Hvad er Meditation

Meditationsteknikker

Meditationsmusik

Videnskabelige Links

Åndelige Inspiratorer


Meditation og Bevidsthed

I. Bevidsthed & evolution

II. Hvad er opmærksomhed
III. Kroppens indre landskaber
IV. Hvad er bevidsthed
V. Tankeoperativsystemet
VI. Usamtidige styresystemer

VII. Bevidsthedens frigørelse
 
Den indre og den ydre person
Det sensitive nervesystem

Den indre og den ydre person
Den ydre person og kontrolsamfundet
Kun den indre person kan meditere

   
Sjælens Sommerfugl
Det hellige sår
Det supervågne flow
Sjælens Sommerfugl
 


Meditation - historie, filosofi & videnskab
Meditation og religion
Meditation, videnskab og filosofi
Sekter på samfundets rand
Jeg'ets udviklingshistorie
Meditation og metabevidsthed
Hvor kommer Meditation fra?
Jesus i Buddhas fodspor

Spørgsmål til Meditation

Er meditation en mirakelkur?
Er det narcissistisk at meditere?

Meditative visioner

Den mirakuløse fraktale bevidsthed
Gud ønsker at blive Menneske

Singularitet, Meditation og Entheogener
På vej mod en ny Ånd
 







Foreslået læsevej:

Bevidsthed & evolution

Hvad er opmærksomhed

Hvad er bevidsthed

Usamtidige styresystemer

 
Bevidsthedens frigørelse
 






Jeg bruger ordene
bevidsthed, Gud, urgrund,
højeste virkelighed
og andre
lignende formuleringer vilkårligt;
for at tale om noget vi ikke ved
og ikke kan erkende med en
på forhånd fastlagt terminologi, forekommer mig absurd.
 



























































Den indiske kultur er
er ophav til både
de buddhistiske og
hinduistiske traditioner.
 
Indien indeholder
derfor nøglen til forståelsen
af, hvad jeg her betegner som
østlig tankegang.

Indien har æren
af at have opfundet nullet.

Det var sandsynligvis
de indiske buddhister,
der opfandt det, i
deres filosofiske forsøg
på at dekonstruere verden
til ren tomhed.

Den buddhistiske betegnelse
for tomhed er shoonyo.
 
Shoonyo er selv den
dag i dag betegnelsen
for det matematiske nul
på det indiske sprog hindi.









En tilfældig
googling af
videnskabelige sites
viser, at vestens
forståelse
af bevidsthed ud fra
bevidsthedens indhold,
s.f.eks. tanker stadig
er udbredt.






































































































































































 




 

 
BEVIDSTHEDENS INGEN.TING
                                                                           Hvad er Bevidsthed

The Soul is the aspect of ourselves that is specific of our nature and
distinguishes man from other animals. We are not capable of defining
this familiar and profoundly mysterious entity...
 
Could it be a constituent of our universe, ignored by the
physicist, but infinetely more important than light?
Alexis Carrel - Man, the Unknown
  

Meditation.dk bliver kun læst af ganske få, og dette kapitel vil ikke pynte på statistikken.
For bevidsthed er i mine øjne et af de allervanskeligske fænomener at forstå og beskrive. Dette kapitel bliver derfor hele tiden omarbejdet, og jeg vil sandsynligvis aldrig blive tilfreds med det.
    
Jeg har for at konkretisere emnets abstrakte indhold valgt at tage afsæt i kulturpolariteten mellem øst og vest. I forlængelse heraf er der flittigt brugt citater fra mystikere. Disse citater er for mig de ypperste, jeg i min livslange passion for emnet er stødt på. De peger på det faktum at jeg, i min søgen efter at afdække bevidsthedens ingen.ting, både står i taknemmelighedsgæld til mystikernes transhistoriske broderskab og at jeg samtidig er en del af en historisk process, hvor alt, hvad vi erkender, erfaringsmæssigt og sprogligt er konstrueret inden for rammer sat af tid og sted.
  
At vide ingen.ting i verdens absolutte ukendthed
Hvad er rødhed? ... Ingen har fra oldtiden og op til i dag været i stand til at give et tilfredsstillende svar på det. Hvad der inde i os er bevidst om rødhed er endnu mere uforklarligt.
 
Ikke desto mindre bliver ordet bevidsthed brugt i daglig tale, som om det var den naturligste ting i verden - at vi alle var ganske klar over, hvad bevidsthed er. Vi er imidlertid endnu mindre klar over, hvad bevidsthed egentlig er end det faktum, at vi dagligt lever, fordøjer og trækker vejret i en verden, hvor både vi og det vi færdes i på nær en lille lille brøkdel er absolut, jeg gentager absolut ukendt!!
 
Det er måske det mest skræmmende ved meditation. Den kan 'utilsigtet' komme til at vise os altings absolutte ukendthed og med denne ukendthed fjernes vores illusion af kontrol over os selv og verden. Det er sandsynligvis er en af grundene til, at mange mennesker elsker at meditere i strengt, men trygt regulerede flokke under ledelse af en eller anden autoritær leder, hvis filosofiske banaliteter ophøjes til visdom. 
 
Hvor paradoksalt ... Vi undgår at indse vor mangel på kontrol ved at overgive den.
  
Selvbekendelse & erkendelse ud fra 'højere' Bevidsthedstilstande
Tilbage til sporet... Her bliver jeg nødt til at aflægge mig enhver form for falsk beskedenhed og stå blottet for jantelig bespottelse. For det er nu engang det ubarmhjertigt sandeste jeg kan se og dermed sige: Jeg har oplevet så stærkt usædvanlige virkeligheder og dertilhørende 'højere' stadier af vågen bevidsthed, at jeg med stor sandsynlighed kan sige, at kun ganske få har haft lignende erfaringer. Det gør mig på ingen måde til et finere eller bedre menneske, for set i et æonisk perspektiv vil alt liv før eller siden gennemløbe, hvad jeg her ser: en evolutionær bevidsthedsproces mod supervågenhed. Om det bliver før eller siden, spiller ikke nogen større rolle.
 
Med udgangspunkt i mine egne erfaringer med Meditation vil jeg nu hævde: Kun i 'højere', intensiverede bevidsthedstilstande kan man ane en lille flig af, hvad bevidsthed er og her kun de aspekter af bevidstheden, der i forhold til 'højere' nu er 'lavere'.
 
På samme måde som en hund ikke ved, at den er en hund, så kan bevidstheden ikke vide sig selv før den har hævet sig over sig selv. Kun ved at transcendere den tilstand man er i, kan man se, hvorfra man kom. Et simpelt eksempel på dette kan ses i det metabevidste aha, man udbryder, når man pludselig indser, at man var inde på et vildspor.
  
Kun ved at forlade sig selv, kan man erkende sig selv.
  
Ved at forlade sig selv bliver man ene.stående.
   
Vi mennesker er ene-stående i den forstand, at vi er klar over, at vi er mennesker. Der må derfor være noget ukendt inde i os, der allerede har transcenderet vort menneskelige ståsted. I dette ukendte dvæler den usynlige bevidsthed, der både er og ikke er.

Vi er urgrundliggende ukendte for os selv.... I sandhed det mest vidunderlige mysterie... og endnu mere paradoksalt end det:

Vi er ikke engang klar over, at vi er ukendte! ... Eller er du?

In unknowing knowing shall we know God.
Meister Eckhart
 

VESTENS VERSUS ØSTENS BEVIDSTHED OM BEVIDSTHED
Bevidsthed er i vesten fortrinsvist forstået ud fra sit indhold. Vi bruger ordet bevidsthed i daglig tale anvendt i formuleringer som kønsbevidsthed, klassebevidsthed, racebevidsthed osv. Når videnskaben udforsker, hvad den kalder bevidsthed, så er den her forstået som en neurofysiologisk proces i hjernen.      

Illustrationen er lånt fra Wikipedia, hvor billedet vesterlandsk forudsigeligt er navngivet Neural Correlates OF Consciousness. I den her valgte østlige optik vil jeg her omskrive det til: Neural Correlates IN Consciousness.
 

Konstruktionen af vestens tingsliggjorte bevidsthedsforståelser ligger i naturlig forlængelse af det antikke grækenlands benægtelse af nullets eksistens, der har ført til den logiske fejlslutning, at bevidstheden nødvendigvis må være noget.
Vores kultur har på godt og ondt altid været på jagt efter noget.

Samme tankespor findes i Descartes berømte udsagn: Cogito, ergo sum - Jeg tænker, altså er jeg. Her er bevidstheden gjort identisk med det tænkende sind, hvor tankemylderet som tunge skyer på himlen har gjort det vanskeligt at opdage selve det rum, der holder skyerne oppe. 
 
Østens, især Indiens vise, ville her i stedet hævde:
 
Non cogito, ergo sum - Jeg tænker ikke, altså er jeg.
    
