Hvad er Meditation

Meditationsteknikker

Meditationsmusik

Videnskabelige Links

Åndelige Inspiratorer

 
Meditation og Bevidsthed

I. Bevidsthed & evolution

II. Hvad er opmærksomhed
III. Kroppens indre landskaber
IV. Hvad er bevidsthed
V. Tankeoperativsystemet
VI. Usamtidige styresystemer

VII. Bevidsthedens frigørelse
 
Den indre og den ydre person
Det sensitive nervesystem

Den indre og den ydre person
Den ydre person og kontrolsamfundet
Kun den indre person kan meditere

   
Sjælens Sommerfugl
Det hellige sår
Det supervågne flow
Sjælens Sommerfugl
 


Meditation - historie, filosofi & videnskab
Meditation og religion
Meditation, videnskab og filosofi
Sekter på samfundets rand
Jeg'ets udviklingshistorie
Meditation og metabevidsthed
Hvor kommer Meditation fra?
Jesus i Buddhas fodspor

Spørgsmål til Meditation

Er meditation en mirakelkur?
Er det narcissistisk at meditere?

Meditative visioner

Den mirakuløse fraktale bevidsthed
Gud ønsker at blive Menneske

Singularitet, Meditation og Entheogener
På vej mod en ny Ånd
 


 





 
UNDER UDARBEJDELSE
 


USAMTIDIGE STYRESYSTEMER
Opmærksomhed versus bevidsthed        
Under udarbejdelse

Mankind is poised midway between the gods and the beasts
Plotinus

 

De to antenner
Mennesket er som en gammeldags radio.
 
For at modtage signaler optimalt skal en sådan radio have både en antenne og en jordforbindelse.
 
Menneskeradioens antenne er bevidsthed og dens jordforbindelse er opmærksomhed.
  
Som hund og kat
De to operativsystemer arbejder imidlertid sjældent så harmonisk sammen som tilfældet er det i en gammeldags radio. De er langt mere som hund og kat. De kommer ofte i indbyrdes konflikt. Denne konflikt er, som de fleste historisk betingede konflikter i øvrigt, en usamtidighedskonflikt, forstået som sammenstødet mellem fortid og fremtid.

Opmærksomheden har i sin fundamentale ordløshed svært ved at forstå bevidstheden. Bevidstheden er kun perifert klar over opmærksomhedens indre mørke og halvt sovende kropsrige.   

Et træ er et godt billede på menneskets forskellige biooperativsystemer.
Mennesketræets bevidsthedskrone er synlig, mens en stor del af træets liv leves under jorden: i opmærksomhedens kropslige og i mørke voksende rodnet. Dette rodnet vokser i vor biologiske verdensmasse.



FORSKELLE OG LIGHEDER MELLEM OPMÆRKSOMHED OG BEVIDSTHED

For overskuelighedens skyld har jeg fremstillet et skema, der i grove generaliserede træk
sætter forskellene mellem opmærksomhed og bevidsthed op over for hinanden:

OPMÆRKSOMHED BEVIDSTHED
Krop Ånd
Dyr Menneske
'Primitiv' Civiliseret
 Barnlig Voksen
Indre person Ydre person
Følesansning, smag og lugt Syns-og høresansning
Nærsansning / afstandsløs Fjernsansning / afstand
Intution / instinkt Planlægning
Ikke-erkendelse ordløs Verbal/tankeaktivitet
kognition / erkendelse
Underbevidst opmærksom Lysvågen
Følelsespolaritet
mellem godt og ondt
Tankepolaritet
mellem godt og ondt
Overvejende
artshistorisk
perspektiv
Overvejende
civilisationshistorisk
perspektiv
Fortidens arkaiske
operativsystemer
Fremtidens
operativsystemer
Tidløst nu Tid / fortid-nu-fremtid
Mørke Lys
Alt Intet
Oceanisk følelse, fylde Tomhedserfaring, tomhed

Bevidsthed og opmærksomhed er feed back systemer
Centralt for forståelsen af opmærksomhed og bevidsthed er at de begge er feed back baserede kommunikationssystemer. Denne grundliggende evne til feed back, i indbyrdes interaktion og med omgivelserne skaber en fælles platform hvorfra disse systemer, ofte konfliktfyldt samarbejde, varetager deres vigtigste opgave: at få os til at overleve.

