Hvad er Meditation

Meditationsteknikker

Meditationsmusik

Videnskabelige Links

Åndelige Inspiratorer


BEVIDSTHED & OPMÆRKSOMHED

I. Bevidsthed & evolution

II. Hvad er opmærksomhed
III. Hvad er bevidsthed
IV. Usamtidige styresystemer
V. Tankeoperativsystemet
  
DEN INDRE OG DEN YDRE PERSON
Det sensitive nervesystem

Den indre og den ydre person
Den ydre person og kontrolsamfundet
Kun den indre person kan meditere

Den indre krigers hellige sår
 

SJÆLENS SOMMERFUGL
Frigørelsen fra jeg'et
Meditativ pixellering

Supervågenhed
Frigørelsen af jeg'et
Sjælens Sommerfugl
 


HISTORIE, FILOSOFI & VIDENSKAB
Meditation og religion
Meditation, videnskab og filosofi
Meditation og sekterisme
Jeg'ets udviklingshistorie
Meditation og metabevidsthed

Meditation & symboler
Jesus i Buddhas fodspor

 

SPØRGSMÅL TIL MEDITATION

Er meditation en mirakelkur?
Er det narcissistisk at meditere?
 
MEDITATIVE VISIONER

Den mirakuløse fraktale bevidsthed
Gud ønsker at blive Menneske

Singularitet, Meditation og Entheogener
Meditation og Kærlighed
Meditation og Sandhed
Om mig selv





 



 

























































































































































































Lugtesansen er på
samme måde som
følesansen en ursans.
Inden for sufitraditionen
anveder man parfumer i
Meditationsritualer



 


FRIGØRELSEN AF JEG'ET - under udarbejdelse
                     
Bevidsthedens rejse ind kroppens mørke

Real knowledge, even in this body,
is intrinsically so delightful
that the sum total of created things
 is nothing to the joys of pure perception.
Eckhart

God's delights so in this likeness that
he pours out his whole nature,
his whole substance into it, in his own self.
The joy and satisfaction of it are ineffable.
It is like a horse turned loose
in a lush meadow giving vent to his
horse-nature by galloping full-tilt about the field:
he enjoys it, and it is his nature.
Eckhart
 
Oh Friend! Understand
The body is like the ocean
Rich with hidden treasures.
Open its innermost chamber
and light its lamp
Mirabai

Det foregående kapitel handlede om den gamle østlige frigørelsesrejse fra jeg'et og kroppen. Buddhas finger pegede for over to tusind år siden på månen og ikke på jorden. Verden blev set som et illusorisk og lidelsesfyldt sted. Silkeruternes østlige oldtidsmenneske længtes efter at blive fri fra sig selv og sin lidelse. Ånden måtte frigøre sig fra verdens sumpede krop for at realisere sig selv. Den samme tendens kan ses i de Kristne traditioner, men intet sted har ånd og krop stået så stejlt over for hinanden som i Indien.
 

Antikkens menneske havde al mulig grund til at flygte fra kroppen. Frihed fra jeget, fra den kropslige eksistens gav god mening, for kun de færreste blev ret meget mere end 40 år gamle og ingen kunne vide sig sikre på, hvad morgendagen ville bringe af krig, katastrofer, sult og sygdom. Risikoen for en voldelig død var ekstremt høj. At anskue verden som en illusion var derfor en adekvat overlevelsesstrategi og det især i et Indien, der på grund af ofte svigtende monsuner og et alt for kasteopdelt samfund aldrig kunne finde ud af at løfte udfordringer i fællesskab. Inderne udviklede derfor Meditation som et åndeligt overlevelsessvar på en dysfunktionel overfragmenteret samfundsform. Logikken bag, Hvad udad tabes skal indad vindes, har ofte været drivkraften bag gennembrud i Meditation.
 

I dag er situationen både i Indien og i resten af verden radikalt anderledes - i hvert fald for den globalt ekspanderede middelklasse.
  
Kroppe lever længere og længere i langt langt mere sikre omgivelser.
Vor materielt orienterede civilisation kan sikre overlevelsestryghed for kropslig eksistens i en grad, der aldrig er set før i verdenshistorien. Dermed er risikoen for at glemme åndens liv større end nogensinde før og er det ikke det der i det store hele er sket?

Der åbner sig imidlertid også en helt ny mulighed for at investere en del af den samfundsmæssige overskudsenergi, ikke i kroppens hedonistiske sanseliv, men i dens åndelige liv. I et sådant utopilignende scenarie bliver vækst ikke kanaliset blindt ind i mere vækst, men omdirrigeres, så snart de fundamentale fysiske behov er dækkede, ind i at skabe de ideelle betingelser for at frigøre mennesket. Denne frigørelse handler om at skabe glæde, kærlighed og lykke både i det enkelte individ og i det socialkemiske signalstofskifte mellem mennesker.
 