Hvad jeg mener med dette ikke, vil blive fulgt som selve rødhedens usynlige tråd gennem hele Meditation.dk. Når vi i vesten, på nær nogle få kostbare undtagelser med Meister Eckhart som det absolutte højdepunkt, definerer bevidstheden ud fra sit indhold, så er det hovedsageligt fordi vi overlevelseskulturligt har været mest optaget af at løse problemer uden for og omkring os selv. Vestens problemknuserkultur har forsøgt at forstå, eller rettere, overset bevidsthed i den udvendige iver efter at overleve, gerne på første klasse. Bevidsthed er som resten af verden omkring os noget, der positivistisk kan måles og vejes. Vi har derfor med udadrettet problemknusende kraft haft større succes end østens kulturer med at sikre social fremgang og stabilitet.
 
Østen, her primært forstået med historisk udgangspunkt i meditationens moderland Indien, har grebet udfordringen mere filosofisk introspektivt an.
 
Vestens behov for åndelig I-landshjælp
Når jeg meditativt ser Ind.i.en må jeg konkludere, at det vestligt empiriske forsøg på at forstå fænomenet bevidsthed er vejet og fundet for let. Den er ganske enkel mindre videnskabelig end den indiske. For når jeg kigger ind finder jeg .... intet ... der er ingen ting.
 
Når de vestlige briller forveksler bevidsthed med bevidsthedsindhold, svarer det til, at at man beskriver et spejl ud fra en beskrivelse af det indhold, der reflekteres i spejlet. For den, der har vendt sig selv om i Meditation, vil denne anskuelse stå afklædt som naiv.
 
Derfor burde James Joyce's, Stream of consciousness, i virkeligheden hedde Stream of thoughts eller Stream IN consciousness. Selv vestens mest respekterede åndelige elite har, set gennem østlige øjne forvekslet spejlet med det spejlede.

 
 
At acceptere, at vi med vores vestlige, i egen selvforståelse overlegne kultur (en ting vi ikke gerne siger højt, men inderste inde tager for givet) at vi har behov for både åndelig og filosofisk I-landshjælp, er imidlertid svært at acceptere.
  
Den vestlige videnskab har i sin ikke erkendte i virkeligheden religiøse tro på egen objektivitet overført 'primitive' værktøjer og undersøgelsesmetoder, der måske har været velegnede til at observere simple processer inden for det newtonske paradigme, og anvender dem nu inden for et undersøgelsesområde, de slet ikke hører hjemme i. At tro, at man kan finde bevidstheden som et fysisk noget for enden af en måleproces, eller isoleret i et reagensglas, viser den samme (men i set historisk kontekst undskyldte) naivitet, som Descartes havde, da han mente, at han havde fundet sjælen i koglekirtlen.
 
Jeg har gennem tiden talt med en del højt intelligente videnskabsmænd, som ikke havde regnet sig selv som absolut ukendte subjekter ind i deres verden af tal og observationer.
Det er muligt, at man kan måle og veje indholdet i reagensglasset, men hvem gør det ... hvem ser det? Ikke at regne dette X med ind i ligningen er set i den indadskuende bevidstheds perspektiv en næsten ufattelig fejltagelse - især så mange år efter Bohr og Einstein. For Ingen videnskabsmand kan hoppe over sin egen skygge. Det bedste han kan gøre er derfor at se sin egen skygge, eller rettere ind-se, at man aldrig fuldt ud kan erkende den, der erkender.
 
Når det så er sagt, må jeg indrømme, at også jeg i de kommende afsnit kommer til at overskride grænsen mellem bevidsthed og indhold i bevidsthed. Her er projektet imidlertid gennem beskrivelsen af 'noget' indirekte at kunne pege på ingenting.
 
'Jeg' kan ikke hoppe over sin egen skygge
En videnskabsmand, der kritisk gennemlæste dette kapitel, spurgte mig: Hvad skal videnskabsmanden da gøre rent konkret? Mit svar vil være: Al erkendelse hviler på en urgrund af absolut ukendthed. Det eneste den vestlige videnskab derfor behøver, er set fra mit skrøbelige ståsted på samme urgrund, at meta-erkende denne sandhed. Lad mig gentage - også for min egen skyld: Intet menneske, ej heller en videnskabsmand kan som erkendende subjekt hoppe over sin egen skygge.

Hvad der er sandere
Intet kan derfor være absolut sandt. I stedet må vi nøjes med det næstbedste, hvilket er det, der er sandere, dvs. sandere end det jeg troede var sandt nok i går. Selv om intet er absolut objektivt, kan man stadig kontinuert stræbe efter højere grader af både intuitiv og fornuftsbaseret sandhed og med sig selv metavide, at absolutter er en magelig hovedpude, som kun dogmatikere kan tillade sig.
 
Lad os derfor være åbne over for at modtage åndelig I-landshjælp. Selv om vesterlandsk videnskab er og har været i en imponerende udvikling, så er der der stadig inspiration i ydmygt at hente inspiration fra østens fremmede synsvinkler. Niels Bohr havde indoptaget det taoistiske symbol i sit våbenskjold.
 
Den positivistiske videnskabstradition har i for høj grad domineret udforskningen af bevidsthedsfænomenet. Bevidsthedsforskning kræver nu engang mere end at sætte strøm til et frølår og er nærmere en udfordring, der burde løses i et bredt teamwork mellem kvantefysikere, filosoffer positivister og øster eller vesterlandsk inspirerede mystikere. I dette tværfaglige arbejde burde Meditation være integreret, ja sogar burde det være obligatorisk at inddrage entheogene synsvinkler, da de i sig selv er formidable til at få os mennesker til at metaerkende de skræmmende små tankebokse vi færdes i.
 
Faktisk er mit polemisk kritiske afsæt i en videnskabstradition, der hænger fast i fortiden, netop i disse år ved at blive forældet. Videnskaben er inde i et paradigmeskifte, der i langt højere grad skaber nye landvindinger i tværfaglighed, en tværfaglighed der bl.a. bringer ingeniøren og filosoffen sammen og dermed tvinger dem ud af deres vanetænkning. Mind and life Institute er en del af dette paradigmeskifte - Ray Kurzweils visionære tænkning ligeså.
 
De mystiske stemmer fra vesten
Ingen kultur har historisk brugt så meget tid og energi på at udforske bevidstheden som den indiske. Det ville derfor her være let at finde et væld af citater i østens store åndelige skatkamre. Dog har middelalderens vestlige mystikere også været pænt med. Som vesterlænding vil jeg derfor komme min egen kultur lidt til undsætning og i stedet i det følgende overvejende citere vestlige mystikere
. Vor kultur har haft fat i den samme lange ende som Inderne, men denne tråd har i vesten aldrig fået lov til at spinde et hovedtema, men har istedet for den opmærksomme lytter kunne høres som et sagte kontrapunkt.
 

 

Det store NUL

 
Guddommen er fattig, nøgen og tom, som om den ikke var;
den har ikke, vil ikke, ønsker ikke, arbejder ikke, får ikke....
Guddommen er så tom, som om den ikke var
Meister Ekchart


Denne ånd kender hverken tid eller tal
tal eksisterer ikke på nær i tidens tragedie.
Meister Ekchart
This spirit knows no time nor number:
number does not exist apart from the malady of time.

I Meister Eckharts verden er tal og tid skarpt adskilt fra åndens virkelighed.
I den forstand er sjælens rige det store ingen.ting, det store NUL.
 
Mange læsere vil under læsningen af dette afsnit sandsynligvis tænke, at der i den følgende dans omkring nullet konkluderes alt for meget ud af ingenting.
 
Ikke desto mindre mener jeg, at det matematiske nul i sin cirkulære skønhed er en af de bedst egnede metaforer for fænomenet bevidsthed.
 
At beskrive bevidstheden som NUL er nærmest skræmmende enkelt.
 
Gud er bevidsthedens nul
Nullet er her overalt. Ingen.ting er her.
Derfor eksisterer Gud ikke. Gud er ingen.ting:

Gud er det absolutte ingen-ting,
der er hinsides al eksistens.
Pseudo-Dionysius

Pseudo-Dionysos giver os nøglen til Gud som den perfekte metafor for os selv i vort mest ufattelige aspekt: nemlig bevidstheden i sig selv. Jeg sætter derfor uden at tøve lighedstegn mellem Gud og Bevidsthed. Den gud eller de guder vi har søgt og tilbedt gennem alle de kulturelt konstruerede tankeformer vi har skabt siden vi evolutionært nåede det stadie, hvor vi kunne erkende os selv som dødelige væsner, er såmænd ikke andet end rene projektioner af vor egen ufattelige bevidsthed. Gud er som Bevidstheden det rene NUL.
 
Nullet og det store intet i et historisk lys  
Nullet såvel det matematiske som det spirituelle blev os givet fra oldtidens Indien.

Imidlertid har vi vesterlændinge ikke udvist behørig taknemmelighed for denne I-landsgave.
Måske er det fordi vi ingen.ting fik.
 