 
Den mediterende rodeo-munk

Den kinesiske akvarel til venstre viser en mediterende munk, der fredfyldt sidder oven på hovedet af et menneskelignende monster. Denne fremstilling skriver sig ind i en lang tradition af buddhaer, boddhisatvaer og mediterende munke, der for at vise bevidsthedens gloriøse sejr over det dyriske driftsvæsen, rodeo-rider på drager, løver eller tigere. Det måske ufrivilligt morsomme ved netop denne akvarel er det i hvert fald i mine øjne lidt utilfredse skulende blik som ego-monsteret her har. Hvis jeg var munken, ville jeg ikke hvile alt for meditativt sikkert på disse uhyrlige laurbær. Monsteret venter bare på en en chance til skubbe munken ned fra piedestalen.
 
Som nævnt i indledningen, så er bevidstheden og opmærksomheden som hund og kat.
Det følgende afsnit vil beskrive både interaktionen og manglen på interaktion mellem disse vidt forskellige operativsystemer.

Bevidstheden er skrøbelig.
Som det sidst evolutionært skabte livsvidunder er bevidstheden det mest skrøbelige. I tilfælde af livskriser er bevidsthed og de højere kognitive funktioner, der udspiller sig i dens spejlrum det første, der lukker ned. Vort dyriske opmærksomhedsmonster er til gengæld som vor evolutionære følgesvend gennem millioner af år langt mere hårdfør.


Mennesket - en
slagmark for usamtidige evolutionære konflikter. 
Mennesket er i konflikt med sig selv alene af den grund, at vi huser verdensmassens mangfoldige ansamling af biooperativsystemer fra prækambrium og op til i dag. Når de tre hjerner mødes ved forhandlingsbordet, er der kun en af dem der forstår sprog. En anden forstår kun følelser og den inderste og dybeste forstår sandsynligvis ingenting.
Selv om vi er de mest fleksible primater på jorden, er vores evne til at tilpasse os istider og andre forandringsscenarier stadig hæmmet af, at vore kroppe rent udviklingshistorisk slæber rundt på en tung kuffert, hvori hele livets udviklingshistorie er lagt. 
 
Vi er i den forstand bærere af en bunke indbyrdes konfliktende biogenetisk software. Det meste af dette software er forældet: Det er vor stadig
levende fortid forsøgt inddæmmet af vor moderne fornuftbaserede nutid.

 

HJERNENS TRENIGE UENIGHED

We are obliged to look at ourselves and the world through the eyes of
three different mentalities, two of which lack the power of speech.

MacLean

Det urbane spejl
Vor urbane civilisation spejler de usamtidigt i lag opbyggede hjerner, der har skabt den. I bybilledet ser vi de samme huse, som der var for hundrede år siden, og der er biler som for 50 år siden. Det eneste radikalt nye, der er kommet til, er digitaliseringen, der i dag gennemtrænger alle disse ældre strukturer på samme måde, som de nyeste lag i hjernen har boret neuroner ind i hjernens ældste lag. På samme måde som jeg kan bo i en moderniseret lejlighed i et hus, der er flere hundrede år gammelt, så bor mig i et indre kropshjem fuldt af gamle mure, døre, toiletfaldstammer og vinduer - men nu med nymalede vægge, tilsat elektriske ledninger, køleskabe, fladskærme og internetopkobling.
 
Evolutionen omskaber ikke fundamentet i sin skabelse. Den bygger i stedet ovenpå de allerede eksisterende biologiske arkitekturer. Nedenstående illustration viser hjernen som opbygget i tre lag. Dette er naturligvis en stærk forenkling af de faktiske forhold, men ikke desto mindre en værdifuld generalisering, eftersom vort projekt ikke er regulær empirisk hjernevidenskab, men intuitivt at se opmærksomheden og bevidstheden skabt i et krydsfelt bestående af hjernens forskellige operativsystemer fra forskellige tidsperioder i vor evolutionshistorie.
 
Den inderste og ældste hjernestamme, R-komplekset har vi til fælles med krybdyrene. Her sidder vor mest instinktivt og autonomt styrede adfærd. Disse styringsmekanismer lever deres eget liv, og kan hverken forstå dyrehjernens følelser eller menneskehjernens sprog.
Den mellemste del, det limbiske system, deler vi med pattedyr. Her føler vi os selv og verden i opmærksomhed
  
Endelig har vi den øverste og yderste del, neocortex, som vi har til fælles med hvaler og menneskeaber. Dette er sædet for sprog og bevidsthed. Især frontallapperne er interessante i denne sammenhæng, da det sandsynligvis er her selve vågenheden bliver til.