Rent faktisk er det ikke første gang i verdenshistorien en sådan bevægelse har fundet sted. Da Buddhismen kom til Kina, var især det Indiske begreb, maya, verdens illusoriske karakter, der var vanskeligt at forstå for Kineserne. For Kineserne havde i modsætning til Inderne været i stand til at skabe civilisationer, der i det store hele kunne sikre, om ikke andet en større herskende klasse af embedsmænd en sikker eksistens gennem generationer. Følgelig var den materielle verden for Kineserne grundliggende
ikke et forfærdeligt sted at opholde sig.
 
Den introverte Indiske Buddha blev derfor omkonstrueret til den ekstroverte og livsglade Kinesiske Bodai i et højcivilisatorisk samfund, der som ideal havde Taos dynamiske balancepunkt mellem Yin og Yang, mellem materialisme og ånd.


For os mennesker født i vesten efter 2. Verdenskrig har det ikke meget mening at have som sit mål at undslippe genfødslernes knusende hjul. Vi spiser ej heller længere vort brød i vort ansigts sved. Livet før døden har haft alt for meget at byde på. Vi har også, i hvert fald en del af os, gennemskuet, at nyerhvervelser af materielle goder ikke er en pålidelig kilde til de fede signalstoffer i hjernen.
 
Spørgsmålet er derfor nu ganske simpelt. Hvordan bliver man mere lykkelig? Hvordan kan man sikre et konstant højt niveau af serotonin, dopamin og GAPA i hjernen og det uden at brænde ud som den der har sparet op til en Ferari gør, når han har haft den en uges tid.

Her er det vigtigt at understrege, at jeg, før jeg giver min visdom videre til at andre, i al beskedenhed må være i stand til at walke min egen talk. Uden falsk ydmyghed må jeg fortælle om mig selv, for hvis jeg kunne gøre lykken, så betyder det at i hvert fald mange andre også vil kunne gøre det.

Ved hjælp af et liv i Meditation, motion, individuation og et ansvarligt brug af Entheogener er det lykkedes mig gradvist gennem årene, at blive mere og mere lykkelig. Og det lader til at jeg her i en moden alder endnu ikke har nået toppen.
 
Denne kunstneriske livsproces kalder jeg frigørelsen af jeget. Den udfolder sig i en form for åndeliggørelse af det lille hverdagsliv, som det udfolder sig foran og bag ved min egen næse. Dette frigørelsesprojekt hvor det uendeligt store leger i det uendeligt små, er radikalt forskelligt fra både fortidens religiøse traditioners lære og de fleste kontemporære forståelser af Meditation.
 
Lad mig i samme åndrag gøre opmærksom på, at denne rejse jeg her forsøger at tegne et landkort til, på ingen måde er min egen opfindelse. På den globale New Age scene findes der i dag blandt alt det astrale mumbo jumbo faktisk en del stemmer, der hver på deres måde modigt griber de muligheder for ny og skabende ånd der aldrig før har været tilgængelige på den måde de er i dag.
 
Det er nu tid til at skrive eventyret om supervågenhedens kolonialisering af hjernens vildmark.

I big datas kommende tsunami vil kun superbevidsthed overleve. For kun den supervågne kan surfe urgrundens stejle skrænter. For det lille ego er dette den apokalypse alle, fra klimaforskere til Hr. hakkebøf, taler om og frygter. Entheogen meditation er en træning i at udvide sig selv til at rumme scenarier der er totalt uforudsigelige og dermed finder stad uden for det lille egos legeplads.

Det er for den seriøse mediterende en evigt gentaget forbavsende opdagelse at opdage, i hvor høj grad vi ikke rigtig er klar over, hvor sansende vi i virkeligheden er. Derfor vender jeg atter og atter tilbage til dette faktum som mit dyrebareste mantra. For hver gang vi minder os selv om, hvor ubevidste vi er, så vågner en lille del af os. Gurdijeff kaldte denne meditation for constant Self remembrance.
 
Her taler jeg ikke om den ellers prisværdige kropsbevidsthed, der ligger ligger bag ønsket om at motionere og spise sundt. Den er for intet at regne i forhold til den bevidsthed, der pludslig bliver klar over det øredøvende brøl fra vore cellers levende bølgebrus. Kroppens kosmiske baggrundsstråling er her - altid. Vi bliver imidlertid først klar over, at vi har en fod, i det øjeblik vi forstuver den. Når den fungerer, 'gelemmer' vi den. Vi hører først køleskabets brummen i det øjeblik den holder op. I forandringen bliver vi bevidste om, at denne brummen var der også før vi var klar over det. Meditation er gøre bevidstheden i stand til at blive klar over det, som altid er.
 

Det individuerede Mennesketræ

 
Det giver mening at se mennesket som et træ. Træets rodnet er vor ubevidste biologi, der bærer på millioner af års ophobninger af biologiske styresystemer. I trækronen findes det i vort liv, der vokser i bevidsthedens lys.

De meste af kroppens indre biologiske liv er skjult, ikke føst og fremmest fordi det er fortrængt, men fordi det er ordløst og derfor uforståeligt.
  
Ingen historiske personer, mig bekendt, har peget klarere på denne mulighed for ånd i materien end psykologen C.G.Jung:

Man's task is to become conscious of the
contents that press upward from the unconscious.

