Hvad er Meditation

Meditationsteknikker

Meditationsmusik

Videnskabelige Links

 

 
Meditationsteknikker

Enkle begyndermeditationer
Mantrameditation
Hvem er jeg
Åndedrætsteknikker
Meditation med åbne øjne
'Øje til øje' Meditation
 



Integral smertemeditation
Healende hænder
Musikmeditation
Meditationsløb

Hvad der står i vejen for Meditation
 






 

Mantra Meditation

 
Et mantra er et ord eller en lyd som man gentager i sin Meditation. Den Meditative opmærksomhed følger lydordet på dets vej dybere og dybere ind i sindet.
 
Før vi går i gang med selve Mantrameditationsvejledningen, er det nødvendigt med lidt information om selve mantraet.
 
På den ene side har vi de Meditationsreligiøse organisationer der hævder at netop deres i øvrigt hemmelige, gennem generationer  beskyttede Mantraer er de eneste der fungerer. Alle de andre organisationers mantraer er enten ikke så virkningsfulde eller sågar farlige at bruge!
Hvis jeg ønskede at bygge en Meditationsforretning op ville jeg vælge netop denne strategi. Denne strategi gør nemlig kunderne afhængige af firmaet. Og hvem gider i øvrigt købe mantraer hvis alle mantraer er lige gode? Hvis du vælger at købe dig ind i dette hype, skaber du en usund afhængighed til et magthierarki, der, hvis du ikke på et tidspunkt bryder fri, i bedste fald vil gøre dig til en flink åndelig spejderdreng.
  
På den anden side har vi Karma-cola folket der hævder at du ligeså godt kan meditere på ordet Coca-Cola som på et Indisk mantra. Ofte har de ironiske karma-cola skeptikere selv ingen erfaring med meditation, men berusede af deres intellekts skarphed ser de ikke at de selv er et firkantet modbillede af den ensidighed de kritiserer.
  
Den berømte Indiske Vismand Poonjaji sagde:

Lyt ikke til nogen!
Lyt ikke engang til mig!
Lyt kun til din egen Atman - din egen sjæl.

Paradoksalt nok skal der nogle gange en Guru til at fortælle at vi ikke behøver nogen guru.
 
Det gyldne mantras middelvej er at du selv finder dit eget mantra!
 
I det postmoderne alt er lige streg gyldigt = ligegyldigt, Seinfeld-univers vi lever i, hvor Seinfeld's kommentar til en af sine venner, der har betroet ham at han er omvendt til Kristendommen, er: ok... interessant ... og jeg har lige fået et nyt køleskab, er der intet hierarki hvor noget er mere betydningsfuldt end noget andet.  Intet er er helligt - så du kan ligeså godt meditere på Pepsi Cola.
 
Mit råd er at du ikke behandler dit Mantra som om det var Jerrys nye køleskab. Selvfølgeligt er der noget der er helligt i livet. Menneskeheden har siden hulemaleriernes tid haft et religiøst instinkt. Selv ateisten behøver ikke at være nihilist. Jeg talte engang med en astronom. Han var erklæret ateist, men gysede alligevel af ærefrygt hver gang han så op i galakserne.
 
Pointen er at du ikke behøver at gøre dig afhængig af hjælp udefra i den proces hvor du betaler penge for at få andre til at fortælle dig hvilken lyd der bør være 'hellig' for dig.
 
Så lad os nu gennemgå et par gode tip til hvordan du kan finde dit eget mantra, helt gratis og afhængighedsfrit!
 
Hvordan du finder dit eget Mantra
Sæt dig et behageligt sted hvor du ikke bliver forstyrret...  Luk øjnene...
Tillad dig selv at synke ned i den semivågne tilstand hvor dagdrømmende tanker flyder i evig en associativ strøm. I denne bevidste, men dagdrømmende tilstand spørger du nu dig selv på samme måde som du kaster en mønt ned i en ønskebrønd:

Hvad er mit mantra?

Der er selvfølgelig ingen garanti for noget som helst, men mit but er, at der, hvis du har stillet dette spørgsmål med stor oprigtighed, vil komme et ord eller en lyd til dig fra din egen overbevidste underbevidsthed.
 
Hvis det ikke sker kan du bevidst vælge et ord der for dig har en højtidelig og smuk mening/lyd.
Hvis du er Kristen eller føler en tiltrækning til Jesus kan du bruge ordet Jesus eller Kristus som mantra. Er du mere til New Age kan du kan også bruge det gode gamle indiske universalmantra OM.
Hvis du er ateist kan du f.eks. bruge ord som galakse eller stjerne. Eksistentialist kan bruge mantraet: jeg er, osv.
 
