Hvad er Meditation

Meditationsteknikker

Meditationsmusik

Videnskabelige Links

Åndelige Inspiratorer

 
Meditation og Bevidsthed

I. Bevidsthed & evolution

II. Hvad er opmærksomhed
III. Kroppens indre landskaber
IV. Hvad er bevidsthed
V. Tankeoperativsystemet
VI. Usamtidige styresystemer

VII. Bevidsthedens frigørelse
 
Den indre og den ydre person
Det sensitive nervesystem

Den indre og den ydre person
Den ydre person og kontrolsamfundet
Kun den indre person kan meditere

   
Sjælens Sommerfugl
Det hellige sår
Det supervågne flow
Sjælens Sommerfugl
 

 
Meditation - historie, filosofi & videnskab
Meditation og religion
Meditation, videnskab og filosofi
Sekter på samfundets rand
Jeg'ets udviklingshistorie
Meditation og metabevidsthed
Hvor kommer Meditation fra?
Jesus i Buddhas fodspor

Spørgsmål til Meditation

Er meditation en mirakelkur?
Er det narcissistisk at meditere?

Meditative visioner

Den mirakuløse fraktale bevidsthed
Gud ønsker at blive Menneske

Singularitet, Meditation og Entheogener
På vej mod en ny Ånd
 


Segl fra Induskulturen
Sandsynligvis guden Shiva

Denne afhandling er
ikke på nogen måde en forudsætning for at
lære at meditere.
Min livslange passion
for meditation har blot
gjort mig intellektuelt
interesseret i selve
fænomenet Meditation set
ud fra en historisk synsvinkel.

Meditation i sig selv
er simpelt og kræver
ingen intellektuel viden.

Så hvis du blot vil
lære at meditere,
kan du roligt springe
denne tekst over.

 

 
HVOR KOMMER MEDITATION FRA?

... og hvorfor det er vigtigt at vide noget om det
 

Der findes ingen Meditation som kan løsrives fra den sammenhæng den indgår i.
 
Selv noget så simpelt som at sætte sig ned og uskyldigt mærke sin indre væren kan ikke ankues som et isoleret fænomen.
 
Right time, right place, right people  
Efter mere end 30 års erfaring med Meditation vil jeg hævde: Meditation er uadskilleligt fra hype. Med hype mener jeg effekten af det gruppedynamiske virkelighedsnet af tanker, følelser og forestillinger der lever i det individ der praktiserer Meditation.
 
Et Sufiordsprog siger: Right time, right place, right people. Meditation handler om timing.
  
Selvfølgelig er der en direkte fysiologisk målbar effekt af Meditation forstået som det at sætte sig ned med lukkede øjne og mærke sig selv i en en selvbevidst intention om at være opmærksom. Men eftersom alt hænger sammen med alt i en uendelighed af forbundne uendeligheder kan man bare ikke proppe Meditation ned i et reagensglas og studere det isoleret der. Før eller siden kommer ånden ud af flasken.
   
Mad og Meditation  
Jeg elsker vor tids vifte af virkeligheder. En af disse virkeligheder opstår når Krishnamunkene kommer dansende og syngene ned af strøget. Som en sand videnskabmand studerer jeg denne lidt mere usædvanlige 'virkelighed'.
 
Indimellem kan jeg se en vis træthed i munkenes ansigter mens de synger deres lovsange til guden Krishna. Måske har de lige læst de lidt forstyrrende nyheder om hvordan deres ledere i USA har gjort som de katolske præster i Irland. Deres kropssprog siger: fake it till you make it.
  
Det er imidlertid ikke disse tegn jeg leder efter. Jeg spejder efter en dag hvor ekstasen er i top, hvor dansen og sangen ubesværet kommer direkte fra Krishnakilden.
    
For da og kun da er tiden inde til at besøge deres restaurant! Uhmm...
  
De kommende sider handler i forlængelse heraf ikke så meget om Meditation som om alt det der omgiver det og holder det oppe. Krishnamunkenes dans er god i dag. Mit indre Ekstra Blads Karl Smart bliver lidt stille. Jeg følger efter munkene ned ad strøget mens mine tanker går til Indien. Herfra svæver min frie flaskeånd videre ind middelalderlige gyder i en rejse der fører tilbage i tiden. 
  
MEDITATION KOMMER FRA INDIEN
Meditation er først og fremmest 'opfundet' af Inderne. Allerede i den tidlige Indusdalkultur der begyndte ca 3000 BC finder vi terracottasegl der viser mennesker i Meditationsstilling.
Dermed er det naturligvis ikke udelukket at en mand på Lolland i middelalderen måske af sig selv fandt på at meditere. Meditation er givetvist opstået spontant hvorsomhelst og nårsomhelst hvor der har været mennesker.
    
Når jeg her giver inderne æren for opfindelsen af noget der i sit væsen er så paradoksalt simpelt som den grundliggende Meditative handling, så gør jeg det med udgangspunkt i simple historiske iagttagelser. Vi kan ikke komme uden om Indiens historie hvis vi ønsker en dybere forståelse af hvad Meditation egentlig er.
  
Indernes kultur har i årtusinder været gennemvævet af Meditation i en grad så man selv den dag i dag kan gå ind i en vilkårlig hindukøbmandsbutik og tage en meditativ filosofisk snak på et så højt og eksalteret niveau at den ellers meget pengeorienterede Inder helt glemmer at hans mål egentlig var at snyde den vesterlanske gæst ved at lette ham for nogle af hans alt for mange dollars.
   
På vej til havet
Jeg har på mine mangeårige ophold i Indien gang på gang med forundring oplevet hvorledes selv fattige mennesker der end ikke kunne læse og skrive med største lethed kunne jonglere med vanskelige religiøst filosofiske begreber knyttet til Meditation. Således blev jeg på vej til strandene i det nordlige Goa, på bagsædet af en motorcykel, belært af en fattig, kasteløs og analfabetisk chauffør. Han forklarede mig lidenskabeligt om hvorfor det at meditere på den indre tomhed, Nirvikalpa Samadhi, var langt bedre end at meditere på konkrete forestillinger som for eksempel på et gudebillede. Forstillingen om guden var i følge min chauffør kun for begyndere og tjente udelukkende til at fokusere et utrænet sind på noget kendt. Senere ville den samme gudsforestilling være en forhindring der ville gøre det vanskeligt at udvikle sig videre. I samme guddommelige øjeblik chaufføren tager sin styrthjælm af for bedre at kunne tale med mig, vælter en
ramponeret lastbil frem i den forkerte side af vejen i et rasende tempo. Selv om lastbilchaufførerne hilser med fægtende arme, er der intet der tyder på, at deres rullende ligkiste ændrer sin kurs direkte mod os. Min chauffør drejer skarpt over mod højre side af vejen, bremser og undgår på et hængende hår at blive begravet under den hostende sorte sarkofag. Dette for mig rædselsvækkende intermezzo har på ingen måde forstyrret chaufføren og hans foredrag der i en form for parallel virkelighed forfører mig ind i formløshedens uudsigelige rige. På vejen ud mod stranden passerer vi chaufførens hjem og jeg bliver jeg inviteret ind til en kop chai. Her fortsætter belæringerne med høj underlægningsmusik fra et fjernsyn og de tudende kompressorhorn fra lastbilerne på vejen udenfor. Intet synes at kunne forstyrre chaufførens indiske ro.
   
Meditative ritualer er, selv om det moderne indiske hjems husalter har forvandlet sig til et fjernsyn der kører fra morgen til aften, stadig en naturlig del af det indiske dagligliv. Det er vanskeligt for os vantro vesterlændinge at forestille sig i hvor høj grad det Indiske liv bestemmes af religiøse og meditative ritualer og dette ofte med en lethed og humor som virker fremmed i forhold den alvor der omgiver kristne ritualer.
  
Den fremmede Kulturkuffert
Det blev klart for mig da jeg tidligt om morgenen i Main Bazar i Delhi ville købe en kuffert til min nært forestående hjemrejse. Butiksindehaveren springer i en glidende bevægelse op fra sin morgenmeditations lotusstilling og hilser mig overaskende venligt. Han siger at jeg er hans første kunde i dag og at i følge hans tro så er den første kunde gud!
Han bøjer sig for mig med foldede hænder i et pranam så jeg kan se at han virkelig mener at jeg er gud samtidig med at han gennem sit lille Indiske grin viser at han godt ved at det bare er et ritual overleveret til ham som en stafet fra generationer før ham. Og som hans far før ham siger hans handelskastekropssprog:
Kære vesterlanske dollargud! Vil du ikke nok være så venlig at velsigne min butik med en god lille handel.
Jeg svarer ham, at hvis jeg er gud så burde han forære mig en kuffert.
Fem minutter efter går jeg ud af butikken med en gratis kuffert!
  
Det er bestemt ikke første gang jeg er blevet totalt paf over det Indiske myserium.
Nogle af de bedste spirituelle belæringer har jeg fået fra Tuc Tuc chauffører, gamle mediterende bønder fra punjab uden tænder og sidst men ikke mindst at jeg stadig lever efter mere end 10.000 kilometer på de Indiske landeveje.     

 

Klik på billedet
   

Dette kapitel handler om hvad der er i den kuffert jeg fik med fra Indien.
Hvad får vi med med i bagagen når vi lærer at meditere?
 
De fleste organisationer der i dag underviser i Meditation, har direkte eller ad omveje rødder i den mangfoldige indiske kultur der på mange måder er som en tidsmaskine hvor alle historiske epoker stadig lever i en form for sameksistens der ville svare til at Sokrates stadig gik rundt blandt tempelsøjlerne i Akropolis og diskuterede med sine disciple for i næste øjeblik at snakke videre - denne gang på mobil.  

Den indiske tidsmaskineeffekt virker langt ind i Meditation på samme måde som indiske kryderier der, når posen først er åbnet, ikke kan manes tilbage, men bliver ved med at hænge i luften - selv et sterilt dansk køkken. 

Lad mig igen slå fast: Der findes ingen Meditation frit hængende i luften.
Urgamle forstillinger kommer stadig til live ud af det meditative dna.
 
Sammen med en tilsyneladende uskyldig meditativ praksis kommer vi derfor ubevidst til at overtage en hel kuffert fuld af fremmede tanker. Denne kuffert står nu efterladt i et af sjælens kamre og herfra siver indholdet langsomt ud.
 
Mit mål er at åbne denne kuffert og med et kritisk intellekt at eksaminere indholdet.
  
Det første jeg finder i kufferten er den Meditative grals vogtere: præsterne.
   
DEN EKSLUSIVE PRÆSTELOGE

På en tur gennem Rajastans ørken lagde jeg mærke til at min chauffør på trods af varmen ikke havde fået noget at drikke i lang tid. Jeg tilbød ham min vandflaske, men han takkede høfligt nej. En Inder som jeg delte bagsæde med på turen hviskede til mig: Chaufføren tilhører Brahminkasten. Selv om du økonomisk står over ham, kan han ikke modtage vand fra dig, eftersom du i princippet er en sudra, en kasteløs. 
    
Den øverste kaste i det ekstremt socialt fragmenterede Indien er præstekasten, de såkaldte brahminer. Brahminerne har siden de genvandt magten fra buddhisterne i Indien i århundrederne efter Kristi fødsel og senere, efter deres nedgangstid under det stormogule styre i 1600-tallet, udviklet formidable evner til cementere deres magt gennem rituel forvaltning af ånd. Gennem hele viften af åndelig sindskontrol fra meditation, yoga, religiøse offerceremonier, til astrologi og håndlæsning har Brahminerne etableret sig selv som den førende klan- og privilegiekultur, en slags åndelig rockerbande. Når en brahmin får religiøs magt er han heller ikke sen til at omsætte den til politisk magt. De såkaldte godmen i deres orange munkeklæder er et ikke usædvanligt syn i det indiske parlament hvor brahminerne i øvrigt sidder på langt de fleste pladser.
 