C.G. Jung

Jung kaldte denne proces for individuation. For Jung var Individuation uløseligt forbundet til ords verden. Supervågenhedens inkarnation i kroppen er heroverfor grundliggende et ordløst og forståelsesløst projekt. Superbevidstheden bypasser enhver form for viden i en form for ube-gribe-lig visdom. At begribe noget er at gribe det. Hvem ønsker at gribe det? Det gør egoet, der evigt ønsker at forvandle ting gennem kontrol. I Visdom giver vi slip i alt vi har grebet.

Den superbevidste motorvej overflødiggør derfor i høj grad alle psykologiens terapeutiske hvorfor-spørgsmål. Dermed ikke være sagt at man kan undvære terapi og psykologisk indsigt, der i forlængelse med motorvejsbilledet er at sammenligne med de uundværlige indkørselsveje.

Meditation.dk er det kunstneriske livsprojekt, der trin for trin ordløst superbevidstgør den dunkle opmærksomhedskrop. Meditation gør os klar over, at vi lever. Denne proces beskrives selvfølgelig her med ord, men vigtigst af alt er den vågenhed der, når du indånder en parfume, hvis navn du ikke kender, gør dig klar over duften.
 
Meditation er et psykisk mikroskop.

Meditation kan meget mere end blot det at stresse os af.
Det er i stand til at vise os
de ukendte biologiske livsformer, der lever som rodnet i vores egen krop.
Meditation er at bringe kroppens ubevidste, men opmærksomme baggrund op i den bevidste forgrund, mens vort vågne 'jeg' samtidigt træder et skridt tilbage i urgrundens mørke.
 
Den opmærksomme søvngænger
Vi er søvngængere der drømmer, at vi er vågne.
En søvngænger har glemt sig selv i perfekt 'gelemmet' opmærksomhed. De opmærksomme dyriske operativsystemer fungerer som regel fint uden bevidsthedens indblanding. De har imidlertid i deres fundamentale ordløshed svært ved at 'forstå', endsige følge bevidsthedens mere komplekse direktiver. Søvngængeren taler opmærksomt til mig som kassedamen i Irma, der spørger mig, om jeg vil have en kvitttering og jeg hver dag husker hende på, at vi har en aftale om, at hun ikke skal spørge om det, hvorefter hun med et smil siger: Nåh ja!
 

Søvngængeren er ikke klar over, at han ikke er vågen. Det samme gælder i vid udstrækning for os i vor normale vågne dagsbevidsthed, i hvert fald hvis man sammenligner den normale vågenhedstilstand med den supervågenhed, det er muligt at kultivere i Meditation.

Den vigtigste indsigt i Meditation er erkendelsen af, hvor lidt bevidsthed vi egentlig er i besiddelse af, og hvor lidt vort verbal-bevidste operativsystem i virkeligheden har forstået af kroppens indre opmærksomhedsliv. Jeg gentager denne vågenhedenss Nåh ja-erkendelse dagligt på samme måde som mit lille ovenstående Irma-ritual.
 
At vi grundliggende er søvngængere kan du selv verificere i din egen introinspektion. Når du mediterer vågent opmærksomt ind i kroppen, vil du opdage et kambrisk varieret oceanliv af totalt ukendte sansninger, der på en gang er massivt tilstede som luften omkring os, men som samtidig er underligt svære at få hold på. Som en af mine venner sagde: Efter at have mediteret i så mange år, må jeg da efterhånden kende dyrene i min indre zoologiske have, men nej!

Opmærksomhedens sansninger er som tidligere nævnt som et køleskab, der brummer. Vi er hele tiden opmærksomme på køleskabslyden, men bliver først bevidste om det, i det øjeblik køleskabet holder op med at larme. Hvis du lige nu lader din bevidsthed kigge ind i din krop, vil du med det samme mærke et uspecifikt hav af sansninger. Disse sansninger var der på samme måde som køleskabets brummen, også før du blev klar over det. Jeg har på grund af min ungdoms liv som rockguitarrist konstant tinnitus, men hører det sjældent.
 
 

Bevidsthedens spatialiering af opmærksomheden

 
Oh Friend! Understand
The body is like the ocean
Rich with hidden treasures.
Open its innermost chamber
and light its lamp
Mirabai

I ren opmærksomhed er der ingen afstand. For det sansende subjekt er det sansede subjekt. Opmærksomheden er i sig selv fundamentalt non-dual sansning. Den lever sit uforståelige lokationsløse mørkeliv mellem nu og her.
 

I ren opmærksomhed er der ikke, som tilfældet er det i bevidsthedens operativsystem, en betragter, et vidne, der som et spejl er adskilt fra det iagttagede.
For opmærksomheden er der ingen tid. Det er bevidstheden, der opfandt tiden. Tid og sprog hjælper bevidstheden med at sortere den i sig selv tidløse sansestrøm.
 
Der findes imidlertid en form for supervågenhed, der opererer uden ord. Når denne vågenhed trænger ind i kroppens sovende væv, skabes et indre bevidstheds
rum.