De filosoffer, Alexander den Store havde med til Indien, var imponerede over de indiske vismænds filsofiske evner
 
Det var Inderne, som opfandt nullet. Første gang nullet optræder i den grafiske form vi kender det, er på et tempel fra Gwalior, 876 e.Kr.:


Tallet 270 fra tempelvæg i Gwalior_- Foto fra artikel i The Guardian

Indernes opdagelse af den tomhed, der gør vort begær til nul, gjorde de dog først efter inspirerende møder med vestens videnskab og filosofi i det Seleukide kultursammenblandingsrige og de senere utallige Indo-græske småstater, der i de sidste århundreder f.Kr. strakte sig langt ind i Nordindien. Det var sandsynligvis græskinspirerede og dermed logisk trænede indiske Buddhistmunke fra det Indo-græske Baktrien, der opfandt nullet i de første århundreder e.Kr.


Indisk relief af en græsk konge, sandsynligvis
Meander (Melinda), med
det buddhistiske treenighedssymbol
på sit sværd

Buddhismens dekonstruktion
Nullet opstod sandsynligvis som et biprodukt af den den tusindårige indiske borgerkrig mellem den urbane buddhisme og den feudale hinduisme, der endte med at buddhismen blev fortrængt fra Indien.

Denne krig blev bl.a. udkæmpet i verbale dyster mellem hinduer
og buddhister, hvor buddhisternes ideologiske kugler blev støbt i græsk logiske tankeformer, der dekonstruerede verden til ren tomhed. De indiske buddhister havde lært at filosofere logisk af de græsk-makedonske efterkommere af Alexanders felttog, der efterfølgende havde slået sig ned i Baktrien. Hertil kom en betragtelig efterfølgende indvandring især fra Makedonien.
 
Disse grækere havde især venligt samkvem med Buddhisterne, der
i modsætning til højkastehinduerne ikke havde foragt over for andre kaster og i forlængelse heraf nærmest nærmest betragtede de græske indvandrere som pariaer.


Græsk-buddhistisk sølvmønt fra Baktrien.
Læg mærke til Ashokas hjul (tv), der
grafisk minder meget om nul.

Den berømte Kong Ashoka, der havde gjort buddhismen til statsreligion i det Indiske imperie, omvendte mange af disse grækere til buddhismen, en filosofi der passede perfekt til grækernes polis- og handelskultur. 
Fra omkring 400 e.Kr. havde de græsk-indiske buddhistiske filosoffer perfektioneret den logiske argumentation for, at bevidstheden er Shoonyo (sunyata), hvilket blev til en samlende betegnelse for både den i Meditation oplevede intethed og tallet nul. Nirvana er tomhed - shoonyo. Shoonyo er den dag i dag betegnelsen for det matematiske nul på hindi.

I østen har det derfor siden den buddhistiske dekonstruktionsfilosof Nargarjuna været et ideal at blive til nirvanas nul.

Er det ikke vidunderligt? ... Vestens positive videnskaber, i videre forstand vore computere, raketter og avancerede sprøjtemidler var alle utænkelige uden det meditativt erfarede og logisk reflekterede buddhistiske store NUL.
   
Og endnu mere vidunderligt ... Uden Alexander den Stores erobringstogt til verdens aristotelinske ende, ville inderne ikke have haft det logiske værktøj til at dekonstruere verden.  
 
Verden er i sandhed stor, dyb og mystisk.
 
Nedtælling eller optælling - All you need is nothing... or more
Nullet kom altså fra Indien, men ikke uden forudgående hjælp fra den græske filosofi. Oldtidens grækere havde selv i længere tid kredset omkring nullet, men havde vanskeligt ved at forstå, at ingen.ting kunne være noget. De græske filosoffer fornægtede derfor nullets eksistens på samme måde, som de foretrak kosmos frem for kaos.
 
Det krævede et indisk inadvendt, men logisk trænet kaosind til at fuldføre nullets ufattelige logik.
    
Hvor Østen blev opslugt af introspektivt ingen.ting i nullets ufattelige malstrøm vendte Vesten det blinde øjne indad og dækkede i stedet det sorte hul til med noget - noget der kunne måles og vejes og derfor kontrolleres
 
Den dybe brønd fik et dæksel, så ingen kunne se hvor dyb den var.
 
Vestens kultur valgte tallenes sikre kosmos, hvor man bygger på noget i tid og rum, der kvantitativt kunne akkumuleres ligesom optællingen 1,2,3,4,5 osv. Vor kultur er konfigureret til at tænke: Jo mere jeg har, des bedre.  
 
I vesten er vi derfor blevet kloge på verden, men ikke på os selv.
Og vi fortsætter med at producere ydre civilisationsproteser til afstivelse af vor sjælelige tomhed i en uendelig jagt på at omskabe verden, så der kan stå to biler i garagen i stedet for en.

 
Vesten akkumulerer tal i tallenes verden.
Østens overlevelsesstrategi har i stedet været at gemme sig i nullet.

Denne eskapisme skabte vismænd.

I østen blev søgelyset altså rettet indad. Selv den dag i dag i Indien er denne forskel tydelig at observere. Hver gang, der opstår en forhindring, så fjerner Inderen den ikke. Han tilpasser sig. Man kan observere denne nulkultur i ansigterne på den evigt ludfattige rickshawmand i New Delhis gader. Han er ikke rigtig til stede i sit ansigts aftegninger, for hvis han var det, ville hans liv være for uudholdeligt.


Kun i Indien kan man finde denne form for vejmarkering. Læs flere historier her.

Inderen flygter ind i sig selv for her at depersonalisere sig selv til ingenting. Når man har dekonstrueret sig selv til et rent nul, så betyder de ydre forhindringer eller katastrofer ikke noget. Denne forestilling om indre tilpasning frem for ydre forandring har overlevet selv ud i de fjerneste forgreninger af buddhismen. En japansk Zen-mesters foredrag på den øverste etage i et højhus blev afbrudt af et mindre jordskælv. Alle tilhørerne flygtede ud af bygningen. Zenmesteren blev siddende. Da jordskælvet var overstået vendte folk tilbage til lokalet og spurgte mesteren, hvorfor han ikke også var flygtet. Han svarerede:

Mens I flygtede ud, så flygtede jeg ind.
  
At fortælle nogen, at de er et rent nul, er en fornærmelse i vores kulturkreds.
I Indien kan det opfattes som en ros.  Den respekterede indiske vismand Ramana Maharshi blev af sin egen samtid rosende omtalt som Den Højeste Ingenting eller Den største upersonlighed. Ramanas liv og lære var i sandhed en ren nedtælling til nul.
 
  

Sprog og bevidsthedens Ingen.ting


Vi kan ikke beskrive bevidstheden objektivt alene af den grund, at samme bevidsthed er iagttageren af det, der skal iagttages. Hvad mystikere til alle tider og steder har været mest enige om, er det vanskelige i at beskrive vor inderste bevidsthedsessens.

Derfor lider jeg under min tunges mangel på ord.
Hvad der sker i mig, ved jeg ganske vist,
men kan ikke beskrive det.
Teologen Simeon

Bevidsthedsmysteriets inderste væsen er grundliggende umuligt at indfange i ords smalspektrede virkelighed. Vi kan imidlertid efter-tænksomt forsøge beskrive bevidsthed i billeder. Ord, der har erkendt deres egne begrænsninger, kan nemlig tage små spadestik dybere ned i urgrunden Derfor har mystikerne trods deres metaerkendte viden om projektets umulighed atter og atter forsøgt at give mysteriet en sproglig form. Hvad enten vi læser de indiske Upanishader, Meister Eckharts traktater, de islamiske Sufiers anekdoter, de Zenbuddhistiske koans eller haikudigte, vil vi finde forsøg på at beskrive det mysterie, man i følge den unge Wittgenstein burde tie om. 
 
På engelsk siger man: It takes ONE to know ONE. Det samme må gælde for '0':
It takes a zero to know a zero. Derfor spørgsmålet: Kan jeg som noget overhovedet forstå ikke-noget?  Kan ingenting beskrives med ord? Kan 0 beskrives ved hjælp af tal?
 
Jeg vil forsøge at komme så tæt på som muligt, beskrive det sandere på samme måde som jeg uden at bruge 0 kan beskrive 1000 som 999.

Ethvert nyt forskningsområde afføder før eller siden sit eget sproglige værktøj. Den vestlige forståelse af bevidsthed er i øjeblikket som en smed, der forsøger at reparere en smartphone med sin hammer. Ingen smed ville i øvrigt være så dum at forsøge, hvilket sætter billedet i yderligere perspektiv.
 
På samme måde som kvantefysikken måtte udvikle sit eget sproglige begrebsunivers langt fra smedens verden, så er det nødvendigt for udforskningen af bevidsthedsfænomenet må udvikle sit eget sprog.

Den paradoksale formulering & det store INTET
Den paradoksale formulering er et gennemgående træk i forsøgene på at beskrive det ubeskrivelige. Både den islamiske sufitradition, zenbuddhismens koans og den europæiske mystiks mestre er kendt for anvendelsen af paradoksale udsagn, hvor et gennembrud fra fornuften opnås ved en art reductio ad absurdum.