Den unge brahmins ønskedrøm
Langt ude på landet i Punjab i et støvet og selv efter indiske forhold rodet værelse fuld af fortrinsvist okkulte bøger og tidsskrifter - her sad jeg med to af mine Indiske venner og en ung Brahmin. Lad mig beskrive mine indiske venner. Den ene er i midten af 40erne, en meget aktiv mand med hvad der er typisk for magtfulde Indere, et stort netværk af personlige kontakter der strækker sig helt ud i verden så langt som til USA, Canada og England. Den anden person er en ca 20 år ældre pensioneret bibliotekar der er det tætteste jeg nogensinde er kommet på hvad man kunne betegne som en polyhistor. Det er hans værelse vi sidder i og det ser ud som om han har slæbt hele biblioteket med sig hjem da han gik på pension. Den ældre mand udgør en form for faderfigur for den yngre der mistede sin far da han var barn. De to er uadskillelige. Den unge Brahmin sidder i sine hvide præsteklæder og studerer intenst den ældre mands hånd. Begge mine venner sidder bøjet over håndens hemmeligheder. Den unge Brahmin udbryder: Virkelig underligt! Jeg har aldrig i mit liv set så interessant en hånd. Er du klar over at du burde have været død for længe siden, men at Gud har sparet dit liv fordi han har udvalgt dig til at gøre store gerninger. Jeg udelukker ikke at verdens frelse ligger i dine hænder! Mine to venner smiler indforstået til hinanden og nikker venligt til Brahminen der får afregnet ved kasse ét. Han får en enkeltbillet til hvad enhver ung indisk Brahmin ønsker sig: en ledig post som præst i et nyligt oprettet hindutempel i London.
  
Dette hindutempel bliver imidlertid ikke en ny missionsforpost, en religiøs kolonialisering af England som et tak for sidst. Mine indiske venner har ingen missionære drømme. Nej, templet er for de indviede, for hinduerne i London der er lige så religiøst konservative som de fornemste brahminer i Indien.
 
Brahminen tager uopfordret min hånd og begynder at nærlæse sine muligheder i den.
Det er hurtigt overstået med den konklusion at jeg som vesterlænding kun er interesseret i vellyst og sanselighed. Mine Indiske venner fniser henrykt - sådan er vi vesterlændinge jo - vi er kun interesseret i sex.  
   
Den unge brahmins håndlæsning givet et godt billede på hvorledes de konservative brahminske forvaltere af den indiske kulturarv altid har modsat sig ideen om at optage den globale verden i deres åndelige loge.
   
Udførelsen af religiøse ritualer og Meditation i Indien har været et brahminsk kasteforetagene der hviler på eksklusion fremfor mission. Brahminerne ønsker ikke at optage ikke-brahminer i deres loge og er ikke interesserede i at dele deres åndelige viden med andre. Der er stadig, især i Sydindien, mange hindutempler som hverken må besøges af lavkaster eller vesterlændinge.
  
Hinduismen er derfor i sin oprindelige form, i modsætning til Kristendom, Islam og Buddhisme, en ikke-missionerende religion.
 
Når jeg bruger ordet viden, er det faktisk en upræcis betegnelse. Min chauffør i Goa var på trods af sin lavkastelige status fuld af en form for spontan spirituel viden. Denne viden ligger som allestedstilgængelig dna i det røde indiske støv der indåndes i enhver indisk landsby. Hvad Brahminerne har monopol på er de ritualiserede handlinger hvormed de har indhegnet denne viden. Her er selve ritualet blevet vigtigere end dets indhold.
 
MEDITATIONS VEJ FRA ØST TIL VEST

Hvordan kom meditation egentlig til til vesten? Et berømt digt af Kipling starter med verselinien:

East is East, and West is West, and never the twain shall meet.

Den Indiske vismand Data Dayal digtede følgende tilføjelse til denne verselinie da han i 1930erne besøgte USA:

East is East and West is West.
However one day the East will serve the West a grand Spiritual feast! 

I løbet af de næste sider skal vi se nærmere på menukortet til den spirituelle festmiddag.
   
 
Den første store eksportbølge af Meditation og religiøs filosofi fra Indien skete imidlertid lang tid før Data Dayals festindbydelse.
 
BUDDHISMEN I INDIEN
Den første udbredelse af Meditation skete med opkomsten af buddhismen ca 500 f.Kr. Denne første missionsbølge hvilede på Buddhas egen opfordring til mission:
 

Oh Munke! Rejs langt væk for at gavne mange, ud af medfølelse for verden, til fordel for guder og dødelige. Og lad ikke to af jer tage den samme rute. Prædk læren som leder til det gode.. Prædk det i ånd og bogstav. Vis gennem jeres eget pletfrie liv hvordan det religiøse liv bør leves.


Buddhismens betydning for udbredelsen af meditative tanker i vesten er så betydningsfuld at den har fået sit eget afsnit kaldet Jesus i Buddhas fodspor. Jeg anbefaler at du læser
dette afsnit i forbindelse med læsningen her..

BRAHMINERNES INDIEN - efter Boddhisatvaernes fredelige fordrivelse

Buddhismen blev imidlertid smidt ud af Indien af brahminerne. Med brahminernes generobringring af magten i Indien lukkede landet sig igen om sig selv og sin spirituelle viden. Brahminerne gik ikke i første omgang målrettet efter buddhistmunkene og deres klostre. Øverst på agendaen var genindførelsen af kastesytemet, der nu antog langt mere rigide former end tidligere. Kasteadskillelsen i rebrahmaniseringsperioden udartede sig  i undertrykkelseslove der var langt værre end før Buddhas tid. Hvis en kasteløs hørte eller så brahminernes hellige ritualer så fik han øjnene stukket ud og fik flydende bly hældt i ørerne. Hvis en kasteløs ånde faldt på en brahmin havde brahminen ret til at dræbe ham.
 
Samtidig overtog brahminerne store dele af den Buddhistiske filosofi og integrerede det i deres egen religiøse og forretningsstrategiske ritualverden.
   
Den opmurede brahminske privilegiekultur efter Buddhismen var en medvirkende årsag til at der skulle gå næsten to tusinde år før der igen kom nævneværdige åndelige impulser ud fra Indien.
 
Indisk Meditation er derfor først inden for de seneste 130 år blevet en populær eksportvare og det bestemt ikke med præstekastens velsignelse!
  
I New Delhi så jeg en reklame der triumferende udblæste det faktum at der var tre gange så stort et globaløkonomisk potentiale i organiseret undervisning i Yoga end i verdens samlede spilkonsolindustri. Men ofte er de nye TV-guruer og yogiske pengemaskiner ikke Brahminer. Brahminerne har i lang tid tøvet med at markedsføre sig selv gennem de moderne mediekanaler og andre har derfor uden hæmninger indtaget de bedste meditative positioner. Instinktivt har Brahminerne nemlig altid vidst at det vil være selvmord at lancere sig selv globalt.
  
Brahminerne har i forlængelse af deres eksklusive overlevelsesstrategi et problem med det pengeøkonomiske kredsløb. De ved instinktivt at en åben handelskultur vil skabe frihed, lighed og broderskab som det gjorde i Europa og det er bestemt ikke denne kastes ønskedrøm. Ude i den store verden er der ingen der vil godtage deres medfødte priviligerede kasteophøjede status.
  
Derfor er klanen nu også internt truet af den nye pengekaste der med sine moderne globaliserede vesterlandske spilleregler gør at jeg, sudraen, bliver kørt rundt af en præstechauffør. Hvem er bedre til at assimilere den nye vesterlandske kapitalisme end handelskasten. I Indien er det især handelskasten, vaishya, der rykker op fra bunden og truer med at dreje kastepyramiden et hak. I dag er det i de større byer faktisk muligt for en sudra, en lavkastemand at blive gift med en fin, men fattig brahminpige, blot han også tilhører den nye pengekaste.
  
Brahminerne har således for sent inset at de sidder på en åndelig guldgrube. Derfor finder de nu sig selv siddende trængt sammen med andre kaster omkring New Agetidens meditative ta-selvbord. 
   
Eksport af Meditation via outsidere, vesterlændinge og lavkaster
I den brahminske kastes berøringsangst over for verden blev det overladt til outsidere at servere det lovede spirituelle festmåltid til de åndeligt sultne vesterlændinge.
   
En sådan outsider var den radikale åndelige leder Swami Vivekananda. Han var en ny fritænkende hybrid, skabt i sammenstødet mellem hans vestlige akademisk videnskabelige uddannelse og hans egen guru, Ramakrishnas dybe emotionelle og irationelle mysticisme.
Swami Vivekananda havde modet og indsigten til at bryde med logestilen, men eftersom han ikke havde en anerkendt position inden for det Brahminske hierarki, skulle et tilfælde bane vej for hans epokegørende tale ved World Parlament of Religions i Chicago i 1893. Denne fantastiske tale er i øvrigt selv den dag i dag relevant i en næsten profetisk grad. Vivekananda ser nemlig fremtidens store udfordring i hvorledes den frie tanke kan overvinde religiøs fanatisme.
   
Den tidlige New Age
Jeg opfatter denne tale som startskuddet på en moderne hinduistisk præget Meditations vej fra østen til vesten. Kimen til det kulturfænomen der går under betegnelsen New Age spirer her.
 
I begyndelsen af det 20.årh. videreførtes denne eksport især gennem vesterlændinge der gennem længere ophold og studier i Indien havde fået et indgående kendskab til Meditation. Dette var tilfældet med Teosofien der blev dannet af amerikaneren Sir Henry Olcott og med kulten omkring Sri Aurobindo, der blev ledet af en fransk kvinde kaldet Moderen. Kun få englændere var med i denne klub af hvide meditationsmissionærer med deres budskab om meditativ I-landshjælp til de fattige i ånden. Men englændernes Kiplingske forståelse af sig selv som herskerracen var inkompatibel forestillingen om at de kunne lære noget af Inderne. Deres stiff upperlip kunne ikke blødes op i det stille arkaiske smil som ledsager god Meditation. Inderne var nu engang bedst når de som naturbarnet og menneskedyret Mowgli hoppede rundt blandt de andre aber i træerne.
 
På grund af brahminernes logementalitet kom eksporten af Meditation til vesten ofte til at ske gennem Guruer som ikke selv var brahminer. De ikke-brahminske guruer havde to gode grunde til at begynde en vestgående missionsvirksomhed: De havde ingen berøringsangst over for vesten og kunne her samtidig leve uden den sociale stigmatisering som deres eget moderland udsatte dem for. En indisk guru der ikke selv var brahmin havde således indtil for kort tid siden ikke en chance for at starte en religiøs virksomhed op i moderlandet. Han var derfor som f.eks. Transcendental Meditations Maharishi Mahesh Yogi der tilhørte den næstlaveste kaste, vaishya, nødt til at tage en omvej via Beatles og Holywood for at blive anerkendt i sit eget land.
 
Samlet ser vi et billede af Meditation i Vesten som netop ikke er en afspejling af de brahmanistiske mainstreamkulturer i Indien. I fraværet af et missionært drive fra den konservative hinduisme blev det overladt til outsidere, kastefremmede og rebeller at servere den af Data Dayal lovede meditative nadver. Disse rebelske versioner af Meditation blev ofte skabt af religiøse meditative organisationer der var så kontroversielle at selv den almindelige Inder, på trods af sin stolthed over at se indiske Guruer på forsiden af verdens aviser, reagerede med afsky.
 
Dette var især tilfældet med Oshos nyreligiøse og stærkt rebelske bevægelse i 80erne. Osho sammenkogte en sprængfarlig cocktail af vestelig psykoterapi og østlig meditation. I dag har Oshos version af Meditation imidlertid stor succes i Indien, især blandt unge mennesker. Indiens egen meditative selvforståelse omskrives således af den kulturelle reeksport af globalt skabte meditationshybrider. Langsomt, men sikkert overskriver nye hybridformer de konservative brahmanistiske monopolkukturer.
 
Meditation og Ind.i.en
Selv om de meditationsformer vi kender i vesten således er blevet til på samme måde som pizzaen, er duften af Indiske krydderier umiskendelig og vedholdende.
  
Derfor mener jeg stadig, med skyldig hensyntagen til pingpongeffekten, at det vigtigt at se nærmere på de religiøse forestillinger der har været forbundet med Meditation i Indien.
 
På trods af de mangfoldige indflydelsesveje kommer essensen af Meditation fra Indien.

Udtrykt i en lille ordleg: Indien kommer ud af Ind-i-én.

I mine 35 år som Mediterende har jeg observeret hvorledes de tanker der fulgte denne praksis ofte umærkeligt har været med til at forme min opfattelse af virkeligheden. Gennem vor konstante indre tankemonolog skaber vi det landkort der både viser os vej i livet og hvor vi hører hjemme. Selv de mindste uoverensstemmelser mellem dette kort og vor kernepersonlighed vil før eller siden skabe forhindringer på vor spirituelle vej.
 
Lad mig slå fast at jeg bestemt ikke har noget mod at blive påvirket og åndeligt befrugtet af fremmede tanker. Således har det altid været. Kristus er jo ikke en vikingegud. Han viderebragte et sæt af mellemøstlige og for vikingerne kulturfremmede tanker. I dag er disse tanker en vigtig forudsætning for vort samfunds vidunderlige evne til at behandle sine borgere anstændigt.
  
