|
|
|
|
●
Meditation.dk er
et produkt af en livslang observation i
mit indre
shamanlaboratorium.
Det
betyder ikke,
at den
som
åbenbaringsskabt
ikke er vidunderligt
sårbar over for logisk
tænkning og
evidens.
•
En interessant lille observation jeg har gjort i mit arbejde med meditationsundervisning er, at nogle mennesker er i stand til at have opmærksomheden fokuseret på flere kropsdele samtidig, mens andre kun kan være et sted ad gangen i en kropsscanning. Du kan selv let finde ud af, hvilken type du er ved at lukke øjnene, mærke dig selv indvendigt, vælge hænderne som fokuspunkt og dernæst fødderne. Nogle mennesker er fra naturens hånd i stand til at mærke hele den indvendige krop på én gang, andre har det lettest ved at fokusere på en ting ad gangen.
Synssansen er i vor kultur den sans, der er mest prioriteret. Vi siger f. eks: Så du den koncert? Som musiker har jeg i årevis hørt musik beskrevet som set. Især er det kulturligt trænede læseblik en bevidsthedens
tanketjener.
|
HVAD ER OPMÆRKSOMHED
Vi lever ikke alene, men lænket til et dyr fra et andet kongerige: vor krop. Marcel Proust
God is simple presence, a stay-at-home in himself
Meister Eckhart
Meditation.dk's undersøgelse og
forståelse af 'opmærksomhed'
som begreb bygger videre på næsten alt for simple, banalt velkendte vestlige tanker om
mennesket anskuet som et instinktbaseret dyr. Ved med friske
øjne at genbesøge det vi
tror, vi allerede har
set og forstået, kan vi imidlertid få øje på noget af det
ukendte, vi
glemte i det kendte. Det er i hvert fald det jeg stræber
efter.
Vi bor med vanemæssig
selvfølgelighed i den mørke kropsverden inde bag
huden, men vi kender den ikke. Som ung at
opdage og gennem et helt liv udforske denne totale
ukendthed forvandlede mit liv. Jeg blev
klar over, hvor
chokerende lidt jeg var klar over og hvor lidt jeg i virkeligheden var herre
over mit eget liv.
Selv om dette indre kropsliv for de fleste af os er
nærmest ukendt, er det alt andet end fremmed. Det ukendte
forbliver ukendt, fordi vi tror vi kender det. I constant
self remembrance vil denne sanhed blive gentaget som et
mantra på Meditation.dk.
Kartoffelsækken
Vi blokerer for information, når vi får information. Lad mig
give et eksempel. Jeg var rejseleder for 30 turister i
Nordindien. Vi kørte i en efter vestlig standard ramponeret bus
i rasende fart tværs gennem køer, geder, uendelige
menneskemængder og køretøjer, der mest af alt lignede
rekvisitter hentet fra filmen, Abernes Planet. Buskørsel i
Nordindien er som at være fanget i en fraktal, hvor den samme
forfaldne vejsidebombede landsby med de samme mørke mennesker
med mørk hud, mørkt hår og mørke øjne i spiralisk evig kædedans
fortsætter med at dukke op time efter time, uanset hvor meget
chaufføren gasser op for at undslippe disse genfødslernes
karmisk kværnende bushjuls gentagelse af støvede
veje, der aldrig vil tage nogen ende. Målet er Nirvana, i form af vort hotels renlige og ordentlige
frihed fra alt, hvad der er Indisk. (Selv denne femstjernede orden viser sig
imidlertid at være Maya, en illusion, der åbenbarer sig selv i
lyden af den første kakerlak, der trædes under fode på
badeværelsesgulvet.)
En turgæst kæmpede sig under en sådan tur op gennem den slingrende bus med et spørgsmål: For en halv time siden kørte vi igennem en by,
hvor en kvinde i vejkanten bar på en stor sæk. Hvad var der i den sæk? Jeg
svarede uden at tøve: Der var kartofler i sækken.
