Hvad er Meditation

Meditationsteknikker

Meditationsmusik

Videnskabelige Links

Åndelige Inspiratorer


 

 
Følgende skriverier er opstået i kølvandet på, at mennesker tæt på mig har sagt, at mine synspunkter er tæt på Professor Sven Brinkmanns. Jeg forstår godt, at de ser et vist sammenfald af synspunkter. Intet er imidlertid mere forskelligt end Brinkmanns 'nej' og mit i akademisk sammenhæng ubetydelige og fri fra professor-ethos erfarne 'ja'. Jeg er faktisk stum af forbavselse over, at så mange i bund og grund begavede mennesker, ja selv folk der har årelang erfaring med meditation surfer med på Brinkmanns nej-bølge.
 
So here we go:

Brinkmanns bemærkelsesværdige nej
 
1. Hold op med at mærke efter i dig selv
3. Tag nej-hatten på  (Fra Svend Brinkmanns 7-trinsguide
)
 
I 1993 arbejdede jeg som gymnasielærer.
Alle lærere blev af ledelsen top down tilmeldt et computerkursus. Tidens nye mantra var indragelse af computere i undervisningen.
   
Jeg mærkede efter i min mave, om jeg havde lyst til at afsætte en weekend plus tre arbejdsdage for at deltage. Min mave sagde nej. Derefter sagde jeg efter moden overvejelse også nej. Kun én anden lærer sagde nej. Han var tæt på sin pension. Rektor udvalgte derfor mig til enesamtale, hvor jeg, da det ikke lykkedes for ham at begejstre mig med top-down positiv psykologi, blev overfuset. Fra den dag var jeg ikke længere i kridthuset.
 
I tiden efter kurset var der næsten ingen lærere, der brugte de dyrt indkøbte nye computere. Lærerne havde fået så mange pawlowske strømstød, at de i mange år efter kun nødigt gjorde deres PC-pligt.
      

Et par år efter lancerede Bill Gates Windows 95. Da jeg så dette epokegørende interface, føltes det intuitivt godt i min mave. I amatøragtig iver kastede jeg mig over Windows. Jeg brugte en stor del af min fritid til at lege med det. Det føltes godt at bruge det, og jeg brugte en stor del af min fritid til at lege med det. I løbet af et år så jeg til min forundring, at jeg var blevet en af de mest computerkyndige på skolen. Jeg var en overgang den eneste humanioralærer, der brugte computeren i min undervisning. Jeg var glad i maven og mine elever blev inspireret af min iver, der netop ikke var pligt, selv om jeg faktik nu i modsætning til mine kolleger gjorde min IT-pligt.  
 
Mit spørgmål er nu:
 
Hvorfor er den mest åbenlyse årsag til, at vi siger nej ikke med i Brinkmanns univers?
 
Det mærkede nej
Det simpleste nej til forandring opstår netop, når vi mærker efter i os selv. 
Vi tager nejhatten på, fordi vi mærker, at mavehjernen er bange eller vred.
 
Det er ren evolutionslære. Selvfølgelig kan maven på samme måde afmærke et ja. At mavefornemmelser i form af intuition er værdifulde i social navigation, er der i modsætning til Brinkmanns postulater om det modsatte, masser af videnskabeligt belæg for. (Phys.org - søg gut feeling)
  
At man i følge Brinkmann bør holde op med at mærke efter i sig selv og i samme process tager nej-hatten på, er en fortænkt konstruktion. Denne fortænkthed sniger sig som en nisse ubemærket med hele vejen fra Stå fast til Ståsteder. Alene af den grund står bøgerne som korthuse.
 
Brinkmanns blindhed i forhold til følelsers rolle i mobiliseringen af det vigtige nej er i min optik en ubegribelig fejltagelse.
 
Mine lærerkolleger kom traumatiserede tilbage fra det fantastiske dos-programmeringskursus. Foran klodsede Buttler- og Piccolocomputere havde de lydigt indlært dos-kommandoer, de aldrig skulle få brug for. Hvis disse lærere havde haft modet til at mærke efter, så havde tre fjerdedele af dem taget nej-hatten på. I stedet gjorde de deres stoiske pligt og gjorde noget, de ikke havde lyst til.
 
Jeg ser her for mig Brinkmann som min ældre old school kollega. Vi sagde begge nej til Rektors forcerede udviklingsbegejstring. Vi var enige og dog aldeles ikke.

Hvad er det nu ved Brinkman teorier, der alligevel gør dem underligt relevante?