 
MYTOLOGIERNES INDRE LANDKORT

Det giver god mening at anskueliggøre de forskellige bevidstheds-operativsystemers forhold til hinanden gennem en analyse af mytologiske narrativer. Mytologi er landkort over menneskets indre tilstande.



Det er svært at se på dette lille billede,
men elefanten græder faktisk.



Illustrationen til venstre er hentet fra den indiske mytologi.
Den viser i en lille tolkningsleg en tredelt hjerne, hvor selv vor dyriske fortid er i krig med sig selv: Den grædende følelsesfulde elefant er her som en repræsentant for vor pattedyriske eksistens i konflikt med den ældre reptile krokodilles primitive instinkter.

Samtidig med at krokodillen bider elefanten i benet, søger den gennem blomsterofferet en alliance med det lysende vågne bevidsthedsoperativsystem.

Især vestlig mytologi er fuld af disse trekantsdramaer eller mere bredt forstået usamtidighedskonflikter mellem bevidsthedsoperativsystemer for den biologiske verdensmasses forskellige æoniske tidsaldre.

Her ser vi et middelalderligt kalkmaleri, der i en lille tolkningsleg næsten for indlysende anskueliggør, hvorledes bevidsthedens neocortxiale Sankt Georg, i alliance med hesten, det dyrisk-limbiske system, nedkæmper vores primitive urhjerne, r-komplekset, billedliggjort i den onde drage.
 
Selv om det indiske billede kulturmæssigt ligger langt fra kalkmaleriet, så har de to billeder et fælles motiv: den limbiske dyrehjerne, henholdsvis illustreret ved hesten og elefanten, samarbejder med den menneskelige hjerne frem for at hente hjælp hos sin fjerne reptile forfader. Vort allerinderste blinde instinktliv lader til ikke blot at være i konflikt med vort intellekt, men også med vore følelser. Den skarpeste grænse er således trukket mellem vor eksistens som krybdyr og som pattedyr.
 
Slangen & dragen
Ofte finder man i stedet for dragen en slange i menneskets projektive mytologiske kortlægning af sit eget allerældste og inderste krybdyriske instinktvæsen.

Her lader det til at især patriakalsk-kristne kulturer som vor egen vestlige anskuer slangen som det 'onde'.

Visdomsslangen
Det er i den sammenhæng interessant at konstatere, at det slangen tilbyder mennesket ikke blot er udfrielsen af blinde instinkter, men derimod visdom, oven i købet visdom i form af selverkendelse.
Efter syndefaldet er sket, opdager Adam og Eva, at de er nøgne, og de gemmer sig derfor for deres herre. At autoritære faderkulturer ikke er interesserede i at mennesket opnår visdom og selverkendelse, er en af de konklusioner vi umiddelbart kan drage af denne fortælling.
 
Langt mere interessant er det dog at undersøge det paradoks at slangen, som repræsentant for det primitive og autonome instinktliv kan give visdom i form af selverkendelse. Hvordan kan den mest primitive del af vor hjerne give visdom?

For at få svar på dette spørgsmål bliver vi nødt til at forlade vor egen kulturkreds. I andre mere introspektivt anlagte kulturer er slangen/dragen ikke i samme grad dæmoniseret. Des længere vi kommer mod øst, des mere bliver den frygtede drage til en partner. I Kina er den oven i købet blevet til en lykkedrage.
 
SLANGENS ROLLE I FORSKELLIGE KULTURER
Til venstre forneden ser vi en moderne illustration af den mediterende Shiva med en cobraslange rundt om halsen. Ved siden af ser vi en præindus terracottafigur fra ca. 3000 f.Kr. Her sidder en person med en stor slange rundt om hele kroppen.

 

Det samme venskabelige forhold mellem biologisk urtid og nutid kan også tolkes ud af nedenstående illustration. Her ser vi guden Krishna i barnlig uskyld dansende optræde som slangetæmmer.

I den ægyptiske og i de sydamerikanske indianerkulturer finder vi fremstillinger af et nærmest symbiotisk forhold mellem (gude)mennesket og slangen. Slangen er her, bestemt ikke tilfældigt placeret midt i panden.

 

De nedenstående illustrationer viser med cirklen i panden en interessant lighed mellem vidt forskellige kulturer. I Indien er dette sted, det tredje øje, anset som centrum for udvidet metabevidsthed; den bevidsthed, der ser bag om det, som kan iagttages med det blotte øje. Denne opfattelse korresponderer i symbolsk form meget fint med den vestlige forståelse af frontallapperne som sædet for de højeste bevidsthedsfunktioner.


