Hvad er Meditation

Meditationsteknikker

Meditationsmusik

Videnskabelige Links

Åndelige Inspiratorer


Bevidsthed & opmærksomhed

I. Bevidsthed & evolution

II. Hvad er opmærksomhed
III. Hvad er bevidsthed
● IV. Tankeoperativsystemet
V. Usamtidige styresystemer

 
Den indre og den ydre person
Det sensitive nervesystem

Den indre og den ydre person
Den ydre person og kontrolsamfundet
Kun den indre person kan meditere

Det supervågne flow

Sjælens Sommerfugl
Den indre krigers hellige sår
Meditativ pixellering af den indre krop
Frigørelsen fra jeg'et
Frigørelsen af jeg'et
Sjælens Sommerfugl
 


Historie, filosofi & videnskab
Meditation og religion
Meditation, videnskab og filosofi
Meditation og sekterisme
Jeg'ets udviklingshistorie
Meditation og metabevidsthed
Hvor kommer Meditation fra?
Jesus i Buddhas fodspor
Kroppens mytologiske rum

Spørgsmål til Meditation

Er meditation en mirakelkur?
Er det narcissistisk at meditere?

Meditative visioner

Den mirakuløse fraktale bevidsthed
Gud ønsker at blive Menneske

Singularitet, Meditation og Entheogener
Meditation og Kærlighed








 UNDER UDARBEJDELSE

 


 

 
FRIGØRELSEN FRA JEG'ET
                                             Frigørelse gennem fremmedgørelse
 

De sidste årtusinders bevidsthedskultivering har der både i østlige og vestlige åndelige traditioner været udkæmpet svære kampe mellem vor mennekelige natur og vor åndelige stræben.

Alt, hvad der repræsenterer kroppens nærsanselige liv, såsom død, vold, lidelse, sex, kød og begær, er i historisk lys gang på gang blevet sat som den levende ånds onde modpol.
 
Mennesket længtes efter at blive fri fra sig selv og sin lidelse. Den eneste måde at blive fri for lidelsen var tilsyneladende med Kingos ord at sige: Far verden, far vel.

Ånden måtte frigøre sig fra verdens sumpede krop for at realisere sig selv.

I dag flygter vi ikke længere fra kroppen. Der er ikke længere fjendskab mellem kroppen og ånden... Tværtimod.

Det er imidlertid, fordi vi faktisk ikke længere har en egentlig levende ånd der kan flygte. Vi er blevet åndløse i den forstand, at vi ikke længere aner, hvad ånd er. Vi er sovset til i kokkeguruers flygtige kreationer, sløvet af vinsmagninger og faldets i søvn foran aftenens TV-højdepunkt: Den store bagedyst.
 
Når vi hører om middelalderens og oldtidens indre kampe mellem sjæl og krop, så virker det underligt fremmed. Indien er imidlertid en tidsmaskine. Her fik jeg i 90erne et lille indblik i en urgammel åndelig kultur, der i dag næsten er forsvundet. I østens traditioner blev den åndelige overlevelsesstrategi til Meditation i form af flugt ind i salighedens depersonaliserede tomhedsrige. Der er sevfølgelig tale om nogle grove generaliseringer her. Det vigtigste er imidlertid at præsentere nogle uvante måder at se på.

 

I 1995 boede jeg et lille års tid i Nordindien i en Ashram langt fra de new age spirituelle hovedfærdselsårer. Her havde jeg lejlighed til gennem længere tid at være sammen med mennesker, som hver på deres unikke måde havde viet deres liv til Meditation. En af dem var Kaptajn Lal Chand som havde kæmpet i 2. Verdenskrig på Englændernes side samtidig med at han udelukkende i Meditation fokuserede på bevidsthedens totale frigørelse.
 

Lalchand9.jpg (13058 bytes)
  Lal Chand

I de ofte lange samtaler jeg havde med ham, hævdede han, at hans bevidsthed i den periode var så frigjort fra kroppen, at han ikke havde den fjerneste ide om, hvad den foretog sig under krigen. Da han efter et par år igen lod sin bevidsthed stige ned i kroppen og sansernes verden, fandt han sig selv udstyret med en fortjenstmedalje for tapperhed for sin krigsindsats. Gennem en periode på næsten tre år havde han som en søvngænger været ren sovende opmærksomhed på autopilot, mens hans bevidsthed kun var klar over bevidsthed som to spejle, der ikke spejlede andet end sig selv.

Eksemplerne på denne flugt fra kroppens dyriske fortid i kødelig skrøbelighed er mangfoldige - også fra vor egen kultur.

Dog har især den indiske kultur, som overlevelsessvar på de usædvanlig mange krigs- og naturkatastrofer, der historisk set har ramt landet, specialiseret sig i at frigøre bevidstheden fra kroppen i noget, der ligner en total adskillelse.

