Hvad er Meditation

Meditationsteknikker

Meditationsmusik

Videnskabelige Links

Åndelige Inspiratorer


Meditation og Bevidsthed

I. Bevidsthed & evolution

II. Hvad er opmærksomhed
III. Kroppens indre landskaber
IV. Hvad er bevidsthed
V. Tankeoperativsystemet
VI. Usamtidige styresystemer

VII. Bevidsthedens frigørelse
 
Den indre og den ydre person
Det sensitive nervesystem

Den indre og den ydre person
Den ydre person og kontrolsamfundet
Kun den indre person kan meditere

   
Sjælens Sommerfugl
Det hellige sår
Det supervågne flow
Sjælens Sommerfugl
 


Meditation - historie, filosofi & videnskab
Meditation og religion
Meditation, videnskab og filosofi
Sekter på samfundets rand
Jeg'ets udviklingshistorie
Meditation og metabevidsthed
Hvor kommer Meditation fra?
Jesus i Buddhas fodspor

Spørgsmål til Meditation

Er meditation en mirakelkur?
Er det narcissistisk at meditere?

Meditative visioner

Den mirakuløse fraktale bevidsthed
Gud ønsker at blive Menneske

Singularitet, Meditation og Entheogener
På vej mod en ny Ånd
 




Foreslået læsevej:


Bevidsthed & evolution

Hvad er opmærksomhed

Hvad er bevidsthed

Usamtidige styresystemer

 
Bevidsthedens frigørelse
 




 


Originally, you were clay.
From being mineral,
you becamet vegetable.
From vegetable you
became animal,
and from animal, man. 
During these periods
man did not know
where he was going, 
but he was being taken on
a long journey nonetheless.  
And you have to go through
a hundred different worlds yet.
 
I died from minerality and
became vegetable; 
And from vegetativeness
I died and became animal. 
I died from animality
and became man. 
Then why fear disapearance
 through death? 
Next time I shall die
Bringing forth wings
and feathers like Angels. 
After soaring higher
than angels- 

You cannot imagine.
I shall be that.

RUMI





























































 

 





























































































 

Du kan læse mere
om dette emne i denne
artikel fra Information
om psykolog Erik
Hoffmanns viden-
skabelige arbejde
.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
BEVIDSTHED & EVOLUTION
Bevidsthedens forskellige operativsystemer set
i et evolutionært lys

Your deepest roots are in nature.
No matter what you are, where you live,
or what kind of life you lead,
you remain irrevocably linked
with the rest of creation.
Charles Cook

Stjernekikkerten og mikroskopet hjalp os til at opdage de makro og mikroverdner, som grænser op til vor umiddelbart sansede virkelighed. Således blev den ydre virkeligheds horisonter udvidet, dog i min optik uden en tilsvarende indre udvidelse. Vor ydre virkelighed er på vej ind i big data. Det fordrer en tilsvarende udvikling i og af os, der skal rumme denne singularitet. Her kan Meditation være et velegnet psykisk mikroskop, der kan meget mere end blot det at stresse os af.
 
Det vil være i stand til at vise os
de ukendte biologiske livsformer, der lever inde i os selv.
 
På samme måde som forskere kan genskabe en dinosaursnude på en kylling ved at afspille dens genetiske kodning baglæns, så kan vi i Meditation gå på evolutionært beøg i vor egen indre biologiske urtid.
Denne indre rejse fører tilbage til, hvad jeg med lån fra Meister Eckhart kalder urgrunden.
 
 
Des dybere den introspektive udforskning af det indre liv kommer, des ældre lag af den menneskelige evolutionshistorie bliver blotlagt. I den forstand ligner Meditativ introspektion astronomisk ekstrospektion. Des længere ud i universet vi kigger, des ældre fænomener observerer vi.
 

Meditation er psykisk arkæologi.
 
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mikrodosering med entheogener i forbindelse med Meditation kan accellerere denne erkendelsproces betydeligt. Jeg vil enda gå så langt som til at hævde, at hvad jeg her skriver, vil være uforståeligt for den, der ikke mindst en gang i sit liv er blevet indviet i det Eleusinske mysterium.
 
 
RELIGION, REINKARNATION OG TRANSPERSONEL PSYKOLOGI

Vi drager stadig grænsen for vor personlighed alt for snævert. Vi regner til vor personlighed altid kun det, som vi udskiller som individuelt, erkender som afvigende. Men vi består af hele verdensmassen, enhver af os, og ligesom vort legeme i sig selv bærer udviklingsstam-tavlen ned til fisk og endnu længere tilbage, således har vi i menneskesjælen alt, hvad der nogensinde har levet.
  Hermann Hesse: Demian
 

Ordet religion kommer af det latinske ord religare, der betyder at genforbinde, at genetablere en kontakt til noget tidligere og mere oprindeligt.
 