MELLEM GRÅSTENÆBLER OG GIFTIGE GEVÆKSTER
Jeg voksede op i Gråsten. I mine forældres have er der et træ med dejlige Gråstenæbler. Som barn hørte jeg at Gråstens hersker i 1700-tallet, Grev Ahlefeld, tog en æblestilk med sig fra en rejse i Italien. Denne æblestilk udviklede sig i Danmark til noget helt andet og meget bedre end det oprindelige Italienske æble. Det danske vejr og jordbundsforhold udviklede de bedste kvaliteter i æblet så det nye danske æble i smag og størrelse langt overgik sine Italienske aner.
   
Næsten hvert år tager jeg med venner på vandretur i Himalayas bjerge. Hvert år må de lokale stammefolk advare nye vandregæster mod en særlig plante som  ved kropskontakt kan give et kraftigt udslæt. Ofte vil man ikke mærke dette udslet før efter et par dage. Denne irriterende plante er en ny gæst her i Parvartidalens frodige flora. Det er en plante der oprindelig kommer fra Amerika, men som på en eller anden måde, måske som frø via en turists bukselomme er landet på fremmed jord og nu har udviklet sig i stil med de tyranniske Tartarer der i deres erobringtogt fra Samarkand til Delhi forvandlede sig til en helt ny græshoppeart der i løbet af få århundreder fik forvandlet det rige Indien til et land med en overklasse på ca tusind mennesker over for en befolkning der ikke havde råd til tøj.  
  
Disse to eksempler giver tilsammen et billede på hvad der inden for de sidste 100 år er sket og lige nu sker med østlig meditation omplantet i vestlig jord.
   
Med Meditationen kommer de mennesker der lærer os Meditation. Disse mennesker er af kød og blod og kan ikke hoppe over deres egen skygge og lære os noget som ikke er formet og farvet af forestillinger fra det land og den kultur de er kommet fra. Meditation er selv helt ind i sin kerne gennemvævet af virkelighedsformende forestillinger.
  
Meditationslægen 
Det er mit mål her at trække disse forstillinger ud i lyset med en pincet for at undersøge dem nærmere. Min meditation skal hermed under skalpellen for at blive dissekeret ned i de mindste detaljer. Kun de kulturfremmede informationer der har passeret vort vidunderlige intellekts kritiske prøve får lov til at passere hjernebarrieren og blive til en del af vort nye åndelige DNA.
  
Som de kommende sider vil vise i detaljer, så er nogle af disse fremmede og skjulte forestillinger som frugtbare Gråstenæbler i Yduns have når de bliver omplantede til vore vestlige vækstmiljøer. Andre er imidlertid mindre heldige og giver på lang sigt udslet i sjælen.
   
Blind overgivelse uden kritisk sans gør Meditation til en trojansk hest.
  
TVIVL OG OVERGIVELSE

Overgiv dig!
 
Det var en af de ting jeg fik at vide igen og igen da jeg som ung praktiserede Meditation under forskellige meditative organsationers faner. I denne overgivelse stod det temmelig klart at det først og fremmest drejede sig om at overgive sig til den organisation jeg i min regn af spørgsmål  havde søgt ly under. Fjenden var det altid tvivlende intellekt, der forhindrede hjertet i at give sig selv.
  
Jeg kunne imidlertid aldrig rigtig overgive mig.
 
Min vestlige tvivl fik altid overtaget og fik mig som en nomade at gå søgende fra et fata morgana til et andet. Jeg var faktisk misundelig på dem som var i stand til at overgive sig til ledernes eventyrlige fortællinger. De så så lykkelige ud.
   
Min umiddelbare oplevelse af en dyb følelse af sandhed og indre fred når jeg meditererde konfliktede med de meditative organisationers agendaer og hierarkiske opbygning. Noget af det der her blev sagt var jo rent vanvid.
  
I vesten har vi takket være åndsrebeller som Spinoza og Voltaire fået en uheldig vane med altid at stikke næsen ind i de sprækker som uvægerligt dukker op i usammenhængende, modsigelsesfyldte og ulogiske verdensbilleder.
    
Jeg ville så gerne vende det døve øre til alt våset og i stedet kaste mig ud over troens og tillidens klippekant. Men jeg kunne ikke. Intet kunne tilsyneladende
formilde mit intellekts rotweilerinstinkt for himmelråbende modsigelser.
 

I dag er jeg i modsætning til i min ungdom meget taknemmelig over min vesterlanske arv, min tvivl. For i dag kan jeg retrospektivt se at de fleste af dem der overgav sig til deres organistations absolutte sandheder gik åndeligt i stå. De havde fundet svaret og faldt sødt i søvn med det... Nogle vågnede efter års dvale i deres kokoner a la Matrix og så at de havde spildt den bedste tid af deres liv. Andre vågnede kun kort for hurtigt igen at lukke øjnene og sove videre.
 
Dog tror jeg at mange af min åndelige venner, på trods af at det i min optik dengang så anderledes ud, egentlig inderst inde havde de samme overvejelser som jeg.
  
Så her trækker jeg den første i Meditation indlejrede, tankedna ud med pincetten:
  
Den siger: overgiv dig til din åndelige lærer og hans organisation og få fred.
  
Det er indlysende at denne forstilling eller rettere strategi har Inderne ikke monopol på. Den er en grundsten i alle seriøse religiøse forretnings- og magtimperier fra Varanasi til Vatikanet.
  
Heroverfor vil jeg ud fra min livserfaring nu hævde: overgiv dig ikke til en instans uden for dig selv. Efterlad aldrig din krop i meditationsstilling i en andens tempel.
  
At overgive sig til tvivlen - den optimistiske tvivl
I dag har jeg overgivet mig .... til min tvivl og til den frydefulde evige jagt efter den indre kilde. Kilden er her! Jeg går langs den her og nu, så jeg kan se og føle den.
Jeg behøver ingen ydre vejvisere for at drikke af den.
    
'Gud er ikke svaret... Han er spørgsmålet' - Thomas Aquinas
Men jeg er stadig på vandring efter kildens udspring. Det gør ikke noget at jeg aldrig finder dette udspring, for på vejen op mod udspinget åbenbarer der sig altid et nyt vista, en ny bjergtop bag den bjergtop jeg troede var endemålet.
 
Her bliver søgen efter sandheden til et uendeligt projekt, hvor tvivlen, også i form af tvivlen på tvivlen, fører en ud på en frydefuld og uendelig rejse på vej mod kildens udspring, mod nye smukke vista og erkendelser og som universet ... uden ende.
 
Hvis du ønsker at leve som menneskesønnen eller menneskedatteren, må du vænne dig til at der intet sted finde hvor du kan hælde dit hoved til. Her leves livsmysteriet fremfor at det bliver løst!
 
Forkastelsen af det absolutte endemål, erkendelsen af at der ikke findes noget absolut punktum, fjerner fokus på det der er der til det der er her. Kilden er her og nu. Den er det evige dynamiske spørgsmål der forvandler tvivlen til det søde livsmysterie, den skræmmende, men vidunderlige fornemmelse af at du stort set intet ved, og at det du kalder mig, der ofte
har pustet sig op i erkendelsen af at have erkendt dit eller dat, ikke engang kender sig selv.
 
Hvem er jeg? Det er min udfordring til dig kære læser... Hvis du med stor oprigtighed kigger ind i dig selv, vil du se at du er ukendt i en verden der er stor, dyb og magisk.
At leve denne mystisk dybe ukendthed, med eller uden religiøse selvfortællinger, er simpelthen vild fedt! At leve i kendthed er det samme som at leve i hverdagens evige sløvende og forbandende gentagelse. Det er her i virkeligheden slet ikke hverdagen man ser. Hvad vi ser er det stive egofilter hvorigennem lyset fra det ukendte kigger ind på os.
   
DEN OPLYSTE TILSTAND
I mange år søgte jeg fuldbyrdelsen af fortællingen om at man kunne blive 'oplyst'.

'Oplysning' blev af de nyreligiøse organisationer markedsført som en ultimativ, evig tilstand, en bevidshedsmæssig afklarethed, et pludseligt gennembrud, hvor så at sige alle livets problemer ville forsvinde.
 
Forestillingen om den oplyste tilstand er ironisk nok en videreførelse af sindets ønske om at finde det endelige svar på livsmysteriet. Dette Jeg, dette for sig selv ukendte Jeg ønsker kontrol over livsmysteriet! Når så jeg endelig gennem store anstrengelser har fundet dette svar, ja så kan jeg endelig slappe af. Den vise Ramana Maharshi siger til os:

A day will dawn when you will yourself laugh at your effort.
That which is on the day of laughter is also now.

At jagte den oplyste tilstand er lige som at søge krukken med guld for enden af regnbuen.
 
Så hverken jeg eller de hundredvis af andre spirituelle søgende jeg har kendt og mødt på min vej fandt freden ved regnbuens fod. Og dog ... nogle erklærede sig oplyste, men det var overvejende de der så deres fordel i at videreføre denne forretningstrategi for i dette åndelige pyramidespil at berige egne lommer.
 
I dag er jeg derfor mere tilbøjelig til at anskue denne forestilling om oplysning som en slikkepind stukket ud af den religiøse bod for at lokke os små naive mennesker ind i heksens pandekagehus. Slikkepinden er en forretningstrategisk limpind.
   
Hvor kommer forestillingen om oplysning fra?

De oplystes enevælde
Den er først og fremmest skabt i det Indiske samfunds statiske og hierarkiske klansamfund for omkring 2500 år siden. Dengang, som selvfølgelig også i Europa, foregik den overvejende del af den sociale kommunikation i den lodrette form der findes mellem herre og slave.
 
I vore dages vesten er de fleste kommunikationslinier mellem mennesker vandrette.
Vi fremfører ideelt set synspunkter i en respektfuld og demokratisk dialog med hinanden, hvor jeg i princippet først gentager min opponents argument og fremægger mit synpunkt efter at min opponent har godkendt min forståelse af hans argument. Udbredelsen af den herredømmefri kommunikation mellem mennesker er imidlertid kun som en dråbe i det verdenshistoriske hav.
  
Hvad det vil sige at komme fra en vandret kommunikationskultur blev meget tydeligt for mig i de mange spændende og anstrengende år jeg har levet i Indien. Indien er så anderledes at det efter min mening er et af de bedste lande at rejse i hvis man ønsker at få det 'fremmede' blik på sig selv. At se sig selv og sin egen kultur er vanskeligt når man står midt i den. I indien dukker bliver du tydeliggjort for dig selv i kontrasten til det fremmede.
  
Det er næsten umuligt at kommunikere
horisontalt med en Inder. Den ovennævnte græske dialogform der ligger som kulturgener der styrer vore ører, øjne og tunger, eksisterer ikke i Indien. Inderen vil i de første sekunder i mødet med dig placere dig på en lodret akse i forhold til sig selv ud fra følgende overvejelse: Står du over eller under ham. Hvis han antager du står over ham, vil han blot sige Yes Sir til din invitation til dialog og ikke fremføre sin egen mening. Hvis han mener du står under ham, vil han lytte høfligt, men distræt til hvad du siger, hvorpå han venligt belærende vil tiltale dig som en skolelærer der irettesætter en elev.

Gang på gang, også i mine parallelle liv som rejseleder har jeg oplevet at denne grove generalisering faktisk holder i byretten.
  
Jeg kunne skrive en hel bog om de morsomme misforståelser der rejser sig i kølvandet på disse håbløse kommunikationer. Blot vil jeg her, især så de der synes at jeg overgeneraliserer kan få ret, konstatere at den Indiske overklasse rent genetisk synes at have udviklet en bestemt type meget store ører der i modsætning til det europæiske øre står vinkelret ud fra hovedet, men alligevel intet hører.
  
Døve herskere var bestemt også normen i Europas middelalder. Men i nutidens Indien lever middelalderen videre på godt og ondt. Tag som eksempel Transcendental Meditation, der i strid modsætning til dets moderne videnskabelige image, putter kongekroner på de individer i dets organisation der har nået 'oplysning' eller er tæt på.


Den danske Kong Bjarne og hans slot

Den 'oplyste' sidder enevældigt på toppen af den feudale magtpyramide og slaverne søger hans nåde. 
  
Når vi små mennesker antager forestillingen om oplysning, så begynder vi at lede vertikalt efter de oplyste for at få deres retningslinier. For den der har nået det statiske endemål må jo vide alt ... også hvordan jeg skal leve mit liv og hvordan jeg via overgivelsen af mit visakortnummer kan opnå at ankomme på denne endestation. Og således kommer sammen med søgen efter det perfekte ubevægelige endemål behovet for præster. Fra afladsbreve til moderne spirituelle kurser i dit og dat - alle har de levet og lever af din usikkerhed.

