Hvad er Meditation

Meditationsteknikker

Meditationsmusik

Videnskabelige Links

Åndelige Inspiratorer


Bevidsthed & opmærksomhed

I. Bevidsthed & evolution

II. Hvad er opmærksomhed
III. Hvad er bevidsthed
IV. Usamtidige styresystemer
V. Tankeoperativsystemet
VI. Supervågenhed
 
Den indre og den ydre person
Det sensitive nervesystem

Den indre og den ydre person
Den ydre person og kontrolsamfundet
Kun den indre person kan meditere

Den indre krigers hellige sår

Sjælens Sommerfugl
Frigørelsen fra jeg'et
Frigørelsen af jeg'et
Meditativ pixellering
Det supervågne flow
Sjælens Sommerfugl

 

 
Historie, filosofi & videnskab
Meditation og religion
Meditation, videnskab og filosofi
Meditation og sekterisme
Jeg'ets udviklingshistorie
Meditation og metabevidsthed

Meditation & symboler
Jesus i Buddhas fodspor


Spørgsmål til Meditation

Er meditation en mirakelkur?
Er det narcissistisk at meditere?

Meditative visioner

Den mirakuløse fraktale bevidsthed
Gud ønsker at blive Menneske

Singularitet, Meditation og Entheogener
Meditation og Kærlighed

Om mig selv


 

Prinsessen på ærten



































Mor og barn på hårdt markarbejde
Shilla. Parvartidalen Kullu, Indien.
Samtidig med den hårde opdragelse
er der nær kropskontakt og varme
mellem forældre og børn.











































































































 

 

 
DET SENSITIVE NERVESYSTEM

 
Det er i vor disruptive tid fristende at tage en nejhat på eller at klamre sig til stærke retroledere.
 
For det eneste man kan forudsige om det globaliserede verdenssamfunds sociale stofskifte er, at det sandsynligvis vil have et højere blodtryk i morgen end det har i dag. 
 
Jo mere udviklet en civilisation bliver, des mere indviklede bliver dets nervesystemiske forbindelser. Succesfuld social navigation i vor tid kræver i stigende grad komplekse nervesystemer, der frem for alt er stand til at forbinde sig med hinanden.
 
I denne proces vokser vore nervetråde sammen med og forlænges med digitale proteser.
 
Grænsene mellem det biologiske nervesystem og det digitale nervesystem flyder sammen i et finmasket informationsnet, der efterhånden har spundet hele kloden ind. Dette globale net transporterer ikke blot information, men også følelser med en sådan hastighed, at bjergfolk i Afghanistan føler vrede, når en lille dansk avis laver nogle karikaturtegninger.

Sammen med informations- og følelsesstrømmene flyttes mennesker og varer rundt på kloden i et stigende tempo.
 
I reaktion mod denne grænse- og afstandløsheds pludselige indtrængen samler sarte nejhatte sig nervøst i usamtidige nationalstatsidentititer og en vifte af individuelle og kollektive krænkelsesidentiteter. Det lader til at disse størknede hjerner især har klumpet sig sammen på de politiske yderfløje. I det store perspektiv tjener koncentrationen af stå-fast adfæden som opamlingsstation for afhenting til historiens losseplads, men lige nu er det vestlige samfund er på vej mod en polarisering, der opløser de gængse modsætninger mellem højre og venstre.

I den accelererede usamtidighed mellem hastighed og vanemæssig tyngde opstår hidtil ukendte polariseringsformer, hvor f.eks. det Amerikanske højre kan finde på at solidarisere sig med det mere gammeldags Rusland. Ruslands kultur er lige nu på mange måder som vor vestlige kutur var for 40 år siden. En reaktionær vestlig nejhat har derfor lettere ved at forstå og solidarisere sig med en traditionel Russisk nationalkristen machomand end frihandelsdrengene på Wall-street.
 
Mens jeg skriver denne tekst, 'whatsapper' jeg med purseren Arthur fra Hong Kong om, at kineserne ikke længere køber oldtidsperler i Bangkok. Sanatan fra new Delhi om Soomboon fra bangkok blander sig i diskussionen. Min tjekkiske kæreste skriver, at hun savner mig. Jeg bor næsten halvdelen af min tid i Tjekkiet, men det ser ud til at det er for lidt.
 