Portræt af en hellig person i den græsk-indisk buddhistiske
tradition fra det seleukide Afghanistan ca. 200 f.Kr.
Det tredje øje i panden har sandsynligvis
været dekoreret med en ædelsten.

At lade bevidstheden blive til hersker over slangekraften må være målet for enhver bevidsthedskultivering, der rækker ud over vor egen indre Sankt Georgs kamp med sig selv.

Bekæmpelsen af dragen/slangen som ondskaben selv frem for forsøget på at forstå den og samarbejde med den med henblik på at udnytte dens energi konstruktivt er, omend ikke selve årsagen, så forståelig og naturlig kompatibel med vor vestlige kulturs polarisering af verden i godt og ondt, en polarisering der har været med til at legitimere vor evige rastløse bestræbelser på at lave ting om, bekæmpe dem eller fjerne dem, fordi de ikke var 'gode', som de var.

Det har medført vidunderlige civilisatoriske fremskridt, men kan nu, af grunde der bliver indlysende for flere og flere, ikke længere fortsætte. Løsningen på dette problem, i dybeste forstand dødsangsten for vor eget arkaisk ukontrollable indre, er at bevidstheden når det næste evolutionstrin.
 
Vi skal naturligvis her ikke drømme os nostalgisk tilbage til en guldalder, som i øvrigt aldrig har eksisteret, men blot lade os inspirere af, at der i fortiden har været kulturer, der har levet fint uden dæmonisere den ene pol af eksistensen.

 


Minoisk slangegudinde fra paladset i Knossos



BEVIDSTHEDENS MAGTOVERTAGELSE
På trods af, eller måske nærmere netop på grund af sin skrøbelighed har bevidstheden i det moderne menneske taget magten fra opmærksomheden. Som munken på billedet har vi sat os oven på os selv. I vesten begyndte denne gradvise magtovertagelse med Odysseus, der lod sig binde til masten af sit skib for at kunne modstå Sirenernes sang.
 
Kroppen er stadig et dyr. Dette dyr sidder i maven. Dets operativsystem er følelser i opmærksomhed. Det er efterhånden skræmt til døde over bevidsthedsoperativsystemets civilisatoriske konstruktioner. Vi har siden Odysseus forsøgt at binde det med bevidsthedens eftertænksomme nervetråde.
  
Den nærsanselige middelalder
I middelalderen levede det almindelige menneske i langt højere grad ud fra en spontan udlevelse af dets nærsanselige eksistens. Dette umiddelbare og nærsanselige, men også usikre  liv blev levet uden tanke på mulige følger. Nød, fangenskab, nederlag, sejr, lemlæstelse, løssluppen lyst, sønderknusthed, religiøs bod og anger blev udlevet og oplevet i kroppens ordløse og nærsanselige rum. Overvågning og straf kom udefra ved hjælp af kirkens institutioner - ikke indefra.
 

Udsnit af et maleri af Bruegel
 
Helt op til Holbergs oplysningstid var det normalt, at en mand hilste på en kvinde ved at føle på hendes bryst.
 
Det umiddelbare, urefleksive og derfor uhæmmede i direkte at smage, lugte og føle var det  førindustrielle menneskes privilegium.
 
På vej mod det fjernsanselige menneske
Fra oplysningstiden og op til i dag er menneskets fjernsanser blevet udviklet på bekostning af den umiddelbare nærsansning. Gennem middelalderen blev vi langsomt gennem kirken opdraget til at syndiggøre og dermed distancere os fra vort kropsligt opmærksomme nærliv. Vi lærte samtidigt fjernsanseligt at læse bøger og lytte til kloge ord fra autoriteter, der før i højere grad havde ladet sværd tale folket til rette.
 
Senere i et eksponentielt spring fik vi TV. Med det fik vi bogstaveligt fjern-syn og blev derigennem forberedt til at kunne interagere med computernes visuelle interface. I dag er vor synssans klisteret til de små skærme på vore smartphones. Er vi på vej mod en global symbiotisk bio-chip opkobling med computerkredsløb?
  
Dette skift er sket hånd i hånd med, at vi er blevet til selvkontrollerende systemer styret under det kollektivt, fremmede blik fra det, Lacan kalder Den store Anden.
 