Des mere usikker du er på at din urgrunds kilde virkelig findes i dit eget hjerte, des mere behov har du for vejledning. Vi er som tiggeren i et Indisk fokeventyr der hele sit liv sad på en guldskat uden at vide det.
    
Ydre magthavere i enhver historisk periode har foretrukket statiske virkelighedsforståelser fremfor dynamiske. Den statiske virkelighedstolkning siger om magtforholdet: sådan har det altid været... accepter din 'karma'.
 
Hvor præsten fra vesten har levet af at sælge afladsbilletter til et paradis efter døden har vi i Indien haft en forretningsmodel der mere ligner et pyramidespil. Her har du ved at meditere med foldede hænder foran den 'oplyste' kunnet forbedre din karma så du enten i dette liv eller i det næste kunne blive 'oplyst'.
  
Den 'oplyste' præstelige autoritet i sin indiske guruversion virker ud fra en besynderlig dobbeltlogik. Samtidig med at Guruen opfordrer dig til at stræbe efter oplysning, vil han forhindre dig i enhver form for åndeligt fremskridt. For hvis du bliver oplyst, vil du true magtens status quo!
 
Alene af den grund vil ingen, jeg gentager Ingen!, inden for en meditativ magtorganisation nå nogen som helst vegne rent spirituelt. Enten bliver du på bunden af pyramiden eller også bliver dine åndelige ambitioner skiftet ud med magtberuselse i det omfang du mestrer intrigespillet i konkurrencen om hvem der er mest åndelig og derfor stiger tilvejrs i hierarkiet.
  
Stay away from the concentration camps of the ashram - J. Krishnamurti
Den logrende hale af gråhårede asketiske spejderdrenge i klanuniformer følger de Indiske Guruer fra Kanya Kumari i syd til Rishikesh i nord, mens disciple fra hele verden er ved at trampe hinanden ned i deres iver efter at komme først til den eftertragtede egoløse tilstand, der altid ligger tættest på mesteren. Denne besynderlige åndelige konkurrencementalitet kan læses hen over den samlede sum af ansigter og bedende hænder, der som dirrende kompasnåle peger mod den guddommelige pol i en bevægelse der altid peger væk fra en selv. Paradokset er at den pris man betaler for at kommer tæt på mesteren er at blive fjernet fra sig selv.
   
Man has to seek God in error, forgetfulness and foolishness - Eckhart
Jeg læste engang at en direktør for IBM havde sagt: If you want success, double your faliure rate. I dag må jeg konstatere at han har ret. Ingen kan leve af andres erfaringer. Enhver har muligheden for og retten til at begå de mest vidunderlige fejltagelser. For derigennem modnes vi både menneskeligt og spirituelt.
    
Halløj i klosteret
Jeg boede for mange år siden i en indisk ashram, et kloster, hvor den gamle mester kort før sin død overgav sin position til en mand som havde haft en meget høj position inden for det Indiske statsapparat. Ikke alle organisationens mere magtfulde medlemmer var glade for den beslutning, men ikke længe efter det nye magtsskifte begyndte alle i fordækthed at modarbejde hinanden og alle glemte tilsyneladende deres modstand mod mesteren.
  
Når jeg fik audiens hos den nye, i øvrigt utroligt karismatiske mester, fortalte han mig at jeg var den han skattede højest, men at de andre omkring 'os' var idioter og at den og den i øvrigt havde sagt det og det ikke flatterende om mig. Fuld af opblæst selvtillid gav jeg mig selv lov til at give de andre igen af samme skuffe.
  
Dette fantasygame fik en brat afslutning da jeg ved et tilfælde kom lidt tættere på en af de personer som i følge mesteren bitchede bag min ryg. Denne person fortalte mig at mesteren havde sagt at jeg havde sagt meget negative ting om ham. I øvrigt havde mesteren fortalt denne mand at han skattede ham højest af alle sine disciple og jeg jeg blot var en naiv turist udi ånden. (hvilket jo var rigtigt)
  
Pludselig gik spillets regler op for mig. Mesteren videreførte blot den overlevelsestrategi der havde bragt ham op på toppen af den korrupte indiske statspyramide. Han havde gennem sin intrigante snuhed fået alle sine potentielle konkurrenter til at slås indbyrdes og var selv steget til vejrs i hierarkiet som en varmluftsballon båret oppe af kampens hede.
 
Det der spændte ben for magtens vaklende søjler var blot at to personer i deres spirende venskab begyndte at udveksle informationer horisonalt.
  
Efterfølgende står det mig klart at den i Indien skabte fremmede synsvinkel også tydeliggjorde nøjagtig den samme form for magtkamp i rent vestlige spirituelle bevægelser.   
  
I den japanske Zenbuddhisme er der en del anekdotiske historier der behandler dette dilemma. Den øverste zenmester i en bestemt orden giver sin stav, symbolet på oplysning, videre til køkkentjeneren med den besked at han bør flygte med det samme for ikke at blive slået ihjel af de andre munke.
 
Så man kan altså godt lære noget inden for de magtreligiøse organisationers tykke klostermure ... blot man som køkkentjeneren holder sig på afstand af de spirituelle intriger og flygter mens tid er. Sådan har jeg selv lært mangen en kostbar lektie må jeg indrømme og det selv om jeg heller ikke altid i flugten fik zen-stavens værdighed med mig ud.
  
Vort moderne samfund er i modsætning fortidens statiske magtsamfund i et dynamisk flux med overvejende horisontale sociale kommunikationsveje. Efter min bedste overbevisning er det alene af den grund i vort samfund bedre at aflyse jagten på en statisk og evig forklaret tilstand til fordel for en dynamisk, rastløs og respektløs evig søgen.
     
At være en pilgrimsøgende der aldrig finder sit Jerusalem er også en befrielse fra at sidde stum af ærefrygt ved den oplystes Konges evige sokkel.
   
Den frydefulde indre pilgrim ved nemlig at han intet ved og at heller ikke den åndelige lærer, uanset hvor oplyst han er, kan hoppe over sin egen skygge. 
 
Vejen til kilden går nemlig indad og i en for det fællesskabsøgende menneske skræmmende ensomhed, hvor man i hengivelsen til sin indre essens i et kort glimt må tage afsked med klanen.  Den indre kildevandring fører til en ny form for fælleskab, ikke med den gamle klan eller en ny klan, men med det større horisontale fællesskab af menneskesønner og døtre. I denne rejse indad mod kilden finder vi med Otto Gelsteds ord: ... det fælles store fund på ensomhedens bund.
 
Aflysning i stedet for oplysning
Så lad os hermed aflyse rejsen til den ophøjede spirituelle endestation!
Mit mål er i hvert fald ikke længere at blive 'oplyst'.
 
Religiøse bevægelser og fascistisk klandannelse

I forhistoriske samfund har den magtspirituelle organismes logik måske fungeret hensigtsmæssig i den forstand at den blot har spejlet stammesamfundenes generelle virkelighedscenter. Klanmennesket har her set sin egen overlevelse som betinget af kritikløs overgivelse til fællesskabet og lederen.
 
Totalitær fascistisk klandannelse ligger begravet i sindet som en fristende adfærdsmulighed der især udløses i krisetilstande. Menneskets forhistoriske hjernehardware rummer forældet genetisk software der under de 'rigtige' ydre betingelser overtager adfærdsstyringen. Den er skabt i vore millionårige, mange liv som stenaldermennesker. Denne refleks er fascismens egentlige rod. Dette har uden tvivl været hensigtmæssig adfærd fra den østafrikanske savanne og næsten helt op til i dag. I dag bør denne ukrudstplante hives op med hele roden.
 
Gud tager aldrig noget væk fra os uden at erstatte det med noget bedre
Det er derfor jeg gang på gang advarer mod den her på Meditation.dk og det på trods af at mediterende sjæle bliver bliver forstyrret af alle mine kritiske indvendinger.
Min erfaring er imidlertid at hvis ikke disse mere eller mindre skjulte forestillinger bliver hevet frem i bevidsthedens kritiske metalys, så vil den indre kilde i ens Meditation før eller siden tørre ud eller blive til stillestående brakvand. Så selv om vi græder når det dumme intellekt hiver den åndelige slikkepind ud af munden på os så er dette tab en forudsætning for at at vi kan nyde en endnu bedre spise. Det er som Meister Ekchart siger: Gud tager aldrig noget vækfra os uden at erstatte det med noget bedre.
 
Kun ved bestandigt at udfordre ens Meditation, at lade ens meditative vaner og forestillinger dø i selvkritik kan man holde vandet i den indre kilde frisk! 
      
Tilbage til Ind-i-en...
Aldrig har jeg været mere på ensomhedens bund end fanget i det Indiske fællesskab af
mennesker, mennesker, menneskekroppe og tentakler af sved mellem dem. De kører cykler og biler og de går og de løber og græder og ler og spiser mango og taler ivrigt på sprog, jeg ikke forstår, og ethvert øje jeg ser, står på en balkon ud til verden  og lader sig hylde som hele verdens absolutte hersker. Jeg bliver rasende. Hvad fanden er meningen! Hvert eneste blik i denne fraktale kødrand sparker mig ned fra min trone i verdens centrum og lader mig danse svimmel rundt i periferien af  mit eget synsfelt, hvor jeg kører cykel og bil og går og løber og græder og ler og spiser mango og taler ivrigt på sprog jeg ikke selv forstår. Den kvælende varme har kogt sorte og hvide lemmer sammen til en stor kannibalsk suppe, og jeg begynder at bande på tamil. Men pludselig kommer den befriende latter.
 
Ja! vi er absolut ene - alene - enestående, fraktalt uendelige fornemmelser af den samme udvalgthed.
 
Ja! I dag er det muligt for os alle at udbryde i kor: Jeg er vejen, sandheden og livet!
eller sige det med Buddhas ord: Jeg alene er den udvalgte!
 
Sidder et sted i Sydindien på en veranda til et klosters lille bibliotekshytte og læser lidt frem og tilbage i de bøger, der griber ud efter mig, når jeg går lidt frem og tilbage mellem reolerne. Det er for varmt til længere syntaktiske begrebsdannelser - alle større filosofier fordamper i den stærke varme. Men med solnedgangen kommer køligheden og jeg kan nu kondensere 
ovenstående betragtninger i én sætning:

I overlevelsesfrygt samles vi om ydre ledere der som præster forvalter vore indre veje og der som herremænd afstikker kursen for vore ydre veje, altimens menneskehavets helige gral findes på ensomme vildveje i vort eget bryst.
   
Det må efter min mening være verdenshistoriens største vittighed.
     
Selvfølgelig er det stadigt muligt at lære noget om Meditation af en ydre autoritet på området. Men frem for at kalde vedkommende en Mester, foretrækker jeg betegnelsen en Spirituel Inspirator.
    
DEN ILLUSORISKE ILLUSION
Ikke sjældent kan man høre personer fra min egen kulturkreds der har erfaring med Meditation hævde at verden er en illusion. Jeg har også selv sagt og 'ment' at verden er illusorisk. Mit hovedspørgsmål i dette afsnit er: Hvorfor har jeg sagt det?
  
Jeg kan med udgangspunkt i egne indre oplevelser bekræfte at der findes et galaktisk perspektiv hvor 'man' så at sige føres ud af den trygge krops beskyttende husmure, stiger op over tage, byer, lande og føres videre, så langt ud at først denne klode vi kalder jorden, dernæst solsystemet og til sidst galakserne ikke synes større end et molekyle i et støvkorn. 
  
Herudefra er vort lille liv med alle dets genvordigheder aldeles betydningsløst og i den forstand en illusion.   
 
Mindre kan også gøre det. Mange af mine læsere vil sikkert nikke genkendende til øjeblikke i Meditation, så stille og dybe, at mange af de ønsker, gøremål eller problemer der før syntes betydningsfulde, nu skumpede ind til næsten ingenting.

De 'andre' lever usandt  
Illusionsbegrebet findes i dag i vesten anvendt på to måder. I den ene variant bliver illusionforestillingerne brugt som skyts i en kulturkritik af det bestående.
Meditative og spirituelle bevægelser anskuer verden og visse måder at leve i den på som usande. De meditative kulturer definerer her deres egen 'virkelighed' som en modpol til mainstreamkulturerne der overvejende ses som åndløse og materialistiske forfaldskulturer. Her defineres den åndelige livsstil som virkelig i modsætning til den materialistiske livsstil.
   
Den kulturkritiske illusionfilosofi har også rødder i det enkelte individs oplevelse med Meditation. Mennesker der har haft dybe meditative oplevelser lægger ofte deres livsstil om. Livet før mødet med 'det åndelige' ses nu som en illusion.
   