Erkendelse, tid og afstand
Opmærksomhedens nærsanselige natur gør, at der ikke er tilstrækkelig afstand til at ind-se det der er for tæt på. Ens eget indre kropslige liv udfolder sig derfor under radaren. Du kan ikke se dit ansigt, når din næse berører spejlet. Indsigt kræver afstand. Det er derfor, det er lettere at se andres personlige karakteristika, end det er at se ens egne.
 
Den for bevidst kognition nødvendige afstand kan imidlertid også skabes i tid.
Ofte vil vi først dagen efter blive klar over en situation, hvor andre personer overskred vore grænser. Opmærksomheden vidste det med det samme, men den ordlige efter-tænksomme bevidsthed fandt først ud af det senere.
Rent sprogligt taler vi om at få en oplevelse på afstand. Vi kan først indse følelsesmæssige oplevelser, når de i tid rykkes fra det nærsanslige opmærksomhedsfelt ud i det fjernsanselige indsigtsfelt, hvor vi i bevidsthed be-vider i spændingsfeltet mellem et subjekt og et objekt.
 
Eftertænksomhedens gave

Hvis vi har haft en truende eller traumatiserende oplevelse, så gælder det derfor om at få den 'på afstand'. Hvis nogen fornærmer os, så kan vi sige til dem, at de har overskredet vore følelsesmæssige grænser - at de er kommet for tæt på. Interessant i denne sammenhæng er det, at de første tanker der dukker op i forbindelse med et sanset scenarie, ofte er de mest 'primitive'. Des længere tid til eftertænksomhed, des mere nuanceret vil vor tænkte respons være.

Galaktificeringen af kroppen

Opmærksomheden spatialiseres, når bevidstheden møder kroppens indre sanseliv. Det indre subjektivt oplevede spatiale opmærksomhedsrum opstår altså først i det øjeblik bevidstheden rejser ind i kroppen.
 
Kardinalpunktet er supervågenhedens ordløse rumliggørelse af den indre krop. Dette bevidsthedsrum er overvejende mørkt og minder mest af alt om et kig ud i universet en stjerneklar nat. Derfor kune man kalde denne form for bevidstgørelse for en galaktificering af kroppens rum. Bevidtsheden er ikke i sttand til at kolonialisere kroppens indre rum uden at spatialisere den. Uden afstand ingen bevidsthed.

Opmærksomhedens spatiale bevidsthedsrum
Det første skridt på denne bevidsthedens opdagelsesrejse ind i kroppens indre rige begynder ved med lukkede øjne at vende et opmærksomt og neutralt pixelblik indad. Her kan vi begynde med at lokalisere vore allermest kendte følelser i kroppen.
Hvor i kroppen sidder min glæde, min smerte angst, min vrede, min kærlighed? Hvilken udstrækning, hvilken form har den i min indre krop? Bevidsthedens spatialisering af opmærksomheden er et sine qua non for at bevidstheden overhovedet kan kolonialisere opmærksomheden, for uden afstand kan bevidstheden ikke fungere.
 
I en opmærksom undersøgelse af denne følelsernes anatomiske geografi vil du hurtigt personligt, at der bag begreber som f.eks. vrede, glæde, kærlighed, krænkelse, osv. skjuler sig en form for abstrakte biokemiske sansninger, som vi normalt udlever i total indre blindhed.

Hvilken form og udstrækning har disse sansebundter?
Disse indre abstrakte elektrokemiske sanseformer består af bundter af sansninger, sansemønstre, der i hvert enkelt individ er sammensnøret og/eller udfoldet på en helt unik, individuel måde, der igen kontinuerligt og dynamisk formes efter den sansede situation. De elektrokemiske energiformer vi opmærker i den indre krop, når vi har pixelleret vore faste billeder af verden, kan lokaliseres. De har en bestemt placering, form og udstrækning. Et sansemønster kan have tråde ud i armene, benene og hovedet, men dets egentlige kerne eksisterer som regel et sted i den indre torso fra ringmusklen og op til struben. Disse sanseenergiers udstrækning i det indre kropslige opmærksomhedsfelt kan beskrives som oplevelsesmønstre med et centrum og en form for tentakler.

Følelser er spatialt udfoldede fænomener i kroppens indre katedral. Denne katedrals hvælvinger er badet i mørke.
 
Læg mærke til at fornemmelsesmønstrene ikke er statiske. De kan begynde at bevæge sig i langsomme fejende bevægelser der kunne minde om tangplanters bevægelser i havet. Fornemmelsesmønstrenes udvikling fra at være statiske til at være dynamiske hænger sammen med kvaliteten og intensiteten af den bevidste opmærksomhed hvormd du iagttager fænomenet. Som regel vil de blive mere dynamiske og begynde at morphe deres udseende når de næres af opmærksomhedens varme. Det er selve bevidsthedens tilstedeværelse i sin allermest simple og ordløse er klar over, der bringer oplevelsesmønstrene i en tilstand af forandringsflow.

Indre brand- og vandmænd
Det giver god mening billedligt at beskrive disse langsomt dansende tredimensionale energimønstre som indre gopler. Et sansemønster antager med dets føletråde en form, der mest af alt kan minde om en indre gople eller brandmand alt efter trusselniveauet.