Denne civilisatoriske omprogrammering af vort sansehierarki har flyttet prioriteten og dermed energien fra opmærksomheden til bevidstheden. Den nærsanslige kropsbevidste opmærksomhed er i vor overciviliserede verden fortrængt af en bevidsthed, der fungerer netop gennem det at vi afstandsgør os selv og dermed vor egen krop. Kroppen bliver i samme proces underlagt bevidsthedens kontrolapparatur, det jeg i kapitlet
Den indre og den ydre person har kaldt den ydre person.
 
Fjern-synsalderen
Mange af det moderne samfunds civilisationssygdomme, heriblandt eksistentiel fremmedgørelse, er i høj grad skabt som en konsekvens af den kulturskabte flugt fra nærsansernes umiddelbare liv. Selv det kaos, der findes i en nutidig dansk skoleklasse, kan ses som et udtryk for manglen på nærsanselig tilstedeværelse. 
 
Elektroniske gadgets, især smartphones kobler os op med vore fjernsanser, høre og synssansen i en grad selv de sidste 50 års TV-alder ikke i sig selv har formået, men har forberedt os til. Indtil den dag, hvor vi i virtual reality miljøer kan føle, lugte og smage, fortsætter den accelerende udsultning af vore nærsanselige behovseksistens. Samtidig bliver vor længsel efter den tabte krop i stadig stigende grad forsøgt tilfredsstillet gennem synet. Som Narcissus leder vi i det synsskabte spejlbillede efter den fylde som kun den nærsanselige følesans kan tilfredsstille. Vor kultur bliver, spejlet i de utallige små interaktive skærme og i massemediernes produktion af reality et skopofilisk forsøg på at genvinde den tabte nærsanselige fylde og uskyld.
 
Det nedenstående billede viser en situation de fleste af os nok har tænkt over i vort nye mobile univers. Jeg tænker her på den fremmedgørelse, der opstår, når den digitale verden bliver vigtigere end den virkelige sansede verden af kød og blod.
 
 

Vort cellulære mikroliv
Mere afgørende er imidlertid den omprogrammering smartphones og lignende 'devices' skaber i vort mikroliv. De allerstørste civilisatoriske begivenheder foregår ubemærket og hinsides de demokratiske, ja selv de magtøkonomiske beslutningsprocesser. Disse begivenheder foregår på vort livs mikroplan. Mens vi tror, at vort liv ændres gennem afgørende begivenheder og store eksistentielle beslutninger, så 'besluttes' livet i virkeligheden for os ud fra den samlede sum af mikroøjeblikke. Vort mikroliv interagerer med verdens mikroliv og skaber her kæmpebølger af paradigmeskiftende kultur. Ingen bestemmer i virkeligheden nogen som helst - hverken økonomiske magtmænd, politikere eller de såkaldte konspiratoriske illuminati.
De virkelige aktører i fornuftens list er i virkeligheden celler og molekyler. Teatrum mundi, verdens teater foregår på først af alt på dette mikroplan, hvor ufatteligt komplekse interaktioner afvikles med matematisk determinisme. De får eksistensens elefanter til at buldre afsted, mens små menneskemus i kølvandet på elefanterne stolt gør hinanden opmærksommme på hvilken larm, de er i stand til at lave.
 
Mens jeg sad i S-toget i dag, lagde jeg mærke til den ikke usædvanlige situation, at næsten alle passagerer sad og interagerede med deres smartphone. Når man interagerer med en tablet er ens syn altid fokuseret.
 

Ikke fra min S-togstur, men fra Korea.
 

En ikke mindre end enorm re-wiring af hjernen finder sted hver dag i kraft af vor nye smartphone adfærd. For ikke mange år tilbage var der masser af tid til at stirre tomt frem hen for sig mens, man ventede på eller i toget, bussen, osv.


Familien Obama på smarthone

I den tid dagdrømte man sandsynligvis, men især vigtigt i denne sammenhæng: Der var her tid til at mærke kroppens rum. For kroppens rum træder frem i den følte opmærksomhed sammen med et defokuseret blik.

Et sekund i denne kropsopmærkede tilstand gør hverken fra eller til, men hvis man begynder at regne på det antal timer der nu går fra denne nærsansede tilstand over i den skopofile smartphonetilstand, så bliver det ad åre til et ganske betragteligt antal timer, hvor hjernen lige så stille gror andre neuronforbindelse end den ellers ville have gjort.