Mit Dreem gadget har sørget for at jeg har fået ekstra meget dyb sws-søvn. Den natlige meditation er blevet ekstra dyb med Muse og hjernen har fået et ekstra skud neuro-vitaminer med Vielight.
 
Jeg er snigende blevet til en allestednærværende big-data surfende cyborg og jeg elsker det!
  
Gennem meditation og entheogener har jeg forberedt min hjerne til at leve i big-data uden frygt. Jeg forstår godt Brinkmans dødsfrygt, men Darwin er som manden med leen, når det drejer sig om at høst af nej-hatte.
 
Et menneskeligt nervesystem kan anskues som et avanceret algoritmisk operativsystem.
 
Den samlede 'civilisatoriske' sum af interaktion mellem biologiske og digitalt baserede algoritmer adlyder grundliggende Darwins lov om overlevelse.

Det som overlever, er.
Det, som overlever, er sandheden.

Denne det værendes sandhed er dynamisk og uforudsigelig.

I denne for egoet uberegneligt hellige matematik fødes og dør civilisationer på samme måde som fraktale bølger af geometri udfoldes under en rejse på ayahuasca.
  
Livets civilisatoriske orden overlever kampen mod thermodynamikkens anden lov ved at antage stadigt mere komplekse former, der kan rumme større og større intelligens og bevidsthed. Des mere avanceret en civilisation bliver, des mere sårbar bliver den. Hvem har behov for primitive atomvåben her? Et enkelt klik på en mus i en del af verden vil kunne medføre et totalt strømsvigt i en anden del.
 
Så vi overlever paradoksalt nok ved at udvikle større og større sårbarhed.
Denne sårbarhed bliver i vor tid i sig selv et kardinalpunkt.
 
Sårbarhed og civilisatorisk kompleksitet
Indviklede nervesystemer er mere sensitive og derfor mere sårbare. En højcivilisations måske vigtigste opgave bliver derfor at beskytte dets sarte biologiske indmad mod den grusomme ydre ´natur´.
 
Vor civilisation har effektivt formået at beskytte dets individer mod livets naturlige modstand, hvad enten det er i form af varme, kulde, sygdom, sult og til en vis grad også tidlig død. 
    
Vore nerveender er ikke blevet hærdede gennem modgang skabt af simple, men barske livsomstændigheder, som dem vi var underlagt, da vi som forhistoriske mennesker levede på den østafrikanske savanne.
 
Ej heller er der længere indvielsesritualer for unge, hvor de af stammens vise påføres rituel fysisk smerte som en prøve på, om de kan leve voksenlivet.
  
Senere i middelalderen fik vi stadig alvorlige lussinger af livet i forlængelse af epidemier, krige eller fejlslagen høst. Helt op til måske for 50 år siden mødte livets vilkårlighed det vestlige menneske uden fløjlshandsker.
 
Efter 2. verdenskrig har vi imidlertid oplevet en usædvanlig lang opgangsperiode, hvor flere og flere mennesker er blevet til en del af en velstående middelklasse med en hidtil uset form for tryghedskultur, som end ikke historiens overklasser har haft. Denne sikkerhedskultur har skabt en helt ny form for menneskelig adfærd, ja næsten en helt ny form for mennesker.
    
Den man elsker tugter man
Langt inde i Himalayas bjerge var jeg vidne til, at en mor gav sit barn en ordentlig lussing. Barnet tumlede rundt på gulvet og havnede som en bylt i en krog. Ungen snøftede lidt, rystede sig som en hund, der har fået skæld ud og fortsatte så med at lege, denne gang lidt længere væk fra ildstedet og moderen. Min første reaktion var chok, men lidt efter dukkede der en mening op i denne tilsyneladende gale handling, der i Danmark ville have ført til løftede øjenbryn hos de sociale myndigheder. Der var ingen tvivl om, at moderen elskede sit barn. Hun var i færd med at trimme sit barns nervesystem, så det passede til det hårde liv i Himalayas højder. Heroppe i de naturgroede bjerge ville et pylret barns chancer for et godt liv være lille. Moderen lærte sit barn, ikke gennem formanende ord, men fra krop til krop at flytte fokus fra hvordan man har det til hvordan man tar det.
 