Parallelt med den kulturkritiske anvendelse af illusionsbegrebet lever en mere radikal forståelse af begrebet. Nothing ever happened, er et tidstypisk udsagn anvendt på new ages kulturens især vedantisk inspirerede scener. Her er illusionsfilosofien ikke længere blot en kulturkritik af sofakartofler og realitystjerner. Her omfatter illusionen alle bevægelige dele af tid og rum! Her ses selve det levede liv som en illusion.
   
Dog er jeg nu ikke længere sikker på den absolutte sandhedsværdi af især den absolutte tolkning af verden som en illusion. Har vi virkelig fået en krop og en verden for at forlade dem til fordel for et depersonaliseret åndsperskeptiv?
     
Hvad betyder det egentlig at verden er en illusion?
Er det overhovedet hensigtsmæssigt at se det der er foran ens næse som illusorisk?
  
Lukker øjnene og tager spørgsmålene med tilbage til Meditationens hjemland Ind.i.en. 
 
Diogenes i kostalden  
Jeg besøgte for mange år siden en mediterende eneboer som havde skiftet sin hule i Himalaya ud med en kostald i byen Hoshiarpur i Punjab som jeg på det tidspunkt boede i. Her sad han nu med lukkede øjne i en bås på noget halm sammen med køer og bøfler under forhold ingen dansk landko med respekt for sig selv ville have accepteret. 
     
Jeg kom til at tænke på Alexanders møde med Diogenes i tønden, ikke i den forstand at mit liv i øvrigt er sammenligneligt med Alexanders, (selv om det ofte er nødvendigt at minde mig selv om det .. ha ha) men på grund af den respekt eneboeren udstrålede siddende ved sit ildsted i sin bås.
 
Flyt dig! sagde Diogenes til Alexander... For jeg har forsaget mere end du har erobret.
 
Jeg spurgte hermitten hvorfor han havde skiftet den smukke åbne himalayahimmel ud med køers selskab i dette lille mørke rum. Hans svar var at det ikke betød noget eftersom verden alligevel var en illusion
 
What you see is all Maya, sagde vismanden til mig fra sin bås. Do not confuse the unreal with the real.
 
I Indien er den illusive virkelighed symbolsk gengivet i gudinden Maya, naturligvis en kvinde. Hun spinder sit forførende net af drøm ud over mennesket.
  
Hvor vi i det sækulære vesten kalder ånden for en illusion eftersom den ikke kan måles og vejes, så kalder Indien den fysiske verden for en illusion. En af de to kulturer står tilsyneladende på hovedet ligesom kineserne!
   
Overalt i Indien, fra Kanya Kumari i Syd til Gangesflodens i Himalayabjergene, finder man folkefortællinger, digte og filosofiske skrifter der alle som tema har livets ubestandighed og foranderlighed. Moralen er: knyt dig ikke til din kone, dine børn, dit hus, i videre forstand til dit liv, for før du ser dig om, så er det forbi. Giv slip på livet før det giver slip på dig. Livet er flygtigt som en dugdråbe om morgenen.
  
Argumentet i disse belæringer om verdens illusive natur er at alt som forandrer sig ikke er virkeligt. Kun det der er uforanderligt er virkeligt. Ud fra denne argumentation er det klart at ingen fænomener i tid og rum kan være virkelige.
   
Bevidstheden alene eksisterer
Selvets, bevidsthedens allestednærværende perspektiv fremstilles heroverfor i sin tidløshed og uforanderlighed som den eneste virkelighed.  
    
Inderne kalder denne tidløse, uforanderlige tilstand for Brahman, eller Selvet. Kun Brahman er for brahminerne virkeligt. Brahman er defineret som bevidstheden i sig selv.
   
Jeg er ikke kroppen
Intet sted er forestillingen om at livet er en illusion mere udtalt end i hinduernes forhold til kroppen.
En udbredt hinduistisk meditationsteknik er at gentage uendeligt: Jeg er ikke kroppen.

Efter et besøg hos en Indisk vismand omfavnede jeg ham som en spontan tak for det åndeligt inspirerende besøg. Vismanden, The Station Master, som han blev kaldt, reagerede på min omfavnelse med følgende sarkasme:

Why does this man embrace this body? My wife says it stinks!

Mit forsøg på at give vismanden et knus ansporede ham til en yderligere svada mod mig. Jeg var den stereotype vesterlænding der i den grad var tilbøjelig til give efter for min i virkeligheden ikke-eksisterende krops nonsens.  Ja, faktisk så han helst at jeg ikke besøgte ham igen. Det ville være spild af tid, både for mig og ham.
 
Station Master sad i den hede førmonsuntid i et lille klaustrofobisk rum uden at tænde for casablankamøllen. Da jeg spurgte om vi ikke kunne sætte viften i gang, hånede han mig igen for at være en slave kroppens jagt efter behag.
 
Han sad med korslagte ben på sin spartanske seng i sit lille kvælende varme og mørke rum.
Her i havde han siddet de sidste tolv år næsten uden at flytte sig. Han tog en lille kniv frem og fægtede med den foran mit ansigt. Derefter rettede han ryggen op og placerede kniven med æggen ind mod sit adamsæble. Jeg sad i lotusstilling med denne kniv foran min strube i ti år! Jeg sagde: Oh kropsind! (bodymind) Hvis du forsøger at friste mig med dit illusive spind af tanker og begær så bruger jeg kniven!   

Station Master er et af de mest intense mennesker jeg har mødt i mit liv. Hans krop var så mager og furet af ælde at den så mere død end levende ud altimens hans næsten blinde øjne brændte som projektører. Jeg tog faktisk nogle billeder af ham, men han opdagede blitzen med sine halvblinde øjne og truede mig med ulykke hvis jeg nogensinde offentliggjorde billederne.

Jeg vaklede ud i lyset igen, halvt forbandet og halvt svævende i en bevidsthedsboble af klarhed. Jeg besøgte ham aldrig igen, men jeg tænker stadig på ham som et af de mennesker der har rystet og inspireret mig mest.
 
Kroppen med alle dens længsler og begær skal negeres for at sjælen kan blive fri. Vi finder spor af den samme tankegang i vesten, især i kirkefaderen Augustin af Hippos livssyn. Blot har Inderne altid været mere radikale når det drejede sig om fornægtelse af kroppens liv.
Station Master havde faktisk fornægtet kroppen i en sådan grad at han så sig selv som hinsides enhver dualitet. Selv om han ikke så sig selv som en del af en eksisterende tradition, så mindede hans udtalelser mig om den form for typiske Indiske monisme, der hævder at kun DET eksisterer. Dualismen bliver her så ekstrem at den bliver til monisme.
    
Vismanden Ramana Maharshi gik så langt som at kalde den illusoriske verden for en sygdom og kroppens liv for en sygdom i sygdommen. Kroppen er altså en dobbelt sygdom! Kroppen er som illusionen i illusionen en dobbelt illusion.  
  
Den lidelsesfulde krop
Både Hinduismen og Buddhismen har som grundantagelse at livet er lidelsesfuldt.
Lidelsens slagmark findes i kroppens rige. Dette udtrykkes direkte i Buddhismens fire ædle sandheder. Den første sandhed erklærer: Liv er lidelse.
Årsagen til lidelsen skyldes tørst efter kropslig eksistens. Lidensen undgås ved at undgå tilknytning til kroppens begær.
 
Livets lidelsesfulde gentagelse
Jeg læste engang i en Indisk avis at en baby undfanget på et hospital i New York i stedet for at skrige var kommet til verden med ordene: Oh no!... not again!
 
Forestillingen om et liv i lidelse skaber længsel efter at undslippe det.
Dette opnås både i hinduismen og buddhismen gennem reinkarnation hvis ultimative mål er at undslippe genfødslernes onde kredsløb, altså komme bort fra det kropslige menneskeliv.
 
Ikke-tilknytning og illusion
Den sidste af de ædle buddhisiske sandheder fortæller os at vi gennem meditative øvelser lærer at opgive tilknytningen til verden og at vi dermed opnår frihed.
 
Så vidt jeg kan se skabes en selvforstærkende ring af følgeslutninger i forholdet mellem illusion og ikke-tilknytning: Vi forlader verden fordi den er en illusion. Når vi forlader verden bliver den til en illusion. 
 
Hjertet skænker virkelighed
Det er en meget simpel psykologisk mekanisme der afgør om man synes noget er virkeligt eller ej. For de der elsker at følge det engelske kongebryllup i TV er den royale verden virkelig. For andre der ikke interesserer sig for kongerøgelse, er det rent eventyr.
 
Hvad er virkeligt? Hvad er illusivt? Det er vort hjerte der bestemmer hvad der er virkeligt. Der hvor vort hjerte er, der er 'virkeligheden'. Det vort hjerte elsker bliver virkeligt. Hvis Hjertet knytter bånd til kroppen, sanserne og den fysiske verden, ja så er verden i tid og rum virkelig.
 
Hjertet skænker virkelighed til det det elsker. At se verden som illusorisk er derfor det samme som at sige at man ikke er knyttet til den.
 
Den illusive illusion 
Den åndelige ivrighed efter at kalde vort kropslige liv for en illusion gør mig derfor mistænksom. Hvad er motivet for denne nedprioritering af kropstid i rum?
Kunne det mon være manglende lyst til at leve livets lusinger?
 
Hvorfor er det egentligt så frygteligt at lide? Hvorfor ikke i stedet se det som en integral del af et liv mellem solskin og skyer? Her ser jeg en Kristus i førertrøjen. Menneskesønnen er bestemt ikke bange for at lide!
 
Jeg
tillader jeg mig at se det illusive livssyn som et muligt udtryk for virkelighedsflugt.
  
At se verden som en illusion gør det nemlig lettere at løbe fra det eksistentielle ansvar over for det som er... her og nu ... lige foran næsen. At kalde noget for illusivt er det samme som at nedprioritere værdien af det.   

Lidelse er lettere at 'overleve' når det blot alligevel er en illusion.
  
Det er næsten for enkelt at se denne sammenhæng med en mæt mave. Det næste afsnit handler om en mæt maves fornemmelser, dens 'fremmede' synsvinkel på hoveder fulde af overlevelsestanker i en åndelig virkelighed svævende omtrent en halv meter over den tomme maves knurrende lyde.
 
KULTUR OG KLANOVERLEVELSE
Enhver kultur, ethvert samfundsystem vil udvikle sine egne overlevelsesstrategiske virkeligheder. Eftersom det drejer sig om konstruerede tankevirkeligheder kunne man selvfølgelig vælge at kalde dem illusoriske, men deres opmærksomhedsfelt er stillet skarpt på et liv her på jorden. Den store seer Ramakrishna sagde om de hellige brahminer at mens de i deres tale tilsyneladende svævede højt på himlen, så var deres øjne som gribbenes altid stift rettet mod jorden i søgen efter noget spiseligt.

At se verden som en illusion er i min optik først og fremmest et katastroferamt lands mentale overlevelsessvar over for lidelsens udfordring. 
  
Det drejer sig om overlevelse, klanoverlevelse. Tankeprocesser er i bund og grund sammen med gener overlevelsesstrategier. Disse geo-histo-genetiske tankeoverlevelsestrategier skal sikre blot én ting: kød på bordet til klanen... i dag ... også gerne i morgen. De bygger kreativt på erfaringer der tager højde for alt, fra vejrlig til flora og fauna. Fra vort millionårige stenalderlige liv på den østafrikanske savanne styrer vore geners forældede software vore tankevirkeligheder mod følgende, i vor tid uhensigtmæssige konklusion: Os imod dem. Der er kød på bordet for vor klan eller den anden klan, den onde klan. Og vi lever gerne af rov. Mennesket er en race der lever af rov, selv om vor vestlige overklans røverstrategier i dag har udviklet sofistikerede medieselvfortællinger der kalder det ulandshjælp.
 
Helt afgørende for udformingen af en kulturs særlige kendetegn skabes i mødet med katastrofen. Hvordan tackler du, din klan eller dit land katastrofen?
   
Katastrofer, hungersnød og lidelse
Der er genetikere der mener at Inderne på grund af historisk tilbagevendende sultkatastrofer har udviklet et specielt overlevelsesgen der gør at de kan leve længere end nogen anden race uden mad. Til gengæld kan de så ikke tåle det nye middelklasselivs velnærethed. Hvert tredie diabetes tilfælde i verden er en Inder. Inderne har verdensrekord i hjertesygdomme, især hos helt unge mennesker.
 