Kun i bevidsthed er vi vågne. I opmærksomhed sover eller halvsover vi, men er i disse rudimentære bevidsthedstilstande faktisk i stand til at udføre de fleste hverdagsopgaver, herunder tilsyneladende at vinde en engelsk tapperhedsmedalje.
 
Kaptajn Lal Chand havde dog næppe i denne periode været i stand til at tænke nye kreative og usædvanlige tanker. De højeste kognitive funktioner lader sig kun udfolde i en supervågen bevidsthedstilstand i kroppen.  

Dette ekstreme eksempel tjener til tydeliggørelse af hvor langt bevidstheden faktisk er i stand til at fjerne sig fra kroppen. Lal Chand er imidlertid ikke noget enkelt tilfælde. Han er min eksemplariske metafor for en bevidstheds-'flugt' der rent civilisatorisk er foregået siden jæger og samlersamfundene blev afløst af agrarsamfund.

Den indiske Jain-kultur var med forestillingen om ahimsa, ikke-volds princip der udstrakte sig til medfølelse med selv insekter og mikrober, deres strikte vegetarisme verdenshistorisk de første der startede denne odysse væk fra verdens kød. Senere blev disse principper videreført i buddhismens mere folkelige udgave og derfra flød informationen videre i buddhismens vestlige udgave, kristendommen.
 
I dag fortsætter denne rejse væk fra kroppen i en mere sekulær og hyperciviliserende form, bl.a. gennem vor digitale smartphoneverdens fjernsanseliggørelse af vor eksistens.

Jeg er ikke kroppen!
Intet sted er forestillingen om at livet er en illusion mere udtalt end i hinduernes forhold til kroppen.
En udbredt hinduistisk meditationsteknik er at gentage uendeligt: Jeg er ikke kroppen.

Efter et besøg hos en Indisk vismand omfavnede jeg ham som en spontan tak for det åndeligt inspirerende besøg. Vismanden, The Station Master, som han blev kaldt, reagerede på min omfavnelse med følgende sarkasme:

Why does this man embrace this body? My wife says it stinks!

Mit forsøg på at give vismanden et knus ansporede ham til en yderligere svada mod mig. Jeg var den stereotype vesterlænding der i den grad var tilbøjelig til give efter for min i virkeligheden ikke-eksisterende krops nonsens. 
 

 

 

 

 

 



The Station Master

Ja, faktisk så han helst at jeg ikke besøgte ham igen. Det ville være spild af tid, både for mig og ham.

Station Master sad i den hede førmonsuntid i et lille klaustrofobisk rum uden at tænde for casablankamøllen. Da jeg spurgte om vi ikke kunne sætte viften i gang, hånede han mig igen for at være en
slave kroppens jagt efter behag.

Han sad med korslagte ben på sin spartanske seng i sit lille kvælende varme og mørke rum.
Her i havde han siddet de sidste tolv år næsten uden at flytte sig. Han tog en lille kniv frem og fægtede med den foran mit ansigt.

Derefter rettede han ryggen op og placerede kniven med æggen ind mod sit adamsæble. Jeg sad i lotusstilling med denne kniv foran min strube i ti år! Jeg sagde: Oh kropsind! (bodymind) Hvis du forsøger at friste mig med dit illusive spind af tanker og begær så bruger jeg kniven!   

Station Master er et af de mest intense mennesker jeg har mødt i mit liv. Hans krop var så mager og furet af ælde at den så mere død end levende ud altimens hans næsten blinde øjne brændte som projektører. Jeg tog faktisk nogle billeder af ham, men han opdagede blitzen med sine halvblinde øjne og truede mig med ulykke hvis jeg nogensinde offentliggjorde billederne.

Jeg vaklede ud i lyset igen, halvt forbandet og halvt svævende i en bevidsthedsboble af klarhed. Jeg besøgte ham aldrig igen, men jeg tænker stadig på ham som et af de mennesker der har rystet og inspireret mig mest.
 
Kroppen med alle dens længsler og begær skal negeres for at sjælen kan blive fri. Vi finder spor af den samme tankegang i vesten, især i kirkefaderen Augustin af Hippos livssyn. Blot har Inderne altid været mere radikale når det drejede sig om fornægtelse af kroppens liv.
Station Master havde faktisk fornægtet kroppen i en sådan grad at han så sig selv som hinsides enhver dualitet. Selv om han ikke så sig selv som en del af en eksisterende tradition, så mindede hans udtalelser mig om den form for typiske Indiske monisme, der hævder at kun DET eksisterer. Dualismen bliver her så ekstrem at den bliver til monisme.
    
Vismanden Ramana Maharshi gik så langt som at kalde den illusoriske verden for en sygdom og kroppens liv for en sygdom i sygdommen. Kroppen er altså en dobbelt sygdom! Kroppen er som illusionen i illusionen en dobbelt illusion.  