Gæsten var tilfreds med svaret og satte sig ned på sit sæde igen. Gang på gang
oplevede jeg i mine 10 år som rejseleder i Østen, hvorledes det vestlige sind er
konditioneret til at få 'forklaringer', der i virkeligheden intet forklarer eller
er ligegyldige, som f. eks. når en rejseleder ophober ligegyldige detaljer op
om, hvor mange mursten der i dette eller hint bygningsværk. Når det går lidt
dybere, stilles der spørgsmål, der ligger i direkte forlængelse af de velkendte
kakkelbordsliv, man lever hjemme, men som er uendelig irrelevante i en Inders
verden. Især i Indien fik jeg mange idiotiske spørgsmål, der affødte endnu flere
improviserede idiotiske svar.
Det er op til læseren at afgøre,
hvem der er spørge Jørgen. Er det
mig i min undersøgelse af det åbenlyse,
eller er det gæsten med sækkespørgsmålet?
Forklaringer forklarer intet
Det gik op for mig, at det i virkeligheden var
Indiens vanvittige uforudsigelighed, der
affødte dette forklaringbehov. Gennem 'forklaringer', hvis indhold ingen
interesserede sig for, eller som det grå rejseguld i bedste fald havde glemt en
halv time efter, blev Indiens angstfremkaldende uoverskuelighed bortmanet. Dette
lands kaosmatematiske stofskifte blotlagde for mig det faktum, at logiske
forklaringer kan være ligeså effektive
som religion til at holde den ufatteligt uforståelige uforståelighed, vi befinder os i, i
stangen.
Ingen ønsker at vakle i troen på Kosmos ved at bekymre sig om, hvad
Atlas står på og da slet ikke om, hvad den
Indiske skildpadde, der
holder elefanterne oppe, selv
står på.
Indien er et godt sted at opdage sig selv. For
landets vidunderligt myldrende liv kan af den heldige gennemskues som et spejl for det kaos, der findes i os selv.
Jeg vil nu efter mange års ophold i
Ind.i.en
forsøge at
beskrive den trold, der holder skildpadden oppe, uden at bortforklare
den ved at kalde den en kartoffel. Det forbløffende er, at denne trold gemmer
sig som os selv under huden i vores egen krop. Den kan kun findes og blotlægges, når man med blindt lukkede øjne
i uskyd famler efter
det skjulte
i det åbenlyse.
Denne famlen foregår
som en dissektion af det invendige kropslige liv - et liv,
der er så tæt på, at vi normalt ikke skænker det en tanke.
Her vil den passionerede mediterende møde sig selv som ren opmærksomhed i
et kropsligt hav af navnløse sansebølger.
Oh Friend! Understand The body is like the ocean Rich with hidden treasures. Open its innermost chamber and light its lamp
Mirabai
|
De to bevidsthedsformer |
På Meditation.dk skelnes der mellem to
bevidsthedsformer:
OPMÆRKSOMHED &
BEVIDSTHED
Denne
definitoriske skelnen mellem
bevidsthed og opmærksomhed kan til en vis grad sammenlignes med den
Indiske Mystiker, Nisargadatta Maharaj's skelnen mellem awareness og consciousness:
Awareness is primordial; it is
the original state, beginningless, endless, uncaused, unsupported, without parts, without change. Consciousness is on contact, a reflection against a surface, a state of duality. There can be no consciousness without awareness, but there can be awareness without consciousness, as in deep sleep. Awareness is absolute, consciousness is relative to its content; consciousness is always of something. Consciousness is partial and changeful, awareness is total, changeless, calm and silent. And it is the common matrix of every experience.
Nisargadatta Maharaj
- I AM THAT
Et træ er et godt billede på disse to
operativsystemer.
Your deepest roots are in nature. No matter
what you are, where you live, or what kind of life you lead,
you remain irrevocably linked with the rest of creation.
Charles Cook
Mennesketræets bevidsthedskrone er synlig, men
en stor del af træets liv leves i mørke under jorden.