MANTRAMEDITATIONSVEJLEDNING
Følgende gennemgang lægger sig tæt op ad TM's meditationsvejledning, som på nær deres forretningsorienterede salg af 'kejserens nye mantra' er ganske fornuftig  og hviler på dybe og simple mekanismer i menneskesindet.
 
Vi er nu klar til selve meditationsvejledningen. Du har fundet eller er blevet fundet af dit eget mantra og sidder nu behageligt med lukkede øjne et sted hvor du ikke bliver forstyrret.

Med lukkede øjne mærker du din indre krop. Føl den indre krops mørke...
Træk vejret dybt og roligt - hold en lille pause ved ind og udåndingens slutning.
Sid med denne vejledning foran dig. Læs et par linier og eksperimenter så et par minutter.
   Når det føles naturligt åbner du øjnene og læser et lille stykke videre.

Læg nu mærke til dine tanker - iagttag hvorledes tankerne kommer af sig selv som en lille bæk.  
   Tankestrømmen løber helt af sig selv uden at du behøver at gøre noget aktivt for at hjælpe den på vej.

Tænk nu dit mantra på samme uanstrengte måde som bækkens tanker strømmer. Kast det som en mønt
   ud i din indre ønskebrønd og tillad gentagelsen af mantraet at komme af sig selv som en korkprop i den     
   lille flod af tanker.
 
Des mindre anstrengelse du anvender - des mere spontant dit mantra begynder at gentage sig selv, des tættere er du på den ideelle meditation!
  
Mantraets morphningsproces
Mantraet vil sandsynligvis på et tidspunkt begynde at morphe - dvs. at det af sig selv i sin selvgenererede gentagelse ændres til beslægtede ord eller lyde. Det er som om din underbevidsthed begynder at lege med mantraet i en form for improvisatorisk skabelse. Dette fænomen er en helt naturlig del af en god meditation.
 
Mantraets atomiseringsproces
Ofte vil mantraet i den proces der bringer dig dybere og dybere ind i dig selv, disintegreres eller måske mere præcist: atomiseres. Denne atomiseringsproces består i at mantraets oprindelige syntaks, den oprindelige sætning eller det oprindelige ord, fra at have en relativ fast form, forvandles mere og mere til blot at blive til 'lyd'. Selv denne lyd kan forfines til den til sidst kun er hvad man kunne betegne som en viberation.

I takt med at mantraet under sin gentagelsesrejse opløses ind i sit eget molekylærunivers, føres dit sind ind i  sin egen urgrund. Her er din opmærksomhed og dit sanseapparat så forfinet, at du bliver i stand til at registrere og fornemme dit indre sind og din indre krop på en helt ny måde. Et indre hidtil skjult univers vil åbne sig for dig.

De tanketomme øjeblikkes ekstase og genfødsel
Under dit og mantraets rejse mod dybere og mere forfinede tilstande af hvilende årvågenhed i sindet, kan der opstå små sekundlange gyldne øjeblikke hvor alle tanker går i stå og kun din årvågenhed er tilbage.
 
Disse tankeløse øjeblikke er dybt healende for både sindet og kroppen.
 
Det svarer til at du trykker på Ctrl+Alt+Delete knapperne på din computer: Du får her en unik mulighed for at genstarte hele maskineriet på ny. I særligt dybe øjeblikke er metaforen måske nærmere at du får mulighed for at geninstallere hele dit styresystem, ja måske oven i købet får mulighed for at se om du overhovedet er tilfreds med de programmer der er installeret på din åndelige PC. Mange af programmerne har samfundet og dine forældre installeret. Det er ikke sikkert at du synes at alle disse præinstallerede programmer er lige gode som livs-GPS'er for dig.  At blive sin egen årsag er det samme som at være sit eget livs programmør!
 
Den gode Meditation: Mantraet mediterer dig!
Tricket i denne anstrengelsesfri meditation er at der er en stor sandsynlighed for at dit sind af sig selv vil kunne lide at meditere. Sindet er som et lille genstridigt barn der hader kontrol. Hvis mantrameditationen er en legende spontan proces, vil sindet gribe ekkoet af mantraet som et barn griber ud efter en bold. Og du vil have en god chance for at  mantraets gentagelse i din lille tankestrøm vil føre dig dybere og dybere ind i dig selv af sig selv!
Du vil helt sikkert på et tidspunkt opdage at du er kommet bort fra mantraet og i stedet er begyndt at tænke på et eller andet. Vend så blot uden drama tilbage til mantraet og lad dig igen frydefuldt meditere.

En god tommelfingerregel er at sidde i denne meditation i ca. 20 minutter. Men kun du ved i sidste ende hvad der er godt for dig.

Mvh Gunnar Mühlmann