Den lidelsesfulde krop
Både Hinduismen og Buddhismen har som grundantagelse at livet er lidelsesfuldt.
Lidelsens slagmark findes i kroppens rige. Dette udtrykkes direkte i Buddhismens fire ædle sandheder. Den første sandhed erklærer: Liv er lidelse.
Årsagen til lidelsen skyldes tørst efter kropslig eksistens. Lidensen undgås ved at undgå tilknytning til kroppens begær.
 
Livets lidelsesfulde gentagelse
Jeg læste engang i en Indisk avis at en baby undfanget på et hospital i New York i stedet for at skrige var kommet til verden med ordene: Oh no!... not again!
 
Forestillingen om et liv i lidelse skaber længsel efter at undslippe det.
Dette opnås både i hinduismen og buddhismen gennem reinkarnation hvis ultimative mål er at undslippe genfødslernes onde kredsløb, altså komme bort fra det kropslige menneskeliv.
 
Ikke-tilknytning og illusion
Den sidste af de ædle buddhisiske sandheder fortæller os at vi gennem meditative øvelser lærer at opgive tilknytningen til verden og at vi dermed opnår frihed.
 
Så vidt jeg kan se skabes en selvforstærkende ring af følgeslutninger i forholdet mellem illusion og ikke-tilknytning: Vi forlader verden fordi den er en illusion. Når vi forlader verden bliver den til en illusion. 
 
Hjertet skænker virkelighed
Det er en meget simpel psykologisk mekanisme der afgør om man synes noget er virkeligt eller ej. For de der elsker at følge det engelske kongebryllup i TV er den royale verden virkelig. For andre der ikke interesserer sig for kongerøgelse, er det rent eventyr.
 
Hvad er virkeligt? Hvad er illusivt? Det er vort hjerte der bestemmer hvad der er virkeligt. Der hvor vort hjerte er, der er 'virkeligheden'. Det vort hjerte elsker bliver virkeligt. Hvis Hjertet knytter bånd til kroppen, sanserne og den fysiske verden, ja så er verden i tid og rum virkelig.
 
Hjertet skænker virkelighed til det det elsker. At se verden som illusorisk er derfor det samme som at sige at man ikke er knyttet til den.

Den illusive illusion 
Den åndelige ivrighed efter at kalde vort kropslige liv for en illusion gør mig derfor mistænksom. Hvad er motivet for denne nedprioritering af kropstid i rum?
Kunne det mon være manglende lyst til at leve livets lusinger?
 
Hvorfor er det egentligt så frygteligt at lide? Hvorfor ikke i stedet se det som en integral del af et liv mellem solskin og skyer? Her ser jeg en Kristus i førertrøjen. Menneskesønnen er bestemt ikke bange for at lide!
 
Jeg
tillader jeg mig at se det illusive livssyn som et muligt udtryk for virkelighedsflugt.
  
At se verden som en illusion gør det nemlig lettere at løbe fra det eksistentielle ansvar over for det som er... her og nu ... lige foran næsen. At kalde noget for illusivt er det samme som at nedprioritere værdien af det.   

Lidelse er lettere at 'overleve' når det blot alligevel er en illusion.
  
Det er næsten for enkelt at se denne sammenhæng med en mæt mave. Det næste afsnit handler om en mæt maves fornemmelser, dens 'fremmede' synsvinkel på hoveder fulde af overlevelsestanker i en åndelig virkelighed svævende omtrent en halv meter over den tomme maves knurrende lyde.

 

Ikke at være sjæleligt afhængig af kropslig komfort har i Indien udviklet sig så langt ud at selve demonstrationen af kropkontrol bliver et middel hvorigennem man viser sin styrke, sin overlegenhed, ja selv over gud. Kropskontrol bliver her ofte til kropsforagt. Sadhuen, den vandrende hellige mand hvis hånd vi ser på nedenstående billede tilhører en sekt som bliver ved med at holde armen oppe, dag og nat, indtil armens blodtilførsel stopper og den visner.


Ung mand med løftet arm i Rishikesh, Nordindien.


Bevidsthedens flugt fra kroppen 
Bevidstheden måtte flygte, fordi den ikke havde styrken til at overleve side om side med dens forgængere, opmærksomhedens arkaiske operativsystemer.

  

En ny syndefaldsmyte
Bevidsthedens frigørelse er mulig takket være den fjernsanseliggørelse som naturligt fulgte i kølvandet på civilisation. Efter civilisationernes nødvendige syndefald, er det nu tiden, ikke for os at komme tilbage til den renhed vi kom fra, men for selvsamme renhed at komme tilbage til os.
  
Og således baner enhver nutidig destruktion vejen for fremtidig skabelse.
 

I sjældne tilfælde, ofte i forbindelse med alvorlige livskriser eller nærdødsoplevelser, kan vi blive spontant transformerede i en altfavnende accept af livets polariteter.
 
For overvindelse af dødsfrygt er en forudsætning for at bevidstheden kan blive frigjort fra sin urgamle slavekontrakt med den indre krybdyriske slangekraft.


 



Feed back modtages gerne: gunnars@mail.com