Intet land, måske bortset fra Rusland, har mig bekendt været udsat for så mange regelmæssigt tilbagevendende katastrofer som det Indiske samfund. I Europa har vi haft pesten i 1300-tallet og 30-årskrigene. I Indien har monsunen slået fejl omtrent hvert tiende år de sidste tusind år og skabt katastrofer i en grad vi i vesten slet ikke har kendt til. For eksempel er Indien det eneste 'højkulturelle' land hvor man har tyet til organiseret menneskeæderi for at overleve. Forældre har spist deres børn og omvendt for at overleve.
 
Når jeg holder dette historisk domumenterede fact frem for Indere, fornægter de det naturligvis. I den store sultkatastrofe i 1631, der parakdoksalt skete året før Shah Jehan påbegyndte konstruktionen af det, set i kontrasten til hans millionvis af undersåtter uden tøj på kroppen, vulgært overdådige Taj Mahal, foregik der i følge flere Europæiske rejsende i Indien organiseret salg af menneskekød i de større byer.

At lidelse og sult er intimt forbundne ses også i de mere end 2000 år gamle Buddhistiske Jakatafortællinger der gang på gang stiller den tomme mave op over for den moralsk rigtige handling. I fortællingen Utaknemmlighed Straffet ser vi en Boddhisatva der er med til at spise sine brødres koner for at overleve en sultkatastrofe.
   
I et land, hvor man gennem årtusinder således med periodisk regelmæssighed er blevet ramt af hungersnød eller invasionshære udefra giver det god mening at vælge at se verden som et lidelsesfyldt sted hvor det at blive genfødt ikke er en velsignelse, men derimod en forbandelse det gælder om at undslippe ved at lukke øjnene og trække sig ind i sig selv.


Selve ideen at verden er en illusion i den forstand at den ikke altid er hvad den giver sig ud for, er i sig selv en epokegørende filosofisk og erkendelsesmæssig opdagelse.
 
Den illusive filosofi er så længe den blot stiller kritisk tvivlende spørgsmål
til eksistensen som vi automatisk antager at den ser ud, en epokegørende frihedsteologi.

Problemet opstår først når den bliver til en ny norm, et dogme, en uanfægtet grundantagelse hvorpå så resten af eksistensens fortælling konstrueres.

Som nævnt var Buddhismen fra Buddhas tid og frem til og med Mauriadynastiet en meget jordnær og praktisk orienteret livsvisdom. Den illusive filosofi var indtil Islams erobring af Indien stadig et åbent spørgsmål til eksistensen. I takt med at fremmede invasionshære for alvor begynder at bide Indien i haserne bliver illusionsfilosofien forvandlet til et dogme.

I Will Durants Verdens Kulturhistorie indledes kapitlet om Islams erobring af Indien med følgende linie: Den muhamedanske erobring af Indien er nok historiens blodigste beretning.

At Islams fremfærd i Indien blev mere blodig end noget andet sted, skyldes at der næppe findes to religiøse livssyn i større modsætningsforhold end Islam og Hinduisme. Det er her ikke blot et spørgsmål om et sammenstød mellem en monoteistisk og en polyteistisk religion.
Næsten alt, helt ned til hvorledes det praktiske liv leves kan her stilles op i antiteser. Det er ikke tiden her til at gå i detaljer med dette dybe modsætningsforhold. Lad mig eksempelvis blot nævne at en af Vishnus inkarnationer er som et svin. Overalt i Indien var der templer og statuer til ære for svineguden, Varaha. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig muslimernes reaktion på disse templer.
 
Efter muslimerne især efter 1000 e.Kr. indleder talrige felttog mod det forsvarsløse Indien, kan det ikke undre at det set ud fra Hinduernes perspektiv gav mening at ophøje verdens illusive natur til selve fundamentet i deres religiøse forståelse.
 
Sultans Mehmet ibn Tughluqs (1335-51) historiker skriver om sultanen: Foran hans palads og domhuset ustandselig var der et bjerg af døde kroppe, medens gadefejerne og bødlerne sled sig til døde med at slæbe afsted med ofrene og dræbe dem i hobetal.  

At løfte i flok
  -  Katastrofer og kastefragmentering
De mange perioder med hungersnød og eller invasioner er blevet forstærket af den ekstraordinære sociale stivhed der langsomt fulgte med rebrahmaniseringen af samfundet efter Mauriadynastiets fald.
 
Kampen mellem præsteskab og statsmagt forstået som to magtorganisatoriske principper
der henholdsvis retter kontrollen mod sindet og kroppen, er et arketypisk fænomen i alle kulturer overalt på kloden fra oldtiden og op til middelalderen. I Indien lægger kastesystemet sig imidlertid ind som en ekstra forhærdning af klassesamfundet. Det oprindelige ord for kaste er varna, hvilket betyder farve. Kastesystemet er en form for avanceret apartheid der har vanskeliggjort dynamisk social forandring i en grad der f.eks. er ukendt i Europa.
 
Indien var og er med dets kastesystem en af verdens mest fragmenterede kulturer.
Selv de fire grundkaster er opdelt i flere hundrede subkaster.
  
Indien blev således et ta selvbord for invasorer. På grund af den sociale hyperfragmentering kunne Inderne ikke holde krudtet tørt.
   
Det opevede bl.a. afghanotyrken Muhammad Gori. Da han i 1192 stod foran Lahores byporte ved solnedgangstid og iagttog sine fjenders hær måtte han undrende spørge sine militære rådgivere: Hvorfor er der så mange små bål? Hans rådgivere svarede: Det er køkkenbål, for der laves mad nu. Men hvorfor i alverden er der så mange små bål i stedet for nogle få store som hos os?  Det er fordi Hinduerne er opdelt i kaster. Disse kaster kan og vil ikke spise sammen. Muhammed Gori smilede og sagde. Så har jeg vundet krigen!
  
For kan man ikke spise sammen kan man heller ikke slås sammen. En krigerrisk magtkultur må nødvendigvis være monoteistisk for effektivt gennem kirker og kanoner at kunne udvide sit forretningsimperie.
 
På grund af kastesystemets fragmentering af det indiske samfund har Inderne ikke været i stand til at løfte i flok, at overkomme katastrofer ved at stå sammen.

Det Indiske overlevelsessvar er tydeligt selv den dag i dag. Det hedder: mig først! og kan iagtages i enhver indisk kø, selv i internationale lufthavne, hvor jeg hvis jeg selv står i samme kø skal tage mig i agt for at blive snigløbet, selv af respektable indiske damer på min egen alder. 
 
Selv i det moderne indien kan man se den illusive overlevelsesstrategi afspejlet i det flegmatiske hinduansigt man som en fraktal møder igen og igen på sin vej gennem masserne.
Dette ansigt synes ordløst at sige: når lusingen rammer uventet næste gang, gør det ikke så meget... jeg er jo ikke rigtig til stede, for hvorfor skulle jeg være det her i denne illusoriske verden.

Et problem ved den illusive overlevelsesstrategi er imidlertid at håndværk kræver åndelig tilstedeværelse.
  
Tyggegummi og ikke tilstedeværelse
Kun med Air India kan man opleve at en toiletdør hænger og dingler i ét hængsel. Tilbage på min plads glider mit blik nervøst undersøgende ud til jetmotoren på vingen. Både motor og vinge sad heldigvis hvor de skulle. Mon Air Indias mekaniskere havde lånt en bolt fra toiletdøren til at holde motoren på plads? Indien er fuld af her og nu hovsaløsninger. Jeg kalder dem tyggegummiløsninger, døbt efter en oplevelse af hvordan el-ledninger under mit TVskab på hotellet var 'fixet' med en stor klat tyggegummi. Med denne tyggegummiklat i fingrene og de bare fødder på marmorgulvet fik jeg oplyst som en pære en af mine helt store åndelige oplevelser.
  
På det femstjernede hotel Clarks i Varanasi, faldt hanen til det varme vand af i mit febrilske forsøg på at skruede på den stående under bruseren. I et andet femstjernet hotel kom der skoldende varmt vand ud af begge haner i karbadet. Det er ikke første gang at dørhåndtag, stikkontakter og vandhaner falder af når jeg rører dem her i dette vidunderlige land jeg elsker mest næst efter Danmark.
   
Engang på en motorcykeltur i Sydindien syede en skrædder nogle knapper i min nye indiske skjorte der allerede efter en måneds brug var klar til indlæggelse. Skrædderen sang sange til ære for sin gud mens han pegede ind i himmerrigets nåleøje. Da jeg fik skjorten tilbage, opdagede jeg at de nye knapper sad på den forkerte side af skjorten!

Alle disse vidunderlige håndværkspræstationer er lavet af den samme lavkastehindu der ikke rigtig ser nogen idé i at være til stede her i verden, dels fordi verden er en illusion, dels fordi han er foragtet netop fordi han laver håndens arbejde. Han kan derfor naturligvis heller ikke rigtig tage ansvar for kvaliteten af sit håndværk.  

Fysisk arbejde tilhører lavkasterne

Hver gang jeg som rejseleder i Indien gør mine til selv at tage min kuffert så udbryder der panik omkring mig. For selve den handling at jeg som magthaver nedlader mig til fysisk arbejde er uhørt.
 
I Indien er selv i vore dage udførelsen af fysisk arbejde forbeholdt lavkasterne.
Åndens og tankens verden tilhører højkasterne, des mere abstrakt jo finere.
At filosofere om hvor mange engle der kan sidde på spidsen af skrædderens nål er derimod højt skattet. Måske er det netop derfor er inderne så gode til IT. Den virtuelle verden er på en måde også en illusion, den eksisterer ikke, i hvert fald ikke som andet end nuller og ettaller. 
 
Jeg var engang gode venner med en Indisk dollarmilliardær. Han havde tjenere til næsten alle sin krops funktioner. En tjener hjalp ham skoene på, en anden løftede hans arme op så en tredje kunne putte jakken på ham. Ved middagsbordet var det ikke muligt selv at tage mad på sin tallerken. Det var tjenernes opgave.
  
Illusionsfilosofisk kasteundertrykkelse
Det er først og fremmest Brahminerne der har markedsført det omfattende teoriapparat om den illusive verden. Men selv brahminerne skal, på trods af at kun deres ånd eksisterer, have mad i maven. For at få det måtte de forvandle illusionen til noget spiseligt. Dette forvandlingsnummer lykkedes for dem ved at kæde arbejde, krop og illusion sammen.
  
Når illusionsfilosofien fik så godt et tag i Indien så hænger det også sammen med at Brahminerne i koblingen af krop og illusion fik det bedste argument for at lade andre arbejde for sig.
Polariteten mellem den illusoriske krop i tid og åndens ophøjede virkelighed gjorde det naturligvis umuligt for brahminerne at foretage fysisk arbejde.

Inderne har derfor et paradoksalt og bestemt ikke neutralt forhold til den illusive kropsverden. På den ene side eksisterer den ikke. På den anden side er den foragtet.   

HVORDAN  MAN (OVER)LEVER  ET ILLUSIVT LIV
I al sit fravær af tilstedeværelse i form af nymalede husfacader, gode asfalterede veje og elforsyning uden strømafbrydelser har Indien faktisk fundet en charmerende løsning. Den hedder ro - stoisk ro og accept af enhver situation. Den er udsprunget af illusionsideen i forening med den skæbnetro der gør det enkelte individ 'karmisk' ansvarligt for alle detaljer og begivenheder i livet. Nedenstående billede tog jeg mens jeg sad fast i en trafikprop i new Delhi. Læg mærke til den værdige fred den tilsyneladende tilfældige komposition af mennesker i billedet udstråler. 


Intet sted viser tidløsheden sig så tydeligt som i en traffikprop i New Delhi.
Her en gruppe cykelrishaws i cyklonens stille centrum.

Vishnu - opretholderen af universets balance
Var engang for mange år siden vidne til et forbløffende Vishnuritual i Sydindien. En tonstung statue af guden Vishnu  bæres rundt  på to lange, armtykke bærestænger. To statuer i mindre størrelse er med på vognen som Vishnus koner.
 
Ti svedende og stønnende mænd kæmper for at holde fodfæstet under stengudens vægt. Vihsnu, Laksmi og Mahadevi er prægtigt klædte dukker med masker lavet af flere kilo rent guld. På hovedet bærer de store tunge guldkroner. Foran hele processionen går en  landbetjent i fuld uniform med en trukket stav. Et alvorligt ansigt bag en hævet knippel  i en ekstatisk menneskemængde vogter over den kostbare gud. 
 
De ti bærere og deres guddommelige byrde slingrer nu rundt om ritualets og universets centrum, en stor stensøjle der er en gengivelse af guden Shivas avlende fallos.
 