Kort fortalt ser forskellen således ud:
●
Be-vid-sthed ved - i
lysende
fjernsanset kognitiv
vågenhed.
●
Op-mærk-somhed
mærker - i sovende kropsligt nærsanset mørke.
BEVIDSTHED
Bevidsthed definerer
jeg som en betegnelse for hjernens evolutionært sidst udviklede
og dermed egentlig
vågne operativsystemer.
Det er sandsynligt at antage, at udviklingen af bevidsthed
accellererede, da mennesket begyndte at bruge sprog.
OPMÆRKSOMHED
Opmærksomhed ser jeg på linie med Nisargadatta, som
'primordial'.
Rent evolutionært udviklede livet opmærksomhed før vågen
bevidsthed.
I opmærksomhedens kropslige og i mørke voksende
sanse-rodnet lever vor urgamle biologiske verdensmasse.
Opmærksomhed bruges på Meditation.dk som
en samlet betegnelse for alle de arkaiske rudimentært
sovende og
semi-vågne bevidsthedsformer, der er gået forud for
vor nuværende og allersidst udviklede vågne bevidsthed.
Bevidstheden er måske 50.000 år gammel. Opmærksomheden herskede
i alle de livsaldre,
der kom før. Opmærksomhed er min samlende
reduktionistiske betegnelse for
de forskellige bio-operativsystemer, der knytter sig til vore ældre
og allerældste biologiske liv - ja, helt tilbage til de
encellede livsformer i prækambriums urhav.
Det opmærksomme,
sovende
kropsdyr
Vi sanser opmærksomt. Vi
mærker vore sansninger. Vi op-lever i opmærksomhed.
Vi op-mærker os selv og verden
gennem sansninger.
Mennesket er i sin
bemærkelsesværdige op-mærk-somhed grundliggende et
følesansende dyr.
En
hund er lige så opmærksom som et menneske.
Opmærksomhedens overlevelsesresponser hersker i de for bevidstheden næsten
ukendte
skumringslandskaber mellem søvn og vågen.
I gråzonerne mellem søvn
og vågen lever opmærksomhedens utallige arkaiske
operativsystemer, der med deres varierede genbrug af forældet
genetisk biosoftware samlet set
gør os til den levende
losseplads, vi set i kærlig misantropi i bund og grund er.
En søvngænger er fuldt ud opmærksom, men ikke bevidst. Menneskets opmærksomhedssystemer
kan sammenlignes med computeralgoritmisk styret højteknologi, der
effektivt kan navigere en Teslabil i trafikken helt uden
bevidsthed.
Urtidens opmærksomme nærsansning versus nutidens
bevidste fjernsansning
Næransning, såsom hud, smag
-og lugtsansning er
primært forvaltet af opmærksomhedens ældre styresystemer.
Den sidst udviklede vågne bevidsthed er i højere grad 'hardwired' med fjernsanserne. Især synssansen
er koblet sammen med vågen bevidsthed, hvor
vi
lys.vågne
er i stand til at ind.se
ting.
Synsansen er heroverfor menneskets mest bevidste sans.
Vi er som regel
langt mere
klar over,
hvad vi ser og indser, end hvad vi føler. Derfor er vi først
klar over vores følelser,
når vi har indset dem. Selv høresansen er underlagt synets indlysende
herredømme. Hvor tit har jeg ikke som
musiklærer hørt den tankevækkende formulering: Har du
set
den koncert?
Sat på spidsen så er forskellen på bevidsthed og opmærksomhed
forskellen på det at
(ind)se
fjernsanseligt og at
(op)mærke nærsanseligt.
I det kommende vil
jeg blindt famle efter den opmærksomhedens usynlige 'Gud', der
ligger begravet i vor egen krops 'sansuelle' mørke.
I am certain as I live that nothing is so close to me as God.
God is nearer to me than I am to my own self;
my life depends upon God's
being near me,
present in me.
Meister Eckhart
|
|
Et spædbarn udvikles
bedst i ubegrænset opmærksom nærsanset kontakt til moderen.
