Hvad er Meditation

Meditationsteknikker

Meditationsmusik

Videnskabelige Links

 

 
Meditationsteknikker

Enkle begyndermeditationer
Mantrameditation
Hvem er jeg
Åndedrætsteknikker
Meditation med åbne øjne
'Øje til øje' Meditation
 



Integral smertemeditation
Healende hænder
Musikmeditation
Meditationsløb

Hvad der står i vejen for Meditation
 







•

Hvad der står i vejen for Meditation


Under udarbejdelse

Doing as others told me, I was blind.
Coming when others called me, I was lost.
Then I left everything, myself as well.
Then I found everyone, my self as well.
Rumi

Det værdifulde intellekt
Læg mærke til det lille smil på Shivas læber. Han er intellektuelt klar over døden som livgiver og arbejder derfor sammen med processen. Intellektet kan ikke gå forrest her på vejen ind i døden, ej heller kan ord og begreber. Som tjenere, der følger i kongens fodspor, er de imidlertid uundværlige. En konge er kun konge i kraft af sine tjenere. Når intellektet har gennemskuet sig selv og ordene har gennemskuet, at de er lavet af lyde af frøer på bunden af brønden - langt fra fuglene i himlen, så bliver de i stand til bedre at samarbejde med deres egen tilintetgørelse i Kalis sorte livmoderhul.

Intellektet er i stand til at erkende, hvad der står i vejen for overgivelse og er som sådant et uundværligt redskab. Først og fremmest må det erkende, at det selv må give op lige før sorte huls portal. Der er imidlertid også mange lavpraktiske erkendelser på denne livsvej.
At time sig selv ud og med sit intellekt erkende, at man ikke i sandhed og ærlighed kan leve sin Sjæls Sommerfugl i det arbejde man har valgt, er mindst lige så vigtigt.

 
Meditativ traumeforløsning
Et menneske, som ikke sensitivt kan mærke sig selv på grund af stress og traumer, har ikke den fornødne lydhørhed, der skal til for at finde det indre balancepunkt, hvor Sjælens Sommerfugl kan danse.
 
Healing af disse indre knuder er alene af den grund meget vigtig.
 
En del moderne psykoterapi er imidlertid alt for kognitivt baseret. Størstedelen af det indre mig's samsurium af biooperativsystemer forstår ikke sprog.

Hvad kroppen derimod forstår er en berøring.

Hvad kroppen som energisystem frem for alt længes efter er kærlighed. Der findes et hav af forskellige terapiformer. I min optik er selve deres intellektuelle ståsted af mindre betydning. Terapien virker kun, hvis terapeuten har kærlighed i sig. På hvilket Universitet lærer man at være kærlighedens væsen?

Det er grunden til at der er så få formelle kildeangivelser på Meditation.dk
Kun den indre kilde i hvert enkelt menneskes unikke essens har svaret.

USAMTIDIGE ØSTLIGE MEDITATIONSFORMER
Jeg gentager for at understrege vigtigheden at dette statement:

Meditation må først og fremmest adressere vor moderne hudløshed.
  
Det gør de fortidige, især østlige meditationsformer ikke.

Jeg har gennem et helt voksenliv været vidne til, hvorledes gamle meditationsformer praktiseret ukritisk og ufordøjet ofte har givet bagslag. Siden 60erne har vi importeret meditationsformer fra østen. Vi har imidlertid glemt, at disse meditationer ikke svævede frit i luften, men var fremmede, ofte middelalderlige kulturers forsøg på at overleve åndeligt.
 
En af hovedgrundene, til at det altid giver bagslag kritikløst at kopiere tidligere og især fremmede kulturers spirituelle overlevelsestrategier, er, at disse virkelighedstolkninger er perfekt afstemte efter den kultur, hvori de udfoldede sig i deres egen historiske tid.
 
Derfor passer de ikke ind i den virkelighed, vi lever i i dag.
Denne inkompabilitet kan spores helt ud i nervesystemets allerfineste forgreninger.
 