Fra stynede popler til sarte mimoser  
I vore dage er vestlige børn små sensitive skabninger, der tåler langt mindre end den lille snotunge fra bjergene, der til aldrig i sit liv vil få behov for psykolog eller lykkepiller. Til gengæld vil dette barn opleve fornemmelsen af at fryse ind til benet om vinteren, måske også opleve hvordan det føles at have for lidt mad i maven.
  
Aldrig har vi oplevet ubehaget ved at gå sultne i seng og ikke vide, om der ville være mad i morgen. At leve et liv, hvor man ikke kan være sikker på det næste måltid, skaber et radikalt andet nervesystem, der i langt højere grad er gearet til fundamental overlevelse. Dette nervesystem har ikke råd eller overskud til at udvikle den sensitive finhed vore vestlige nerver har i dag. Der er ikke tid til at sidde og græde over småting, når det gælder om at overleve.
 

Stynet poppel
Vi har ikke længere fortidens hærdede nervetræer, der som stynede popler tåler alskens vind og vejr. I stedte har vi udfoldet sarte forgreninger, der vokser i alle retninger.
   
Her står vi plantet som mimoser i civilisationens glashuse svøbt ind i materiel komfort med nervetråde så sarte, at vi som gæsterne på mine rejser som rejseleder får nervøse sammenbrud, hvis der mangler et håndklæde på badeværelset.
Den selvoptagede livsallergi har på mange måder fået et solidt tag i os, og unge som gamle bliver vi ofre for livets ulidelige lethed. 

Prinsessen på ærten
Et af de første steder, hvor vi kan iagttage dette sarte nervesystem, er i det socialt komplicerede, men fysisk modstandsfrie liv i det europæiske hofmiljø i 1700-tallet. Vi kender alle eventyret om prinsessen, der ikke kunne sove, fordi der under de mange madrasser lå en ært og gnavede.
 
I dag er mange af os hudløse prinser og prinsesser med små ærter, der ligger og gnaver på de forkerte steder og forhindrer os i at hvile.
 
Social og kulturlig kompleksitet i stedet for fysisk modgang
Samtidig er vi omgivet af en ny form for pres i form af nuller, ettaller og moderne travlhed, der ofte kræver vor aktive tilstedeværelse i alle døgnets vågne timer og ofte på flere planer samtidig. Antallet af mennesker, man skal forholde sig til, er også vokset betydeligt inden for de sidste 50 år.

Vi er hulemennesker i jakkesæt
Den voksende kompleksitet i vor sociale omgangskreds udfordrer grænserne for hvad vore oprindelige stenaldergener er stand til at klare. Vort liv på den østafrikanske savanne har haft masser af tid til at efterlade sit visitkort i vor genbank. Vi er fra stenalderen programmerede til at orientere os i livet, som var det en fodboldkamp: Vort hold mod det andet hold: Vor familie, vor klan, vort land mod de andre stammer. Vore religiøse fortællinger har gjort de fremmede stammer til dæmoner. Vi har gud på vores side. I en global verden med fri kommunikation og handel skal vi nu pludselig til at forholde os til fremmede stammer, som om de var mennesker. Det er forvirrende.
 
Livet er for den globale middelklasse vedkommende blevet mere fredeligt, men også mere kompliceret. Når det hele bliver for indviklet, er det for en ung mand fristende at blive holigan, racist eller medlem af en bande. I disse retrostynede stammefælleskaber kan man bytte den forvirrende sociale kompleksitet ud med enkle, men fysisk hårde rammer, sat af knytnæver, pistolkugler og baseballbats i hænderne på tæskehold.
   