Den
sansende opmærksomhed
udvikles før bevidstheden i et menneske. Et spædbarn er
udifferentieret opmærksomt. Bevidstheden begynder først at
udvikles sammen med sproget i to-tre årsalderen. Hunden
og barnet på ovenstående illustration er ikke egentlig bevidst
vågne, men fuldt opmærksomme.
|
|
Den opmærksomme
hud |
A human being has so many skins inside,
covering the depths of the heart.
We know so many things,
but we don't know ourselves!
Why, thirty or forty skins or hides,
as thick and hard as an ox's or bear's,
cover the soul.
Go into your own ground
and learn to know yourself there.
Meister Eckhart
Vor eksistens som
sproglige individer i vågen bevidsthed har ikke varet længere
end et knips med fingrene ét sekund før tolv.
'Ordet' var bestemt ikke i begyndelsen.
Det kom meget senere. Langt den største del af vor evolutionære
rejse har vi tilbagelagt sovende som
stumme sten og drømmende planter.
Det 'fortalede' sprog
På trods af ords unge alder er de imidlertid ofte klogere end
os, der taler dem.
For undertiden g(l)emmer sproget på de slumrende sandheder
skjult i det simple, vi
selv ikke kan fortælle om, men kun 'fortale'.
Lad os prøve at komme under huden på følgende
dagligdags og alt for velkendte formulering: 'Føler du dig godt tilpas?'
Vor grundlæggende eksistens er først og fremmest knyttet til det at
føle. Det at være til
er først af alt en følelse:
en sanset fornemmelse der hersker fra hudens grænserige til de indre kropslige
rum.
Det eventuelle svar på det første spørgsmål er i sin enkelthed lige så interessant:
’Jo tak…
Jeg føler mig i godt humør!’
Jeg’et fortæller om et ’mig’, der føler
sig godt tilpas. Jeg’ets basale opgave er at beskytte og fortælle om sin indre skjulte lillebror: det følende ’mig’.
Mig har følelser. Jeg fortæller om dem - til
os selv og til andre. Vi har allesammen en Mini-me.
Han er skjult inde bag huden.
Mig og jeg
Her er mini-mig sluppet ud
Følesansning er fundamentalt i vor eksistens.
Hvad var det første, der 'følte' i os?
Hudsansning og cellemembraner
Hvad er menneskeorganismens ældste
operativsystem? Hvilken sans voksede først ud af de cellulære
organismers
urgamle stamtræ?
Mit bud er, at den opmærksomme
hudsansning evolutionsbiologisk set
er vor ældste sans.
Hudsansning er det mest fundamentale i menneskets møde med
omverdenen. Cellerne i urhavet hverken så, hørte eller lugtede noget, selv ikke
efter de formede de første former for symbiotisk liv. Disse celler
så
ikke lyset, men opmærkede
varmen fra det i form af nærsansede
informationer fra deres cellevægge. De sansede verden og gennem responser
på denne
sansning overlevede de. Des ældre et biologisk
overlevelsessystem er, des mere vil det være forankret i umedieret kropslig
nærsansning.
En celle ville, hvis den kunne forstå ord og tale, nikke genkendende
til ovenstående beskrivelse af
hudens følesansning og måske sige: det er præcist sådan det føles ude
ved mine cellevægges beskyttende ringmure! Disse enkeltceller var selv
små borge med ringmure omkring sig, der beskyttede endnu ældre former for liv,
som f.eks mitokondrier. Da disse celler sluttede sig
sammen i symbiotiske forbund gennem en ydre ring af sanseforsvar udviklede de
begyndelsen til den udstrakte hårdhudethed, der gennem æonisk tid i strid gjorde
dem i stand til at overleve som 'mig'.
For netop denne form for nærsansning er tættest beslægtet med
de prækambriske urcellers værn mod udslettelse: den fortificerede cellevæg.