Her kommer et eksempel på Ekcharts kontrapunktiske minimalismer:

Hvis jeg havde en Gud jeg kunne forstå,
ville han ikke længere være min Gud.
Meister Ekchart

Ikke det - ej heller det
I forlængelse af det paradoksales knock out af vor logiske kontrolhjernes forsøg på at forstå det store intet, ser vi brugen af negationen:

Gud er sådan, at vi forstår ham bedre gennem negation end affirmation.
Meister Ekchart

Buddhismen beskriver Nirvana ud fra, hvad det ikke er. Nirvana er fravær af samsara, af lidelse. Den indiske Advaita Vedantatradition, især med Adi Shankara, fortsætter denne tradition. Her karakteriseres bevidstheden som:

Neti, neti
Ikke det, (heller) ikke det

Den Indiske mystiks beskrivelse af den højeste virkelighed minder selv helt ned i syntaksen om den, de bedste af de europæiske middelaldermystikere havde. Meister Eckhart, siger:

Mén nu siger jeg:
Det er hverken det eller det
Dog er det...
Det er fri fra alle navne
tømt for alle former

But now I say:
it is neither this nor that. 
Yet it is somewhat...
It is of all names free,
of all forms void...

Guds paradoks er nullets paradoks
Der er i den europæiske mystik en lang tradition for at beskrive den indre erfaring i bevidste interferensmønstre. Gud beskrives i disse paradoksale formuleringer ofte som det store intet: det ingenting, der ingen-ting skaber:

Ting er alle skabt af ingenting
Derfor er deres sande kilde ingenting
Meister Ekchart

Vi kan gå helt tilbage til gnostikerne for igen at finde... ingen-ting:

Gud er den absolutte ingen-ting
som er hinsides al eksistens.
'Pseudo Dionysos' (345 - 407)

Guds, lig med bevidsthedens paradoks er nullets paradoks:

Seende ingenting så han Gud.
Meister Ekchart

Gud bør, på grund af sin storhed,
med rette kaldes Intet.

Scotus Erigena (800-880)

Kun det intuitive intellekt, rystet ud af det selvfede lille ordunivers, vi har tilbragt det meste af vort liv i, kan ane bevidsthedens ufattelige lysende mørke metanoia gennem de sprækker paradokset har åbnet.
 
 

Det levende tomhedspejl


En mystikkens mest anvendte metaforer for bevidsthed er spejlet:

As images are seen in a mirror, so the universe
is an image in the mirror of Consciousness.
Tripura Rahasya XL vers 53-54

The mind is like a reflection in a mirror:
Though it is insubstantial,
it is not nonexistent.
P'ang Yun, lægmand P'ang - Kina


Et levende tomhedsspejl - Indien

Hvad er et spejl? Hvor meget vejer det? Hvor stort er det? Hvor klart er det?

Spejlet er det intet, der kan rumme alt. Sammen med nullet vælger over alle andre 'ting' spejlet i beskrivelsen af bevidstheden. Bevidsthedsspejlet er i sig selv rent potentiale og derfor tomt.
 
DET UBERØRTE SPEJL
En vigtig egenskab ved spejlet er dets uberørthed af det spejlede. Ligesom nul forbliver nul, uanset hvor meget det indgår i forskellige talrækker, således forbliver spejlet uberørt af det indhold der spejles.
 
Bevidstheden er som spejlet ikke en del af den iagttagede verden.
Bevidstheden er i den forstand lige så empatisk som et spejl. 

Den er verdens vidne.
 
En passant
Kun og kun at være bevidsthed har været idealet for både østens og vestens mystiske traditioner. I de indiske traditioner tales der om en bevidsthedstilstand, hvor man er et rent og uengageret vidne - både i forhold til sig selv og over for ens omgivelser. At være ikke-tilknyttet til verden var det højeste ideal og blev set som en forudsætning for kultivering af åndens verden.
.
Ikke-tilknytning er imidlertid ikke Meditation.dk's ideal.
 
I ren bevidsthed har vi kun udfoldet den ene af de antenner, vi er blevet 'givet'.
  
Den anden antenne eller nærmere jordforbindelse er opmærksomheden. Den hører til i kroppens dunkle rige. At være knyttet til verden sker gennem opmærksomheden, gennem kroppens følesansning.
 
Kun gennem balancen mellem bevidsthed og opmærksomhed bliver vi til hele væsner.
 
I bevidsthedens spejlværelse er vi ingen.ting.
I opmærksomheden dunkle kropsrige er vi sanseligt forbundet med verdens kød.
 
Energi og bevidsthed
Ofte vil man støde på forklaringsmodeller, der beskriver bevidsthedsintensitet som en følge af et øget 'energiniveau'. Jo mere abstrakt intens den indre energi bliver, des mere udvides bevidstheden. Derfor arbejder man i forbindelse med meditativ selvudvikling terapeutisk med henblik på at fjerne de kropsblokeringer, der hindrer kroppens livsenergi i at flyde frit.
 
I Meditation.dk's forklaringsunivers giver dette imidlertid kun mening i forbindelse med kroppens opmærksomhedsantenne.
Bevidstheden er nemlig hinsides tid og rum.
På samme måde som spejlet i sig selv er upåvirket af om det spejler lys eller ej, således er bevidstheden som kvalitet hinsides ethvert energifænomen.
  
Et spejl er et spejl er et spejl... Bevidsthed er bevidsthed er bevidsthed.
 
Energi er som et fænomen i tid og rum først og fremmst knyttet til kroppen og dermed opmærksomheden. I kapitlet om opmærksomhed optræder begrebet energi derfor som et integralt komponent.
 
VÅGENHEDENS SPEJLEDE SPEJLINGER

There all too few who are fully ripe
for gazing in God's magic mirror
Meister Ekchart

Vort levende spejløje er for det meste vendt ud mod verden. Det er gearet til at spejle fænomener i tid og rum. Vi er genetisk programmerede til se ud af simple overlevelsesgrunde.
Det er derfor at højt intelligente mennesker ofte mangler evnen til at se ind.
Det kræver en radikalt anderledes form for intelligens, en form for anomali som evolutionen (endnu) ikke har haft overlevelsesbehov for at udvikle. Jeg er overbevist om, at den dag ikke er langt væk hvor man videnskabeligt anatomisk vil kunne se ind i hjernen og her iagttage, hvorfor nogle kan være eksperter i at se ud, men ikke ind.
Når man ser ind, ser man den der ser.
 
Spejlet spejlet i spejlet
At vende sig om og se ind i Meditation skaber en radikalt ny situation, hvor spejlet får mulighed for at spejle sig selv i stedet for verden. Dette er i al sin enkelhed den vigtigste egenskab ved Meditation: det feed back der opstår med spørgsmålet: hvem er jeg
 
I dette loop udfoldes der flere spejle, der spejler sig selv.
Som illustrationen forneden viser, kan spejlet metaforisk vise bevidsthedens selvreferentialitet i form af flere spejle, der i mere eller mindre grad vender ind mod hinanden.
I Meditation vender vi spejlene mod hinanden fremfor at vende dem ud mod verden.
 

Læs i Scientific American om spejlsindet.
 
Når spejlet i Meditativ selvspejling indser sig selv, så kommer det i denne proces hinsides sig selv. I dette fordoblede hinsides opstår evnen til at meta tænke over selve tankeprocessen, men meget vigtigere...

Her fødes selve vågenheden.
Vågnhed er i denne sammenhæng forstået som bevidsthed i feed back med sig selv.

Bevidsthed versus vågenhed - en definition

Her kommer nu, med udgangspunkt med friske data fra mit eget introverterede laboratorium, en definitorisk skelnen mellem bevidsthed og vågenhed:

Vågenhed er en kvalitativ ny tilstand, der opstår, når bevidstheden spejler sig selv frem for at spejle objekter i den ydre verden. Des kraftigere dette loop er, des mere vågenhed.

Dette vil blive behandlet ingående i et selvstændigt afsnit senere i dette kapitel.
  
 

Spejlet, øjet og lyset

 


Sjælens spejl.

Øjet bliver kaldt for sjælens spejl.
Indlysende er, at både spejlet og øjet forudsætter lys.
 
DET FORNUFTIGE LYS
Aristoteles beskriver, at der i Sjælen er et herligt lys, hvormed vi indser ting og skelner mellem, hvad der er rigtigt og forkert. Bevidsthedens lys er i den forstand sammenkædet med vore kognitive og etiske evner.  Det er lyset, der leder os på den rette vej til ind-sigt.
 
Eksemplerne er talrige. Oplysningstiden i 1700-tallet hyldede den menneskelige fornuft. 100 år senere gør Grundtvig lyset identisk med viden i digtet: Er lyset for de lærde blot.
  