Den falske mærken efter   
Jeg læste i en artikel i Information, hvordan børn bøjet over deres smartphones vrængede af deres pædagoger: Gu´ vil vi ej ned i kroppen! Mit gæt er, at pædagogerne havde været på et lynkursus, hvor de, som mange andre samfundsgrupper top down var blevet pressede til at mærke efter. Børnene så straks, at kejseren var nøgen i den forstand at man på et kursus let kan få iklædt sig en tænkt forestilling om at man mærker efter, der intet har at gøre med om man reelt mærker efter.
  
For der kommer ikke nødvendigvis noget dybt ud af at gå dybere. Store dele af den selvhjælpsindustri, der kapitaliserer på 'tidens udviklingstrang', har i virkeligheden taget menneskets indre følekrop som gidsel, så vi frem for at mærke os selv i stedet mærker det 'nødvendiges' absurd unødvendige politik i vores fordøjelsesforvirrede smågrådige maver.

Inden for de sidste få år er der kommet videnskabelig og folkelig fokus på den oversete mave- og tarmhjerne og ikke mindst de to kilo bakterier, der herfra dirigerer vort følelsesliv. Bogen Tarme med charme af Giulia Enders er blevet en bestseller. Det sidste indlæg jeg læste i slipstrømmen på den ny interesse for tarmene kan læses på Phys.org under overskriften: '
Gut feelings' help make more successful financial traders. Selv Wall Street er begyndt at mærke efter på bundlinjen.
 
Den økonomiske kompleksitet har nået et kritisk punkt, hvor social navigation er blevet så foranderlig og uforudsigelig, at den ikke alene kan faciliteres gennem selvundertrykkelse og moral, men i stigende grad må indrage følelsernes intelligens.

 
Globaliseringen har inden for de sidste 20 år medført et accelererende strukturelt behov for øget konkurrencedygtighed og lynhurtig omstillingsevne. IBM's og lignende gode gamle virksomhedskulturer viste sig i dette kapløb at være for stive og langsomme. Kapitalens rastløse ånd krøb derfor ud af jakkesættet og tog i stedet bolig i nye Silicon Valley-arketyper som Steve Jobs. Jobs skabte et af verdens største og mest opfindsomme firmaer netop i kraft af sin personlighed, der rummede både en kreativ følehippie og en kontrolfreak.

 

Kapitalen har således opdaget en helt ny sultens slavehær i form af vore egne indre uregerlige tarmslyngler. Disse tarmes uciviliserede sprog er følelser, og nu dirigeres der med regnestokke for at få dem til at danse og synge kreativt i takt til tidsåndens hektiske pengepuls. Regnedrengene råber skingert: Mærk efter! Mærk efter hvor godt det føles at komme op i tempo! Ja, vi skal have følelserne med ... og de skal kontrolleres!
        
Det er denne falske mærken efter Brinkmann har lugtet, og her har han bestemt en vigtig mission!

At mærke efter i stille spildtid    
Men ... kun få mærker reelt sig selv. Brinkmann er ikke alene. Og fordi han ikke vil mærke efter i sig selv, kan han ikke skelne mellem reelle mavefølelser og tidensåndens falske og hektiske mærken efter. Brinkmann peger på tidens fortravlede menneske som det, der mærker alt for meget efter og bør lade være. Et travlt menneske har imidlertid ikke tid til at føle sig selv ret meget dybere end overfladiske forbrugsbehov, slagord fra en coach eller plattest af alt: en antitetisk 7-trinsguide.
 
Sand kropskontakt kræver heroverfor masser af bevidst valgt stille spildtid. Det bringer os i kontakt med det dyr vi stadig i bund og grund er, men vigtigst af alt den smerte vi flygter fra. Uden fortrolig kropskontakt til det Jung kalder integral smerte, er ja'et i fare for at blive gidseltaget af pseudopositivisterne. Heroverfor står Brinkmann med nejhatten trukket godt ned over øjne og ører som den fortænkte antitese.
   
Brinkmann og højrefløjen
Når jeg læser Brinkmanns tekster, virker det som om det er to personer, der har skrevet dem. Den ene er velformuleret og tankevækkede. Den anden ligner desværre Donald Trump. Først sættes der 'Trumph' på. Derefter kommer nuanceringen, men skaden er gjort. Ingen kan efterfølgende fange Brinkmann i debat, for han undviger glat ved at manøvrere mellem sine to personligheder.
  