Senere, da celler fandt ud af at slutte sig sammen i symbiotiske forbund, førte
de denne allertidligste genetiske hukommelse med sig og skabte med udgangspunkt
i den et fælles 'kosmotisk' værn mod kaos i form af hud. Cellernes osmotiske membraner er i den
forstand
opmærksomhedens genbrugte ringmure fra vort oprindelige urhjem. Her har
hudsansesystemer fra deres biologiske
palisader
forsvaret de førmenneskelige og senere menneskelige celleføderationer mod angreb
i milliarder af år.
Hudsansning
er
mere end nogen anden sans knyttet til det evige overlevelsesspørgsmål: død...
eller liv?
Selv meget primitive dyr er i
besiddelse af følesansning.
Prik med en spids pind til en orm og
iagttag den. Prik derefter til et menneske og iagttag reaktionen.
Begge reaktioner drejer sig om simpel
overlevelse. Frem
for alt har vi været op-mærk-somme for at
overleve. Op-mærk-somheden mærker
fare gennem kroppens sansninger.
Hvis nogen uventet prikker til os, så vil vores første reaktion være ligeså
gammel som kambriums orme. Des tættere en
trussel kommer på kroppen, des stærkere vil overlevelssresponsen være.
HUDEN FORTÆLLER OS, HVAD VI FØLER
Fra orm til menneske: Hudsansen er kroppens største og
vigtigste sanseorgan. Den sansende
hud
dækker i modsætning til de øvrige sanseorganer hele vor kropsflade.
Gennem hudens mange millioner små nerveender får vi oplysninger om vore omgivelser, i form af registreringer af et utal af sensationer, hvoraf de vigtigste er varme, kulde, smerte, lyst og en vifte af forskellige berøringsindtryk.
Menneskets hud sanser verden på samme måde som verdens første hud:
cellemenbranen.
Den ydre og den indre hud
Vi mærker ikke blot verden omkring os. Vi mærker også os selv. Vore indre følelser er intimt knyttet til vor krops basale sansning af verden omkring os.
Vi er i stand til at føle kærlighed, men vi kan også mere prosaisk føle, at
huden klør. Opmærksomheden er både introvert og ekstrovert. Vor hud føler ... og vi føler. Den indre kropsverdens nærsansninger er så tæt beslægtede med hudens
ydre sansninger, at vi ovenikøbet bruger de ord, der beskriver vor huds
møde med den ydre verden til at fortælle om den indre. Min hud kan være
irriteret. Jeg kan være
irriteret. Den intime sammenhæng mellem hud og følelser kan også ses, når vi rødmer
på grund af af stærke følelser.
Hudens fortalede følelser
I de følgende eksempler vil vi se, hvorledes ord lånt fra den ydre hudsansnings sprogsfære i bevidsthedens
eftertænksomme tolkning forvandles til sprogdragter for indre sansninger. Ordliggørelsen
af kroppens
indre liv genbruger ord fra hudens og dermed kroppens sansede møde
med den ydre verden. Vi bliver stødte,
rørte, berørte,
tyngede, klemte, mærkede, eller ramt
følelsesmæssigt af situationer. Vi kan, ligesom vores hud, føle os
irriterede,
pressede, eller
sårede. Vi beskriver mennesker, som er særligt følelsesmæssigt sarte, som
tyndhudede. Vi kan være
hudløst ærlige eller så
tykhudede, at vi ikke lytter til andre. En oplevelse
eller en person kan krybe
ind under huden
på os,
eller vi kan bære vore følelser uden på tøjet. Vi kan
være bløde eller
hårdhudede. Vi kan også føle os udsat for
pres. Vi taler om, at en stemning kan være
trykket
eller lettet. Huden kan også registrere
tyngde/lethed og varme/kulde, så vi kan føle os
tunge eller lette om hjertet og vi er i stand til at have
varme eller kolde følelser.
Vi kan brænde af kærlighed eller vrede. Vi kan være
iskolde over for et menneske
vi ikke bryder os om. Alle disse introverterede af huden fortalede ord er så
nærsansede tæt på os, at vi let bliver nærtagende,
fordi vi ikke kan få dem på afstand.