Goplen lever sit eget liv, mens den for det meste svømmer rundt i kroppens mørke urhav. Enhver, der meditativt undersøger sig selv, kan gå på opdagelse i dette urhav af ukendte dyrearter, der gemmer sig i navnløshedens indre kropsmørke. For at lokke bevidstheden med ind i dette rum, er det som nævnt en god ide at kalde dette 'noget' for noget. Her virker de i sig selv næsten intetsigende ord sansemønstre, følemønstre eller energimønstre som en magisk nøgler. Først efter at trolden har fået et navn, kan vi se den.

Når vi nu står indvendigt i os selv, vil det første, der sker, være, at begreber og sansninger adskilles. Følelserne så at sige hældes ud af deres begrebsbeholdere og bliver til rene sansefloder. De mister den vanemæssig begrebsliggørelse, der er en forudsætning for, at vi kan anvende dem i vort kognitive stofskifte med os selv og den ydre verden. Her står de oprindelige sansninger nu i sig selv og genkendt som de ur-energiformer de i virkeligheden altid var.

I dette nye indre rum kan du ikke på samme måde som før udbryde: jeg elsker/hader dig og følgende handle på det. For her bliver alle følelser, hvad enten huden klør eller du er forelsket, oplevet i deres egentlige mørke og abstrakte sanseform. I opmærksom indadvendthed vil de genkendes som de elementarpartikel-sansninger alle de velkendte følelser er skabt ud af.

 

Når det indre rum vokser sig større end det ydre


The body is much rather in the soul than the soul is in the body.
Meister Ekchart

Det indre rums ekspansion
For at forstå, hvad jeg nu vil skrive om, er det nødvendigt, at du selv har erfaret det, om ikke andet så i et glimt. Derfor vil jeg bede dig om at eksperimentere med følgende teknik først.


Des mere du i supervågenhed observerer din indre krops sanseliv, des større vil det subjektivt oplevede spatiale rum inde i dig blive. En første milepæl i det indre rums udvidelse, kan eksempelvis være, at du med lukkede øjne vågent mærker sensationerne i dit bryst. Pludselig opleves de subjektivt som værende udenfor dit aktuelle fysiske bryst, eksempelvis 20 cm uden for din fysiske krop. Denne udvidelse kan tage utallige oplevede former. Du kan f.eks også opleve at din indre sansning af dine fødder eller hænder vokser sig større og større.
 
Forestil dig, at du har en tennisbold i hånden. Pudselig vender den vrangen ud så ydersiden er indvendig og omvendt. Med dette som billede så forestil dig at dit indre kropsrum pludsligt er dit ydre og omvendt. Hele verden sidder nu inde i dig. Du er hele verden og måske vigtigst af alt: alt liv omkring dig er i virkeligheden alt liv inde i dig.
 
Den ansvarlighed og kærlighed, der vokser ud af denne intuitive erkendelse, overflødiggør al kognitiv og ordliggjort etisk ansvarlighed - i videre forstand alle religiøse eller moralske bud. For her i denne udfoldede superbevidsthedstilstand er du din næste. Hvordan kan du skade noget som er dig selv? Ansvarlige og kærlige handlinger opstår spontant, når du konkret oplever, at det menneske, der står over for dig, i virkeligheden står inde i dig.
 

 

Friørelsen af det større 'Jeg'

 
The river that flows in me also flows in you
Kabir

If the doors of perception were cleansed,
everything would appear to man as it is, infinite.
William Blake

Opmærksomheden indeholder en vidunderlig evne i sin oprindelige mørke energetiske form. Jeg taler her om evnen til spontant og uden skelnen at opleve sig følt ét med det, der ligger uden for kroppens af huden satte grænser. Denne evne er sandsynligvis skabt ud fra vort evolutionære behov for at føle samhørighed. Som tidligere nævnt, så er denne form for opmærksomhed tæt beslægtet med kærlighed. Vort positive følelsesregister blev udviklet, ikke som en dialektisk modpol koblet direkte til overlevelsesfrygt, men ud fra behovet for at arbejde, jage og leve sammen i grupper. Behovet for stammefællesskab som overlevelse udviklede behovet for at føle samhørighed med noget uden for sig selv. Kærlighed til slægten, til klanen er derfor alle senere former for kærligheds moder.
  

Livslykken ligger således ikke i at akkumulere overlevelsestryghed, men i overskridelsen af ens egne kropsmure. 

 
Lykken og kærlighedens væsen ligger i at være noget for andre, for helheden, for noget uden for sig selv.
 
Evnen til at i opmærksomhed at sanse den indvendige krop er i virkeligheden også evnen til at sanse verdens krop.

I det følgende vil jeg vise, hvordan vejen ud i virkelighed er vejen ind.

God enjoys himself in all things.
Eckhart

Verdens kød - Opmærksomhedens organisk forbundne netværk

Lær at se! Indse at alt er forbunder sig med alt andet.
Leonardo Da Vinci

I simpel uskyldig opmærksomhed, i sekundet før bevidsthedens efter-tænksomhed kan nå at 'modulere' opmærksomheden, er vi sansende chair, kød, og derigennem også chair du monde, verdens kød.
 