Facebooks simulacra-likes kan aldrig erstatte den overføring af nærsanselig næring, der bliver overført, når en krop rører en anden. På samme måde som tidens store modedille, kropstatoveringer, er beregnet til at ses på afstand, så bliver vore kroppe set frem for at blive følt. Jeg ser i de nye for psykologien svært forklarlige fænomener som cutting, spisevægring, bulemi og ekstremsport, hvor man skal løbe et Marathon om dagen, som desperate forsøg på at genoprette kontakten til opmærksomheden. Ved at påføre kroppen smerte kan man igen mærke den og således genoprette balancen mellem bevidstheden og opmærksomheden.
 
Gennem fjernsanselig erkendelse i sprog har vi udviklet et mere sofistikeret og varieret overlevelsesstrategisk responsrepertoire. Intet kommer imidlertid gratis. Dette spring fremad i form af tanke-ordstategier er i vor civilisation sket på bekostning af opmærksomheden.
.      
Eksempler på bevidsthedens kropsnegering findes især i de miljøer, hvor mennesker overprioriterer bevidstheden.  I det omfang livsresurserne forfordeles bevidstheden, skrumper den i forvejen pressede opmærksomhed.
 

BEVIDSTHEDENS TOLKNING AF OPMÆRKSOMHEDEN

I de foregående afsnit er det ofte blevet nævnt at bevidsthedens kognitive begrebsapparatur kun har erkendt toppen af opmærksomhedens isbjerg.

Bevidstheden bliver først klar over kroppens liv i det omfang, den har ordliggjort dette liv.
Rene opmærkede, 'nøgne' følelser har det svært foran bevidsthedsspejlet. De kan faktisk kun bevidstgøres i det omfang de er iklædt 'tankedragter'. Følelsen kun bevidsthedsspejles i det omfang den er begrebsliggjort.

 
Når vi siger: jeg elsker dig, jeg føler kærlighed, jeg er vred, jeg er sulten, så er det faktisk ikke, hvad der rent faktisk sker i kroppen. Du kan forsikre sig om validiteten i denne påstand ved at sætte dig ned med lukkede øjne lige efter, at du for eksempel er blevet vred på en person. Hvis du opmærksomt, undersøgende nu kigger ind i sit indre laboratorium, vil du opdage, at det du kaldte vrede, i virkeligheden er en ubehagelig knude i maven og måske brystet.
Vore vante betegnelser for følelser er i virkeligheden bevidsthedens tolkninger af kroppens ordløse sansninger. Disse sansninger er i sig selv biokemiske sensationer.
 
Bevidstheden 'forstår' og kontrollerer på denne måde opmærksomheden gennem tolkning.
    

Bevidsthed i forandring
En af grundene, men ikke den eneste til bevidsthedens analfabetiske forståelse af kroppens signaler er, at den først og fremmest er programmeret til at registrere forandring. En meget stor del af kroppens energetiske opmærksomhedsliv er imidlertid formet som en konstant strøm eller af sansninger. Som vækkeurets tikken forsvinder følelsen af ringmusklen, selv om den i opmærksomhed stadig er der hele tiden.
Almindelig væren eller de dele af livet der pulserer som et tog på skinner, eller støj fra et køleskab, unddrager sig vor bevidsthed fordi den udadrettede bevidsthed altid er på jagt efter det der ændrer sig. Alt hvad der er konstant, som f.eks. luften vi indånder eller alt der monotont gentager sig, som f.eks. et gammelt stueurs tikken, forsvinder ind bag det enkle og åbenlyses slør. Forskeren Robert Ornstein har påvist at når ’almindelige’ mennesker uden Meditativ bevidsthedskultivering lytter opmærksomt til et urs tikken, vil deres hjerner efter et stykke tid ikke længere være i stand til at fastholde lyden. Den vil forsvinde. En person der Meditativt har kultiveret sin bevidsthed, vil heroverfor være i stand til konstant at fastholde sin bevidsthed på urets tikken. For den som således er i stand til bevidst at bryde igennem den evige gentagelses sløvende effekt, vil verdens, både indre og ydre, ufattelige skønhed åbenbare sig.

Alene af den grund er det næsten umuligt for bevidstheden at erkende og forstå den del af opmærksomhedens sanserige. Ikke desto mindre udgør sansninger hinsides ordherrernes kongedømme, en meget stor, hvis ikke den største del af vort værende liv!
 