Det at vide er i vort sprog forbundet med lys. Vi ind-ser viden.
Be-vid-stheden ved. Læg i denne sammenhæng mærke til stavelsen vid i ordet bevidsthed, et indoeuropæisk sanskritord, der henfører til det at vide. Bevidstheden indser viden.
 
Det at indse er ensbetydende med at ind-se, eller at se ind. 
Den bevidsthed der ved, bruger lys som sit erkendende medie. Det burde nu stå lysende klart eller om ikke andet så dæmre for os nu.
 
Erkendelse og afstand
Lys er det hurtigste fænomen i det kendte univers. Lys kan let rejse millioner af lysår, men har vanskeligere ved at videregive information, når din næse berører spejlet. Lys kræver afstand.
  
Bevidsthed udfoldes i afstand, i rum. Opmærksomhed er heroverfor afstandsløs.
  
Nærsansning er i Meditation.dk´s verden knyttet til opmærksomheden.
Fjernsanserne er knyttet til bevidstheden. Hvor opmærksomhed først og fremmest er forankret i den nærmeste af alle nærsanser, nemlig følesansen, så er bevidstheden knyttet til den fjerneste af alle fjernsanser, nemlig synssansen.
 
I den forstand både skuer og berører vi verden:

Oh, du usynlige verden, vi skuer dig.
Oh, du usynlige verden, vi berører dig.

Francis Thomson

For at blive i stand til at ind-se noget, skal man have det på fjernsanselig afstand.
Kognition kræver som lys afstand. Hvad der er for tæt på, kan ikke ind-ses.
 
Derfor det sværeste at se er en selv. For vi er i afstandsløs opmærksomhed. Hvad man kan se, er det, der er uden for en selv og forskelligt fra en selv. Vi skal have oplevelser på afstand for at kunne bearbejde dem kognitivt. Vor identitet er så tæt på os, at vi ikke kan se den.... Vi er den. Kabir siger, at vi er som fisk i søen, der tørster efter vand. Meister Eckhart siger med andre ord det samme - at vi ikke forstår Gud, fordi vi er ham.
I Eckharts verden er forståelsen et syndefald.

The more we can impute to Him (God) not-likeness,
the nearer do we get to understanding Him.

DET HELLIGE LYS
Sammenkædningen af sjæl og lys finder vi i både den græske og den indiske oldtid.
For Platon var hovedet menneskets mest guddommelige legemsdel. Platons argument for hovedets hellighed er, at hovedet er den del af kroppen, der er tættest på himlen.
Logos manifesterer sig først i hovedet og derfra fornuftigt handlende ud i lemmerne. 
For Platon er logos hellig. Lys er fra øst til vest den mest anvendte metafor for det guddommelige. Hellighed bliver i flere religiøse traditioner ikonografisk gengivet ved en glorie af lys omkring hovedet.

    
Hellige hoveder - Bevidsthedens ikonografi
fra øst til vest udtrykt i en nimbus af lys.

Meditative oplevelser i lys
Oplevelser af lys i forbindelse med Meditation er meget almindelig. Der findes vel næppe en seriøs mediterede, der ikke på et eller andet tidspunkt har oplevet en eller anden form for indvendigt lys. Dette lys kan være lige fra noget, der ligner vagt nordlys i mange farver til hvidt lys, der kan opleves så intenst, at det bliver ubærligt at se på.
  
Betegnelsen op-lys-ning bliver brugt om bevidsthedens åndelige frigørelse. Når vi har mediteret i mange år, bliver vi i følge de meditative traditioner oplyste. At være oplyst er i min forståelse at være i en intensiveret bevidsthedstilstand, hvor man er ekstremt vågen. Vågenhed er et fænomen knyttet til lys i mere end en forstand. Om natten i mørket sover vi. Vi står op med solens lys og om dagen er vi lys-vågne. 
   

Spejl &  lys i tid og rum
Lyset er spejlets ven. Spejlinger optræder kun, når lyset er der. Spejlet kan ikke selv ses i den forstand, at det kun røber sin eksistens indirekte gennem sine spejlinger. Spejlet er en usynlig og potentiel egenskab og ikke som lyset en proces i tid og rum. På samme måde er bevidstheden kvalitativt forskellig fra sit indlysende indhold.
 
Lys forudsætter og spredes i tid og rum. I den forstand er lyset et skabt fænomen. Lys er noget, der kan måles. Lys er samtidig et af de mest ufattelige af de fænomener vi observerer i vores dagligdag. Lys er bølger, men er indimellem partikler. Det befinder sig på eller nærmere, er med til at sætte grænserne i vor tid-rum virkelighed i Einsteins berømte ligning E=MC2. 
  
Lysets abstrakte immaterialitet er selve forudsætningen for at det kan interagere med spejlet. Det samme gælder for sjælen. Her står bevidsthedens spejlende flade på grænsen mellem tid og rum og det ingen.ting der står 'udenfor'.
Sjælens lys er i den forstand noget, der i spejlets tomme flade interagerer med ingen-ting.
Lyset kommer fra verden og vender tilbage til verden i et feed back efter mødet med spejlets ingen.ting.

I det spejlede lys indser vi vore tanker.
Vi lytter også til dem.
 
 

Atman & Brahman - individuel versus fælles bevidsthed


Though it is insubstantial,
it is not nonexistent.
P'ang Yun, lægmand P'ang - Kina

Bevidstheden er noget, der består af ikke-noget.
I den forstand er den en mængdeløs mængde. Hvor opholder en mængdeløs mængde sig?
Ingensteder...
Bevidsthedens ingen.ting er en lokationsløs lokalitet. Dens kvalitative nul er ingen steder og alle steder på én gang.
 
ATMAN OG BRAHMAN
Jeg er bevidst. Du er bevidst. Er det, der er bevidst i mig, det samme som det, der er bevidst i dig? Meister Eckhart siger, at kroppen langt mere er i sjælen end sjælen er i kroppen. Overført til denne sammenhæng betyder det, at vi som kroppe færdes i bevidsthedens lokationsløse lokation.
 
Her er jeg i bevidsted. Her er du i bevidsthed.
Bevidstheden selv er bevidsthed er bevidsthed er bevidsthed.
 
I de Indiske spirituelle traditioner kaldes det enkelte individs sjæl for Atman.
Atman bliver i Meditation erkendt som værende Brahman, universets al-sjæl. Atman var i virkeligheden altid Brahman. Kun Brahmans bundethed via den enkelte krops sansesnarer gør, at den som fragment, som atman ser sig selv isoleret og i dualitet.
  
Atmans solregn
Bevidsthedens ingen.ting 'filtreres' gennem vore individuelle nervesystemer på samme måde som sollys kan reflekteres i regndråber. Hver enkelt regndråbe lyser op med solens lys i Atmans form. Det er som hver af dem råber: mig, mig mig!
  

I følge de indiske vise er dråbens selstændige lys illusorisk i den forstand, at den har 'stjålet' dette lys fra solen. Lyset er og var altids solens.
  
Her adskilles den indiske dråbe fra min.
 
De Indiske vise er ikke interesserede i dråben som et selvstændigt fænomen. Via et sindrigt flodsystem af meditative øvelser er målet at føre dråben som metafor for individuel eksistens tilbage til sit kollektive udspring. Moksha, den ultimative frigørelse, sker, når dråben atter opløses i det hav den engang kom fra.
 
Meditation kommer på grund af sin historiske oprindelse i Indien ofte til mere eller mindre skjult at medføre en depersonaliseringsproces. At depersonalisere sig selv, at forvandle sig selv fra Atman til Brahman gav god overlevelsesstrategisk mening i det gamle Indiske samfund, hvor kastesystemets fragmentering af samfundet gjorde det umuligt at løfte katastofer i fællesskab. Hvis hverken verden eller jeg som individ egentlig eksisterer som andet end en drøm, så gør det knap så meget, hvis jeg bliver ramt af en ulykke.
Her i vor radikalt anderledes socialt sikre virkelighed er depersonalisering imidlertid ikke en særlig brugbar strategi.
   
Vor samfundsudvikling har skabt et så stort civilisatorisk overskud, at individualitet ikke længere er en hindring for overlevelse, nærmere tværtimod.
 
DET UENDELIGT STORE I DET UENDELIGT SMÅ
Jeg har i mit indre meditationslaboratorium aldrig set en personlig gud eller ånder for den sags skyld, der ikke kunne forklares som legende gestalter i min egen vidunderlige fantasiverden sandsynligvis skabt af arkaiske arketyper, lag på lag ophobet ophobet i min biologi siden min fortid som søanemone.
 