Det skulle nu stå klart, at opmærksomhed
i Meditation.dk's kontekst frem for alt er knyttet til den
mærkende hud. I opmærksomhedens dunkle rige er mennesket frem for
alt et hudsansende følende væsen.
Det lader imidlertid til, at vor vågne bevidsthed ikke rigtig vil vide af det,
men i stedet lader huden fortale sig.
|
Den urgamle, uforståeligt hurtige og nære opmærksomhed
|
Had I a God whom I could
understand,
I would no longer hold him for
God.
Meister Eckhart
Vi
består af
reinkarneret
biosoftware.
Den allerældste kodning i dette genbrug er vor
'trang' til overlevelse. Den er grunden til, at vi stadig er her.
Alle tidligere
Darwinistisk funktionsduelige biologiske erfaringer fra ursuppen og frem er bevaret som fundamentale
byggesten i
vor nuværende biologiske arkitektur.
Vi står til halsen i kroppens sansede opmærksomhed.
Og vi er ikke klar over
det... Det er simpelthen for vildt!
Den Indiske
mystiker
Kabir siger, at han ler,
når han hører, at fiskene i havet tørster efter vand.
Den sansende krops overvældende og livsnødvendige
tilstedeværelse er for bevidstheden som den luft vi indånder. Vi
tager den for givet, indtil det øjeblik den ikke er tilgængelig.
Opmærksomheden er
uforståeligt enkel. Den er
det mørke stof i vort galaktiske mikrokosmos.
Opmærksomhed
hinsides ord
An enormous part of our mature experience cannot be expressed in words Alfred North Whitehead
In unknowing knowing shall we know God.
Meister Eckhart
På en måde havde
Wittgenstein
ret. Der er intet hinsides sproget. Sådan ser det i hvertfald ud
for den sproglige bevidsthed selv.
Paradokset er,
at selv om opmærksomhedens simpelt sansede
eksistens er overvældende fundamental, så svæver
Kloge
Åges hovede rundt som en disinkarneret bevidsthedsballon fuld af ordgas.
Vore Talking
Heads er ikke klar over i hvor høj grad,
de er vokset ud af kroppens cellulære sanserige.
Den uforståeligt hurtige
opmærksomhed
En ting er fjernsanseligt at se
en tiger eller for den sags skyld høre
dens brøl. Der er afstand og derfor tid til at reagere. Der er
stadig tid til at flygte og måske lægge en tankebaseret strategi for
derigennem at optimere overlevelseschanserne. En anden ting er nærsanseligt at mærke
tigerens bid. Når det først er kommet dertil, at vi følesanser det på vor egen krop, så er
det sidste udkald for handling.
Da jeg opdagede
en slange under min seng i Indien, blev min krop stiv af skræk. Dette skete i sekundet før bevidsthedens
eftertænksomhed blev klar over det, at det kun var et reb, jeg
havde set. Hvad fortæller denne reaktion? Opmærksomheden handler før bevidstheden
ved.
Opmærksomhedens ubevidsthed
er direkte proportional med dens reaktionstid.
En af mange grunde til
opmærksomhedens grundliggende uforståelighed, er den hastighed hvormed den
behandler sansedata. Den er langt hurtigere end den efter-tænksomme
bevidsthed, der først skal analysere og forstå en situation, før den kan
handle.
Sansninger i ren opmærksomhed udløser
refleksmekanismer, der løbende instinktivt evaluerer, om der er
overlevelsestrusler eller ej. Vi er opmærksomme, i sekundet før vi er
bevidste. I årmillioner har dette split sekund afgjort forskellen på liv og
død. Opmærksomhedens dyriske operativsystem er det hurtigste, vi som
mennesker er i besiddelse af. Det gør os i stand til at handle reflektorisk
og/eller intuitivt langt hurtigere, end bevidstheden er i stand til.