Kun i denne forstand ser jeg Meditation som et religiøst projekt, og dette projekt går ud på at rejse tilbage og ind i sin egen biologiske verdensmasse - ikke som vi gør hver nat, når vi falder i søvn, men rejse ind i dette mørke med bevidsthedens vågne lys som lygte.
 
Denne indre og efter min mening vigtigste rejse et menneske kan foretage, er en rejse tilbage til rødderne, tilbage til ens biologiske fortid, som den stadig findes i den indre krops levende zoologiske have.
 
For Freud stoppede denne rejse, når man var nået tilbage til en forståelse af barndommen.
Jung tog et langt dybere spadestik på den anden side af grænsen til vort individuelle liv.
  
For den modige mediterende er rejsen knap nok begyndt her. For den fortsætter tilbage til livets begyndelse i urhavet, et urhav der stadig i dråbeform findes indkapslet i vore celler. Ja måske slutter rejsen først, når vi erkender os selv som det stjernestøv vore kulstofmolekyler består af.
 

Reinkarnation er et videnskabeligt faktum
Atter og atter har der været beretninger om reinkarnation i forbindelse med dybe meditative erfaringer, nærdødsoplevelser og entheogene rejser. Det lader til at meditation under særlige omstændigheder lader os rejse tilbage i vor egen zoologiske forhistorie. 
 
Reinkarnation kan i Meditation opleves som et faktum - dog kun så længe vi ikke tager det personligt. Enhver, der seriøst vender sig ind i sig selv, kan erfare sine tidligere - ikke individuelle liv, men livsformer.
 
Disse oplevelser tolkes ofte, fordi vi oplever os selv som individer, som individuelle anliggender, hvor Hr. Petersen oplever sig selv som Hr. Hansen i et tidligere liv. Sådan ser det nemlig ud, når vort lille jeg tager sprogligt ejerskab af oplevelsen. Det lille ego forsøger gennem sprog at oversætte en erfaring fra et i princippet ufatteligt og sprogløst flerdimen-sionalt univers til vor kendte verden bestående af tre dimensioner. Her er vort lille ego som frøen på bunden af brønden, der prøver at fortælle sig selv og sine artsfæller om fuglenes liv på himlen.
  
En ting er at læse om det.... Ved at
se og føle ind i mig selv, erfarede jeg mig selv som den biologiske verdensmasse. Jeg har som søanemone mærket tidevandet i urhavet. Jeg har mærket slangen krybe op gennem rygraden på vej mod hjernen. Jeg har følt den indre stenaldermand kaste den første sten mod en mand fra en fremmed stamme.
  
Individuelt versus transpersonelt liv
Allerede her kniber det med sprogets sædvanlige vendinger, der rent syntaktisk er skabt til at formidle erfaringer i subjekt-objekt relationer i et tredimensionalt univers bestående af tid, rum og masse, som vi kender dem fra vort daglige liv: For der var ikke et 'jeg' i traditionel forstand til at iagttage oplevelsen.
 
Transpersonelle oplevelser af præeksistens er ikke personlige anliggender - for individualitet og sprog er et aldeles nyt lille evolutionært vidunder, skabt inden for de sidste få tusind år, hvilket er mindre end et sekund set i forhold til livets cellulære fødsel i det oprindelige urhav.

At svømme i sit eget kambriske urhav er kun en ting, man kan gøre uden et 'jeg'. Her er man rejsende i opmærksomhed og bevidsthed uden det ego-operativsystem, vi normalt bruger til at navigere med. Alene af den grund kan mødet med ens egen evolutionære fortid være skræmmende. Der er ikke plads til følelsen af den kontrol, som vi i vores dagligdags bevidsthed tror os i stand til at have.
 
Langt den største del af denne rejse tilbage må derfor tilbagelægges uden det, vi normalt forbinder med en jeg-identitet. Vores følelse af 'jeg' må efterlades for den, der ønsker at stille sit indre zoologiske ur blot et sekund tilbage.

VOR BIOLOGISKE VERDENSMASSE
Our unique attributes evolved over a period of roughly 6 million years. They represent modifications of great ape attributes that are roughly 10 million years old, primate attributes that are roughly 55 million years old, mammalian attributes that are roughly 245 million years old, vertebrate attributes that are roughly 600 million years old, and attributes of nucleated cells that are perhaps 1,500 million years old.
 