Brinkmanns retorisk binære stil, hvor folkeforførende statements veksler med valide akademiske skriverier tiltrækker store læserskarer. Den populistiske slagkraft i overforenklingen låner legitimitet af det akademiske lag i teksterne. Brinkmann er selv klar over kontrasten, der af ham legitimeres som et polemisk kontrapunkt.
 
Jeg har talt med mange fortalere for Brinkmann. Ofte er det eneste de husker hans 7-trinsguide. Brinkmanns 'Stå fast' kommer her til at hænge fast i folkedybets behov for forsimplinger, for han bliver læst med tidens overfladiske hastighed. Det er ironisk, at Brinkmann her kommer til at leve af den tidsånd, han kritiserer.
   
Jeg gætter på, Brinkmann, at din mørke for dig selv ukendte side er den, du opfordrer til, at man ikke skal mærke. Derfor er den farlig. Litteraturen er fuld af eksempler på det fortrængtes tilbagevenden i dæmonisk form. Den ubemærkede forbindelse mellem nej og mave skaber de ideelle vækstbetingelser for nej'ets populistiske genkomst. De forandringsplagede tarmhjerner, der absurd nok ikke må mærke efter, hvor vrede de egentlig er, har endelig fundet deres leder!
 
Vi kan ikke navigere ved hjælp af den gammeldags selvundertrykkelse, som Brinkmann advokerer for uden at betale en pris i form af sure opstød fra det umærkede. Et sandt nej eller ja må komme i intimt samråd med mave-tarmhjernens millioner af hjerneceller. Måske gør vi som sommerfuglene i maven siger - måske lader vi fornuftens stemme tage stikket, men som i ethvert godt demokrati bør alle stemmer respektfuldt høres, før der træffes en beslutning. 

Brinkmanns nej er derfor ikke langt fra den politiske reaktionære bølge fra højre, der skyller ind over den vestlige verden i disse dage. Denne højrefløj foretrækker selv i USA Putin og hader den moderne globale kapitalismes stigende behov for rastløst forandring.

Hvem er jeg?
Hvem er 'jeg'? Jeg er en vaklende balance mellem alle de konfliktende usamtidige operativsystemer, der bor i mig. Jeg ville aldrig finde den skrøbelige balance i livets on-linedans uden også rent dyrisk at føle-mærke mig selv. Først efter det indre balancerede kompromis er fundet, er jeg i stand til at forhandle balancen mellem 'mig' og min kontekst.
 
En fortrolig indre kropskontakt behøver ikke at betyde, at man blindt skal adlyde sine mavefornemmelser. Jeg bruger min gennem 40 år meditativt kultiverede indre fortrolighed til netop at sige nej, eller rettere: til at vælge hvad jeg vil efter en fortrolig snak med hjerne, hjerte og mave - plus alle de andre usamtidige biologiske systemer der bor under min hud - helt ned til den ringormegenetik, der styrer min appetit. Og jeg er god til at få mine uregerlige tarmslyngler til at adlyde - for jeg kender dem bedre end den, der adlyder Brinkmanns første bud. Det er hvad meditation i årtusinder har kultiveret: Den fuldt opmærksomme og ikke-undertrykkende venlige beherskelse af kroppens indre sanseliv. Der er masser af videnskabelig dokumentation for, at den meditative kultivering af vor indre følekrop virker.
 
Hvad har Brinkmann til fælles med Amishsekten?
Her kommer mit næste spørgsmål til Brinkmann:
Bruger du mobiltelefon, computer og internet? Det er den globalteknologiske accelleration, der på godt og ondt har skabt det samfund du ønsker, at vi skal sige nej til. En nejhat med smartphone er ligeså paradoksal som en storrygende veganer. Du burde, hvis du var konsekvent, smide din computer og dit TV i skraldespanden og skabe en verdslig udgave af Amishsekten. 
 
For moderne teknologi er ikke skabt af hjerner forenede under stoiske nej-hatte, og Marcus Aurelius ville ikke blive kejser i dag. Uden den moderne verdens accelleration havde vi i øvrigt heller ikke haft nogen Higgspartikler, som du kunne sige nej til. Vor moderne verden er på godt og ondt skabt af rastløse mennesker som Steve Jobs. Jeg kan varmt anbefale Steve Jobs tale til studenterne på Stanford i 2005, hvor han taler om, hvorledes han gang på fulgte irationelle indre indskydelser, der gjorde ham til universitets-drop out. Min egen nevø skabte en stor global internetvirksomhed. Han mærkede efter, trodsede 'pligten' som bød ham at gøre sin uddannelse færdig, droppede ud og sagde i stedet ja til sin indre egoistiske maveild. Denne egocentriske mig mig mig-energi skabte en formidabel futuristisk arbejdsplads med masser af glade medarbejdere. Der er imidlertid ikke plads til min nevø i Brinkmanns fortænkte univers. Han ville sige at min nevø er så sjælden, at det ikke er værd at nævne ham. I mit verden er der imidlertid masser af hans slags.
 