I meditation trænes bevidstheden spontant i at registrere det som er uforanderligt.
Des mere bevidstheden bliver i stand til at vide det uforanderlige des mere bliver kroppens mørke energi synlig, bevidet og derigennem  også mulige at ordliggøre.
 
Det at være, det vi kalder den menneskelige væren, er en ikke mindre end enorm masse af uforanderlig tilstedeværelse der var og altid er:

There is no greater mystery than this -
that being the Reality ourselves, we seek to gain Reality. 
We think that there is something binding
our reality and that it must be destroyed
before the reality is gained.
It is ridiculous!

A day will dawn when you will yourself laugh at your effort.
That which is on the day of laughter is also now.

Ramana Maharshi
 




BEVIDSTHEDENS OG OPMÆRKSOMHEDENS SAMARBEJDE

Egoet er det krydsfelt, hvor opmærksomhedens hurtige instinktive og intuitive overlevelsesreaktioner i 'forhandlinger' med bevidsthedens langsommere, men langt mere fleksible tankeoverlevelsessystem mødes for at skelne mellem den gode overlevelse og den onde død og efterfølgende effektuere det godes sejr over det onde.
Ved dette forhandlingsbord er ego-operativsystemet ordstyrer.
 
Opmærksomhedens overlevelsesstrategi er forankret i opmærkede følelser.
Alt hvad der får 'mig' til at overleve føles godt. Alt, hvad der truer min overlevelse, er 'ondt'.
Des større variation der er i dette følelsesregister, des mere variation er der i de tilhørende instinktive overlevelsesreaktioner.
 
Tankeprocesser er heroverfor den vågne bevidstheds stærkeste overlevelsesstrategi, der enten giver grønt lys til opmærksomhedens følte overlevelsesreaktion eller annullerer den ud fra strategisk kognitive analyser.
 
Ego-operativsystemet er det 'Jeg', som lægger planer og i forlængelse heraf forstiller sig forskellige handlinger, der kan gavne en eventuel fremtidig overlevelse.
 
Hver gang vi føler den berømte konflikt mellem følelse og fornuft, så er det hunden og katten, der ikke kan blive enige og derfor slås om hvilken overlevelsesvej, der er den bedste.
 
Tankeslaverne
Hvem er det nu egentlig, der bestemmer ved dette forhandlingsbord ... tankebevidstheden eller den instinktive opmærksomhed? Vi føler os ofte tyranniserede af vore tanker, men i virkeligheden har tankerne aldrig været herrer. De har optrådt som stedfortræderkonger for det inderste arkaiske krybdyr, der som forældet genetisk software stadig lever i bunden af hjernestammen. Dette primitive krybdyrs elementære kraft har demonstreret viljen til at overleve mod alle ods gennem millioner af år. Bevidstheden og i forlængelse heraf tankerne har som hjernebarken beskyttende lagt sig oven på vor primitive hjerne og hjulpet vor inderste rygrads urslange i dens overlevelsesvilje.
 
Bevidstheden har i den forstand som en slave blindt overtaget opmærksomhedens dyriske opdeling af alt i den gode overlevelse eller den onde tilintetgørelse.
   
Denne programmering har været værdifuld alene ud fra den grund, at den har bragt os så langt, at jeg kan skrive denne tekst, og at du kan læse den. Vi er imidlertid nået til et sted i vor evolution, hvor den selvsamme programmering risikerer at spænde ben for vor videre udvikling.

BEVIDSTHEDEN OG OPMÆRKSOMHEDENS SVÆRE SAMEKSISTENS
Der findes eksempler på, at mennesker i en farlig situation har været i stand til eksempelvis at løfte en bil for at frigøre en fastklemt person. Vi kan præstere fantastiske ting, når vi føler os truede på vor overlevelse. I sådanne krisesituationer er det imidlertid opmærksomhedens arkaiske og instinktive styresystemer, der træder tager over. For bevidsthedens højeste kognitive funktioner har det sværere med at være under pres.
Vågen bevidsthed elsker ro.
  
Den skrøbelige bevidsthed
Bevidstheden er skrøbelig. Dens vågenhed lyser som en lille flamme for enden af en tændstik. Det er let at puste den ud. Hver gang vi kommer under overlevelsespres, er vor bevidstheds flamme i fare for at blive slukket.
 