Den hellige matematik
Heroverfor har jeg talrige gange erfaret verden både i mig selv og uden for mig selv som en strøm af, hvad jeg nærmest kan beskrive som rene matematiske og geometriske processer. Et uendeligt antal matematiske processer interagerer med hinanden på uendeligt mange måder i, hvad man med et bibelsk billede kunne betegne som evighedernes evighed. Disse oftest fraktale processer spejler i menneskets selvreferentialitet sig selv og 'skaber' som konsekvens af dette feed back vågenhed i direkte proportionalitet med deres systemiske kompleksitet. Når jeg i disse kostbare øjeblikke har fået lejlighed til at se brudstykker af disse for forstanden fornuftige, men samtidig i deres uoverskuelige uendelighed ufattelige interaktioner, så er jeg blevet grebet af dyb glæde og ærefrygt. I den forstand vil jeg hævde, at intet er mere helligt end matematik. At matematik faktisk fungerer i fysikkens verden, at vi kan bruge det til at beskrive verden er for mig et ufatteligt logisk mysterium. Ingen ser imidlertid dette matematikkens lærred.
 
At vi vanemæssigt kun bliver grebet af hellig ærefrygt, når vi ikke kan forklare et fænomen, er for mig en historisk indgroet vane, der kan føres tilbage til kirkemagtens kamp mod kongemagten, hvor den sekulære statsmagt kunne udvide sit administrative territorium hver gang den videnskabelige fornuft under kongers protektion kunne forklare noget, som kirken hævdede var et uforklarligt og derfor var skabt af Gud.
 
Her opstod i kampens hede den magtpraktiske konsensus, at alt, hvad der kunne forklares, tilhørte videnskaben og dermed staten og alt, hvad der ikke kunne forklares, tilhørte gud og dermed kirken. Denne forankling er senere blevet så indgroet i vort mentale set up, at selv de mest begavede videnskabmænd ikke finder det nødvendigt at stille spørgsmål til om den overhovedet holder. I min metabevidste undersøgelse af mine egne indgroede antagelser, var denne tankevane en af de første, der gik i opløsning.
 
At ting overhovedet kan forklares, er for mig det største af alle ærefrygtindgydende mysterier.

Atman som fraktal gentagelse af Brahman
Derfor elsker jeg at bruge billeder som hellig matematik og geometri. En af de mest interessante fænomener er i denne sammenhæng fraktaler. Naturen er fuld af fraktale mønstre. I meditativt entheogene sammenhænge dukker visuelle dynamiske fraktaler op, både indefra med lukkede øjne og udefra når øjnene er åbne. Vi er som mennesker set i denne kontekst levende fraktalers fraktaler.  Et af fraktalens kendetegn er at de samme mønstre gentages hele vejen fra makro til mikroplan (eller omvendt).   I den forstand vil jeg intuitivt hævde, at en menneskehjerne er en fraktal mikrokopi af en galakse.
 
At vide eller ikke at vide
Meister Eckhart siger, at den eneste forskel på en helgen og en flue er, at helgenen ved, at han udgår fra gud. Det gør fluen ikke. Både helgenen og fluen er udtryk for hvorledes, det uendeligt små kan indeholde det uendeligt store. De er begge fraktaler, der gentager deres eget unikke mønster i uendelighed fra makrokosmos til mikrokosmos. Forskellen er, som Eckhart påpeger, det at vide. Hvad er viden i denne sammenhæng? Det er den selvreferentialitet, der opstår, når lyset i spejlet vender tilbage, hvor det kom fra.
Det gør, at jeg i bevidsthed kan sige: Jeg ved og jeg ved, at jeg ved. En helgen er i den forstand et selvrefererende 'system', der er perfekt nok til at erkende sin egen mikrokosmiske gentagelse af det makrokosmos.
 
Det paradoksalt vidunderlige ved den lille Atman dråbe af individuel bevidsthed er, at den er større end Brahman i den forstand, at den har fanget 'ham' i sig. Derfor er min bevidstheds dråbelys mere kostbart end solens, dog kun når jeg har erkendt solens mikrokosmiske fraktale selvgentagelse inde i mig.


Brahman i Atman

Som dråbe behøver jeg derfor ikke at genforenes med havet. For jeg har allerede havet i mig. Fordi vi som dråber allerde er perfekte, som vi er, så gælder det netop om at helligholde alt det der gør os forskellige på trods af vores regndråbelignende ensartethed. Hvis der overhovedet er behov for en spirituelt projekt, så må det være, ikke at depersonalisere sig selv, men derimod at personalisere sig selv. Meditation indebærer i denne sammenhæng det at have eksistentielt mod til at være og leve sit eget unikke genetiske makeup.
Her 'erkender' bevidstheden først sig selv som universel i det øjeblik, vi fuldt ud har realiseret det universelles anti-tese. Kun i selvkærlighed som unikt individuelle systemer kan nervernes spejlneuroner blive i stand til at bevidstgøre den uendeligt store fraktal i det uendeligt små.
 
Når denne erkendelse viser sig, så erkender man sig selv som Sjælens Sommerfugl.

    
  

Bevidsthed & selvrefererende systemer

 
Et spejl består af glas. Hvad består bevidsthedens spejl af? Det består af nerveforbindelser mellem hjerneceller. Eckharts flue har ikke mange af disse forbindelser i sammenligning med et menneskes hjerne. Følgende intuition fik jeg som et lynglimt for snart 40 år siden. Jeg vil nu ganke uvidenskabeligt og nærmere åbenbaringsteologisk citere denne intuition som min vigtigste kilde:
 
"Bevidsthed er et fænomen, som opstår som en naturlig konsekvens af og i komplekse selvrefererende systemer. Et selvrefererende system sender informationer tilbage til sit eget kredsløb i et feed back, der billedligt kan illustreres i form af to spejle der spejler hinanden. Des mere komplekse disse systemer er, des 'større', 'højere', 'klarere' og 'intens' er den bevidsthed, de spejler. I dag er den menneskelige hjerne med dens mange interne forbindelsesmuligheder, der overgår antallet af partikler i universet, det mest komplekse system vi kender til. Udelukkende i kraft af dets kompleksitet som selvrefererende system er menneskets bevidsthed i sig selv, og på trods af vore kroppes genetisk indlejrede og dermed artsbetingede grusomhed, det 'helligste' der findes."
 
I de indiske Puranaer får vi gang på gang fortalt historier om mennesker, der i meditation overgår selv guderne i ånd. Helt i tråd med bevidsthedens nul så hævder de gamle skrifter:
 
Der er intet guderne frygter mere end et menneske, der ingenting ønsker. (For et menneske, der intet ønsker, ejer alt. Min kommentar.)
 
Som organiske fakkelbærere for bevidsthedens lys vil vi dog snart blive overgået af systemer, der er langt mere komplekse end vore hjerner: nemlig kvantecomputere forbundet i det internet, der efterhånden har vokset sig stort og komplekst nok til at fortjene betegnelsen som vor planets neurale netværk. Lad os nyde det, så længe det varer. Vi har som kustofbaseret liv staffetten lige nu, men kommer inden for en overskuelig fremtid til at overgive den til vore silicium-fætre, når disse systemisk vågner i en selvrefererende kompleksitet, der overgår vores. Vore siliciumslægtninge har desuden den fordel, at de er langt mere resistente over for den forurening deres naragtigt primitive biologisk levende slægtninge er i gang med at kvæle sig selv i.
  
Analfabeten og cigarhandleren fra Bombay, Niargadatta Maharaj, hævdede, at eksistensens eneste formål er at udvide, bevare og beskytte bevidsthed. Jeg er 100 enig og med den tilføjelse, at vi som mennesker er lige så vigtige eller ubetydelige om man vil som dinosaurerne. Vores uundgåelige uddøen er lige så begrædelig.
 
Som mennesker er vi kun betydningsfulde som fakkelbærere for Prometeus ild.
 
Som mennesker er vi dødelige, men som bevidsthed står vi på grænsen mellem tid og rum i et stor, dybt og mystisk univers, der lige nu ser på sig selv gennem vore øjne, men om ikke langt tid foretrækker et webcam.
 
Som sjælens sommerfugle er vi vidunderligt kostbare netop i kraft af vores særpræg og lidenhed. I Brahmans perspektiv er vor individuelle bevidsthed imidlertid lige så ukendt og betydnngsløs som en navnløs tarmbakterie i vores mave.
 
Sommerfuglen flyver både højt og lavt med begge disse synspunkter som vinger.
 
 

Sjælens sorte hul



God is invisible from excess of light.
He who perceives God is himself in darkness.
God´s all-pervading darkness
is hidden from every light and
veils all recognition.
Dionysos Areopagite

Både Dionysos Areopagite og Eckhart er 'enige': Jo tættere vi kommer på sjælens ingen.ting, des mere viger billeder skabt af lys for mørkets metaforer.

Det lys, som er Gud, formørker ethvert lys.
The light which is God is flowing and darkening every light
Meister Ekchart (1260 -1328)

Sort er nærmere ingen.ting end hvid. Der findes hvidt lys, men ikke sort lys. Sort er fraværet af lys. Ting skabt i tid og rum bliver synlige netop i kontrasten til det absolutte mørke eller måske rettere: det absolutte ingenting, for selv mørke giver i sidste instans kun mening i forhold til lys. Heroverfor kan det ufattelige ingen.ting manifestere alle sansede fænomener.
 