Jeg vil her invitere dig til et lille eksperiment i det eget indre shamanistiske laboratorium.

Til dette lille eksperiment skal du bruge en partner. Sid ved siden af hinanden, hold hinanden i hænderne og luk øjnene. Opmærk nu den indre og ydre sansning af hænderne i uskyldig aha-opmærksomhed.

I denne uskyldige opmærksomhedssansning af hænder, der holder hænder, vil du sandsynligvis opleve, at hænderne bliver tunge, lette, kriblende, stikkende, prikkende, varme eller kolde. Reducér nu alle disse sansninger til det abstrakte ord energi. Mærk uskyldigt uden at analysere. Lad enhver tilbøjelighed til at analysere blive kortsluttet af forklaringen: energi. Læg mærke til at sansningen, energien, tager til i styrke, når den bliver næret af den rene opmærksomhed.
 
Undersøg efter et par minutter nu følgende med den indre bevidste opmærksomhed: Undersøg hvor grænserne, mellem din egen hånd og den hånd du holder, går. Hvis energien er kraftig, vil du sanseopleve, at du ikke kan skelne din hånd fra den hånd du holder. Du kan med den indre opmærksomhed ikke finde adskillelsens mur mellem dig og din fælle.
  
Lad os et øjeblik konsultere vor filosofiske bevidsthed om konsekvenserne af denne simple opdagelse. Vor sansede berøring i opmærksomhed er, hvis den jævnfør Blake-citatet er 'renset', i min optik uskyldigt fri for konceptualisering, ét med verdens kød, med chair du monde
 
Gennem års bevidsthedskultivering af kroppens simple indvendige opmærksomhed er man i sin spontane oplevelse af verden altid ét med den. Selv om vi altid er det er vi imidlertid ikke klar over det. Kun gennem meditativ bevidsthedskultivering bliver vi imidlertid klar over det som altid er.
 
Friørelsen af det større 'Jeg'
Vi er og var altid chair du monde. Det er min personlige erfaring lige her og nu. Jeg er ét med den sofa jeg sidder på. Jeg er ét med lydene der kommer ind gennem mit åbne vindue. Jeg er ét med altanerne over på den anden side af vejen. Som en tennisbold, der pludselig har vendt vrangen ud, er jeg frydefuldt ét med verden! I indre bevidst opmærksomhed er jeg ikke længere i verden. Verden er i mig - ligesom jeg er i dig!


Vi er alle forbundne gennem det kropsligt sansede og sumpede rodnet, der nærer alt liv.


Wind to Wind


 
Rejsen hjem er nu rejsen ind. At gøre kroppens indre mørke bevidst er ikke en skovtur i la-la land.
 
Frigørelsen af jeg'et gør ondt. Det er derfor ofte mere fristende for sensitive mennesker i en moderne verden big data verden at genbruge den gamle Indiske depersonaliseringsteknik, hvor man frigør sig fra sig selv. Det er næsten alt for let at bruge Meditation til at foretage et spirituelt flugt by-pass af kroppen og hverdagen. Et depersonaliseret liv uden integral kropslig eksistens giver imidlertid ingen åndelig fylde og dybde. Jeg vil gå så langt som at kalde det spild af liv.

Meditation.dk er for de, der tør tage deres kropslige liv alvorligt trods det faktum, at det ikke er der for evigt. Ud fra min 40årige erfaring med Meditation er jeg personligt nået til den konklusion, at det ikke er sundt at betragte kroppen og livet som en illusion.

 
Hvad er virkeligt?

Hvad er virkeligt? Hvad er illusivt? Den Indiske visdom hævder, at alt, der er foranderligt, er uvirkeligt. Følgeligt er kun Selvet virkeligt, eftersom det ikke forandrer sig. Denne definition gør alt, hvad der observeres, uvirkeligt og alt, der ikke kan observeres, virkeligt.
 
Her står Vestens positivisme og Østens spiritualitet i total polaritet.

Et berømt digt af Kipling starter med verselinien:

East is East, and West is West,
and never the twain shall meet
.

Den Indiske vismand Data Dayal digtede følgende tilføjelse til denne verselinie, da han i 1930erne besøgte USA:

East is East and West is West.
However one day the East will serve
the West a grand Spiritual feast! 

Data Dayals ord er kun sande i det omfang, at vi opgiver forestillingen om hvilken verdensdel, der fører an i festlighederne. Efter en total hvorfor-dekonstruktion af Østen og Vestens søvnigt selvfede grundantagelser om, hvad livet er, er tiden kommet til at skabe en helt ny spirituel arkitektur.
 
Jeg har i forlængelse af min egen dekonstruktion skabt min egen opfattelse af, hvad virkelighed er. Jeg har intet ønske om, at overbevise dig kære læser om, at den er absolut sand. I stedet kan du efter en eventuel hvorfor-eksamination af dit eget verdensbillede helt på din egen måde frit lade dig inspirere og bruge mine indsigter.

Dette er open-source spirituel 'teknologi'.