If you think it is unnecessary to go that far back in the tree of life to understand our own attributes, consider the humbling fact that we share with nematodes [roundworms] the same gene that controls appetite. At most, our unique attributes are like an addition onto a vast multiroom mansion. It is sheer hubris to think that we can ignore all but the newest room.
David Sloan Wilson, Evolution for Everyone, 2007

Det vil være en kontroversiel tanke for de fleste, at Meditation også er introverteret arkæologi. Følgende videnskabeligt verificerbare eksempler vil imidlertid anskueliggøre, at tanken slet ikke er så usandsynlig, som det ved første øjekast kunne synes.

Opskriften på et menneske
Tilsæt en passende mængde prækambrisk urhavssalt, for saltbalancen i vore celler er stadig den samme, som den var i prækambriums urhav. Tag to kilogram kropsmasse bestående af bakterier. De levede engang, før de blev fredelige bioborgere i menneskekroppen, deres eget frie liv eller et liv i symbiose med andre livsformer. Tilsæt utallige former for vira, herunder nogle typer vi har arvet fra Neanderthalerne.
 
Opskriften er for lang til at færdiggøre her, men alle ingredienser peger i samme retning: Mennesket er anatomisk set en barok sammensat, umulig syntese af levende forhistoriske væsner.
Først til allersidst drysses ca. én procent egentlige menneskelige gener ud over vor simrende biologiske gryderet.

Vi rejste os fra urhavets vand og stadig bærer på det i vore celler.
Den menneskelige krop er i den forstand et over-levende zoologisk museum sammensat af livs- og adfærdsformer, der rækker helt tilbage til det tidligste stjernestøv.
  
Dette krydsfelt er livets foreløbige, men bestemt ikke sidste konklusion.

Vi er levnede bølger, rejst i storme fra urhavet og nu skyllet i land på livets kyst.
 

Denne
odysse ville ikke have været mulig uden samarbejde og genbrug.


Vi består af genbrug
Mennesket er, set i et evolutionært udviklingsperspektiv, sammensat af en hel vifte af forskellige overlevelsesoperativsystemer. Vor krop består i den forstand af den samlede zoologiske sum af vore tidligere artsliv. Vi består af genbrug af operativsystemer, hvis vigtigste biologiske opgave var og er at få os til at overleve. Som mennesker har vi været gæster her i et kort øjeblik på 2,5 millioner år. Som zoologiske cellekolonier er vi langt, langt ældre. I os er samlet alle livets tidligere bevidsthedsformer. Cellers, mikrobiomers, ormes, reptilers, og patte-dyriske operativsystemer har i kroppen fundet sammen under fælles tag. Nogle af disse væsner sover, andre er mere vågne og hjælper os i vores overlevelsesleg.

Ionkanalerne i cellemembranerne hos Nekturus-salamandere kan genfindes i rotter og mennesker. Hver eneste DNA-stump, der har vist sig at virke i evolutionen, bliver genbrugt af mere avancerede systemer på de højere trin i evolutionen. De gener, der styrer vort hjerteslag, blev til i søanemoner. Vi deler 25 % af vore gener med træer. Vor appetit styres af genetiske drivere, der blev udviklet i ringorme. Vore tænder var oprindelig fiskeskel.

Vort ansigt blev grundliggende skabt, da vi var fisk. Et fiskeansigt har øjne, mund og nogle gange også, som tilfældet er det med blobfisken, en næse!


Blobfisken - Psychrolutes marcidus

I fostertilstanden gennemgår vi hele artshistorien og udvikler eksempelvis ansatser til gæller. Som vi kan se det i denne denne BBC-video, så skabes ansigtet på et menneskefoster mellem den anden og tredje måned. I denne periode sammensættes ansigtet som et puslespil, der begynder på fiskestadiet og i finalen samles i et genkendeligt ansigt. Sidste sammenføjende brik i dette puslespil er philtrum, spalten under næsen.
 
Læg mærke til hvorledes ansigtet, lige før det antager menneskelig form, gennemløber forskellige zoologiske stadier i form af dyreansigter. I løbet af fostertilstanden kravler vi op
af alle de tidligere trin på evolutionsstigen vi som art har har betjent os af.
 
Vor inderste hjernestamme deler vi med krybdyrene. Konstrueret oven på krybdyrhjernen har vi den dyrehjerne, der fik Uruguays stjernefodboldspiller Suárez til at bide sin modstander i skulderen. Hvad er en fodboldkamp andet end to klaner, der kæmper om en klump kød? Hvad er vor vestlig politiske blindhed over for egne fejl og konstante kamp andre systemer andet end abeklaners gener på vej mod toppen i fødekæden? Abers spontane reflekser findes stadig lige under jakkesættet. Når vi kigger ned i en afgrund, giver det et sug i ringmusklen og halebenet. I dette område sidder der masser af aktive nerver, som vi ikke længere har brug for. Disse nerver er lykkeligt uvidende om, at den balanceskabende hale de i sin tid styrede, for lang tid siden er faldet af. 
 