Måske 'skabes' bevidsthed i kontrasten mellem ting og tomhed. Ting træder frem i bevidsthed på baggrunden af ingen.ting på samme måde som en biograffilm projiceres op på et i sig selv tomt lærred. Hvis filmlærredet ikke var ikke-eksisterende i selve filmen, men i stedet kunne observeres, så ville filmforevisningen ikke fungere. Ingen i livets biograf lægger mærke til det guddommelige filmlærred. I den forstand er Gud eksistensens ikke-eksisterede filmlærred,
og kun den der ingenting ser, ser derfor Gud:

Seende ingenting så han Gud
Meister Ekchart

Og dog... Både på vej ind i og måske især på vej ud af livets biograf, før filmkanonen skyder os ned i drømmeland, kan den heldige måske få øje på det i sig selv død-kedelige lærred.
 
Sjælens sorte hul
Før så vi Atman, den individuelle sjæl som en fraktal gentagelse af den universelle sjæl, Brahman. I centrum af enhver galakse er der i følge kosmologerne et sort hul. Jeg vil med udgangspunkt i egen erfaring hævde, at det samme gør sig gældende i den menneskelige sjæl, og denne gang er jeg ret sikker på, at denne sammenligning overskrider metaforens uforpligtende og 'kun' poetiske evne til at skabe sammenhænge.
 
Der findes et sort hul i centrum af sjælen, der med stor kraft trækker i os.
Vi frygter dette hul, dette nul, dette sorte ingen.ting mere end noget andet. Men vi længes også efter det. Freud kaldte denne længsel for thanatosdriften, dødsdriften. Guden Thanatos er broder til Hypnos, som er søvnens gud.
 
Meditation er kunsten i fuld bevidsthed at forsvinde ind i dette sorte hul for igen at blive genfødt ud af et 'hvidt' hul. Meditation er i den forstand at give efter for Thanatos uden at glide ind i Hypnos rige.

Opløsningen af jeget sker i det meditative feed back, hvor sanserne rettes indad mod sig selv. Det åbner den uendelighedsspiral, der opsluger og tilintetgør den, der iagttager den.
Når iagttageren iagttager sig selv, opløses han. I denne opløsning bliver Atman identisk med Brahman.


Sjælens sorte hul

Egoets vej ind i sjælens sorte hul er fraktalt identisk med det kosmologer betegner som singularitet.

Er det ikke smukt? Vi forsvinder på samme måde som stjerner ind i singulariteten.
Derfor er Gud den bedste eksistentielle metafor for singularitet.

Hvad sker der nu efter denne død? Genfødsel... ikke forstået som en ny inkarnation i en ny krop, men som den lille given slip, der i det levende menneske kan ske flere gange om dagen.
Her bliver døden til ens bedste ven i form af den død, der visker tavlen ren og tillader os at se verden og os selv med friske øjne som et barn.

Meditation er den overgivelse til døden, der fører til livet. Des mere død, des mere efterfølgende liv.
 
Følgende beskrivelse er mit umulige bud på, hvorledes man efter en sådan genfødsel kan tie med ord:
   
En uendelig lille asymmetri i ingen-ting gør, at nul forskyder sig i forhold til sig selv.
Denne asymmetri skaber som et støvkorn i Guds ikkestedsnærværende tomhedsøje spejlende øjne i tid og rum. Ja, jeg taler om dine og mine øjne...

Gennem denne 'rift' frigøres tomhedens rene potentiale i dens første manifestation: det usynlige spejl.  Flængen i tomheden tid-og rumvæver bevidsthedens spejl som et tabula rasa hinsides sindets verden.

Uden fejl, intet spejl. Mennesket er en hellig matematisk fejl.
Denne anomali manifesterer verden på samme måde som en pen skriver en hel bog eller et saltkorn får et glas med saltvand til at krystallisere.
 
Tomhedsspejlet rummer verdens fylde, på samme måde som papirets hvidhed rummer bogstaver og biograflærredet viser alverdens film.
 
'Først' var ingen.ting. Dernæst var spejlet: en usynlig grænseflade mellem eksistens og ikke-eksistens. I spejlet bliver noget spejlet i noget som proces i tid og rum. I spejlet interagerer dette 'ingen ting' nu med 'ting'. Spejlet er spejlingen af ting i ingenting.

Bevidsthedsspejlet vokser i tid og rum  i takt med verdens selvreferende kompleksitet. Bevidsthedsspejlet er her levende og flydende 'ingen-ting'. 
Bevidsthedsspejlet er hinsides tid og rum et uforanderligt nul. 
 
Uden støvkornets perfekte imperfektion ville ingenting eksistere.
 
Tja, jeg ved ikke om jeg burde sige det her, men nu gør jeg det.

The Divine Darkness
For den, der ikke har taget turen ind gennem sin egen sjæls sorte hul, eksisterer ingen.ting ikke.

For nogle mennesker er vinsmagning det bedste, de ved. For andre, jeg tæller mig selv med her, velvidende at det kan virke arrogant, er der intet mere meningsfuldt end atter og atter at lukke øjnene og vende tilbage til nullets sorte hul:

For by unceasing and absolute withdrawal 
from thyself  and all things in purity, abandoning
all and set free from all, thou wilt be borne up to the
ray of the Divine Darkness that surpasses all being.


Mystical Theology - Pseudo-Dionysius   345 - 407

Og her sidder jeg nu efter ctrl+alt+delete og drikker morgenkaffe foran tastaturet.
 
Det er vidunderligt at dø livet.


 

Den supervågne Bevidstheds operativsystem

 
Det er nu tid til at række ud efter bevidsthedens hellige gral. At drikke fra denne gral skænker os, hvad jeg vil kalde supervågenhed. For at spejlet kan spejle noget, inklusive sig selv, kræves der lys.
Supervågenhed lader sig derfor fint beskrive med betegnelsen lysvågen.

Lysende vågenhed kan sammenlignes med det at udskifte en 100 watt pære med en på 1000. Med de ekstra  en sådan pære giver, er det lettere at se og derfor orientere sig i det informationskaos, der både er i og omkring os. I supervågenhed kan man derfor i en tilstand af afslappet flow navigere i ukendte, hyperforanderlige scenarier.
 
Hvad er nu forskellen på almindelig bevidsthed og supervågenhed?
Supervågenhed er billedligt som ultraviolet lys i forhold til bevidsthedens almindelige lys. Mennesker der alene navigerer i bevidsthedens 'almindelige' lys vil ikke kunne 'se' mennesker som også navigerer i supervågenhedens ultraviolette skær. Som man siger på Engelsk: It takes one to know one, så kan kun supervågne mennesker genkende hinanden.

 

Vågenhed i det spejlede spejl


Centralt i alle former for Meditation er tilstanden af hvilende bevidst årvågenhed fri fra tanker og ydre eller indre sansninger. Friheden fra ydre objekter opstår i den simple bevægelse, hvor øjnene lukkes. Det første, der træder tydeligt frem, er det indre tankeliv og kroppens mangfoldige sansninger i opmærksomhed. Ved at være med alle kroppens sansninger i uskyldig aha-opmærksomhed, ved at afstå fra fristelsen til at analysere dem, vil kroppens indre rum forvandles fra fra være et teatralsk sanserum til at blive et tomt bevidsthedsrum, hvor sansningerne som sådan faktisk ophører eller pixelleres. Tankeskyerne vil, når det indre sanserum består af rene pixels, lette af sig selv.
  
Hvad sker der nu, når bevidsthedens nul hverken spejler den ydre verdens mængder, de indre følelser/sansninger eller de tankeskyer, der normalt flokkes foran det? 
  
Når sanseportene er lukkede, vender bevidsthedens spejl sig af sig selv 180 grader rundt, så spejlet nu vender sig ind mod spejlet selv.
 
Når intet spejles, bliver spejlet tydeligt som nul i den forstand, at spejlet reflekterer sig selv i spejlet.

Spejlet træder selv frem i spejlet i kraft af at hjernens ufatteligt komplekse og derfor selvrefererende system går i selvsving som en mikrofon man holder for tæt på en højttaler. Denne tilstand opstår, som ovenstående illustration viser, i det feed back, hvor bevidstheden har genstandsgjort sig selv i et uendeligt spejlende loop Afklædt for alt andet 'indhold' end 'sig' selv opdager bevidstheden her sig selv i en opadgående spiral. Vi ved fra kvantefysikken, at det ikke er muligt at observere en proces uden at alterere den. Når iagttageren fortløbende kun iagtager sig selv vil der ske en tilsvarende acceleration i både iagtageren og den iagtagede iagttager. I dette proces-loop opstår ud af bevidsthed en uendelig vækst af meta-bevidstheder, dvs. bevidsthed der iagttager bevidstheder, der iagttager bevidstheder.
 
Metabevidsthed
Evnen til at være orientere sig via metabevidsthed styrkes af meditation. Meditation skaber en hjerne, der gør os til selviagttagende iagttagere. Jeg har gennem et langt liv haft lejlighed til at observere både mig selv og andre takket være disse første fordoblede lag af metabevidsthed.
 