I loftet hænger de de talrige kulørte lampers elektriske ledninger og slasker ned. Når processionen går ind under el-ledningerne, er guldkronerne på guderne ved at blive raget ned  og hver gang må de ti bærere under de største anstrengelser bukke sig helt i knæ for at undgå dem. Nogle gange er Guderne tæt på at styrte. Musikken akkompagnerer dramatisk hver gang ledningerne nærmer sig. Det virker nærmest som om Inderne synes at det er sjovt!
 
Nej, jeg kommer aldrig til bunds i det Indiske mysterium og gudskelov for det!
 
Det er også lidt morsomt at tænke på at det netop er guden Vishnus opgave at sørge for at balancen her i universet opretholdes - og her slingrer han faretruende rundt i sit eget tempel.
  
De lavthængende ledninger accepteres af tilbederne som guddommelige forhindringer, som hellige indiske (bil)køer på vejen.
 
Ingen tænker på, at det ville være enkelt at hæve ledningerne en smule.


El-ledninger i Main Bazar New Delhi

Mit vesterlandske skolede sind glemmer helt det smukke ritual i irritationen og forbavselsen over at ingen tilsyneladende har fået den samme tanke som mig: Så få dog for f..... hevet de ledninger op på plads!! Det tager kun en skammel og to minutters arbejde.
 
Da jeg boede i Luck Now i 94 fældede nogle Indere et træ så det faldt ud på vejen ud for det hus jeg boede til leje i. Her lå det i månedsvis uden at nogen gjorde mine til at fjerne det selv om det var årsag til traffikkøer i myldretiden og en del mindre traffikuheld især efter mørkets frembrud. Hvorfor slæber ingen træet ind til siden?
 
Hvorfor fjernede jeg ikke træet selv? Det ville ha kostet 10 minutters arbejde. Men jeg var allerede blevet en del af den flegmatiske ro der flyder med eller uden om det som er uden at ændre det. 
 
Den praktiske Sikhisme
Det er interessant at iagttage det praktisk fokuserede ansigt på en Sikh. I Sikhismen, verdens yngste religion og opstået i konfliktzonen mellem hinduisme og islam, er verden ikke anset som en illusion. Illusionen blev afskaffet af de meget praktisk anlagte Sikhguruer til fordel for en form for klantænkning med et stærkt socialt ansvar, også for de der ikke tilhørte klanen.  Derfor er Sikhernes stat, Punjab, Indiens korn- og riskammer. Sikherne tager ansvar for verden og for hinanden. De er praktiske og effektive og var naturligt i forlængelse heraf de engelske kolonialisters foretrukne samarbejdspartnere. Jeg plejer kærligt at kalde dem for Indiens tyskere. 

To forskellige overlevelsesstrategier fra Øst og Vest 
Indien har siden oldtiden været langt mere hjemsøgt af hungerkatastrofer og hensynsløse snylteroverklasser end Europa. Inderne har derfor på godt og ondt udviklet en anden overlevelsesstrategi end vi har her i Vesten. Hver gang en Europæer er stødt ind i en ydre forhindring, har han satset på at han kunne fjerne forhindringen. Hver gang en Inder er stødt ind i en forhindring, har han lavet sig selv om frem for at fjerne forhindringen.  Hvor Europæeren har kigget ud i verden, har Inderen således kigget ind i sig selv. Hver teknik har sine fordele og ulemper. Inderen kender sig selv, men kender ikke verden som han nedladende betegner som et ondt sted kaldet Maya. Maya betyder illusion. Europæeren kender ikke sig selv, men kender en verden som han har erobret, først og fremmest ved at udvikle af et af tankedimensionens fornemste værktøjer: nemlig
videnskaben.  Vestens overlevelsesstrategi er at ændre verden hvor den Indiske i højere grad søger at acceptere forhindringen og i stedet søger at tilpasse mennesket til forhindringen. Det er derfor Europæeren med Descartes konstaterer:

Cogito - ergo sum - Jeg tænker, altså er jeg

Enhver der som Inderne har kigget en lille smule ind i sig selv, vil vide at dette udsagn set i et introvert lys er det rene vrøvl. Enhver med bare en lille smule erfaring med meditation kan i stedet sige:

Jeg tænker ikke, altså er jeg

Men Indisk visdom kan som Vestens videnskab ikke stå alene. Det er klart at Inderne ved at indoptage vestens videnskab på sigt vil kunne hæve sig ud af den massive elendighed de har været i de sidste 2000 år. Men for mig er det oplagt at det vestlige menneske i sin overbeherskelse af den ydre natur har udviklet et tilsvarende indre blindt område. Dette område strækker sig ind over den menneskelige sjæl og tildækker den.
 
Begge overlevelsesstrategier har deres styrker og svagheder. Kun ved metaforisk at gentage den symbiose vi som encellede organismer i urhavet indgik i vil vi være i stand til at overleve fremtiden.
Det er således nu på tide, her i vor postmoderne globale verden, der gør teknik og viden fra hele kloden tilgængelig, at tage en grundsten fra hvert verdenshjørne og med dem skabe en ny fremtidsportal.

VESTENS OG ØSTEN FORSKELLIGE OVERLEVELSESSTRATEGIER
Hinduerne tænker altså anderledes ... de tilpasser sig omstændighederne frem for at ændre dem.
Overordnet kan man sige at Indien og Europa har valgt to helt forskellige overlevelsesstrategier. Når en Europæer ser en forhindring, så overvinder han forhindringen, men ikke sig selv. Når en Inder ser en forhindring, så lukker han øjne og ører og laver sig selv om. Han tilpasser sig forhindringen.
  
Og således opstod Meditation.


Indisk meditationsteknik hvor man
lukker af for øjnene og ørernes input

MEDITATIV TILPASNING
En japansk zenmunk holdt et foredrag om Meditation på den øverste etage i et højhus i Tokio. Pludselig fik et mindre jordskælv bygningen til at svaje faretruende. Folk fik panisk travlt med at komme ud af bygningen. Kun zenmesteren blev siddende tilbage. Da jordskælvet var ovre kom publikum tilbage til foredragssalen hvor zenmesteren sad ubevægelig i ophøjet ro med lukkede øjne. Da folk spurgte ham hvorfor han ikke også var flygtet, svarede han:

Mens I flygtede ud, så flygtede jeg ind. 

Meditation er i bund og grund en introvert tilpasningsstrategi.
I Meditation lader du verden være verden og laver dig selv om i stedet. Der er talrige ekstreme eksempler i Indien på i hvor høj grad det faktisk er muligt at tilpasse kroppen til omgivelserne. 
 
Kontrol over kroppen  
I Himalaya, fem dages vandring fra den nærmeste landsby, mødte vi i fire kilometers højde en vandrende sadhu, en munk, uden tøj på kroppen.


Sadhuen blev fotograferet af min ven Anurag,
eftersom mit kamera ikke virkede.
På grund af Anurags indiske kulturbaggrund, må
vi nøjes med kun at se den øverste del af sadhuen.
På nær dette billede og fotoet af Kong Bjarne
er alle billederne taget af mig i mine år
som Guru-hunter i Indien. 

Denne totalt nøgne mand praktiserede yogateknikker der gjorde ham i stand til at hæve kropstemperaturen så han kunne overleve nætternes kulde. Der var ned til 10 minusgrader om natten mens vi vandrede her og det var i den varmeste måned!
  
På væggen i et tempel i Tappovan i Himalaya hænger der nogle store gulnede sorthvide fotografier. De viser min ven Lal Baba som ung mand sammen med sin gamle læremester, Vishnudarshji. De vandrer sammen i sne til op over anklerne i Tappovandalen i ca. 4.800 meters højde. Vishnudarshji er helt nøgen, kun et smalt klæde om de ædlere dele. Han lever hele sit liv, der varer til 1970, heroppe over trægrænsen. Sommer og vinter, uden tøj, uden  bolig, kun udstyret med en stok og en lille krukke. Nu er det sommer og det er koldt selv med uldsweateren på. Hvordan er det muligt at overleve en nøgen vinter her: minus 20 grader - plus 20 meter høj sne?
 
I 1989 krydsede jeg Himalayagletcheren Gaumukh. Vi har næsten krydset gletcheren. Kun en ca. 25 meter dyb skrånende isvæg skiller os fra igen at få fodfæste på klippegrund. Vores lille guide sætter sig på enden af iskanten og slæder sig med et muntert hyl ud over den. Efter en halv times diskussion følger vi hans eksempel. Endelig  ankommer vi til Tappovan, en  slette for foden af den bidende kolde himmeltand, bjerget Shivling. Et lille stenhus vokser ud af klipperne. En næsten nøgen mand, smilende henslængt på klipperne omgivet af sorte fugle, hilser på os, som om vi altid kommer her. Simla Baba!, siger vores bjergguide fuld af ærefrygt. Vi stiller teltene op i en fordybning i den langstrakte græsslette gennemskåret af små vandløb og savtakkede klipper i en højde af 4800 meter.
   
Yogier der kan stoppe hjerteslaget, sænke stofskiftet ja måske selv endda kontrollere det menneskelige sind, demonstrerer en kontrol over det autonome nervesystem i en grad der er stort set ukendt i vesten.


Mediterende yogi i Himalayabjergene

Ikke at være sjæleligt afhængig af kropslig komfort har i Indien udviklet sig så langt ud at selve demonstrationen af kropkontrol bliver et middel hvorigennem man viser sin styrke, sin overlegenhed, ja selv over gud. Kropskontrol bliver her ofte til kropsforagt. Sadhuen, den vandrende hellige mand hvis hånd vi ser på nedenstående billede tilhører en sekt som bliver ved med at holde armen oppe, dag og nat, indtil armens blodtilførsel stopper og den visner.


Ung mand med løftet arm i Rishikesh, Nordindien.

Nedenstående youtubevideo viser en indisk yogi der tilsyneladende er i stand til at ligge op til 20 minutter oven på en stort bål. Det er i denne sammenhæng ligegyldigt om videoen er et falsum eller ej. Det vigtige er her at videoen dokumenterer en kulturel tradition der lægger vægt på den ultimative kropskontrol.

 

Et indisk ordsprog lyder:

Der er intet guderne frygter mere end et menneske der ingenting ønsker.

I Indien fører det meditative menneskes forsagelse af kroppen til en position selv guderne ikke kan nå! I denne spirituelle mytologi står det åndeligt frigjorte menneske over guderne. Hør blot analfabeten og cigaretsælgeren, Nisargadatta Maharajs, kommentar om gud:

Hvad kan gud give til mig eller tage væk fra mig?
Hvad der er mit er mit, selv da gud ikke var.
Jorden er min, hvad der gror på den tilhører gud.
Jeg er roden, gud er træet.
Hvem er jeg der skulle tilbede nogen og hvorfor?

Logikken i denne tankegang synes at sige at hvis jeg ikke er afhængig af min krops basale behov, så behøver jeg ikke at bede gud om noget. Ja faktisk er der mange indiske myter og folkefortællinger der nærmest giver gud fingeren!
 
Hvorfor er det netop i Indien man finder de mest ekstreme tilfælde af kropkontrol lige fra meningsfulde yogiske teknikker der gør det muligt at overleve ekstreme naturforhold til kropsforagt som udtrykt i fakirer der sover på sømsenge? Eksemplerne er talrige: Sadhuer der altid står op og aldrig sætter sig ned på trods af ufattelige smerter i de væskefyldte ben ... talrige vandrende munke som har vænnet sig til at leve næsten uden mad og drikke ... Nag Babaer der bevidst giver afkald på civilisationens komfort.
 
Eller hvad med herren her til venstre, der stolt viser sit hjemmelavede kyskhedsbælte frem, for sex er selvfølgelig noget af det mest snedige djævlen har fundet på for at lokke og lukke ånden inde i kroppens fængsel.


Sadhuen til venstre har en jernkæde om livet
der holder metalpladen foran hans ædlere del på plads.
Jeg beklager at jeg ikke fik et close up af herlighederne. 

Augustin af Hippo ville have beundret de Indiske sadhuer!
 
Mit bud er imidlertid at der er en dyb mening i disse tilsyneladende vanvittige foreteelser.
Den ekstreme kropskontrol fører til en form for overskridelse af kroppens behov.
Den er sult og katastrofesamfundets mentale overlevelsessvar hvor man så at sige fortæller den gud der igen har glemt monsunregnen at der faktisk ikke er behov for ham! Sadhuernes budskab til gud kunne med min omskrivning lyde således: Eftersom vi ikke er kroppe, kan du rende og hoppe.
 
Sadhuerne er som antikkens søjlehelgener ikke egentlige rollemodeller for almindelige mennesker. De giver derimod inspiration til hvorledes man rent psykologisk kan tackle livets sultne sider.
 