Vor nye vestlige hyperkomplekse hjerner er fundamentalt forskelligt fra alle tidligere tiders og kulturers. Vi er i højere grad end nogen anden kultur i verdenshistorien blevet til en kultur bestående af af individer. Vi er unikt individuelle.
  
Meditation og depersonalisering
Østlige meditationstraditioner har kun brugt jeg'et og dermed de menneskelige, personlige følelser som noget, der skulle transcenderes. I bedste fald kunne de tjene som et springbræt ind i en åndelig verden hinsides kroppens domæne.
 
Hverken hinduer eller buddhister har traditioner der inkluderer beretninger om helgener, der gik igennem en sorgperiode, hvor de skulle konfronteres med en ulykkelig barndom med henblik på at heale den. Fortidens vise mænd fra østerland levede som alle andre i oldtidens Indien et ufatteligt hårdt liv uden at kny. Deres nervesystemer var hærdede fra barnsben til at kunne overleve et hårdt liv, hvor sandsynligheden for katastrofale hændelser var meget større end for os, der sover trygt under civilisationsdynens beskyttende lag.
 
Vi finder således kun meget få meditationsberetninger fra østen der inkluderer en beretning om en traumatiseret barndom. Den eneste jeg på stående fod kan komme i tanke om er beretningen om hvorledes, Ramana Maharshi opgav sit verdslige liv som barn, kort efter at hans far døde.
 
Dette begivenhedsforløb giver i øvrigt et fingerpeg om, hvad der er hovedtemaet i østlig Meditation: Østens Meditation er konstrueret som et overlevelsessvar på katastrofer, især sultkatastrofer. Historisk set har intet sted på kloden været så katastroferamt som Nordindien. Strategien blev derfor at løsrive sig fra kroppens liv og dermed verden. Man mediterede for at frigøre sig fra sit jeg, at blive til ren ånd for derigennem at vinke verden og det personlige liv farvel. Kroppen og verden ansås fra dette udsigtspunkt som illusoriske.
 
Denne form for depersonalisering giver god mening, når den næste sultkatastrofe rammer.

For hvis jeg ikke rigtig er til stede, så vil livets lussing ikke gøre så ondt.
 
Lad det stå klart: Meditation.dk anser ikke denne form for depersonalisering som attråværdig, hverken i form af Vedantas statements om verdens illusoriske ikke-eksistens eller i form af Buddhas første fire læresætninger.

Med al respekt for Buddhismens filosofi set som et intelligent overlevelsessvar på Gangessletten i århundrederne før Kristi fødsel, vil jeg her hævde at Buddhismens første fire noble sandheder i dag ikke kan bruges som grundsøjler i vor forståelse af Meditation. At praktisere buddhisme, i det mindste i sin mere eller mindre oprindelige form er for et moderne menneske ikke hensigtsmæssigt. Hvis vi ønsker at leve i verden i den krop der er os givet, hvis vi ønsker at indgå i meningsfulde og kærlige sociale interaktioner som f.eks. et parforhold så vil praktiseringen af de ovennævnte læresætninger kun medføre øget lidelse. I bedste fald vil de være ubrugelige. 
 
Jeg er gennem adskillige vidunderlige livsfejltagelser i en 40-årig lang meditativ karriere nået frem til, at det nu er tid til at foretage en åndelig kovending med udgangspunkt i en lille rask diskussion med Buddha. Alt for ofte glemmer vi at stille kritiske spørgsmål til personer, der i vores stenalderhjerner er kodet ind som Guder.
  
Åbent spørgsmål til Buddha
Mine første polemiske spørgsmål til Buddha vil derfor være:

Hvorfor er du så bange for at lide?

Læg mærke til de noble sandheder alle drejer sig om lidelse og budskabet om at det er muligt at undgå den. Det er ikke mit mål, at blive fri fra lidelse. Min oplevelse er, at livet er som en dans mellem smerte og glæde. Det er sandt, at jeg når jeg tørster efter livet, kommer til at føle smerten. Men hvorfor ikke i stedet lære at leve med lidelsen som en integral del af livet? Selv om jeg ikke vil putte mig selv i en kristen boks, må jeg erkende, at jeg her står i gæld til den europæisk kristne kultur, sådan som jeg tillader mig at forstå den.
 