Højere hjernefunktioner fungerer ikke under pres,
Bevidsthedens skrøbelighed skyldes først og fremmest, at evolutionens sidst udviklede overlevelsessvar altid er de mest skrøbelige. I krisetilstande vil mennesker, men også samfund være i fare for at regrediere tilbage til tidligere udviklingstrin.
Bevidsthedens flamme kan som regel godt overleve kortvarige pressede situationer, som f.eks. en eksamen, men hvis krisetilstanden bliver kronisk, vil de højere kognitive bevidsthedsfunktioner kollapse og i stedet afløses af de operativsystemer, der findes på udviklingsstigens lavere trin. Her vil hidtil slumrende arkaiske og rudimentære bevidsthedstilstande vækkes til dåd for at varetage overlevelsen.
 
Når bevidstheden kommer under pres, er det første vi mister som nævnt det evolutionært sidst udviklede, nemlig selve vågenheden. Stress rammer først den rene spejlbevidstheds vågne klarhed. Stress får os faktisk til at falde i en form for søvn i vor ellers vågne tilstand. Uden denne vågenhed kan vi stadig præstere intellektuelt, men næppe på nobelprisniveau. Kun i afslappet vågenhed i flow har vi evnen til at udtrykke det sublime, ikke i generel forstand, men det sublime forstået som det absolut bedste vi kan præstere inden for vore egne naturgivne rammer.
 
Hvor klarheden i stress falder i søvn, der overtager, ja nærmest besætter tankerne og de lavere, rudimentære instinktive overlevelses-operativsystemer førersædet. Spundet ind i tankernes endeløse strøm af fortællinger om forestillede trusselsscenarier bliver bekymring her en kronisk tilstand. Stress er en betegnelse for denne proces. Stress rammer først og fremmest de højere kognitive funktioner. I stress erstattes tankemæssig kvalitet af kvantitet, hvor vi fyldes af ubrugelige bekymringstanker. Det første kendetegn på, at vi er under pres, er derfor, at vi fyldes af alt for mange tanker og blinde instinktive reaktionsmønstre. Her medfører opmærksomhedens realtolkning af tankerne et negativt feed back, der får de negative trusselsfølelser til at gå i selvsving med opmærksomhedens rudimentære instinktliv.
 
Des mere kompliceret den sociale interaktion i et samfund bliver, des større er faren for at det negative feed backs selvsving konflikte med behovet for komplicerede kognitive processer i vågen bevidsthed.   
 
men vokser i ro
Alle meditationsretninger taler om vigtigheden af fred. I dette perspektiv bliver det klart hvorfor. Bevidstheden kan ikke tåle kroppens ufred. Den er evolutionært stadig så skrøbelig, at den kun kan vokse i stilhed i frihed fra kroppens (a)larm. Når den i stilhed, fred og ro har vokset sig stor og stærk nok til at tage et livtag med verden, så kan det som forudsætning kun ske i en tilstand af ubekymrethed og frygtløshed.

og aktiveres i livsleg

I never did a day's work in my life. It was all fun.
Thomas A. Edison

På samme måde som børn skaber bedre tegninger, hvis de ikke får belønninger for det eller bliver beordret til det, så virker bevidsthedens allerhøjeste funktioner bedst, når vi er i en tilstand af lykkeligt afslappet kreativt flow.
 
I hypervågen meditativ ikke-skelnen er du lykkens yndling. Appelsinen dratter lige ned i den intensiverede bevidstheds turban. Jeg kan ud fra egen erfaring sige, at tid og rum bøjer sig tjenende for et stærkt og vågent bevidsthedsfelt. Hvad man i ego-operativsystemet skal kæmpe for i spidsrod mellem ondt og godt, kommer flydende i leg til den, der selv er ubekymret flydende i en tilstand af intens hvilende vågenhed.

Vort vestlige samfund er i dag på en og samme gang både et legende og et overreguleret kontrolsamfund. Højciviliserede globalt forbundne urbane informations-teknologiske konkurrencemiljøer fungerer gennem konstant presse at presse sig selv ud over deres egne grænser. Det er denne forandringsvirkelighed der mest af alt har behov for den højere bevidstheds kognitive funktioners sublime og kreative evne til nytænkning. Paradokset er at samtidig med at denne samfundsform har skabt forudsætningerne for en intensiveret bevidsthed i flow, så er det også gennem dette samfunds konstante indre pres, at selvsamme bevidsthedsflamme gang på gang pustes ud.

Fortsættelse følger i:
Bevidsthedens frigørelse
 

Med venlig hilsen Gunnar Mühlmann

Feed back modtages gerne: gunnars@mail.com