Hvis jeg kommer til at sætte mig på en tændt kogeplade, kan jeg
være glad for, at mit opmærksomme operativsystem har tid til at reagere, før jeg med
bevidstheden har nået at analysere situationen. Analyse er en god ting, men hver
ting til sin tid. Til gengæld for sin langsommelighed tilbyder den analytiske
bevidsthed imidlertid et langt større repertoire af fleksible og intelligente
overlevelsesscenarier. I dette trade off blev vi langsommere i takt med at vores
bevidsthed udvidede sig.
Opmærksomhedens uforståelige
og urgamle nærhed
The more we can impute to Him (God) not-likeness,
the nearer do we get to
understanding Him.
Eckhart
Et vigtigt karakteristika for
opmærksomhedens styresystem er den fundamentale nærhed, der
eksisterede fra cellekerne til cellevæg. Hudsansninger bærer i
deres grundprogrammering stadig denne overlevelseserfaring i
mødet med havet. Menneskets symbiotisk sansende hudcellevægge
er derfor i al deres overfladiskhed tættest på vor 'sjælekerne'.
I gamle dage var jeg ung. I unge dage er jeg gammel, men føler
mig stadig inderst inde ung. Vi er som træer. Hvad der i os er
aldersmæssigt længst væk fra os er tættest på vor kerne. Des ældre et styresystem er, des
tættere er det på vor eksistens som cellulært levende urhav.
Netop på grund af denne aldersbetingede nærhed vil
'primitive' sansinger og følelser være ubevidste. Jo ældre lag af opmærksomheden der
aktiveres, des tættere på er de og jo mindre vågne er vi. Vrede, frygt, sult, sexuelt
begær, magtbegær, kærlighed - alle disse sansinger bobler op fra
opmærksomhedens mørke søvnhav
og får
selv de bedste af os til at begå 'tåbelige' handlinger.
Gud er tæt på os,
men vi er langt fra ham.
Gud er inde, men vi er ude.
Gud er hjemme, vi er fremmede.
Meister Eckhart
Størstedelen af vort levede liv foregår i opmærksomhedens
abstrakte nærsansning uden for bevidsthedens 'fjernsyn'.
Følesansningens non-duale og non-spatiale nærhed gør, at bevidstheden på grund af sin
fjernsanselige langsynethed har svært ved at læse kroppens skriftegn.
Bevidstheden forsøger kontinuerligt at få kroppen på fjernsanselig afstand, for her gennem konceptualisering at ind-se, at begribe op-mærk-somheden,
men selv alverdens samlede poetiske skrifter har kun ordliggjort en brøkdel af kroppens indre sanserum. Det
er som om bevidstheden ikke rigtig er klar over, at vi faktisk
allerede lever uden den og
før vi satte ord på vor eksistens, så vi kunne fortælle til
os selv og hinanden, at vi glade, vrede, frygtsomme, kærlige
osv.
Der er imidlertid endnu dybere lag af opmærksom ubevidsthed
end 'følelser'. Der er urgrunsdybe lag af abstrakt sansning, der
varetager alt fra hjerteslagets rytme til tarmenes slangedans.
Disse sansninger foregår i
en form for glemsel, der på en måde kan sammenlignes med, når jeg
i 'ge-lemmet' form spiller fingerspil på min guitar, men ikke længere kan huske,
hvad det er fingrene egentlig gør.
EN ELEKTRISK SITRENDE RINGMUSKEL
Ud over det velkendte arsenal af ordliggjorte følelser findes
der en massiv tilstedeværelse af sansninger i den
indre krop, der aldrig har fået navne.
Kun en ganske lille del af opmærksomhedens rige
er af bevidstheden blevet koloniseret med ord.
Der findes eksempelvis i vort almindelige vokabularium ikke en dækkende betegnelse for en elektrisk sitrende og anspændt ringmuskel. Ikke desto mindre er det, hvad en masse mennesker går rundt med dagligt.
Omkring halebenet er der en vifte af
intense, men næsten ubevidste sansninger, som stammer fra den tid, hvor vi gik rundt med en hale.
Sådan kunne man fortsætte en vandring gennem kroppens indre
wild west.