Hjertet skænker virkelighed
Det er en meget simpel psykologisk mekanisme, der afgør, om man synes noget er virkeligt eller ej. For de, der elsker at følge det engelske kongebryllup i TV, er den royale verden virkelig. For andre, der ikke interesserer sig for kongerøgelse, er det rent eventyr. Det er vort hjerte, der bestemmer, hvad der er virkeligt. Der hvor vort hjerte er - der er 'virkeligheden'. Det, vort hjerte elsker, bliver virkeligt. Hvis Hjertet knytter bånd til kroppen, sanserne og den fysiske verden, ja så er verden i tid og rum virkelig.
 
Hjertet skænker virkelighed til det, det elsker. At se verden som illusorisk er derfor det samme som at sige, at man ikke er knyttet til den.

 
Det afgørende spørgsmål er nu. Hvad elsker hjertet? Her ser jeg fortællingen om menneskesønnen som frigørende.
  
M
enneskesønnen
Mystikeren Eckhart blev dømt af inkvisitionen for at sige: Hvad der er sandt om Jesus er sandt om ethvert godt og Gudhengivent menneske. Jeg kunne ikke være mere enig med dette udsagn. Vi er alle Guds sønner og døtre.
 

I Jesus længes Gud efter at blive et almindeligt menneske med alt, hvad det indebærer.
Jesus lever i min forståelse der, hvor det gør ondt. Han er ikke bange for livets tæsk.
 
Hvilket mod!

 
Ja, jeg er ikke i tvivl for mit eget vedkommende... D
et smukkeste af alt er den af mennesket konstruerede gudsforestilling, der findes i Jesus Kristus som Guds frivilligt lidende søn.
  
Jesus er vores eller rettere min fortælling om den kærlighed, der lever i og mellem mennesker.

Jeg
har skabt en Gud fuld af de bedste menneskelige egenskaber.

Kærligheden er den ypperste af disse projicerede egenskaber.
 
M
ennesket har selv skabt Kærlighedens sværd. Det er smedet i lidelsens flammer.

Elskerens varme, den gennemtrængende dybde i hans stemme,
hans ords appel - alt kom fra smerten i hans hjerte.
Hazrat Inyat Khan

Den gode nyhed til de fortabte
Der er
i dette setup reserveret en paradoksal og vidunderlig nyhed til alle jer derude, der har oplevet modgang og lidelse i livet og derfor de af jer, der har mest mulig grund til at flygte fra kroppen. For des længere væk fra urgrunden man kommer, des mere fremmedgjort man har følt sig i forhold til den store helhed, des sødere er hjemkomsten.

Kun mennesker, der har lidt, kan vende tilbage til den store bagvedliggende Kærlighed med en ny dybde. Englenes salighed er perfekt, men flad og kedelig. De kigger længselsfuldt ned på jorden. Intet er for dem her smukkere end en hund, der lader sit vand op af en lygtepæl og et menneske, der har transcenderet sig selv gennem en dybere forståelse af lidelsens gave. For lidelsen har gravet en ny empatisk dybde i vor sjæl.
 
Meditation er for de sorte får og fortabte døtre og sønner, der har mod og hjerte nok til at pakke gaven ud.
 
Så fremmedgørelsen var nødvendig som en forudsætning for frigørelsen.
 
Drama-lidelse versus pixelleret lidelse
Kun supervågenhed kan balancere vor utrolige rejse i et univers fuld af ufattelige kosmologiske konstanter.

Der findes ikke en spirituel vej, der ikke er smal som et barberblads klinge.
 
Den del af New Age scenen, der tager kroppens liv alvorligt, er fuld af drømmende teaterlidelse. Her bliver drama-fortællingen om alt det, der har gået en imod opført i gråd og tårer. Især de ny-spirituelle ayahuasca scener er fulde af drama-gråd, hvor deltagerne hidser hinanden op til uanede højder, under ledelse af en eller anden sydamerikansk Indiansk shaman udklædt med farvestrålende fjer. Shamanen aner i øvrigt ikke en bjælde om vor komplicerede vesterlandske psykologi.
 
Det fælles narrativ er her, at vi går så frygtelig meget ondt igennem, hvorefter vi kommer rensede ud på den anden side. Der er stor sandhed i denne katharsis. Problemet er bare, at den meget let bliver selvforstærkende, så at man i stedet for at blive fri, fortæller sig selv ned i en evig lidelseshistorie.

Sentimentalitet er at 'følelsesgøre' en følelse.
Sentimental lidelse er et i Meditation uhensigtmæssigt loop, hvor den første og sande lidelse, i stedet for at stå nøgen bliver indfanget af en fortælling, der nu i sig selv skaber lidelse. Den første og sande sansning er den, der ser tigeren komme. Den sentimentale sansning er den, der forestiller sig tigeren komme og nu som om ren forestillet tanketiger lander i den følende krop og plager den med imaginære monstre.
 
For mig, og det er selvfølgelig et rent individuelt synspunkt, så kommer ingen musik tættere på den udramatiske og derfor sande lidelse end den Russiske komponist og pianist Rachmaninov. Hør ham her spille sin egen musik, hvor han spiller sin stærkt følelsesfulde musik uden selv at sentimentalisere noderne gennem overdrevne udtryk. Han underdriver sin egne fingres tolkning gennem en næsten mekanisk fremførelse.
 
