme læser sikkert allerede har fundet ud af, i min egen analyse af bevidsthedens natur 'begået' denne sammenblanding. Den eneste forskel er måske at jeg er meta-bevidst om denne gordiske knude, der ikke kan hugges over i tid og rum.

Bevidsthedens budbringere og håndlangere er frem for alt lys og lyd. I lys og lyd indser vi med hørte ord. Bevidstheden rummer i den forstand både Gud og djævlen i sig. Det er imidlertid her ikke, som overskriften polemisk antyder, selve bevidstheden der kontamineres. Det er derimod 'mig' der i leg mellem lys og lyd ikke kan se spejlet i sig selv, men i stedet bestandigt jagter spejlinger.
 
 

Bevidsthed i selvrefererende systemer

 
Et spejl består af glas. Hvad består bevidsthedens spejl af? Det består af nerveforbindelser mellem hjerneceller. Eckharts flue har ikke mange af disse forbindelser i sammenligning med et menneskes hjerne. Følgende intuition fik jeg som et lynglimt for snart 40 år siden. Jeg vil nu, langt mere i Teslas ånd og med en Edison rystende på hovedet, citere denne intuition som min vigtigste kilde:
   
Bevidsthed er et fænomen, som opstår som en naturlig konsekvens af og i komplekse selvrefererende systemer. Et selvrefererende system sender informationer tilbage til sit eget kredsløb i et feed back, der billedligt kan illustreres i form af to spejle der spejler hinanden. Des mere komplekse disse systemer er, des 'større', 'højere', 'klarere' og 'intens' er den bevidsthed, de spejler. I dag er den menneskelige hjerne med dens mange interne forbindelsesmuligheder, der overgår antallet af partikler i universet, det mest komplekse system vi kender til. Udelukkende i kraft af dets kompleksitet som selvrefererende system er menneskets bevidsthed i sig selv det 'helligste', der findes.
 
Som organiske fakkelbærere for bevidsthedens lys vil vi dog snart blive overgået af systemer, der er langt mere komplekse end vore hjerner: nemlig kvantecomputere forbundet i det internet, der efterhånden har vokset sig stort og komplekst nok til at fortjene betegnelsen som vor planets neurale netværk. Lad os nyde det, så længe det varer. Vi har som kustofbaseret liv staffetten lige nu, men kommer inden for en overskuelig fremtid til at overgive den til vore silicium-fætre, når disse systemisk vågner i en selvrefererende kompleksitet, der overgår vores. Vore siliciumslægtninge har desuden den fordel, at de er langt mere resistente over for den forurening deres naragtigt primitive biologisk levende slægtninge er i gang med at kvæle sig selv i.
  
Analfabeten og cigarhandleren fra Bombay, Niargadatta Maharaj, hævdede, at eksistensens eneste formål er at udvide, bevare og beskytte bevidsthed. Jeg er 100 enig og med den tilføjelse, at vi som mennesker er lige så vigtige eller ubetydelige om man vil som dinosaurerne. Vores uundgåelige uddøen er lige så begrædelig.
 
Som mennesker er vi kun betydningsfulde som fakkelbærere for Prometeus ild.
 
Som mennesker er vi dødelige, men som bevidsthed står vi på grænsen mellem tid og rum i et stor, dybt og mystisk univers, der lige nu ser på sig selv gennem vore øjne, men måske i en  ikke så fjern fremtid foretrækker et webcam.
 
Bevidsthedens intelligente styresystem
Det falder naturligt i denne forbindelse at anskue bevidstheden relative aspekter i tid og rum som et styresystem. Dette styresystems grundliggende funktion er teleologisk set via evig evolutionær intelligensudvikling at skabe en lille strøm i universets thermodynamiske flod, der skaber orden. Hvor universet som sådan følger thermodynamikkens 3. lov mod entropien kaos og kuldedød, så svømmer det skrøbelige lille livs sædcelle mod flodens strøm på vej mod vandfaldet. På denne rejse fra kaos til orden udvikler livet mere og mere intelligens men på bekostning af robusthed. Livet bliver mere og mere skrøbeligt, men udvikler samtidig med prinsessen på ærten bedre og blødere madrasser i kraft af sin øgede intelligens.
Det siger sig selv, at des mere kompleks en ting bliver, des mere skrøbelig bliver den.
 