Den der kontrollerer kroppen kontrollerer sin fattigdom 
For den fattige bonde og hans familie er det inspirerende at se hvorledes smerten over det man ikke har forvandles af hvordan man tar' det. Derfor er det først og fremmest de fattigste mennesker der giver almisser til Indiens vandrende munke, sadhuerne. De nemlig minder den fattige om hvor værdigt man kan leve selv uden tøj på kroppen.
 
Faktisk må jeg indrømme at min respekt for Indiens fattige er meget stor.
Jeg har ikke noget andet sted i verden mødt en så værdig fattigdomskultur.
 
For når hjertet græder over, hvad det har mistet, ler ånden over, hvad den har fundet.
   
Det er forbavsende hvor sikkert et land Indien er at rejse i. Og det på trods af at Indiens kriminelle sammen med den nye indiske middelklasse er på vej op. At de enorme kontraster mellem de fattige og rige ikke som f.eks. i Sydamerika har udløst større kriminalitet er næsten mirakuløst. Den fattige Inder tilpasser sig sin fattigdom med et smil. Det er derfor at Indien efter min mening er smilets land. Der findes intet sted i verden hvor underklassen smiler så  meget fra hjertet som i Indien.
  
Ind-i-en
Magre tigger! Dine kranieøjne skinner, så jeg får dansende pletter på nethinden.  Og dine  øjne brænder sorte huller i mit hoved på vej ned mod natten. Din sjæl stråler med en næsten fristende duft. Du glemmer at tigge. Du smiler tavst dit tandløse smil med en mund som en en udbrændt indisk landsby. Du ryster mig dybt, men denne gang ikke som da jeg først så dig i en anden by i en anden krop, kære tigger!  Jeg troede, du var ulykkelig og fortjente min vestlige medlidenhed, men du fortæller mig, at også jeg engang skal dø ligesom alt, der er blevet født skal dø. Du fortæller mig, at vi jeg blev født skrigende, men at han, tiggeren, vil gå leende bort, fordi han allerede er væk og aldrig var her.
 
Kun selvet er, siger du på gebrokkent engelsk. 
 
Du menneskelige ruin. Dine væltede stentavler vender alt på hovedet.
  
Jeg ved at det er et farligt synspunkt jeg fremfører her. Indiens ekstremt fattige underklasse er på en måde mere lykkelig end den ofte selvfede nyrige Indiske middelklasse, ja selv lykkeligere end os her i vesten. For åndeligt set er de os på en måde overlegne. De har set indad i forsagelse og her overvundet de dyriske instinkter og følelser der udløses af sult, elendighed og social og kastemæssig undertrykkelse af værste karakter. 
 
Sammenlign her med os i vesten, med vore Prinsessen på ærten-lignende nervesystemer, narcissistisk ømskindede nervesystemer der aldrig har lært sig selv at kende i travlheden over at  lave alt i den ydre verden om der kan true den indre skrøbelige og ubevidste følelse af balance.
   
Misforstå mig ikke! Jeg mener bestemt ikke at den Indiske fattigdomskultur er ideel.
Prisen for denne form for overlevelse i værdighed er alt for stor. Det koster livets fornemmelse af virkelighed at overleve her. Og dog er der netop her i dette urgamle Indiske støv kulturelle dnastumper der for mig har større værdi end diamanter.

Alene USAs forbrug kræver 9 planeters råstoffer. Måske var det en god ide at kigge lidt indad i sjælen for her at undersøge om der er alternativer til at 'forbruge sig ud af krisen'.
Kunne vi måske ændre os selv gennem introspektion frem for at forvandle vor grønne planet til en ørken i den stædige benægtelse af det indre univers der skjuler sig bag vore øjne?
   
Jeg vil ha ret!
Vor vestlige kultur var indtil for nylig en duelkultur. Hvis to mænd kom til at fornærme hinanden, blev konflikten ofte løst via en duel, hvilket oversat ind i denne sammenhæng betyder at følelser altid projiceres ud. Det ydre objekt som har forårsaget den ubehagelige følelse skal omformes eller elimineres. Selv om der ikke længere findes fysiske dueller, har den samme form for åndelig selvblindhed overlevet i hvad Holberg har kaldt en subtil fægtekamp, nemlig diskussioner hvor det gælder om at få ret.
Duellen er for mig en metafor for en kultur der rastløst er besat af at lave verden om fremfor at tilpasse sig verden.
  
Når en hindu bliver udsat for et overgreb eller et modsynspunkt, reagerer han med den urgamle ikke-volds refleks, ahimsa, hvilket betyder at man lukker øjnene, går indad i følelsen af forurettethed og her opløser den. Ghandis berømte ord: Be the change you want to see in the world, giver god mening her.

 
Lidelsesstrategier i øst og vest
Det er i denne sammenhæng interessant at Buddhismens forestillinger om det lidelsesfyldte illusoriske liv ikke kunne finde næring da Buddhismen kom til Kina. For det velordnede kinesiske samfund gav det ingen mening at anskue verden som en jammerdal. Den kinesiske Buddha blev derfor i modsætning til hans introverte indiske fætter, en fed og glad udadvendt livsnyder.
I Kina synes Buddha at sige til sine tilbedere: verden er et herligt sted at være i!
 

Et velordnet velstandssamfund vil altid anse verden som virkelig, hvilket i en eksistentiel oversættelse betyder: hvis verden er virkelig, så er jeg ansvarlig over for den.
  
Som nævnt forholder også Europa sig religiøst til lidelsen. Men her stilles lidelsens kors op midt i livet. I den europæiske virkelighed bliver lidelsen ikke mediteret væk som man kan se det i Buddhas svagt smilende, men depersonaliserede ansigt. Kristus ansigt som gengivet i billedet til højre er i denne sammenhæng den absolutte modsætning til Buddhas livsfjerne, men medfølende ansigtsudtryk der betragter verden fra en dimension hinsides lidelsen også kaldet Nirvana. Menneskesønnen tager i modsætning hertil lidelsens kors på sig.   

Menneskesønnens kærlighed
I den kristne tradition sker der en væsentlig videreudvikling af det buddhistiske næstekærlighedsbudskab. Buddhismen har på grund af sin depersonaliserede attitude over for lidelsen udviklet en abstrakt form for næstekærlighed der som universel empati omfatter alt lige fra insekter til menneskelige skæbner.

Kristendommen står heroverfor med en langt mere personaliseret, individualiseret fortolkning, hvor kærligheden bliver en bro mellem et 'jeg' og et 'du'.
  
'Næsten' er et individ som menneskesønnens kærlighed retter sig mod helt ned i små individuelle detaljer. Kig igen et øjeblik på de ovenstående gengivelser af Buddha og Jesus.
I Buddhas blik er du genkendt som en abstrakt universel ånd. I Jesu blik ser du dig selv i din individualitet, i din unikke og fra andre individers helt personlige skæbne. 
   
Hvor de østlige traditioner har en tendens til at depersonalisere evigheden, så ser jeg en ny mulighed gennem Menneskesønnens åndelige dna at personliggøre evigheden.
Dette er nærmere beskrevet i afsnittet Gud vil være Menneske.
 
FINALEN - DEKONSTRUKTION PÅ VEJ MOD NY SKABELSE
Alle de tanker der er gjort i dette kapitel har et bestemt formål, nemlig at dekonstruere fænomenet Meditation ned til små enkelte byggesten. Metaforisk set har jeg lige nu en bunke legoklodser foran mig.
  
Engang var det hensigtmæssigt at have et gen hvis funktion var at gøre alt for at vi bevarede et fedtlag om livet reserveret til dårlige tider. I dag står jeg hver morgen foran spejlet og ærger mig over dette gen. 
     
Forældede og usamtidige forestillinger kan være lige så farlige for sindet som forældede gener er for kroppen.
  
En del af legoklodserne kommer derfor ikke med i finalen. Oplysning og alvidende oplyste mestre er en illusion. At se verden som en samsarisk illusion kan efter min mening ikke rigtig bruges til noget i et moderne vestligt samfund. Frem for at bruge begrebet illusion, foretrækker jeg at tale om virkelighed, eller rettere virkeligheder. Nogle virkeligheder er almindelige, andre er usædvanlige. Fælles for dem alle er at de bliver virkelige når hjertet vælger dem.
 
Ej heller ser jeg en vej i øjnene på den depersonaliserede Buddhas arkaiske smil. Hele New Age Scenen er plaget af en ny djævel. Denne djævel hedder egoet og den står tilsyneladende i vejen for den eftertragede egoløse tilstand. Jeg har imidlertid et problem med den egoløse tilstand. Jeg elsker sushi... Hvis der ikke er noget ego hjemme i mig, hvem skal så nyde sushien?
  
Vor vestlige videnskabelige, skeptisk og analytiske tilgang giver heller ikke rigtig nogen mening som stand alone svar. Den samme dekonstruktion af vestlige forestillinger - lige fra religion til videnskabelig factichisme - er lige så bydende nødvendig. Tag blot som eksempel folkekirkens dåbs og konfirmationsritual der starter med sætningen: Forsager du djævelen og alle hans gerninger.  I vore dage er det for mig et forvrøvlet klanbekendelsesritual. Det siger, hvad der gav mening i middelalderen men er absurd i dag: er du med os imod de 'andre'. Du bliver optaget i klubben ved først og fremmest at afgrænse dig negativt i forhold til de andre. Hvem er i øvrigt denne djævel? Er det muslimerne eller nabobyens fodboldhold? Er det dem vi er polisitisk uenige med eller dem der ikke mediterer? Er det sindet der altid forpester vort live med alt for mange bekymriger og tanker?
  
Nogle vil sikkert svare at djævelen er en psykologisk ting inden i os selv. Dertil vil jeg svare at rent psykologisk er det dummeste man kan gøre at dæmonisere noget inden i sig selv, at forsage det. Som i den politiske verden opnås det bedste resultat altid ved at strække hånden ud og forhandle. Middelalderen kendte ikke til politiske forhandlinger, ejheller kirken. Det at man kunne forhandle sig frem til en løsning på konfliktsituationer blev først opfundet i slutningen af trediveårskrigene.
 
Selve formuleringen 'at forsage' er i dag ubrugelig - lige fra politik til sjæl.
   
Jeg afskaffer hermed i denne dekonstruktive finale djævelen. Han havner i min verden - ikke på lossepladsen, men som en lille byggeklods for sig selv på et bord fuld af en lang række større bunker. En af bunkerne har en lille seddel hvorpå der står 'Meditation'. En anden af bunkerne hedder 'vestlig videnskab & analytisk tankegang'. En tredie hedder Shamanisme.
En af de sidste bunker mit blik falder på hedder 'Menneskesønnens næstekærlighed'.
   
Hvor på bordet ligger nu mit Gråstenæble? Er Kristendommen i virkeligheden den egentlige kerne i dette æble? Er kristendommen i virkeligheden et af de ældste lag i min kulturkuffert?
 
Kan selve den kreative akt der lå bag Kristendommens uhyre betydningsfulde videretolkning af Buddhismen gentages i og af mig og dig?
 
Ja, den kan, for selv uden alle disse mange ord skrevet her sker det såmænd af sig selv.
Kultur er en levende proces der skabes organisk hinsides intellektuelle erkendelser. Intellektuelle er ikke de bannerførere som de(vi) gerne vil være. Vi er nærmere som små mus der følger efter en flok elefanter i løb. Musene fortæller hinanden indbyrdes: Alt er under kontrol! Vi har styr på det, men for helvede en larm vi laver!

Vor tids spirituelle arkitektur rejser sig lige her og nu! - også selv om ingen ud over mig selv læser disse linier.
 
Jeg tager æblet og tager en saftig bid af det.
Følelsen af den saftige æblesmag i munden får mig til at tænke: alt er såre godt - også selv om æblet er lidt surt - så behøver jeg ikke at 'forsage' det.
 
I en ny form for skabelse vandrer mine tanker til shamanen, den urældste indiske gud, Shiva.
Han har daturafrø fra pigæbletræet i sit hår. Han har djævelens trefork i sit hår, den fristende slange viklet omkring sin hals og guldkalven, Nandi ved sin side. Han må som destruktionens gud være djævelen selv! Men han smiler til mig og siger: Destruktion er i virkeligheden dekonstruktion, så alt er såre godt!
     
På vej mod en ny Spirituel Arkitektur
Med alle disse byggeklodser til min rådighed skaber jeg nu med lukkede øjne mit eget ekstatiske tempel. Det er aldrig set før. Jeg er selv spændt på at se hvorledes det kommer til at se ud, når jeg engang åbner øjnene igen.
 
Du kan læse om det i kapitlet: På vej mod en ny Spirituel Arkitektur.




Mvh
Gunnar Mühlmann