For vi har evolutionsmæssigt anskuet, (over)levet i millioner af år
med opmærksomhedens ordløse, erkendelsesløse og derfor 'jeg'-løse operativsystem. Vi lever stadig op til halsen i ormenes
ordløshed.
Her i min ringmuskels
ubegribelige liv finder jeg vejen ind i Meister Eckharts Gud.
Han bor tidløst og afstandsløst som levende sansebølger fra
urhavet i min egen krop:
God is simple presence, a stay-at-home in himself
Meister Eckhart
Dybt inde i 'mig' er
universets baggrundståling stadig til stede i form af cellernes sagte
ursuppeboblen. At bevidstgøre denne salige boblen er at leve i Guds rige.
Disse påstande kan du verificere i introspektion. Enhver
seriøs mediterende, der en halv time om dagen sætter sig ned og
scanner sin indre krop igennem, vil her opdage et nærmest uendeligt hav af forskellige sansninger, der som universets mørke stof er næsten ordløst ukendte.
|
Meditation og frigørelse |
I am certain as I live
that nothing is so close to me as God.
God is nearer to me than I am to my own self;
my life depends upon God's
being near me,
present in me. So is he also in a stone,
a log of wood, only they do not
know it.
If the wood knew of God and
realized his nearness
like the highest of the
angels does,
then the log would be as blessed
as the chief of all angels.
Meister Eckhart
På Meditation.dk findes den
Hellige Gral, når meditativt
kultiveret
supervågenhed bypasser det sproglige jegs lille
opblæste boble og når til bunds i det levende
livsmysterie, som det udfolder sig på urgrundens
nærsansende skrænter.
Det er muligt at nå ind i opmærksomhedens førbevidste
sansninger. I Meditation, især boostet af entheogener kan den modigt introverterede
opdagelsesrejsende erfare urhavets kropslige mysterium i endnu
unavngivne afgrunde. At erfare denne indsigt i
supervågenhed
kræver ingen ord. For at formidle
denne indsigt gennem dette begrænsede digitale medie, så er ord sat sammen på
nye måder nødvendige.
I Meditation flyttes Guds nærmest usynlige og umærkelige cellulærbaggrund op i
forgrunden, mens vort individuelle ego-livs forgrund i stedet bliver til en
blomst på tapetet. Her i ser jeg i
ursuppens mudrede vande, ikke sproget,
men selve tilblivelsen af sprogets oktagon i livets Darvinistiske
MMA.
GUD ER HUD
Da en sådan introspektion vendte det evolutionære stamtræ på hovedet, blev
følgede åbenbaret:
Som følende systemer er vi både udstrakte grænseflader og indpakkede opbevaringssteder for en koloni af celler, der arbejder sammen.
Hudens følesansende overflade er the line of control. Den har beklædt den indre
kollektive verden med en beskyttende, men osmotisk grænseflade, der definerer den i forhold til en ydre verden.
Opmærksomhedens operativsystemiske virkelighed foregår som en evig
forhandlet proces, der skabes i et krydsfelt, hvor mennesket set som et indre univers overlevelsesorienterer sig i et ydre univers.
Det af bevidstheden uopdagede, men uendeligt massive mikroliv er 'GUD'. Intet
billede i den ydre verden minder mere om denne Guds mørke cellulærliv, end synet af universets stellare smil set en stjereklar
nat.
Vi er et celleforbund forbundet via sansernes tunnelbro fra et cellulært
mikrokosmos til et galaktisk makrokosmos. Ligesom den indre og ydre
sansning deler sprog, så deler den indre
celleverden og den ydre stjerneverden de samme matematiske algoritmer. Alt
består af genbrug af de samme hellige matematiske sandheder, der gentager sig
fra det uendeligt store til det uendelig små.
As above, so below, as within, so without,
as the universe, so the soul.
Hermes Trismegistus
Denne bevidsthedsrevolution fortsætter i kapitlet,
Frigørelsen
af jeg'et.
Go into your own ground
and learn to know yourself there.
Meister Eckhart
|
|