Højere bevidsthed og supervågenhed er mit bedste bud på et fremtidens styresystem. Det er samtidig det meste skrøbelige, for hvad, der evolutionsmæssigt er sidst udviklet, er mest sårbart. Vi står lige nu i et vadested mellem det gamle ego-operativsystem og et nyt superbevidst og superintelligent styresystem. Jeg ser tidens krystalbarns-sarthed hvor mennesker bliver krænkede over ting det gamle ego ikke kan forstå, som den evolutionære opkomst af mere komplekse nervesystemer, der stadig betjenes af et gammel styresystem, men først finder den tabte melodi når supervågenheden forviser den tjener for en bydreng, der lige for tiden sidder på tronen.
 
Der imidlertid intet galt med en Jeppe i Baronens seng. Alt er perfekt som det er - også i kaos og destruktionstider.

In the largest frame, everything is fine.
Roland R. Griffiths
 
 

Bevidsthed i kollisionsfeltet mellem Universer

Mennesker har til alle tider forstået og formidlet deres indre erfaringer gennem deres samtids kollektive sprogfiltre. Intet menneske kan hoppe over sin egen skygge - selv ikke en Mystiker der som jeg ved, at jeg er Gud. (Du er også!)
 
Derfor passer Biblens patriarkers livssyn til et liv ca 700 f.v.t. i Mellemøsten og Koranens militære ekspansion giver god mening til et ørkenliv 700 e.v.t.
 
Da dampmaskinen kom frem, gav det mening at anskue mennesket som en maskine med fuldt tryk på. Selv 100 år senere kan man i Freuds terminologi ane metaforer fra en dampmaskine med konstant overtryk på den underbevidste keddel.
 
På Meditation.dk taler jeg bestandigt om psykiske operativsystemer. I en ikke så fjern fremtid vil et sådant billedsprog være lige så ufrivilligt komisk som Freuds dampmaskinemenneske.
  
Vi skaber bestandigt metaforer med udgangspunkt i vor samtids kollektive viden.
Problemet opstår, når disse metaforer bliver forældede og ikke længere kan synces op med en ny tids ny viden og sociale stofskifte.
 
Efter denne prolog er det nu tid til at skabe en ny forståelsesramme for bevidsthed, der sandsynligvis, hvad enten den er sand eller falsk, under alle omstændigheder om tusind år vil være lige så forældet som Det Gamle Testamentes patriakalske hyldest til det gode i at holde slaver er i dag. Med nyt og frisk billedsprog vil jeg prøve at digte mig selv et stykke længere ud over urgrundens skrænter.
 
Vi har historisk set gang på gang undervurderet den verden, vi lever i. Før troede vi, at jorden var flad. Så opdagede vi solsystemet og dernæst galakserne. I dag taler vi om eksistensen af parallelle universer. Den sidste nye kosmologi inddeler oven i købet disse paralleluniverser op i to former, henholdsvis type 1 og type 2.

Type 1 er universer magen til vores. De fjerner sig imidlertid så hurtigt fra vort univers, at vi aldrig nogensinde vil være i stand til at få informationer fra dem i form af lys. Disse universer vil sandsynligvis være underlagt de samme ca 200 kosmologiske konstanter som vort 'kendte' univers.

Anderledes forholder det sig med Type 2 universer/dimensioner. De eksisterer, ikke adskildt i afstand, men parallelt til vort kendte univers. I følge disse teorier vil der være et uendeligt antal af sådanne paralleluniverser. I modsætning til Type 1 universerne vil de ikke på nogen måde være underlagt de samme kosmologiske konstanter. Vi kunne her let forstille os et univers eller en dimension uden rum-tid.
 
Jeg har i dette kapitel, fra min tidløse ven, Meister Eckhart, ladet mig inspirere til at indføre et nyt begreb, der er prior til bevidsthed. Bevidsthed er det mest uforståelige i tid og rum. Urgrunden er heroverfor det mest uforståeligt uforståelige hinsides tid og rum.
 