Den depersonaliserede Buddha
der fra sit nirvaniske flyverskjul
medfølende iagttager verdens
lidelsesfulde forgængelighed

En Kristus der tager verdens
lidelsesfulde kors på sig. Han
betaler prisen for at lade
ånden komme til verden.

Alle guder er skabt i menneskets billede. De er den ypperste essens af de åndelige overlevelsessvar et givent samfunds magtinstitutioner har kunnet konstruere.

Gud kan ikke være andet end menneskets kollektive projektion af sine egne højeste muligheder.
 

Kristus er i sin vesterlandske konstruktion ikke bange for at lide. Sådan har vi altså konstrueret og forstået Gud: en gud der som vi ikke elsker lidelsen, men ser den som et vilkår vi ikke kan undgå og derfor lige så godt kan lære at leve med. 
 
Lad os meditere ind i livet
Lad os derfor, inspireret af vor egen kultur meditere ind i livet frem for at meditere væk fra det.  Lad os placere den menneskelige følsomhed og vor kostbare individualitet direkte på bevidsthedslysets trone og se, hvad der så sker.
 
SPIRITUEL 'BYPASSING'
Lad mig her minde om temaet:

Moderne Meditation må først og fremmest adressere følsomhed!
Lad os meditere ind i livet frem for at meditere os væk fra det.

Meditation som flugt fra det besværlige liv
Ofte møder jeg mennesker, især på de spirituelle scener, der er så sensitive, at de har svært ved at rumme livet. meditation her i vesten ser ud til især at tiltrække meget følsomme mennesker.

Hvis jeg kunne møde mig selv som jeg var for 25 år siden, ville jeg have givet mig selv den samme diagnose. Her kommer den østlige Meditation med et fristende tilbud om frigørelse fra dette besværligt oversensitive liv: Kun det ikke-foranderlige Nirvana eller Brahman hinsides tid og rum eksisterer. Det foranderlige og flygtige samsariske liv er smertefuldt. Det illusoriske Maya er ikke værd at sætte sin lid til. I stedet bør man praktisere ikke-tilknytning, frigøre sig fra livstørsten og finde fred hinsides egoets og personlighedens fængsel.
  
Jeg ser den vesterlandske interesse for den østlige Meditationsånd som et udtryk for at det moderne oversensitive menneske griber ud efter en gammelindisk overlevelsesstrategi og med den mediterer for at depersonalisere sig selv for derigennem at udholde verdens ulidelige lethed. Denne depersonalisering tager ikke som i østens gamle dage afsæt i en beskyttelsesmekanisme mod fysiske katastrofer. Den bliver i sin nye sammenhæng brugt til at beskytte et sart og oversensitivt nervesystem, der netop ikke er formet af fysisk modstand.

Denne konstruktion er klart uholdbar.
  
Lad mig give et enkelt eksempel på, hvorledes en sådan østlig meditativ livsforståelse kan udarte sig i f.eks. et parforhold. Du er blevet såret af din kæreste, men stedet for at stå ved følelsen og forsøge at heale den i en dialog med din partner, vælger du at sige til dig selv, at denne følelse ikke betyder noget. Den tilhører personlighedens og dermed egoets illusoriske verden. Den er blot en del af verdens foranderlighed og forgængelighed og følgelig giver du den ikke opmærksomhed. En kendt hinduistisk læresætning, som jeg ofte har hørt østligt funderede guruer anbefale deres tilhængere at repetere, når de er i vanskeligheder, er:

Jeg er ikke kroppen
Jeg er ikke sindet

Dette mantra er i min optik en spirituel overspringshandling. Den får ikke følelserne eller tankerne til at gå væk... tværtimod kommer de til at leve deres eget traumatisk uerkendte liv i et for os ukendt sted i vore kroppe, alt imens vi fortsætter vor kosmiske rejse mod den store åndelige udfrielse.

 

 ۞



Mvh Gunnar Mühlmann