Lad mig gentage den forunderlige, tankevækkende og dog så simple kendsgerning: Som biologiske væsner lever og fungerer vi i et krydsfelt af forhistoriske dyrs og livsformers operativsystemer. Vi er et levende zoologisk museum, der er trådt uden for tiden og samlet i en hub, hvor selv urøglen har overlevet tidens knusende tænder.

Livets og dødens enten - eller
Alt vort bio-software, både det urgamle og det nyeste nye, har haft og har stadig én fælles agenda: At overleve...
 
Opmærksomhedens mest 'primitive' funktioner udtrykker sig i reflekser. Instinktbaserede og automatiserede handlinger bliver løbende skabt af de ældste dele af vor hjerne. Urtidshjernerne stiller binært kun følgende tankeløse 'spørgsmål': Overlever jeg eller ej? Det næste spørgsmål i tilfælde af en trussel er: Skal jeg angribe, flygte eller lægge mig død.
 
Polariteten mellem godt og ondt, mellem kosmos og kaos, mellem gud og djævlen er skabt ud af genernes flugt fra dødens entropi. Denne fundamentale dualitet er overlevelsens axis mundi. Hvor usamtidige og indbyrdes forskellige vore indre operativsystemer end er: Genernes 'overlevelsesvilje' tvinger dem alle til forhandlingsbordet, hvor de hver på deres måde evaluerer verden omkring os ud fra det simple spørgsmål: er vi i fare eller ej? 
  
At overleve er 'godt' - at dø er 'ondt'
 
Bevidsthedens ordskabende operativsystem opfandt på et tidspunkt tæt på vor tid ordene ondt og godt. Denne overlevelsesforanstaltning var ikke grebet ud af luften, men hvilede på et enigt kor af overlevelsessystemer fra alle evolutionære tidsaldre.
 
Så hvis en orm kunne tale, ville dens første udsagn være:
 
At overleve er 'godt' - at dø er 'ondt'.
  
 
Alt, hvad der får 'mig' til at overleve, føles 'godt'.
Alt, hvad der truer min overlevelse, sanses 'ondt'.

Enhver  organisme har sit eget selvreferende bevidsthedsoperativsystem

Den Universelle Ånd,
der slumrer i stenen,
drømmer i planten,
vågner i dyret,
bliver sig bevidst i mennesket
F. Schelling

Analfabeten og mystikeren Nisargadatta Maharaj hævdede, at livets eneste formål er at beskytte, udvide og udvikle bevidsthed.
 
Til enhver livsform, hvad enten den er autonom eller fungerer som et organ i en større biologisk sammenhæng, hører der et feed backbaseret operativsystem. Enhver levende organisme har i den forstand en rejsefælle i form af et bevidsthedsoperativsystem. Den logiske konsekvens af, at vi er bærere af den biologiske verdensmasse, er, at vi også har alle tidligere bevidsthedsformer i os. Vi deler ikke blot appetitreguleringsmekanismer med ringorme. Vi deler også bevidsthed med dem.
 
En stor del af disse arkaiske bevidsthedsoperativsystemer bidrager stadig til vor opretholdelse som menneskelig cellekoloni. Andre er rudimentære og/eller sovende, men kan vækkes til live under specielle omstændigheder.
  
Selv menneskekroppens enkelte organer har deres eget bevidsthedsfelt, der igen linker op med hinanden på samme måde, som lande indgår i forbund.

Det ser ud til, at disse bevidsthedsfelter i deres fælles opkobling i hubs i stigende grad bliver bevidste. Des mere systemisk komplekse de bliver, des mere 'vågne' bliver de.

Det er min klare intuitive fornemmelse at ethvert selvreferende system bliver bevidst og dermed levende, når det når et vist punkt af kompleksitet. Det er i denne sammenhæng ligegyldigt om det drejer sig om maskiner eller biologisk liv.

Vi forstår alt liv, fordi vi består af genbrug
Wittgenstein hævdede, at hvis en løve kunne tale, så ville ingen forstå den. Wittgenstein er
for mig det ypperste udtryk for de talende akademiske hoveders klub, en klub, der forudsætter, at man i den grad er fanget i tanke'spind', at man fortrænger det faktum, at hovedet sidder på en førsproglig krop.

Striden mellem skriftkloge og mystikere går tilbage til Buddhas tid. Enhver, der tør vende sig om i sig selv og bort fra verden, kan selv konstatere, at vi består af genetisk genbrugsmateriale. 

Derfor forstår vi løvens brøl.
Vi deler langt den største del af vore operativsystemer med den.

 

Fortsættelse følger i: II. Hvad er opmærksomhed



Med venlig hilsen Gunnar Mühlmann
Feed back modtages gerne: gunnars@mail.com