Vil en person med Brinkmanns bibler under armen få et job i min nevøs virksomhed? Næppe...
Det skulle nu stå klart, at Brinkmanns postfaktuelle opfordring til, at vi skal holde op med at mærke efter har fået tildelt en ufordøjelig nejhat af min tarmhjerne.

Ja, jeg brokker mig over dine synspunkter, Brinkmann. For du hævder, at vi skal brokke os noget mere, og at vi nu roligt kan være negative, for det var stoikerne også. Jeg er god til negativitet. Som offentlig ansat gennem 25 år er jeg vant til at høre brok brok og atter brok og det årtier før du introducerede Barbara Helds som brokguru. Du siger, at det er sundt at brokke sig. Jeg fik kvalme af det og brokkede mig så over det, for brok er smitsomt.
 
I middelalderen var vi overvejende nærsanseligt orienterede. I vor tid er fokus flyttet over på fjern-synet. Aldrig har vi været så fjernsanseligt fremmedgjorte over for os selv. For ti år siden kunne man sidde i toget og iagttage passagerer sidde drømmende og kigge adspredt hvilende i sig selv ud af vinduet. I dag er alle optaget med at stirre ned i smartphonen. For hver time et ungt menneske tilbringer med øjnene rettet mod skærmen i stedet for at siddende hvilende i sig selv, gror der neuroner til fordel for fjernsansning frem for nærsansning. Vi lever ikke i den stoisk stilletående Romertid, men er omgivet af et ydre skopofilisk sansebombardement, hvor det er fristende at lede udvendigt efter sig selv i digitale spejle ved at udstille sig selv kropsløst som avatar på facebook.
  
Kurzweils Singularitet & civilisationskritikken

Vi er på vej ind i det Googles tekniske direktør, futuristen Ray Kurzweil kalder for singularitet. Singulariteten er den tilstand, hvor den allerede nu voldsomt stigende mængde af kompleks digitaliseret information og udvikling af ny teknik følger en eksponentialkurve på vej ind i en lodret tilstand. Denne acceleration må nødvendigvis blandt mange vidundere og katastrofer skabe en paradoksal kropsløs reagensglashjerne som professor Brinkmanns, der siger nej til forandring ved ikke at mærke efter, at den netop ikke har lyst til denne forandring.

Når vi dertil lægger det accelererede forandringstempo, hvor et menneske i dag i følge appen Big Data oplever lige så meget på en dag som et menneske i 1500-tallet oplevede gennem et helt liv, så har vi nu en tid, hvor mennesker aldrig har mærket sig selv så lidt, som de gør nu.
    

Det er ligeså kropsløst som at løsrive stoikerne og Marcus Aurelius filosofi fra den Romerske slave- og snylterstat, som havde skabt dem og fortænkt konstruere dem som rollemodeller for os. Hvordan skulle de kunne hjælpe os til at surfe informationstsunamien? Ved at stå fast? Brinkmanns kropsløshed er et barn af tiden.

Den moderne verden, som Brinkmann frygter og jeg vælger i amor fati, har desperat behov for den sansede krops dyriske dybde. I sult efter indre sansning har vor simulacrakultur kompenserende fokus på nærsansning. Den længes med Baudrillards ord efter det reelle, som den imidlertid stadigt vanskeligere finder. Vi leder efter den krop vort fjernsanselige samfund har stjålet fra os. Vor indre følekrop er i sin udsultethed blevet et lille egoistisk barn, der nu ovenikøbet bliver straffet af Brinkmann.
 
Derfor er der paradoksalt mere behov for selv den overamerikanske popguru Tony Robins end for Brinkmanns kropsløse talking head. Som Tony Robins siger: If you are in your head, you are dead. Mindfullness, selvhjælp, coacher og dameblade, ja selv kapitalens behov - alle udgør de mere eller mindre vellykkede forsøg på at genskabe den vigende kontakt til kroppens sumpede mørke og dybt meningsfulde rum.
 
Vi trænger bestemt til civilisationskritik - men med langt mere krop.
Her kan og må der findes andre tarm-utopier end Wall Streets.


 
Gunnar Mühlmann