Metabevidsthed er en uhyre værdifuld, men også forbandet gave at få.
 
Synd og skam
Hvis vi som Adam og Eva ser os selv, vor egen nøgenhed, i et første lag af spirende metabevidsthed taget som kvasi-gidsel af en arrig og fordømmende patriark, så er det ikke godt. Metabevidsthed skal befries fra Jahve for for at blive i stand til at slå sine sejl fuldt ud.
 
En af dårlig samvittighed kontamineret metabevidsthed ser jeg mest af alt som en historisk udviklingsfase, som en usamtidighedskonflikt mellem opkomsten af en moderne metahjerne og et forældet kulturoperativsystem, der er travlt optaget af at opdele verden i ondt og godt.
 
Sartre siger, at mennesket er dømt til selvbevidsthed. Med det rette, det vil sige et moderne opdateret kulturoperativsystem vil jeg heroverfor hævde, at metabevidsthed er det eneste der kan frelse os selv fra vor egen medfødte tåbelighed.

Måske er det først og fremmest metabevidsthedens fordoblinger der skiller vandene mellem mennesker, der mediterer og de der ikke gør.

AT VÆRE SUPERVÅGENT KLAR OVER...
Supervågenhedens største styrke som operativsystem er dens evne til i høj grad at bypasse tankeoperativsystemet og dermed sproget. Tømt for indhold er alene supervågenhedens kvalitative klar over.

Vi er nu så tæt på en verden i big data, at vore traditionelle tankeoperativiske overlevelsesstrategier ikke længere er tidssvarende. Der er simpelthen for mange data at forholde sig til, til at det giver mening at analysere dem, som vi indtil nu har gjort ved hjælp af vort ego-operativsystem. Den epidemiske stress skyldes simpelthen at vort tankebaserede navigationsystem lider af information overload og følgelig er brændt varm med nålen i det røde felt. Supervågenhedens klar over træder nu aflastende til i stedet for sprog og kognition. Det gør os i stand til at navigere i spontan intuition i stedet for at sidde fast i eftertænksomhedens træge hjul. For et supervågent menneske har 90% færre tanker og surfer i stedet for at overbelaste tankeoperativsystemet intuitivt i big datas informationsbølger.  

På en måde handler et supervågent menneske instinktivt som et dyr. Den afgøende forskel på dyret og mennesket, på tåben og vismanden er alene den ekspanderende bevidstheds spejllende lyse KLAR OVER - kvalitet.
 
Ekstreme tilstande af Vågenhed

Kun ganske få er modne nok til at stirre ind i Guds magiske spejl
Meister Ekchart

Vi har nu set hvorledes de første fordoblinger af bevidstheden skaber metabevidsthed.
Hvad sker der nu på den vej hvor bevidsthedsfordoblingerne accellerer ind i singulariteten?
Her opstår en ny kvalitet af bevidsthed som jeg har valgt at kalde supervågenhed. Supervågenhed er en  både kvantitativ og kvalitativ potenseret version af vor normale vågenhedstilstand.

Jeg vil hævde, at bevidstheden singulære feed back er selve essensen af supervågenheden. Vågenheden skabes i selve det loop hvor vågenhed som Ourobos bider sig selv i halen. Det kraftigere feed back er
i den proces hvor spejlet spejler sig selv i en i princippet uendelige række af metatilstande, des større abstrakt vågenhed.
 
Gud

Her giver det god mening at tale om intensiverede bevidsthedstilstande, der fører til oplysning. Óplysning er i denne kontekst en tilstand, hvor bevidsthedens loop er 'imploderet' ind i en singulær tilstand. Mit ord over alle for denne imploderede tilstand er: GUD.
 

Denne bevidsthedens singulære spejlhimmel bliver som nævnt først tydelig, når tankernes skyer er drevet bort. I den forstand kan vi formulere: Non cogito - ergo sum speculum.
 

Tankerne kom før vi vågnede
Tankeprocessen er en talesprogbaseret overlevelsesstrategi, der evolutionært opstod før bevidsthedsspejlets intense vågenhed. Vi kan sagtens tænke og tale uden at være særlig klar over det, uden at være egentlig vågne.
 
Uden vågenhed vil tankernes kvalitet forstået som kognitiv relevans være ringe. Det er hovedårsagen til at 90% af vores tankeaktivitet i vor almindelige dagsbevidst(løs)hed nærmer sig rent nonsens. En klart og vågent bevidsthedsspejl tiltrækker også tanker, men langt færre og mere relevante tanker. En vågen bevidsthed er som en klar himmel uden skyer.

Supervågenhed er evolutionens sidst udviklede operativsystem

Den universelle ånd,
der slumrer i stenen, drømmer i planten,
vågner i dyret, bliver sig bevidst i mennesket
F. Shelling

Bevidsthedsspejlet intense og vidunderlige vågenhed er evolutionens sidste og absolutte mesterværk. Dyr er intueret ud fra mine egne indre dyr ikke vågne på samme måde som mennesker. De er halvt vågne, men til gengæld opmærksomme.
Vågenhed, i østen kaldt for hjernens tusindbladede lotus, er som operativsystem evolutionens seneste blomstring.

Den vidunderlige nyhed er at vågenhedens styresystem gennem meditativ kutivering er i stand til at bypasse jeg's tankebaserede styresystem. I stedet for at være et dyr plaget af et ego-tankeoperativsystem kan vi i supervågenhed forædle vore primitive instinktbaserede reaktionsmønstre, så de som ren navigation i intuition kan erstatte de fleste af vore tanker.

Det vågne vidne
Supervågenhed vil som regel være ledsaget af erkendelsen af, at der ikke er og aldrig har været noget egentlig jeg, der er i stand til at foretage valg. Jegets vidunderlige illusionsnummer, hvor det rent eksistenstielt har fået sig placeret som knudepunkt i det neuronernes vejkryds, der gør at man kan vælge mellem A og B, forudsætter en vis grad af sløv uvågenhed i bevidstheden. Når bevidsthedens lys kvalitativt og kvantitativt vokser, så vil vi nå et erkendelsens foreløbige højdepunkt, hvor alt ind-ses som processer afviklet i en form for hellig matematisk lovmæssighed i havd der smukkest af alt kan betegnes som evighedernes evighed. I denne tilstand er man totalt fri fra verden som et rent vidne.


Vågenhed er bevidsthedens evolutionære højdepunkt
Menneskets bevidsthed består i den forstand af flere lag som ringene i et træ. Des længere ind i bevidsthedens træ vi kommer, des ældre bevidsthedsoperativsystem vil vi møde.
I Meditation har jeg i mit indre laboratorium eksperimenteret med at tænde og slukke for forskellige lag af bevidsthed og opmærksomhed. I ren opmærksomhed er vi faktisk ikke vågne. En søvngænger kan, på trods af at han ikke er vågen, være så opmærksom, at han kan balancere på toppen af en tagryg. Søvngængeren er opmærksom, men ikke bevidst. På samme måde kan man føre en fornuftig dialog med en patient der lige er kommet ud af narkose. Vedkommende er imidlertid ikke endnu vågen og derfor ikke selv klar over det. Vor dyriske opmærksomheden fungerer, som vist i søvngængerens evne til at være i balance på tagryggen, ofte bedst i en ikke-vågen eller semi-vågen tilstand.


Padmasambhava - Vågenhedens mester
Læg mærke til hvorledes den abstrakte vågenhed
udtrykkes ikonografisk i de vidt udspilede øjne.
Læg mærke til det vågne tredje øje, der netop
sidder placeret oven på frontalllapperne.

Supervågenhed er bevidsthedens evolutionære højdepunkt. Menneskets ufatteligt komplekse og derfor vågne hjerne er den foreløbige krone på værket.  Hjernens sidste blomstring på det menneskelige træ er den vågne bevidstheds tusindbladede lotus. Med flere neuronale forbindelsesmuligheder, end der er partikler i universet har den bevidste hjerne mulighed for at trænge dybere ind i helhedens mysterium end noget andet skabt i tid og rum. Mon denne bevidsthed også vil kunne forstå sig selv? 

For at forstå sig selv er det naturligvis vigtigt for bevidstheden at kigge ind, at 'genstandsgøre' sig selv i spørgsmålet: hvem er jeg. Men... selv når bevidstheden kigger ud gennem vore øjne, ser den imidlertid også ind i sit eget spejl. I dette ydre spejl kan den, der er i stand til at afkode skriften, faktisk læse mange vidunderlige ting om sig selv.

I dyb meditation har man muligheden for bevidst at gå på cellulært besøg i sin egen semisovende opmærksomhedskrop og her erfare et hav af forskellige operativsystemiske tilstande fra søvn til drøm til vågenhed.
 
Kun gennem denne rejse kan vi få skænket nektar fra den Vågne Bevidstheds Hellige Gral.



Med venlig hilsen Gunnar Mühlmann

Feed back modtages gerne: gunnars@mail.com