For at lidelse skal være rensende, må lidelsen først og fremmest selv renses. Den skal i supervågenhed renses for ord og fortællinger, så den står tilbage som ren krop.
 
Dette er indgående beskrevet i kapitlet Meditativ pixellering.
 
En ny tids bevidsthed
Intueret i mit indre bevidsthedslaboratorium... En ny begivenhed er netop i denne tid ved at finde sted. Det er vågenhedens rejse tilbage til den krop den måtte forlade for at genskabe sig selv. Den, der har modet til at tænke og handle i overensstemmelse med dette nye, vil komme på en opdagelsesrejse, der vil føre til nye indre åndelige kontinenter.

Som tidevandets bevægelser er vi nået til et stadie, hvor bevidstheden gennem eveolutionær modning, men også gennem flugt fra kroppen har udviklet en ny styrke.

I sin frihed fra kroppen blev bevidstheden de-fragmenteret. Den voksede sig stærkere på samme måde som et brækket bliver stærkere end det var før brudet. Den hvilede i sin frihed fra kroppens larm og fik overskud, som man i en ferie kan få til igen at vende tilbage til sit arbejde.
 
Bevidstheden har nået et historisk vendepunkt, hvor den evolutionært er blevet så udviklet, at den er i stand til at tage et livtag med kroppen og det personlige livs domæne uden at den derved bliver fragmenteret. I denne klarere bevidsthedstilstand kan den som vand, der efter lang tids opvarming pludselig koger, opnå at blive supervågen.
 
Vi står i en ny situation, der bortset fra i små glimt hist og her aldrig er set før i verdenshistorien. Alene af den grund er det livsvigtigt ikke blindt at følge tidligere tiders åndelig visdom.
 
Meditationens lyksalige Via Dolorosa

Åndens længsel er af gammel vane rettet mod det hinsidige, men skal den følge de nye impuser, vil den lyde kaldet fra jordens og mørkets kraft.

Og Hvad vil ånden i kroppen? Hvad er det vigtigste for den her? 
 
Den vil, hvad vi vil mindst af alt. Den vil lidelsen.

For gennem den transformerende omfavnelse af lidelsen vinder ånden en dybde, en tredimensionalitet, den aldrig har været i besiddelse af før.
  
Det englene i deres himle allermest 'misunder' os for, er vores evne til at lide.
 

Den meditative frigørelse af jeg'et føder i fortællingsløs smerte logos i kroppen. Platons Ånd synker fra hovedet ned i kroppen og ud i lemmerne. Her bringer den vågenhedens sjælevand ud til de fjerneste egne af kroppens mørke tørstende cellulære rodnet.

Kun den, der har overvundet frygten for dødens drage, kan rejse i dette bevidsthedens spejlfartøj hinsides tid og rum og her ind.se og føle sig selv som fundamentet for alt - fra galakser til atomer.

Hvi forlod du så brat de stier, mennesker trådte,
For med svage hænder, om end med modigt hjerte
At trodse den glubske drage i dens hule?

Værgeløs som du var, o hvor var da
Visdom, det spejlende skjold?
Percy Bysshe Shelley 'Adonais'



Bevidsthedens brændsel
På engelsk hedder en følelse emotion. Emotion er i familie med ord som motion og motivere. Følelser motiverer os til aktivt at handle. Alene af den grund giver det mening at fællesbetegne alle kroppens forskellige indre sansninger med ordet 'energi'.
 
De byggesten, som følelser er skabt af, motiverer ikke blot vort kinetiske bevægeapparat. De giver også bevidstheden næring. Opmærksom sansning er selve den platform hvorpå bevidsthedens trone står. Kroppens sanseenergi er som vekselstrøm. Den får bevidsthedens glødetråd til at lyse, men kun med halv styrke, hvis vi fornægter den negative strøm, forstået som ondt over for godt. Des mere neutralt opmærksomme vi er, des mere vil bevidstheden vågne i lys. Alle kroppens sansninger, ubehagelige som behagelige, kan anvendes som brændsel for bevidstheden for den, som årsagsløst føler alt som er.
 
Hver enkelt sansning er i sig selv et signal fra et ældre, stadig funktionelt operativsystem i menneskekroppen. For at vi kan være virkeligt vågne og leve vort fulde potentiale som vågenbevidste individer, er det nødvendigt med nærkontakt med alle kroppens sansede søanemoner, ringorme, slanger, aber og stenaldermennesker.
 
Meditation er en måde at leve på, hvor man ganske langsomt vænner den sidst udviklede og derfor skrøbelige vågenbevidsthed til at sameksistere med kroppens ældre operativsystemer. Des mere vågenbevidstheden er i stand til det, des mere brændsel vil den have til sin rådighed.
 
Første skridt på denne indre rejse består i at be-vid-stgøre og op-mærke følelser, ikke som de opstår, når sindet allerede har navngivet dem, men neutralt at opfange og lokalisere dem på et dybere niveau: nemlig det sted, hvor de opstår som sansemønstre i den indre krop.





 gunnars@mail.com