Et stynet nervesystem mister evnen til mangfoldighed
Et stynet nervesystem vinder sin sejhed på bekostning af mangfoldighed.
Jeg har gennem længere perioder levet i udviklingslande, især Indien, blandt fattige, simple mennesker gearet til rå overlevelse. Disse mennesker var ofte meget intelligente målt ud fra deres evne til at overleve i den virkelighed af knaphed, de var sat i.
  
Deres evne til at forstå og forholde sig dynamisk og fleksibelt til alternative virkeligheder, hvad enten det var i form af min tilstedeværelse eller i form af det lag af moderne middelklassekultur der trængte sig på, var imidlertid stærkt begrænset. Det er sandsynligvis en af hovedårsagerne til, at så mange naturfolkeslag bukker under i deres møde med moderne civilisationer.  
 
DET FANTASTISKE NERVESYSTEM
Set i lyset af dette perspektiv rummer det nye supersensitive nervesystem værdifulde egenskaber. Uden et fuldt udfoldet og sensitivt nervesystem ville vi slet ikke kunne navigere i den komplekse urbane virkelighed, vi befinder os i nu. Det sarte og forgrenede nervesystem er udviklet som en overlevelsesrespons på en social kompleks, men fysisk beskyttet drivhusvirkelighed.
 
Det sensitive menneske er derfor på en og samme gang en forudsætning for og skabt af vore livsomstændigheder. Udviklingen af  komplekse nervesystemer passer til navigation i vestens samsurium af parallelle virkeligheder.
 

    Indisk multitaskende Gudinde.

Navigation i space og hyperspace
Ærteprinsesssens udvidede sensitivitet gør hende som den indiske gudinde til venstre i stand til at forholde sig til og i verden på flere planer. De mange nye forgreninger i vort nervesystem er perfekt kompatible med de indviklede sociale og følelsesmæssige forgreninger, vi er en del af. Hun bliver i bedste fald en hub, et krydsfelt for informationslinjer, ligesom hjernen og google.
    
At navigere i mange virkeligheder samtidig, både reelle og virtuelle er vanskeligt for det oprindelige og af naturen stynede nervesystem. Det robuste, naturhærdede menneske behersker som nævnt kun få virkeligheder og har som regel kun udviklet en ringe evne til at se sig selv udefra i et metaperspektiv.
    
Kun det fuldt blomstrende livstræ kan klare denne opgave.

Det nye nervesystems evne til at multitaske er altså en gave.
Som vi skal se senere, så har dette nervesystem også helt nye meditative evner.
 
Intet nyt kommer imidlertid gratis.
 
Narcisistisk ømskindethed
Prisen for udviklingen det nye mangfoldighedens livstræ er, at vi nu i stigende grad kommer til at lide under vor egen følsomhed. Prinsessen på Ærtens nervesystem står i farezonen for at krumme sig narcissistisk ind i sig selv eller bukke under for stress eller simpelt hen brænde ud. 
 
Vi har svært ved at rumme os selv og er derfor i fare for at beskytte vore sårbare forgreninger gennem overdrevet brug af facadeironi og narcissistisk adfærd. Narcissistisk ømskindethed kendetegner den adfærd, hvor man beskytter sin egen følsomhed på bekostning af andres. 
 
Hvilke  konsekvenser har ovenstående betragtninger nu i forhold til Meditation?
 
Meditation og meditationskulturer praktiseret i et moderne liv må først og fremmest adressere de nye udfoldede livstræers hyperfølsomhed.


Smukke livstræer med grene flettet ind i hinanden

Den øgede følsomhed skaber en ny form for polaritet i mennesket, ikke som på Freuds tid et skamfuldt fortrængt id baseret på et super egos pisk, men nærmere et overfølsomt indre omgivet af en ironisk kerne. Dette vil bliver behandlet i kapitlet: Den indre og den ydre person

Den samlede 'civilisatoriske' sum af interaktion mellem biologiske og digitalt baserede algoritmer adlyder grundliggende Darwins lov om overlevelse.

Det som overlever, er.
Det, som overlever, er sandheden.

Denne det værendes sandhed er dynamisk og totalt uforudsigelig.

I denne enkle uforudsigelighed fødes og dør civilisationer som fraktale mønstre oplevet
  



Feed back modtages gerne: gunnars@mail.com