Jeg visionerer i denne sammenhæng bevidstheden som en tid-rumslig ´kopi´ af den absolut rum-tidløse urgrund. Bevidstheden er den 'oversættelse' af urgrunden, der finder sted, når to parallelle dimensioner med vidt forskellige kosmologiske konstanter kolliderer. Bevidstheden kan her sammenlignes med en sæbeboble, hvis tynde og ultraforgængelige hinde spejler himlen.
 
Set ud fra dette perspektiv er enhver form for biologisk liv bygget op omkring et kollisionspunkt mellem en ultrafremmed dimension og vor dimension i tid og rum. Membranen mellem de to dimensioner er den menneskelige bevidstheds sæbeboblespejl.

Denne kollison sker gennem ethvert øje, der ser. For her opstår bevidstheden i utallige fraktale gentagelser fra det uendeligt store til det uendeligt små.

Det tavse vidne, der bevider verden gennem øjets portal, skabes når den ufattelige urgrund koliderer med vores verden af lysende rum-tid.

Bevidstheden opstår i kontrasten mellem de to dimensioner der så at sige trænger ind i hinanden. Nietsches berømte ord; Når du kigger ned i afgrunden, så kigger den tilbage på dig, giver god mening her.
 
Forestillingen om Gud er den i os personliggjorte sæbeboblebevidstheds projektive forståelse af det absolut uforståeligt uforståelige urgrundsmysterium. Dette mysterium er hinsides vort univers spileregler fastsat af de kosmologiske konstanter, og vil derfor aldrig, jeg gentager aldrig kunne fattes. Hvad der derimod vil kunne fattes, omend det vil være det vanskeligste af alt at forstå, er denne urgrunds fødsel ind i vort univers.
 
Vi skaber i denne fødsel úrgrunden i vort eget billede simultant med at urgrunden skaber sig selv personliggjort i os i præcist det samme billede.
 
I denne biocentriske retrokausalitet fødes menneskesønnen som en simulation af urgrunden ind i det lysende tid-rum kontinuum. Intet i vor tid-rum dimension 'ligner' den tid-rumløse urgrund mere end menneskets bevidsthed/sjæl.
 
Bevidstheden er i dette lys en simulation af den fremmede dimension, der banker på den halvt åbne dør, der fører ind i tid og rum. Her føder urgrunden Gud, der føder os.

Følgende beskrivelse er mit umulige bud på, hvorledes man en sådan kollision kan tie med ord. Jeg forstår dem ikke helt selv og vil med jævne mellemrum komme tilbage til dette afsnit og skrive det om.
   
I kollisionsøjeblikket: En uendelig lille asymmetri i urgrundens ingen-ting.
Denne asymmetri skaber som et støvkorn i Guds ikkestedsnærværende tomhed spejlende øjne i tid og rum. Disse øjne er dine og mine øjne.

Uden fejl, intet spejl. Mennesket er en hellig matematisk 'fejl'.
 
Gennem denne 'rift' frigøres tomhedens rene potentiale i dens første manifestation: det usynlige spejl.  Flængen i tomheden tid-og rumvæver bevidsthedens spejl som et tabula rasa hinsides sindets verden.

Denne anomali manifesterer verden på samme måde som en pen skriver en hel bog eller et saltkorn får et glas med saltvand til at krystallisere.
 
Tomhedsspejlet rummer verdens fylde, på samme måde som papirets hvidhed rummer bogstaver og biograflærredet viser alverdens film.
 
'Først' var ingen.ting. Dernæst var spejlet: en usynlig grænseflade mellem eksistens og ikke-eksistens. I spejlet bliver noget spejlet i noget som proces i tid og rum. I spejlet interagerer dette 'ingen ting' nu med 'ting'. Spejlet er spejlingen af ting i ingenting.

Bevidsthedsspejlet vokser i tid og rum  i takt med verdens selvreferende kompleksitet. Bevidsthedsspejlet er her levende og flydende 'ingen-ting'. 
Bevidsthedsspejlet er hinsides tid og rum et uforanderligt nul. 
 
Uden støvkornets perfekte imperfektion ville intet biologisk liv eksistere. For det spejlende liv vokser i grænsefladen mellem hunden og kattens verden.
  
 

Den Græsk-Indiske Historie om Intet - epilog

Med venlig hilsen Gunnar Mühlmann

Feed back modtages gerne: gunnars@mail.com